Ballet var så småt ved at tage fart. Talen var holdt, til trods for det ikke var dronningen selv der havde holdt den, havde Ypperstepræstens ord været gode og stærke. Folket havde brug for at vide de ikke stod alene i denne svære tid!

Netrish selv kunne ikke andet end fryde sig ved den respekt der blev vist til Kile og hendes orden. Aldrig i hendes lange liv havde hun troet hun skulle se kongehuset omfavne Kile sådan. Selvfølgelig var de stadig velsignet af Isari, som det var og bør, men de muligheder kongehusets validering gav.. Kiles ærinde var nok hendes eget rige og drejede sig om hvad der kom efter livet, men det betød ikke at hendes børn ikke kunne hjælpe med at gøre tiden inden bedre.

Denne stod dog ikke i Kiles tegn for Netrish, ej eller i politikkens. Nej, denne aften var hun blot en borger blandt de andre. Det havde været Asbjørns idé selvfølgelig. Til trods for de begge havde mange pligter, var det som om guderne selv havde konspireret til at de begge skulle have netop den aften fri. Måske mente selv guderne at Netrish og Asbjørn arbejdede for meget?

Hun rettede på sin kjole for 28. gang siden hun var ankommet. Det var en smukt grøn kjole, der synes at gøre hendes hud mindre bleg og hendes øjne varmere, et godt valg til hende, hvis man spurgte nogen der ikke var Netrish.
For 32. gang kiggede hun mod sin skulder, for at sikre sig alt var som det skulle være. Kjolens udskæring var bred, og hvilede på det yderste af hendes skuldre, hvilket gav hende en udpræget fornemmelse af, at den var ved at falde ned hele tiden. Desuden var den for stram i livet og skørtet var så livligt den mindste bevægelse fik det til at danse om hendes ben!

Netrish sukkede og tvang sig selv til at lade kjolen være. Den var en gave fra Asbjørn og sad som den skulle, også selvom hun ikke var enig med den. For pokker, hun var ikke nogen ungpige der var til bal for første gang!! Det var ikke engang hendes første bal i civilt! ... bare første gang i et halvt århundrede...
Hun rettede blikket mod sine omgivelser i stedet, og scannede efter Asbjørn. Han måtte da ankomme snart!

Asbjörn rettede på sin kappe en sidste gang. Naturligvis havde han lovet Netrish at være civilt påklædt, men han havde alligevel haft svært ved at vælge sin beklædning. Han havde derfor først valgt at gå med byvagternes blå farver, da disse passede ham bedst - i hans egne øjne, naturligvis. Netrish ville uden tvivl være uenig. Hun ville sikkert have ham til at bære rød eller grøn. Han gøs ved tanken om de grønne sko og et matchende grønt sæt festtøj. Et smil gled henover has læber. Grøn var uden tvivl hendes farve, ikke hans. Alligevel havde han ændret mening på vej ud af døren. I sidste ende kunne han ikke dy sig. Hvis han skulle ses i de grønne støvler hver dag, så skulle hun også ses med dem.
Han bar derfor en hvid skjorte, en mørk jakke og en kort mørkegrøn kappe. Kappen var smukt broderet med lys grøn tråd der henover højre skulder formede et træ - kappen var lavet af skovelvere, så det var ikke overraskende at der var broderet træer og blade undt omkring. Hans benklæder var mørke og ikke så løse som han normalt foretrak. Og så bar han naturligvis de grønne støvler, der - til trods for at have været igennem lidt af hvert - stadig formåede at være rene og se ny-pudsede ud. 
Byvagten havde fået et par skæve blikke - især tiltrak støvlerne sig en del opmærksomhed - men han havde efterhånden lært at et kækt smil og et blink med øjet, fik alle og en hver til at se forlegent væk. Det var derfor strategien. 

Netrish var ikke svær at spotte. Det var de færreste der gik i grønt tøj, og der var ingen der så ligeså rigtige ud i grøn som Netrish. Det måtte være en skovelver-ting. Blade og træer og den slags. Han sendte hende et skævt smil inden han krydsede balsalen for at gå hende i møde.
"Grønt! Ja ja, jeg har øje for kjoler, det må man sige. Og se, så matcher vi endda!" lo han, og vippede med hælen - som om støvlerne havde behov for at blive fremhævet; det klarede de udmærket selv. "Jeg håber ikke du har ventet længe på mig?"

