Liv havde brugt alt for meget tid på at tænke på Vargas, siden hun var stødt på ham i den snuskede gyde. Det havde irriterede hende grænseløst, og hun havde følt sig rastløs - og ærlig talt liderlig - lige siden. Hun havde prøve at afhjælpe det på egen hånd eller med andre mænd, men det havde ikke hjulpet. Faktisk havde det blot gjort det værre. Hun egentlig ikke haft i sinde at følge op på sit løfte om at besøge Vargas i Balzera, men hun havde hun ændret mening. Hun måtte få det ud af sit system, og den eneste måde at gøre det på, var at besøge Vargas, det var hun overbevist om. En enkelt nats rå, passioneret vildskab måtte være kuren, der kunne få hendes opmærksomhed tilbage på rette spor. 

Selvom Liv normalt foretrak at rejse som et menneske, havde hun ikke tålmodighed til det denne gang. Hun forlod byen, hun opholdt sig i, og bevægede sig ud til et øde sted i skoven. Der foldede hun sine enorme, sorte vinger ud og svang sig op i luften, højere og højere, indtil hun lignede en almindelig fugl med det blotte øje, og så satte hun kursen mod Balzera. Rejsen ville normalt have taget flere uger, men Liv tilbagelagde distancen på få dage, og trods rejsen uden pauser eller hvile, så hun lige så strålende ud som altid, da hun endelig landede lidt udenfor handelsbyen. Hun havde droppet den hvide pels, men bar i stedet et hvidt, næsten gennemsigtigt tørklæde, som hun havde viklet løst om sine skuldre og hoved. Den kridhvide, kropsnære kjole var den samme som altid. Hendes fødder var også bare som altid, men hun mærkede slet ikke det brændende sand under dem, mens hun begav sig ind i byen. Mange øjne hvilede på hendes, mens hun gik igennem gaderne, men hun ænsede dem ikke. Hun marcherede i stedet op til den første og bedste byvagt, hun så og sagde, "Jeg leder efter Vargas' hus. Hvor finder jeg det?"

"Øh, Vargas, øh?" svarede vagten dumt, tydeligvis distrahere af hendes udseende.

"Hvor?" insisterede Liv og hun hev bare en lille smule i vagtens sjæl for at understrege, hvor utålmodig hun var.

"D-det store h-hus!" gispede vagten. "De-der!"

Vagten pegede en rystende finger mod en imponerende bygning, og Liv gav ham et lille smil som tak. Så marcherede hun op til porten til Vargas' hus og hamrede på den med en knyttet næve, så det rungede i hele hytten.

Det var sent på formiddagen og Vargas sad i sit arbejdsværelse sammen med en af de højtstående vagter, der havde lidt mere hjerne end den almindelige guldfisk. De var ved at gennemgå bogen med varer, indtægter og udgifter for at se, at det hele passede. En gang i mellem smuttede et salg fra siderne, men det blev altid rettet op ved disse små møder. Det knapt så lille sorte tal på bunden fortalte Vargas, at hans forretning var velkørende og selvom han godt kunne ødsle penge bort, var indtægterne så store, at han ikke ville komme til at lide nogen nød. Han var en rig mand og selvom han ikke ligefrem pralede med det, var det ret tydeligt at se på hans opførsel, hans tøj og hans hjem. Og han var vant til at have penge.
Trods det, vidste han godt, at han nok en dag skulle ned og ramme bunden, han havde været igennem turen flere gange før. Svært at undgå i en omskiftelig verden, hvor alting forandrede sig. Hvem vidste, måske blev slaver forbudt en dag. Guderne forbyde det.
Men lige nu så det pænt ud. Meget pænt ud.

Han blev afbrudt midt i en sætning, da en gungrende lyd gled igennem hele huset - arbejdsværelset var placeret på overetagen sammen med de andre værelser, men den hårde, utålmodige banken på den store dobbelte hoveddør kunne høres over det hele. Hvem mon det var? Det lød næsten som problemer. Vargas viftede lidt med hånden af vagten.
"Vi fortsætter det her senere." 
Vagten bukkede og forsvandt hurtigt ud af rummet. Vargas klappede bogen sammen og skyndte sig ikke synderligt. Der blev stille og han regnede med, at en vagt havde nosset sig sammen til at gøre sit arbejde. God arbejdskraft var svært at finde!

