Spike stod med ryggen vendt mod pladsen, ansigtet fæstnet på den pladsens lokale opslagstavle. På den var der opslag om lidt af hvert, nogle der ledte efter deres kære, andre der ønskede død på tredje. Meget af det almindelige. Skindene han havde planlagt at sælge havde han fået mindre end acceptabelt for, og han stod nu pludseligt i pengenød. Hans tøj var lasset og lappet, hans hår og skæg langt og vildt, og hans ansigt talte til, at han helst ville befinde sig et hvilket som helst andet sted. Efter sin lange tid i eksil var han kommet frem til at han foretrak ikke at være i andres selskab.
Ved hans side sad ulvehunden Jake tålmodigt og kiggede på ham med stoisk ro. Hvor nemt det måtte være at være en hund. Dens grå pels var uordentlig, og dens udseende var mindre frygtindgydende end Spike kunne have ønsket. Efter at hunden var blevet glad for at se et barn tidligere, var dyrets effekt på folkene på pladsen blevet markant mere afslappet, og de var stoppet med at give ham ekstra plads.
Ingen af jobsne på tavlen lagde op til Spike. Han kiggede omkring sig, og spekulere om det ville være det værd bare at røve en af dem, og få det overstået.

Det var meget, meget længe siden, Liv sidst havde været i Dianthos, og hun kunne ikke huske, hvor noget som helst lå. De kunne sagtens have revet hele byen ned og bygget den op igen på en anderledes måde, og Liv ville ikke lægge mærke til det. Hun kiggede sig nysgerrigt omkring på husene, der forekom hende at være meget højere, end de havde været sidst. Men det var sikkert hendes hukommelse, der spillede hende et pus. Hun sukkede og forbandede stille sin dårlige hukommelse, men der var ikke meget at gøre ved det. Hun var faret vild.

Det var begyndt at sne, og selvom Liv ikke følte kulde og varme, som andre væsner, trak hun alligevel den hvide snerævepelse lidt tættere omkring sine skuldre. Hendes lange, hvide kjole svævede kun få centimeter over brostenene, men den var alligevel stadig kridhvid. Det samme kunne ikke siges om hendes bare fødder. De var sværtet sorte efter gåturen gennem byen, men Liv var nu ligeglad. Hendes fødder var altid sorte, for sko var ikke noget, hun brød sig om. 

Hun kiggede sig omkring, da hun nåede ud på en stor plads. En markedsplads? Der var ihvertfald en masse mennesker, og hun mærkede deres blikke på hende, mens hun gik over pladsen. Det var jo egentlig meningen, at hun ikke bevæge sig ubemærket omkring, så hun måtte vist genoverveje sin påklædning lidt. 

Et smil spillede på hendes læber, da hun så en opslagstavle. Måske var der et kort over byen? Hun ville gerne finde et sted at overnatte. Ikke at hun rigtigt havde brug for at sove, men hun elskede at slænge sig nøgen i en dejlig, blød seng. Der stod en mand foran tavlen, og ved hans fødder sad en smuk ulvehund. Hun smilede og havde straks lyst til at klappe hunden, så hun gik hen til manden ved tavlen.

"Undskyld," sagde hun med sin blide og dybe stemme, "kender du et godt sted at overnatte?"

Hun lod sin hånd glide blidt og elegant over ulvehundes hoved.

Han drejede overrasket hoved da en stemme talte til ham. Han havde langt fra det mest engagerende udseende, var han kommet til at forstå, og ulvehunden skræmte de fleste folk i en mere eller mindre bred bue udenom ham. Og alligevel var der nu en, der søgte kontakt med ham. Han drejede sig krop en smule, for at kunne få et bedre kig på hende.
Hun var iklædt hvad man passende kunne kalde umuligt rent og upassende tøj til sæsonen. Det mest ekstreme ved hendes påklædning var dog manglen på fodtøj. Der var noget besynderligt ved hende, noget Spike ikke kunne sætte fingeren på. Hvorfor hun lige præcis var gået op til ham, var et andet spørgsmål. Det var muligt at hun havde set en ensom mand, der tydeligvis ikke boede i byen, og tænkt at han var nemt bytte for tyveri. Han rystede tanken ud af hovedet; han så ikke ud som en, der havde noget at stjæle. Hendes udseende taget i betragtning var det mere sandsynligt at hun var prostitueret på jagt efter en kunde. En sær prostitueret uden sko, der ikke lod sig skræmme at vildt udseende ulvehunde.
"Jeg ved ikke hvad du foreslår, frøken, men jeg har ikke nogen penge, så du må hellere lede et andet sted," sagde han defensivt. Der var noget ved hende, der gjorde ham ubehagelig tilpas. Hun virkede bekendt, uden at han kunne sætte fingeren på hvorfra.

