Det var på tide at tage tilbage. Lige gyldigt hvor vred Rafixul så end havde været på Miranda, så var han selv lige så god til at stikke kæppen ind steder hvor han heller ikke burde. De havde ikke engang snakket om den slags, faktisk var det slet ikke en aftale mellem dem, kun at være de to sammen, og det forstod Rafixul nu endelig, efter lang tid væk fra Miranda og hendes ulveklan. Han angrede. Det var en sjælden ting for en mand som Rafixul, men det gjorde han altså. Hvorfor skulle hun have skæld ud over at have været sammen med knægten, når han selv tog af sted og kneppede en masse kællinger? Det var jo for åndsvagt, og selv med hans stolthed havde han nu efterhånden indset det. Han var dårlig til at tænke sig om, og han var endnu mere dårlig til at tage konfrontationer med folk uden at der skulle blandes vold ind i det.

Så nu var han på vej tilbage til Ulvehøj. Han havde det sædvanlige tøj på. Skjorte, bukser, støvler og en lappet læderrustning og sin trofaste dværge-smedede dana-økse over skulderen, samt en taske over den anden. Først da han kunne se Ulvehøj i distancen, tøvede han let. Hvad hvis hun bare sendte ham væk i vrede? Miranda var én af de få, som forstod ham og som han forstod. Én af de få der så igennem hans hårde facade, én af de få som rent faktisk havde et sted i hans hjerte. Hvad hvis han blev sendt væk? Hvad hvis han havde ødelagt det hele? Han stirrede næsten vredt frem for sig, før hans ansigts hårde kanter blev afløst af blidere træk. Selv hvis hun gjorde det, så ville han stadig se hvordan hun havde det.. Og.. Barnet. Fayne var pisse ligegyldig, han ville ikke have en skid med den knægt at gøre, men han ville bide det i sig, hvis det var nødvendigt.

Han satte i gang igen, og nåede op til Ulvehøjen hvor flere af de mere barske varulve hilste overraskede på ham. Han ænsede dem knap nok, selvom han gav dem nogle nik. I stedet for at blive og snakke, styrede han direkte mod hvor han vidste at hun var..

Miranda snakkede ikke om det. Hun nævnte det ikke for nogen hvilket afsavn hun inderst inde gik med. Det var ikke nær så stærkt når barnet pludrede glad for hendes fødder og kravlede afsted hurtigere end hun havde regnet med barnet ville. Et sted måtte det havde haft en effekt at Luna var et månebarn. Hun virkede stærkere og hurtigere end de andre børn, eller også var det noget helt tredje der gjorde at hun lige nu var hurtigere i udviklingen men at det ville udligne sig.
Miranda så på pigen der rullede rundt i det friske græs grinende, med en af de andre børn efter sig, der havde taget stor kærlighed til spædbarnet. Det var også det barns mor der ofte så efter Luna når Miranda havde andre mere pressende ting at foretage sig. "Kom skat, det er tid til at sove" Luna forstod selvfølgelig ikke hvad der blev sagt og hun strittede imod som Miranda løftede hende op i sin favn og bevægede sig ind i teltet.

Hun nynnede roligt som hun vuggede barnet i sin favn. Hun så så fredfyldt ud når hun sov. En lille hånd havde lukket sig om en af Mirandas røde krøller som søvnen var indtruffen og det tog en meget stille og forsigtig kamp at få vristet sig fri.
Miranda havde lugtet ham så snart han var ankommet til åbningen, faktisk inden han nåede teltet, men havde ikke reageret først. Hun troede at det var endnu en gang hendes fantasi var løbet af med hende. Hun havde fået færten af ham før, og det havde blot vist sig at være et stykke stof, eller en genstand han før havde rørt ved, der stadig mindede hende om hans tilstedeværelse. Miranda lagde Luna fra sig i krybben og børstede sig lydløst over den praktiske rødbrune kjole hun bar, med et bredt bælte om livet. Hun drejede sig mod den genkendelige og hjemmelige lugt, nærmest forventende at kigge på en glemt genstand igen eller den rene luft.

Miranda stivnede i sin bevægelse, med store øjne og munden svagt åbnet. Hun stirrede på Rafixul, usikker på at han egentlig var der, næsten bange for at gå tættere på, for at finde ud af at det endnu engang var noget hun bare havde drømt.

