Uro var en usædvanlig følelse. Den var uvelkommen. Men fordi Licinia lever i en menneskekrop, er de menneskelige følelser somme tider uundgåelige. Ligesom mange andre ting, var disse følelser uvelkomne.


Licinias ansigtstræk er uforsonlig perfektion. Hendes lange, usædvanlige hvide hår indrammer hendes fine smalle ansigt med lysende katteagtige øjne. Men hendes smukke ansigtstræk ser på en eller anden måde strammere ud nu, som om hun anstrenger sig for at bevare selvkontrollen, og anstrengelsen skinner igennem den kolde facade. For bag det kolde ydre, lurer en katastrofisk stemning.

Stilheden runger i spisesalen. Licinia sidder alene for enden af et langt bord af mørkt kirsebærtræ, udskårne ben og rigt detaljeret udsmykning på kanterne. Hun sidder rank med ryggen mod stolens røde fløjlspolstring. Bag hende knitrer og sprutter det fra en pejs. Det røde lys fra ilden slikker over hendes skuldre og arme, så hendes hud glimter som juveler, men henlægger hendes ansigt i mørke skygger. I modsatte ende af salen står der vagter, to og to, skulder mod skulder, i retstilling på hver sin side af de lukkede døre til salen. Hun bider tænderne sammen og fæster et faretruende blik på vagterne. Et blik, som ville have fået blodet til at fryse til is hos selv den modigste mand. Hun tænker, at selvom Ra’s al ghul aldrig har haft behov for vagter for beskyttelse, måtte de alligevel være her for at holde øje med hende. Jeg har været væk længe. Mon min pludselige flugt fra krystalriget og Dead Shadow har foranlediget ham til at tvivle på hendes loyalitet?un
 
Maden er stillet frem af en tjenestepige. Tjenestepigen havde, opskræmt af den truende dæmon, skyndt sig at stille en sølvbakke med kød, brød, ost og blodrød vin foran Licinia, og var med et sky blik hastet bort. Licinia har dog ikke værdiget pigebarnet megen interesse, og i stedet har haft sænket blikket, så de vifteagtige, sorte vipper ligger pænt ind mod hendes hud. Staklen er formentlig tvunget i arbejde her.

Licinia har ingen appetit, men synker alligevel vinen, der risler velbehageligt gennem hende. Licinia er iklædt en tætsiddende sort kjole, som ikke overlader meget til fantasien på grund af den dybe v-udskæring. Det er en simpel kjole, med lange blondeærmer.
Hun svinger sine lange ben op over armlænet så slidsen i hendes kjole afslører hendes bare ben. Hun burde være hendes nøgenhed pinlig bevidst. Men hvorom meget hun forsøgte at imiterer de adelige og fornemme kvinder i krystalriget, ville et dybtliggende dæmonisk instinkt altid skinne tydeligt igennem. Hun kunne tage et hvilken som helst form. Kunne foregive sig som en simpel kvinde, eller antage sig dæmoniske form. Denne skønne form er blot for menneskernes skyld, lyver hun for sig selv, for det var selvfølgelig hendes forfængelighed der dikterede det.

Hendes lange spidse negle, prydet med metalspidser, trommer utålmodig på bordet, og lyden giver ekko i den store sal. Hun er netop hjemvendt, selvom hendes hjemkomst ikke ligefrem var liv og glade dage. Hun var blevet budt ind med bekymring og skepsisme fra vagterne, der straks havde sendt bud efter hendes herre. Licinia havde dog ikke føjet deres ordre om at blive på hendes værelse, og havde i stedet bjæffet ildevarslende ordre ud. Hvor vovede de at behandle hende som en fange! De havde bare at bringe hende mad, og det skulle være i den store spisesal. Vagterne havde bekymret eskorteret hende til spisesalen. Eller nok nærmere, fulgt hende i hælene. Ja, hun havde for lang tid siden skyndt sig om bord på et skib, og vendt krystalriget ryggen. Vendt hendes herre ryggen. Men det havde ikke været nemt i al den tid.

Til tider ville hun vågne om natten, ved en mærkelig rumlen. Som om hele rummet rystede omkring hende. Hun ville føle sig svimmel og varm i hovedet. Mærket på hendes håndled ville brænde. Hun vidste hvad der nu ville komme. Snart ville Ras stemme ekkoe i hendes indre, solid som jorden under hendes fødder, og vedholdende. Den kaldte hende tilbage til krystalriget. Den blev dog i et splitsekund afløst af en smerte så dyb, at hun til tider troede, at den aldrig ville forsvinde. Hver gang rev og sled det i hendes krop, som en vild feber, der truede med at rive hende i to, og selvantænde hendes hud. På et tidspunkt fortonede smerten sig dog, og hun ville lægge sammenkrøbet på gulvet, badet i sved. Udmattet. Svimmel. Men med et lille sejrrigt smil dirrende om munden, frydefuld over at havde modstået hendes herres kalden endnu engang. Men til sidst måtte hun vende næsen hjem. Hjem til uvished.