"Penge?" gentog Liv og blinkede forvirret til manden. "Åh ja, penge!" Hun huskede pludselig, at folk jo byttede krystaller for tjenester og varer. Det havde hun helt glemt!

Hun smilede varmt til fyren. Han var jo egentlig ganske pæn med sit vilde udseende. En rigtig vildmand, som ikke kunne tæmmes! Et bad ville nok hjælpe lidt på lugten...

"Jeg er ikke interesseret i penge," sagde hun med en blid kluklatter og rystede let på hovedet. "Jeg er lige ankommet, og jeg har brug for et sted at sove. Jeg tænkte, at en flot mand som dig måske kendte til et sted med en blød seng?"

Mens hun talte, lod hun sine fingre glide gennem ulvehundens tykke pels. Hun elskede alle levende væsner, men hun havde en lille bitte forkærlighed for de pelsede af slagsen.

"Åh, det spiller ingen rolle," svarede Liv med en mild latter og trak på skuldrene. Penge var sådan noget, dødelige væsner bekymrede sig om; der fandtes ikke engang penge, dengang Liv havde været en almindelig dødelig, så det havde aldrig været noget, hun havde forstået eller brudt sig om. Hun havde dog forstået, at det var svært at begå sin i denne verden uden penge, så igennem de sidste tusind år, havde hun indsamlet værdier og gemt dem et sikkert sted. Når hun tog ud på rejser, som den hun var på nu, sørgede hun for at have en god portion med sig. Hun kunne altid hente mere, hvis det blev nødvendigt...

"Hvis du nu viser mig hen til en ren og blød seng," foreslog hun manden, "så skal jeg nok sørge for en god middag, og hvad vi nu ellers kan finde på at more os med."

Hun havde tydeligvis bagtanker, men ikke af den kriminelle slags. Spike havde forsat halvsmilet plastret på sit ansigt, og det begyndte at se lidt anstrengt ud. Hun var unægteligt en køn kvinde, og Spike havde stået med udsigten til at gå sulten i seng, så den pludselige ændring i hans situation var kærkommen. Der var dog noget ved magtdynamikken i at blive taget ud til middag han ikke brød sig om, da han foretrak at have overhånden i alle situationer. På den anden side lod hun ham bestemme stedet... Hvorfor behøvede han overhovedet overveje det?
Han rettede sig op, lod halvsmilet falde og vendte ryggen til tavlen. Hunden kiggede opmuntret fra den ene til den anden. Sådan stod de i nogle sekunder uden at Spike brød øjenkontakten med hende, mest fordi han ikke kunne være den første der kiggede væk.
"Okay," sagde han og skubbede væk fra tavlen, "den her vej."
Han begyndte at gå mod den dyreste kro han kendte til. Om ikke andet ville han få et godt måltid ud af det.

Liv kunne mærke på manden, at han ikke var helt tryg ved, at hun havde inviteret ham ud og ikke omvendt. Mænd var dog så tåbelige nogle gange! Og dog... Hvis han også havde kampgejst i sengen, så skulle Liv nok få en fornøjelig aften. Hun var ikke helt sikker på, at hun ligefrem ville anvende ham til avlshan, men lidt sjovt kunne man vel altid have. Han så ihvertfald ud til godt at kunne tage fat, og det var dét, hun var mest interesseret i lige nu.

Hun fulgte med manden, da han begyndte at gå, stadig smilende.

"Du er ikke meget for formaliteter, er du?" spurgte hun, mens de gik. "Jeg hedder Liv. Hvad hedder du, unge mand?"