Da han fik øje på hendes ansigt, stivnede han lige så meget som hende og stirrede også lige så måbende. Hun var lige så skøn at se på som altid, og han forstod bare ikke hvorfor han ikke havde ladet hende få så meget som et ben til jorden efter hun havde fortalt om Fayne og barnet i hendes mave. Hvorfor han ikke bare havde mandet sig op og accepteret det. Han ville gøre meget for Miranda, måske endda give sit liv, og så var han skredet ved første konfrontation de nogensinde havde haft. Han så problemet værende hos sig selv og bestemt ikke hos hende, især nu hvor han stod foran hende og blev husket på, hvor meget han holdt af hende, hvor meget hun betød for ham. Han var akavet som altid. Det her var ikke hans stærke side, han var forfærdelig dårlig til følelser og havde svært ved at åbne munden der eller altid plaprede løs om alt muligt og ingen ting. Han havde været så vred. 

Og al den vrede var bare ebbet ud af ham nu. Han stod der bare. Armene langs siderne, et næsten følsomt blik der så Miranda i øjnene. Han rømmede sig let og skulle til at sige noget, men lukkede bare munden igen, før han trådte helt hen foran hende, stadig med samme blik i hendes øjne. "... Er der stadig plads til én mere her?" han vidste virkelig ikke hvordan han ellers skulle bryde stilheden. "Altså... Hvis du.. Jeg mener.." han gav op efter det og overvejede at røre ved hendes arm. Men tøvede i bevægelsen. Rafixul var en modig mand, men dette havde helt klart taget modet totalt fra ham.

Miranda var ikke sikker på hvor langt tid der gik hvor de bare stirrede på hinanden. Han havde ikke forandret sig fra da han tog afsted, andet end hans ansigt ikke var spændt i vrede, med vilde øjne hun var sikker på i det øjeblik havde ønsket hende det værste i livet. Hun havde prøvet at acceptere det var sådan det var. Hun havde dummet sig, hun havde været uheldig samtidigmed. Og intet hun kunne gøre eller sige havde været nok til at redegøre for det. Miranda havde savnet ham hver eneste dag siden, men hver gang hun forsøgte at overbevise sig selv om han kom tilbage, var det vreden hun så. Vreden der havde fået hende til at miste håbet. Hun havde mistet ham.

Alligevel stod han her igen. Der var ingen vrede i hans blik. Intet arrigt i hans bevægelser. Det var heller ikke ro der var i hans krop, men vreden var det hun bed mest mærke i var væk. Hun stod stadig som stivnet, med en brystkasse der hævede og sænkede sig som vejrtrækningen blev en smule anderledens.
De blå øjne så op i hans, som vandet ufrivilligt samlede sig. Miranda ville ikke græde. Hun hadede at græde, men hun kunne ikke ændre på at øjnene blev våde som hans fært omslugte hende. Som ord formede sig, hvor upræcis og usammenhængende en sætning det end måtte være, trådte Miranda frem og begravede sig ansigt imod hans brystkasse, mens hendes hænder holdte fast i rygstykket af hans skjorte, skrækslagende for at han forsvandt igen.

Han så hendes øjne blive blanke og vidste allerede nu hvad klokken var slået. Hun var pakkets alfa, og hun måtte ikke vise sin svaghed foran dem så da hun trykkede sig ind til ham lod han øksen falde til jorden sammen med tasken. Han sørgede for at der ikke var nogen omkring dem ved at kigge rundt. De havde fortrukket sig. Heldigvis. Måske forventede de råben og skrigen, men det kom ikke. I stedet lagde han sine stærke arme om kvinden og plantede et meget følsomt og blidt kys på toppen af hendes hoved. Hun måtte vel være lige så ked af alt dette som ham? Ærgeligt at skylden lå hos ham og ikke hende. Det var ham der var fjolset her. Han skulle være blevet. Han skulle have været her da hun gav fødsel, han skulle være blevet. I stedet for havde han skredet sin vej, drukket og horet og spenderet tid helt alene oppe i norden og det var først dér, det var gået op for ham, mange, mange måneder senere, hvor forbandet dum han havde været. Han stirrede lidt frem for sig.

