Det var kort efter middag og selvom vejret var kort og solen på himlen, var det koldt. Det var stødt blevet koldere des længere nordpå Keeran havde rejst, og i forsøget på at komme hurtigere hjem var han også kommet lidt en omvej. Han var ikke længere selv sikker på om han var syd, øst eller vest for Hovedstaden, men han havde fået nogle meget billige overnatninger på vejen og havde holdt sig til store veje, hvor han kunne sidde bag på landmænds vogne det meste af tiden.
For et par dage siden havde han købt en stor uldtrøje af en landmand, som hans hustru havde strikket til ham, men det var også det varmeste han havde på. Hjemme hos sin mor havde han fået et par støvler og en rygsæk, en sovepose spændt oven på den. Den mad og de krystaller han havde fået med af sin mor var allerede brugt; fyrtøj, lidt tørret kød og en øl han havde fået med fra landmandens hustru, var alt hvad han havde i den nu. Han savnede sin jakke, men ingen i Rubinien havde brug for så varmt tøj og nu var han efterhånden så tæt på Hovedstaden at han bare gerne ville hjem til sine egne ting.
Flere af dem han havde mødt på vejen havde forsøgt at fortælle ham at han ikke ville være velkommen i Hovedstaden, men Keeran nægtede stædigt at indse realiteten. Hovedstaden var hans hjem og han skulle nok finde en måde at komme ind på igen.

Han sad i sine egne tanker på ladet, da de kørte forbi en høj fyr, der straks fangede Keerans blik. Der gik et par sekunder inden han opdagede at han kendte ham.
"Ez!" udbrød han og hoppede af ladet uden at tænke, inden han kom i tanke om sin rygsæk, satte i løb efter vognen og hev den til sig. Han fortsatte i løb op til landmanden. "Tak for turen, jeg skal af her," fortalte han med et smil, og vendte så om for at løbe mod Ezhno. Han var lige ved at hoppe i armene på ham, da han alligevel kom på bedre tanker og skænkede farten et par meter fra ham.
"Hej," sagde han stakåndet og smilede i hele hovedet til halvelveren, som han aldrig havde regnet med at se igen.

Ez var gennemfrossen, og hans fødder føltes, som om de var ved at falde af. Han havde fuldstændig mistet overblikket over, hvor langt han havde gået, men det måtte mindst være to dage. Han genkendte ikke rigtigt omgivelserne, men han var også så træt, at han knapt kunne holde øjnene åbne. Hans madrationer var sluppet op, og hans mave gjorde ondt af sult. Han havde spejdet efter en kro eller noget i den stil i timevis, men han havde ikke set nogle steder, hvor han måske kunne tigge lidt mad.

Da han hørte nogen råbe hans navn, var han sikker på, at det måtte være en hallucination, for hvem kunne dog finde på at råbe efter ham herude? Han vendte sig, og et øjeblik senere måtte han fysisk knibe sig i armen for at være sikker på, at han så rigtigt. Keeran kom løbende hen i mod ham. Her midt i ingenting. Keeran, som han havde bekymret sig for og tænkt på i dagevis.

"Keeran!"

Keeran havde sagnet farten, men Ez løb ham i møde og tog ham om livet og løftede ham op i et bjørnekram. Han trykkede Keeran ind til sig, og først dér var han helt sikker på, at det var ham. Han kunne kende hans duft.

"Er det dig?" spurgte han, næsten hviskede det, mens han begravede sit ansigt i Keerans krøller. "Er det virkelig dig? Er du okay?"

Keeran havde ikke været sikker på om hans glæde var gengældt, men da han så Ezhnos ansigtsudtryk var han ikke længere i tvivl. Han lagde sine arme om hans hals så snart han kom tæt nok på og lo af glæde, da han blev løftet op. Uden at tænke over det krydsede han sine ben om Ezhnos ryg.

"Jeg er okay," svarede han og skubbede sit ansigt helt op mod Ezhnos hals. "Det er virkelig mig og jeg er okay. Nu er jeg okay," gentog han, en lettet latter i stemmen. Hanken om hans rygsæk gnavede sig ned i den ene arm han hastigt havde slynget den over, men han var langt mere optaget af Ezhno. Han trak sig væk, men kun lige nok til at kunne se ham i øjnene.

"Du vil ikke tro på den vanvittige rejse jeg har haft. Det er så godt at se dig igen."

Når han så på ham så tæt på, kunne han godt se at Ez ikke havde det godt, og han løsnede op i sine ben, så han kunne glide ned at stå på jorden igen hvis Ez også slap ham.

"Jeg kunne sige det samme," svarede Ez og krammede Keeran endnu tættere ind til sig. Det føltes, som om hans hjerte var ved at eksplodere af lykke. Det var virkelig Keeran! Den Keeran, som han havde tænkt så meget på, og som slet ikke ville slippe hans tanker.