Unge mand. Han rynkede øjenbrynene og drejede hovedet. Hun så ud til at være omtrent hans egen alder, måske var hun endda lidt yngre end han var. Men der var noget der fortalte ham at hun var ældre end hun så ud. Hvilket ikke behøvede at være et problem, han kunne selv antage det udseende han ville have, men der var også muligheden for at hun var noget mere overnaturligt end han var. Ikke at der var mange ting, der faldt i den kategori. Han havde et ret tempo, men hun lod ikke til at have noget problem med at følge med. Hunden traskede livligt efter dem, og Spike konstaterede med glæde at den havde lukket gabbet.
"Formaliteter er en luksus nogen af os ikke har råd til," han drejede hovedet og gav hende et studerende blik. "Og du ligner ikke én, der har lyst til at høre på det." Eller måske gjorde hun, han havde ingen idé. Han håbede at hendes svar kaste mere lys over hvad hun var.

Næsvis! Liv havde et særdeles blødt punkt for næsvise, unge mænd, så fulde af liv og energi, og en næsten overvældende lyst til at hive ham i øret, måske endda bøje ham over sit knæ og give ham en omgang smæk, boblede op i hende. Men hun gjorde det ikke. I stedet smilede hun blot af ham og satte hænderne på hofterne. Hendes pels åbnede sig foran og afslørede en meget nedringet kjoleudskæring og en stor, svulmende barm, der gyngede blidt i takt med hendes skridt.

"Nu hvor jeg har inviteret dig på middag, kunne du da i det mindste vise mig den venlighed at fortælle mig dit navn," sagde hun i en let formanende tone og løftede et mørk øjenbryn af ham. "Det ville være høfligt."

Spike følte ikke at han skyldte hende noget for at hun inviterede ham på middag, da han ikke kendte hende og hun let kunne have bagtanker. Alligevel kunne han ikke lade være med at smile. Han brød sig ikke om formalia, og foretrak mere kejtvinklede samtaler; når folk ikke kunne gemme sig bag konventioner fandt man hurtigere ud af hvem man havde med at gøre. Han drejede hovedet, og fik et uforstyrret blik af hvad hun havde at tilbyde. Han lod øjnene hvile en tid, for at gøre det teatralsk åbenlyst hvad han kiggede på. "Folk er kun høflige for at undgå at sige hvad de virkelig tænker. Lad vær med det, jeg kan ikke fordrage det." Han drejede sig omkring og fortsatte baglæns ned af gaden mens han rakte hånden ud. "Navnet er Lee." Så snart hun havde givet ham hånden, ville han vende rundt og fortsætte med at gå ligeud.

Liv kunne ikke lade være med at le. Sikken en charmerende dreng! Og han var ikke bange for at kigge. Det kunne hun godt lide. Hun tog hans hånd i et fast tag og klemte lidt til. Hans hånd føltes rug mod hendes silkebløde hænder, og hun holdt ham fast lige lidt længere, end man normalt ville.

"Og jeg hedder Liv," sagde hun, før hun endelig slap hans hånd. "Jeg skal prøve at minimere min høflighed så meget som muligt, hvis det går dig så meget på."

Hun lukkede pelsen om sig, som om hun frøs lidt, og så sig omkring, mens de gik. "Jeg håber, det er et godt sted, du tager mig hen. Jeg er sulten som en ulv."

Spike ledte dem mod det fineste sted han kendt, i udkanten af den øvre bydel. Smagen af mad havde aldrig betydet specielt meget for ham, heller ikke før hans transformation. Efter fik mad en anden betydning, og gennem årene havde han langsomt mistet sin appetit helt og aldeles. Nu hvor han ikke betalte, var det en anden historie. Og stedet han var på vej mod havde derudover værelser til leje, hvilket han havde på fornemmelsen kunne blive relevant.
"Uf, hvor uhøfligt, det er simpelthen ikke i orden!" Han kunne ikke lade være med at smile en lille smule. Spike havde fundet, i de seneste år, at han godt kunne lide at få folk til at le. Det gav ham håb om at alle måske bare kunne... glemme, alt det andet. Optimistisk, men alternativet var enten hærgen eller fortvivlelse, og han havde endnu ikke givet op.
"Så er du endt i de rigtige hænder; jeg ved alt om at fodre ulve," sagde han afslappet mens han kiggede på Jake. "De har en ustoppelig appetit." Hunden gik logrende med ved siden af ham, og Spike havde på fornemmelsen af dyret havde ingen ide om hvad der foregik eller at den var blevet fornærmet.

"Det overrasker mig ikke," lo Liv og lod sit blik glide ned på Lees hænder. De så ud til at kunne tage nogle håndfulde, og det sitrede lidt i hendes krop ved tanken. Ligeså svag hun var overfor helt unge mænd, der kun lige var trådt ind i deres manddom, ligeså glad var hun for garvede mandfolk med masser af hår og skæg og store lemmer. Sandheden om Liv var, at hun egentlig slet ikke var kræsen.

