Det var en rolig nat, da Cayden hørte en ukendt bulren. Det var en lyd ulig noget han tidligere havde hørt og han rejste sig op, fra hvor han havde stået, bøjet ind over militær-rapporter, for at gå hen til vinduet. Han vidste ikke, hvad han havde regnet med; en kamp på gaden under ham, hvor nogen havde en eksplosions-evne, måske. En frygt helt inde i ham havde sagt til ham at det var Kzar Mora der var blevet sendt i isolation igen. Han var både lettet og forundret, da det han så var en glødende kugle på himlen. Som et stjerneskud der vågede sig alt, alt for tæt på jorden.

Han havde ledt efter nedstyrtningsstedet lige siden. Han havde talt med sine overordnede i Mørkets Hær, der heldigvis havde være lie så interesserede som han selv i hvad der var styrtet til jorden. Havde de ikke støttet ideen var Cayden taget afsted alligevel. Hans nysgerrighed var større end hans behov for at parere ordre, og de ville garanteret ikke have opdaget at han var væk alligevel.
Han var reddet ud på hest, hans teleportationsevne ikke i stand til at få ham et sted hen, medmindre han vidste hvor det var, og han var ikke interesseret i at famle sig frem i Azurien til fods. Så han følte en umådelig tilfredshed, da han aftenen d. 15. oktober fik øje på krateret og kunne stige af sin hoppe i god afstand. Han bandt hende fast og gik selv tættere på krateret. Det her var nødt til at være stedet.
Han tog alt omkring sig ind; de svagt svedte træer i nærheden, retningen krateret så ud til at være skabt fra; dybden. Han satte sig på hug ved kanten af det og strøg sine fingre over jorden. Han havde håbet den stadig ville være varm, men desværre.
Langsomt og kontrolleret gled han helt ned i hullet. Selvom det ikke var meget dybt, håbede han på at finde noget dernede, som han ikke kunne se oppe fra kanten i det svage lys. Dernede fik han ganske rigtigt også øje på to sæt fodaftryk, stort set udviskede. Dem satte han sig på hug foran og studerede grundigt. Ét par var store - Cayden sammenlignede med sine egne aftryk og blev enig med sig selv om at de var fra en menneske-mand. Det andet sæt var enten et barns eller en kvindes; hvis det da var et menneskes. Disse fodaftryk så ud til at være mere i midten af hullet. Er de her aftryk fra det væsen der var styrtet ned her? Jorden var på ingen måde blød nok til at have efterladt mere end disse fodaftryk som beviser, og selv de var kun svagt at se. Det var utroligt frustrerende endelig at finde krateret og så ikke have flere ledetråde.
Cayden sukkede opgivende, rejste sig op og strøg en hånd igennem sit tykke, brune hår, inden han trak sin uldtrøje tættere om sig og lagde sine arme over kors. Han var nødt til at finde en ny strategi og han var så optaget af sine egne tanker at det var meget muligt at han ville ende med at blive stående i krateret indtil han kom på noget. 

Lyden af sten, der stødte let mod hinanden, afbrød pludselig stilheden på den stenede strand og afslørede straks tilstedeværelsen af et andet væsen end blot dæmonen. Et væsen der hurtigt viste sig at være intet andet end en ungmø. Svøbt i en både stor og tung kappe, trippede hun forsigtigt hen over den ujævne overflade med absolut intet på sine derfor bare fødder, hvilket gav hende lidt bedre balanceevne til trods for at hun stadig var langt fra vant til at begive sig på området. Ligeledes kunne det skimmes, hvordan hendes arme var rakt en lille vinkel ud til hver sin side. Og hendes blik var til at starte med rettet ned for at, se hvor hun gik. Dog som hun stod blot en håndfuld metre fra krateret, opfangede hendes ører den samme lyd, som hun havde lavet, bare den her kom længere foran hende, stoppede hun roligt op og løftede sit hoved og fremviste det forundrende ansigt, der ellers havde gemt sig bag kappens tilhørende hætte, som mirakuløst ikke forlod sin plads, selvom østenvinden blæste middelmådigt.

”Hvem er du?” var de første ord, der forlod hendes strube, eftersom det at han befandt sig midt i, hvor hun få dage siden var blevet fundet, ikke ringede de røde klokker. En del fra Lazura havde allerede været der efter at historien om hende var kommet ud, så han kunne sågar bare være endnu en fra landsbyen, for hun kendte langt fra til alle beboerne. Slet ikke nok til at afskære denne mandlige skikkelse fra at også være det. Hendes blik veg så fra ham igen og endnu en gang ned til sine fødder, hvor på hun trippede et par skridt tættere på ham igen, for at stoppe op og lægge de abnormalt blå øjne mod ham igen. Denne gang lagde hun endda hovedet let på skrå, mens hun studerede ham spørgende.
Gløden som hendes krop udgav automatisk, havde hun stadigvæk ikke fået styr på, så særligt i aftenmørket skinnede hun lidt op. Heldigvis var kappen med til at skjule det meste af det lige set bort fra de få afdækkede områder, der stadig tittede frem. For hende gjorde det ikke så meget, for indtil videre havde hun ikke mødt nogle, hvor det var nødvendigt at sænke lyset fuldkomment. Kortvarigt tog hun blikket fra ham igen for at fokusere mere på, hvordan han direkte stod og faldt i staver i krateret, men hun så dog hurtigt op på ham igen. Denne gang med et lille smil.
”Hvorfor står du dog dernede? Forhåbentlig prøver du ikke at begrave dig selv, hr.” sagde hun med en let latter i stemmen, da hun selv fandt sin vittighed morende. ”Det ville være en skam.”