Fodtrin i det fjerne bringer hende tilbage til virkeligheden, ud af tankernes vildfarelse. Hun stryger fingrene hen over mærket på håndleddet. Dead Shadows symbol brænder hende på håndleddet. Følelsen er som at stikke sine forfrosne røde hænder i varmt vand. Intet kan brænde som kulde. Så hun trækker kjoleærmet ned over håndleddet, og prøver at ignorere det. Han er tæt på nu. Hun bider kæbemusklerne sammen. Hendes sorte øjne gnistrer mod dørene til salen, og de fyldige, sorte læber skilles i et forventningsfuldt suk. 

Ordne der lød ordene der både betød tilfredshed men alligevel ikke, at en gammel kending var vent tilbage til noget hun aldrig skulle have forladt, det var Ra en gåde men dette var en ting der ikke ville blive set nemt på udenset hvem man var, straffen var simpel meget simpel en straf der ikke ville glæde en hver person der vidste det, men på den anden side så kunne han ikke lade hende gå afstraffet fra at have trodset ham, hans klan og nærmest blot vendt det hele ryggen, Ra havde fået at vide at en gammel kending havde dukket op og var nærmest blevet eskorteret ind i spise salen, Ra selv havde ikke regnet med denne dag skulle komme, men nu var den kommet så Ra kunne ikke gør andet ind at gå imod spise salen, han var i ført hans sorte frakke som bar symbolet på klanen på ryggen, og han havde taget hans sværd med for en sikkerheds skyld, han vidste ikke helt om han ville stole på denne kvinde som havde fundet sin vej tilbage igen, og hvorfor hun havde fundet sin vej tilbage til hans fæstning efter så langtid.

Dørene til spise salen gik op og normalt ville Ra altid bare begive sig ubeskyttet igen fæstningens gange, men efter hun var dukket op igen kunne man ikke andet ind at være urolig, der var en grund til at Ra i tidernes morgen havde gjord hende til en del af de tre es'er, så derfor var folk opsat på at Ra havde den beskyttelse det krævede, og det var ikke blot to mænd men nærmere seks mænd der fulgte bag Ra idet han gik ind af døren ind til salen, Ra's blik var meget fast og man kunne ikke læse noget på hans ansigt på grund af hans sorte øjne, han gik heller ikke hen til bordet hvor hun sad, nej Ra var meget bestemt og gik hen og satte sig på sin trone stol der symboliseder hvem der bestemte her, en stol som var om dækket af en vand kilde, og man kunne kun lige gå op og sætte sig på den, men man skulle op af tre trin inden man kunne sætte sig på den.

to af mændene stod nede ved enden af trine hvor de stod og ventede, mens de andre fire gik hen og hev Licinia op af stolen og med vold fik slæbt hende hen af det kolde marmor gulv, og hen foran Ra og med tvang fik hende ned i knæ foran hendes herre, normalt ville en hver der kom ind til ham sidde på en pude for at få deres opgave, men ikke hende hun var ikke her for at få en opgave, nej der var en helt anden grund bag dette, vagterne stod også med et sværd rettet imod hendes strube hvis hun skulle prøve på noget, for som sagt vidste Ra intet om hvorfor hun var kommet tilbage. " du burde være blevet væk, og slet ikke kommet tilbage du har ikke den fjerneste viden om hvad der venter dig her, at du har trodset mig og klanen det er noget du vil ønske du aldrig havde gjord." sagde han bestemt og roligt, og selvom hun stod til straf var det godt at se hende igen, men han ville ikke lade sig på nogen måde lade sig forfør overfor hende eller noget andet, hun var nød til at vide at han bestemte.

Licinia når ikke at sætte sig op, straks har et par hænder grebet fat i hende og trukket hende hen over gulvet. De kaster hende mod gulvet, hvor hun prøver at gribbe fra sig, men for sent. Det ender med at brystkassen tager imod hele slaget. Faldet slår luften ud af hende og måske også hendes arrogance. Forbandede svin. Hun bruger et øjeblik på at få vejret igen. Hele optrinet er gået så hurtigt. I næste sekund, da hun kommer op på knæ, mærker hun sværdets spids mod halsen og mærker snittet i huden under hendes kæbelinje. Hun mærker blodet løbe ned ad halsen, og har på fornemmelsen, at strejfet fra klingen er med vilje. En af vagternes, i hendes øjne, ubetydelige magtdemonstration. Hun fyldes pludselig med en vrede, en brændende, vild fornemmelse. Hun mærker, hvordan blodet pulserer i halsen på hende, fyldt med adrenalin, hvordan det banker for ørerne. Hun lukker øjnene og knuger hænderne sammen i en knyttet næve. Hun mærker behovet for at kontrollere. Men desværre må hun fatte sig i overdreven forsigtighed. Havde situationen været anderledes, og var hun ikke bekymret for hendes herres voldsomme vrede, så ville hun havde smagt den søde hævn.