"Hvor har du dog fået denne smukke vovse fra?" spurgte hun, mens de gik, og strøg sine hænder over ulvehundens bløde pels igen. Den var virkelig smuk.

"Jeg vågnede en dag, så var den der bare." Han trak på skuldrene, som var det den simpleste ting i verden. "Jeg prøvede at få ham til at gå væk, men han blev ved med at komme tilbage. Til sidst gav jeg bare... Op." Han så på dyret med et blik, nogen måske kunne mistænke for at være varmt... Eller i hvert fald varmere end Spikes almindelige ansigtsudtryk. Sandt at sige havde han været et mørkt sted, da Jake først dukkede op, og selskabet havde gjort ham godt. "Jeg er ikke sikker på om han er den klogeste eller dummeste hund jeg har mødt." Han var dårlig til hygge-snak, og kunne mærke at deres emner var ved at løbe tør. Der var heldigvis ikke lang tid, til de var fremme. Så han lod samtalen dø ud, som de svingede rundt om et hjørne og så kroen foran dem, Den Blå Karavanes Kro. Han trådte op til døren, og efter et kort øjebliks pause holdt døren åben for hende, på en måde der var mere kluntet og akavet end galant. "Damerne først." Han vidste de ville se hendes tøj og tænke at hun havde penge, i modsætning til hvis de så ham først. Måske ville de endda få kroens bedste bord.

"Se nu bare der, du kan jo sagtens være høflig," kommenterede Liv med et drilsk smil, inden hun gik igennem døren og indenfor. De fleste folk, der omkring ved bordene og ved baren, vendte sig og så på hende, og en del af dem stoppede med det samme med at tale sammen for at glo på hende. Det var fint. Liv var vant til at vække opsigt, hvorend hun kom, og hun nød faktisk opmærksomheden, så længe der blot var tale om, at folk gloede lidt på hende. 

Hun ignorerede de nysgerrige blikke og så sig i stedet omkring. Det var jo et ganske nydeligt sted, Lee havde valgt, og selvom det ikke var det fineste sted, hun nogensinde havde været, så gik det nok an. Hendes tanker blev afbrudt af en mand, der måtte være beværtningens ejer, der kom halvsnublende hen til hende, mens han tørrede sine hænder i sit forklæde. Han så en kende forfjamsket ud.

"Øh, velkommen til Den Blå Karavanes Kro, frue," sagde han, mens hans øjne gled over Livs dyre tøj og ned til hendes bare tæer. 

"Frøken," rettede hun ham.

"Frøken?" Kroværten så forvirret ud.

"Jeg er ikke gift," forklarede Liv han venligt og smilede frækt til Lee. "Men hvem ved, måske bliver jeg det snart?"

Kroværten så endnu mere forvirret ud, men han lod tilsyneladende ikke sin forvirring slå sig ud. Han tænkte sikkert, at Liv var fra en fremmed egn, hvor man havde mærkelige skikke.

"Vil De ikke have et bord, frøken?" spurgte han og pegede i retningen af et bord i en krog ved et vindue. "Det er stedets bedste bord."

"Jo tak, det var venligt," sagde Liv og lagde hånden på Lees skulder, så hun kunne styre ham hen til bordet.

Inden Spike fulgte efter hende kiggede han på Jake, og gav et kort, dæmpet pift. Hunden vidste at det betød at den skulle vente, og han satte sig stolt, lykkelig over at have forstået den eneste kommando Spike havde fået banket ind i den tykke hoved.
Spike havde fuldstændigt ret angående kroværten, han kastede ét blik på Liv og så at der var penge at tjene. Han stod i døren et øjeblik længere end nødvendigt og betragtede hende bagfra. Da han trådte ind i kroen kunne han se det mistroiske blik ejeren sendte ham.
Spike kunne ikke lade være med at le dæmpet af hendes kommentar, der var aggressiv selv jævnføre hans egen standard. De var trods alt mødtes for første gang for mindre end en time siden. På den anden side havde han bedt hende om at være ærlig, og han værdsatte den drilske karakter af hendes personlighed. Og kroværtens ansigtsudtryk var uvurderligt. Hvis hun bragte den samme drilske attitude til soveværelset, skulle Liv og Spike nok får det sjovt.po
Han lod sig føre over til bordet af Liv, og satte sig ned. Han fangede hendes blik.
”Er du normalt så direkte når det kommer til mænd?” han lænede sig frem over bordet for at skabe en mere intim atmosfære, ”eller er jeg en undtagelse?”