Cayden hørte nogen nærme sig på god afstand, men reagerede ikke på. Det lød ikke umiddelbart som en trussel og selv hvis det var, ville han nemt kunne finde et våben frem for at forsvare sig med sin evne. Fysiske våben havde han ingen på sig af, men det var heller ikke nødvendigt. Desuden gav det også en roligere og fredeligere fremtoning til de væsner han stødte på. Og da væsnet lød som om det selv bevægede sig imod ham, så han ingen grund til selv at bevæge sig væk fra hvor han stod, årvågen og midt i sine egne tanker. Bevægede det sig væk, ville han have tjekket hvad det var, men lige nu følte han sig selvsikker i at han ikke behøvede gøre noget lige med det samme.
Han så også kun langsomt op, da han hørte en stemme over sig, ved starten af krateret. Til hans overraskelse var det en ung kvinde der havde stilt ham spørgsmålet og et langt øjeblik stod han blot og betragtede hendes hår blive fanget af vinden, imens kappen om hende kun bevægede sig svagt. Det næste han lagde mærke til var gløden hun udstrålede. Hans første tanke var, at hun var en gud. Den tanke kastede han hurtigt fra sig - han brød sig ikke om at forestille sig at nogen som helst var over ham, heller ikke selvom han vidste at de var. Det vigtigste lagde han først mærke til efter det; hendes fødder. Han skævede ned i krateret igen - fodtrinene kunne godt passe. Heldigvis for ham var det nemt for ham at skjule sin begejstring.
I stedet for at spørge hende, om det var hende der var landet her, så han op på hende med et skævt smil efter hendes joke. "Nej, jeg prøver ikke at begrave mig selv. Ikke endnu. Jeg prøver at finde ud af, hvad der er sket her.. Jeg så lyset på himlen og.. det føles som om det er meningen at jeg skal være lige her. Jeg har tænkt mig at blive her, indtil jeg har fundet ud af, hvad der er sket her," forklarede han, stadig med et skævt smil og strøg sine hænder igennem håret i en opgivende bevægelse, der ikke passede helt med hvad han lige havde sagt om at blive i hullet. "Hvad med dig? Leder du også efter svar?"

Forundringen i hendes øjne blev straks større, som han forklarede sin situation også selvom, at hun ikke helt kunne følge hans desperation i at finde svar. Svar som hun vel og mærket sad inde med. ”Det lyder helt filosofisk.” indrømmede hun, idét at hun lod sig selv dumpe ned at sidde på hug ved kanten af det smålige krater. Hendes fødder blev skjult under kappen, men hendes to hænder tittede frem i stedet for at ligge sig støttende på hendes lår. Hendes blik havde veget væk fra ham og begyndte selv at søge undersøgende omkring sammenstødsområdet, da han egentlig havde fået overvejelser frem, om der mon lå mere levn til stede. Hun havde ikke haft tiden til at kigge selv. Og hun heller ikke haft interessen til det, siden hun ikke havde følt, at der var mere at finde. Hun samlede en tilfældig sten op og studsede lidt over den – følte dens glatte overflade i hendes hånd – inden hun let kastede den fra sig ned i krateret uden at ramme den søgende mand.

”Jeg leder, ja. Men jeg tvivler på, at jeg leder efter de samme svar, som dig.” sagde hun ganske ubekymret og løftede atter sine øjne hen imod ham. Stadigvæk med det blide smil på læberne. ”Jeg kender allerede til de fleste af de svar, du leder efter, men eftersom at du kun gav mig et af de svar, jeg først og fremmest ledte efter, ved jeg ikke, om jeg skulle fortælle dig, hvad jeg ved.” Selv for hende var det lidt af en tunge tvister. Hun træk endnu engang sine hænder ind i varmen under kappen, inden hun foldede dem halv-smidigt omkring benene. ”Og jeg kan være mindst lige så standhaftig som dig til og blive, hvor jeg er, indtil jeg ved, hvem du er, fremmede.”
Det var mere eller mindre tydeligt, at grunden til denne standhaftighed blot var der grundet hans egen, hvilket kunne forklares igennem den svage kækhed, der syntes at lægge over hendes ellers uskyldige naivitet. For ganske rigtigt ville hun helst se til at få svar på sine spørgsmål ligesom ham, men det var knap så vigtigt, som det virkede til at være for ham, så i stedet tillod hun sig at more sig en smule med det. ”Så hvad siger du? Noget for noget. Er det ikke normalt det som jer jordiske væsner gør jer i?”

Cayden betragtede tavst den glødende kvinde imens hun satte sig på hug og han lagde især mærke til, hvor undersøgende hendes blik også var på stedet. Han brød ud i et smil, da hun fortalte ham at hun havde svar, imponeret over hendes kækhed. 

"Noget for noget?" Gentog Cayden med et skævt smil og strøg overvejende et par fingre over sine skægstubbe. "Det er vel en god nok aftale," svarede han så, uden at nævne hvor meget han havde bidt fast i hvordan hun havde sagt 'jer jordiske væsner'. Hun lød som om hun ikke var fra jorden. Det var godt.
"Mit navn er Cayden Roux. Jeg er historiker." Cayden tog langsomt et par skridt imod kvinden og rakte så sin hånd frem imod hende, tilbydende. Den var en nem løgn - han havde levet igennem så meget, at han kunne huske det meste af landets historie og han havde brugt længe på studere historie også. Han spurgte hende ikke ind til hendes svar, eller om hvem hun var, men han så på hende med et blik, der indikerede at han syntes det var hendes tur til at introducere sig selv. 

