Det var længe siden at Spike havde været i byen, og som kan dovent gik fra bod til bod kunne han mærke det. Hans tøj, specielt den lange grønne kappe, var slidt efter lang tids intens brug. Under den var hans tøj flænset og beskidt. Selvom Spike aldrig svedte lugtede det gamle tøj sikkert ubehageligt, noget han ikke selv kunne lugte efter de lange år i vildnisset. For ham var det byen med dens mange farverige lugte, der overvældede ham og fik ham til at ønske at han var tilbage for sig selv, alene og langt væk fra de hobende mængder af fremmede mennesker, der travlt møvede sig forbi ham. Efter sine lange eksil følte han ikke længere at han hørte hjemme i byen, selvom det var her han var vokset op.
Bag ham fulgte ulvehunden trofast med. Han havde prøvet at få den til at blive i hytten, men han havde aldrig trænet dyret. Normalt lod det til at forstå hans kommandoer uden at træning var nødvendigt, men denne gang var der intet at gøre. Med et varsomt øje kiggede dyret på hver af de personer, der kom tæt på Spike. Ulvehunden gav ham udtrykket af en vildmand ude af sit element, men i det mindste behøvede han ikke bekymre sig så meget om lommetyve.
Det lod ikke til at nogen genkendte ham, hvilket var en god ting. Han opgav sølvarmen kort tid efter at inkvisitionen brændte til jorden, men det halve øre gik han stadig med. Naturligvis var det tilbageværende magiske øje skjult, og det kom nu kun ud når det var absolut nødvendigt, da det var hans mest genkendelige karaktertræk. Hele sin tid i byen havde han lyttet efter om hans navn blev hvisket med frygt i stemmen, men det lod til at verden havde bevæget sig videre uden ham, og at byen havde antaget at han var omkommet sammen med inkvisitionen.

I skoven kunne man forsyne sig med det meste. Naturen gav ham hvad han manglede, og han havde aldrig været af en kræsen natur. Men der var nogle luksus naturen ikke tilbød. Han havde rejst til byen for at få sig en ny kappe, og bue og en slibesten til det halvandet-hånds sværd der hang ved hans hofte. For at få pengene han behøvede havde han solgt en stakfuld skin fra dyr han havde fanget, men mens han havde  været væk var priserne steget. Som han stod ved en skrædders gadebod indså han at prisen han havde fået for skindene tilnærmelsesvist var tyveri, og det ville være svært at få råd til bare en af tingene på hans liste, og det var hvis han overnattede i grøften. Ligesom i gamle dage.

Sofie var på markedspladsen i håb om at finde et par nye bukser, efter det par hun havde flækket da hun var transformeret ved et uheld. Rofus havde nok tilbudt hun kunne låne, men Sofie var ikke glad for at nasse på ham - ikke mere end højst nødvendigt hvert fald, og maden ville ikke have kunne holde sig alligevel.
For nu havde hun iført sig sit ekstra skørt, en grå uldsag med lommer, og på overkroppen havde hun en løs, hvid hørbluse med en brun uldvest udenover. Hendes gyldne, let lysende hår var dækket af et gråt sjal, for ikke at tiltrække sig for meget opmærksomhed.¨

Det var heller ikke at det ville gøre den store forskel om hun forsøgte at finde noget på markedet eller ej, andet end at hun kunne pleje sin samvittighed ved at have prøvet. Det var ikke meget hun kunne få for de håndkrystaller hun havde tilbage! Men i det mindste ville hun have det en smule bedre med sig selv når skørtet hun havde på nu skulle vaskes, og hun var nød til at låne et par bukser af Rofus.

Sofie kløede sig en smule i nakken som hun stirrede intenst på et par mørkebrune uldbukser med blå broderede detaljer i et hav-agtigt mønster. De var så flotte... og så håbløst for dyre! Med en arrig lyd vendte hun sig pludseligt fra boden og gik væk - lige ind i en mand i kappe og pjalter. Sofie mistede balancen og faldt direkte på halen mens sjalet faldt tilbage fra hendes hår. "HEJ! Se dig for din.." orderne døde i munden på hende da hun fik øje på hunden. Hun sank en klump og rykkede sig en halv hånd bagud

Ulvehunden Jake, som Spike havde valgt at kalde den, vendte sig mod pigen der var stødt ind i Spike og knurrede med en dyb mørk røst, der ville kunne få en voksen mand til at løbe skrigende bort, eller fryse i panik. Dyret var mere hund end ulv, med større muskler og mindre tænder end sine vilde fætre. På trods af det havde den et sæt intelligente øjne, og Spike havde aldrig haft behov for at træne dyret. Normalt regnede den selv ud hvad han ville have den til at gøre, og den lod til at kunne forstå simple kommandoer. Og dyret var meget beskyttende over Spike.
Han vidste dog godt at dyret kun var ude efter at skræmme pigen, så han tog et skridt mod hende og gik på hug. På klods hold lignede han ikke mindre end vildmand end bagfra, men hans udseende kunne ikke maskere det årvågne blik, der studerede hende nøje. I det øjeblik lignede herren og dyret to afspejlinger af et samme væsen.
"... Din hvad?" Da han talte faldt hunden tavs, men hans stemme kunne ligesåvel være en forlængelse af knurren, brusk og uimødekommende som den var.
Kort efter at han havde talt indså han at han lod sin irritation gøre et større nummer ud af hendes sammenstød end det behøvede at være. Udover hendes interessant udseende hår ligende hun bare en pige, der havde været uopmærksom. Han strakte ud for at hjælpe hende op. "Vær forsigtig hvem du snakker sådan til. Andre er ikke så tålmodig som mig." Sandt at sige havde han dræbt folk for mindre end hun havde gjort. I en anden tid, da han var en anden person.

