Igen, havde Smile trukket sig tilbage mellem de mange bygninger, mens skyerne stod fast over Dianthos. Han viste godt, at et forsøg på at forlade byen om natten var nær umulighed, men han var nød til at forlade Dianthos. Før eller sener ville han mord blive opdaget, og skulle det ske at han var i byen ville det næsten blev hans endelig.
Smile holdte derfor sin pause i skyggen, her kunne han side med sine tanker om hvordan at han skulle komme til byporten før den lukkede helt. Han blev dog mere trøstig efter nyt blod, så da mørket var tæt nok til at han kunne komme fri fra skyggerne, blev hans tanker flyttet hen på et sidste offer. Han skulle jo nødig sulte på hans tilbage tur til tusmørkedalen. Folk begav sig imod deres hjem, på denne tid var der ikke mange mulighed. Hvis han skulle dræbe, skulle han helst kunne trække person væk fra vejen og ind mellem husene, for det at blive set var ikke en smart ide. Smile snuset til luften, hans sansede mest mennesker, eftersom at andre væsen var i mindre tal.
Smile havde dog sine øjnene på en kvinde der sad og tiggede nær en af de mange gange mellem husene. Det var lige det som han skulle bruge, som vampyr havde han styrke og fart nok til hive kvinden med ind i mellem husene uden at andre havde set ham, eller det troede han selv. Først da han stod et stykke ind mellem det tætte mørke kunne han for alvor sætte de mange spidse tænder i halsen på kvinde, hun lavet et forsøg på at skrige efter hjælp, men hans hånd på hendes mund dække grundig for lyden, som blev til kvalt skrig. Smile slikkede først på de blødende sår, da han var sikker på at hun var dødende. Hans sadistiske trang til se livet forlade kroppen var det som der fik ham til blive stående i mørket, selv om han burde have løbet videre for længe siden.

Eliot havde fået nattevagten her til aften. han fløj over hovedstadens område. han så ned i alle gyder og stræder. han vidste ikke helt hvad det var men noget sagde ham at her til aften ville noget gå galt men hvad?
Eliot landte på et tag og træk vingerne ind. han tog fat i sit sværd og så rundt. han så ned fra taget og hoppede ned på en bænk der knækkede under ham og han bandede inden i. han ville jo ikke larme men han troede at bænken kunne holde til ham. han rejste sig hurtigt og så rundt. han var byvagt. han levede for at hjælpe andre. 
Eliot kom til en gyde og hørte noget svagt. det lød som en der ville skrige? eller måske en der sov og skreg i søvne? han så rundt og kunne intet se eller hører mere. det var nok bare en der sov og skreg i søvne. Eliot selv ville aldrig selv ha tænkt at der var vampyr igang med at myrde.

Hans morskab døde snart hen, eftersom at kvinden næsten havde opgivet at klynge sig til livet.

Det var dog ikke det ynkelige forsøg på at forblive levende som fangede Smiles opmærksomhed. Der lød en lyd træ, som blev flækket over, Smile kiggede automatisk til siden. Han opdagede at han ikke længere var alene med sit bytte, men det virkede heller ikke til at han var blev set. I den lyse del af gyden, stod en ung mand. Smile tog et par skidt frem imod lyset, han tørret de tilbageværende blod væk fra munden, mens han klukkede.

"De ser søgende ud" sagde Smile kort, han hev sin hætte væk fra sit mørke hår, så det kunne dække bedre for de to lyseblå øjne som der stirrede på manden. Meget kunne man sige om Smile, men pæn var ikke et ad ordene. Det evige smil på hans mund, viste tegn på galeskab. Måske havde manden hørt kviden da hun skreg? Hvis det var sagen havde Smile endnu en årsag til at forlade byen. Men han kunne altid skyde en løgn afsted til at starte med.