Hendes hår er, efter den hårdhændet behandling, faldet i kaskader omkring hendes ansigt, og da hun løfter udfordrende blikket mod Ra, stryger hun håret væk fra ansigtet. Dræbende farligt er hendes ansigtsudtryk, hendes øjne hårde og kolde. Men synet af Ra og hans kraftige rungende stemme, der ekkoer ud i salen, kommer som et chok for den hvide dæmon. Nok har hun længe ventet og frygtet dette møde, men er alligevel ikke forberedt på den effektfulde kraft ved dette møde. Ovenpå den enorme trone tårner han sig over hende, og belyst af lyset fra flammerne, ser han endnu mere truende ud. Vil han virkelig slå mig ihjel? På trods af alt...

Synet får hendes vrede til at falme stadig hurtigere for hvert tøvende åndedræt. Brystkassen hæver og sænker sig i dybe, nervøse bølger. For foden af tronen, med et sværd mod hendes hals, måtte hun virke så skrøbelig, men hendes øjne er skarpe og gnistrer som splinter af is, det første, der overbeviser folk om, at man ikke skal undervurdere hende. Men denne gang er der ingen strategi, ingen kalkulerede bemærkninger.
 
Hun slikker sig om munden med sin lille spidse kattetunge og blotter så sine tænder i et smil. Hendes smil er beregnet på at mildne alvoren i situationen. Hun forsøger ikke at vise tegn på frygt over hans åbenbare trussel, kun kold beslutsomhed.
 
”Jeg er heller ikke vendt hjem for at bede klanen om forladelse eller tilgivelse, ” Hendes stemme lyder ikke lige så ubekymret, som hun gerne ville have den til, og knækker næsten over da hun siger hjem. Så hun rømmer sig og forsøger igen, ”Jeg har aldrig haft intentioner om at forråde klanen, så min loyalitet er intakt”. Da hun tier, lægger stilheden sig kvælende omkring dem, men hun sidder med hænderne foldet pænt i skødet, og følger årvågent hans mimik. Hun ser hans blik formørkes, og før modet svigter hende, får hun tungen på gled igen. 

”Har jeg ikke altid tjent Dem godt? Forrådt, tortureret, dræbt, trænet, spildt mit dyrebare dæmonblod, alt sammen for Deres og klanens skyld?” Hun ser op på ham med tillidsfulde dådyrøjne, ”Er jeg her ikke nu? Kaldt hjem af Dem. Bærer jeg ikke stadig mærket?” Licinia trækker op i kjoleærmet og rækker armen frem mod Ra, så Dead Shadows mærke tydeligt kan ses på hendes glitrende, mælkehvide hud. Hun ser afventende på ham, krævende.

Som hun lå der foran ham uden at kunne gøre noget som helst, var næsten en ydmygelse i sig selv at han vidste hvem der var chefen og på den måde han gjord det på, kunne godt virke ydmygende og ja selvom hun var en del af klanen ifølge hendes mærke hun havde på sig, var Ra stadig ikke tilfreds med den måde hun havde gjord tingene på, og alt den respekt hun havde fået for ham og andre af klan medlemmerne var helt væk, og lige nu vidste Ra ikke hvad han skulle stille op med hende for som han så det havde hun tre muligheder, den ene udfordre hans trone til døden, to tag sin straf for ikke at have adlydt, eller tre lade sit liv til ham for at vise at hun respektere ham og hans regler, de tre tanker var noget han måtte tænke over for tilgav han hende, eller aj så ville hun nærmest skulle starte forfra med alt i denne klan, hun ville blot være en af de andre hun ville ikke have den speciel status som hun havde før, hun vil få tildelt lort missioner alt ville være anderledes hvis han skulle vælge at tilgive hende.

Ra lyttede til hendes ord som den retfærdige mand han var " hvad dine Intentioner har været ved jeg ikke men, det med at har forladt stedet mig, er det samme som ikke at adlyde ordre og du glemmer vist en ting, dette er mit sted og jeg vil altid blive tiltalt som herre for dem som hører til her, så hvis du mener du hører til her stadig vil du tiltale mig herre det burde du vide " sagde han bestemt men stadig rolig, hendes snak omkring hvad hun ikke havde gjord for ham og klanen, fik ham dog til at smile og ryste lidt på hovedet, han rejste sig op fra sin trone og gik meget langsomt ned af de få trin der gik op til tronen, imens hans blik var rettet på hende hele tiden, han stoppede op foran hende hvor efter han satte sig på hug foran hende og kiggede hende direkte i øjne med hans helt sorte følsesløse blik i hendes, " Folk dør for mig hvis jeg beder om det " sagde han blot og rejste sig op og gik op og satte sig i stolen igen.