Da de nåede hen til bordet, bestilt Liv mad og vin til dem begge. Hun lagde et par krystaller i kroværtens hånd og lovede ham, at der ville komme flere, hvis han ellers levede op til hendes forventninger. Manden bukkede og takkede og skyndte sig ud i køkkenet.

Liv smilede og tog sig god tid, før hun svarede Lees spørgsmål. Hun lod sin pels glide af sine skuldre og ned på ryglænet af stolen, og derefter lænede hun sig også lidt hen over bordet med albuerne hvilende på bordpladen.

"Jeg ved, hvad jeg vil have," svarede hun med et glimt i de grønne øjne og et kækt smil spillende på de røde læber. Hun lod sit blik glide over manden overfor hende. Han så godt nok lidt vel tjavset ud i disse omgivelser, og hun fik en idé. Hun havde dog ikke i sinde at dele den med ham endnu.

"Fortæl mig lidt om dig selv," bad hun og lænede sig tilbage i stolen med et tilfreds suk.

Det var en svær bestillingen hun havde stillet. Det lod ikke til at der var mange der huskede ham fra hans storhedstid som leder af inkvisitionen, hvor han ikke havde været den mest offentlige person, men han kendte til et par personer i høje positionen, der vidste hvem han var, og vidste at han stadig var i live. Han havde ikke det indtryk om Liv at hun gik særligt meget op i hvad der var godt og ondt, hun virkede som var hun hævet over de mere almindelige problemer, men væggene i byen havde øre. De personer der ønskede ham død havde både stor magt og bred indflydelse, så det var bedst ikke at tage for mange chancer. At han havde givet hende hans egentlige efternavn var risikabelt nok. Han holdt sine tanker skjult, og gav hende et flirtende smil. En dygtig personkender ville dog se det for hvad det var; en facade. Han løsnede det halvandenhånd lange sværd fra bæltet, og stilede det opad væggen.
"James Lee, i området omkring 26," han havde ærligt mistet det præcise tal, "voksede op på sletterne, ikke langt fra skoven. Fredelig familie, fredeligt liv, skete aldrig så meget," normalt var Spike en god løgner, men denne var på kanten til at være helt åbenlys. Alligevel fortsatte han uhindret, besluttet for ikke at give hende tid nok til at dvæle ved de passager, han var mindre behagelig ved at dvæle på. "Ville være en kriger, da jeg var lille... Endte et sted i nærheden, kan man vel godt sige.." han lo kort. Lejemorder og tortør var meget langt fra hvad han havde forestillet sig som dreng. "Trænet af de bedste.. Gode mænd og kvinder.." Han fik et fjernt og melankolsk udtryk. Han holdt en kort pause hvori  han indså at han faktisk aldrig havde fortalt sin historie til nogen, ikke engang til hvad kvinder han havde haft i sit liv. "Bylivet blev... kaotisk får nogle år tilbage, så jeg flyttede," blev jagtet, "tilbage til skoven. Lever af landet. Men der er nogen ting skoven ikke kan forsyne..." Han gav hende et sigende blik, og lod tavsheden tale for sig. Nok var det ikke derfor han var kommet til byen, men det var da klart en kærkommen overraskelse.
"Hvad med din?" sagde han efter en kort pause.

"Åh, mit liv er ikke interessant," sukkede Liv og viftede afvisende med hånden. "Det har været ulideligt kedeligt, og det er derfor, jeg er kommet til byen." Det var en lodret løgn, men Liv gjorde en dyd ud af ikke at fortælle noget som helst om sig selv til fremmede. Kun meget få væsner, udover hendes børn, kendte til hendes sande indentitet og liv. Hun blev heldigvis reddet af kroværten, der kom med mad og vin til dem. Hun smilede til ham og takkede ham med endnu et par krystaller. 

"Fortæl mig mere om, hvad det er, du ikke kan få i skoven," sagde hun, da kroværten var gået igen. Hun tog vinkanden og skænkede op til dem begge. "Jeg er meget imponeret over folk, der kan overlever i naturen på den måde."