Han smilede og lænede sig ind for at kysse Keeran. Det var måske lidt risikabelt her midt ude i offentligheden, men Ez var ligeglad. Keeran var okay, og det var det eneste, Ez bekymrede sig om lige nu. Han lod sine læber glide over Keerans i et blødt kys, men det blev hurtigt mere insisterende, mens Ez' fingrer snoede sig ind i Keerans bløde krøller.

Keeran ville normalt aldrig have tilladt nogen som helst at kysse sig uden i offentligheden - han var for privat en person til at gøre den slags, ikke engang med kvinder. Men fuck, han havde haft det så hårdt og han havde været så ensom og han længtes efter Ez. Så meget at han lige nu var ligeglad med hvad han normalt ville synes var okay og blot gengældte Ezhnos kys, hans ben endnu en gang strammet om Ez's liv.
Først da han mærkede et sug gå igennem sit mellemgulv, gik det op for ham at det ikke ville fungere at lade Ez påvirke ham alt for meget. Der var intet andet end træer og marker omkring dem, og stadig en dagsrejse til Hovedstaden, som de oven i købet ikke var sikre på at blive lukket ind i.

Et øjeblik overvejede han at slippe deres kys. Så gled han ned at stå på jorden, men holdt sine hænder om Ez's nakke og hev ham med ned i et fortsat kys. Han kunne næsten ikke tro, at han havde glemt hvor godt det føltes at blive kysset af ham.

"Vi behøver ikke at tage tilbage til Hovedstaden i dag," sagde han så, lavmælt og i en udånding imellem kys, i tone af et foreslag; at tage tilbage til Hovedstaden i dag betød at gå næsten en hel dagsrejse længere, at overkomme uoverkommelige forhindringer i form af Kiles Orden, at kæmpe sig igennem hvert et skridt de skulle tage. For ti minutter siden ville Keeran bare gerne have alt det overstået så han kunne komme hjem, men nu ville han intet hellere end at slå lejr med Ez, tænde et bål og udveksle historier.

"Nej, det behøver vi ikke," svarede Ez og smilede mod Keerans bløde læber. Han lod sine hænder glide ned over Keerans sider og klemte hans hofter. "Slet ikke."

Han knugede Keeran ind til sig. Han ville slet ikke give slip. Keeran var den eneste faste base, han havde i det et kæmpe rod, og han ville kamre sig til ham indtil sidste blodsdråbe. 

"Hvor har du været?" spurgte han, da han endelig brød kysset og strøg over Keerans krøller. "Jeg har savnet dig. Det hele har været så... så mærkeligt på det seneste."

Keeran smilede op til Ezhno, alle hans bekymringer glemt i det øjeblik fyren klemte hans hofter, og følelsen af tryghed blev kun større, da Ez også hev ham helt ind til sig. Keeran indåndede dybt og langsomt rullede en form for ro over ham igen, for første gang siden han havde forladt sin mor i Balzera.

"Jeg var hjemme hos min mor. Ikke helt frivilligt, men... det var ikke så lang en omvej fra hvor jeg blev kastet hen. Hun bor vildt langt sydpå, det har taget mig en evighed at komme tilbage." Frustreret gned han en hånd over sit ansigt, men da han så op på Ez igen var det med et nyt smil. "Du har også forladt Hovedstaden?" Keeran så på Ez med hjerter i øjnene - at møde Ez her var det bedste der kunne være sket for ham på det her tidspunkt og han følte sig velsignet af Isari.

"Ja, men ikke sådan helt med vilje," svarede Ez, og han fortalte om den mærkelige krystal og hans tur til elverland. Han blev næsten helt træt af at fortælle det.

"Skal vi ikke finde et sted at sove?" spurgte han og kunne ikke lade være med at klemme om Keerans røv. "Jeg har virklelig haft en meget mærkelig uge, og jeg har savnet dig."

Ez havde aldrig været forelsket før, og hvis nogen havde sagt til ham, at han var forelsket nu, ville han sikkert have afvist det. Men sandheden var, at han var åndssvagt forelsket i Keeran. Helt ærligt talt var der ikke meget der kunne stoppe ham fra at ville være sammen med Keeran. De sidste dages prøvelser smeltede ligesom dug for solen, når bare Keeran smilede til ham. Det var dumt, men det føltes også virkelig dejligt.

Keeran lyttede med undren og fascination til Ezhnos fortælling. Det var så lig, hvad der var sket for ham selv, men der var sket så meget for dem begge at det var svært at holde styr på det hele og så snart Ez nævnte elvere glemte Keeran alt andet. Havde Ez ikke givet hans røv et klem, ville han have nægtet at flytte sig ud af stedet før fyren havde fortalt ham alt der var at fortælle om elvere, men nu var han kommet i tanke om noget andet han måske hellere ville først.