Eliot gik stille rundt. han holdte hånden på sit sværd. da nogle skridt pludselig lød mod ham så med sine grønne øjne en hætteklædt mand komme frem i lyset. da han trak hætten af så Eliot de blå øjne og derefter det uhyggelige smil. Eliot rettede sig op og så rundt igen. søgende, ja det var han jo. "Jeg ved ikke.... jeg synes jeg hørte noget her et sted. måske en der prøvede at skrige? har De hørt noget" ja Eliot var godt opdraget han sagde De til alle han ikke kendte for hvad vis de faktisk var højere oppe end de så ud til.
Eliot var meget usikker på hvordan han skulle tage dette sindsyge smil på. han smilte ikke selv men holdte ansigtet monotont..... ligeglad... tomt.... han så på manden med faklende øjne. de så rundt efter baghold og den lyd han havde hørt. noget måtte det da ha været  

"De hørte vil ikke noget vel?" Eliot kunne ikke lig denne mands smil. det var uhyggeligt men ikke sådan at eliot trak sig. faktisk så ville eliot ikke trække sig fra nogle der havde brug for hjælp.

Man kunne aldrig vide, hvad folk havde set på denne tid af aften. "Jeg tror der var en kvinde lidt tilbage som havde et mareridt," forklaret han. Det var lidt af en løgn. Han viste hvad det var som manden søgte, men ville han mod have lys nok til at kunne finde kvindens krop som lå på langs muren? 
Smile snuset kort til luften, manden havde en anden duft end mennesker havde. Han var overnaturlig, hvilket var fint. Smile havde ikke haft mange møder med andre overnaturlige i mens at han havde levet som vampyr, han fortrak at jage mennesker, eftersom at de efterlod ham med mest morskab, når de dumme nok til at tro at de for alvor kunne skade ham. 
Ak ja, mennesker var en sær race. 
"Men mareridt sker jo så ofte." sagde Smile kort, men han lavet ryk med sine skulder. Han kunne vel lige så godt komme videre, i sted for at stå her med en mand som der så klar ud til fange hvem end der havde lavet ballede. Smile var ikke selv bange for våben, dog brugte ham dem ikke selv. Som vampyr var hans hans styrke ofte nok i sig selv. 

Eliot så lettere mistroisk ud. bare en der havde mareridt? hvordan kunne manden vide det vis han ikke havde været der. og han var uden for så hvordan skulle han kunne vide det. men da han kom med sin anden kommentar vidste eliot han løg. for hvem ville sige at mareridt skete ofte med mindre man selv var mareridtet. 
Eliot fløjtede let og en fugl kom ud fra hans hår og hætte og pippede lidt. den lettede og fløj forbi Smile. den begyndte at pippe helt vildt. Elit fik store øjne og så på Smile og tog fat i sit sværd med et advarende blik. "hvorfor lyver De for en byvagt?" spurgte han og gik tættere på og så om bag ved den lille gule fugl der fløj over kvinden. han kunne nu se kvinden og så på Smile med vrede øjne. 
"hvad har De lavet ved den kvinde?" hun skulle til healer for at overleve men denne mand skulle ikke ha lov bare at gå efter dette.
Eliot selv var ikke menneske. men havde været. han var engel nu og det var han stolt af. han huskede sin død selv om det ikke var et rart minde. så vidste han hvordan det var at dø. denne kvinde kunne måske reddes men det kom an på om han skulle tage sig af hende nu eller af manden.

Åbenbart, var denne mand ikke så dum som de fleste mennesker var på disse kanter.
Smile viste godt, at hans udseende alene ville virke mistænksomt. Han lignede trods alt typen der ville begår en eller anden form for forbrydelse, eller ballade. Kunne han lade sine øjne blive større, ville Smile nok ende med at poppe dem ud af hoved. Fuglen der fløj forbi ham, og den pippene betød et eller andet.
Smile klukkede ved spørgsmålet, han så ingen årsag til at svare manden, eller vagten. I stedet lod han blot sine øjne søge efter den næste nærmest mellem gang til at løbe ud igennem. "Intet farlig, hvis du skal spørger. Hun var en smule skrøbelig, og kunne ikke tåle at tabe lidt blod" sagde Smile kort. Han vendte ryggen til vagten, mens hans hjerne tænkte over en flugt vej som ville kunne holde ham i mørket og væk fra flere vagter.
Mentalt, ville han tælle til fem, og derefter kunne han nemt sætte i fart.

