Keeran gik på en øde landevej og havde været helt alene, da han var stødt ind i en flok kiletilhængere. Han havde endnu ikke hørt om deres holdning til elvere, eller halvelvere, og gik bare med hænderne i lommen, uden så meget som at flytte sig for dem. Dén mangel på respekt i sig selv havde de ikke taget pænt, og det var kun blevet værre da de havde opdaget hans spidse ører.

Én af dem havde taget fat i Keerans trøje og lagt op til et slagsmål, som Keeran havde kastet sig ud i, uden at tænke på at han var i undertal. Resten af kiletilhængerne havde selvfølgelig hjulpet deres broder og selvom han fik et par gode slag ind, gik der ikke længe før der var en kiletilhænger til at holde om hver af hans arme og én der gjorde sit for at slå ham, imens Keeran sparkede vildt fra sig.

"Slip mig. Slip mig!" Han råbte og sparkede og forsøgte at hive sine arme til sig, hans vrede langsomt vigende for panik.

Det var en let skyet dag og det havde regnet om natten, hvilket ikke havde gjort Kronos noget. Selvfølgelig var han blevet våd, det var ikke let at finde ly i dette flade land uden andet end marker og små sølle skove. Ingen klippehuler. Men der var samtidigt også meget varmere hernede end han var vant til fra norden, så han havde ikke frosset. 
Nu bevægede den store dværg sig igennem det rimeligt flade landskab. Lige her var der nogle stejle bakker, hvilket han næsten helt fornøjede sig med at gå op og ned af, selvom det var ingenting i forhold til de bjerge, han kom fra. Nogle gange savnede han dem, men der var så mange nye ting at se og opleve i resten af verden, at det var sjældent han i det hele taget tænkte tilbage på sit gamle hjem.

Som han kom over en bakketop, blev han overrasket af et råb. Ikke så langt væk lå en vej og på den vej var fire mennesker - eller hvad race de nu var - ved at tæve løs på et andet menneske - eller hvad race han nu var. Kronos gik ikke så meget op i den slags. Men der var i hvert fald noget forkert ved situationen. Hvis det nu havde set nogenlunde lige ud, havde han bare fnyst af dem og gået en anden vej, men fire i mod én? Og det var panik han kunne høre i den ene persons stemme?
Det der nok gjorde udslaget var, at de fire angribere bar sorte rober og røde masker. Det gjorde dem uhyggelig, unaturlige, og Kronos brød sig ikke om disse Kilepræster, som Asher havde forklaret ham, at de var.

Så uden at tænke nærmere over det, satte han af ned af bakken, hvilket hurtigt fik jorden til at gungre under det tonstunge væsen. Da han kom nærmere udstødte han et brøl, der samtidigt fremviste hans imponerende sæt spidse tænder. To af præsterne satte af sted i løb så snart de fik øje på ham, hvor en frøs til stedet og den sidste kun langsomt begyndte at bakke væk. Hårdt klaskede Kronos til den første præst med en underarm, så han lettede fra jorden og fløj et godt stykke igennem luften. Trolden fortsatte hen mod den sidste, der gav op på at løbe og så op på det kolonorme væsen, der lænede sig frem med en brummende knurren og de spidse tænder blottede. Denne sortklædte skikkelse lugtede af frygt og pis og for et øjeblik havde Kronos lyst til at bide hovedet af ham. De stod sådan lidt, inden han fnøs hårdt, rejste sig på bagbenene, samtidigt med at han lukkede sin næve rundt om livet på personen og derefter kastede ham hårdt efter dem, der var flygtet. Endnu et brøl lød fra ham, som sagde han "og bliv væk!", inden han langsomt vendte sig om mod den, de havde slået på. Hvis han altså stadig var der og ikke også havde taget benene på nakken. 

Keeran hørte trolden komme inden han så ham, og mærkede hvordan det fik kilepræsterne til at slække grebet i hans arme. Han udnyttede det til at flå i dem, så meget han kunne, indtil han fik løsrevet sin ene arm og øjeblikket efter stak præsten af. Keeran turde nærmest ikke, men han løftede alligevel blikket og så direkte op på den største trold han nogensinde havde set - den eneste trold, faktisk, men stadig; den var langt større end hvad han havde forestillet sig at trolde var.