" Licinia Sitri er du klar til at tage din straf eller har du andet at sige, " sagde han rolig hvor efter han afventede hende lidt, hendes straf ville ikke være den bedste men på den anden side, skulle hun vide hvis hun stadig ville være en del af klanen, var hun nød til at have den form for respekt for Ra som gjord hun aldrig forlod klanen eller ham igen, uden at have fået besked på det.
" hent Azem " råbte han til en af vagterne, Azem var piske mesteren han blev brugt til at piske folk til døde, og til andre ting og der gik heller ikke længe før Azem var ankommet til salen, Ra viftede med den ene hånd hvor efter vagterne der stod ved hendes side flåede hendes tøj op på bag siden sådan hendes ryg blev bar, " Azem 50 piske slag på denne kvinde i at have trodset klanen og mig " sagde han hvor efter Azem nikkede " javel herre " hvor efter han gik igang med at give hende den straf hun havde fortjent, Azem var ikke blid og hvert slag han gav hende gav afmærkninger af blod og sår og en masse smerte, og jo mere man ramte i det samme sår blev det blot mere og mere slemt, og allerede efter de første ti salg begyndt blodet at komme frem, og gulvet blev svinet til med blod tilfældige steder.

Og Ra var i tvivl om hun vill bukke over for smerten eller hvad hun ville, og hvordan hun ville være efter denne straf ville hun acceptere straffen eller aj, det måtte tiden vise og efter hendes straf ville klanens slave være der for hende, og binde hendes sår ind og slæbe hende i bad for at vaske blodet af hende.

Som Ra sad der som han sad på hans trone helt afslappet, sad han virkelig og nød at han var herren på dette sted, han var n'd til at vise hende at hun ikke bare kunne gøre hvad hun havde lyst til, han var nød til at sætte sig i respekt og om det hjalp ved at straffe hende, det vidste han ikke på nogen måde men han var sikker på, at hun vidste at gjord hun nogensinde dette igen så ville hun virkelig dø og ikke blot nøjes med denne milde straf, Ra kiggede rundt omkring hende han kunne se at hvert et piskeslag havde taget fat ved hende, små blod klatter lå rundt på gulvet og blot det at hun ikke så på ham med det samme, var en ting der undrede ham lidt var hun ved at knække eller hvad gik der mund igennem hovedet på hende, en ting der altid var værd at finde ud af.

" At straffe en af mine klans medlemmer burde ikke ske, men nu er det sådan at når man trodser mig så er der en straf, og det ved alle i klanen, og lige nu skal du bare være glad for det ikke er dit kønne ansigt det gik ud over, " sagde han roligt og meget bestemt, ja hun havde lidt ret i hendes ord men alle vidste at det ville indebære en straf, hvis man ikke adlyder ordre fra deres herre, så at han valgte at skåne hendes liv skulle hun være taknemelig for ifølge ham, men det kunne hun nok ikke se lige nu efter hun lige havde været igennem et smerte helvede, men det kunne jo være hun overraskede på et tidspunkt.

Ra lyttede til hendes sidste ord efter Azem var færdig med at give hende den straf hun havde fået, hvor efter Ra nikkede til ham og han stille og rolig forsvandt ud af rummet igen, og efterfulgt af de mange slaver der var på denne fæstning som kom ind i rummet med en masse vand og stof til at forbinde hende med, hvis Ra tilladte det, og selvfølgelig gjord han det, " ynglings..næppe jeg forventer ikke mere ind at alle hopper for mig hvis jeg siger de skal det, selv af dig forventer jeg det, men synes du ikke altid jeg har været fair over for dig?, fair overfor alle jeg har altid behandlet jer spændt har ikke udnyttet min magt over for nogen, og bare rolig du dør ikke før jeg tillader det. " sagde han bestemt og viftede med sin hånd, hvor efter to vagter kom ind af døren med et træ balje med vand, godt nok bade man altid på sit værelse, men Ra stolede ikke helt på hende endnu så de ting hun fortog sig, blev her hvor han kunne holde øje med hende.

Slaverne gjord klar til at hun skulle sætte sig op i badet sådan de kunne rense hendes sår, " badet vil hjælpe imod dine sår, plus du er pænere når du er ren " sagde han med et smil på læben, Ra havde tilgivet hende nu for hun havde taget sin straf så han så ikke nogen grund til at gå mere i detaljer omkring det hele, med mindre hun selv lagde op til det.

