Det var aften og begyndt lige så stille at blive mørkt udenfor. Sådan som det altid gjorde i Tusmørkedalen. Det er typisk Tysmørkedalsk, for her var altid mørkt, og det begyndte at blive natmørkt allerede ved 18-tiden. Og det var her ballet startede. Ballet i Korbins palæ. Deres kæmpe hus, det var nærmest et slot. De to der boede der, Lady Phersefone og Lord Lorgath Korbin, kunne i hvert fald bo der uden at se ret meget til hinanden, andet end ved måltiderne.

Men denne aften var opbygget med to hemmelige formål: 1) at finde Ladyen en ny donor, 2) at få styr på deres allierede.

Lady Phersefone var iklædt en lang, sort balkjole. Den var af gennemsigtigt stof på armene, og klædte hende godt, selvom hun havde nået en alder af 2.500 år, og et udseende af 37 år. Hun så ganske godt ud, hvis hun selv skulle sige det, og det var også meningen. Ikke fordi hun skulle have fat i en mand, nej, i hvert fald ikke på den måde. Men kjolen var taget på med det formål at lokke dumme, unge mandfolk til hende, så hun kunne finde månedens doner.

Livemusik spillede smukt ovre fra hjørnet af balsalen, særligt var violinen tydelig for enhver med ører, men det gjorde ikke noget, for violinspilleren spillede noget så yndefuldt og kønt, at man sjældent havde hørt mage. 

(Balsalen): Gulvet var af smukt, glat træ i kunstfærdige mønstrer, som sikkert havde været endnu mere spektakulere, inden det var blevet slebet ned. Væggene var belagt med hvidt tapet med gyldne krumelurer på og blåt ind imellem. Ude i alle siderne stod der kirsebærtræs stole med rød polstring. De var til at sidde på mellem dansene. Der gik tjenere rundt blandt de mange festklædte gæster med bakker, og bød på fingermader og vin (blod til dem der særligt bad om det).

Lord Lorgath Korbin stod i den anden ende af salen, og talte med nogle højtstående Kile-præster, mens Lady Phersefone stod i den anden ende af salen. Hun talte på nuværende tidspunkt ikke med nogen, men stod og sippede til vin (det var blod, men det lignede vin), for at holde sine lyster bundet og under kontrol. Hun smilede let til de gæster som passerede hende, men det blev aldrig til mere end det. Hun havde dog et godt øje til en ung mand, sikkert i tyverne, som stod i den anden ende af salen. Det var nok ham hun ville tage til sengs til aften, tænkte hun, og var ved at vælte, da hun stødte ind i nogen - fordi hun havde øjnene andetsteds.

Det havde ikke krævet megen overtalelse at lokke Elion til ballet, men udelukkende kun fordi at hans ven havde været så venlig, at nævne at en kvinde ved navn Lady Phersefone havde noget, Elion ville have. Normalt vil man tro at det var mere land, et nyt hjem, eller andet dyrebart, men det var information han søgte. Information om bestemte sager kunne vise sig, at være det mest dyrebareste man kunne få fat i. Jo mere man vidste, jo mere magt havde man. 
Siden Lady Phersefone boede i Tusmørkedalen burde hun vide det, han ønskede at høre. Lige siden elverne var blevet jagtet ud af Hovedstaden havde Elion ønsket at høre mere om det. Hvor befandt de sig nu? Ville de prøve at gøre oprør imod Kile's Orden? Hvis de ville havde de så overhovedet en chance? Og vigtigst af alt; Hvem skulle han støtte? Han ville være på den vindende side, for der kunne han vinde mest, men det kunne også være sjovt at udnytte elverne lidt. Han ventede dog med at bestemme sig, han skulle først høre mere om hvordan elvernes situation var lige nu. 
Men han havde hurtigt spottet nogle præster fra Kile's Orden. Når han fandt Lady Phersefone skulle han sørge for at være diskret. De skulle ikke blive mistænksomme, for så var hans spil hurtigt ovre. 