Efter at have kørt hænderne igennem sit iltre hår og rettet på sin i dag rubinrøde, knælange kofte uden ærmer og med broderier i guld og sølv, bevægede han sig ud af værelset og ned af trappen. Det gule tørklæde var draperet om hans hans og skuldre og han havde et par løse kongeblå bukser på, der var strammet ind om hans ankler, inden under koften. På fødderne havde han et par simple, men behagelige sandaler. Afslappet og alligevel tydeligt fremvisende hans økonomiske status.
Han gik ned af gangen for foden af trappen og bevægede sig ud i den meget store stue, hvor han tog i mod gæster, en stue fyldt med bløde møbler og puder, små borde og kunst. Det var også her, det lille rum bag hoveddøren ledte gæsterne hen, så hvem end der havde lavet larmen burde være ankommet her, havde vagten gjort sit arbejde.

Det første han fik øje på, var den hvide kjole og de fremhævede former og han vidste straks, hvem der havde lavet larmen.
"Liv, der er ingen grund til at vælte hele huset. Hvad laver du dog her?" Han rynkede utilfredst på næsen, som om han ikke var glad for at se hende. Men hendes greb om hans mere personlige dele i Dianthos, havde efterladt ham med en trang, han ikke helt kunne tilfredsstille og han havde tænkt på hende siden da. Hende og hendes... attributter. Var han glad for at se hende? Både og.

Liv havde brugt de sidste sekunder, inden døren blev åbnet, på at rette på sit tøj og hår og i det hele taget sørge for, at hun så endnu mere uimodståelig ud, end hun plejede. Hun smilede bredt og varmt, da Vargas åbnede døren, og i det hele taget kunne man slet ikke se den frustration, der havde plaget hende siden deres sidste møde.

"Åh, jeg var tilfældigvis i nærheden," svarede hun med en ubesværet løgn. "Og så kom jeg i tanke om, at jeg jo havde lovet at besøge dig."

Uden at tøve eller spørge om lov, trådte Liv tættere på Vargas og lagde en hånd på hans kind, så hun kunne kysse hans læber goddag. Denne gang voksede hun sig ikke højere end ham; det var kun nok hun gjorde for at irritere ham, når der var andre til stede, eller hvis hun slet ikke kunne lade være.

"Byder du mig ikke noget koldt?" spurgte hun og trak sig nogle få centimeter væk. Hun blinkede op til hun med sine store, grønne øjne.

Som sædvanligt var det som at få et slag i maven, når han lagde øjnene på kvinden i den hvide kjole. Så… lokkende. Havde han ikke vidst, at hun var en engel, havde han troet, at hun var en lystdæmon. Hun stank langt væk af sex og hans krop reagerede med det samme på hendes nærværd. At hun var en engel burde være et problem for ham, men som han heller ikke ligefrem var begejstret for sin egen race, var han egentligt ligeglad. Andre engle ville han nok have lyst til at plukke for fjer, men denne skønhed havde han kun lyst til at plukke for én ting. Og det var ikke de sorte fjer, han vidste hun gemte på.

Vagten, der havde ledt hende fra hoveddøren og ind i den store stue, Vargas brugte til gæster, skyndte sig at stille sig ud til siden og flytte blikket, som Liv gav Vargas sin goddag. Hendes læber rørte hans og denne gang gengældte han kysset, forberedt og knapt så optaget af et andet fortagende. Hans ene hånd fandt frem til hendes hofte. Hans næsten altid kølige hånd kunne mærke hendes varme under kjolens tynde stof og han vidste, at han blev nødt til at fjerne stoffet inden dagen var omme.

Kysset blev afbrudt og han så ned på hendes kønne øjne med sine egne brune, der afslørede, hvad hans krop tænkte på, men også bar præg af en smule morskab. Han fandt oftest næsten alting morsomt.
”Hvis jeg havde vidst, at du kom, havde jeg fået anrettet det helt store bord, vi kunne vælte ting af i kådhed.” Han rettede sit blik mod vagten. ”Sørg for at dække op inde i den private stue. Gerne med en af de nye flasker, der kom i forgårs.” Det var en direkte kommando og vagten forsvandt næsten før den var udtalt. Selv dem, han betalte for at arbejde for sig, havde respekt for ham. Frygtede ham. Men det var heller ikke uset, at han statuerede et eksempel, hvis han var i dårligt humør. Arbejdskraft kunne man altid købe sig til.

