Yasmin var længere væk fra Ulvehøj end hvad godt var. Men sandheden var, at hun havde behov for afstanden. Det var underligt med den nye baby-agtige unge, som Miranda havde fået, og så var Rafixul også kommet tilbage. Det hele var så underligt fredeligt og selvom det var vigtigt at der var fred, så kunne Yasmin ikke helt håndtere det. Hun havde aldrig haft det så godt som hun havde det hos ulveklanen, men samtidig, så var hun en kriger. Og krigere havde behovet for at skulle møde konflikt. Dette var ikke anderledes for den unge kvinde, der nu gik med en mindre oppakning slynget over skulderen, samt sin trofaste langkniv i et bælte. Hendes tøjvalg var mere dyrisk end egentlig civiliseret, som det havde været dengang nede i Rubinien, men hun fandt sig faktisk bedre i en læderfrakke med pelsstykker og trofæer rundt omkring fra de gange hun havde været ude at jage. Stadig havde hun varulvetanden hængende uden på sin trøje, frit fremme. Den kunne misforstås på så mange måder af andre varulve, men Yasmin var pishamrende ligeglad. Hun beholdte hvad hun dræbte.

Og bedst som hun gik i sin egen verden, kunne hendes næse opfange røg. Og lort. Masser af lort. Hvorfor der stank sådan vidste hun ikke helt, men hun fulgte stanken, trods det vendte sig let i hendes mave, til hun kom hen til en lysning i det skovområde hun havde gået rundt i. Der stod fire grønhudede folk derinde, og Yasmin kunne ikke andet end at hæve et øjenbryn. Hun havde aldrig set disse væsner før, og deres sprog lød gutturalt og ubehageligt i hendes ører. Hun skulle til at gå da én af dem vendte sig og gav sig til at råbe af hende. "Jeg forstår dig ikke," konstaterede hun, ret neutralt. Dette hjalp slet ikke på den grønhudede skabnings humør. Den viste tænder. Store, spidse, grimme tænder. Og trak sin økse. Yasmin svarede igen ved at trække sin langkniv, beslutsom og kølig.
Skabningen gav sig til at gå hen mod hende sammen med sin ene ven. De resterende to grinte blot over det der foregik. En brutal og hånende latter, som Yasmin bestemt ikke brød sig om. I det den ene kom tæt nok på og løftede sin økse for at hugge, opdagede Yasmin dens fejl. Han var for åben. Hun trådte let til siden og skabningens økse landede i jorden. Mens han havde travlt med at hive øksen fri, trådte hun tættere på ham mens hun jog sin langkniv i siden på ham. Derfra gik det ret hurtigt. Den anden skabning var lidt mere rutineret og øvet, så Yasmin måtte hurtigt trække sin kniv fri og blokere slaget. Skabningen var voldsomt stærk, så hun skyndte sig at give efter, samtidig med at hun trådte til siden, og lagde sin frie hånd over øjnene på den skadede grønhud. Is gnavede sig ind i orkens øjne til de sad fast. Den skreg op i vild vrede og smerte og begyndte at svinge voldsomt omkring sig. Men fordelen var skabt. Yasmin kunne nu fokusere på én ork. For de andre så ud til at have travlt med... Noget andet?

Som Esteban troede han kunne få bare en smule fred og få lov til at nyde naturens ro og mag, opfangede han en voldsom stank af både røg og lort. Han rynkede på næsen og så sig omkring for at lokalisere hvor røgen kom fra og begyndte da at gå i retningen. Et suk undslap ham som han så ned af sig selv. Det var tydeligt at hans tøj havde set bedre dage, eftersom det var godt smadret efterhånden, så hvorfor ikke? Som han begav sig mod røgen smed han tøjet, uden så meget som at tænke over at der kunne være nogle i nærheden der kunne se ham. Personligt var han ligeglad, for der var sikkert ikke noget på hans krop der ikke var set andre steder på andre mandlige individer. Langsomt begyndte huden på hans menneskelige krop at sprække og en sort pels under kom til syne og han kom ned på alle fire. Det var ikke just fordi han var sønderlig godt camoufleret i det høje græs med den farve pels han havde, men det kunne også være ligegyldigt, for han var ikke ligefrem fordi han var på jagt, men blot på eventyr. En ny lugt fangede hans opmærksomhed og han knurrede svagt for sig selv som han nærmede sig lysningen, hvor de grønhudede væsener stod. Orker. Han blottede tænder og sank ned i græsset og betragtede dem, fik styr på deres bevægelsesmønster og der var det han opdagede en kvinde der havde været dum nok til at gå direkte ind til dem. Han betragtede hende så hvordan orkerne begyndte at råbe efter hende og trak deres våben. Han kneb svagt øjnene sammen og opfangede en svag duft af ulv. Men ikke den samme slags som han selv, men en anden form? Han så hendes kampteknik og måtte indrømme han var underholdt lige indtil han så hvordan der var to orker der stod og så mod hans retning. Hurtigt fik han lagt sig ned og håbede på han ikke blev opdaget, men der var det allerede forsent og den ene løb mod ham.