Keeran var lige så froset til stedet som den kilepræst, der stadig halvhjertet holdt fast om hans arm, men slap i det øjeblik trolden langede ud efter ham, og Keeran skævede efter ham uden at føle medlidenhed for ham. Svinet havde fortjent det.
Keerans ben føltes svage under ham og selvom han overvejede selv at stikke af, imens trolden brølede af den sidste kilepræst, så vidste han godt at det ikke ville lykkes ham at komme særlig langt.
Han så op på det store væsen, da det vendte sig om imod ham, og smilede prøvende til det. "Hey, øh.. tak. Jeg havde virkelig brug for din hjælp og... du hjalp mig. Hvis der er noget jeg kan gøre for at takke dig, mand, så siger du bare til." Keeran gned sine hænder sammen og håbede virkelig på at trolden forstod mere krystaliansk end bare 'bliv væk'.

Manden foran Kronos begyndte at plapre og trolden missede de fleste af ordene, men forstod dog, at han takkede ham. Høflighed. I Kronos' flok brugte man ikke udtrykket "tak", men han havde lært, at det var noget man skulle i denne forunderlige verden med alle disse underlige væsner. Så det var da tilfredsstillende, at dette væsen forstod at bruge ordet.
Lidt usikker på, hvad manden egentligt var af race og om han var en, Kronos skulle passe lidt på med, lænede han sig frem, så hans ansigt var meget tæt på manden, og stirrede fast på ham med sine meget blå øjne. Næsehullerne åbnede sig for at han kunne snuse grundigt til ham. Lidt forvirrende informationer han fik ud af det, men de spidse ører indikerede noget elver, mens resten mest bare var menneske. Et fnys lød fra ham, som han var færdig med undersøgelsen og han rettede sig op igen. Siden manden så nogenlunde sikker ud på sine ben og der ikke lugtede af blod, regnede Kronos med, at han nok kunne klare sig selv.

Han begyndte at gå, hvilket førte ham hen forbi den ene kilepræst, der lå stille på jorden. Nysgerrigheden tog over og han bukkede sig ned for at se, om manden var i live. Hvis ikke, så var der jo et udmærket måltid lige der. Ikke at Kronos normalt spiste mennesker, ikke hvis han skulle slå dem ihjel med henblik på mad, men hvis manden nu var død alligevel, så skulle han da ikke gå til spilde. 
Der var ikke rigtigt noget bevægelse, så han rakte ud og skubbede til manden i den sorte robe for at vende ham. Et glimt af metal og en pludselig smerte fra hans store hånd fik ham til at brøle overrasket. Manden havde bare ladet som om og havde stukket ham med en stor kniv. Vreden væltede op i trolden, der normalt var ganske fredelig, men han fandt sig ikke i at blive stukket i! Hurtigt greb han manden med begge hænder og klemte til. Skrig lød fra manden, indtil der lød et knæk og kroppen blev slap. Stadig vred kylede han manden ned i jorden og klaskede en knyttet næve ned oven i liget. Så! Så kunne han lære at lade være med det!

Blodet dryppede fra det relativt lille sår i hans hånd og han betragtede det lidt, inden han stak området i munden. Det halve menneske havde han glemt alt om.

Keeran så til, frosset til stedet, imens han blev undersøgt af trolden. Han vidste ikke hvad den ledte efter, men han åndede lettet op da trolden blot gik videre.
Han var ved at samle sig selv, da han ud af øjenkrogen så kniven glitre, men han nåede overhovedet ikke at reagere inden trolden allerede var blevet stukket og Keeran trådte forskrækket flere skridt tilbage, da han så hvordan den reagerede på det. Han var på nippet til bare at stikke af, inden han kom i tanke om hvor fucked han ville have været, hvis ikke den havde reddet ham. Han var nødt til at give lidt igen.

På trods af tøven gik han hen til trolden.
"Jeg kan godt hjælpe dig med dét der," tilbød han, ikke sikker på om trolden overhovedet forstod ham og rakte langsomt op for at tage den stukkede hånd. Keeran lod sin evne løbe igennem den til den langsomt healede fuldstændig. Hvis ikke det var fordi trolden kunne myrde ham på et øjeblik hvis den havde lyst, så virkede den tilsyneladende venlig nok.
"Hvor skal du henad? Jeg skal nordpå, du er velkommen til at komme med." 

