Tremmedøren blev lukket hårdt i og låsen blev drejet om med et metallisk klik, hvilket åbenlyst låste de to unge mænd indenfor i den hyggelige, lille, beskidte og støvede, mørke, knap så indbydende celle, som arresten havde reserveret for ballademagere og kriminelle. ”Jeg håber I to turtelduer ser frem til jeres nat i brummen.” brummede en yderst bredskuldret byvagt, der virkede til at nyde aftenens fangst lidt for meget ifølge det hoverende smil, der sad placeret på hans fjæs. Så det var ikke overraskende for Alran at finde situationen bare en tand mere provokerende, end den var i forvejen.

Alran havde været godt fuld tilbage på værtshuset, da de utallige nætter med mareridt og derfor absolut ikke nok søvn til, at han rationelt kunne fungere i samfundet, havde trukket ham mod alkoholen endnu en gang. Men postyret der var opstået, efter, at han havde sendt en knyttet næve mod en tilfældig mand, der havde været særligt irriterende at have i samme larmende lokale som sig selv, havde lykkes at få hjertet til at pumpe nok nyt og frisk blod ud igennem hans krop til at gøre ham mere og mere ædru igen. Og da byvagterne var ankommet på grund af urolighederne og kæmpet om at få splittet slåskampen ad igen, så var der ikke meget af den overdrevne berusede tilstand tilbage, nu hvor han var blevet smidt i arresten. Men fordi hans liv ikke var lortet nok endnu, så måtte han dele celle med den præcis samme gut, der havde været grunden til det hele.

Alran havde relativt hurtigt gjort sig komfortabel i cellen. Han havde trods alt allerede været sendt i arresten en god mængde gange. Umådeligt doven og stift havde han bevæget sig mod muren modsat den enkle ’seng’, hvor han gled ned at sidde med benene bøjet og en smule spredt foran sig, så hans arme kunne ligge og hvile på knæene. Han sukkede tungt – og lagde tydeligvis lidt ekstra drama over det – inden han endelig løftede hovedet og stirrede borende og direkte mod hans cellemakker. Blikket i de rødlige øjne var irritabelt, hvilket matchede perfekt op til udtrykket i hans ansigt. Kun lige oplyst af de flakkende tændte fakler, der hang på væggene udenfor cellerne. Et lys der næsten fik de mørke rander under hans øjne til at se endnu værre ud, hvis det overhoved var muligt. Heldigvis var starten på et blåtøje med til at tage fokus væk derfra.
”Hvis det ikke var for dig, din lalleglade kraftidiot, ville jeg ikke tilbringe endnu en nat væk fra min egen bløde seng.” knurrede Alran med bevidst fjendtlighed. Et enkelt hik tvang ham til at holde inde med sin talestrøm for et øjeblik. I stedet skar han en smertefuld grimasse, da tømmermænds hovedpinen allerede så ud til at tage sine tag. "Urg.." Typisk!

'Turtelduer' sagde vagten og Keeran fnøs og vendte straks ryggen til sin cellekammerat. Det var yderst uretfærdig at han skulle bures inde med samme sure idiot, der havde fået ham i den her situation. Hvis man spurgte Keeran, havde han jo ikke selv gjort noget galt; højst forsvaret sig, da han pludselig var blevet slået ned. 

Han synes ikke selv, at han havde larmet særlig meget på værtshuset. Ikke mere end hvad han plejede i hvert fald. Hvilket faktisk stadig var en del; ham og hans venner sloges om opmærksomheden, både blandt hinanden og blandt pigerne i nærheden og hvis han ville vinde dén kamp var man nødt til at være højlydt. Keeran var kun endnu mere højlydt når han var fuld. Han var også gladere når han var fuld. Og mere provokerende. Det var også langt nemmere for ham at ryge ud i slagsmål - som det så var sket i aften.

Så snart vagten var gået, skævede Keeran imod sin cellekammerat. Han betragtede den vrede, voldelige fyr, der blot havde sat sig på gulvet på den modsatte side af sengen, og som så umådeligt træt ud. Der var stadig alt for mange timer til at de blev lukket ud og Keeran ville kun kunne sove, når han vidste at fyren i cellen med ham også sov. Han følte sig langt fra tryg. Hvor lidt han end brød sig om at indrømme det, så havde han været ved at tabe kampen, da de var blevet hevet fra hinanden af byvagter. Ikke at fyren så ud som om han ville gøre ham noget nu, men Keeran nærede allerede en bitterhed imod ham fra tidligere.