Godt selvtilfreds over sin succes med ham, lyste hendes ansigt op i et større smil, hvilket fremhævedes de runde kunders fyldighed. Hun blev dog siddende på hug i lidt længere tid, mens hun kort studsede over hans hånd som han rakte ud mod hende, og om hun skulle tage imod den eller ej. Til hans held så var hun ikke fuldkommen på bar bund, når det kom til etiketten i blandt væsnerne på Jorden, så inden længe fik hun sat sine hænder mod den stenede jord for at skubbe sig op at stå igen. Til trods for at hun stod på en højere plan end han gjorde, så var deres højde forskel stadigvæk markant nok til at lade dem stå ansigt til ansigt, hvilket i første omgang var en smule forundrende for hende, da hun automatisk kunne se ham i øjnene. En forundring der hurtigt vendte tilbage til de muntre kurve i hendes mundvige, efter at hun havde tilladt sig selv at børste sine hænder fri fra muligt skidt i kappen, inden hun selv rakte en hånd ud for at lukke fingrene omkring i et håndtryk.

”I kalder mig Miaplacidus el Arimh.” præsenterede hun sig så selv, selvom hun ikke var sikker på, om det var et af de svar, som han søgte. ”Og jeg er meget vel det lys, som du så på himlen.” Hun gik lige til sagen. Som havde hun haft lysten til at fortælle ham det, siden han havde givet udtryk or at være interesseret i informationen. Hun slap hans hånd igen for at føre begge op til kappens hætte, hvor hun roligt trak den af sig og lod vinden få et bedre tag i det korte hår. Pludselig trådte hun så frem mod ham men i stedet for at støde direkte ind i ham, lykkedes det hende at vige omkring ham for selv at bevæge sig ned at stå i midten af krateret uden at falde eller snuble. Hun så så mod ham med afventende øjne og viftede næsten ivrigt med sin ene hånd for at dirigere ham tættere på hende. ”Lad mig vise dig noget. Kom!”
Selv hvis han ikke havde adlydt hendes ønske, strakte hun sin arm ud og pegede mod himlen, mens hun med øjnene forsøgte at placere sin finger perfekt mod, hvad hun ville have hans opmærksomhed rettet mod. ”Der!” udbrød hun da hun gjorde sit bedste for at holde sin arme stille. ”Kan du se den lille tomme plads i midten af Veirr?” Veirr – et af nattehimlens stjernebilleder, der viste sig klarest mod slutningen af efteråret og som nu manglede en af de to stjerner, der havde ugjort ’hjertet’. ”Det var min plads på himlen, indtil jeg faldt.” Hun sænkede sin arm igen. Hendes stemme var blevet en smule mere sentimental og rolig, som hun blev mindet sig selv om sit oprindelige hjem. Men smilet var der stadig.

Miaplacidus le Arimh, tænkte Cayden og trak sine øjenbryn sammen i undren. Navnet virkede bekendt, men han kunne ikke huske, hvor han havde hørt det før. Da hun fortalte, at hun meget vel havde været lyset på himlen, røg hans øjne straks op til nattehimlen, som han studerede et øjeblik, inden han så tilbage på hende; hendes glødende hud, hendes nærmest glitrende blå øjne, og hendes hår, der så helt levende ud i den blide brise.
Da han blev dirigeret tættere på hende, gjorde han som hun ønskede. Han følte ikke at han havde noget at tabe på at opfylde hendes ønske, tværtimod ville det sikkert kun hjælpe ham.

"Jeg ser den," svarede han lavmælt, da hun spurgte ham om den tomme plads på nattehimlen, og han kneb øjnene sammen for at studere den nærmere. Har det stykke af himlen altid stået så tomt? Han drejede langsomt ansigtet imod hende, da hun fortalte at det havde været hendes plads, og han så på hende med uskjult forundring.

"Fortæller du mig, at du er stjernen Miaplacidus le Arimh?" Spurgte han, men det var et retorisk spørgsmål. Han vidste, at hun fortalte ham sandheden. "Hvad bringer dig til jorden - er der nogensinde andre stjerner der er faldet? Kan du vende tilbage?" Han vidste slet ikke hvilket af sine spørgsmål der var vigtigst og han nærmest væltede over sig selv for at få sagt dem alle sammen, samtidig med at hans hjerne kørte i højeste gear for at regne ud, hvordan han kunne udnytte den her information til fordel for Mørkets Hær - og hvordan han kunne holde beskidte mennesker fra at få deres grådige hænder i en livsform der indtil videre virkede uskyldig og god. 

”Med mindre der findes andre stjerner med det… navn.” Hun kunne ikke helt undgå at dreje hovedet selv for at se mod ham med en hvis overraskelse i ansigtet, eftersom at hans forundring samtidig syntes at have kommet helt bag på hende. Hun havde fået mere eller mindre den samme under hendes første menneskelige møde, men det havde ikke nødvendigvis betydet, at hun var begyndt at fuldt ud forstå sig på de jordiske væsners tankegang. For hvad der var normalt for dem, var trods alt ikke normalt for hende.

Kortvarigt så hun så tilbage mod himlen, da flere spørgsmål blev smidt på hende, som ville hun kunne finde svarene der. ”Jeg…” startede hun ud, men måtte sippe sine læber i igen, hvorefter hun sænkede sit blik samtidig med at hun eftertænksomt rynkede sine bryn og atter så tilbage på Cayden og fik sat tungen på gled igen. ”Det ved jeg ikke.” Hun var ikke meget for at indrømme det, for hun havde mere eller mindre fortalt ham, at hun havde de svar, som han søgt. Godt nok ikke alle, men nogle. Og nu viste det sig, at hun havde misforstået ham. ”Jeg husker knap nok at jeg faldt. Jeg husker bare at jeg vågnede op her på jorden – i en af deres jordiske kroppe – blot tre dage siden. Lige her, hvor vi står.” Hun trådte et halvt skridt væk fra ham for at påpege det yderligere. ”Og om jeg kan vende tilbage…” Hun blev endnu engang stille og hendes ansigt faldt igen ned i knap så ivrige folder. ”Jeg håber da, at jeg kan.”