Stikket i Kronos' hånd var dybt nok og blev ved med at bløde. Vreden sad stadig i ham og han blev stående lidt, som overvejede han at sparke til liget. Mase det fladt. Eller æde det. Men inden han kom så langt, at han tog en beslutning, fangede en bevægelse hans øjenkrog og han flyttede hurtigt på sig, klar til at skulle kvase endnu en kilepræst. Men det var halvmennesket, han havde reddet. Stadig på vagt, lyttede han grundigt til de ord, det mindre væsen sagde. Hjælpe? Tøvende lod han ham tage ved den store hånd og med store øjne så og mærkede han ham heale hånden. Healingmagi. Han vidste det eksisterede, men ingen i troldeklanen kunne heale. Magi var ikke rigtigt eksisterende hos dem. Sammen med menneskemanden havde han set healere arbejde før, men havde aldrig selv haft behov eller mulighed for at prøve før. 

Med åben mund og store øjne gloede han på sin hånd, lukkede den og strakte fingrene ud. Der var intet at mærke, intet frisk blod. Væsnet foran ham snakkede til ham, men Kronos hørte ikke rigtigt efter. Han var mystificeret og imponeret. Så da han var færdig med at stirre på sin hånd, flyttede han blikket til halvmennesket og huskede sig selv på det der høflighed. Man kunne næsten fornemme, at han tog tilløb, inden han åbnede munden og forsøgte at forme ordet.
"Taa-aak." Det var ikke så meget en menneskelige stemme, som det var en knurrende lyd, formet til et ord, men siden der kun var en stavelse, var det nogenlunde nemt nok for ham at få udtalt forståeligt.

Hvad så nu? Noget med nord på. Havde det lille væsen lige sagt, at han var på vej nord på? Det mente Kronos nu nok han havde. Han havde ikke selv nogen bestemt retning han skulle i, som han bare var på tur for at se Krystallandet. Asher skulle nok finde ham igen en eller anden dag.
Uden at spørge om lov først, nogen menneskemanden havde forsøgt at lære ham, men som ikke helt hang ved endnu, rakte han ud og tog ved healer-væsnet. Forsigtigt, selvfølgelig. Og uden problemer løftede han ham op og satte ham af i nakken af sig selv. Det bedste sted at placere sådan en, hvis de skulle have en ridetur. Hans ryg var for stejl, så gled folk bare af, hans skuldre fyldt med træstubbe og han gad ikke slæbe på dem på armen. I nakken var der rygstøtte fra hans skuldre og horn at holde fast i. Selvfølgelig var det lidt tungt, men det kunne lade sig gøre og det her væsen vejede ikke så meget.
Efter at have sluppet halvmennesket begyndte Kronos at gå. Mod nord, selvfølgelig.

Keeran så stolt og smilende op på trolden, da den takkede ham. Dens stemme var en smule skræmmende, men den havde jo allerede vist at den ikke ville ham noget ondt, så han stolede på den.

"Det var ingenting," svarede han smilende, inden han pludselig blev løftet op. Han kom med et overrasket udbrud, men ikke noget højt eller skræmt, bare overrasket. Da han først sad oppe på nakken af trolden, følte han sig også næsten tilpas. Trolden vidste vist hvad den havde gang i.

"Øh.. tak," sagde Keeran og lagde sine arme om troldens hoved i en slags kram. Det var sådan han havde gjort da han var helt lille og hans bedstefar havde båret ham på samme måde, og Keeran var et kærligt væsen, der var hurtig til at stole på andre og vise dem sit venskab.

"Mit navn er Keeran. Har du et navn?" spurgte han, inden han blev distraheret af hvor god udsigten var fra hans plads på troldens nakke. 

Halvmennesket lagde armene om Kronos’ hoved, hvilket ikke var en gestus Kronos forstod, så han ignorerede den bare. Kram og den slags kærlige ting var ikke rigtigt noget, han forstod sig på, ikke på den måde. Så han fortsatte bare med at gå - ikke på vejen, som snoede sig lidt, nej, han vadede bare ind over de grønne græsmarker. Det skete selvfølgelig, at han kom til et område, han ikke kunne komme igennem, men så måtte han jo gå udenom. Veje var kedelige at gå på, selvom han godt kunne se det lette ved dem, især for de mindre væsner. Men det var kedeligt, han kunne godt lide at gå, hvor andre ikke gik og se naturen omkring sig. Nogle gange fandt man noget spændende. Eller mad. Der var mere mad væk fra vejene.