Elion's tankestrøm blev afbrudt af hans ven, som pegede hen imod en kvinde, der stod alene. Lady Phersefone. Selv hvis hans ven ikke havde fortalt ham, at det var hende, så var det allerede ret tydeligt. Af alle kvinderne i salen, så var hun den som strålede mest af magt. Han takkede hurtigt sin ven og begav sig hen imod hende - kiggede hun på ham? Hendes blik virkede fastlåst på ham, men han kunne tage fejl. Hun havde i hvert fald sit fokus et andet sted, for da han næsten var henne ved hende havde hun stødt ind i nogen og var ved at vælte. Han tog et stort skridt for at lukke afstanden mellem ham og Lady Phersefone, og lagde hurtigt en arm om hendes liv. Han greb også fat i hendes arm, og hjalp hende med at finde balancen igen. 
"Lady Phersefone, er De okay?" Spurgte han, og gav først slip, når hun havde genvundet sin balance. Elion havde en sort tunika, der var broderet med gyldne tråde i et flot mønster, og matchende bukser og sko. Hans platinum blonde hår var samlet i en lille hestehale, men det stoppede ikke nogle hårlokker fra at hænge nedover hans rødlige øjne. Hans hud var så bleg, at man skulle tro at det var marmor; hans udseende var nærmest fejlfri som en vampyrs. Mange troede at han var vampyr, men hans hud var varm at høre. Et tydeligt tegn på at han var et menneske. 

Lady Phersefone stod for sig selv. Hun skævede indimellem til den unge fyr, som hun havde et godt øje til, men mest for at nyde synet. Hun blinkede til ham, og smilede selvtilfredst, da han rødmede dybt. Det var hvad hun var ude efter. Desuden synes hun folk var så smukke, når de rødmede. Så kunne hun rigtig se alt det lækre blod, som var under deres hud.

Hun var på vej over imod den unge mand, da nogen gik direkte ind i hende.

"Pas dog på!" lød det snerpet fra den sorthårede kvinde, lige dele irriteret, lige dele overrasket. Da de stødte ind i hinanden, mistede hun balancen, og var ved at gøre nærbekendtskab med gulvet. Noget hun helst ville undgå, og det gjorde hun. For hun mærkede straks en stærk arm om livet, og nogen eller noget der holdt hende oppe. Hun så overrasket fra armen om sit liv, beklædt i sort stof, og op på den mand som havde grebet hende.

"Det må De meget undskylde, Lady Phersefone." sagde manden, som nær havde væltet hende, og skyndte sig videre, da han så, at hun var betaget af noget andet. Det var om at løbe sin vej, mens man havde muligheden.

Hun kom da tilbage i balance, hvilket hun var sjældent ude af, og nikkede et tak til manden, som havde grebet hende. Hun hørte godt hans ord, men undrede sig over, hvordan han kunne vide hvem hun var, mens hun ikke vidste hvem han var. Men det var måske ikke så underligt igen. Hun var trods alt kendt i området og selv i Krystalbyen vidste de fleste hvem Lady Phersefone var.

"Jeg er ok, tak. Du kan slippe igen." svarede hun lidt tørt, og forsøgte at være så venlig som muligt. Måske ham her var en mulighed for sengeledsagelse. Han var trods alt ikke grim. Kønt, platinblond hår samlet i en hestehale. Sort tunika med gyldne tråde i et mønster, som var ganske flatterende. Det tøj sad godt på ham.

"Og hvem er så De?" spurgte hun så mildt som muligt, og forsøgte at lægge ansigtet i mere venlige folder, selvom hendes ansigt bar et konstant snerpet udseende. Hun lignede dog ikke en, som kunne lugte noget grimt.

Lige efter Phersefone havde genvundet sin balance gav Elion slip på hende, og gik et lille skridt væk for at give dem begge plads. Det var over hans grænse at stå så tæt på hende, og han havde faktisk ikke lyst til at være til ballet, eller snakke med hende, men hvis han gerne ville opnå svaret til det spørgsmål, som nagede ham var han nødt til at blive. Han kunne ikke undgå følelsen af irritation over det, men han skjulte det godt. Til trods for kvinden overfor ham. Hun lignede en, der kunne lugte noget grimt, men det kunne umuligt være ham. Han foldede sine hænder bag ryggen og rettede sig op.
“Elion Venoxia.” Han lagde en hånd ved hans brystkasse, lige over hjertet, og bukkede høfligt. “Beklager, det må være forvirrende, at jeg kender dit navn og du ved end ikke hvorfor jeg gør det… Vores fælles ven inviterede mig.” Han nikkede hen imod hans ven, der var godt igang med at snakke med en ung kvinde. “Han fortalte mig, at du måske kunne besvare nogle af mine spørgsmål om Tusmørkedalen, da jeg overvejer at flytte herhen.”
Elion fokuserede på hende igen og denne gang med et lille smil om læberne - det virkede bare så forkert for ham at smile, så smilet falmede hurtigt igen. Han havde rettet sig op igen, og begyndte at studere Phersefone.

