det er en fugl, nej en flyver, nej det er en engel.

det kunne folk ha sagt ved kløften da Eliot kom flyvene over kløften og landte på  kanten meget elegant. han havde en kappe om kroppen og  en slidt ødelagt kappe. selv om han havde pengene til at lave den eller få en ny så gjorde han det ikke. han elskede slidte kapper for det mindede om hans liv fra før i tiden. han havde hænderne i lommerner og gik lidt rundt om kløften. han anede ikke hvorfor han var kommet her til. men noget sagde ham at det var her han skulle være lige i dag.

Evangeline havde været ved kløftet et stykke tid. vandret rundt, lidt frem og tilbage i søgen efter det svar hun ikke viste hvad var. Hun kunne på en eller anden måde mærke, at det var en speciel dag. Hun viste ikke hvorfor og hvad der ville forkomme, hun viste bare, at det var her hun endte sine dage som menneske. 

Hun havde sat sit hår op i en hestehale med en snor, hun havde klædt sig med lange bukser og trøje nu hvor vejet var ikke til kjoler. Omkring hende var det overskyet med mørke skyer hængende over hovedet. *mon det ville blive regnvejr?* Hun trak på skuldrene, det var joh blot vand. Lige nu, stod hun midt i det hele, dog væk fra kløften som hun ikke ønskede at komme for tæt på. Hun skar ansigt efterhånden som hun mærkede skoene generede hendes sår som hun havde fået, efter at havde slået skinnebenet i sit fald efter at havde snuplet over en trærod. Hun havde været langt væk i sine tanker til at huske at se efter hvor hun gik. Hun havde været ved Sydvejen og var gået gennem skovene, blot for at se sig omkring, for arbejdet kalde ikke i dag. 
Hun valgte dog til sidst at tag skoene af, imens hun kiggede søgene efter en busk med nogle, ikke spiselige bær på, men hun viste at saften fra bærret, var helbredene mod sår og skrammer.  

Eliot gik stille og roligt rundt om kløften imens han så på sit højre håndled. det føltes meget bedre efter ca 200 år. utroligt hvad en healer kunne gøre. Eliot gik roligt mod kløften og så noget ud af øjenkrogen. det var hende. englen fra market som lignede hans kusine. "JASM.... Evangeline?" han kunne stadig ikke tro hun ikke var jasmin. hun lignede hende så forfærdeligt meget. Eliot trak vingerne ind for ikke at gi hende et chok.  Eliot havde jo ikke fortalt at han var engel. eller havde han. der skete så meget lige nu at han ikke kunne huske hvad han havde sagt den dag og hvad han ikke havde sagt.

en dråbe landte på hans næse og hans blik fløj op mod himlen hvor flere dråber faldt ned på ham. han nød vejret når det regnede. han så mod hende for at se om hun mon havde opdaget ham eller hørt ham. han gik stille og roligt mod hende. han kunne kende hende for hendes meget karaktaristiske hår. det var ikke alle der havde den farve. Eliot valgte dog at gå mod hende da hun gik mod skoven. måske han kunne hjælpe hende med noget. han ville trodsalt gerne lærer hende at kende selv om hun måske ikke var hans kusine. Eliot så jo godheden i hende og måske var hun også en figther som ham selv når det kom til stykket.

Det var en lettelse at få skoene af. Følelsen af den let kølige jord var nu ganske behagelig, i hvert fald lige nu. Der var ikke gået særlig længe, før de første dråber af regn ramte jorden. 
Hun sukkede dybt og kiggede opgivende mod himmelen. Efter at Kirana - en ung kvinde, engel som hende selv og med telepatiske evner - havde hjulpet hende med at huske at det var dette sted hun ende sine dage og Eva var hende dybt taknemlig. Dog var følelsen af ensomhed og at være fortabt en stor byrde for hende, ofte ende det med hun var skuffet over at være valgt til engel, kun på grund af humøret, men inders inde var hun taknemlig for at få en chance til. Det huskede hun altid at takke Isari for.
   
Efter lidt tids søgen og regnen kun virkede til at forblive stille dryp, fik hun endelig øje på den busk hun mente ville kunne vokse her i området. Hun sukkede dog stille for sig, da den havde plantet sig i nærheden af kløften og hun var tvunget til at gå de skridt hen til den, selvom kløften gav hende dårlig naver. - Eva var dybt koncentrer, i det hun gik mod busken mod de bær hun skulle bruge, at hun ikke så omkring sig og så ikke at der faktisk var en anden i nærheden. Hun skyndte sig at plukke de mængder bær hun skulle bruge og vente så ryggen til kløften igen. 
I alt den tid havde hun ladet vingerne været gemt, eller så meget af dem hun nu engang kunne, valgte hun at folde dem ud, for derefter at lette fra jorden og lande igen et godt stykke væk fra det forfærdelige hul.     