"Miranda?" spurgte han, ud i luften. Han tøvede lidt igen. "Miranda, jeg har været et egoistisk stort fjols. En kæmpe idiot. Her står du og er den stærkeste kvinde jeg kender. Den mest... Skønne kvinde jeg nogensinde i mit liv har set.. Og jeg skred? Intet kan gøre op for min opførsel, intet. Jeg er ked af de ting jeg sagde, og hvad jeg har gjort.. Du burde bare sparke mig ud herfra, jeg vil forstå det," forklarede han i en mild og kærlig tone.

Miranda havde som alt dette var stået på, glemt at der kunne være andre til stede. Teltet var imidlertid tomt ud over dem og Luna der stadig lå og sov i krybben uden nogen lyd fra sig. Om nogen havde kigget ind for at se hvordan det gik havde hun end ikke opdaget. Men med tidligere erfaring på hvad der skete sidst Miranda og Rafixul var under samme teltdug, havde været aggressivt, vredt og højlydt råben af hinanden, var det meget forståeligt at folk havde trukket sig.
Roen faldte over hende, og taget i hans skjorte blev mindre voldsomt, som hun mærkede hans tungere arme om sig og læberne der blidt kryssede hende på håret. Han havde tilgivet hende for hvad hun havde gjort.

Miranda lød ham tale færdig før hun skubbede sig nok tilbage til at hun kunne kigge op på ham igen. "Men det var min skyld" Hendes stemme var ikke ret høj men hendes øjne bar en smule forvirring. Han ville aldrig være skredet som han så fint sagde det, hvis hun ikke havde dummet sig til at starte med. Alt dette var sket af en ting, og den ene ting kunne hun ikke være vred på, som den lå sovende i krybben ved siden af dem. Miranda var i stedet fokuseret på hvad hun havde gjort forkert dengang, og hvordan det var endt som det var.

Rafixul lod Miranda trække sig lidt tilbage mens han selv placerede sine hænder på hendes arme, beskyttende og søgte ind i hendes blik igen. Det var som at tage en dykketur og aldrig komme op til overfladen igen, men ikke fordi man druknede. Fordi man bare ville blive der. Hans blå øjne var fulde af kærlighed og varme da hun forvirret sagde at det var hendes skyld. "Nej, Miranda," svarede han roligt, mens han kærtegnede hendes ene arm med tommelfingeren. Han vidste godt, at det ville være hårdt for hende at høre, at han ikke altid havde været den bedste person. For helvede, de begge to havde været Rutilus Taurus medlemmer, før Samson døde - det syge svin, af en inkompetent leder - så de var vidst begge to lige om, at være dårlige indflydelser på det meste. Men ting ændredes tit. Og Miranda havde ændret sig en del. Til det bedre. Rafixul, derimod, havde bare svært ved at komme af med sine dårlige, beskidte vaner.

"Jeg havde ingen ret til at bestemme over det der skete. Det var, som det var. Jeg, mest af alle, har ikke noget at skulle have sagt når det kommer til sådan noget.. Jeg er ikke det bedste menneske, tværtimod. Jeg væltede en kro i Medanien, myrdede folk uden at blinke. Og jeg horede. Jeg drak, og horede. Og det er vaner, jeg ikke har kunnet slippe... Frem til nu," han løftede en hånd op til hendes kind, kærtegnede den med sine ru fingre. "Vi havde absolut ingen aftale om, at det kun var os to, så du er ikke skyld i noget som helst. Jeg blev vred. Jeg råbte. Jeg forbandede det barn du har, og det er fuldstændig lige gyldigt om Fayne er faderen. Jeg skred. Men det ændrer sig nu. Jeg vil være her, sammen med dig. Om jeg så skal glo på Faynes lille drenge-nuttede ansigt, så bliver jeg her," han trak hende igen ind til sig, denne gang var det dog for at kysse hende.

Det var svært at lade synke ind. Det begyndte et øjeblik at føltes uvirkeligt igen. At han ikke mente hun stod for skyld af hvad der var sket dengang, til trods for at hun stadig bebrejdede sig selv. En konfliktet følelse, for som de stod nu, ville hun ikke opgive Luna for en eneste ting i verden, men hun vidste også at ved at have fået det barn, var der andre ting hun havde mistet.
En af de mest vigtige, havde været manden der stod foran hende, der nu påstod at han var skyld i at være forsvundet ud af hendes liv.