Hendes udseende var hvad mange ville kalde ‘perfektion’. Lidt for perfekt efter Elion’s smag. Naturligvis kunne dette ignoreres, men han var her ikke for nydelsens skyld. “Jeg hører at det er fredeligt at bo her. Jeg håber ikke at det har ændret sig, siden elverne blev bandlyst fra hovedstaden?” Spørgsmålet virkede henkastet. Et forsøg på samtale, men han var nysgerrig. Elvernes situation interesserede ham, men han kendte ikke Phersefone. Han vidste ikke om hun havde valgt en side, og hvilken side det var. Så længe han virkede uinteresseret i begge sider, forblev neutral, skulle det nok gå. Forhåbentlig.

Phersefone så til, som han slap hende, da hun bad ham om det. Det gjorde hende mere behageligt tilpas, at han i det mindste lyttede til hende. Så vidste han nok også, at hun var husets frue, og at hun krævede at man lyttede til hvad hun sagde. Hun var trods alt næsten royal, og krævede respekt. Det var i hvert fald hendes egen holdning til emnet.

"Well, Mr. Venoxia hyggeligt at møde dem." Hun rakte en hånd frem imod ham, for ham til at tage. Ordene faldt fra hendes læber så stramt, at de var ved at kvæles, men perfekt artikuleret og det hele. Hun havde trods alt lært at tale proper. Det var noget man lærte, når man var adelig, også selvom det var mange år siden, at hun havde lært det. Helt præcist 1.463 år siden, for det var der hun var blevet bidt - som 37 årig.

"Well, hvis der er noget værd at vide om Tusmørkedalen, så skulle jeg gerne vide det." Hun tog en forhastet indånding, så meget som korsettet nu tillod, inden hun forsatte: "Men hvad får dig til at tro, at jeg vil dele den information med dig? Det kommer helt an på, hvad du søger at vide."

Hun rynkede brynene ved hans spørgsmål om elverne. Jo hun vidste ganske vist noget om det, men hun vidste ikke, om hun ville dele det med denne fremmede mand. Hun vidste det ikke. Derfor rettede hun sig yderligere op, hun stod rankt i forvejen, og drejede samtalen over på det hun ønskede at tale om.

"En fælles ven siger De? Hvem vil det være?" Hun kunne dårligt skjule sin nysgerrighed, eller styre den, så hun trak det stramme udtryk på igen, som en pose over hovedet.

Mr. Venoxia. Han måtte skjule hans irritation over at blive kaldt det, for hun gjorde det jo kun fordi sociale normer krævede det. Det fik ham til at føle sig gammel, selvom han kun var syvogtyve, men årene begyndte at gå hurtigere. Før han vidste af det blev det hans halvtreds års fødselsdag. En overdrivelse, sikkert, men sådan føltes det.
Han tog imod hendes hånd og gav hende et fast håndtryk, inden han gav slip igen. “Det er også hyggeligt at møde Dem, Lady Phersefone.” Han kunne mærke at han nok burde smile igen, det ville være høfligt, men han kunne ikke få sig selv til det. Det virkede så unaturligt for ham.

Godt. Han var kommet til den rette. Nu gjaldt det bare om at overtale hende til at dele hendes viden, hvilket kunne blive en udfordring. “Sir Theron.” Svarede han. Theron var naturligvis vennens efternavn. Hans fulde navn var Vivius Theron - en mand, der var lidt for glad for kvinder, men udover det var Vivius en interessant samtalepartner. “Og jeg søger intet andet end viden om hvorvidt elverne skaber problemer eller ej.” Forhåbentlig var de svar gode nok. Ellers måtte han tænke lidt mere kreativt.

Lady Phersefone kunne tydeligt mærke hans irritation, over de formelle titler, i luften, men nogen måtte jo holde på formerne, og det var så Phersefone i det her tilfælde. Hun gjorde et lille nik med hovedet i hans retning, og gav også hans hånd et klem. Det var det høflige at gøre. 

De fleste havde nok bragt deres læber til hendes håndryg, men ikke denne mand. Ikke Mr. Venoxia. Hvorfor vidste hun ikke. Men det var sikkert fordi han ikke fandt hende tiltrækkende. Hun var trods alt 37 år af udseende, og ikke i sin bedste alder - udseendesmæssigt. 