"Lad os," medgav Keeran og hankede op i rygsækken over hans skulder, og brugte et øjeblik på at overveje hvad de skulle. Han vidste at der lå en kro ikke langt fra dem, og selvom han havde været okay med bare at sove i skoven, så var det noget andet sammen med Ez. Om ikke andet kendte Keeran sine svagheder og én af de svagheder var, at han var fuldstændig nødt til at være nøgen i nat. Den bidende kulde overbeviste ham om at det var bedre at tage på en kro.

Han gjorde et nik med hovedet nordpå og ledte an, imens han rodede rundt i sin taske indtil han fandt det tørrede kød og rakte Ez en stribe, inden han også selv tog én. Imens de gik fortalte han om sin egen oplevelse med krystallen, den unge munk han var stødt på som det samme var sket for, trolden der havde reddet ham fra nogle kilepræster, og hvor glad hans mor havde været da han var kommet forbi hende på vejen. Da de kom til kroen var han kun halvvejs igennem det tørrede kød og han lagde det bare i sin baglomme uden at tænke særligt over det, så han fra sin forlomme kunne finde sine sidste krystaller og skrabe nok sammen til at han kunne få et værelse, da han også lagde et bedende blik oveni. Det var heller ikke usandsynligt at det var de spidser ører der havde skaffet dem sympati.

Han takkede kromutter og holdt sig på afstand af Ez, indtil døren var lukket og låst bag dem, og Keeran smilende sparkede sine ørkenstøvler af som det første.

Ez lyttede med fascination til Keerans fortælling. Den lød meget som hans egen, dog med nogle enkelte afvigelser. Det var dog ligemeget, da de endelig nåede til kroen. Ez holdt sig i baggrunden og lod Keeran tage sig af det formelle, men så snart de var alene på værelset, kunne Ez ikke længere holde sig tilbage; han trådte hen til Keeran og holdt om ham, pressede ham ind til sig og drog et dybt åndedrag,

"Jeg har savnet dig," hviskede han og klemte om Keeran. "Jeg har savnet dig virkelig meget."

Ez var allerede halvt ude af sine støvelser, mens han blidt skubbede Keeran hen mod sengen. Hans hænder gled op lamgs Keerans hofter og sider, indtil han kunne klemme om Keeransbrystkasse og kysse ham. Han havde aldrig lyst til, at dette øjeblike skulle ende.

Lige siden Ezhno havde holdt om ham tidligere på dagen, havde Keeran været ulideligt opmærksom på at det var præcis hvad han havde brug for, og da Ezhno endnu en gang lagde armene om ham, lænede Keeran sig straks ind i omfavnelsen. I takt med Ez trak han vejret dybt ind og lukkede øjnene, imens han pressede sit ansigt tættere ind imod Ez's skulder. 

"Jeg har også savnet dig," svarede Keeran, fuldstændig ærlig selvom det først var i dag, at han var blevet mindet om hvor meget han virkelig mente det.

Han lod sig lede hen mod sengen, hans fingre i fuld gang med at åbne Ez's bukser, hans øjne fortsat lukkede. Hans mund gled åben så snart deres læber rørte og han løftede han sig op på tæer for grådigt at presse hele sit ansigt imod Ezhnos. Øjeblikket efter var han tilbage på flade fødder igen, men hev desperat i Ez's trøje for at få ham med ned. 

"Kan vi...?" hviskede Ez og satte sig på sengen, så han kunne trække Keeran ned i sit skød. "Kan vi ikke bare ligge her lidt? Det har virkelig været nogle mærkelige dage. Jeg har været så urolig for dig."

Ez lagde sid ned og hev Keeran med. Han lagde sit hoved på Keerans skulder og lukkede sine øjne, bare et øjeblik. Keeran duftede så godt og trygt, og for første gang i flere dage var Ez ikke stivfrossen eller bange for, hvad der skulle ske. Han lå bare her med Keeran, som var varm og dejlig, og Ez tilted sit hoved en smule, så han kunne kysse siden af Keerans hals. 

Keeran trak vejret tungt, da Ezhno brød deres kys for at hive ham ned på sit skød. Frustration overvældede ham et øjeblik - han havde gjort sit bedste for at få Ez op i samme gear og han var ikke vant til ikke at få sin vilje, men så snart han forklarede, forstod Keeran også.

Desuden var Ez tung og der var ikke meget Keeran kunne stille op, da han blev hevet ned i sengen. Vægten var betryggende og Keeran vendte sit hoved, så han kunne indånde duften af Ez's hår, inden han løftede en hånd og strøg den igennem det i langsomme bevægelser.

"Hvorfor har du været urolig for mig?" spurgte han lavmælt og drejede sit hoved, så Ez bedre kunne komme til hans hals. 