Eliot så at manden så efter Eliots fugl. ja den betød noget. den betød at han havde en usynlig spion. Eliot tog den frie hånd og lagde mod manden skuldre for at stoppe ham i at gå. han håbede da han ville få fat inden manden forsvandt.
"Ingen er bare skrøbelige. De har sikkert taget for meget fra hende" sagde Eliot fast og vidste ikke om han skulle tage isaris ord for sig lige nu eller om han skulle tage sit arbejdes ord til sig nu. hjælpe de døende eller anholde en der avde gjort tingene uret.? det var nogle gange svært at finde ud af.
Eliot valgte dog at tage sig af manden for at han ikke "drak" af flere mennesker eller andre racer. Eliot havde den anden hånd på sværdet til vis manden gik til angreb.

Buh hu, ingen var trods alt døde, eller kvinden på jorden kæmpet for at holde sig levende i det øjeblik.
Smile havde ingen umiddelbar følelser til overes for mennesker, de var til for hans morskab eller for føde, resten ad tiden var de ligegyldige.
Smile mærkede de mange muskler spænde under den hånd som var på hans ene skulder, han lavede et kort suk. Man skulle på ingen måde tag fat i ham, hvis man ikke kendte ham. Dette var en hans små uskrevne regler, som vagten lod til at bryde. Smile skift udtryk, normalt havde det evig smil, en plads på hans ansigt, men denne gang blev det lavet om til stift udtryk. "Slip mig" sagde han kort, i letter irriteret stemme. Han kunne med lethed bruge sine fysiske styrke til vise at han ikke var svag, men han gad dog ikke gøre dette med mindre der var en nødvendighed. Ofte var hans stemme og udseende nok til skæmme folk væk fra ham.

Eliot fik fat i skuldren. hans øjne var fast rettet mod Smile. hans holdte godt fast i Smile. "DU for ikke lov at slippe for dette" kom det fra Eliot med en rolig og stålfast stemme, han valgte bevidst ikke at sige de mere da manden ikke virkede til at være en de mere. Eliot selv  ville ikke slippe manden "du skal med i arresten og jeg følger dig der over," sagde Eliot fast og gik et skridt tættere på den nu ikke smilende Smile.  
Eliot trak roligt sværdet da han kunne se på manden at han ikke var tilfreds med situationen. så Eliot skulle lige være på den sikre side. og vis manden ville angribe ham måtte Eliot jo angribe igen. måske fra luften? end til videre kunne han nøjes med jorden.

Smile stod stile i et par sekunder før hans krop begyndte at ryste, en tydelig latter kom fri fra hans læber.
Åh. Det var næsten morsomt, at tro at dette skulle blive natten hvor Smile ville blive fanget. Det var ikke første gang at han var blev fanget under et mord, men nok heller ikke sidste gang.
Smile løftet en bleg hånd op, den næsten blidt fat i den hånd som der var på hans skulder. Smile lod ihærdigt som om at han ingen styrke havde, blot for lege lidt. Han kunne da godt lege med, bare et par meter måske. I værste fald, ville han ende med sted at skjule fra solen, indtil at han igen kunne slippe fri. "Okay, du vinder" sagde han kort.
Han flyttede igen sin hånd væk fra den varme hånd. Ak, han kunne sagtens drikke mere blod den nat. Men, nu skulle han først finde en flugt mulighed.  

det var nemt... lidt for nemt. Eliot så på Smile med mistroiske øjne da han sagde han vandt. han mærkede den kolde hånd mod hans varme og så på Smile. hvorfor den latter. "går du frivilligt med eller skal jeg tvinge dig?" Eliot så på ham med alvorlige øjne.
Eliot holdte sværdet i den anden hånd og var klar til kamp vis noget skete. lige nu føltes det som om han kunne klare denne mand. men alt kunne jo ændres. nogle fik styrke af adrenalin måske også denne mand.  Eliot var heller ikke svag men vampyre havde meget strke vidste han. og hans fugl havde pippet det var en vampyr så han vidste ikke hvor meget han skulle tage fat i denne mand.