Sofie sank en klump som manden satte sig ned på hug foran hende, og bad hende færdiggøre sætningen. Heldigvis havde Sofie nok mellem ørene til ikke at være næsvis i sådan en situation. "Diiiin store mand med en prægtig hund der aldrig kunne finde på at spise små piger?" prøvede hun med et skævt lidt usikkert smil.

Hun åndede lettet op da han i stedet for at pudse hunden på hende rakte en hånd ned for at hjælpe hende op. Hun tog hans hånd og trak sig op uden de store problemer. "Tak, det skal jeg huske! Og tak for din tålmodighed" svarede hun, og smurte uden tøven lidt trykt på, for en sikkerheds skyld. Frygten lod også til at være forsvundet som dug for solen, lige så hurtigt som den var kommet.

Sofie, nu sikker på hun var ude af fare, men ikke helt tilfreds alligevel, skævede ned til hunden "Oooog du tilgiver mig også, ik?" spurgte hun prøvende i hundens retning, og trak en pølsestump op fra lommen, som hun rakte mod hunden på flad hånd. Hendes bedsteforældre havde altid sagt hun havde tog tag på dyr. Sofie var dog ret overbevidst om, at det havde mere at gøre med det faktum at hun næsten altid havde mad på sig, end noget andet.

På trods af at Jake ligende et bidsk udyr var Spike i tvivl om den kunne finde på at bide nogen uprovokeret. Dyret var mere venlig end godt var, hvis han skulle være ærlig. Da hun var kommet på benene og tiltalte den lagde den hovedet skævt til siden, og da hun hev pølsestumpen frem begyndte den at logre, men holdt sig tilbage. Med flade øre kiggede den på Spike og begyndte at pibe ynkeligt. Spike himlede opgivende med øjnene. "Ja ja, spis du den bare." Selvom han fortsat var irriteret over udsigten til en ufrugtbar rejse tilbage til skoven, kunne han ikke lade være med at føle affektion for dyret, der til hverdag udgjorde den eneste kontakt han havde med et andet levende væsen. Hvis man da kunne kalde Spike et levende væsen.
Hunden strakte langsomt hovedet frem og tog forsigtigt pølsen ud af hendes udstrakte hånd. Efter glubsk at have slugt stykket begyndte den at slikke hendes hånd, med halen svingende kraftigt nok til at Spike kunne mærke den slå mod sin side.
"Du behøver ikke slikke op til mig, tøs. Og jeg har ikke noget at stjæle, hvis det er din vinkel."  Mentalt var han allerede bevæget sig videre til hvad han skulle gøre nu hvor han ingen penge havde, intet sted at overnatte og lignede noget end ikke en hjemløs bums ville anerkende eksistensen af. Måske ville det bedste være bare at begynde rejsen hjemad med det samme. Han kunne dog dårligt få sig selv til at tage tilbage tomhændet.
"Du ved vel ikke hvor en mand ville kunne tjene nogle krystaller?" spurgte han fraværende, stadig optaget af sine tanker. 

Sofie skar kort en grimasse da manden 'fangede' hende i at smøre tykt på. Ups! Det blev dog hurtigt til et løftet øjenbryn "Jeg er hverken tyv eller har et dødsønske!" kommenterede hun fladt, men hendes opmærksomhed blev straks fanget af hunden igen og et bredt smil spredte sig på hendes læber som den slikkede hendes hånd. Hun skævede kort op til manden, og da hun så hans opmærksomhed var andetsteds tog hun chancen.
Men en rolig og langsom bevægelse førte hun hånden frem, opmærksom på eventuelle reaktioner, mens hun fortalte sig selv det nok skulle gå! Bare lidt endnu..
Sofies hånd lagde sig mod hundens hoved, med mindre den havde trukket sig væk, og hun begyndte fluks at klø den bag øret. Hvis den så ud til at kunne lide det, knælede hun ivrigt ned foran den og brugte begge hænder til at overøse bæstet med kærlighed.

Mandens ord fik hendes til at skæve op mod ham "Der er altid småjobs at finde på opslagstavlen tror jeg.. især efter elverne blev smidt ud har der manglet en del arbejdskraft omkring" svarede hun, med en trækning om munden da hun nævnte elvernes udvisning.