Et navn. Kronos forsøgte at indprinte sig måden, hvormed væsnet sagde sit navn på. Det var et svært navn og han var ikke helt sikker på, at han kunne sige det. Hans stemme ville ikke rigtigt de der indviklede lyde og stavelser. Men sit eget navn kunne han da.
”Krooonoooos.” Hans o’er blev lidt lange, men de fleste kunne nu nok høre, hvad der lå bag.

I et roligt tempo gik han af sted og nød vejret, der var dejligt i dag. Det var meget anderledes end der, hvor han kom fra, der var koldere og mere vådt. Og fyldt med sten og bjerge og andre byttedyr end det, han kunne finde her. Han vidste ikke helt, hvad han bedst kunne lide. Men der var masser af mad her, så det var på ingen måde dårligt. Hvilket mindede ham om, at han var ved at være lidt sulten igen. Måske skulle han have spist det onde menneske alligevel.

"Kronos?" gentog Keeran spørgende, ikke helt sikker på om troldens lange o'er havde været med vilje eller ej. Han havde aldrig mødt en trold før, så han vidste ikke noget om deres evner til at tale eller om deres navne.

"Der er en virkelig god udsigt heroppefra," sagde Keeran og så sig nysgerrigt omkring. Landet var noget smukkere, når man havde en trolds højde. Desuden syntes han at stilhed var kedeligt.

"Er du herude helt alene?" tilføjede han lidt bekymret. Han havde ikke set andre trolde på sin vej og han syntes det var synd, hvis Kronos ikke havde nogen venner overhovedet. Han vidste ikke om Kronos overhovedet forstod ham, eller forstod hans kram, men han knugede alligevel kort armene om troldens hoved igen i en slags kram, fordi det var den eneste måde han kunne tænke på at trøste ham på, hvis nu han virkelig var helt alene. 

Som halvelveren gentog hans navn, kom Kronos med en bekræftende brummen. Kronos var hans navn, udtalt sådan på sprog, der ikke var vildtroldsk. Hvilket var lige så rigtigt som udtalt på hans eget sprog. Det var ikke så vigtigt for ham, han skulle nok opdage, hvis der blev kaldt efter ham.
Kronos svarede ham ikke på det næste, han sagde, mest fordi han ikke havde ord til det. Men jo, der var sikkert en god udsigt, når man var vant til at være nærmere jorden. Kronos kunne også rejse sig i sine fulde fire meter og se rundt, men ud over udsigten, var der ingen grund til at gøre det, så han fortsatte bare med at gå.

Det næste spørgsmål blev efterfulgt af den underlige gestus med at lægge hans arme om Kronos’ hoved. Han forstod på en eller anden måde godt, at det skulle være en kærlig ting, men han forstod ikke helt, hvorfor. Spørgsmålet kunne han dog godt svare på, igen med ord, der var udtalt på en spøjs måde.
”Aleenøøh. Nuuh.” Han var ikke alene, han havde Asher. Mennesket var godt nok blevet væk og det var ved at være lidt længe siden, at han havde set hende, men han var jo ikke alene. Han følte sig ikke alene. Selvom han nogle dage lidt savnede at have nogen at snakke med.

Keeran var glad for at høre at Kronos trods alt forstod ham lidt. Nok til at komme med en bekræftende brummen, når Keeran spurgte ham om han havde fået rigtigt fat i hans navn.

"Hmm," svarede Keeran, da han hørte at trolden var alene nu. Det lå helt instinktivt i ham, at han ikke brød sig om at nogen var alene, og især ikke den her trold, der havde reddet ham. Han havde slet ikke været klar over hvor farligt det var at rejse alene som elver, eller halvelver, nu. Han skrev sig bag øret at gemme sine ører, når hans og Kronos' veje på et tidspunkt skiltes igen.

"Også mig. Jeg rejste med en fyr indtil for kort tid siden. Så skulle han en anden vej. Jeg tror du ville have kunnet lide ham. Han var god til at slås. Jeg lærte et par tricks fra ham, jeg kan vise dig dem senere, hvis du vil. Selvom én som dig sikkert ikke har brug for den slags." Keeran forestillede sig at hvis man var så kæmpestor og tung som en trold, så havde man ikke brug for tricks som at bruge modstanderes vægt mod dem selv.