Et blidt smil lyste dog op igen, inden hun tog blikket og fokus væk fra ham på ny til at kunne trippe videre rundt i det lille krater med legende bevægelser. ”Men jeg husker svagt om en mand, der fortalte mig historier om stjerner, der har begivet sig iblandt jer.” Hun fandt frem til de to sæt fodspor og stillede sig automatisk i sine egne, hvor hendes fødder passede perfekt. ”Han talte tit til mig. Fortalte mig eventyr. Jeg ved dog ikke om de var andet end det, historier og fortællinger."
Roligt løftede hun hagen igen og rettede mere direkte de abnormalt blå øjne op for at fange hans ravbrune.

"Det... tror jeg ikke at der er," svarede Cayden, overbevist om at der kun fandtes én stjerne med hvert navn, på trods af deres store antal. Desuden var det kun de klareste stjerner der blev navngivet. Miaplacidus le Arimh havde været en klar stjerne.

Han betragtede hende opmærksomt imens hun forsøgte at svare på hans mange spørgsmål. Han vidste godt at det havde været svære spørgsmål, men det burde også være spørgsmål hun allerede havde stillet sig selv. Det ville han have gjort, men han var også klar over at han brugte mere tid på at søge svar og finde de rigtige spørgsmål end de fleste andre gjorde.

Han kunne godt se på hende at hun selv syntes hendes svar var utilstrækkelige, men Cayden syntes de indeholdt utrolig meget information. Bare det, at hun ikke selv var sikker, var en vigtig detalje. Hvis ikke hun vidste hvorfor hun var faldet og om hun kunne vende hjem, ville det være nemmere at hjælpe hende med at overbevise hende om hendes mål på jorden og om at være ansvarlig med sin tid her. Hvis hun muligvis var nødt til at blive her resten af sit liv... så var det mere sandsynligt at hun ville blande sig i, hvordan tingene foregik her, end hvis hun kun var på et kort visit.

En jordisk krop? Tænkte han og lod blikket glide over hende igen. Den så menneskelig ud. Ærgerligt. Hun kunne være blevet en god dæmon. Men en menneskekrop har potentiale til forandring. Forbedring. Jeg kender et par vampyrer, der ikke ville have noget imod at sætte tænderne i hende..

Cayden skævede op til himlen igen, da Miaplacidus begyndte at fortælle ham om en mand der havde fortalt hende historier. Kan alle stjerner høre hvad vi siger? Tænkte han, en smule utilpas ved tanken. Han havde gjort lige så mange forfærdelige ting som han havde gjort gode. Han brød sig ikke om at blive dømt af andre end guderne.

"Er det længe siden han fortalte dig de historier? Det kunne være han stadig er i live. Så kan vi selv spørge ham," foreslog Cayden. Ikke at han ville tage stjernen med, hvis de lykkedes dem at finde ham. Tværtimod ville han selv udspørge manden og, hvis han var menneske, myrde ham, så han selv kunne udnytte svarene som han ville. Men han forestillede sig at Miaplacidus gerne ville møde en mand med svar og han ville gerne hjælpe hende, så længe det også hjalp ham selv. 

Der var ingen måde for Mia at holde sig fra at gøre store øjne eller lade sine læber skille sig ad i en mild og barnlig overraskelse der prægede hele hendes ansigt. Gløden fra hendes krop syntes endda at stige bare med et par enkle grader. Det var stadigvæk ikke nok til at lyse mere end området omkring hende selv op. Og selv der var det kun svageligt til trods for at gløden forblev klar og tydelig for øjet at se på hende selv.
”Spørge ham?” Tanken havde ikke strøget hende. Hun havde blot haft overvejende tanker om, hun nogensinde ville komme til at møde ham. Igennem de sidste tre dage havde der dog været set så meget, så hun ikke havde haft tiden til at faktisk indse, at hun havde muligheden, nu hvor hun ikke længere var en fast del af nattehimlen. ”62 omdrejninger om solen. Og 33 rotationer om sig selv. År. Og dage.” svarede hun så på sin vis ud af ingenting. Det lød også mere ensliggende end hendes ansigt følelsesladede ord. Tal var en af de ting, der kom til hende nemmere end noget andet. Tal undgik aldrig hendes hukommelse. ”Det er hvor længe siden det er, at han sidste talte til mig.”

Hun smilte da blidt til ham og lade hovedet en lille tak på skrå som for at vide sin egen tilfredsstillelse over at have svaret ham så korrekt, som det var muligt. Lige indtil at det rolige øjeblik blev afbrudt af en uundgåelig trang til at gabe. Det var et stort gab, men hun gjorde sit bedste for ikke at gøre det så lydløst som muligt. Og hun sørgede endda også for at være høflig nok til at løfte en hånd op for at dække munden.
Søvn og sult var de to ting, der havde undrede hende mest. Det havde aldrig været noget, der havde faldet til hendes natur nogensinde før. Søvn var heldigvis nem at håndtere. For når hun var træt nok havde hun overlevet at hendes krop lukkede ned af sig selv. Hun var bare ikke god til at gøre noget ved det, når de sidste tegn trådte ind. Men sult var en anden ting. Noget hun helst selv skulle tage sig af. Modsat søvnen, var hun dog langt bedre til at stå til, når sulten trådte frem.

”Hvor længe har du været herude?” spurgte hun efterfølgende, som hun fik afsluttet gabet og så ladet som om, det ikke var sket. Hun trådte et par skridt tættere på ham. Lige nok til at det ikke blev alt for ukomfortabelt for hende at læne hovedet tilbage for at kunne se ham i øjnene. ”I andre fra landsbyen plejer som regel at drage herud i løbet af dags timerne.”