Han rettede atter sin opmærksomhed mod kvinden, der stod tæt foran ham. Hans håndblev liggende på hendes hofte, som han slog let ud med den anden arm for at vise hende vej.
”Lad mig føre dig ind i min private stue.” Han regnede ikke med, at hun var interesseret i en decideret rundvisning. Ikke at der var meget andet end det ekstraordinere hus at se, tydeligvis bygget af de dyreste materialer og fyldt med silke, mahogni og ædelmetaller. Der var ikke svaret på noget, som dette var et monument på hans rigdom, anskaffet på de stakkels sjæle, der sad i burene ude på den anden side af den tykke mur.

"Så galant," drillede Liv, mens hun fulgte med Vargas. Selvom Liv ikke havde en speciel stor hang til luksus - efter 6000 år var hun efterhånden ligeglad med alt - så måtte hun indrømme, at det her var et hak bedre end et usselt kroværelse på selv den fineste kro. Og så var der en evigt tilstedeværende varme, der trængte ind overalt. Liv elskede varme, og det kunne næsten ikke blive varmt nok til hende. Hun fortrød allerede kort tid, efter hun var ankommet hos Vargas, at hun ikke var kommet noget før. Det var så længe, siden hun sidst havde været på disse kanter, at hun havde glemt, hvor vidunderligt varmt her var. Men nu havde hun jo en perfekt undskyldning for at komme her lidt oftere. Hun smilede til den perfekte undskyld, der gik ved siden af hende, og sneg en hånd ned for at stryge over hans bagdel, mens de gik. Hun kunne næsten ikke vente med at se den igen, for den var virkelig yderst velformet. Hun gav den et kærligt klap.

"Jeg må sige, at du virkelig har klaret dig flot hernede, Vargas," sagde hun - ikke at hun overhovedet havde brugt specielt meget fokus på alle de dyre ting omkring hende - men hun vidste, at Vargas elskede at få ros og smiger (og måske især fra hende?).

"En skam, det med slaverne, men nogen skal vel sælge dem?" sukkede hun og gav Vargas rumpe endnu et blødt klap. 

En hånd blev kørt over hans ende og Vargas måtte kontrollere sig selv for ikke at droppe planen med mad og i stedet gøre noget ved sine lyster her midt i stuen. Men han havde ikke noget i mod at trække spændingen lidt og samtidigt kunne han finde ud af, om englen havde andre planer med sit besøg end blot et par hyggelige stunder med ham. Han stolede ikke på nogen og da slet ikke hende.
Roligt gled hans arm lidt tættere om hende og hans krop tættere hendes. Hånden på hendes hofte gled lidt længere frem og en smule længere ned. Kjolens stof gjorde intet for at skjule følelsen af hendes knogler og varme og hans greb var ikke helt blidt. Næsten en form for ejererklæring.

Hans smil blev en smule større, som hun begyndte at smigre ham. Han elskede smiger, dybtfølt eller ej, og selvom han godt vidste, at hun brugte det i mod ham, sugede han det til sig som en kalv ved patten. Slaget fik ham til at gibbe lidt og stramme sit greb om hende.
”Der er krystaller i slaver. Krystaller og timevis af sjov. Med så meget legetøj kommer man sjældent til at kede sig.” Og han hadede at kede sig. Hans tonefald afslørede nok, at han var vild med den profession han havde fundet sig. Han elskede at have magten over så mange sjæle. At kunne gøre hvad han ville med hvem han ville. Og alle de krystaller og sjæle, han fik skrabet ind. Det var himmerige for en dæmon, der var dødssynden for grådighed.

Han førte hende ud i en stor åben gang og ned til en anden indgang. Denne stue var halvt så stor som den anden, men lige så luksuriøst indrettet. I samme sydlige stil med bløde puder og henslængte siddepladser, men også lidt mere malplaceret et stort robust spisebord med stole. Han kom oprindeligt fra mere nordlige himmelstrøg og visse ting afslørede, at han til tider savnede noget af sit hjemland. På den ene væg hang et display af piske, hvilket nok stak ret meget ud i det ellers ganske fine og næsten hyggelige rum. Han tilbragte ikke så meget tid herinde, men når han var her, ville han føle sig godt tilpas.