Ez tøvede et øjeblik; havde Keeran spurgt ham for et par måneder siden, ville han nok bare have sagt det ligeud, men Ez havde lært, at de dybere følelser og tanker nogle gange godt kunne skræmme folk lidt væk. Han var for intens, havde han fået at vide, og det sidste, Ez ønskede, var at skræmme Keeran væk, især ikke nu hvor de endelig havde fundet hinanden igen.

"Fordi..." mumlede han mod Keerans varme hud og drog et blidt suk. "Fordi du betyder meget for mig." Okay, det var måske stadig lidt for intenst, men Ez kunne ikke lade være. Han kunne have sagt noget meget værre, så han var ret stolt af sig selv for at holde igen. 

Keerans fingre stoppede midt i deres bevægelse igennem Ez's hår, da han fik sit svar. Det var vel egentlig hvad han kunne have regnet med af svar, men hans tanker havde været et helt andet sted, mere præcist midt i krisen med Kile tilbederne i Hovedstaden.

Han gned sin anden hånd imod sin nakke, men der gik knap et par sekunder, før hans fingre igen strøg igennem Ez's hår. Hans ord havde ikke ødelagt noget, på ingen måde, Keeran havde bare ikke så meget erfaring med at tale om sine følelser og han vidste ikke, hvad han skulle svare.

"Det.. det er sødt af dig at bekymre dig for mig," mumlede han så endelig, lavmælt og med en rødmen, der hastig spredte sig over hans kinder og ned ad hans hals. 

Ez havde løftet hovedet, da Keeran ikke svarede, og han var urolig et øjeblik, men da Keeran rødmede, kunne Ez ikke lade være med at smile.

"Du er ret nuttet, når du rødmer, at du ved det," sagde han med et grin. Så lænede han sig ned og kyssede Keerans lyserøde kinder. "Det starter her," mumlede ham og kyssede Keerans kinder igen. "Og så går det herned." Han kyssede Keerans hals. "Måske breder det sig også herned." Han rykkede sig lidt ned og kyssede Keerans brystkasse. "Tror du, det mon bevæger sig længere ned?"

Keeran slog blikket væk så snart Ez overhovedet nævnte hans rødmen, og han holdt stædigt fast i ikke at sige mere, selvom Ez fortsatte med at tale og kysse ham. Først da han nåede til Keerans brystkasse, greb han fat om Ez's hænder og, med et smil der fyldte det meste af sit ansigt, sagde han så seriøst han kunne; "jeg rødmer ikke. Du er farveblind." 

Smilet forlod ikke hans læber, ligesom farven ikke forlod hans kinder, men han slap sit tag om Ezhnos hænder, delvist for at kunne lægge sine egne hænder om hans kinder og hive ham op i et rigtigt kys, og delvist fordi han gerne ville have at Ezhno gjorde ting med sine hænder, som han ikke kunne gøre, hvis Keeran holdt om dem.

Ez smilede mod Keerans læber. "Det må være dét," mumlede han og lod sine hænder glide ned langs Keerans krop. Hans hud var så varm og blød, at Ez nærmest fik lyst til at nive ham, give ham nogle blåmærker, som Ez derefter kunne kysse og pleje. Det var ikke en følelse, han havde følt før, og den ville nok have overrasket ham, hvis han ikke havde for travlt med at kysse Keeran.

"Du er så smuk," hviskede Ez, da han efter et stykke tid brød kysset for at se ned på Keeran. Han smilede og begyndte så at kysse ned ad Keerans hals, hans brystkasse, hans mave... 

"Sig, du har savnet mig," hviskede Ez mod Keerans navle, mens han langsomt hev ned i Keerans bukser. "Sig det igen."

Keeran forsøgte slet ikke at svare på Ezhnos kompliment. Han var ikke god til at modtage komplimenter, og selvom han egentlig var god nok til at give dem ud, så havde de altid føltes falske for ham, når han kun gav ét fordi han havde modtaget ét.

"Jeg har savnet dig." Keeran sagde det så snart han blev bedt om det og han løftede sig ivrigt op, så Ez nemmere kunne få bukserne af ham. "Jeg har savnet dig så meget," indrømmede han igen, denne gang lavere. 

"Igen," hviskede Ez, mens han smed Keerans bukser ned på gulvet. "Sig det igen."

Han ventede ikke på Keerans svar, men lod i stedet sine læbe glide over Keerans behåring. Han begravede sit ansigt i det og trak vejret dybt. Duften af Keeran gjorde ham vild. 

"Sig noget mere," sagde han mod roden af Keerans pik. Han lod sine læbe glide over skaftet, indtil han kunne kysse hovedet. Han så op på Keeran og smilede. "Hvad vil du have, at jeg gør?"