Ra var godt klar over at hun var grov i hendes mund, eller mere sådan ja han kunne ikke rigtig finde ord for det men hun var spydig på sin helt egne måde, og ide hun gjord klar til at hoppe i badet og nærmest lod sig være nøgen foran ham, fik ham ikke til til at reagere på nogen måde, for Ra havde set mange nøgne kroppe i tidernes morgen, så hendes krop var ikke mere anderledes ind andres, men på den anden side så var den en vel formet krop hun havde det var han ikke i tvivl om, men det behøvede han vel ikke nævne overfor hende, for så vidste han godt at hun blot ville blive mere flabet i hendes mund ind hun var i forvejen, " Det er nye tider nu, intet er det samme som det var før du tog afsted, der er sket så mange ting i dette land som gør at meget er forandre, mange nye medlemmer er kommet til klanen, og mange har ønsket mit selv skab i deres seng, hvilket også er anderledes fra den gang du var her, men når alt dette så er sagt så var du min ynglings til du forlod dine pligter " sagde han roligt som hans sorte øjne nærmest gennemborede hendes nøgne krop inden hun satte sig op i badet.

Ra lagde mærke til hvordan pigen som skulle bade Lic var, da han så Lic snakke til hende hun var rimlig hård ved den lille slave pige men på den anden side så skulle de heller ikke tro de var noget slaverne hos Ra's kan, men på den anden side skulle man beholde dem ordenligt noget der også var lavet om siden hendes sidste til stede værne, så derfor var Ra nød til at kommentere på denne handling, og ide pigen smuttede fra rummet, åbnede Ra munden " og når ja en ting til vi behandler slaverne ordenligt og snakker pænt til dem hvis de gør som de for besked på, så derfor vis respekt selvom jeg godt ved at det ikke er din stærke side " sagde han og blinkede til hende.

Ra lyttede til hendes sidste ord som hun sad der i badet blottet foran ham, " savnet dig... hmm savnet er et mærkeligt ord synes du ikke, og hvor mærkeligt ville det ikke lyde hvis jeg sagde jeg havde savnet dig, du ved jeg er en mand med få tegn på følelser " sagde han roligt og rejste sig fra sin trone, hvor efter han gik ned af de få trin der var inden man ramte det plane gulv hvor bade karet var med hende i, han gik om bag hende hvor efter han tog fat i hende hår bag fra hårdt, og hev hendes hoved tilbage, hvor efter han placerede hans anden hånd på hendes skulder, og rykkede hovedet hen til hendes øre " hvis du nogensinde forlade din plads i denne klan igen, er du en færdig kvinde uden set hvor meget jeg har savnet dit kønne ansigt " sagde han rolig og duftede kort til hendes hår inden han slap grebet om håret og gik hen og satte sig på kanten af karet i stedet.

Han var godt klar over at hendes holdning ikke altid var de samme som Ra's men det ville heller ikke være sjovt hvis de var enig om alt ting, dog kunne de blive enig om dæmoner frem for hvilket som helst anden race, sådan havde Ra det stadig og det ville han altid have, det eneste han blot ville have var at hun behandlede slaverne ordenligt, men vel vidne om at de stadig godt måtte vide at de var slaver, men hendes måde af tage tingene på var også en af de ting han godt kunne lide ved hende, hun var lidt af en ener og det var derfor hun i tidernes morgen var blevet en del af Ra's tre es'er, han lyttede til hendes ord ligesom hun lyttede til hans og han vidste godt at hun nok ikke ville behandle slaverne pænt, men på den anden side var hun ikke af vigtig rang nu i klanen efter hendes lille stunt, så hun ville ikke komme til at se så mange af slaverne, med de opgaver hun nu måtte få tildelt.

" Folk har åbenbart hver deres måde at gør tingene på, selvom det på ingen måde ville gavne dem på nogen måde, indflydelsen på alt der sker her er alene min beslutning, der er ingen der kan kneppe sig til tops hvis man kan sige det på et sprog du forstår " sagde han og blinkede til hende inden han mærkede hendes hånd på hans ryg, overrasket?...
Lidt men alligevel ikke det var jo hende, og hun var kendt for sin charme men Ra kunne hun ikke bare charme som hun ville, det var måske også en god ting for ellers ville han ikke kunne modstå nogen former for pres fra de kvindelig klan medlemmer, dog skal det siges at han nød en kvindes berøring, og lige ide hendes hånd kørte videre ned til hans bukselinningen og kører rundt langs den, er hans blik fast på hendes uden den mindste form for anvisning af hvad han tænker eller føler, han smiler kort ide hendes hånd stopper og hviler på hans ben.

" lad os bare sige at dit selv skab har været tiltrængt i disse stunder," sagde han roligt, hvor kort placerede hans hånd på hendes kind, og så direkte på hende " hvor ligger din loyalitet henne?, vil du dø for din herre eller vil du stikke mig i ryggen når jeg mindst venter det, for hvis det er tilfældet " sagde han meget bestemt og roligt, hvor efter han klappede i hænderne og vagterne forsvandt fra rummet af sådan det kun var de to i rummet, hvor efter hev han en kniv frem og rakte den til hende " så kan du ligeså godt gøre det nu " lød ordrene fra hans mund.