Som de kom ind i stuen, snurrede han hende rundt, så hun stod med fronten tæt op af ham, deres ansigter tæt mod hinanden og hans arme om hendes liv. Han betragtede hende med samme glimt i øjnene som før.
”Kære smukke Liv. Inden vi slipper os løs og hygger os…” Hans hånd gled op af hendes krop og skulder og lagde sig ved hendes hals, som han snakkede. Pludseligt greb han hårdt fat om hendes hals og hans blik blev hårdt.
”… skal jeg lige vide, om du har tænkt dig at skabe problemer for mig?” Uden nogen af de før varme følelser, betragtede han hendes ansigt og øjne, mens han havde fat om hendes hals.

"Du er en meget uartig dreng," sukkede Liv, mens hun betragtede de luksuriøse møbler i rummet. Da hun fik øje på piskene, løftede hendes ene øjenbryn sig en smule. Hvis Vargas troede, at han kunne bruge dem på hende, så kunne han godt tro om igen. Hun holdt meget af selv at bruge den slags redskaber, men kun på andre, ikke sig selv. Smerte sagde hende absolut intet, og det var kun ved yderst særlige lejligheder, at hun lod andre gøre den slags ved hende. Dette var ikke en yderst speciel lejlighed.

Hun glemte dog hurtigt alt om piskene, da Vargas pludselig skiftede tone og klemte hende om halsen. Hun blinkede op mod ham i overraskelse med sine store, grønne øjne, og så åbnede hun sin mund for at lukke en kvidrende latter ud. 

"Vargas, helt ærlig," sagde hun og smilede, mens hun rakte en hånd op for blidt men bestemt at fjerne Vargas' hånd fra sin hals. "Du burde virkelig vide bedre end at true mig, som en af dine små slavetøser. Desuden, hvornår har jeg nogensinde skabt problemer for dig? Hvad skulle jeg dog få ud af det, når jeg i stedet kunne bruge min tid på at få din vidunderlige pik så dybt ind i mig, at jeg kan smage den, hm?"

Vargas klemte ikke hårdt om hendes hals, men nok til at markere, at han var seriøs i sit spørgsmål. Han havde ingen planer om at skade hende - ud over blå mærker og hvad der ellers hørte sig til, når de tossede rundt sammen - men hans liv var mere vigtigt for ham end denne engel, der nok havde sneget sig ind på ham, men ikke havde stjålet hans hjerte. Han var ikke sikker på, at han havde et. Nej, slavehandlen, dens væsner og det liv, det gav ham, betød overraskende meget for en mand, der havde brugt det meste af sit liv på at følge sine lyster. Han elskede det, elskede magten. Og trods at han kunne lide Liv, skulle hun ikke forsøge at pille ved noget af det.

Hendes reaktion var ret typisk hende og han lod hende fjerne sin hånd uden modstand. Det lidt intense og følelsestomme udtryk på hans ansigt blev siddende for et øjeblik, mens han lyttede til hendes svar.
"Man kan aldrig vide mig dig, Liv." Han betragtede hende for et øjeblik, inden hele hans holdning skiftede tilbage til den mere lette, smilende og charmerende ham, han havde været lige før. Glimtet i hans øjne vendte tilbage, som havde det aldrig været væk. Armen gled ned om hendes liv igen og han trak hende fast ind til sig.
"Når du siger sådan noget, får jeg jo lyst til at droppe maden og flå tøjet af dig, for at kneppe dig, til du ikke kan stå på dine ben mere." Hans smil voksede ved hans egne ord, inden han lænede sig lidt frem og pressede sine læber mod hendes. Krævende.

Han elskede at lege lidt, i stedet for at gå lige til sagerne, men med Liv var det svært ikke bare at kaste sig ud i vild elskov, der ville låse dem inde på et værelse i flere dage. Der gik år i mellem, at han så hende, ja denne gang omkring 300 år, men han vidste præcist, hvad de kunne give hinanden. De minder forsvandt ikke, lige meget hvor mange år, der gik.

Liv grinede blidt mod Vargas' læber og lagde straks armene om hans skuldre, mens hun kyssede tilbage. Det føltes så vidunderligt forbudt, at være sammen med Vargas, selvom der ikke ligefrem var nogen lov, der sagde, at engle og dæmoner ikke måtte elske med hinanden, og hvis der havde været en, så ville Liv have ignoreret den uden bekymring.