Hunden var taknemlig for opmærksomheden og stampede utålmodig i jorden, som var dens logren ikke nok til at udtrykke dens glæde. Da hun gik på hug foran den, trådte den frem og begyndte lykkeligt at slikke hendes ansigt. Spike pressede sine øjenbryn sammen, mildt irriteret over hvor tåbelig hunden fik ham til at se ud. Enhver der havde været opmærksom nok til at bemærke hvor frygtsom den var inden pigen dukkede op, ville tag ham for et fjols nu hvor de havde set hundens sande personlighed. Sikke en jager han var, med en frygtindgydende jagthund! På den lyse side var der næppe nogen der mistænkte hvem han var. Eller rettere, hvem han havde været.
Absurditeten af situationen ramte ham pludseligt, og på trods af at han var arrig over at være blevet snydt ud af sine skind, kunne han ikke lade være med at le pludseligt og formodentligt smittende.
Han tørrede en tåre ud af øjenkrogen, og tænkte at det hele nok skulle blive okay alligevel, hvorefter hun fortalte ham om elverne. Han havde været væk i lang tid, og ikke været i kontakt med nogen indtil han ankom i byen. Han havde derfor ingen idé hvad der var sket med elverne. Derfor antog han naturligt at der var snakke om sortelverne. Han sidste gerning som inkvisitor havde været deres udryddelse på stort plan. At byen ikke var kommet sig, efter alle disse år, tog det gode humør fra ham igen. At han sad og snakkede med et menneske, der næppe var gammel nok til at kunne huske at det var sket, gjorde ham melankolsk til mode. "Tak for hjælpen," sagde han fraværende. "Jake, vi skal videre." Hunden peb ynkeligt som svar.

Sofie prøvede virkelig hårdt ikke at le højlydt da hunden trådte frem og slikkede hendes ansigt. Hvor var den sød! Hvordan i alverden kunne sådan en fantastisk hund dog holde ud at hænge ud med sådan en stivnakket særling? "Hvem er en god dreng! Ja det er da dig" hviskede hun i hundens øre da den holdt en kort pause fra at vaske hendes ansigt.
Da manden selv begyndte at le kunne Sofie ikke holde sig tilbage længere selv, og lo varm og hjerteligt med barnlig fryd!

Det varede dog ikke længe før manden skulle videre, og Sofie noget mod sin vilje slap hunden og rettede sig op igen "Så lidt.. pas godt på hin-agh!" sætningen blev afbrudt af et smertefuldt støn og hun tog sig til brystet som smerte pludselig greb hende indefra. Hun vaklede et øjeblik inden hun faldt på knæ og kneb tårefyldte øjne sammen så det lød ned af kinderne på hende. Hun havde aldrig følt sådan en smerte før! Det var en sult, et hul, det var noget vitalt der manglede inden i hende!

Brat slog hun øjnene op og så efter manden, hendes øjne nu præget af cirkulære hvide åre og en skinnende hvid pupil. "H...hjælp" fremstammede hun. Det måtte være hans evne! Men hvordan? Hun var sikker på hun ikke havde rørt ham! Hendes blik faldt kort på hunden. Kunne dyret have evner? Umuligt. Det måtte være sket da han hjalp hende op! Han måtte have strejfet hendes håndled, forbi handsken.. hun måtte virkelig få sig nogle længere handsker.. hvis hun overlevede.

Da hunden ikke reagere med det samme, åbnede Spike munden for at give den en reprimande. I samme øjeblik tog pigen sig til brystet og faldt til jorden, og han kunne gøre intet andet end at betragte hende en blanding af overraskelse og mistroskab. Selvom hun havde virket fornuftig, med hvad Spike ville betegne som en fornuftig indstilling til den værste jagthund i historien, kunne det hele have været del af et langt fupnummer. Han lukkede munden og kiggede på hende med kynisk afstand, opstået efter en livstid på gaden.
Indtil hun kiggede op, og hans egne monsterøse øjne kiggede tilbage på ham. Hans udtryk skiftede hurtigt fra falsk interesse til overraskelse, derefter rædsel og til sidst vrede. Spike havde aldrig set nogen med de samme øjne, men vidste at de, for år tilbage, havde fungeret som inkvisitionens øje, et symbol på undertrykkelse. Det var uden tvivl stadig nogle blandt folkene på pladsen, der ville kunne genkende hendes øjne.

Jake var stoppet med at logre da pigen faldt til jorden og havde set på Spike for en ledetråd til hvad den burde gøre. Først nu kiggede den tilbage ned på pigen, og startede med det samme på at knurre, børsterne rejst for at virke mere truende. Spike tog sig ikke af dyret, fastlåste pigens blik, og greb hendes krave med begge hænder. I én kræftanstrengelse havde han trukket pigen på benene. "Du kommer med mig!" sagde han, som han begyndte at trække hende væk fra pladsen, ind mod en sidegade. Hvem end hun var, var det vigtigt at han fik hende væk fra masserne før nogen fik den idé at rygterne om Spikes død blot var rygter.