"62 omdrejninger om solen?" gentog Cayden og skar tænder. Efter krigen havde han stadig nemt ved at blive stresset og også nu følte han presset lægge sig ned over ham. Han havde brug for at træffe de helt rigtige beslutninger, konstant, og det galt også i dag. Mørkets Hær kunne muligvis bruge Mia og Caydens arbejde var hans liv.
Han pressede sine fingerspidser imod hinanden, imens han tænkte. Teoretisk set kunne manden godt være i live, men hvis det var så længe siden han havde talt til hende, så lød det ikke sådan. Han brød sig ikke om at skuffe hende, så han lukkede sine øjne og forsøgte at komme på en løsning. Måske havde manden børn der kendte de samme historier? Cayden troede ikke på at mislykkes - det handlede kun om, at man ikke tænkte godt nok over problemet til at finde en løsning. Der var altid en løsning. 

Hans tanker blev afbrudt af et spørgsmål fra hende. Han så sig omkring og målte stjernernes position for at kunne give hende et mere præcist svar. "Et par timer," endte han med at sige, selvom det ikke var præcist.
"Jeg ved, at stjerner lyser klarest i mørket," svarede han og blinkede til hende. "Så det ville selvfølgelig give mest mening at lede efter én da." Han lod blikket glide overvejende over hende.

"Er du træt? Sulten? Kold? Hvis du har brug for noget, vil jeg gerne hjælpe dig." Cayden havde rigelig af erfaring med at  hjælpe andre - det virkede som regel til hans fordel, når de derefter begyndte at stole mere på ham, eller følte at de skulle gengælde tjenesten. En stjerne ville være praktisk at have i gæld til sig. 

Caydens følelser kunne meget vel ikke ligge udenpå hans tøj, men den unge stjerne kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan han lukkede sine øjne i og gav hende fornemmelsen af at tage afstand eller søge et andet sted hen rent mentalt. Dette skabte dog kun en smule nysgerrighed hos hende grundet manglen på forståelsen over, hvad han havde gang. Hun trådte endnu tættere på ham. Overskred uden tvivl afstandsgrænsen hos det almene folk. Hun kendte trods alt stadig ikke til lige netop den norm, så det var uden tøven, at hun havde bevæget sig nærmet helt op i ansigtet op ham. Denne gang uden at tage forbehold til deres højde forskelle. Hun måtte vel bare stille sig en smule op på tæerne, hvis det blev for ubehageligt for hende at se op.

Et lille sét af overraskelse blev så sendt igennem hende, da hun - ifølge sig selv - pludselig åbnede sine øjne igen for at svare på hendes spørgsmål, og hun trådte skam også et halvt skridt tilbage med den ene fod. Det lykkedes ham dog relativt hurtigt at få hendes skuldre til at falde igen. Og om et stort varmende smil ikke også hurtigt fandt sin vej frem på hendes ansigt. Hans ord fik tilmed en hvis varme til at sprede sig i hendes kinder i takt med at de blussede mere op, end hvad kulden allerede havde præsteret.
Hun forstod dog slet ikke, hvad han mente med at lede efter stjerner. For var han ikke blot kommet for at finde ud af, hvad der var sket? Hun undlod at sige noget om det. Jo mere hun tænkt tilbage på hans tidligere ord, jo mere syntes de nemlig at ommøblere og give bedre mening. I stedet samlede hun sine hænder i strakte arme på ryggen og skød automatisk brystkassen frem, som hans overvejende øjne søgte mod hende.

”Du vil hjælpe mig?” Endnu engang flød den barnlige undring henover hendes bløde ansigt. Kun kortvarigt, igen, inden hun atter smilede som en blomsterpige i foråret. ”Jeg ville ellers havde forstået, at du var den der havde brug for hjælp, sådan som du stiller mig spørgsmål. Men jeg vil da-..” svarede hun ham så med samme lette kækhed som tidligere. Hun trådte et skridt tilbage og prøvede sig med at svinge omkring så elegant som hun havde set andre piger gøre det i Lazura, men hendes blev klodset og ubalanceret, siden kroppen stadig manglede kordination, så hun i stedet mistede fodfæstet og væltede ind mod Cayden med et hvin og udstrakte viftende arme, da hullets tyngdekraft trods alt trak hende ned og ikke op. ”Iih!” 
Lidt hjælp havde hun da så nok brug for.

Cayden var overrasket over at se hvor tæt Mia havde bevæget sig på ham. Det var næsten nok til at få ham til at tro at hun allerede stolede på ham. Så begyndte hun også at rødme og for første gang i flere år følte Cayden sig selv bløde lidt op. Hun virkede lige så uskyldig som et barn - mere uskyldig end et menneskebarn. Hendes varme glød og nysgerrige blik og høflige facon hjalp selvfølgelig også på hans helhedsindtryk af hende, men et øjeblik var han lige ved at droppe ideen om at fortælle Mørkets Hær om opdagelsen af hende. Både fordi han gerne ville beskytte hende og fordi han gerne ville beholde hende for sig selv.

Han betragtede hende med stor interesse, da hun snurrede om sig selv som i en dans, og det lykkedes ham også at gribe hende. Der skulle heldigvis ikke meget til, hun faldt stort set lige ind i hans arme. Dét havde han ikke noget imod at udnytte og uden at lade hende genvinde sin balance, lagde han begge arme om hende og sænkede hende længere ned imod jorden. Længere ned, end hun ville have været, hvis de havde danset. Langt nok ned til at hun gerne skulle føle at han havde magten til at tabe hende ned på jorden når som helst. Lidt af hans mørke kom frem bag den skal af godhed han havde taget på for hende.

"Vi kan hjælpe hinanden," sagde han så, ethvert tegn på fare omgående væk fra hans ansigt, og smilede legende til hende inden han hev hende op at stå i så kraftfuld en bevægelse at hendes petit krop løftedes fra jorden og han med en hånd på hendes hofte guide hende ned i et blødt fald. På dramatisk vis endte hun med at stå midt i sit eget krater, igen, omend det denne gang havde været blidt og kontrolleret, som i en dans.