"Det ville være en skam at lade al den gode mad, du sikkert har fundet frem, gå til spilde," hviskede Liv ind i kysset, mens hun pressede sig op mod ham. Hun havde ikke brug for at spise ret meget mere, men hun nød stadig smagen af mad og vin.

Liv brød kysset og trak sig væk. Hun smilede stadig, og hendes kinderog bryst var blevet lyserøde.

Det var kun Vargas, der kunne fremkalde den reaktion hos hende ved blot et kys.

Hendes krop så nær sin var næsten nok til at få ham til at miste den sidste kontrol og som de kyssede, trykkede han sig endnu mere ind i mod hende. han havde skiftet hylster flere gange, end han kunne tælle, siden de sidste havde set hinanden. Så vidt han kunne huske, havde det været en lidt grov nordbo, han havde haft fingrene i, men han havde lidt samme smag, så ud over at denne krop var slankere og mørkere i huden, var der nok ikke så stor forskel igen. Han havde god smag og hun ville nok ikke blive skuffet, når tøjet røg. Hans hånd gled ned og lagde sig om hendes ene balle. Stadig lige perfekt.

"Kokken er god. Og vinen... den skal du glæde dig til." Hans stemme var let forpustet efter kysset, som hans krop reagerede på det. Det var sjældent, at han mødte en kvinde, der kunne tage vejret fra ham blot ved sin tilstedeværelse. Liv kunne. Selvom han somme tider følte, at hun drev ham til vanvid med sin opførsel, var der bare noget over hendes krop og den måde, hun tog ham i sengen, der gjorde op for det. Et skævt, lidt rovdyrsagtigt smil var at finde om hans læber, som han så ned i hendes øjne. Snart.

"Du er lige så smuk som altid, kære Liv." Han rakte ud og lod sine fingre blidt glide ned over hendes kind. Vargas var en voldelig mand med sygelige lyster, men han vidste også, hvordan man charmerede sig ind på folk, især det andet køn. Dette hylster var ganske kønt af et menneske at være og på de år han havde haft det, havde han fundet ud af, at de fleste hunkøn fandt det ganske tiltrækkende. Selvfølgelig, han havde håndplukket det.
Og trods de voldelige tendenser, kunne han sagtens være ganske blid. Så længe han fik noget ud af det.

"Sådan et gammelt skrog som mig?" lo Liv, mens hendes kinder blev endnu mere lyserøde. "Det er sødt af dig at sige, min skat."

Det kan godt være, at Vargas så anderledes ud end sidste gang, hun havde set ham, men han var lige så charmerende. Liv havde ikke mange svagheder, men charme var en af dem. Hun vidste dog udemærket godt, at Vargas ikke ligefrem var et blidt, lille lam. Han var langt fra en af guds bedste børn, og hun vidste godt, hvad han var i stand til. Dette var også en af grundene til, at hun aldrig havde fortalt Sakse, hvem der var hans far eller fortalt Vargas, at han havde en søn derude. Sakse havde heldigvis ikke arvet meget fra Vargas, udover den grådighed, som hun vidste, han kæmpede med dagligt, så der var ingen fare for, at nogen skulle finde ud af det, heller ikke Vargas. Liv var ret sikker på, at Vargas ville forsøge at skade Sakse, hvis han fik noget at vide om ham, men selvom hun faktisk mente, at Sakse nok godt kunne forsvare sig ganske godt mod Vargas, så ville hun ikke risikere noget.

"Lad os nu spise," foreslog hun og tog Vargas' hånd for at trække ham hen til spisebordet. "Så kan du fortælle mig alt, hvad du har foretaget dig, siden jeg så dig sidst."

Vargas løftede øjenbrynene lidt ved hendes latter og hans smil blev mere ægte med et tilhørende glimt i øjnene.
"Du er lige så yndig som første gang, jeg lagde øjnene på dig." Og det sagde han ikke for at smigre, det var skam sandheden. Han havde aldrig set en kvinde, hvis figur tiltalte ham så meget som hendes, hun stod til mål med guderne i sin skønhed. Og det lagde han ikke skjul på, at han syntes, om hun så troede ham eller ej. Deres forskelle glemt, han havde en ting for hende. En ting, han kunne smide fra sig, skulle det være, men når det nu ikke var nødvendigt, kunne han lige så godt svælge i den. Han ville have hende. Grådigheden var en del af ham og han lod sig selv kaste sig ud i den, især med en kvinde som hende. Havde hendes personlighed ikke været en så stor en del af hendes charme, havde han tvunget hende til kun at være hans. Men det skulle ikke ske og han affandt sig overraskende nok i det.