Beskrivelsen han kom med, fik også genkendelse fra hendes eget liv, tidligere liv til at melde sig, og hun kunne ikke dy sig fra at lade et lille skævt smil komme frem på læberne, mens hun drejede hovedet for at følge det kærtegn han påførte hendes kind. Nævnelsen af Fayne burde havde frembragt en eller anden form for reaktion, men hun ville ikke tænke på Fayne eller rettere hans forsvinden. Rafixul skulle have det at vide før eller siden, men lige nu var hun langt mere fokuseret på nuet. At mærke ham så tæt på sig igen. Hans læber mod hendes, der føltes mere følelsesladet og varmt end hun huskede det.

Miranda var ikke sikker på hvor lang tid de stod sådan, ikke andet end hun havde egentlig ikke noget ønske om at holde op, da lyden af barnet fik hende til at vågne op til den virkelige verden selv. Hun puslede mest, det var ikke et skrig, men Luna kom med nogle ynkelige lyde som hun ville have opmærksomhed. Miranda sukkede lavmælt med lukkede øjne og flyttede sig egentlig ikke ud af hans favn selvom hun havde været nødt til at stoppe med at kysse ham. "Tiden kunne havde været bedre, Luna"

Babyen puslede rundt og stoppede deres kys, men Rafixul havde intet imod det. Selvom Miranda mente at babyen nu havde en dårlig timing. Han kunne ikke lade være med at grine over hende, før han gav hende et stjålent kys på kinden og derefter gik hen til hvor babyen - Luna - lå og puslede. "Luna? Så hun er en lille pige.. Det er et pænt navn," han stak en finger ned og Luna lagde i søvne sin hånd om den, som hun lå og puttede, og Rafixuls smil blev varmt og kærligt, som han så ned på hende. Han fandt babyer sjove og dejlige, og han ønskede sig heftigt selv børn og bare generelt en familie engang. Han vidste ikke om det nogensinde ville blive en mulighed, når han var en kriger, som nu. Om han overhovedet ville leve længe nok til at se ungerne vokse op. Men det ville være okay. Han ville give alt for at kunne kalde sig selv for far en dag.

Han trak Miranda ind til sig og lagde en arm om hende mens han stadig kiggede ned på barnet. "Hun ser kær ud," kommenterede han med et lille blink med øjet, før han igen kyssede Miranda på hovedet. "Jeg elsker dig," nu var det sagt. Rafixul havde altid fundet lige præcis den sætning vildt plat og fjollet, men den var også bare så simpel, og nu var den ude i det åbne.

Miranda lod ham gå i forvejen, kiggende efter ham - en ny ham hun aldrig havde set før men som hun måtte indrømme tiltalte hende. Hun smilede roligt og så på afstand hvordan Lunas hånd greb fat om hans finger og faldte til ro, mens Rafixuls normalvis hårde og til tider brutalle ydre blev varmt og kærligt, som så han på det dyrebareste i hele verden. Miranda bevægede sig stille hen ved siden af ham og så ned på barnet med ro i blikket. Hun havde endnu ikke fortalt om komplikationerne. Om at Fayne var forsvundet sporløst - hun kunne ikke engang lugte ham i nærheden af klanen, og hvor bange hun inderst inde faktisk havde været over at stå til ansvar for så skrøbelig en skabning.

"Når hun sover, og ikke er sur er hun faktisk et ganske tåleligt barn" svarede Miranda med et glimt i øjet og et smil på læben. Miranda lænede sit hoved mod hans brystkasse efter han havde kysset hende på hovedet, og slappede af. Varmen bredte sig i hendes mave ved de ganske simple ord, som ingen af dem nogensinde havde sagt før. De var en finurlig sætning men den beskrev tydeligt hvordan man inderst inde følte. "Jeg elsker også dig" svarede hun ganske roligt og var faktisk overrasket over hvor roligt og afslappet hun havde det med at fortælle ham det - det var jo ikke nogen hemmelighed. Hun havde bare aldrig sagt det før.