Smile havde intet behøv for at blive tvunget afsted, den slags var unødvendig.
Han ville sige at modig, hvis vagten ville tvinge ham afsted. Men tåbelig, ville det også være. Hvis der var en ting som Smile hadede med passion, var det dominans over ham. I sted for kunne han lige så godt give sine døde lemmer et skub i gang.
Smile bevægede sine ben frem ad, mens hans lod en hånd glide op igennem det lange sorte hår. "Jeg skal nok selv gå" sagde han kort, før han ved ned sin underlæbe med en spid tand. Blodet kom frem efter kort tid, smagen var genkendelige, hans egen. "Men tænk dig godt om.. er det virkelig smart at smide en sulten vampyr i arresten, ak... Det kunne da ske at jeg få min sult stillet." sagde Smile kort. Der var ulemper og fordele ved side der, han kunne sulte, eller dræbe flere, hvilket sandsynlig ville føre til hans død under solen. Men så igen, en sulten vampyr var super farlig. Han kendte ikke selv til kontrol når han ikke havde drukket i flere dage. 

Eliot havde gættet på hans var vampyr. men han havde da ikke tænkt at sætte ham i en celle med andre levende væsner. han skulle i isolations arrest. Eliot blev dog lidt usikker på om denne vampyr havde nogle tricks i rmet der gjorde han kunne smutte ind til andre eller om han kunne smutte ud selv. Eliot gik lige bag ham og holdte skarpt øje med vampyren. 
Eliot havde sværdet klar til vis denne vampyr valgte at gå mod ham. *må Isari være med mig i denne situation* tænkte Eliot da han ikke havde været oppe og slås med en vampyr i mange år hundred. han var usikker på om han kunne huske hvad man skulle gøre vis de angreb. Eliot så på ham og trak vejret dybt ind. "måske, måske ikke. men du skal ha en straf for at tage et andet liv. og dette liv ligger og kæmper pga dig" sagde han fast og blev pludselig itvivl om han skulle efterlade kvinden. men fuglen komme hurtigt finde ham vis hun fik det værre. så måtte han skynde sig at overdreve denne mand til en anden vagt og tage sig af kvinden.

Smile kom næsten til at grine.

Hvis vagten havde en ide om hvad Smile havde fortaget sig siden han kom til hovedstaden, ville han nok blive ganske chokeret. Der var elvertøsen med sit lille barn, som Smile havde kidnappet et par dage tidligere. Så var der de andre kvinder som han havde efterlad, i flere dele af byen. Listen med grusomme detaljer blev lang, meget lang. "Du ved tydeligvis ikke, hvor mange mennesker en vampyr kan dræbe på en kort livstid" sagde Smile kort med en lidt arrogant stemme, men de fleste af hans dræbe var dog begået i andre dele af landet, så dem kunne han jo ikke blive straffet for her? Eller kunne han?
De love som mennesker lavet, var ikke specielt kendte hos Smile.
"Jeg ville nok, give dem et chok vis jeg sagde det total tale for hvor mange folk jeg har suget tomme over de sidste tyv år" han kunne engang selv huske hvor mange, men fornemmelsen blev aldrig den samme igen efter den første gang han satte tænderne i en levende person.