Hun var ingen vårhare længere, og hun vidste det godt, men hun mente da selv, at hun var ganske betagende af sin alder - men åbenbart ikke for ham. Hun var også ligeglad. Hun synes heller ikke, at han var særlig køn iøvrigt, og det var ikke bare fordi han ikke havde virket interesseret i hende (klart, haha). Han så også lidt for bleg ud, og hun blev i tvivl om, om han var vampyr eller menneske.

Hun lød sig føre hen til denne fællesbekendte, og genkendte ham med det samme som Sir et-eller-andet. Hun huskede, ærligt, kun hans titel og ikke navn, så hun satte pris på. Sir Theron var det, det var også rigtigt.

"Sir Theron, hvor dejligt at se dig." sagde hun så hjerteligt hun kunne mønstre. Han var en ven af hendes afdøde husbond, og ikke nogen ven af hende, personligt, men høflig måtte hun jo være. Hun vendte sig igen mod Elion, da han åbnede munden og spurgte om noget.

"Problemer? Her i Tusmørkedalen? Der kommer ikke ret mange af dem hertil. Her er for mørkt for dem, forstår du. Men der er kommet en del mørkelvere hertil, og enkelte andre typer elvere." svarede hun frit fra hjertet, den information var ufarlig at dele, så derfor gjorde hun det. Hun sippede igen af sin kop blod.

Det var skam ikke fordi at Elion ikke fandt Phersefone tiltrækkende, enhver kunne jo se at hun var en smuk kvinde, men det virkede bare ikke særligt smart at vise hende, at han fandt hende tiltrækkende. Det kunne jo anses som en svaghed, og han kendte ikke Phersefone godt nok til at vide om hun ville bruge den svaghed imod ham eller ej. Så han prøvede at skjule det, hvilket han gjorde ret godt, syntes han selv. Han stirrede ikke på hende for længe, men kiggede hen på andre kvinder også - hvor han sørgede for at det var kvinder, som så yngre ud end hende, bare for at være lidt irriterende.
Han vidste godt at han kunne risikere at fornærme hende noget så grusomt, at hun ikke ville snakke med ham, men det var lidt for fristende at provokere. Normalt provokerede han ikke andre, men han kunne ikke lade være lige nu - desuden, han skulle finde hendes grænser, for at finde ud af, hvilke svagheder hun eventuelt havde.

Theron hilste også på Phersefone, og han kyssede hendes håndryg, men han lagde heller ikke skjul på sin interesse i hende. Elion kaldte ham tit for en skørtejæger, og Theron troede det var ment som en kompliment. Det var det ikke.
Phersefone's svar undrede ham lidt, men kun fordi hun ikke var specifik om hvilke andre typer elvere det var. Irriterende.
"Resten af dem må have søgt efter ly hos deres artsfæller." Sagde han. Om det var til ham selv eller ment som en kommentar var usikkert. Han så kort på hendes drink, men tænkte kun at det var rød vin. Han stoppede en tjener og bad om et glas rød vin selv.
"Elion er nysgerrig omkring elverne, Lady Phersefone, det er derfor han spørger." Sagde Theron pludselig, som om alle gerne måtte vide det. Elion havde netop lige fået sit glas rødvin, og taget et sip, men fik rødvinen galt i halsen af forskrækkelse over Theron fortalte Phersefone det. Elion vendte sig væk fra dem og hostede gevaldigt, han lænede sig endda lidt fremover. "Tak skæbne, Theron!" Udbrød Elion irriteret efter hans hosteanfald, og rettede sig op imod dem igen. Han havde fået fat i en lommeserviet, som han havde brugt til at hoste ind i. 

Lady Phersefone lagde godt mærke til, at han ikke så på hende ret længe af gangen. Det fik ham til at virke uinteresseret, og det irriterede hende grænseløst. Det eneste der var mere irriterende var, at han kiggede på kvinder der var både smukkere og yngre end Phersefone selv. Det fik ham til at virke ligeglad, og fik hende til ikke at have lyst til at dele med ham.

Heldigvis reddede Sir Theron hendes ego lidt, ved at hilse på hende og kysse hendes håndryg. Han smilede på en flirtende måde, og virkede tydeligvis interesseret. Hun var dog ikke interesseret i ham, ikke det mindste, men hun satte da pris på opmærksomheden. Det varmede hendes kolde, døde hjerte - om muligt.