Netrish fik en lille smil på læben da hun så Asbjørn nærme sig gennem mængden. Så nåde han det endeligt! Hendes smil blev en anelse bredere da hun så han også havde støvlerne hun havde givet ham på. Hun havde været nervøs for om de ville passe ordentligt, sko var besværlige på øjemål, men han havde knap gået i andet siden, så helt galt kunne de ikke være! Og værende elvisk håndværk ville de heller ikke blive slidt op, hvert fald ikke i hans levetid!
En mild latter blandede sig med Asbjørns egen ”Ja men skulle næsten tro du havde tænkt over det” hun tog sig selv i at skæve mod sin skulder igen ”Og mængden af blikke jeg har tiltukket i dit fraværd siger mig det var et godt valg” Netrish skulle være den første til at indrømme hun ikke viste det fjerneste om mode eller pasform. Hun havde båret kirkens udleverede i rødt og hvidt så længe hun kunne huske, og sikkert lidt til endnu!

"Jeg håber ikke du har ventet længe på mig?"

”Kun halvandet århundrede, plus minus et par årtier” svarede hun med et varmt blik ”Men nogle ting er værd at vente på, mm?” hun lod sin arm glide indunder halvkappen, og om hans stub, som gik de arm i arm, og på en eller anden måde fik hun det til at virke naturligt og næsten elegant. Så ville han stadig have en hånd fri til at hilse skulle de støde på nogen.. eller til et glas vin, skulle de tillade sig sådan en nydelse.

Asbjörn sendte hende et smil og et blink med øjet. "Det kan jeg ikke forstå du siger! Grøn var et tilfælde, naturligvis." Han plantede hurtigt et let kys på hendes kind idet hun flettede sin arm rundt om ham. Han rødmede en anelse, ikke af én specific ting, men af en række forkellige. Dels skammede han sig - som altid - over sin manglende arm (han ville jo naturligvis gerne kunne holde Netrish i begge sine arme), dels rødmede han over sit grønne tøj (der, trods hans forsøg på en positiv attitude alligevel var lidt grænseoverskridende) og slutteligt dels fordi Netrish havde den effekt på hans krop. Hjertet bankede bare lidt hårdere og blodet fløj op i ansigtet. Hendes charmerende score-replikker hjalp ikke til at holde rødmen væk. Med et bredt smil gik de rundt mellem salens menneskemængder og borde. "Du ved altid hvad du skal sige, for at gøre mig mundlam." sagde han efter en kort pause. 

"Du ser gudeskøn ud; jeg håber ikke at du har knust for mange hjerter imens du ventede. Både i aften og - du ved... Altid." Han var ikke helt lige så god til de charmerende kommentarer. Han måtte skynde sig lidt. Det var ikke just fordi han kunne øve sig til dagligt. Der var jo grænser for hvad man kunne sige til de folk man arresterede. Samtidig så kunne Netrish jo heller ikke just øve sig inde i Kiletemplet. Men hun havde jo flere års erfaring! 

Han førte hende til et bord, hvor de kunne tage et glas boblende et-eller-andet. Asbjörn var aldrig sikker på hvad der blev serveret ved sådanne fester og arrengementer. Det var desuden sjældent at han måtte drikke til festerne - han skulle jo for det meste overvære festen som vagt. Det var ganske behageligt at kunne slappe af til en friaften, for en gangs skyld. Og så endda med det bedst-tænkelige selskab! Han tog et glas og skænkede det til Netrish førend han tog et til sig selv. "Hvordan har din dag været?" 
Har Kilepræsterne arbejdet på flere regler og forbud til folket? tilføjede han i sine tanker. Netrish var hans øjne og indsigt ind i Kilepræsternes verden. Det var kun via hende, at han kunne være på forkant med alt der skete efterhånden. 

Netrish kjole var snart ikke det eneste der matchede. Asbjørns kompliment og reaktion på hendes ord fik hendes egne kinder til at blusse op, en markant reaktion mod hendes ellers lyse hud. Hun havde stadig ikke vendt sig til hans søde ord, og til trods for hun var 4 gange så gammel som ham, havde hun meget lidt erfaring. Hun sagde blot hvad der faldt hende ind! Og det var de mest mærkværdige ting når Asbjørn var i nærheden...

Hun samlede et glas op ved bordet og sippede forsigtigt til den, usikker på hvad der var i glasset. "Udemærket tak. Har været i templet det meste af dagen og forsøgt at få logistikken til at gå op. Det er et værre kaos nu Ordene også er der" hun sukkede let "Vi er pludseligt blevet så mange.." tilføjede hun lidt eftertænksomt. Der var mere i det, noget mere hun ville sige, men ikke rigtig kunne finde ord til. Hun lod det ligge for nu. "Hvad med dig selv?"