Eliot var faktisk ligeglad med at vampyre levede af andre levene væsner. han var Isari's tilhænger og ønskede kun at livet bestod. Eliot vidste dog intet om hans kidnapninger. og alle de mord han havde begået. men Eliot ville sørger for han blev straffet. Eliot var sikker på at Smile havde mere end et liv på samvigtigheden. 

Eliot selv var ganske roligt omkring at denne mand kunne angribe ham hvor og hvornår det skulle være. men han var klar på at forsvare sig. da han talte om at han ville få et chok så Eliot skeptisk på ham. han ville nok ikke få et chok. vampyre var de rene mordere. de murdede for at leve og for sjov. han skulle ikke ha lov at gå frit rundt. "De kan næppe overraske mig" sagde han stålfast.

Smile syntes enelig selv at manden var kedelig.

Han reagerede slet ikke som Smile ville have ham til. Ak ak. Nogle væsner var da lidt for tamme. Med den tanke, tænkte Smile sig kort om. Okay, han havde muligheder, men det var ikke de store. Han viste dog at han skulle tilbage i den modsatte vej, hvis han ville ud af Dianthos.
Smile lavet et kort knæk med den ene skulder, før at han tog en dyb vejrtrækning. I det øjeblik vendte han sig om imod manden med de lynene fart som en vampyr kunne have. Han kiggede kort på sværd, og der efter manden før han langede ud efter det. "Jeg tror vi skal have en snak om hvordan at du lad mig gå, eller os, finder jeg selv vejen ud af den her forbandede by" sagde Smile kort. Han brede sit smil nok til blotte de spidse tænder vidt foran manden.

måske var Eliot Kedelig. det skulle han ikke kunne sige. men han passede sin pligt. 

Eliot så at manden pludselig ud af det blå vendte sig og slå ud efter Eliots sværd. han ramte lige så Eliot var ved at tabe Sværdet. Eliot skyndte sig at få fat i det igen og stilte sig klar til hvad end der ville ske. Eliot var klar på hvad som helst. han fik et lille chok over den hurtighed vampyren her havde. da han talte om at han skulle lades gå eller selv finde vejen fnøs Eliot. "tror du jeg virkelig vil lade dig gå. du skal i isolation og det kan kun gå for langsomt" Eliot løftede sværdet klar til et hug mod manden her. han vidste godt han ikke kunne dræbe en vampyr med et sværd med han kunne såre ham ved at brække hans lemmer.

Smile kom med en kort dyster latter.

"Vil du forsøge at skade en vampyr med sværd?" der var en lidt hånende tone i Smiles stemme. Så lad gå, det var ikke fordi at han ville kunne mærke smerte alligevel. Smile havde ingen aktive nervebaner eller sanse for smerte, han viste ikke helt selv, hvorfor at hans krop var sådan. Men hans skaber sagde, at det var en bieffekt ad totur som hans skaber havde udsat ham for som menneske. Ikke at Smile kunne brokke sig. Han kunne nemt kæmpe til døden, uden at smerten ville kunne stoppe ham.
Smile stillede sig blot op igen, som om at han ikke havde tænkte sig at angribe igen. Han kunne altid tag en smut vej forbi manden. "Fang mig, hvis du kan" sagde Smile, med drillende tone, før han satte i fart forbi manden.

Eliot vidste godt et sværd ikke var efektivt mod en vampyr. men han vidste at brækkede ben ikke healede på få sekunder. han så på Smile da han løb forbi Eliot. eliot kunne ikke løbe i en vampyrs fart MEN han kunne flyve over husende. med et som vampyren var væk var vingerne fremme på Eliots ryg og han slå hårdt med dem. 
han kom op i himlen og hurtigt samme vej som Smile. han skulle fanges. Eliot så ned i gyderne hvor Smile var og satte farten op med flere vinge slag. han kom over Smile og råbte ned til ham. "Stand i lovens navn" han vidste ikke om Smile havde opdaget ham men han var også ligeglad. han skulle bare fange ham. han landte foran Smile efter lidt tid og spredte sine vinger for at spærre vejen for ham.