Hurtigt kom han på benene og sprang til siden inden øksen nåede at ramme ham, men han kunne dog mærke suset fra den, ganske få centimeter fra hans halespids. En dyb knurren kom fra ham, samt han blottede tandsættet. Orkerne råbte noget til ham, men intet af det forstod han og han holdt sin position, ind til ork nummer to sprang mod ham. Dette var for tæt på! De gule øjne rettede sig mod de to orker og han begyndte at bakke langsomt, i håb om de ville følge efter ham så kvinden ikke skulle komme i flere problemer end hun allerede var, trods det så ud til hun havde styr på sine teknikker. Med et løb den ene ork mod ham og svang med øksen, hvilket fik ham til at springe til siden og han så sit snit. Han sprang i fuld kraft mod orkens hals og borede de lange, skarpe tænder ind i grønhuden og nærmest ruskede i halsen på orken til han kunne smage, samt mærke hvordan hans egen mund blev fyldt af blod. Orken udstødte et voldsomt brøl og faldt til knæ, kun for at rejse sig op og de nu begge løb imod ham. Han løb et stykke væk og ham der allerede var såret stoppede for at få pusten mens den anden slog ud efter ulven. Slaget af køllen ramte mod hans ribben og han faldt til jorden med et bump, men hurtigt kom han til kræfter igen og kom på benene og for med al hast mod den allerede sårede ork for at afslutte jobbet. Han sprang på ham så han væltede omkuld og satte igen tænderne i halsen på ham, ruskede og lod kløerne bore sig ned i brystkassen på ham og hurtigt gav orken op, trods han ihærdigt forsøgte at hive ulven væk. 

Han sprang af og rettede blikket mod den ork der havde ramt ham med køllen. Den sorte pels glinsede af blod og de før gullige tænder var blevet smurt ind i blodet fra orken. Han knurrede atter dybt og ventede nærmest på at orken skulle komme mod ham igen. Han havde ondt, sikkert trykket eller brækket et ribben eller to, men han var stadig stående og han havde trods alt en god healing evne, men det tog alligevel tid. Som orken for imod ham igen og slog ud efter ham endnu engang sprang han ud efter armen og fang sig fast inden han blev revet væk og smidt ned på jorden af den væsentligt større ork. Han knurrede dybt og så hvordan orken efterhånden havde sænket paraderne og mistet en god mængde energi. Han lod som om han gik fra stedet, men vendte da om og løb i fuld fart mod den uforberedte ork og sprang mod hans hals og fik ham væltet omkuld. Han borrede tænderne i halsen på ham mærkede hvordan han rev og flåede i den sorte pels for at få ham væk, men det hjalp intet og som han trak sig tilbage og rev en luns af halsen med sig spyttede han den ud på jorden ved siden af. Langsomt kunne man også se hvordan hans egen krop langsomt begyndte at komme tilbage til sin oprindelige skikkelse og pelsen faldt af og han var nu menneske igen "Gid jeres slags var blevet udryddet for længe siden!" hvæsede han nærmest og formede en knytnæve og sendte den flugt mod orkens ansigt og en mere, igen og igen til der til sidst ikke var meget ansigt over det længere og han sad og trak vejret dybt. Der var stadig et nærmest lysende glimt af had i hans øjne, hvilket ikke ville gå væk lige foreløbig. 

Det gik voldsomt til længere væk med de resterende to skabninger, og Yasmin kunne ikke undgå at skæve over mod dem, som de så ud til at slås mod en ulv. Varulv? Hun var ikke sikker og en flyvende økse med retning direkte mod hendes ansigt, rev hendes opmærksomhed tilbage til sin egen kamp idet hun dukkede sig, lavede et rullefald og greb fat i den døde orks store økse. Det var et uvant våben i hendes hænder, men større og bedre imod det større kreatur der viftede blindt rundt med sit våben. Uden tanke og overvejelse, gik hun i kødet på den. Bogstaveligt talt. Hun svang øksen da det åbningen kom og den gravede sig voldsomt ind i maven på skabningen, der så ud til at have organer som et menneske, da tarmene væltede ud af maven på den.