Miranda kom men en brummende lyd af misbehag ved de ord, selv om hun stadig smilede. Hun tog en dyb indånding. ”Det skulle desværre ikke undre mig.. Jeg får hænderne fulde.” Luna pludrede videre, begyndt at blive utålmodig over at ingen tog hende op når hun spjættede med armene og tydeligt ikke var helt tilfreds med at de bare kiggede på hende. Miranda bøjede sig ned efter hende og løftede hende op til at hvile mod brystkassen, hen imod hjertet så det noget livlige barn begyndte at falde ned igen.
”Hvad regner du os for? Vilddyr?” grinede hun muntert ved hans ord og tungen nåede ganske let forbi hendes tænder som hun drillende rakte tunge af ham. ”Der er altid mad og øl! Om end du nok selv skal hente tønden” Hun lavede et let vift med hovedet om at han skulle med, som hun med barnet stadig hvilende mod brystet, gik ud af teltet og hen imod bålpladsen, hvor lyden af kød der sislede over ilden nåede deres øre og duften af saftig dådyr nåede deres næser. Der var altid mad her, for varulve var stort set altid sultne. ”Øllet er i teltet derovre” pegede hun hen imod et andet telt lige i nærheden. Miranda satte sig på en bred træstub i skræderstilling, med Barnet hvilende i skødet, hvor hun pludrede videre, dog mere roligt og stille.

Det eneste hun fik som svar var en hæs latter fra Rafixul, der udelukkende fandt det sjovt, at hun nu skulle til at være mor, og holde øje med en lille unge. Han havde selv haft hænderne fulde med brødrene som lille, men dengang havde han elsket det, og det gjorde han skam også nu. Han fandt det fantastisk og smukt, at Miranda stod dér, med et barn i sine arme, selvom han havde været vred til at begynde med, men sket var sket. Det var fortid nu. Nu ville han kun være opmærksom på, hvad Miranda og hendes barn havde brug for, samt hvad han selv ville have a pligter i ulveklanen. For der var altid pligter, og sådan var det bare. ”Jeg skal nok hjælpe, du har også klanen at tage dig af jo,” det kom lidt mere alvorligt ud end det forhenværende grin, hvilket også havde været den bryske varulvs intention. 

Igen kom hans latter ved Mirandas grinende spørgsmål. ”Jeg regner ikke med noget. Jeg er jo selv lidt af et…. Vilddyr,” svarede han bare i et lidt mørkt toneleje, mens han fulgte efter hende uden for, hvor der var kød ved bålpladsen og øl i et andet telt. Og det var også en nødvendighed. På vejen fik han samlet sin økse op hvorefter han målrettet gik til det designerede telt og tog en stor tønde over skulderen. Det var intet problem for den bomstærke mand, at bære tønden ud og at stille den ved siden af Miranda med et bredt smil. Derefter blev den åbnet og han fik fyldt sit drikkehorn til randen. ”Jeg er så sulten, jeg kunne æde et helt vildsvin.. Hrhmm, måske endda to,” jokede han videre mens han satte sig på jorden foran Miranda, så hun teknisk set var over ham. Det var vidst bedst sådan når de var ude blandt de andre ulve. Rafixul havde intet problem med at være underdanig i hvert fald.

Sandt som det var sagt. Nogle gange kunne hun godt fortryde at havde taget så meget ansvar som hun havde. Specielt blandt varulve, var det ikke en post man skulle forvente at beholde hvis man blev for svagt til at vedligeholde den. Og det foregik aldrig smertefrit. Hvor civiliserede de end var på andre punkter - eller forsøgte på det - kunne ingen af dem undgå den indre hirakifølelse der var kommet som ulvens forbandelse havde bidt sig fast i deres legeme og sjæl. Men det var først efter barnet var kommet frem at det pludselig kunne virke uoverskueligt. prioriteterne havde ændre sig. Hun smilede roligt. "Også den"

Miranda løftede et øjenbryn af ham og smilede et af sine drillende smil med en undertone der udemærket forstod hvad vilddyr også kunne være. Det mørke toneleje var ikke brugt unødigt i hvert fald. "Jeg var også blevet skuffet hvis du var blevet tæmmet"
Miranda kom med et let grin, men hun rokkede ganske let fra side til side, næsten ubemærkeligt, men alligevel nok til at Luna forholdte sig stille og rolig. "Det betvivler jeg ikke" svarede hun drillende tilbage, som en af de andre kom med en stor tallerken, faktisk næsten et fad, bugnet med kød. Nogen måtte havde overhørt den udtalelse Rafixul var kommet med. Miranda kiggede op og så på den yngre ulvetøs der sendte hende et kækt smil og listede af. Miranda grinede og rystede på hovedet. "Den lømmel" med en varme i stemmen der tydeligt indikerede at selvom hun fandt lederpladsen hård, var hun stadig glad for den, og stolt af sine ulve. hver og en.