"Det er din skyld at jeg er herinde! Du skulle bare slås mod en eller anden, skulle du ikke? Vælg en anden, næste gang!" svarede Keeran surt, men samtidig opgivende - han var for træt til at have en rigtig diskussion og han lod sig også bare falde ned på sengen foran fyren, hvor han gemte sit ansigt bag sine hænder. Han kunne mærke blodet der stadig løb fra hans næse og han kunne mærke, selv på god afstand, at fyren overfor ham var i en smerte, som han kunne heale på et øjeblik, men han gad ikke tilbyde ham sin hjælp og han kunne ikke engang overskue at bruge energi på sin evne til at heale sig selv.
"Har du hikke? Skal jeg forskrække dig?" Spurgte han, stadig med ansigtet begravet i sine hænder, men med en nedladende tone på trods af at han følte sig på den dårlige side, hvis det kom til en reel kamp igen. 

En udånding der lød mest som en halvkvalt klukken boblede fra hans strube i takt med, at den spids-ørede talte færdig. Han var endda så fræk til at sende dumme spørgsmål i hans retning. Skal jeg forskrække dig? Det var squ da noget en mor spurgte sit kære lille barn, når det havde fået hikke. Men til hele verdenens overraskelse gik det ikke ind og stak med irritation, som man normalt ville tro, når det kom til manden, hvor alt gik ham på. En tikkende bombe, det var hvad han var. Alran var næsten overbevist om at byvagterne enten var dumme i snotten for at have efterladt ham sammen med den selv samme person der havde antændt den korte lunte og fået bomben til at springe. Eller også morede de sig over at se ham lide, velvidende om at han ville drømme om at være for sig selv.

”Nej puha, du giver mig helt lyst til at vælge dig igen næste gang, sådan som du tigger og beder om at blive undladt.” sagde han ganske monotont, før han dovent og slattens løftede sit hoved ordentligt op igen for at læne det helt tilbage og ligge op ad stenmuren bag sig. Dog lå hans øjne stadig på den sammenkrøllede mand ved sengen. Sådanne nogle opgivende gutter de to. Den ene mere udmattet end den anden. Alran studsede nu ikke særligt længe mod den relativt fremmede, inden han lod sig falde endnu mere ind mod muren og lukkede endda øjnene i for at mindske anstrengelser omkring hans dunkende punkter omkring hovedet.
”Jeg må dog give det til dine såkaldte venner. En fantastisk klump kujoner hele bundtet. Jeg ser trods alt kun du og jeg. Mon de ikke bare stak halen mellem benene og skred, før du overhoved var begyndt at slå tilbage.” Han havde endnu ikke sagt en sætning uden at sarkasme dryppede fra hans ord. Den eneste ændring var at irritationen var langt mere flad, som havde han ikke længere lysten eller energien til at rigtig puste sig op som en forarget struds.
Ubevidst begyndte han at knække sine sorte fingre. En ad gangen blev en finger presset ned ad tommelfingeren på samme hånd indtil alle havde fået en tur og derefter alle blev strakt en smule ud og knuget sammen i en kortvarig knyttet næve.

Keeran fik lyst til at kaste noget efter fyren, da han påstod at ville slås mod ham igen næste gang. Det eneste der var at tage af, var det tæppe der lå lige ved siden af ham, og han kastede den usle sag imod fyren af ren irritation. ikke så gennemtænkt hvis han ville gøre ham ondt, men det var tanken der talte - at vise ham, at han var fucking irriterende og fortjente at få noget kastet i hovedet.

Det gjorde kun endnu mere ondt da han nævnte Keerans venner. Det ville det ikke have gjort, hvis de var gode, tætte venner, men det var de ikke. De gik i byen sammen og det var det. Keeran vidste, hvordan nogen af dem havde det med elvere, han vidste, hvordan nogen af dem havde det med fyre der var tiltrukket af det samme køn, og han vidste at de så på healere som et ubrugeligt erhverv, hvor kun svage personer opsøgte deres hjælp. Hvis han tænkte grundigt over det, så brød han sig lige så lidt om dem, som de ville bryde sig om ham hvis de virkelig kendte ham, og lige præcis derfor gik Keerans cellekammerats ord så dybt ind.

Han sprang op, var henne ved fyren i to lange skridt, satte sig foran ham med et knæ i maven på ham og en hånd om hans hals. "Hvor fuck var dine egne venner henne, hva?" Han var nødt til at reagere med vrede, for hvis ikke han gjorde det, ville han begynde at græde, og det nægtede han. Så hellere tabe endnu en slåskamp. 

Hvad der før bare var blevet svaret tilbage med en blanding af klukken og brummen, da et tæppe var blevet kastet efter ham, blev det til en klart anden reaktion, da hans cellekammerat for natten ikke længere sad på sin plads på sengen, men i stedet var sprunget på ham. Alran burde have vidst bedre og faktisk været mere på vagt taget i betragtning af hvor mange gange, hans store mund og handlinger havde fået ham i større problemer. Et sted havde han nok ikke forventet at krøltoppen faktisk havde det i ham at gøre et forsøg på at lukke munden på ham. Eller at han faktisk ville tage hans ord så personligt. Så uden at rigtig havde været opmærksom på lyden af skridt, der havde nærmet sig ham, åbnede han sine øjne med et overrasket spjæt, der også fik resten af ham til at sætte sig mere ret op ad muren, da der blev grebet omkring hans hals.