For godt nok var hun tilbage men Ra havde aldrig rigtig vist hvor han havde hende, hun kunne være en gåde at læse og for den sags skyld en gåde at løse, men det gjord hende så unik at han var nød til at gøre hende en del af hans klan, men det gjord hende også farlig men Ra gad ikke lukke hende ind for så senere at få en kniv i ryggen, så ville han heller møde hans skæbne nu og ikke senere.

Ra var for første gang længe spændt på hvad hun havde tænkt sig at gøre, at give en kvinde som hende en kniv var nærmest som at hoppe ned i det koldeste vand og se hvor langtid man kunne holde vejret, men på den anden side så frygtede Ra det ikke på nogen måde og det var også det hans ansigt gav udtryk for, ide hun rejste sig op fra badet og nærmest vende ryggen til Ra som hun stod der nøgen, smilede han blot en smule " så de er blevet genert over at vise dem, noget nyt " mumlede han blot men nok til at hun ville kunne høre det, men stadig overraskende.

Da hun begynder at bevæge på sig rundt om bade karet, følge hans øjne hver en bevægelse hun tager hvor hun til sidst ende foran ham " du ved godt af alle de personer der er i denne klan, er du den der er mest svær at læse og det i sig selv gør dig til en person man er nød til holde begge øjne på, " hvor hun stille tager fat om kniven og nær studere den kort, alt dette når han ikke at tænke over før hun vælter ham omkuld sådan han lander på det hårde og kolde stengulv der var i rummet, med hende ovenpå sig og med en kniv ved hans strube, Ra's blik er meget fast på hende og hun vil igen kunne se at han frygter hende ikke på nogen måde selvom det er hende der har overtaget lige nu, hun har som man siger magten til at ende ham, men det var som om hun tøvede i et kort sekund virkede det til at hun faktisk ville gøre det men, så var det som om hun kom til fornuft til sidst og ende med at lade ham leve, hendes ord var dog værd at tage med som hun sad ovenpå ham med kniven rettet imod hans hals, hans blik var på ingen måde forandret " ved ikke om det var det jeg vil have med du lå øverst, men det skal jo også prøves på et tidspunkt " svaret han arrogant og selvsikkert tilbage. 

Hendes næst sidste ord fik ham dog til at smile, " du har chancen nu til at tage mit liv. og det blir den eneste chance du eller nogen nogensinde for " sagde han roligt, inden hun på en måde tænkte over hvad hun lavede lige nu, hvor på hun rejste sig og gik over til bordet, hvor en lyd af metal og granit bord mødes.

Ra kiggede fra gulvet af og over på hende inden han selv rejste sig op, og gik over imod hende, hvor efter han meget hårdt tog fat i hende bag fra, med den ene hånd med et fast greb var på hendes strube, og den anden holde hendes ene hånd nede så hun ikke kunne bruge den til noget, hvor efter han viskede hende i ørene " jeg grubler ikke, og jeg kigger mig aldrig over skulderen for jeg sidder trygt på min trone," sagde han selv sikkert som han havde grebet om hendes strube hvor efter han blot lige strammede det lidt mere so hans næste sætning lød, " og hvis dine intentioner ikke er til min fordel eller til gavn for mig eller klanen, så ved du hvor det hele ender henne " sagde han viskerne i hendes øre inden han slap grebet om hende, og blot vende hende om imod ham sådan hun stod med fronten imod ham, hans sorte øjne boede sig ind igennem hendes ørne, og han kiggede kort ned af hendes beklædning som virkelig viste hendes gode former som hun besad.

deres øjne mødes igen og han trak lid på smile båndet " ikke dårligt alligevel, men sig mig en ting er du den gamle Licinia eller er du en forbedret udgave " sagde han kort og placerede sine hænder på det silkebånd der har bundet hendes tøj sammen, hvor efter han blot står og venter på et svar.

Ra lyttede til hendes ord og var godt klar over, at hun nok mest af alt grinte over at han sad så trygt på hans trone som han mente han gjord, men Ra vidste hvor han havde de fleste af hans medlemmer i hans klan, der var kun få han var i tvivl om og der gik hun ind under, men det gik han ud fra hun på en eller anden måde godt vidste, så det var ikke nødvendigt at sige " bare rolig jeg er godt klar over hvad der sker bag min ryg og ingen af tingene bekymre mig, så ja jeg er sikker på mig selv i denne klan, der er ingen der tør udfrodre mig om pladsen i denne klan, for alle folk har mulighed for at gør det men jeg må jo gøre det godt nok siden der ingen er der har gjord det, syes du ikke? " sagde han roligt med et lille smil på læben, hvor efter han lyttede til hendes næste ord.