En mand der lod til at have hørt pigens kald efter hjælp, trådte ind foran Spike. "Hey!" sagde han, med udfordring i sin stemme, "giv slip på hende!" Spike gav slip på pigens krave med den ene hånd, og greb ud efter manden. Han trådte tilbage med overraskende hastighed, og slog ud efter Spikes ansigt med en knyttet næve. Slaget ramte ham på kinden, og grebet på Sofies krave slækkedes kortvarrigt, selvom han stadig holdt fast. Med sin frie hånd fik Spike fat på højre side af mandens hoved, og tvang det ned mod jorden, hvor hans knæ løftedes til at møde det, hårdt nok til at manden tilsyneladende mistede bevistheden. Han drejede hovedet tilbage mod pigen, og trak hende væk fra pladsen med lange, faste skridt. Bag dem, omkring mandens bevistløse krop, var panik begyndt at sprede sig.

Sofies frygt og panik voksede som huden rejste børster mod hende. Men hendes blik faldt hurtigt tilbage på manden. Hendes bøn om hjælp havde været til ham. Et smertefuldt piv kom fra hende da han trak hende på benene, men til hans ord gav hun blot et svagt nik der fik hendes hoved til at bevæge sig underligt, som kunne hendes nakke ikke helt understøtte dets vægt. Hvis han havde overvågenheden til det, ville han også opdage at nok havde han fat i hendes krave, men på intet tidspunkt rørte hans fingre hendes hud, som hendes brystkasse trak sig væk fra hans berøring, om den så skulle falde ind om sig selv.

Sofie gjorde hvad hun kunne for at følge med, men hendes ben var som gele, og truede med at falde sammen under hende ved hvert skridt de tog.
Manden der forsøgte at redde Sofie ænsede hun knap nok, som hendes verden langsomt gled ind til den ubeskrivelige smerte i hendes bryst, og manden der slæbte hende afsted, og nok var hendes eneste håb. Men som manden slab hendes krave med den ene hånd, spredte et stik af panik sig. Han ville efterlade hende. Han ville ikke risikere det. Med et halvkvalt hyl greb hun om hans forrevne bluse og hægtede sig fast. Han fik fandeme ikke lov til at slippe så nemt!

"D..u får.. alle min..e.. krystaller... fortæl... din evne... hvordan... styres...?" forsøgte hun at fremstamme mellem jag af smerte og stirende rallen fra hendes luftveje. Hånden i hans tøj var begyndt at glide. Ikke fordi hendes greb slækkes, men fordi hånden ikke længere var fast, og gled ned igennem stoffet som dej, hvor den efterlod små, fedtede klumper af kød på sin vej.

Alt var pludseligt gået af helvede til. Og dagen var startet så godt, det havde været en rolig morgen med et frisk lag sne på marken han sov ved. Han havde endda fanget en kanin til morgenmad, så han havde sparret noget af den tørrede kød han havde taget med fra skoven. Hans mission havde været klar og simpel, uden problemer. Og nu havde han slået en mand bevistløs, byvagterne var uden tvivl på vej, og der hang en smeltende teenager på hans ene side. Han kiggede hende i øjnene, ind i sine øjne, og han var godt som lammet af situationen. Hans mund åbnede og lukkede et par gange, før en stemme lød igennem hans hoved, tag dig sammen, soldat. DU MÅ IKKE STOPPE, KÆMP! KÆMP! KÆMP!
I et kort øjebliks vildskab greb han ud efter hendes hals, og så med foragt hvordan hendes hud og kød langsomt trak sig væk fra hans hånd. Det lykkedes ham at få fat om hendes kæbe, og han indså til dels hvad der foregik, kunne mærke glæden af sin egen livskræft, eller hvad end det var der holdt ham kørende, et sted inde i hende, men ikke rigtigt. Der manglede et styrrende element. Han havde ingen idé om hvad der foregik, eller hvad han skulle gøre. Det eneste han vidste med sikkerhed var at det bønfaldende dæmonblik fra det smeltende barn ville jage hans ikke-drømme resten af hans liv.

Hvordan virkede hans evne? Hun var tydeligvis ramt af noget af det samme, men hans evne havde været hans liv siden han var tolv. Det var ikke noget han aktiverede eller noget han gjorde, evnen var en forlængelse af ham, og måske mere end det. Han var ikke filosof, og holdt sig langt mere til praktiske tanker, og for første gang svor han en ed for ikke at have spekuleret over det før. "Husk! Husk hvem du er," sagde han som han gav slip på hendes ansigt og greb hendes trøje i stedet for. De var stadig nød til at komme væk fra pladsen før vagterne mødte op. "Hold billedet af dig selv i dine tanker, og giv aldrig slip." Det var det bedste bud han kunne komme på. Men der var stadig frygt i hans sind. Hvad han havde set i hendes indre var ude af kontrol, og måske umuligt at kontrollere. Døde pigen af hvad end det var der skete, ville det uden tvivl være den værste måde Spike nogensinde havde dræbt en person.