Med det samme fløj hans ene hånd op og klemte sig nådesløst omkring sin modstanders håndled. Hans ben sparkede en smule fra sig. Og knæet han havde placeret mod hans mave gjorde det underligt besværligt at bevæge sig ordentligt uden at få det spiddet det noget mere ubehageligt ind. Men smedjen tøvede ikke for længe med at hæve den anden hånd i en knyttet næve og sendte den mod halvelverens nærmest kindben i håb om at ramme et slag og få fjernet ham fra sig. Selv hvis ikke, havde det lykkede ham at falde en smule mere ned at ligge op ad muren og på den måde fået et ben trukket nok tilbage til, at han kunne sætte en fodsål nær fyrens hofte og gøre sit for at få sparket ham af med et hårdt ryk.

Hostende kæmpede han sig klumset op at stå med en ømmende hånd omkring sin hals, mens den anden blev brugt som en form for støtte mod muren. ”Hvad fanden! Har du ikke fået nok?!” svovlede han arrigt, idét at hans truende blik fandt vej til ham, hvor der blev sendt lyn. Men Alran blev stående. Sprang ikke videre på den endnu ukendte halvelver. ”Hvis jeg kan klare mig selv, hvad fuck skulle jeg så bruge venner til?!” Han lod sin hånd falde ned langs siden med et fnys. ”Jeez, jeg håber squ for dig, at dine såkaldte ’venner’ står til at tage imod dig i morgen, for ellers risikere jeg at få helt ondt af dig…”

Keeran havde regnet med modstand. Han var vant til modstand fra sine omgivelser og Alran var ikke spor anderledes. Slaget mod sit ansigt undgik han med nød og næppe, fordi han var forberedt på det, men sparket imod sin hofte kom bag på ham og kastede ham fuldstændig ud af balance, da han lige havde trukket sig tilbage fra slaget.

Gulvet var koldt under ham, alligevel satte han sig kun langsomt op, tydeligvis udmattet. Han forsøgte at sende sin cellekammerat samme lynende blik som han selv blev sendt, men det var halvhjertet. Hans vrede vaklede kun endnu mere, da fyren insisterede på at tale videre.
Keeran rejste sig helt op og trådte så tæt på fyren som han kunne uden at røre ham, hans kropssprog så truende som det kunne være når hans modstander trods alt var noget bredere over skuldrene end han selv var.

"Mine fucking.. mine fucking 'venner'.. vi ved begge to godt at de ikke er her i morgen." Keeran så med et rasende blik op og ned ad den provokerende fyr, der på ingen tid havde fundet et af hans svage punkter, men så blev hans vrede erstattet af skuffelse over sin egen lave standard - han sank langsomt en klump og slog blikket væk igen.
Modsat hans cellekammerat så vidste Keeran godt at han havde brug for venner - han fuckede op for ofte. Han havde brug for de personer, der holdt ham ude af slåskampe, eller dem der hjalp ham når han kom i én, eller lånte ham penge når han fik sin pung stjålet, eller bare holdt ham med selskab.

”Hvad fanden er de så værd?” hvislede Alran med en overraskende dæmpet stemme. Han var selv for smadret til at gide råbe ad ham. Og da slet ikke når han stod så tæt på, at han nærmest kunne mærke hans ånde mod sit ansigt. Deres højder var ikke langt fra hinanden viste det sig, hvilket gjorde det nemt for dem at stirre hinanden vredt i øjnene, indtil at den første bakkede ud og så væk i hvad ork-fosteret antog var i skam, sådan som knægten havde virket til at virkelig kæmpe for at opretholde den intense øjenkontakt. For en som Alran var stirre-konkurrencer blevet let som en leg, men han var ikke fuldkommen uden forståelse for, hvorfor folk ikke brød sig vitterligt om det.

”Ey!” Han brød stilheden med, hvad der utilsigtet kom ud som et svagt vris, inden han fik løftet sin samlede næve op og slog den mod cellekammeratens brystkasse. Ikke hårdt som de direkte slag, han allerede havde afleveret. Det var mere som et anerkendende dask for at få mere af hans opmærksomhed. ”Jeg tror ikke jeg kender dit navn. Jeg er Alran Nork’gher Bathen. Jeg har ingen intentioner om at undskylde, men for at undgå at denne ene af os river hovedet af den anden, vil jeg foreslå at tage natten som respekterende mænd. Så kan vi fortsætte med at hade hinanden ved daggry.” brummede han nu med opløftet hage og et afventende blik i de mørke øjne, mens han rullede med skulderne for at sætte skulderbladene og rygsøjlen på plads.
Han var ikke ligefrem kendt for at have en god fornuft til de længde, som han gik denne nat. Men han var ikke helt dum. Og selv han vidste, at det var bedst at etablere et grundlag, hvis de skulle klare sig igennem til den anden side i et stykke. Fyren virkede jo ufattelig ustabil! Han kunne ikke se noget af sig selv i ham. Ikke endnu i hvert fald. Der ulmede dog noget.