"Det vil jeg tro." svarede hun vagt. Hun var bevidst ikke mere præcis, fordi hun ikke ønskede at dele yderligere data med denne mand, som ikke engang fandt hende tiltrækkende (og hvis han gjorde, så viste han det i hvert fald ikke!). Hun kunne dog ikke lade vær med at grine lidt, da Elion fik et hosteanfald, udløst af Sir Therons lidt for store mund.

"Hvorfor er du så interesseret i elverne, Elion?" spurgte hun og smilede indsmigerne, mens hun lagde sin slanke hånd på hans brystkasse kortvarigt. Det var nu hun skulle spille komedie, så kunne hun måske alligevel få denne utiltalende mand i sin seng. Ikke fordi hun nød hans udseende, men fordi han var svær at få fat i, og det var en interessant kamp i sig selv.

Elion ville aldrig indrømme det, men han morede sig lidt over Phersefone's reaktion på Theron's flirtende hilsen. Hun skruede op for sin egen charme, og Elion mistænkte det for at være fordi, at han ikke gav hende den opmærksomhed hun forventede - eller ønskede. Elion mente også, at hun ikke burde være så smigret over Theron's flirtende opførsel, for sådan var han overfor alle kvinder. At hun var mere betydningsfuld end andre kvinder gjorde godt nok, at Theron havde endnu mere lyst til at være tæt på hende.

Elion valgte at ignorere Phersefone's latter, da han fik sit hosteanfald. Det overraskede ham ikke, at hun pludselig ændrede personlighed, og pludselig blev lidt flirtende overfor ham - nu havde han noget, hun ønskede at vide. Elion lagde sin hånd over hendes, og holdte fast i hendes blik. "Noget for noget, Lady Phersefone." Han faldt ikke for hendes spil og hun skulle vide det. Med et lille charmerende smil fjernede han nænsomt hendes hånd fra hans brystkasse og gav derefter slip. "Vi spiller begge det diplomatiske spil og vi ønsker begge noget viden. Du vil vide hvorfor jeg er så interesseret i elverne, og jeg vil vide, hvad du ved om dem."

Først smiler hun, da hans hånd dækker hendes, men så rynkes panden og ansigtet trækkes snerpet sammen, for han fjerner hendes hånd. Det er tydeligt at se, at hun ikke tog det pænt at blive afvist på den måde. Hun trak sig et par skridt baglæns, og virkede alt andet end interesseret i at tale med ham. Hun vendte endda ryggen halvt til ham. Men kun halvt, fordi hun gerne ville høre, hvad han nu var ved at sige.

"Det er sandt, Mr. Venoxia. Spørgsmålet er bare, hvem vil have informationen mest?" Hun smilede et halvt smil, og kneb øjnene let sammen, hvorefter hun glattede kjolens sorte skørt og betragtede sine negle som om, at han ikke interesserede hende det mindste.

"Når du finder ud af det, at du er mest interesseret i informationen og at jeg kan leve uden det, så må du finde mig igen." Det var det sidste hun sagde, inden hun vendte ryggen til ham, og trak Sir Theron med sig: "Kom med Sir Theron. Jeg ønsker at danse lidt."

Okay, Elion måtte indrømme, at han nok havde lavet en fejl denne gang. Det var ikke ofte, at det skete, men han kunne tydeligt se, at han havde spillet forkert. Naturligvis ville Phersefone ikke give ham informationen, når han afviste hende - han skadede jo hendes ego.  Hvis det var ham ville han heller ikke fortælle hende noget. 
Lige nu var spørgsmålet bare - Hvordan skulle han få fat i informationen, uden at ydmyge sig selv? Ikke tale om at han ville indrømme sin fejl overfor hende. Mon ikke han kunne finde på noget?

Det rørte ham ikke rigtigt, at hun tog Theron med ud for at danse. Han var allerede fordybet i sine tanker om hvordan han bedst kunne vinde spillet, og mumlede bare noget med 'jaja'. Theron derimod virkede meget glad, og fulgte med Phersefone.
Elion fortsatte med at være fordybet i sine tanker, imens han fik et nyt glas champagne i hænderne. Han blev hurtigt revet med ind i en samtale sammen med andre gæster. Han var meget omhyggelig med ikke at kigge hen imod Phersefone - Hvis han gjorde vandt hun igen. Selvom han virkede travlt optaget med samtalen han havde, så var han i fuld gang med at regne ud, hvad hans næste træk skulle være.

Lady Phersefone havde grebet Sir Therons arm, som hun nu trak af sted mod dansegulvet. Hun var fornærmet, og blevet fornærmet af Elion, så hun ønskede ikke at tale med ham. 