Sofie prøvede at holde ham fra at røre hendes ansigt, vel videne at det kun ville gøre alting værre. Hun ville suge mere af hans evne! Der var dog ikke meget hun kunne gøre da han greb hendes kæbe, udover at fremstønne en svag, panisk lyd.
Som han holdt hende der, hendes hoved hældt bagud, kunne han også se at ikke alt hendes hår var let krøllet, gyldent og lysende, men kun de yderste lag. Indenunder var det primært en mere almindelig mørkblond, med totter af andre farver og hårtyper blandet ind imellem. Tydeligt af alt var dog lagene af søvlgråt hår, så tyndt og fint det næsten virkede som edderkoppespin mere en hår. Og det spredte sig for øjnene af ham, mens han rørte hendes hud, sundt kraftigt hår der svandt ind og mistede farven for øjnene af ham.
Manden slap hende igen, og straks stoppede håret med at ændre sig igen.

Sofie hørte hans ord gemmen en tåge. Havde hun overhoved øre længere? Han ord sank ind. Det burde hun. Og hendes ben burde ikke føles som gele, men være faste, spændte. Hun burde mærke hvergang hendes fod rørte jorden, stødet der burde løbe op igennem hendes ben. Hendes hånd føltes forkert, men hun ture ikke kigge.
Hun kneb øjnene i, og da hun åbnede dem igen, var hendes normale blå øjne tilbage.
Det var svært at få hoved og hale i, svært overhoved at tænke på andet end den ugudelige smerte der brændte i hendes bryst! Hendes vejrtrækning lød mere og mere smertefyldt, men blev også fastere. Hendes ben lystrede og hun fulgte lidt bedre med. Det var ikke meget, men det lod til hendes situation var holdt op med at forværres.. for nu.

"Du... må ik'... røre...min hud" fik hun ud, hendes stemme underlig våd, som havde hendes indre været ved at smelte så vel som hendes ydre.
De nåde dog ikke meget længere før Sofies kræfter begyndte at slippe op. Adrenalinen havde båret hende længere end nogen kunne have håbet, men ikke længere. Til sidst nægtede hendes blævrende ben bare at understøtte hendes vægt, og hun hang fra mandens greb i hendes skjorte. 

De var nået til kanten af markedspladsen hvor en mindre gade gik ind og slangede sig parallelt med pladsen, og så endte i en blindgyde. Det var en gade han kendte godt, og den havde været kendt for et sted for skumle handlinger, og var oftest forladt som et resultat. Han havde godt lagt mærke til den ekstra vægt, og hans paniske blikke fortalte ham at hun måtte havde mistet bevistheden. Jake løb foran dem, og var gået fra kærlig kæledyr til trænnet kampdyr, og tilbage igen til et sted i midten. Han var bekymret, og peb af Spike og pigen, ude af stand til at beslutte sig for om den kunne lide Sofie eller ej.
Han kastede hendes bevistløse, eller som han nu kunne se kun næsten, form op mod en af væggene med mere kraft end han havde tiltænkt. Panikken og uroen havde sat adrenalinen igang i ham såvel som hende, og det bragte gamle, ubehagelige følelser frem. På trods af at han ikke behøvede at trække vejret, hev han efter det. Han stoppede et sekund, hænderne på sine knæ, og tog tre dybe vejrtrækninger. 
KÆMP!
Han rettede sig op, og så på hende. Hunden var på vej over mod hende, sikkert for at slikke hendes ansigt i trøst, men Spike stoppede den med en bestemt kommando. Han kunne mærke kontrollen vende tilbage mens han satte sig på hug foran hende. Så han kunne ikke røre hende... Det var muligt at han antog kræfterne af dem hun rørte, det ville forklare øjnene og formen. Han ville aldrig røre hende igen, vidste han dybt i sig selv. Der fandtes ikke den person han ønskede sin egen skæbne på. Han trak den ene af sine knive, og holdt den med bladdet mellem sine fingre. Hun var nød til at holde sig vågen, tænkte han idet han smækkede hende over ansigtet med det træklædte skæfte, hårdt nok til at det ville gøre ondt, men ikke nok til at hun ville kunne miste bevistheden igen.
"HVEM ER DU?" Råbte han hende ind i ansigtet, forhåbentligt højt nok til at trænge igennem hendes dis, men lavt nok til at man ikke kunne høre dem fra markedspladsen. Han håbede at det ville hjælpe hende at holde det mentale billede af sig selv, hvis hun sagde det højt. Hvis da overhovedet det hjalp.

Sofies øjne lukkedes aldrig helt, men hendes blik skiftede ind og ud af fokus. Hun stønnede højt da hun blev smækket op mod muren, og gled ned at sidde med et langtrukkent, smertefuldt suk. Det var rart at sidde. Hendes bryst brændte indefra, men når hun bare sad helt stille kunne hun næsten bilde sig selv ind det ville gå over. Hun lod sit hoved falde forover og...

SMÆK

Slaget efterlod et indhak i hendes kind, som var den lavet af ler, men fik hende til at hæve hoved igen. Det var smerte, ja, men det var så langt fra det der brændte i hende bryst at hun ikke kunne andet end at reagere. Det føltes langt mere.. virkeligt?
"HVEM ER DU?"
Sofie gispede efter vejret og indså hun havde holdt det. "S..S...Sofie" fik hun fremstammet og tåre begyndte at vælde op i hendes øjne igen. Men hendes kind foldede sig ud igen og fandt sin normale form igen. "Je... jeg... stjæler evner... ved kontakt....jeg... troede... jeg... v-agh... forsigtig" tårene begyndte at trille ned af hendes ansigt, og de flød tykkere end de burde, i store perler, men hendes form lod til at holde for nu.