Hendes forførende ord som hun skød ud af munden fik ham endnu engang til at smile " jamen Licinia det lyder næsten som om de prøver at forføre mig, kan det dog passe? " sagde han og blinkede til hende, og ide hun forlod hans front og gik rundt om bordet for at kunne bruge sin magi overfor ham, fulgte han hende blot med blikket, og han havde ret hun prøvede virkelig at forføre ham på en måde, men når alt kom til alt ville han ikke have en person af forskellige hår farve, " hvad for dig til at tro jeg ville have alt det der, hvad nu hvis jeg blot er til den du er og som du ser ud normalt, men er det sjovt at udnytte sin magt ved at få noget sex, når sex er bedst hvis begge parter har lyst til det, " sagde han drilsk, hvor efter han gik over imod kaminen hvor hun stod, hvor efter han stiller sig bag ved hende, og lagde hans arme omkring hende bag fra hvor han igen søgte hen mod det silke bånd der ville løsne hendes tøj, han lagde blot hænderne på han løsnede det ikke på nogen måde. " du prøver virkelig at forfør mig, efter alt dette der er sket mellem os, " sagde han viskene, men nok til at hun kunne høre ham.

Ra kunne godt lide hendes måde at gribe tingene an på, det var også meget tiltrækkende men på den anden side, så levede hun af lyst og det var en ting han altid tænkte på, at hun ville have ham fordi? ja det var ting han ikke vidste alle andre kvinder ville have Ra på grund af hans måde at være på hans magt måske?, det vidste han ikke men hende.?

Hun var virkelig ikke til at blive klog på, for jo selvfølgelig var hun meget tiltrækkende og han vil til værd en tid tilbringe nætter sammen med hende, men det kune han ikke lade hende vide for hvem ved så hvad hun ville bruge denne svaghed af ham til, og havde hun ikke forrådt ham som hun gjord, havde han tænkt sig at måske ægte hende hvis hun ville, for Ra skal jo fører sin magt og domæne vidre i form af en søn, men det var ikke ting han tænkte på som sådan.

Ra kom lidt tilbage til sig selv efter disse tanker, " så sig mig hvad vil du allermest i dit liv " sagde han viskene til hende, der var ignen grund til at snakke højt, når man kunne viske hende forførende tilbage.

Ra lyttede til hendes ord som han stod der bag hende, han smilte kort over hendes ord men gjord intet, dette ville bestemt blive til en dag der ikke blot blev glemt som sådan, hun var tilbage i hans fold hvis man kunne sige det sådan, men hun var en der søgte sin egen lyst og alt ting, og det gjord hun var sværd at finde ud af men det vidste Ra godt, da hun snakkede om hvilket liv han på en måde mente, rystede han blot på hovedet, hvor efter han med den ene hånd lagde den på hendes kind blidt " du ved da godt at dit liv hos mig bliver dit sidste, det synes jeg da jeg havde fortalt dig, men åbenbart ikke godt nok " sagde han og fjernede hånden fra hendes kind.

ide hendes arme bliver lagt om halsen på ham, og deres øjne mødes meget intenst i hinanden blev hans hænder igen placeret på den silkebånd der bandt hendes kåbe sammen, men hænderne fandt selv vejen der hen uden at hans blik ændrede sig på nogen måde, det var en af de gode ting ved at have sorte øjne, man kunne ikke fornemme sig meget ved Ra på grund af hans øjne, " Mit job er at holde dig beskæftiget sådan du ikke laver ballade igen " sagde han og smilede kækt til hende.

Ra's hænder begynde langsomt at rører på sig, hvor han med et lille ryk hev den ene af de to snore der holde hende kåbe løs, men igen uden at trække en mindste mime, " så hvad skal jeg stille op med dig,?, skal jeg blot dig stå her til mit skue, eller skal jeg lade holde resten af aften fri.......hmm, men den kåbe løsner sig jo ikke af sig selv, gør den " sagde han med en forførende lyd i hans stemme, så hun var klar over hvad han mente med de ting han sagde.

Hendes plads i klanen var stadig Ra uvist, han var nød til at finde ud af hvor han havde hende henne, og han var nød til at se hende ad en dag af gangen, for hun havde vist Ra uloyalitet og det glemete han ikke bare, heller ikke selvom hun havde taget sin straf.

Endelig drister han sig til at binde båndet op, og den naturlige lidenskab det vækker i hende, får hende til at bande lavmælt. Så trækker han hænderne fra hende, og hun spekulerer over, om han ventede på hendes næste træk. Ingen af dem siger noget, mens hun tænker over hans forførende tilbud. Licinia åbner munden, som for at svare, men holder i stedet sine indvendinger tilbage. Så tager hun hans arm og fører ham hen mod det lange bord. Hun koncentrerer sig kun om at sætte den ene fod foran den anden. Hun sætter sig op på bordet og skubber ham tættere på sig ved at vikle benene om ham. Med blikket fæstnet til hans, skubber hun forsigtigt, men bestemt, kåben af sig, så hun sidder nøgen foran ham.