Han lod hende tage sin hånd og lod hende trække sig over til det stadig tomme spisebord. Køkkenet var kun lige sat i gang med at lave mad, som vagten var blevet sendt derud og Vargas vidste, at de rendte rundt som små paniske mus derude i et forsøg på at få smidt noget spiseligt sammen hurtigst muligt. Men han vidste også, at der nok snart blev sat de første tallerkener på bordet.
"Det er omkring 300 år, vi skal samle op på, kære. Det kommer til at tage resten af dagen." Der var let morskab i hans stemme. Hvis hun absolut ville høre, om hans arbejde med at få slavehandlen op at køre, ville han føje hende, men det ville nok mest blive små anekdoter. 

De nåede knap nok at sætte sig, inden en tjener kom med to glas og en gammelt udseende flaske, som han skænkede op fra. Det var en kasse, Vargas havde fået i en handel, en kasse, der var fundet i en kælder i et gammelt hus, der åbenbart havde stået forladt siden en af krigene for mange år tilbage. Den smagte fortrinligt af sød frugt og Vargas havde en fornemmelse af, at Liv ville elske den.
Lidt efter kom tjeneren tilbage med tallerkener og et fad med en stegt fisk til forret, sammen med noget grønt.

"Nå ja, så måske kun de mest spændende ting, du har oplevet," rettede Liv og grinede blidt. I stedet for at sætte sig på sin egen stol valgte Liv at fange Vargas, inden han fik rykket sin stol ind til bordet, så hun kunne sætte sig i hans skød med en arm om hans skuldre. Hun arrangerede sig med vilje, så hende barm var lige ved siden af Vargas' ansigt og gav ham en fantastisk udsigt lige ned i hendes kavalergang. 

Hun tog det ene glas og lod det klinke blidt mod kanten af Vargas'.

"Skål, min kære," sagde hun med et smil og tog en slurk af vinen. "Mmh, delikat. Jeg forventede intet mindre fra dig, Vargas."

Liv var så optaget af vinen, Vargas, og at nusse ham i nakken, at hun slet ikke opdagede, at der blev bragt mad ind.

Vargas nåede knapt at sætte sig i stolen, før han havde Liv placeret i sit skød. Med øjenbrynene skudt en smule op i panden og et smil om læberne, lagde han den ene arm om livet på hende. Den velvoksne barm var placeret ud foran hans ansigt hvilket gav ham et fantastisk udsyn ned i kavalergangen, noget han absolut ikke havde noget i mod.
"De mest spændende ting, ja..." Hvad mon han kunne huske af spændende ting, der ville interessere hende... for et øjeblik var hans tanker optaget af noget andet, men tjenerens ankomst med drikkevarerne hev ham ud af tankerne og fik ham til at samle sig om hendes ord.

"Skål. For en kommende god nat." Han tog sit eget glas og lod det røre hendes, inden han drak lidt af den røde væske. Denne flaske var om muligt bedre end den sidste og han nød den i fulde drag. Livs ene hånd nussede ham i nakken, uglede det allerede uglede hår og for et øjeblik var livet rimeligt perfekt. Hans hånd hvilede mod hendes side og med den plads hun havde taget sig, kunne hun nok ikke undgå at opdage, at han så frem til det, de havde planer om efter maden.
En mad der var kommet på bordet.

"Skulle vi fylde vores maver og nyde vinen, inden vi finder mere passende omgivelser?" Han nev hende blidt i siden og smilede lidt sigende. Om hun blev siddende, måtte hun selv om, han kunne sagtens spise udenom hende, men duften fra fisken gjorde ham opmærksom på, at han var sulten. Og trods kroppens andre behov, hadede han at være sulten, så for nu tog det prioritet. Man kunne vel ikke forvente, at han skulle yde på tom mave, vel?