Orken faldt på sine knæ samtidig med at Yasmin gav slip på den virkelig dårligt lavede økse, for at tage sin egen langkniv op igen. Hendes vejrtrækning var hurtig, for hun var fyldt med kampens adrenalin, idet hun svang kniven og orkens hals åbnede sig, afslørende rødt blod, der sprøjtede ud. Hun nåede hun lige akkurat at holde en arm op for at skærme sit ansigt, men kunne ikke undgå de lette blodsprøjt der til sidst var, hvilket gav hende noget af et drabeligt udseende. Hun sendte igen et blik i retningen af den anden scene, hvor en mand begyndte at tage form hvor ulven før havde været. Det så noget anderledes ud fra en varulvs forvandling til menneske, så hun antog at han måtte være noget andet. Hvad mere var, så var han nøgen, men mindst lige så hektisk og dyrisk som hun var, mens han smadrede sin knyttede hånd ind i skabningens ansigt. Selv hans hvæsen virkede dyrisk. ”Deres slags? Hvad er de for nogen?” hun var slet ikke anfægtet af at han var nøgen, tværtimod. Det var normalt. Eller egentlig ikke, men Yasmin havde aldrig rigtig tanker på andre nøgner individer. Hendes tanker lå konstant på kamp og ære og at være en god kriger. Og lige nu, hvad de væsner var for nogen. Hun gik hen til manden og prikkede til den døde, nu ansigtsløse ork for at henvise til sit forhenværende spørgsmål.

Han stoppede ikke, ikke før han hørte en stemme der talte til ham. Han så på kvinden og trak på skuldrene ”Har du aldrig set en ork... Jamen værsgo.. Her har du de klamme vandskabninger” sagde han og slog en sidste gang ned i det der engang var ansigtet på en ork. Uden tøven rejste han sig op i fuld højde, ligeglad med hvad var komplet nøgen foran hende, som om det var noget af det mest naturlige der faldt ham ind. Han så rundt på de døde orker og øjnene faldt på den ork han netop havde smadret til plukfisk. Han bukkede sig ned og flåede skjorten af orken og svang den omkring hans røv så det var bare lidt dækket.

”Du lugter af ulv... Varulv? Halvdyr?” spurgte han og gik tættere på som han duftede rundt i luften for at identificere hendes duft. Der var ikke nogen tvivl om hun var enten eller, for duften af ulv hang over hende som en tung sky der kunne briste når som helst. Han havde ikke noget imod hvad end hun var, men han ville bare vide det, for duften kildede i hans næse, næsten som en allergi af en art. Hans blik rettede sig mod de andre døde orker. Hold kæft en krigsmark... Blod og indvolde over alt, egentlig et ret makabert syn, men det gjorde ham nu ikke noget, han havde set en del efterhånden så det rørte ham egentlig ikke.

Det lignede at det faldt manden naturligt ind at være nøgen. Hans slag mod den døde ork fik blot Yasmin til at lægge hovedet lidt på skrå. Der var ingen forskrækkelse over vold at hente hos hende. Hun var alt, alt for vant til det. Det var en del af hendes personlighed. Vold.
"Jeg ser," svarede hun kort og kontakt som hun skubbede orken væk med sin fod. "De har i hvert fald ikke styr på noget som helst. Meget primitive," det var noget underligt noget at konstatere for én som var varulv, men hun mente det. De var virkelig primitive. I det mindste holdt hun sig da nogenlunde ren, og det så da også ud til at den fremmede mand gjorde det samme. Sådan da, taget i betragtning hvilket makabert sted de stod begge to.

Mandens spørgsmål fik Yasmins blik til at rette sig mod ham, intenst. Havde han spurgt for blot måneder siden, ville hun have været rasende over det, men nu tog hun stolthed i at hun var sammen med en familie af sin slags, hvor hun var respekteret sådan som hun nu engang var. "Varulv," igen var hun meget kontant. Hun trådte selv tættere på manden, snusende lige som ham. "Og du er ikke en varulv.. Er det en magisk evne?" halvdyr plejede altid at have nogle af dyrets former, og manden så ud til enten at være menneske eller ulv. Det kunne kun give mening at han havde en magisk evne. Eller noget andet? Måske vidste hun ikke nok om halvdyr til at begynde med.

Esteban nikkede ganske kort ”De er dumme som en dør for at sige det pænt… Eller mange af dem er, der er så også dem der har udviklet sig lidt, fået en hjerne der faktisk fungerer” sagde han med et kækt smil på læberne. Han havde egentlig kun mødt orker der var snotdumme, men han havde hørt fra forskellige folk, at der var nogle orker man ikke skulle lade sig narre af, da de kunne spille blanke som et spejl, men faktisk vidste hvad fanden det var de havde gang i.

Han hævede svagt det venstre øjenbryn som han så på hende. Kort og kontant, ingen fingre imellem noget som helst. Et skævt smil kom frem på hans læber ”Mystisk nok.. Halvdyr, eller hvad man kalder dem.. Min familie har udviklet sig til ikke at have specielt mange fysiske træk… Men sanserne for eksempel, de fungere som dyrets” sagde han nærmest stolt. Han havde endnu ikke selv forstået hvorfor han ikke havde ører eller hale når han var menneske, for de fleste halvdyr han havde mødt, havde tydelige tegn på hvad dyr de tilhørte, men ham… Ikke det det lignede.