Keeran så opgivende på fyren foran ham, da han blev dasket til. Han følte sig knap nok i stand til at forsvare sig mod dét lige nu. Han var alene og han var træt og han havde stadig alkohol i blodet, så det var en lettelse og en overraskelse, da fyren blot introducerede sig selv. Og oven i købet foreslog en fredsaftale.

"Keeran Veland," sagde Keeran med et anerkendende nik, der var en mere udbredt form for hilsen i hans omgangskreds end at give hånd. Han lod blikket glide over Alrans brede skuldre, da han rullede med dem, og så derefter op på hans mørke øjne igen. "En slags fredspagt, huh?" spurgte han med overvejelse i stemmen, selvom han vidste, at han ikke havde det i sig at kæmpe imod længere. Han var jo nødt til at opretholde en vis attitude.
"Det kan vi godt sige," svarede han så og strøg opgivende sine fingre igennem sit vildfarne, krøllede hår, inden han vendte ryggen til Alran og gik hen hvor han havde smidt tæppet imod ham, for at samle det op. Han lagde det om sine skuldre og satte sig ned, lænet op af væggen, hvor han trak benene op til sig og hvilede sin pande imod sine knæ.
Han ville hellere sove op af en kold stenvæg end han ville tage en diskussion over en seng.

”Yea, fredspagt kunne man nok godt kalde det.” brummede Alran efterfulgt af et lettere ligegyldigt trak på skulderne. Dog fik Keeran da lige tilsendt et tilhørende skævt smil i et underbevidst forsøg på at løfte stemningen, til trods for at han ikke følte at det havde brug for det. Han så lidt observerede til, som elveren gik tilbage til sit eget igen. Det kom ærligt bag på Alran, hvordan deres sovepladser pludselig blev skiftet ud. Hans cellekammerat havde nærmest fuldkomment givet op, hvis ikke man kunne beskrive det som at gøre sig selv mindre, hvilket i den situation faldt et underligt sted hen for den unge smed. Og Keeran fik da også et klart og tydeligt undrende - blik rettet mod ham. Ikke at han ville have nået at lægge meget mærke til det, sådan som han allerede havde krøllet sig sammen på gulvet omtrent det samme sted, hvor Alran havde siddet og gjort sig klar til at sove rusen ud for blot få øjeblikke siden.

Dog stod han ikke og blomstrede længe. Der var virkelig inden grund til at diskutere. Han tog gerne sengen. Også selvom at han ikke umiddelbart ville kalde det for en seng, men mere en liggedisk. Han traskede de få skridt hen til den, før han tungt og dovent lod sig selv falde ned at sidde på den først, inden han svang sig omkring og smed benene op med et suk. Ved Isaris navn, hvor savnede han allerede sin madras, til trods for at den heller ikke nødvendigvis var det blødeste i verdenen.
Automatisk løftede han begge sine hænder op til sit ansigt og gned voldsomt sine øjne en smule, inden han bare lagde en arm hen over dem og lagde den anden op over hovedet for at strække kroppen en smule ud og gøre liggepositionen mere behageligt. Han burde virkelig prøve at se til at formindske de nætter han tilbragt i brummen. ”Det her kan umuligt være godt for forretningen..” mumlede han utydeligt og lavmælt for sig selv, i takt med at han så småt begyndte at falde hen og starten på en snorkende serenade satte i gang.

Så snart Alran var faldet i søvn følte Keeran sig mere rolig og kort efter faldt han også selv i søvn, men han vågnede som den første om morgenen, flere timer inden de ville blive lukket ud, og han rejste sig dovent op for at strække sig ordentligt. Hele tiden imens skævede han hen til Alran, der snorkende sov videre, og til sidst gik han hen til fyren og lænede sig helt ned, indtil deres ansigter var få centimer fra hinanden.

"Vi er venner nu. Om du vil det eller ej, Alran Nork’gher Bathen." Han sagde det hviskende, men bestemt, næsten snerrende, men også næsten kærligt. Det var en underlig blanding af følelser Keeran havde for sin nye ven og de var ikke alle sammen gode, men nu stolede han i hvert fald på fyren.

Efter at have sagt det og set Alran sove videre som om ingenting var sket, satte Keeran sig ned igen og sov videre indtil det øjeblik de blev lukket ud af vagterne igen.