Kronos ville bare have tænkt, at Keeran var underlig, hvis han havde luftet sine bekymrede tanker for at Kronos var alene. Normalt havde Kronos en flok, men det havde han ikke mere og ind til videre gik det nogenlunde alene. Mennesker var sære og nogle gange ret svære at forstå, siden de levede efter nogle regler, som Kronos ikke forstod, men han var ind til videre kommet rimeligt godt igennem det uden alt for store problemer. Så længe han holdt sig væk fra mere befolkede områder. Derfor var Medanien så godt, det var nemt at komme uden om de små bebyggelser.

Halvmennesket begyndte at snakke om en, han kendte og Kronos lyttede tålmodigt efter. Et dæmpet fnys kom fra ham, da han snakkede om at lære at slås. Kronos' størrelse taget i betragtning, var det ikke svært for ham at klare sig mod de små væsner i dette land, ikke medmindre de var mange. Og brugte forstærkede net, som de troldejægere, der havde været hans første møde med de små racer i landet. Og Asher, der havde reddet ham. Hun kunne slås. Men det kunne han også, selvom han havde været den nederste i hierarkiet i sin flok. Han var bare alt for fredelig.

Der var ikke noget at se omkring ikke, med det første. En røgsøjle dukkede dog op i horisonten og Kronos rettede nysgerrigt sin rute ind efter den. Det var for tykt til at være et bål, meget mere sort. Hvad mon det kunne være?
Uden at skifte tempo, kom de inden længe frem til en bakketop, der gav dem et frit udsyn over området. Et lille stykke skov var spredt foran dem og i kanten af skoven lå en hytte. Eller hvad der engang havde været en hytte, men nu var forkullede rester af en. Den røg stadig, men der så ikke ud til at være nogen. Kronos begyndte at gå ned af bakken for at se nærmere på det.

Keeran forstod udmærket Kronos' fnys og han grinede lavmælt af det også. Selvfølgelig havde trolden ikke brug for at lære at kæmpe. Kai ville heller ikke kunne vinde over Kronos, ligegyldigt hvor mange fede kamptricks knægten havde lært i sit tempel.

Keeran faldt en smule i staver over udsigten, og opdagede først røgsøjlen efter at Kronos havde rettet sin rute efter den. Han var lige så nysgerrig som trolden tilsyneladende var og da de nåede op til bakketoppen sad han helt lænet frem på Kronos' skuldre, ivrig efter at se hvad det kunne være.

Så snart Keeran genkendte røgen som værende fra en hytte, steg frygt op i Keeran. Der kunne være mennesker i den, eller nogen der havde brug for hjælp omkring den.

"Nej," gispede han. "Vi er nødt til at hjælpe," sagde han, henvendt til Kronos, og inden han fik tænkt sig om, gled han ned fra troldens skuldre og satte i løb mod hytten. Kronos' normale gåhastighed var ikke meget langsommere end Keerans desperate løb, men Keeran kunne ikke holde det ud, hvis ikke de skyndte sig.

"Hallo? Er her nogen?" råbte han, da han kom tættere på hytten. Jeg kan heale, jeg kan heale, tænkte han, som en mantra, imens han sprang ind og ud imellem forkullede og glødende træbjælker.

Kronos nåede ikke at stoppe, før halvmennesket var gledet af ham og satte i løb ned af bakken mod hytten. Hjælpe. Kronos satte nu ikke farten synderligt op, han havde en ubevidst formodning om, at det var for sent at hjælpe, når ilden alligevel var død. Det var længe siden, at der var sket noget her.
Trods det, var varmen fra ruinerne mærkbar og han sørgede omhyggeligt for ikke at komme til at træde på noget af alt det varme træ. Så det der med at udforske selve tomten lod han den paniske mand om. I stedet bevægede han sig til siden for at gå rundt om hytten. Det kunne jo være, at der var noget spændende på den side, der vendte om mod det lille stykke skov.