”Hvorfor spørger De herre? De kan gøre lige hvad der stiller Dem tilfreds,, siger hun med et glimt i øjet.

Hun lader hænderne glide undersøgende over hans kraftige skuldre, hans himmelske udskårne brystkasse skabt af års disciplineret træning. Han kunne få alle kvinders mundvand til at løbe. Inderst inde kan hun mærke hvordan hans subtile, lokkende essens påvirker hende som et narkotikum. Det er sandt, at hun er sanseligheden selv. Drevet af sin lyst. Er vant til at gøre som det passer hende, når det passer hende, og med hvem det passer hende. Noget der ofte havde drevet hende ud i problemer, ligesom konsekvensen af hendes handlinger havde ledt til Ras straf. 

Hendes lyst som den dæmon hun var, gjord at han selvfølgelig på ingen måde vidste noget om hvad hun følte og hvad hun tænkte, for hun levede nærmest af lyst hun hungrede ve altid efter lyst, en at være sammen med en at gøre hvad hun ville med, men ide hun tog fat om hans arm og førte ham hen til enden af bordet, hvor efter hun skubbede ham tæt ind til hende, fulgte han blot efter uden at gør modstand, og ide hun skubbede hendes kåbe væk og sad helt nøgen foran an ham, fik det et lille smil frem på hans læber som han tog et blik ned af hendes nøgne krop, hvor han igen ramte hendes øjne for at svare på hendes kommentar, " Det kunne være du havde en ide til hvad, men hvis du helst gerne ser jeg aldrig spørger dig om ting, så kan jeg blot lade være med det " sagde han meget roligt med et udfordrende blik i hans helt mørke øjne.

Ra's hænder var placeret på bordet sider, men efter lidt blev de roligt placeret om på hendes ryg, hvor efter han kørte hans hånd langsomt ned af hendes ryg kærtegnede, hvor han roligt holde blikket med den afstand de alligevel havde til hinanden, selvom han var skubbet tæt på ham, så var de alligevel ikke helt så tæt som han gerne ville, så derfor tog han omkring hendes læn hvor efter han med et lille ryk fik rykkede hende helt tæt på ham, sådan deres læber nærmest mødes men dog ikke helt alligevel, " Hvad er det du vil Licinia " spurgte han roligt men stadig på en drilsk måde, han vidste godt hvad han ville, men det var hende der var ham en gåde, for selvom hun havde blottet sig helt for ham foran ham, betød det intet før man selv følte følelsen af hvad man ville, det eneste der var godt ved at være tæt på hende var hun ikke kunne bruge nogen former for magi, plus så nød han at være tæt på hende men det var bare en ting han ikke ville have hun skulle vide, og det var også grunden til at hun ikke var død på grund af hendes handlinger, måske havde han noget for hende eller et eller andet han bare ikke kunne forklare.

For når alt kom til alt så var der noget over hende der fik Ra til føle, hvis han overhovedet kunne føle eller hvad det nu var hun fik frem i ham, men han var bot nød til at være fast i hans holdninger og vise hvem der bestemte.

Denne kvinde blev hans død en dag det var han sikker på, hvis han ikke snart fik hende i en kort snor ville der ske ting og sager, han ikke kunne gør noget ved og måske endda som sagt koste ham livet, som de kom tættere på hinanden mærkede han hendes hænder på hans trøje og klar til at tage den af, men stoppede på grund af hans spørgsmål fik det ham blot til at vente lidt, han lyttede til hendes ord og han var godt klar over at hun nok bare ville det her på grund af hans magt, han smilede da hun nævnte at han kunne få et fripas denne gang, ja typisk hende at være så flabet men igen han forventet ikke andet af hende.

Nøjes med ham lød på en måde som et andet valgt, men han skulle nok søger for at han blev den sidste hun måtte nøjes med, ide deres læber strejfet hinandens vidste han hvor dette vil ende henne, hvis han ikke gjord noget andet ved det hele, " nøjes er et stærkt ord for en kvinde som dig, i den position du  er i " sagde han og hev hende helt tæt til sig sådan deres læber mødes ordenligt og mere intimt, imens han selv hev hans trøje af hurtigt sådan hun ikke skulle bøvl med den mere, han hev hendes nøgne krop tættere imod hans sådan de mærkede hinandens varme, imens hans hænder var omkring hendes ryg kærtegnede samtidig med det hele begynde at blive i rytmer, Ra vidste hvad hun ville have og det var ham, og det skulle hun få på hendes helt egne måde.

Hvis hun blot blev ved med at være loyal overfor ham og ikke lavet nogle former for ballade, så skulle nok komme tilbage til sit gamle jeg i klanen.