Spike rynkede på næsten. Medlidenhed med sig selv var den værste sindstilstand man kunne befinde sig i, vidste han af erfaring. Nok gjorde man ingen skade ved at lade sig overkomme af triste følelser, men man gjorde heller intet bedre, og i Sofies position kunne ubeslutsomhed være dødelig. Hvis hun tvivlede på sig selv eller gav efter for smerten, ville hun blive fortabt i en labyrint af lidelse. Når man eksisterede som intet andet end et billede og en idé kunne man ikke tillade sig at være usikker; glemte man sig selv var man fortabt for evigt. Han måtte indstille i hende noget af den ildhu han havde opbygget gennem flere år, og han havde muligvis kun minutter før det ville være for sent.
Han fik et fastere greb og kniven, og slog hende igen denne gang betydeligt hårdere end før. Hun lod til at kunne tage det.
”JEG SAGDE, HVEM ER DU!?” råbte han i hendes ansigt, som var han en af de mange psykotiske træningsofficere, der havde haft fingrene i ham gennem hans liv. Det eneste han vidste med sikkerhed var, at deres teknikker havde virket. Han overvejede at spørge hende hvordan han kunne stoppe processen, men hvis hun kendte til en metode kunne han forestille sig at hun selv havde forsøgt det, eller prøvet at fortælle ham i det mindste.
Spike var i tvivl om hvad han skulle gøre, hvis ikke hun kunne genvinde kontrollen. En del af ham ønskede at stikke af, ændre udseende, og gemme sig til at stormen blæste over. Han var ikke længere en aktiv agent, og ønskede ikke at blive et led i systemet igen. Både lyset og mørket ønskede hans hoved på et fad, den ene for krigsforbrydelser og den anden for desertion. Kunne Sofie ikke få kontrol over sig selv, ville det menneskelige sandsynligvis være at skære hendes strube over, mens den stadig var semifast. Verdenen var allerede for lille til en Spike Lee.

Kraften fra slaget fik Sofies hoved til at klaske ind mod muren, og kinden han havde ramt punkterende nærmest, så han kunne se omridset af hendes kæbe. Hans råb fik det til at gibbe i hendes blævrende krop og hun vendte ansigtet tilbage mod ham med et sæt, dog ikke uden at efterlade huden fra sin kind på væggen.
"SÅ LAD DA VÆR-Brrhhlllg" de få sammenhængende ord blev afbrudt af opkast. Men det var ikke hendes frokost der kom op, men en blodig, klumpet masse.

Sofie stirrede ned på massen af.. sig selv der lå i hendes skød og en kold følelse greb hende. Hun ville dø. Hun kunne ikke styre hans evne og den ville slå hende ihjel. Selv når hun kunne holde sin ydre skald, kunne hun mærke den fortære hende indefra, langsomt men sikkert.
Tårene der løb fra hendes øjne blev blodige og hun lod dem glide i.
Følelsen var hendes ikke ukendt. Hun havde været ved at dø før to år tidligere til sygdom. Det havde taget meget længere, men den faste urokkelige sandhed havde været den sammen. Hun skulle dø... og denne gang havde hun ikke en helbreder til at redde hende..

... men havde hun også brug for det?

Sofie slog øjnene op og mødte mandens blik. De var stadig fyldt med frygt og smerte, men der var noget nyt, et glimt af noget nyt. Beslutsomhed. Ren stædighedsdrevet beslutsomhed.
"Jeg er... Sofie S...Sirene...sang... og jeg vil.. sparke Kiles orden ud... for min ven... jeg... vil vise min mor... jeg er vigtiger... end krystaller... hun er... jeg... dør ik'... til din... lorte evne!!"
Hun kunne ikke holde hele sin form men det behøvede hun heller ikke. Hun dirigerede sulten i sig mod sine ben og hendes vejrtrækning lettedes en smule. Hun fokuserede på sin torso og arme. De dele hun skulle bruge for at overleve.
Som Sofie fortsatte var hendes stemme stadig underlig våd, men det var tydeligt lettere for hende at tale. "Jeg kan ikke stoppe det. Din evne, den.. fortære mig indefra, men du kan.. stoppe den, tage den.. tilbage" hun rakte en rystende hånd op og løftede sit hår "Det nederst.. den farve der passer til.. din evne skal du skære af og... æde.. bruge... fri mig for" hun skar en grimasse og hostede endnu en klumpet masse op. Det tog hende et øjeblik at samle sig igen mens flere blodige tåre løb, men hun fortsatte "og fodre mig... gyldne hår.. ét af gangen". Hun viste ikke om det ville gå. Evnen var i håret, men kunne han bruge den hurtigt nok? Hans evne var tydeligvis ikke helt som det hun havde kopieret, så ville hans egen krop udstøde magien, eller ville den være som ren energi for ham? Hun havde aldrig delt en evne med den hun havde kopieret den fra før.