Byvagten lyttede opmærksomt til hendes ord. Manglede ordenen mon plads, mad og drikke, når de nu var blevet så mange? Templet kunne vel sagtens huse dem? Det kom vel alt sammen an på planlægning. Han gemte dén information i baghovedet og sendte hende et mildt smil. "Min dag har været... Som de andre. Nu hvor præsterne patruljerer så ofte, så skulle man naturligvis tro, at der ville være mindre arbejde til os vagter. Dog er reglerne blevet skærpet så meget, at der er flere godtfolk der ubevidst bryder en lov." At dømme efter Asbjörns ansigtsudtryk, så var han ikke helt tilfreds ved disse ændringer. Han brød sig ikke om at sætte gode borgere i arresten, men desværre var det ude af hans hænder for det meste. Han kunne kun vende det døve øre og det blinde øje til et par gange, før det blev opdaget i arrest-tallene. Han fik dog hurtigt placeret et smil på læberne igen og trak på skuldrene. "Det er jo, som det er. I det mindste bliver gaderne mere sikre, og skål på det." Han hævede sit glas og klirrede det blidt mod hendes. Han tog en slurk af den milde drik. Det var en eller anden besynderlig vin, der boblede lystigt fra nogle tilføjede sukkerarter. Lidt for sød til hans smag. "Men lad mig høre, var I ikke klar til at modtage så mange Kilepræster? Jeg ville da tro, at der ville være plads og kost nok til alle. Men det er måske ikke tilfældet? Eller er der noget andet der plager dig?"

Netrish smilede mildt til Asbjørn "Jeg tvivler på det er nødvendigt at sætte Fru Kobler i arresten fordi hun ikke nåde helt hjem. Så hellere sikre sig hun når hjem" hun gav hans arm et lille klem "Det er jo gjort for folkets bedste" Netrish havde altid troet på hjertet i loven, og ikke nødvendigvis hvad den helt præcis sagde.
Hendes glas mødte hans i et sagte klink og hendes smil blegnede en anelse ved hans spørgsmål.

"Ærligt, så troede jeg ikke der var så mange kilepræster.." implikationen talte for sig selv. Netrish havde tjent gudinden og rejst landet rundt længere end de fleste i Kiles Orden havde været i live. Men de ville vel ikke blive tilladt i ordenen, hvis de ikke var af troen! Det var ikke hendes plads at stille spørgsmål ved Ypperstepræsten sandelig. "Så det er vel kun naturligt vi blev lidt.. overrasket over det pludselige indfluks af folk" hun tog en tår af de søde bobler "Men jeg er sikker på der nok snart skal være styr på det, når alle finder på plads"

"Naturligvis. Jeg er sikker på at du finder en løsning om nødvendigt, min kære." sagde han mildt og placerede et blidt kys på hendes kind. Det var sjældent at han viste tydelige tegn på kærlighed i det offentlige rum. Han frygtede altid, at nogle grumme væsner ville spotte hans elskede, og skade dem for at nå Asbjörn. Det var dog, naturligvis, blot unødvendig frygt og paranoia. Dog blev tanken hos ham - end ikke Netrish havde vidst, at der fandtes så mange præster. Det hele lugtede langt væk af en politisk kamp der havde mere at gøre med magt end religion. 

Der blev spillet lidt musik i baggrunden. Asbjörn var ikke sikker på, om han havde bemærket det før, eller om de først nu var startet. Havde der været folk på dansegulvet hele tiden? Det overraskede ham, at han ikke havde tænkt over disse ting. Han snuppede hurtigt glasset ud af hendes hånd, sendte hende et kækt smil og stillede deres glas væk på et nært-stående bord. 
"Kom! Nok om disse underlige emner! Lad os se, om du kan danse i den kjole! Og om jeg kan føre dig rundt, uden at gøre til grin!" Han tog hendes hånd i sin og trak hende ud på dansegulvet, hvor flere godtfolk var begyndt at stimle sammen.

Netrish smil var nok afmålt og mildt, men hendes øjne dansede og hendes kinder rødmede ved det lette kys intimitet. Hun så til tider Asbjørns bekymring, til trods for hun lige så tit trænede sværdkamp med ham, som hun stoppede hans strømper. Hun havde brugt det meste af sit liv på vejen, alene, i sit hverv som forkynder for Kiles ord og gerning. Og til trods for det var et sikkert hverv nu, havde det bestemt ikke altid været således.

Tankerne om forgangne tider forsvandt som dug for solen som Asbjørn snuppede hendes glas. "Asbjørn, jeg kan knap danse i praktisk beklædning!" hviskede hun insisterende, men til ingen nytte. Han trak hende ud mod dansegulvet, og i sidste ende var hendes modstand intet mere end symbolsk. Hun kastede et kort blik på de nærmeste par omkring dem, og lod sin hånd glide ind under hans halvkappe, hvor den fandt hvile mod det øverste af hans ryg, så hans arm og stump kunne hvile på hendes arm. Den anden hånd hvilede i hans, og hun så som altid selvsikker ud, selvom hendes hånd føltes en anelse svedig. Hun sendte ham et nik som tegn på hun var klar.

(jeg troede den var lukket xD vi må se om hun ikke kan vende til age til bamsefar I fremtiden <3 )