Yasmin nikkede blot til hvad manden konstaterede om orkerne. Der var ingen grund til at snakke yderligere om det som sådan. For det interesserede hende egentlig ikke særlig meget, og de var jo egentlig enige.
I stedet var der hans form. Hans menneskeagtige form og det faktum at han ikke havde en decideret varulvs lugt på sig. Det var anderledes og faktisk også lidt spændende. Hun snuste kort ind igen, mens kiggede nysgerrigt på ham.
Hun kunne sagtens høre at han var stolt og hun trak meget let på smilebåndet. Det var næsten ikke til at se. "Mine sanser er også gode når jeg ikke er en ulv," konstaterede hun, før hun rakte ud og rørte ved mandens arm. Mon han var lige så hård på musklerne som han så ud? Da hun greb fat om hans overarm, prøvende, fik hun et usagt ja på sit indre spørgsmål. Det var ikke noget, hun normalt gjorde, men hun var virkelig nysgerrig.

"Og du har kontrol når du forvandler dig," det burde måske være en bitter konstatering, men Yasmin havde lært at leve med at være varulv og næsten at værdsætte. Men igen, det ændrede ikke på hendes nysgerrig. "Har du stadig dræberlyst og instinkter i din ulveform?" spurgte hun mens hun gav slip.

Esteban så på kvinden foran sig, bemærkede at hun tog endnu en dyb indånding. Han skulle lige til at sige noget, men inden han gjorde mærkede han hendes hånd på hans arm, men gjorde intet, så blot på hende med et hævet øjenbryn. Esteban ville da ikke benægte at det nu var rart med berøringer, men fra en fremmed han lige havde mødt? Virkede i og for sig lidt underligt for ham, men så igen? Esteban konstaterede at denne varulv måtte være ulideligt nysgerrig for at vide hvad han var for en.


Esteban nikkede kort ”Korrekt” sagde han med et kækt smil på læberne. Han vidste ikke helt hvordan det var med varulve og deres forvandling, men han havde hørt lidt omkring noget fuldmåne hejs, mere anede han ikke. Svagt trak han på skulderen over hendes næste spørgsmål ”Det kommer an på hvad humør jeg er i.. Forvandler jeg mig mens jeg er vred, så ja, men hvis det bare er for at komme ud af strække mig… Eller hvad man skal sige.. Så er der ikke ret meget dræber instinkt” sagde han med et skævt smil på læberne. Hans ulveform blev ikke kun brugt til at nedlægge monstre eller bytte, men også når han blot havde brug for at være sig selv, løbe rundt i skoven som ulv og nyde at være alene bare for en kort stund.

Det hævede øjenbryn fra manden fik ikke Yasmin til at give slip på ham. Det var først da hun var tilfreds med at mærke hans arm at hun gjorde det.

”Så du kan bare forvandle dig frit og er kun under påvirkning af dit eget humør.. Der er slet ikke et indre bæst der gerne vil ud?” spurgte hun i et lidt mere stille tonefald. Det var underligt, for hun var en komplet modsætning. Hendes generelle humør havde slet ingen påvirkning på hendes forvandling. Det var enten hende, eller varulven.

”Jeg bliver til et bæst når jeg forvandler mig,” konstaterede hun med et skuldertræk.

Esteban så stadig på varulven og forsøgte at finde ud af, hvad det egentlig var hun ville vide.. Hun havde holdt fast i hendes arm, han ville næsten gå så langt og sige, at hun rent faktisk havde mærket lidt efter på hans arm.

Han trak svagt på skuldrene ”I teorien har jeg selv kontrollen, men det bliver dog påvirket af, om jeg føler mig truet eller vred… Jeg er bedre til at slås som ulv, kontra menneske… Der vil jeg næsten gå så langt og sige jeg er en svagpisser” sagde han efterfulgt af et lille grin. Han havde ikke noget imod at tage lidt pis på sig selv og hans styrke, for han vidste godt, at han som menneske ikke var en af de stærkeste, men han var heller ikke en af de svage.

Esteban hævede et øjenbryn som hun talte ”Jeg kan ikke se det for mig… Du ser fredelig ud, ganske vidst ved jeg at nogle varulve ikke kan styre sig” sagde han med et suk. Han var stødt på en varulv, et ordentligt skideskur af et væsen, der bestemt ikke lod noget som helst komme i vejen for dens gøremål, ikke at Esteban havde det i tankerne, men han havde skygget den og fulgt efter den, blot for at se hvad den kunne og stak ret hurtigt halen mellem benene, da han så hvordan væsenet havde revet et dyr fra hinanden uden så meget som at blinke.