Pigen var allerede langt væk, og det var muligt at hun ikke kunne komme tilbage. Da hun begyndte at kaste hvad der bedst kunne beskrives som resterne af hendes organer, var han begyndt at forberede sig mentalt på at vende kniven, og bruge den skarpe ende i stedet for den flade. Indtil han så hendes blik, hvor han kunne se en flamme var blevet tændt. Godt, tænkte han humorløst. Det var muligt at hun hadede ham, men måske kunne passionen af de følelser få hende til at slås for sit liv. Hvis ikke hun kunne gøre i det mindste så meget, var der ingen chance for hende.

Spike vidste bedre end at betvivle logikken bag magiske evner, og han var ikke overrasket over at det svagt lysende hår holdt en mængde hemmeligheder. Han greb ud efter hendes hår, forsigtigt for at undgå at røre hovedbunden. Han kunne mærke at den kolde ro havde sat sig i ham, og han kunne tænke klarere end han havde siden hun var begyndt at smelte foran ham. Men hans hånd afslørerede fortsat noget indre uro, da den skælvede let. Det ville ikke være muligt for ham at skære hendes hår et af gange, så han greb en mindre tot af de lysende hårstrå. Han frigjorde dem med et sving fra kniven, der var gjort stabilt gennem hastighed. Han kunne let se flere af de sølvfarvede hår, der så ud til at pulsere svagt når solen ramte dem, men inden han begyndte at fjerne dem holdt han hånden med stråene frem mod hende.
"Tag dem!" Han råbte ikke længere, men der var noget unægteligt kommanderende i hans stemme; stål hvor han ikke følte han havde nogen. Han var for længe siden kommet frem til at mod kun fandtes på overfladen. I samme øjeblik han så sit snit til at give slip på stråene, rakte han op efter en tot  af sølvfarvet hår, og skar dem groft af hendes hoved, tæt på hovedbunden. Blandt dem var der mange løse hår af andre farver, men han havde ikke tid til at vurdere hvad han gjorde. Han åbnede gabet, og kastede alt hårret ned, hvorefter han rakte ud efter den næste tot.

Sandt at sige havde han ingen idé hvad der ville ske med ham, nu hvor han havde indtaget sin egen magiske evne, magisk destilleret. Det var muligt at det ville dræbe ham, og kun guderne og ham selv vidste hvor meget han fortjente det. Men én ting måtte man sige om Spike Lee, hvis intet andet: Han frygter ikke døden.

Sofies ben begyndte langsomt at blive til grød under uden som hun fortsat dirigerede sulten i den retning og hun bed tænderne sammen for ikke at kaste op igen ved følelsen. Bare lidt endnu. Den unge Sofie havde aldrig givet meget tid til guderne, men nu bad hun til Isaris lys om barmhjertighed, om at hun havde ret og det her ville virke!

Men en svært rystende hånd fik hun grebet om den hårtot han præsenterede og i et svagt øjeblik stak hun hele håndfulden i munden. Hun viste det var for meget, men hun kunne ikke sidde og forsøge at nippe enkelt hår! Hun maste læberne tæt sammen og kæmpede mod trangen til at knække sig igen som hårrene kildede og satte sig mellem tænderne og i ganen på hende. Det vat ikke godt nok. Hun sank hård en gang, og så igen og igen indtil hun var sikker på hun havde fået nogle af dem ned.

Sofies mund åbnede sig igen, i et langt, lydløst suk af lettelse som den helbredende evne i det lysende hår sparkede ind. Huden på hendes kind voksede tilbage på sekunder, og hendes anden kind fandt sin rigtige form igen. Tårene der stadig løb ned af hendes ansigt blev klarer igen, og trak våde striber ned igennem blodet der efterhånden havde farvet det meste af hendes ansigt. Styrken vendte tilbage i hendes krop, hendes åndedræt blev normalt og næsten afslappet i et åndedræt eller to. Selv hendes ben genvandt det meste af deres form! ...og så løb kraften ud, og det hele startede igen. Sofies ansigt fortrak sig i smerte på ny og hun bed tænderne sammen, ventede til kraften havde fået lov at rase lidt og begyndte så at synke på ny.
Hun kunne nok holde den i stange for en stund, men den eneste måde hun kom af med evnen igen, var at opbruge den, og hvert af de healende hår hun slugte bragte en stærkere og stærkere bølge af træthed indover hende. Hun måtte af med evnen inden hun mistede bevidstheden!

Blandt de sølvfarvede hår var der gyldne, med Aldrics helbredende evne, mørkebrune proptrækkerkrøller med Rofus tyngdekontrol, ravnssorte og blåsorte med hendes mor Amalia Sirenesangs evner, Sirenesangen og Vejrtyv. Men i sig selv gjorde de intet. Få, som den healende kraft, reagere selv og friede Spike fra skader, sår, sygdom og træthed, mens de andre blot lå som en svag krillrende fornemmelse, som en reserve af noget ukendt han kunne række ud efter hvis han ønskede! Det ville dog ikke vare længe, for så snart de ramte hans mave og de fragile hår blev destrueret der, forsvandt magien fra dem, og sivede tilbage til Sofie.