Eliot kunne mærke og se at hun ikek hørte ham første gang. han gik tættere på. han smilte roligt selv om han gik ved kløftekanten. hans vinger var foldet ind til ryggen nu. han var nu godt og vel 10 meter fra hende. "Evangeline?" spurgte han stille og roligt. han vidste ikke om det var hende eller en der lignede hende utrolig godt. men han smilte venligt og så på hende.

Eliot så bærene hun plukkede og at hendes vinger kom frem. jo det måtte være Evangeline. han så hun lettede fra jorden og fløj lidt væk fra kløften. han så ned. måske en meget klog beslutning. hvorfor han ikke fulgte trup vidste han faktisk ikke. han så mod hende. han håbede hun hørte ham denne gang.
"længe siden, Evangeline, håber det går Dem godt." sagde han med et venligt smil. og vidste ikke om hun ville kaldes for De eller du. så han holdte på formerne og sagde De.. han havde jo for ikke så lang tid tilbage mødt en herre der ikke ville kaldes for Hr eller De. så det var jo sådan det var. ikke alle folk var ens. 
Eliot mærkede dråberne på kappen trange igennem. han ville nu ønske han havde krafter til at få skyer væk. så ville  de være i tørvejr. men han havde desværre ikke den slags krafter. han kunne kun forvandle sig til en fugl og dyre stemme. altså tale med dyrene. han talte dog mest med sin fugl som normalt altid var hos ham. bare ikke idag.

De 8 bær hun blot skulle bruge til sit sår var rigeligt. Bærene var på størrelse med blåbær, disse var bare røde og havde en magisk effekt. Eva havde lige ramt jorden med sine bare fødder, men havde hørt at hendes navn var blevet nævnt før, det var inden hun lettede fra jorden. Hun satte sig ned og strakte det ben hun havde slået, frem så såret var synligt. Imellemtiden havde hun løftet blikket for at se hvem der havde sagt hendes navn.

En høj ung mand kom gående mod hende, hun sagde intet da hun forsøgte at se hvem denne person var, for lige nu kunne hun ikke se om det var en hun kendte. Men da han var kommet nærmere, godt og vel 4 meter fra hende og havde sendt hende et venligt smil, gik det op for hende hvem det var. "Oh, hej!" Hun vinkede med den hånd hun ikke havde bærene i. "Ja, det er da lidt længe siden, det dig fra markedspladsen, byvagten?" Hun huskede godt den dag, det var en af de meget kolde måneder hvor kulden var bidene. "tjoo, det går, tak fordi De spørg." Hun lod opmærksomhed rette sig mod omgivelserne omkring sig, hun havde brug for noget der kunne indholde den saft fra bærene hun skulle bruge. 

Selvom det regnede, bemærkede hun knap nok dråberne der langsomt ramte jorden. Eller hun tænkte ikke så meget over det, det ville hun nok først gøre hvis det begynde at styrte ned.    

Eliot kom tættere og tættere på og først da han var 4 meter fra hende sagde hun noget. han smilte venligt til hende. han nikkede. jo han var byvagten. "jep det er mig. byvagten." han så ned på hendes fødder hvor hun var såret og så op på hende igen.
"er De kommet tilskade? noget jeg kan hjælpe med" spurgte han og kunne hurtigt finde på noget vis hun sagde hvad hun havde brug for, han var meget opfindsom når det galt andres ve og vel.

han gik lidt tættere på og satte på hug for at undersøge hendes sår. måske var det alvorligt og betændt. måske var det bare en hudafskræpning og derfor ikke så alvorligt.

Hun åbnede hånden hvor bærene lå samlet i en bunke i midten af håndfladen. Hun sænkede blikket og så kort ned på bærene med en tænksom mine. "Noget stof der kunne suge saften til sig ville også være nyttigt" kom det mumlende fra hende og så igen rundt og kiggede op på manden der var kommet tætter på og havde sat sig på hug. "Ja, det bare en skramme, men tak." Hun bemærkede hans slidte kappe han havde om sig og undrede sig kort, hvorfor han ikke gik med noget der var nyt, nu hvor han var byvagt? Såret sveg en smule, men det var ikke noget slemt, hun kunne holde det ud. Få sekunder efter hendes undren over hans slidte kappe, bemærkede hun hans hår og øjenfarve. Det fik hende til at rejse sig og ende med at tabe bærene der ende for hendes fødder. 

Han lignede den person hun havde set i sit minde.. lidt anderledes, men stadig.
Evangeline stod som en statue og bare gloede som var hun blevet frosset til stedet, dog kom hun lidt til sig selv efter kort tid og havde glemt bærene der lå for hendes fødder. *Så bekendt ... Og alligevel så fremmed* tænkte hun, men slog meget hurtigt tanken fra sig og slog blikket væk uden at vide hvad hun skulle sige, hvad mon han tænkte om hendes besynderlige reaktion? 

 

Eliot så på hendes skramme og tog fat i kappen og rev en linje af og rakte hende den med et smil da hun så farede op og tabte bærene skyndte han at samle dem op inden hun trådte i dem. han så på hendes øjne. hvad mon hun tænkte på?
"du tabte noget" sagde han med et smil. han holdte bærene i ikke for stramt greb og stoffet i den anden. 

pludselig kom en lille fugl flyvene ned og landte på hans hoved. den begyndte at pudse sine fjer som om det var helt normalt at lande på et menneskes hoved. Eliot lod som om han ikke bemærkede fuglen. det var jo snart hverdag for ham. han havde jo denne fugl som ven. og snakkedde med den til hverdag.

Han havde ragt hende et stykke af sit stof, som han havde han revet af fra sin kappe, i det hun havde rejst sig op og havde tabt bærene. Dog var manden venlig og samlede dem op, eftersom hun havde glemt dem i alt forvirringen. "Åh, tak. jeg troede...." hun tog mod bærene og det stykke stof han havde ragt hende. Hun sendte dog hans kappe -der hvor han havde revet stykket af - et overraskende blik. Han burde virkelig få sig en ny kappe.

Eva blev forbavset da en fugl lande på hans hovedet. Et syn man ikke så hver dag, faktisk sjældent. "Er det en du kender?" Spurte hun og nikkede mod fuglen. 

Eliot var sådan set ikke den der gik op i om det var dyre fine kapper han havde. en slidt kappe var lige så god som en ny. ihvertfald i hans øjne.  da hun begyndte på en sætning men stoppede så han undrene på hende. "De troede hvad?" spurgte han og så så på hendes undrene blik op over hans hoved. da hun spurgte om det var en han kendte, klappede han forsigtigt på hovedet. den lille gråspurve pippede og nappede ham i fingeren. "det kan man godt sige. det er Lucky min bedste ven." sagde han med et smil og kendte dens pip da han jo kunne tale pipsk eller fuglsk om man ville det. noget som var meget praktisk. han så mod hende med et smil og spurgte så igen. "men hvad var det De troede?" spurgte han og tog fat om fuglen og lagde den på skuldren hvor den igen pudsede sine fjer.

Eliot så på hende og så op på fuglen der roligt pudsede sine fjer. "det er som man tager det. en fugl er jo ikke det samme som en af samme race som en selv." sagde han og tog fat i fuglen og lagde den ned på skuldren af sig selv.
han så på hende igen som hun talte igen. hans øjne var rolige. hans blik var blidt og han kom med et lille grin. "måske fordi vi har set hinanden på market for noget tid tilbage" sagde han og vidste jo ikke om hun var jasmin. kun at hun lignede hende ekstremt meget. Eliot ville gerne sige de var i familie men når hun nu ikke var jasmin men Evangeline så var det jo svært at sige noget som var løgn. 
hun ville dog være overrasket efter hans mening over hvor meget hun lignede jasmin vis de havde mødt hinanden. han så på fuglen igen og den pippede løst. han tyssede lidt på den for at kunne hører Evangeline. men den blev ved. han gik over til kanten og så ned og nikkede så til fuglen. "ja der er nok mange der er faldet ned der. hvorfor" sagde han roligt til fuglen der pippede igen.

Eva trak på skuldrene. "Hmm, det kan der være noget om." kom det erkendende fra hende "Men dyrene kan nu også være et lige så godt selskab som jeg kan være for dig." Hun smilede og valgte at dreje om på stedet, bare for at spadser lidt rund, dog ikke så langt at det ikke var muligt at føre en samtale med den bekende mand. 
Hun kom dog i tanke om bærene, som hun stadig havde i hænderne og såret hun igen kunne mærke sveg. Eva valgte at sætte sig i stedet og begynde at lukke stoffet om bærene. Imens så hun mod ham og rystede på hovedet. "Nej, jeg ved det ikke er derfor, for så havde jeg følt dette, den dag" 

Hun lod sin ene hånd presse bærene flade imens hun holde om det øverste stof med den anden hånd, som hun havde snoet. Saften fra bærene bredte sig i stoffet og hun lod det nu hvile på sået. Imens hun lod saften virke, vendte hun opmærksomheden mod.... "Hvad var det nu deres navn var?" Kom det spørgende fra hende, da hun kom i tanke om, at hun ikke mindes om hans navn. 
Dog så hun ham bevæge sig mod kløften og fik bange anelser i det han kiggede ned. Han kunne falde ned! "PAS PÅ!" fik hun råbt op, da hendes angst overmanede hende. 

Eliot så på hende med et venligt smil men han var ikke enig. dyrene kunne ikke gi det samme som mennesker kunne. Eliot så på ham og da hun sagde hun ikke mente den dag tænkte han sig om. han gik lidt rundt og svarede så. "jeg kunne sige De kendte mig vis De hed Jasmin" sagde han.
han gik over til kanten og snakkede lidt med fuglen men hørte ikke hun spurgte efter hans navn. han så mod hende i et chok og derfor gik drejet sig så hurtigt at han fik overbalance ved kanten og faldt ned over. fuglen havde bare lettet og fløjet op i et træ.

Nede i kløften tog Eliot sig til hagen og tænkte lidt imens han faldt. "når jeg må vidst hellere" hviskede han til sig selv og hans vinger foldede ud og han baskede lidt for at rette sig op og tog så og slog nogle hårde slag og fik standset sig selv lige inden han ramte kløftens dødsensfarlige bund. han satte foden på jorden og så op tænkene. kunne det være hun var begyndt at huske lidt vis hun var jasmin.... nej det var nok bare fantasy fra hans side af. hans vinger var udfolder og baskede svagt for at han kun rørte jorden med en fod og ikke mere for man kunne ikke vise om bunden var hul så man faldt længere ned.

Før Evangeline havde set manden, der havde nærmet sig kløften, havde hun haft sin opmærksomhed rettet mod såret. Saften fra bærene rørte ikke kun såret, men sivede også ned ad foden og ramte græsset. Det lignede lidt blod, eftersom saften var mørkerødt.

Hun bemærkede godt, at manden gik lidt rundt i tavshed, hun løftede ikke blikket, men det gjorde hun da han kom med et svar. Et svar hun blev lidt forvirret over. "Jasmin..? Nej, som sagt er navnet..." Hun tav og valgte at binde stoffet omkring foden, så saften stadig berørte sået. for det krævede dog tid før virkningen ville vise sig.  - Hun rejse sig op og kiggede på manden. "... Jeg havde godt nok et navn før hen, men jeg har ikke kunne huske det, såå, Evangeline blev det i stedet."

.... Da hun så ham få overbalance og falde i hulet, idet hun havde forsøgt at advarer ham, men som hun nok ikke skulle havde gjort. Hun tog sig forskrækket til munden og uden at tænke over sin angst for dette dybe hul, løb hun forskrækket over mod det og sprang efter ham. Dog så hun, imens hun faldt. Han havde udfoldet vinger som baskede svagt. 
Så han var ikke blot et menneske eller en af de racer der ikke kunne flyve, nej han var en engel! - I sin overraskelse havde hun igen glemt alt om angsten og at hun faktisk havde vinger der kunne standse dette, og hun faktisk var stærkt på vej ned mod bunden af kløften, hvor en masse rødder stak ud af jordsiden. Dette varede kun i få sekunder før det gik op for hende hvad der var ved at ske. Eva fik i tide foldet sine vinger ud, men selvom hun fik basket med sine vinger en enkelt gang, var det ikke nok til at standse farten og hun var faktisk på vej til at ramme manden der der stadig befandt sig på bunden. 

- På vej i sit fald, havde hun fået et glimt af et minde, et langt fald som dette var sket før..  Denne situation fik prikkede til hendes hukommelse og hun viste nu, hvordan hun døde. 

Pigen som lignede Jasmin var en Evangeline. det var da også meget smukt. Eliot havde ikke haft et navn før hen. han hed stadig Eliot som dengang. han døde og huskede det hele. men han vidste ikke om jasmin levede et sted. han anede ikke om hun var en engel nu.

da han gik mod kløften og hun råbte faldt han jo. men han var ikke bange. han var klar til alt. han baskede nede på bunden tænkene da han hørte en sussen. han så op. og i det han så op sagde det.. BANG og Evangeline bragede ind i Eliot så de begge landte på bunden. men Eliot var så uheldig at hans vinge var den han landte på så han mærkede et knæk. det gjorde voldsomt ondt. den måtte være brækket. han holdte om Eangeline for at sørger for at hun ikke kom noget til da han styrkede ind i ham. 
Eliotsagde intet. gjorde intet mod smerterne men slap roligt Evangeline. så hun kunne rejse sig vis hun havde brug for det. Eliot dog log med forvredet ansigts udtryk noget man sjældent så hos ham. 

"er du okey?" spurgte han efter lidt tid hvor han satte sig op når hun var væk fra ham. hans vinger log begge to bag ham som i afslappet position men han vile bare ikke ha hun så ham ha smerter.

Det endte med at hun faldt ind i ham og de landede begge med et bump på den kolde jord. Eva synes hun hørte et knæk fra manden af. Hun fjernede sig hurtigt og så let forskrækket og flovt ud. "Det må De virkelig undskylde!" Hun bemærkede hans forvredet ansigtsudtryk, forsøgte han at skjule en smerte? Hun kiggede på ham da han spurte om hun var okay. "Det burde være mig der spurte Dem om det?" kom det fra hende og hun lagde en hånd på hans ene skulder da han havde sat sig op. Hun forsøgte at glemme den erindring hun havde fået på vej i sit fald, og glemme, hvor væmmeligt der var her nede. "Tillader De?" Spurte hun og viste ham,  at hun hentydet til hans ene vinge som virkede til at have en anden position, som virkede forkert, hun var ikke healer for ingenting. 

Evangeline var ikke selv sluppet for skræmmer og slag, men hun havde været mere heldig da Eliot havde taget det meste at slaget, uheldigvis. De skrammer hun havde fået sig, var et par hudafskrabninger på knægene og et slag i håndledende, eftersom hun af ren reaktion, havde taget fra med armene. Dog havde hun ikke bemærket at hendes selvlavet forbinding var røget af. 
   Her på bunden af dødens kløft, var kulden tætter, ikke bidende men hvis man blev her længe nok ville det nok ikke være så rart til sidst. Luften var heller ikke helt det samme som oppe på overfladen. 

Eliot så på hende da hun undskyldte og han rejste sig roligt op med store smerter. han grinte lidt da hun begyndte at sige det var hende der skulle spørger ham. "ja men nu spurgte jeg jo først" sagde han og så på hende og kunne se hendes hudafskræpninger. det så ikke voldsomt ud eller noget. måske lidt beskidt men ellers intet.

han så på hende da hun lagde en hånd på hans skuldre. han så om bag sig og så op. et suk forlod ham. ja hvordan skulle han nu komme op. hans vinge kunne han ikke bruge og han ville ikke belaste hende. "tror du at du kan flyve op og se om der er nogle stærke lijaner som du kan få her ned?" han kunne ikke finde ud af hvordan han ellers skulle komme ud/op her fra.

Hun smilede skævt da han lo af hendes kommentar og fjernede opmærksomhed væk fra den vinge som åbenlyst var brækket. "Ja, det gjorde De jo." erkendte hun og fjernede hånden fra hans skuldre, løftede armene og vente hænderne, så håndfladerne var vendt op ad. Hun så kort på dem. "Kun en smule skræmmer hist og her, jeg er skam okay." Hun sænkede armene igen og nikkede med en tænksom mine.  Lianer.. det var da en klog tanke. "Jeg skal se hvad jeg kan..... finde" sagde hun tøvende og så op langs jordsiderne. Rødderne.. mon ikke de kunne bruges? Hun var blot nød til at grave nogle af den frem så de lige var til at holde i. "Hvad med rødderne, vil de ikke kunne bruges? Jeg kan nok godt grave dem frem." Eva gik over til en af de mange, men fandt en tyk rod, som virkede stabil nok til at man kunne hænge i den. Hun lagde hovedet bagud for at se om det var muligt at grave den rod frem og ventede blot på en mening fra hans side, hun viste ikke helt om det var en god ide. 

"Forresten.." kom det pludselig fra hende "Deres vinge. Den er åbenlyst brækket. Hvis De lader mig, kan jeg sætte den på plads?"  - At sætte en brækket knogle på plads var en ting, men at skulle sætte en brækket vinge på plads, krævede yders forsigtighed og man skulle vide præcis hvad man gjorde, ellers ville det give alvorlig følger.