"Hvad siger du? Du kan informere mig, hvis du finder ud af mere om.. dig selv.. og jeg kan hjælpe dig med hvad du har brug for." Cayden smilede stadig til hende, indtil hans blik blev fanget af hendes hår, der havde forvildet sig, da han han snurret hende op og rundt, og han rakte ud for at stryge den på plads bag hendes øre.

Som en der havde forventet at falde direkte på måsen - eller ved bedste tilfælde blive grebet og rettet op igen af hjælpende arme - kom det fuldkommen bag på hende, da han ganske rigtigt greb hende men så sænkede hende dybere og dybere ned. Selvom at hans arme virkede til at have et godt tag omkring hende under hendes arme, endte hun alligevel straks med at hæfte sig fast omkring dem. Og grundet ekstra frygt for at falde blev hendes ene ben også løftet en smule op i luften i tro om, at det kunne hjælpe med at balancere hende ud. Det så uden tvivl alt andet en elegant ud i hendes hoved, og hun så da også ufattelig forvirret op på ham, da han stoppede med at sænke hende lavere. Blot i det korte øjeblik, inden han endelig løftede hende op. Men selv der blev hun udsat for en større overraskelse.
Der kom et halvkvalt hvin fra hende, da hun følte sig selv blive kastet en smule op i luften, og hendes hår flagrede let omkring hendes ansigt, da hun i samme bevægelse blev svunget omkring, så hun landede med fronten mod ham igen. Uden at tænke over det havde hun lagt sine hænder mod hans skuldre, da han havde grebet hende om hofterne og så sluttede af med at sætte hende solidt på jorden. Det diffuse udtryk var malet med klare farver på hendes ansigt. Hun var ikke helt sikker på, hvad der lige var sket. Og hun var ikke sikker på, om hun brød sig om det sug i maven, det havde givet hende. Som havde de indre organer bare trukket sig sammen i et splitsekund. Men det var ikke negative følelser der lå henover hende.

Heldigvis kom hun tilbage til live igen, da hun ud af øjenkrogen lagde mærke til hans hånd der rakte ud efter hende, og hun trak per ren refleks sit hoved tilbage, før hun fjernede sine hænder fra hans skuldre og i stedet greb med blide og varme fingre omkring hans hånd uden at vide, hvad han egentlig havde tænkt sig. Og endelig landede de blå øjne tilbage op mod Cayden, som endnu engang stod tæt på hende. Først kom smilet tilbage.
”Noget for noget, ja.” sagde hun, som han havde sagt til hende tidligere. Hun slap så stille og roligt hans hånd igen og samlede endnu engang sine egne på ryggen som før. ”Vil du så have noget imod at holde mig med selskab, Cayden Roux? Det er så klemt inde i byen, så jeg søger stadig herud, virker det til.” Hun drejede ubekymret hovedet for at se mod Lazura på den anden side af flod-søen, hvor man stadig kunne skimme flakkende lys. ”Her er godt nok ikke ensomt om natten, men du er ikke den eneste, der vil vide mere.”

Cayden nød hvordan Mia klamrede sig til hans arme, da han sank hende længere og længere ned. Hun var mere end velkommen til at røre ved ham og især hans overarme, når de var spændt og det eneste, der holdt hendes spinkle krop fra at falde.
Hendes hvin, da han løftede hende op, nød han næsten lige så meget. Hun var utroligt levende og fri i forhold til de mørke væsner han normalt omgik sig med. De havde rigeligt med grund til at være som de var, men hans bedste veninde var lidt af et monster, på alle de bedste måder selvfølgelig, men stadig et monster, og desuden en desertør, og en anden af hans venner havde fundet 'lysets vej' og var også deserteret. De venner han havde i hæren tænkte kun på deres arbejde, præcis som ham selv. Det var noget af en forskel at holde om livet på en kvinde, der smilede og hvinede og var ærlig som dagen var lang - og som ligefrem glødede.
Han var noget skuffet, og også overrasket, da hun stoppede hans hånd inden han kunne nå hendes hår. Han havde troet at de havde fået opbygget en vis mængde tillid nu, og han skævede til hans hånd, som hun stadig holdt fast i. Først da hun slap den, så han tilbage på hendes ansigt igen.

Han lod hende tale - han ville gerne have alle hendes ønsker med, og han fulgte i tavshed hendes blik, da hun så over mod Lazura. Indtil hun sagde noget, der indikerede at hun havde problemer med andre væsner.

"Er der nogen af dem der generer dig?" spurgte han og spændte ubevidst i hele kroppen, klar til at slå nogen, hvem som helst virkelig. Et øjeblik lignede han præcis den soldat han egentlig var og alt for lidt den historiker han gav sig ud for at være, men Cayden var en opmærksom fyr, der hurtigt indså hvordan han måtte se ud, og øjeblikket efter slappede han af i sine muskler igen og rettede overfladisk på ærmerne i sin jakke, til de sad helt lige, som brugte han det meste af sin tid på et bibliotek.

Han rømmede sig. "Jeg holder dig gerne med selskab," svarede han hende så og skævede igen over mod de lysende pletter på den anden side af søen. Han vidste udmærket at han burde få hende med tilbage til Kzar Mora, men noget stoppede ham. Jeg kan bedre få information ud af hende på den her måde, overbeviste han sig selv.