Mirandas latter og kommentaren om at hun ville være skuffet hvis han var blevet tæmmet, fik Rafixul til at slå op i et brøl af en latter. Ja, han havde ærligt talt savnet dette. De andre ulve, det generelle selskab hvor ingen tænkte over, at han var en varulv og tilmed en efterlyst én. Det var rart. Det var afslappende. Hans latter forstummede først efter et stykke tid hvor han næsten var grædefærdig af grin. "Åh... Åh ha, nej nej, jeg er så vild som de kommer!" det var næsten helt svært at tale fordi han var så grinefærdig, men ordene fik han da ud af munden til sidst som hans grin langsomt forstummedes. 

Snart kom en ung kvindelig varulv med et kæmpestort fad mad og et meget kækt smil, som Rafixul hurtigt opfangede. Det fik ham til at grine lidt igen. "Du får jo heller ikke nok at æde. Men jeg kan lide hendes iver efter at give os mad," han tog fat om noget af kødet og stak det i munden. Det smagte lækkert og han fik hurtigt tygget af. "Der findes ingen andre steder, hvor man kan få lige så godt - og lige så meget - kød, som her," mumlede han med munden halvt fuld, før han stak et stykke frem mod Mirandas mund. "Du mangler kød, du ser du mager ud!" han efterlignede så godt som muligt den anden piges kække smil, men det endte i endnu en latter.

Der var noget hjemmeligt over at høre brølet af latter og den vilde utæmmelige natur Rafixul altid havde haft. Hun havde set en forandring fra det vrede individ hun mødte i Samsons hær af lovløse, til en mand, der stadig bar temperamentet udenpå skjorten, men som virkede langt mere fredfuldt. I hvert fald omkring sine egne. Som de alle her var. Miranda grinede med ham og lod taknemmeligheden glide omkring sig. Taknemmeligheden for at han var kommet tilbage til hende.

”Mad er vejen frem til enhver sulten mand mave – Mad og mjød i dit tilfælde” svarede hun grinende. Han havde ret i at kød var en stor del af deres kost. Protein og fedt var vigtig for rovdyrene, hvis forvandling hver måned tog enhver ressource i kroppen hvis de ikke spiste nok. En tanke der også tvang hende til selv at tage noget mad, trods hendes mave egentlig ikke indikerede nogen form for sult. Hun var blevet mindre, ikke sygeligt, men hun bar præg af den hårde vinter, den hårde fødsel og manglen må mad derefter. Miranda trak hovedet til sig i en forskrækket bevægelse som kød kom op under næsen på hende og begyndte med det samme at grine. ”Arh! Jeg spiser ikke med næsen for helvede” hun rakte ud og tog kødet ud af hånden på ham med et kækt smil på læberne. Hun havde ikke lyst til at gå dybere ind i hvorfor hun var så tynd, og heller ikke at hun spiste langsommere end hun plejede. Ikke med mindre han spurgte. Men hun spiste! ”Hvor har du været?” der var ingen bebrejdelse i hende stemme, men derimod blot almen nysgerrighed. Han havde været væk længe, meget længe.

Endnu engang dukkede den buldrende latter op over Mirandas udbrud. Han havde ikke set at kødet havde været på vej derind, men sjovt var det i hvert fald! ”Næse, mund.. Har du aldrig oplevet at nyse ris ud af næsen?!” endnu en latter forlod ham mens han skovlede en god mundfuld mad ind i kæften. Det hele blev vasket ret hurtigt ned af en stor slurk mjød. Hans grin falmede lidt ned ved hendes spørgsmål til hvor han havde været.