"Det synes jeg, lyder som en vidunderlig idé," klukkede Liv og kyssede Vargas' kind, inden hun satte sig lidt bedre til rette, så hun kunne spise, mens hun stadig sad i hans skød. Det var skønt at føle sig lidt ung igen, at være legesyg og barnlig med Vargas - ikke at Liv var specielt ubarnlig, når hun var alene, men det føltes som evigheder, siden hun sidst havde "leget". Det var selvfølgelig ikke sandt, for det var ikke lang tid siden, hun havde fjollet rundt med Valkar, og hun måtte tage sig lidt sammen for ikke at klappe sin mave. Der var intet at se endnu, men der var liv derinde. Hun kyssede Vargas' kind igen. Liv havde planer...

"Sig mig, Vargas," sagde hun efter et øjebliks stilhed, mens de begge spiste og drak, og mens Liv nød at føle Vargas' "begejstring" over hendes tilstedeværelse presse sig op mod hendes bagdel igennem deres tøj. "Har du nogensinde været forelsket?"

Hun vidste ikke helt, hvorfor hun egentlig spurgte, men på trods af, at hun og Vargas havde kendt hinanden i mange, mange år, så vidste de faktisk ikke ret meget om hinanden. Det var nok bedst sådan, men Liv var nysgerrig af natur, og så længe det kun var vage spørgsmål som dette, ville det være fint nok, mente hun.

Til Vargas’ held, var Liv enig med ham i, at det var en god idé at spise og han fik på en eller anden måde stoppet mad i munden, trods den store udfordring ud for hans ansigt. Fisken og det tilhørende grønt smagte ganske udmærket og han måtte indrømme, at lønnen til kokken var det værd. Det var ikke løn, han gav mest ud af, men i køkkenet ville han nu hellere have en betalt person end en slave, der kunne finde på at ødelægge maden. Eller forgifte den, for den sags skyld. Nej, kokken var skal betalt og han klarede det godt.

Livs spørgsmål var dog nær ved at give han et mundfuld vin galt i halsen og han sendte hende et kort skarpt blik, inden han sank og stillede glasset fra sig. Forelsket. Sikke da et spørgsmål. Han åbnede munden for at sige nej, men rynkede så kort panden. Nej. Nej, han havde ikke været forelsket.
”Nej. Jeg har aldrig været forelsket.” Han så lidt tænksomt frem for sig. ”Jeg tror slet ikke, at jeg kan elske.” Det var ikke en tanke, han fandt sørgeligt, faktisk fandt han de fleste varme følelser forkastelige og havde det ganske fint med at være lidt tom.

At Liv spurgte fik ham ikke til at tænke, at hun var forelsket i ham. De havde kendt hinanden i så mange år, at tanken i sig selv var latterlig. Men han var da en smule nysgerrig, om den gamle engel havde fået sit hjerte stjålet af nogen, så han så lidt nysgerrigt på hende.
”Der er måske et hjerte inde bag det sexede ydre, der har fundet nogen at kaste sig over?” Han rakte ud og fangede noget af maden, som han kort efter ganske fornøjeligt tyggede på.

Maden var skøn, men Liv havde heller ikke forventet andet. Ligegyldigt hvilken slag krop eller situation, hun havde mødt Vargas i, så var der altid stil over ham. Alting var altid ren luksus - ihvertfald for hende - og hun elskede af blive forkælet af ham, både på den ene og på den anden måde. Hun kyssede hans kind, mens de spiste og sørgede for at stikke sine bryster op i ansigtet på ham et par gange som tak for den gode mad og vin.

Liv kunne ikke lade være med at grine højt og hjerteligt af Vargas' spørgsmål, så hun hoppede op og ned i Vargas' skød. Sikke da en tanke at få! Helt igennem absurd!

"Vargas, min skat, du ved da godt, jeg kun har plads i mit hjerte til mine børn," hikkede hun, mens hun tørrede en tåre væk fra det ene øje. Hendes kinder var røde af al latteren. "Jeg var bare nysgerrig. Der kunne jo godt gemme sig et lille hjerte derinde et sted? Det ville da ikke være første gang, en dæmon havde et hjerte."

Vargas' øjenbryn skød i vejret, som englen på hans skød begyndte at le. Meget endda, som det gyngede gevaldigt både for oven og for neden. Han tyggede af munden og skulle næsten til at spørge, hvad der var så morsomt, med et let smil om læberne, som hun selv fandt stemmen igen. Det var forfriskende at se hende med et let rød farve i kinderne. Af latter altså.
"Jeg tror der er større sandsynlighed for et stort sort hul, min kære." Der var let humor i hans stemme og hans ene hånd, der var placeret ved hendes side, kærtegnede hendes hofte.