Det var meget tydeligt, at han havde fornærmet hende. Eller i hvert fald for Phersefone selv. Men nu måtte hun se, hvad der ville ske. Det hele var op til Elion lige nu. Var han interesseret nok i informationen til at komme tilbage til hende? Eller ville det såre hans stolthed? 

Hun ville i hvert fald ikke såre sin egen, ved at henvende sig til ham. Det ville være afslørende for hende, hvis hun viste større interesse for den information som han havde. Også selvom hun havde stor interesse i, hvorfor han ville vide noget om elverne. Ville han finde dem? Og hvad så? Dræbe dem?

Hun lagde Sir Therons arm om sit liv, og tog hans anden hånd. Den overskydende hånd, hos hende, lagde hun på hans skulder. Derefter svajede de ud på dansegulvet, mens Ladyen overvejede sit næste træk.

Det eneste han kunne komme frem til var at indrømme sin fejltagelse, men det var udelukket. Derfor var han fuldkommen fortabt omkring, hvad hans nye taktik skulle være, indtil han endelig fandt på noget. Hvem sagde at kun Phersefone havde kendskab til elverne i Tusmørkedalen? Hvis han forsigtigt prøvede at spørge ind til elverne kunne det være, at Phersefone ville blive irriteret over, at han havde fundet nogle andre, som havde de svar han ønskede, og eventuelt opsøge ham. 
Tilfreds med sin nye taktik begyndte han at smile lidt bredere til dem, han havde en samtale med. 
"Mister Gelliard, jeg håber ikke din forretning har taget skade af de seneste begivenheder med elverne?" Elion henvendte sig til en middelaldrende mand, hvis udseende ikke var det kønneste, men alligevel havde noget specielt. Manden var iklædt meget fin tøj, hvilket viste han tydeligvis var af høj status takket være sin meget succesfulde forretning.
"Ah ja, elverne. Jo, jeg har mærket til dem de seneste par uger. Nogle af dem har endda været så dristige, at de prøvede at stjæle fra mig!" Gelliard brummede utilfreds, imens han fortalte videre om hvordan elverne havde sat en stopper for nogle af hans planer her i Tusmørkedalen. 

Og Lady Phersefone dansede videre med Sir Theron, selvom det kedede hende gevaldigt. Hun havde håbet på, at det ville rykke lidt i Elion, men det gjorde det åbenbart ikke. Eller i hvert fald ikke nok til, at han kom hen til hende. På den måde var de vidst lige stædige, for hun ville heller ikke gå hen til ham og hvad? Undskylde? Ikke tale om! Ladyer undskylder ikke! I hvert fald ikke, når det er den anden der bør undskylde - og det synes Phersefone at Elion skulle.

Alligevel fandt hun sig selv danse lidt nærmere Elion og Mr. Gelliard. Det var nemlig, som altid, Phersefone der førte, når der blev danset. Ikke tale om, at hun lod nogen mand føre, eller styre, nej hun var den dominante i et hvert forhold. Fra hvor de dansede, hørte hun noget om elvere og noget med, at de havde stjålet fra Mr. Gelliard. Hun smilede lidt i smug, da de , hun og Sir Theron, dansede med ryggen til dem.

Nu var det bare en kamp på stædighed. Hvem ville først bukke under for egen nysgerrighed? Hvem ville først give op?

Elion nægtede at give op og han kunne sagtens få den information, han ville have, fra andre end Phersefone. Det gjaldt bare om at snakke med lidt flere og være lidt mere forsigtig, men han skulle nok klare den. Han var også meget bevidst om at Phersefone og Theron dansede ret tæt på, hvilket morede ham. Han overvejede om han skulle provokere hende endnu mere, og kom hurtigt frem til at det skulle han da selvfølgelig. Derfor lagde han en hånd på Mister Gelliard's ryg og begyndte at lede ham væk fra dansegulvet. 
"Kom, lad os få en bid af den lækre mad de serverer, imens vi snakker, Mister Gelliard." Elion lød så dejlig uskyldig og høflig, at man næsten helt kunne tro på at han var det - Men, enhver der var bare lidt som ham ville vide bedre. Imens han gik kunne man også lige høre ham spørge; "Gør Kile's Orden noget elverne her, eller lader de dem bare-..." Resten af spørgsmålet druknede, imens ham og Mister Gelliard kom hen til et hjørne, hvor der var et bord med mad.

//Afslutes da Elion bliver inaktiv/dør. c: