Det var sjældent at Keeran drak sig hamrende stiv, især fordi han var nødt til at være påpasselig med de få penge han havde til rådighed i slutningen af måneden, men nogle dage mistede han kontrollen, og i dag havde været en af de dage. Udgangsforbudet efter nattens frembrud havde gjort ham desperat efter at blive fuld så hurtigt som muligt og nu væltede han igennem de små gader i det nedre bydistrikt, ikke så langt fra det halve svin, og havde ingen fornemmelse af hvilken vej der var hjem, efter at have troet at han skød en genvej. På trods af hvor fuld han var, var han også udmærket klar over den tidsfrist han havde til at komme hjem, hvis ikke han ville ende i spjældet natten over, og da han genkendte en byvagts uniform var det ren impuls der fik ham til at råbe efter ham.
"Hey! Du der! Jeg er... pis.. jeg er faret vild, for helvede." En sætning der var startet som en råben, endte ud i en næsten uforståelig mumlen, og han kørte opgivende en hånd ned over sit ansigt. Han tog en dyb indånding og prøvede igen, imens han kunne mærke alkoholen summe under hans øjenlåg; "Kan du hjælpe mig?"
Byvagter havde før smidt ham i en celle natten over, havde før hevet ham ud af slagsmål på kroer, havde før truet med at smide ham i spjældet på længere tid, og Keeran havde egentlig ikke et særlig godt forhold til dem. Lysets Krigere var idoliserede i hans verden, og at blive byvagt var muligvis et godt skridt i retningen af selv at blive en Lysets Kriger, men Keeran nægtede at tage dét skridt, overbevist om at han kunne nå sit mål uden at gå på kompromis med sin foragt overfor de byvagter der aldrig havde gjort andet end at irritere ham, og han hadede at han nu havde brug for hjælp fra én. Ærlig talt, så forventede han heller ikke at få hjælp fra manden overfor ham, men så ville han i det mindste være i stand til at sige, at han havde bedt om hjælp, når en anden byvagt anholdt ham på vej hjem. 

aften var ved at komme. alt var dejligt stille og Eliot gik bare rundt og nød stilheden her ved spærre tid. da en eller anden pludselig råbte op og næsten vækkede alle dem i husene. han vendte sig om og det varme ansigt så på ham. vingerne var gemt inde i kroppen og Eliot gik nærmere da han kan forstod. "Hey! Du der! jeg er" og mere havde an ikek kunne få fingerne i hvad der blev sagt. hvad var han mon. 
Eliot gik med rolige skridt mod manden da han forstod orderne. kan du hjælpe mig. Eliot var altid klar på at hjælpe. også selv om dette tidspunkt var virkelig et dårligt tidspunkt at være faret vild på. Eliot stoppede op ved manden og oppe på hovedet af Eliot sad en lille fugl og kiggede intens på manden med dens store brune øjne.
"hvad har De brug for hjælp med hr?" spurgte Eliot stille da han ikke ville vække halvdelen af byen. han øjne søgte mod mandens for at tjekke hans tilstand. han var tydelig påvirket. han havde brug for at sove russen ud og der var også en kraftig stank af alkohol. manden var HELT sikkert påvirkert. ellers havde nogle spildt alkohol på manden og det var næppe tilfældet.

Keeran trådte ufrivilligt et skridt tilbage, da byvagten trådte tættere på. Han havde en sund skræk for dem. Ikke en rigtig skræk som sådan, men... det var i hvert fald smart at holde sig på afstand af byvagterne følte han. Også selvom han bad om hjælp fra én af dem.
Da manden søgte hans øjne, mødte han hans blik, og han mødte det med modstand og vrede i blikket af ren vane.
"Jeg er ikke nogen Hr," svarede han fornærmet og irriteret. Han var aldrig blevet behandlet med respekt på den måde og han brød sig ikke om det. Han var sekunder fra at starte et slagsmål over det, da han kom i tanke om, at han faktisk virkelig havde brug for hjælp. Irriteret slog han sit blik væk fra byvagten og stirrede i stedet rasende på muren ved siden af dem - så rasende som han nu kunne, når hans blik svømmede lidt for ham.
"Jeg er faret vild," indrømmede han så, mere lavmælt end han tidligere havde snakket til byvagten, for han ville alligevel ikke have at andre omkring dem ville kunne høre dem. "Hvordan kommer jeg til helbredelseshuset?" Han vaklede lidt på benene og endte med at støtte en hånd op imod muren, hans vejrtrækning besværet imens han overvejede om det ikke ville være bedre hvis han bare brækkede sig med vilje, så han kunne få lidt af alkoholen ud af kroppen igen. 

Eliot løftede et bryn. "undskyld" Eliot smilte forsigtigt og så på ham da han så mod muren men Eliots blik blev på manden. da han så sagde han var faret vild og ville til Helbrederlseshuset. så Eliot rundt. hvilken vej var mon nemmest. Eliot så om bag dem og pegede. "den vej. til du kommer til enden. der drejer du til højre. forsætter to blokke hen af vejen og går så til venstre. men måske du hellere vil ha jeg følger dig på vej... så du ikke fare vild igen." han vidste det ville tage lang tid for en fuld at komme til et helbredelseshus i den tilstand.

Eliot så op på fuglen på hovedet af ham selv og fløjtede lidt. Fuglen foldede vingerne ud og lettede. den fløj mod helbredelseshuset for at finde den korteste vej igennem de små gader. 
Eliot så mod manden da fuglen var fløjet. "men tror du ikke det ville være smartes at finde et sted at sove?" spurgte han venligt og var ikke typen der dømte folk. han var heller ikke tyben der var uhøflig. han så ingen grund til at være uhøflig over for en han ikke kendte. men det med at byvagt var en skridt mod lysets kriger var Eliot ligeglad med. han elskede sit job fordi det gjorde han kunne hjælpe folket. lysets kriger var måske mere respekteret men også stærkere end Eliot vidste han jo sagens.

Det var helt surrealistisk for Keeran at høre en byvagt undskylde, og havde han ikke været så fuld, ville han måske have gjort et stort nummer ud af det. I stedet trak han bare øjenbrynene sammen i undren - et udtryk, der kun blev endnu tydeligere på hans ansigt, da byvagten begyndte at forklare ham vejen til helbredelseshuset. Det var fuldstændig umuligt for ham bare at huske hvad han skulle starte med at gøre, og han åndede op i en lettet latter, da vagten selv foreslog at følge ham på vej.
"Fuck jo, du må meget gerne følge mig derhen," svarede han og stirrede efter fuglen, der fløj væk fra vagten. "Det er det jeg gør, mand," svarede han da byvagten spurgte om ikke det var bedre at finde et sted at sove. "Jeg bor.. jeg bor lige ved siden af." Han stod usikkert på benene igen og denne gang lagde han en hånd mod vagtens skulder for at støtte sig til den. "Lad os skride," sagde han, mere som en ordre end et foreslag, selvom han ikke vidste hvilken vej de skulle gå. 

Eliot så på ham og nikkede. så han fulgte ham derhen. han så på manden da han forklarede at han boede ved siden af. det forklarede det jo så en del. Eliot begyndte at gå den vej fuglen fløj. han kunne hele tiden følge fuglen da den stoppede op for at vente på dem. Eliot så på manden da han støttede sig til ham. han var godt nok fuld vis han ikke kunne stå på egne ben.
"så... du er altså ikke på vej mod en helbredelse kan jeg forstå. men arbejder du der så når du nu bor så tæt på" af en mand der hadede byvagter kunne denne mand åbenbart godt bruge deres hjælp når det gjalt. Eliot selv var ganske rolig omkring dette. han havde dog en hånd på sit sværd. mest pga man aldrig vidste hvad der ville ske i disse gader. folk kunne finde på at overfalde folk der gik roligt igennem og med en fuld mand som ham her kunne de sikkert udnytte at han var fuld og tage hans krystaller rav og andet godt fra ham.

Keeran brød ud i et smil, da byvagten spurgte ham, om han arbejdede i helbredelseshuset. Han smilede, fordi han var imponeret over hans evne til at gætte hans beskæftigelse, men han vendte med vilje hovedet den anden vej, da smilet bredte sig på hans læber, for han brød sig ikke om at vagten så, at han ikke hadede ham fuldstændig. Han havde trods alt et image at opretholde.
"Yeah, det var sgu godt gættet. Jeg er healer. Har du nogen skader?" Ved spørgsmålet havde han fået undertrykt sit smil igen og han vendte blikket imod vagten, klar til at tilbyde at heale eventuelle skader han havde. Det var vel kun noget-for-noget. På den anden side af vagten så Keeran en skummel type stå i en nærtliggende gyde og han råbte straks af ham; "Hvad fuck glor du på?!" På trods af den direkte indbydelse til en slåskamp imod manden i gyden, vendte Keeran bare blikket imod vagten, der lige var et par centimeter lavere, men som virkede samme højde, når Keeran gik og støttede sig op af ham. 

Eliot var lidt glad for at blive spurgt om han havde skader. men han ville ikke belemre manden med hans svare led i højre hånd. som de ar han havde. han så godt den skumle tybe og holdte ekstra fast i sværdet. da healeren pludselig råbte af ham. Eliot så forskrækket på ham og da manden gik frem fra skyggerne var han en del højere end de to mænd her. han lagde armende over kors og mumlede noget Eliot ikke kunne tyde.
"tror det er bedst du går til side" sagde Eliot til Keeran for at beskytte ham. Eliot så på manden og trak sit sværd og gik mod ham. "gå hjem nu og der sker ikke noget med dig. det er overspærre tid så smut inden du bliver anholdt" Eliot gav ham en change for at trakke sig. men manden farede mod Eliot og han hoppede tilbage, han løftede sværdet og slyngede klingen mod manden som blot  gik et skridt tilbage så sværdet ramte muren. han grinte af eliot der så helt rødt når man lo af ham på den måde. han farede mod manden og gled ned under ham og slyngede sværdet mod hans knæs bagside.

Keeran hørte godt byvagtens advarsel, men tænkte ikke klart nok til at gøre som han blev rådet til. I stedet stod han blot og så til imens vagten trak sit sværd og gav manden en advarsel. "Woah," udbrød Keeran overrasket, da ingen af de to mænd så ud til at ville bakke ud af konfrontationen, og Keeran valgte at træde et par skridt væk. Keeran vidste ikke hvilke våben den skumle mand havde på sig, men byvagten havde et sværd og Keeran havde ikke selv andet end en springkniv, så han foretrak at blande sig helt udenom. Han ville gerne dø i kamp en dag, men fandme ikke en kamp som den her.
Han så tavst til imens de to mænd kæmpede og skævede op imod fuglen i håb om at den ville vise ham vej hjem alene, men det så ikke sådan ud. Han var vidst bare nødt til at vente på at de blev færdige. Han overvejede kort at hjælpe byvagten, for han ville jo gerne hjem, og han ville helst heller ikke være alene med den skumle mand, men det så ud som om vagten klarede det fint alene. Heldigvis. 

manden faldt sammen og kunne ikke rejse sig igen. Eliot rejste sig og lagde sværdet ved hans hals. "giver du op?" manden så op på Eliot og nikkede så og sank hovedet. Eliot så mod Keeran og smilte forsigtigt. han ville jo ikke skræmme ham men han måtte jo beskytte lov og orden. og vis nogle var truende måtte han godt forsvare sig.
han gik over til keeran og nikkede mod vejen videre. "vi skal vel videre" han så op på fuglen der fløj videre. den var van til at se Eliot slås. han lagde sværdet på plads og tog sig til håndledet han havde ondt. nogle gange værre end andre. 
efter 10 minutter var det sådan at de kunne se helbredelseshuset i horizonten.

Keeran så næsten forskrækket til, da byvagten lagde sit sværd imod mandens hals. Det var noget mere seriøst end hvad han var vant til at slagsmål på værtshuse, og han var lettet over at der ikke blev spildt noget blod i aften, for så havde han sikkert brækket sig. Byvagtens smil var kun endnu mere forstyrrende, for det måtte betyde at han ofte truede med at slå folk ihjel. Keeran lagde en hånd for munden og overvejede om han seriøst ville passe ind i Lysets Hær, men inden han kunne nå rigtigt at tænke tanken, var byvagten klar til at gå videre, og Keeran tøvede ikke, men begyndte straks at gå. Han skulle ikke nyde noget af selv at komme op at slås med vagten. At se ham kæmpe imod manden før havde fjernet den værste rus fra hans hoved og han følte sig pludselig noget mere ædru. Af samme grund lagde han også nu mærke til at vagten så ud til at have ondt i håndledet.
"Mit navn er Keeran, forresten," sagde han og rakte byvagten sin hånd, dels for at hilse ordentligt, men mest fordi han på den måde ville kunne komme tæt på hans håndled og finde ud af om det var noget han kunne helbrede. 

Eliot truede ikke så tit på livet men det havde han jo heller ikke realt gjort her. han havde mere truet med at arrestere ham. Eliot gned siine fingre på ventre hånd om den højres håndled. han gik stille og roligt videre. da manden pludselig sagde sig navn. det var da også et pænt navn. "jeg er Eliot" sagde han og gav hånden uden at ha den venstre på højre da han gav hånd. 
Eliot anede ikke Keerans plan om at tjekke hans håndled. "jeg håber ikke jeg skræmte dig før." sagde han roligt og mærkede hvordan den højre hånds led dunkede. de var svage og han troede ærligtalt ikke der var noget at gøre ved det. han var jo en engel så døden havde han mærket. dette var mere bare led skader fra træning og sparings kampe.

"Eliot," gentog Keeran, uden at give slip på mandens hånd. "Det sgu okay, jeg har set værre," løj Keeran, der aldrig havde set et sværd være trukket udenfor træning. Bare tanken om lyden af stål der skar igennem luften, var nok til at få hans hud til at krible. Han var glad for at han ikke selv var i kamp imod en byvagt, samtidig med at han vidste, at hvis bare han havde været lidt mere fuld, ville han måske have udfordret Eliot til en slåskamp.
"Har du problemer med dit håndled, Eliot?" Spurgte han imens de gik, stadig uden at give slip på hans hånd. "Jeg kan fjerne smerten, men jeg er ikke så god til skader der er kommet fra slid. Du må komme forbi Helbredelseshuset en dag, så skal de nok kigge på det, hvis det er. Men for nu.. så.. ja, så kan jeg sgu kun fjerne smerten." Keeran så spørgende på ham, for han ville ikke heale manden uden hans tilladelse. Desuden var det ikke engang rigtig healing, det var kun at fjerne smerterne. Det var et punkt, hvor Keerans evner kom til kort, og at fjerne smerten kunne nemt gøre mere skade end gavn, for så kunne Eliot risikere at glemme at det var en alvorlig skade, som der skulle tages hånd om af professionelle. Folk, der var mere professionelle end Keeran. 

Eliot så på keeran da han talte om Eliots håndled. han så ned på sit håndled og vidste faktisk ikke hvad det var han fejlede. men regnede med at det bare var for hård træning. han så op på keeran og smilte venligt. "jeg har levet med skaden i ca 200 år så jeg har nok bare lavet en skade for længst som nok er blevet for gammel" sagde han og tog stille hånden til sig og så på den. hans handske han havde på idag skjulte hans mange ar. han så frem for sig da de var ved helbredelseshuset. "så er vi her" han vidste ikke om det var smart at få fjernet smerten. det var jo sådan set et signal fra kroppen af om at noget var galt. at han så ikke tog signalerne til sig var jo hans eget problem.

"200 år..." gentog Keeran imponeret. Han havde mødt væsner så gamle før, men det var altid lige svært at relatere til, når man selv kun havde en menneskelig levealder. Ikke at Keeran var sikker på at hans levealder var menneskelig, overhovedet - det var svært at sige, hvad han havde arvet fra sin elverfar og hvad han ikke havde.
Han så til imens Eliot tog hånden til sig igen, utilfreds over at han ikke lod ham hjælpe ham, eller i det mindste lovede at få hjælp, for det var jo tydeligt at han havde smerter. Han skulle til at sige noget, da Eliot fortalte ham at de var nået frem.
"Nå ja," svarede Keeran og så sig desorienteret om, inden han vågnede lidt op og fik øje på det hus han boede i. "Ømh.. Tak for hjælpen, vel?" Sagde han og tog et par skridt hen imod huset, men da han begyndte at åbne døren, vendte han sig alligevel om og så imod byvagten. "Kom ind i helbredelseshuset i morgen. Så får vi nogen til at se på det der håndled. Du bør virkelig ikke ignorere smerten.."

Eliot så det ikke som imponerene da nogle var meget ældre end ham. men han var jo engel. "ja jeg ved det, jeg er meget ung af en engel at være" sagde han og så mod manden da han sagde tak for hjælpen. han så mod helbredelseshuset og tænkte over det keeran havde sagt. måske han havde ret. da han var kommet op til døren skulle Eliot til at vende sig om for at gå videre da keeran vendte sig om og talte. Eliot så mod ham og så ned på hånden, han så op og nikkede så.

Keeran betragtede opmærksom Eliot, imens han så ud til at overveje, hvad Keeran lige havde sagt til ham. Endelig nikkede fyren og Keeran tog det som et svar, der betød at han havde tænkt sig at lytte til hans råd. Forhåbentlig betød det også at de ville se hinanden igen allerede i morgen, hvis Eliot var klog nok til at få sin skade kigget på hurtigere. Det kunne godt være at den var 200 år gammel, men det betød ikke at det hastede mindre med at få den helbredt.
"Så.. godnat?" sagde Keeran prøvende og vendte sig imod døren, hvor han fumlede med nøglen, og det igen blev tydeligt at han havde fået lidt at drikke, for det tog ham flere lange sekunder, inden han endelig fik den ind og drejet, så han kunne komme ind i huset. 

Eliot begyndte at gå og tænkte over det han havde sagt. han skulle komme til helbredelseshuset dagen efter for at få set på sit håndled. han vidste ikke om der var noget at gøre. han havde jo været skadet i lang lang tid så måske det var forsent.

På trods af selv at have bedt Eliot om at komme forbi Helbredelseshuset, gentagne gange endda, var Keeran overrasket over pludselig at opdage ham sidde at vente på hjælp. Han havde selv brugt morgenen på at få hjælp af en af de mere erfarne healere til at lave en mikstur til ham, og han skyndte sig at blive færdig med det papirarbejde han var ved at udføre, inden han småløb hen til Eliot.
"Eliot, du kom sgu! Følg med mig, så ser vi på det sammen," sagde han og guidede smilende Eliot med sig hen til hvor de kunne sidde mere privat, i stole overfor hinanden.
"Hvis du sætter dig ned og tager din rustning og handske af, så er jeg straks tilbage." Keeran gestikulerede imod en af stolene og gik så sin vej, for at hente cremen han havde forberedt til ham. 

Eliot var faktisk overraske over at Keeran kunne huske Eliot efter som han havde været så fuld. Eliot rejste sig og fulgte med. "jeg lovede jo at komme. og det er overraskende at du overhovedt kan huske mig" sagde Eliot med et smil. 
de kom ind i et værelse og Eliot satte sig ned. han havde kun rystning på den ene hånd som var skadet og han blev lidt utryg da keeran sagde han skulle tage det hele af. han vidste sjældent sine ar. men han var haeler så han måtte vide hvad han gjorde. Eliot tog rystningbeskyttelsen af og lagde på et bord og bandt sin handske op og lagde ved siden af. han var fyldt med ar på hånden. han tog om håndledet og masserede det. han så rundt. det var et hyggeligt lille rum men hvorfor han var indkaldt hurtigere end dem med f.eks brækket fod forstod han ikke.