”Hvad?” Hun blinkede straks overrasket med sine nu svagt opspilede øjne og rankede sig ligeledes til at matche det uforståelige udtryk. Hurtigt derefter rystede hun så markant på hovedet, at hendes korte totter af hår flagrede omkring hendes ansigt for en stund, til hun stoppede og så fortsat på ham. ”Nej nej! Der er ingen der genere mig. Overhoved. Alle jeg har mødt har været lige så venlige som dig. Hvad jeg mente med klemt er i bogstavelig stand. Småt.” Mia var vant til at have meget mere plads. Nærmest uendeligt med plads. Hun var egentlig ikke engang vant til at lægge mærke til plads. Ikke på samme måde som hendes jordiske hjerne gjorde, men noget i hendes underbevidsthed reagerede stadig på tingene, når hun ikke havde nok frirum omkring sig. Hun virkede dog heldigvis til at hurtigt falde ned igen, som hun selv mente at hun havde reddet misforståelsen mellem dem. En ting hun ikke ønskede, der skulle være. ”Hvorfor skulle der dog også være nogen der ville genere mig?” tilføjede hun smilende.

Igen forsøgte Mia med at tage et skridt tilbage, men i stedet for at dreje omkring som en ballerina, vendte hun sig måske lidt for sikkert rundt, inden hun bevægede sig de få skridt ud af krateret og dumpede så ned at sidde på kanten med sin front rettet mod ham. Benene trak hun automatisk lidt op til sig, hvorpå hun lænede sig frem og greb under kappen fat omkring sine bare ankler.
”Jeg må sige, at jeg er meget overrasket over jeres verden.” sagde hun med en rolig stemme og attitude. ”Jeg havde ellers overværet så meget krig og ødelæggelse, at jeg havde…” Hendes ansigt skar en grimasse som kunne hun ikke helt sætte sin finger på, hvad hun ville sige. ”…medlidenhed med jer.” kom hun dog hurtigt frem til og fortsatte så med en komisk undertone: ”Men det ligner, at jeg er den der her bragt mest ødelæggelse.” Hun hentydede tydeligvis til selve krateret, der stadig lignede sig selv efter tre dage til trods for den kraftige vind.
Med ét voksede hendes smil betydeligt, som hun så mere direkte tilbage på Cayden. ”Her er rart.”

Cayden gjorde ikke noget for at skjule sin skepsis da Mia fortalte, at alle havde været lige så venlige mod hende, som han havde. Først og fremmest så var hans venlighed en facade for at få hende til at stole på ham - og for det andet, så var mennesker ikke venlige. Ikke uden at ville have noget for det. Måske der fandtes en enkelt eller to godhjertede sjæle derude, men det var næppe dem Mia var stødt på. Det mest sandsynlige var, at folk var søde ved hende fordi hun var smuk, eller fordi de ikke turde andet, når de så hendes glød og deres første tanke var, at hun var en gudinde.

Til gengæld kunne han godt forstå, hvis hun havde brug for plads. Hun havde haft rigeligt med plads på himlen, fra hvad Cayden havde kunnet se i sit teleskop. Da hun spurgte, hvorfor der dog var nogen, der skulle genere hende, hævede Cayden begge øjenbryn og så væk fra hende, i et forsøg på ikke at lade hende se, hvor naiv han syntes hun var. 
Fordi du er køn, fordi du er en kvinde, fordi du ikke ser ud til at kunne forsvare dig selv, fordi du er naiv, remsede han op i sine tanker, men han sagde ikke nogen af sine grunde højt. Han ville trods alt gerne have at Mia bevarede sin søde og gode naivitet. Hun ville tids nok opdage at verden ikke var så god, som hun gik rundt og troede lige nu.

Han nikkede eftertænksomt, da Mia fortalte om den krig og ødelæggelse hun havde overværet og hvordan den havde fået hende til at føle. Han fulgte også hendes blik til krateret, da hun talte om det, inden han kravlede efter hende op af det, for at stille sig på kanten af det i stedet.
"Du har gjort meget mindre skade end de fleste mennesker har, tro mig," svarede han, og det lykkedes ham at holde bitterheden ude af sin stemme. "Fysiske skader på jord som den her, det betyder ingenting. At gøre levende væsner ondt, fysisk eller psykisk, dét er hvad der bestemmer om du er en god eller ond person. Det her krater," sagde han og slog ud med hånden imod det; "det har ikke gjort skade på nogen. Desuden tror jeg ikke at du gjorde det med vilje." Det sidste sagde han med et smil og rakte en hånd ned til hende, for at tilbyde hende hjælp med at komme op at stå igen.

"Hvor gammel er du, Mia? Jeg vil gerne vide hvor meget af vores historie du har set."

Desuden tror jeg ikke, at du gjorde det med vilje. Af en eller anden grund fik det straks det større smil yderligere frem på hendes læber. Og tilmed kom der en tilhørende latter frem. Ganske kort. Som et mere hjerteligt fnis. Derudover kunne der fornemmes et hint af forlegenhed i den måde hun fjernede sit blik fra ham med et lille ryst på hovedet. ”Nej. Jeg var ikke engang klar over, at jeg faldt.” Og så faldt den gennemtrængende munterhed lidt ned igen. Efterlod hende i en mere idyllisk atmosfære. Blot for et øjeblik, inden hun så ham bevæge sig ved siden af sig, og hun derfor automatisk så tilbage op på ham.

Så snart hun lagde mærke til hans ud-rakte hånd, måtte hun dog endnu engang ryste afvisende på hovedet. Hun havde trods alt ikke sat sig ned uden nogen grund. Selvom hun virkede til at kunne bruge sin krop uden mange problemer, så var hun umuligt lige så hærdet som han var, som for en historiker havde en overraskende agterstavn måde at stå på. Men før han forhåbentlig kunne tage hendes afvisning forkert, klappede hun indbydende på pladsen ved siden af sig og rykkede endda tilbydende en lille millimeter til siden.
”250 om-…” Hun stoppede sig selv ret hurtigt. Pressede sine læber sammen, som havde hun sagt noget forkert. ”Jeg mener… 250 år og 2 dage.” svarede hun så endeligt og trak sine ben en smule mere op til sig for at bedre kunne vikle sine arme omkring dem. Hun drejede atter hovedet væk fra ham og stirrede i stedet for ud imod vandet foran dem med et roligt udtryk i både øjne og ansigt. ”Jeg faldt på min… skabelsesdag, kan man vel sige. Jeg vil helst ikke påstå, at jeg har en fødselsdag lige som jer.” Hun skubbede sine skuldre mere op mod ørene, da en brise blæste forbi dem. ”Det er kompliceret. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke havde en ’bevidsthed’ lige da jeg blev til, men jeg ved præcis hvor længe jeg har været her. Det er det samme med jeres sprog. Jeg forstår og taler det helt fint, selvom jeg ikke har hørt det… Ikke på samme måde som I hører ting.” Hun drejede skarpt opmærksomheden tilbage på Cayden. ”Giver det mening?”