"Brug din evne fra hårene!" krævede hun, ikke bønfaldende men insisterende i et af de små vinduer hun havde fri fra smertehelvedet. Men der var ingen vrede i hendes stemme. Hun hadede ham ikke, hvert fald ikke i det øjeblik.
Evnen i hårene var hans, selvom Sofies krop ikke var bygget til at håndtere den og derfor kun kunne fortære sig selv, så havde hendes evne ikke fejlet, men kopieret den del af evnen der var magisk af natur. Det ville være hans evne, men uden han skulle betale prisen, værende den i energi, masse eller træthed.

Spike slugte de sølvgrå hår, håndfuld efter håndfuld. Hans arbejde var groft, og han fik for det meste lige store dele sølv hår som ikke sølv hår. Der var ikke tid til at udvælge dem enkeltvis. Han studerede hendes hovedbund, for at se om der var nogen der havde gemt sig, men han så ud til at have fanget dem alle. I samme øjeblik slog hårene med helbredende magi til, og Spike tog et vaklende skridt tilbage. Han holdt den ene hånd til halsen, hvor han kunne mærke en dyb varme sprede sig.
Spikes sølvkrop kom med mange fordele, og mange ulemper. Den største af disse var den generelle overfølsomhed for andet magi. Kom hans krop i kontakt med magi af nogen art begynder materialet han består af at koge, og er der nok begynder hans krop at fordampe. Og blandt alle former for magi, var helbredende magi den værste, da den samtidigt forsøgte at udbrede de skader, den selv forårsagede, hvilket resulterede i mere magi, og alvorligere skader.
Han kiggede på pigen, der så ud til at have genvundet sin forstand. Den brændende smerte spredte sig fra hans hals til hans mavesæk, hvor hans højkoncentrerede kerne lå. Dæmonøjet var uinviteret dukket op i hans højre øje, og hvor det var følelseskoldt og distanceret, afslørede hans isblå venstre den smerte og frygt han følte. Som han åbnede munden for at tale slap en sky af tyk damp ud af hans mund, der lugtede af kraftigt brændt plastik. ”Hel- bred..?” fremstønnede han, ude af stand til at tale.
Han væltede bagover, og sad nu midt i gyden. Ud af hans mundvige og over hans læber spredte der sig sydende sølvfarvede bobler, der sprængtes og afslørede et sammenhængende brandsår, der hurtigt spredte sig over hele hans hoved. Han kunne mærke at det samme skete på hans torso, men det var dækket til at trøjen. Hvor brandsåret kom i kontakt med hår faldt det af, og brændte op inden det ramte brostenene. Omkring ham var der en disset aura og intens varme.
Alt han kunne håbe på var at den helbredende magi hørte op før han løb tør for masse, der kunne brænde.

Sofie lukkede øjnene og tiltede hoved rundt så manden kunne komme til, mens hun koncentrerede sig om at trække vejret dybt og roligt gennem næsen. Et næsten lettet suk undslap hende da han stoppede. Var han færdig? Havde han brugt hårerne som hun bad om? Ville den cyklus af smerte hun befandt sig i snart få en ende?!

Der var dog noget der ikke føltes rigtig. Hun så op til synet af damp der undslap mandens mund, og hendes øjne blev store. Som stanken ramte hende, måtte hun slå en hånd for munden. Fy for den lede! Hvad skete der med ham?!
Han væltede bagover og et halvkvalt skrig undslap hendes læber da hans mund boblede op i en sølvfarvet masse. Hendes omtågede hjerne arbejdede på højtryk for at regne ud hvad pokker der skete. Med en kraftanstrengelse forsøgte Sofie at skubbe sig på benene, men de nægtede stadig at bære hendes vægt, og hun endte på knæene i stedet. Hun forsøgte at komme nærmere, men blev mødt af muren af varme og dis. "hva.. Hvad kan jeg gøre?!" hun så panikken og smerten i hans øje, uden tvivl en spelling af hendes egen. Helbred havde han sagt... Men der var tydeligvis noget ved hendes evne der skadede ham, som hans fortærrede hende! Måske.. Hendes blik søgte rundt. Hun skulle bruge noget levende! Hendes øjne ændrede sig som hun søgte og hun så pludseligt alt klarere, mere detaljeret! Hendes blik faldt på klumpen der var kommet ud af hende tidligere. Kunne hun..? Hun var nød til at prøve!
Sofie flåde sin handske af og stak hånden i klumpen. Den var varm og det vendte sig i hende, men hun holdt det nede. Hun rakte ud efter sin evne, efter den helbredende del, men kun den der ikke var hos hende. Efter de løse hår hun havde tabt, de løse hår i sin mund, de løse hår i ham, og trak kraften tilbage, fjernede den fra hårståne og sendte det ned i kødklumpen der straks begyndte at ændre form.
Fjernt bemærkede hun hår gro tilbage på sit hoved. Sølvhår destrueret af hvad end der skete med ham, før han havde kunne bruge kraften. Hendes blik faldt tilbage på ham igen og tåerene løb igen fra hendes nu blå øjne. Hun prøvede. Men hvis det ikke skulle være for ingenting skulle han sky de sig!