Det var tydeligvis bare et lille husmandssted med køkkenhave og en lille indhegning til dyr. Indhegningen var interessant, det kunne være, at der var mad, men nogen havde ødelagt hegnet og der var ingen dyr i syne. Skuffet fortsatte Kronos sin ekspedition om bag huset, hvor han fik øje på noget helt andet. Der var nogen. Stadig uden at virke specielt påvirket gik han over til personen, der lå på maven og med ansigtet ned i jorden. Kronos vidste instinktivt, at der ikke var noget liv. Og ganske rigtigt, personen var død. Lidt forsigtigt rakte han ud med den ene store hånd og vendte personen rundt, så han kunne se ansigtet. Halsen var blevet skåret over og der var halvstørknet blod over det hele. Et trist udtryk gled over Kronos’ ansigt. Det var en ældre mand med de samme ører som hans nye ven, men også samme lidt mere grove træk end en rigtig elver. Endnu en halvelver. Han stod lidt, tavst, og så på liget. Man kunne måske ligefrem tro, at han funderede lidt over livet, men mest følte han sig bare lidt trist over, at folk slog hinanden ihjel.

Keeran nåede hele vejen ned til ruinen af en hytte og kiggede ind i den, kun for forskrækket at træde tilbage, da han så et forkullet skelet. Han faldt over en bjælke da han bakkede væk fra det, men han landede blødt på den afbrændte jord og var hurtigt på benene igen. Koldsved spredte sig over hans krop, og hvad Kronos hele tiden havde vidst, gik langsomt op for Keeran også: de var kommet for sent. Nu ville halvelveren bare gerne hurtigt væk herfra og han gik målrettet hen til Kronos, så de kunne følges væk.

Først da han stod ved siden af trolden, fik han øje på hvad den så. Keeran fik det dårligt bare ved synet af mængden af blodet, på trods af at han havde arbejdet i flere år for Helbredelseshuset, men han gik alligevel også tættere på, indtil han var tæt nok på til at kunne genkende elver-trækkene.

Tårer vældede op i Keerans øjne, imens frygt langsomt spredte sig i hele hans krop. Det her kunne have været ham, hvis ikke Kronos havde reddet ham. Det her kunne have været nogle af hans venner fra Dianthos. Det kunne have været Ezhno. Frygten fordoblede sig.

"Jeg er nødt til at komme hjem så hurtigt som muligt," sagde Keeran og sank en klump, inden han så op på Kronos. Og så, som et lille barn, rakte han sine arme op imod trolden, bedende om at lift igen.

Da han hørte skridt, løftede Kronos hovedet og så mod halvelveren, han havde båret rundt på. Udtrykket i hans ansigt fortalte Kronos, at han var forfærdet over det, der var sket her. Noget der påvirkede ham. På den ene side forstod Kronos det godt, på den anden side vidste han med sig selv, at han ville trække på skuldrene og gå videre uden at spekulere nærmere over det. Det kom ikke ham ved og han kunne ikke gøre noget ved det alligevel. Død var en naturlig del af livet, også selvom den blev påtvunget af andre.

Det mindre væsens ord fik trolden til at lægge hovedet på skrå og blinke en ekstra gang. Hjem? Hvad var hjem? Han tøvede lidt med at samle ham op, for selvom Kronos gerne ville hjælpe, havde han sit eget at lave. Lede efter Asher, f.eks.
”Hjeeeeeem?” Hvad var hjem? Hvor var hjem?
Men inden han fik svar, samlede han Keeran op igen og satte ham i sin nakke som før. Han kunne vel tage ham noget af vejen i det mindste. Det lille væsen så så trist og desperat ud og det kunne Kronost ikke helt stå for.

Han bakkede et skridt fra liget og noget knasede under hans ene fod. Nysgerrigt flyttede han på sig og samlede et hvid genstand op. En maske, der nu kun lige hang sammen. Han genkendte den fra dem, han havde reddet sin nye ven fra og en smule vredt knyttede han næven om den, så den blev til smulder.

Keeran vidste ikke hvad han skulle svare til hvad der lod til at være et spørgsmål fra trolden. Teknisk set var hjem Dianthos, men det virkede farligere og farligere des tættere de kom derpå.
Det var en hel lettelse da Kronos trods alt løftede ham op igen og Keeran lagde sine underarme imellem troldens horn, klar til at begrave sit ansigt i dem, da han så masken han havde hevet op. Væmmelse og frygt spredte sig på ny i Keerans krop og han kørte nærmest panisk sine hænder igennem sit krøllede hår for at få det til at dække sine ører.

For hvert sekund han brugte på at få styr på sit vilde hår, voksede klumpen i halsen på ham sig større og før han vidste af det, blev det for meget og tårerne vældede ud af ham med et hulk. Han var forvirret og han havde aldrig været så bange før.