”Jeg tog tilbage. Til norden. Til mit hjemsted. Der skete nogle ting.. Ehm.. Jeg reddede en pige, der var på dødens rand og jeg var oppe at slås med en masse banditter,” det med pigen havde været bizart. Hun var endt i hans hus meget underligt. Blevet teleporteret derind, men ikke desto mindre havde han reddet hendes røv og derefter sendt hende videre. Selvfølgelig efter at have ladet hende få hvile og æde. Banditterne var hverdagskost. Hans økse forblev sjældent ren. ”Men.. Det gav mig tid til at.. Tænke,” og det var ikke normalt noget, Rafixul ofte gjorde sig i: At tænke. Og det var også derfor han lod stilheden tale sit tavse sprog for en stund. Han havde savnet dette, så meget. Miranda og flokken. Han var ikke som de andre ensomme ulve. Han kunne aldrig have sådan et liv.

Miranda grinede og puffede til hans skulder med den ene hånd. "Fanme nej!" det lød for det første pisse ubehageligt, for det andet, ris ud af næsen?! hvad fanden. Men det morede hende, og det blev lidt nemmere at få spist noget af det. Trods hun stadig var langsom i forhold til hendes tidligere glubske appetit. Hun kunne se forandringen i hans udtryk som hun spurgte hvor han havde været. Miranda havde ikke lyst til at bringe skænderiet på banen, eller hvorfor han var taget afsted. Det lå i fortiden, og det kunne pakkes ned i en kasse langt væk. Han var tilbage nu.

Et let svagt fnys blandet med et smil kom fra hende. Selvfølgelig havde han været oppe at slås med banditter. Det undrede hende ikke det fjerneste. At han havde reddet en pige var mere overraskende, men så igen. Egentlig ikke. Selvom han var et røvhul til tider, så havde han gode sider. Han angreb ikke bare hensynsløst.
Hun nikkede langsomt. Han måtte havde haft brug for at tænke. Det havde de begge nok haft brug for. Hun behøvede ikke at spørge efter hvad det var, men løftede blot blikket fra at kigge ind i ilden til i stedet at kigge på ham. Ud fra at han var her. At han var vendt tilbage til hende, betød at hans tanker havde fundet ud af hvad de ville, og valgt. Et valg hun kun kunne være glad for.

Ud fra den stilhed der kom som svar fra Miranda måtte det betyde, at hun ikke havde noget at sige til hvad han havde fortalt. Han vidste godt at det havde været underlige, næsten fremmede ord der var kommet ud af hans mund, men han kunne ikke gøre ved det. Det var vigtigt at hun, som hans største.. Kærlighed.. Vidste de her ting. "Jeg tænkte blandt andet på, at hvis jeg var blevet væk, så ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv. Jeg vil være her, men det krævede noget tid at finde frem til det. At finde ud af, at jeg ikke kunne være andre steder. Den her ulveklan er min familie," der kom et meget ømt moment op for Rafixul idet han så direkte på Miranda, med et følsomt, dog stadig meget mandigt blik.

"Du er min familie, Miranda," han gav hende et varmt, kærligt kys på kinden i et forsøg på at fange hendes opmærksom og få den væk fra ilden. Han var ret sikker på at han selv var mere spændende end det i hvert fald.

At tale om følelser var vidst ikke nogen af deres stærke sider. Miranda begyndte for det meste bare at brumme eller blive stille når det var. En af tingene var at kigge på andre ting. Han havde tænkt. Og som han begyndte at tale frygtede hun næsten det værste. Det havde hun været alt for vant til i sit liv. Tanken om at han ville forsvinde igen, var ødelæggende. Men det var ikke hvad han sagde. Det var ikke tanker om at tage afsked igen der havde fyldt ham.

Miranda begyndte at smile som han kyssede hende på kinden, og inden han nåede at trække sig særlig langt væk fra hende, flyttede hun sig til at sidde ved siden af ham og gnubbede sig en smule ind imod hans brystkasse, inden hun kiggede op på ham, stadig med et smil på sine læber. "Og du er min" svarede hun. Det var ikke nemt bare at ligge sig helt ind, taget i betragtning af at hun stadig holdte et spædbarn ind til kroppen, men hun satte sig op af ham. Hun havde ikke brug for at være alfa lige nu eller udvise at hun stod højest. Det var ikke nødvendigt.