Her var endnu et spørgsmål Cayden gerne ville have svaret på; hvis ikke Mia vidste at hun faldt, kunne hun vel ikke selv have igangsat det. Så hvad havde fået hende til at falde? Og havde hun forvandlet sig til et menneske undervejs, eller var menneskeformen en del af at være en stjerne?
Han betragtede hende eftertænksomt imens hun talte og nikkede ind imellem. Det var for utroligt til at være et tilfælde, at hun var faldet på sin skabelsesdag. Han følte sig sikker på at han ville kunne huske alt hun fortalte ham, men han  ville alligevel ønske at han taget en notesbog med. Bare for en sikkerheds skyld. Desuden kunne han godt lide at have alting på skrift, og det ville gøre det nemmere, når han skulle videregive en rapport til sine overordnede.

"Det giver mening," svarede han med et eftertænksomt blik og nikkede langsomt. 250 år? Hun har levet igennem Mørkets tid som regerende, og igennem Lysets tid som regerende. Hun har set Lord Sabbatin blive myrdet. Hun har set Lysets Dronning blive myrdet... ved sin sidste tanke skævede han til Mia. Mennesker var onde væsner og Lysets Dronning havde været involveret i krigen imod lysets og mørkets hær, så hun var ikke uskyldig, men alligevel var det vigtigt for ham at vide om Mia havde følt det samme ved Sabbatins død som hun havde ved Lysets Dronnings.

"Og hvad synes du om vores historie? Har du holdt med én side i krigene, eller har du kunne se på uden at vælge side?" Han spurgte det så neutralt som muligt. Han vidste godt at mørkets væsner ikke så ud som om de var værd at sympatisere med, men alle hans venner og hans familie var væsner af mørket, og han tog sig selv i at ønske at Mia så deres krig som mere nuanceret end sort-hvid. 

”Jeres historie… hm…” Der skulle en ekspert observatør til at bekræfte det, når Mia fald i eftertænksomme folder. Hun fjernede endnu engang blikket væk fra Cayden for at bedre kunne fokusere på, hvad der foregik i hendes hoved og kun dét. Hendes øjne klemte sig ganske let sammen og en meget svag trækning ved hendes kinder fortalt om, hvordan hun ubevidst sad og gumlede på deres inderside. Men lidt efter lidt faldt de energiske ansigtstræk sig mere hen imod det sørgmodige i takt med, at hun fik problemer med at vide, hvad hun skulle svare. ”Jeres historie har været meget gentagende på en måde. Magt er blevet taget. Og magt er blevet tabt.” Hun stoppede med at omfavne sine ben men forblev dog lænet frem, da hun løftede sine hænder frem fra kappen og op til sin mund, hvor hun åndede tungt på dem for at varme dem. Noget hun havde set andre gøre i kulden, hvor tåget dis var blevet dannet. Og idét at det også skete for hende, spillede der sig strakt et fluks glædessmil frem i hendes kortvarige fratagelse fra omverdenen, som heldigt for hendes selskab ikke varede alt for længe, hvorpå han igen blev centrum for hendes opmærksomhed og de blå øjne, da hun så tilbage på ham - stadig med antydning af smilet på sine læber.

”Du må forstå, at jeg ikke har haft det mindste at gøre med Jorden, før jeg kom hertil. Det har aldrig stået til min natur at ’vælge side’, som du formulerer det. Selvfølgelig kan jeg ikke lide det, når folk gør hinanden ondt. Men med krigene giver det mening hvorfor. Krigene starter af en grund - hvor af jeg føler at jeg altid vil stå imod de selviske - men udviklingen…” begyndte hun så småt. Hun talte stadigvæk med en blid og rolig stemme. Og overraskende nok havde hun ingen problemer med at beholde øjenkontakten. ”Det er som en stor cirkel af hævntogt. Et øje for et øje, tror jeg det hedder. Den ene er ikke meget bedre end den anden.”
Pludseligt tog hun så en dyb indånding helt ned i lungerne og satte sig med en tilhørende dyb udånding endelig ordentligt op for at placere hænderne ned i stenunderlaget lidt bag sig for at sidde en lille smule tilbagelænd.  ”Hvis jeg overværede en mand blive dræbt lige foran mig, ville jeg uden tvivl ikke se mig godt på voldsmanden, siden jeg ikke står til for den slags. Men jeg ville heller ikke kende begrundelsen bag. Så hvad der egentlig kunne have været et minus plus - hvis jeg anerkendte grunden - vil automatisk ende som et dobbelt minus. Dog ved at overvære det på afstand og større plan…” Hun stoppede brat og rystede kraftigt på hovedet. ”Undskyld, nu skrider jeg udenfor emnet. Jeg taler for meget…” undskyldte hun med en let latter i stemmen for at gøre det mindste akavet, sådan som hun bare havde plapret løs uden nogen konkret tråd til hans oprindelige spørgsmål.

//OOG: Du må virkelig undskylde, at jeg har været så langsom til at få svaret!..håber du kan tilgive mig.. D: det tog mig bare længere tid end forventet at komme frem til en konklusion om Mia's synspunkter.//