En tjener kom ind og forsvandt med det efterhånden tomme fad for at efterlade et nyt, hvorpå der var dampende kød skåret i skiver sammen med tilbehør, igen en del grønt af forskelligt slags. Det var tydeligt, at det var mad, der var blevet tilberedt hurtigt, men stadig til perfektion. Vargas rakte ud og stak sin gaffel i en stegt cherrytomat, inden han stak den i munden.

Så snart det fad var ved at være ryddet, kom der endnu et fad, denne gang med noget, der så ud til at være et par små vagtler. Og tid sidst blev der placeret et fad med frugt foran dem. Det virkede som meget mad, men var beregnet til to personer. Faktisk var det et par retter mindre, end Vargas havde forventet, men så igen, det var ikke maden, Liv var her for. Eller han havde mest tålmodighed til, når hun sad på skødet af ham og fristede ham over evne.
Hans hånd gik på opdagelse, som de spiste, undersøgte hendes former og fandt hendes mere følsomme områder, drillede hende lidt som tak for brysterne, der var placeret foran hans synsfelt.

"Nu synes jeg, du er for hård mod dig selv," sagde Liv, mens hun måtte tørre lattertårer fra sine grønne øjne. "Jeg er sikker på, at der nok skal gemme sig et lille, bitte, forsømt hjerte derinde et eller andet sted. Og hvem ved, måske møder du en dag en person, der kan få vagt det til live igen."

Vargas var også hård mod hende, sådan helt bogstaveligt talt, og Liv kunne ikke lade være med at bevæge sig lidt ekstra meget i Vargas' skød, så hun kunne gnide sin rumpe ned mod hans skridt. Det var skønt at lege på den her måde. Det skete ikke så tit mere, for Liv var som regel kun interesseret i én ting fra mænd, og det gad hun ikke vente på. Hun gad dog godt at vente på Vargas, for det var ventetiden værd. De havde elsket med hinanden nok gange til at kende hinandens kroppe ind og ud, også selvom de begge skiftet form et par gange siden deres første møde. Liv havde endda haft skiftet køn, men hun havde vist aldrig haft fornøjelsen af at være sammen med Vargas som mand (endnu). Hun var næsten fristet til at prøve det nu, men nej... Tiden var ikke til eksperimenter lige nu.

"Man skulle tro, du prøvede at fede mig op til slagtning," kommenterede Liv, da endnu et fad med mad blev bragt ind. Det var længe siden, hun havde spist så meget, og hun havde næsten lyst til at gøre sig selv betydeligt federe, bare for at se, hvordan Vargas ville reagere.

”Hmm, det lyder nu lettere usandsynligt lille Liv, ellers var det sikkert faldet for dig.” Der var et smil om hans læber, både over hendes ord, men også over hendes urolige placering i hans skød. Åh, som hun dog æggede ham, det var næsten umuligt at koncentrere sig om maden - og jo mere han spiste, jo mere mæt blev han og kunne koncentrere sig om noget andet, mere… pressende. Liv forstod at tænde op under ham og han begyndte at kærtegne hendes side igennem stoffet på den hvide kjole. Og sådan, lidt uskyldigt, bevægede den sig op over hendes ribben for at nærme sig det ene bryst, der alligevel var smækket op i ansigtet på ham, som de sad der.

Det sidste fad var med frugt og Vargas kunne godt mærke, at hans tålmodighed til mad var væk, så han nøjedes med et par vindruer, hvor han spiste den ene og førte den anden mod Livs mund.
”Slagtning? Det var en brutal måde at beskrive det, vi skal lave, på.” Hans hånd gled det sidste stykke og lagde sig om hendes fyldige bryst, hvor han straks kærtegnede den mindre bule med tommelfingeren igennem stoffet. Legen var snart ved at være ovre og han var klar til at stoppe med at pjatte og blive seriøs. Hylsteret var blevet fodret, nu var det lysterne, der skulle stilles. De brune øjne var rettet mod hendes ansigt, brune øjne der havde et glimt af lyst og grådighed. Han ville have hende og han lagde ikke skjul på det.