Med et hulk hvilede han sig over Kronos, hans underarme under hans ansigt, og græd, stort set lydløst, ned mod trolden.

Der kom ikke noget svar fra hans nye ven og Kronos blev derfor stående. Hans tanker var allerede ved at finde noget andet at beskæftige sig med, men pludseligt lød der en hulken oppefra og det lille væsen lænede sig ind over hans hoved og græd. Lidt overrasket blinkede trolden og stivnede. Hvad skete der nu? Han forstod godt, at Keeran var ked af det, men derfor var det pludselige følelsesudbrud stadig overraskende. Forvirret stod Kronos lidt, næsten bange for at bevæge sig. Men så igen, han kunne ikke blive stående der.

Så langsomt bevægede han sig væk fra den nedbrændte hytte og lugten af død for at gå ud på bakken dækket af græs, den vej de kom fra. Her fandt han sig en god plet og satte sig ned, forsigtig så han ikke flyttede for meget rundt med den triste halvelver. Og så ventede han bare på, at gråden holdt op, så han kunne finde ud af, hvilken vej de skulle gå.
Det med at trøste var ikke hans største side, især ikke med sådan et lille væsen, så han lod ham bare græde, mens han selv sad og så lidt ud i luften. Tom for nogen mere sammenhængende tanker. Vejret var godt, fuglene fløjtede og et par hårdføre insekter kravlede rundt i græsset. Kronos kunne godt lide at gå rundt i dette område. Han havde ikke helt styr på, hvor han egentligt var, men det var også okay. Han var ikke faret vild, for han havde ikke et mål. Ikke før hans nye ven gav ham et.

Keeran bemærkede knap nok at Kronos gik med ham, og selv hvis han bemærkede det, var han ligeglad - så længe han kom væk fra den død og ødelæggelse han havde set her, var han glad.
Han opgav hurtigt at stoppe sig selv fra at græde, og lød tårerne flyde, indtil han simpelthen ikke havde flere tårer tilbage. Da han endelig rettede sig op og så sig omkring, sad han med Kronos på en bakke af græs, og så mod solen, der var kommet noget længere ned på himlen. Et tungt suk undslap ham og han tørrede sine kinder med bagsiden af hånden, inden han tog sig sammen til at sige noget.

"Tak," sagde han som det første og klappede Kronos på hovedet, mest fordi han ville have aet ham, men ikke tænkte at det ville være behageligt med troldens hårde krop. "Hjem er mod nord. Dén vej," sagde han og pegede, lænende sig ned over troldens skulder for at sikre sig at den kunne se hans arm, der var lille i forhold til dens store hoved og krop.
Gråden havde udmattet ham, og hvis ikke Kronos holdt ham vågen på den ene eller anden måde, ville han hurtigt komme til at falde i søvn på ham. 

Kronos var faldet ret dybt i staver, da hans nye ven flyttede på sig og så sagde tak, hvilket bare fik en dæmpet brummen fra trolden. Han var ikke helt sikker på, hvad der blev sagt tak for. Tak, det sjove ord, der ikke eksisterede i hans eget sprog. Men selvom han fandt det unødvendigt, kunne han godt lide det alligevel.
En arm kunne skimtes og den pegede i en retning. Nord. Det var nok meget rigtigt, som sagt havde Kronos ikke tænkt så meget over, hvor han var og hvilket vej var hvad. Men de skulle den vej. Roligt rejste han sig og begyndte at gå, roligt, men alligevel i et godt tempo. Han havde en fornemmelse af, at det lille væsen havde travlt.

Det lille væsen faldt uden tvivl i søvn, siddende på hans hals, lænet ind over hans hoved. Det gjorde ikke Kronos noget, han kedede sig ikke, når han gik. Der var mange ting at kigge på og ikke så mange tanker at gøre med, så den ensformige gang lullede ham bare ind i et tomt stadie, hvor hans sanser stadig var vågne efter farer eller mad, men resten bare gik per automatik.
Tiden gik og han gik uden pause. Hvor langt mod nord de skulle, kunne han ikke svare på, men han blev ikke så træt af at gå. Dog, da solen var på vej ned over horisonten, stoppede han op ved en bæk. Han var tørstig. Forsigtigt rakte han op og tog ved det lille væsen for blidt at tage ham af sin nakke, så han kunne bukke sig ned for at drikke af bækken uden at tabe ham i vandet. Det var koldt og frisk vand og Kronos drak til.