Vejret var fredfyldt denne morgen, som den lille kilepræstinde endelig fandt tid til at strække benene og tage en dyb indånding unden konstant at have en opgave at udføre. Vinden blæste en let brise der gav bladende en let raslen og hendes sårte hår en blid bevægelse. Hun tog en dyb indånding ind i sine lunger, mens hun lukkede sine øjne i for en stund. Barfodet gik hun langsomt over det grønne let dugfugtige græs og mærkede hvordan alt anspændtheden fra de sidste mange uger begyndte at løsne sig op og forlade kroppen skridt for skridt. Proserpina løftede hovedet op imod den langsomt stigende sol og lod den kærtegnende varme sit ansigt. Hendes ansigt havde ikke set meget til dagens lys siden den hvide maske var blevet en fast genstand for uniformen, og det havde bragt sine fordele. At kunne skjule sin identitet gjorde at man ikke blev angrebet af utilfredse, såvel som at man kunne distancere sig og lade kile få den rette accept og kærlighed som hun fortjente.

Proserpina gik i lang tid, med rolige langsomme skridt hen imod frugttræerne der langsomt var begyndt at genvinde deres glans efter de hårde tider. Bunden af hendes sorte kjole var begyndt at tage fugten til sig, men det gjorde hende intet. Faktisk var det en forfriskning at kunne mærke det kølige vand. Kiles tempelhave var ikke af den mest frodige eller farverige, men den var dejlig og praktisk. Dertil, var der en hvis nydelse ved bare at vandre. Proserpina begyndte nænsomt at nynne en let melodi mens vinden fortsat legede med det sorte hår.

Denne morgen havde budt på træning, for det var altid rart at holde sig i god form. Den unge Kile-Præst, Koios, fandt det stadig vigtigt til dags dato, at være i et med både krop og sind, så selvfølgelig vedblev han ihærdigt at holde fast ved traditionen bestående af træning hver morgen ved solopgang og halvanden time frem. Nogle dage lidt længere tid, bare for at sikre sig at han ikke endte med at tabe form. Derefter var der morgenmaden og til sidst meditation.

Han var godt på vej til at afslutte sin meditation på nuværende tidspunkt, men blev afbrudt af en kvindes nynnende stemme der blev båret på vinden. Med et næsten nysgerrigt udtryk i øjnene, rejste han sig og så efter lyden. Han var selv iklædt munkerober, dog den type der tillod lidt mere bevægelse end de typiske præsterober, og hans maske sad på nuværende tidspunkt i et bælte. De var ved Kiles tempel i haverne, hvor der ikke rigtig kom andre folk end dem fra Kiles Orden, så han så ingen grund til at skjule sit ansigt.

Da han så hvem stemmen tilhørte, følte han sig draget på en lidt underlig måde og kunne ikke undgå at gå hen til hende, som hun gik hen over græsset på bare fødder - præcis som han også havde bare fødder. Han brød hendes sang, dog med en mild stemme da han talte. "Vel mødt. Jeg tror ikke, jeg har set Dem her før, men jeg er også ny til stedet?" han sendte hende et høfligt smil, stadig med armene bag ryggen, etiketterigtigt og pænt.

Det var farligt at gå i sin egen lille verden, nynnende og med tanker der fløj alle og ingensteder hen. Faktisk ville hun ikke kunne genfortælle hvad hun tænkte på som hun blev gjort opmærksom på at hun ikke var alene. Hun var ikke den mest observante person, og hendes naivitet gjorde også at hun aldrig havde følt det nødvendigt at tjekke efter hvorvidt andre var i hendes nærvær. Hun stoppede sin nynnen og vendte sin opmærksomhed mod manden der kom imod hende.

Hun smilede roligt og blidt som han kom nærmere, mens hun stoppede op i sin gang. Hun havde muligvis set ham før, men det var efterhånden svært at kende forskel på folk, især de nye. Det var en pæn mand, og hendes blik kunne ikke lade være med at udforske hans ansigt, nu der endelig ikke var en maske der skjulte personen bag - det blev hurtigt så upersonligt selv blandt deres egne. "Det er heller ikke nemt, når vi alle bære maske det meste af tiden" svarede hun med et smil på læben og et blidt blik i de mørkebrune øjne. "Mit navn er Proserpina. Jeg har tilhørt Kile siden min fødsel" svarede hun, som var det noget af det mest normale i verdenen. "Er De faldet godt til her?" spurgte hun venligt ind til med hovedet ganske let på skrå og en nysgerrighed i de blide øjne.

Kvindens blide og rolige smil havde en besynderlig effekt på Koios, der ellers altid brugte sine dage på sit arbejde. At være en præst og at forkynde Kiles ord, male et pænt billede af guden for andre, så de kunne indse hvor vigtigt det var, at give den rette respekt til Kile såvel som mange andre guder. Han forventede ikke dedikation på samme plan som det, han selv var på, men han havde et inderligt håb om, at flere ville vende sig til ham i deres nød. Men her stod en anden præstinde, uden sin maske på og fik ham til at tænke på hvor pæn denne have egentlig var, og hvor meget ro her var. Simple ting. Det var helt rart. Han kunne ikke lade være med at smile et af de sjældne smil, der nåede hele vejen op til hans ellers neutrale øjne.

"Det kan De have ret i.." svarede han, stadig smilende. Hun havde tilhørt Kile siden sin fødsel. Det var interessant, for Koios havde ikke altid tilbedt denne gud lige så højt som han gjorde nu. "Ja, det vil jeg sige, at jeg er. De fleste her tager tingene med ro, men hjælper altid dem i nød. Vi har et godt formål. Det er rart," hans blik blev en smule mere neutral og fjernt som han sagde ordene. "Mit navn er Koios," præsenterede han sig kort efter, før han rakte en hånd frem mod hende i hilsen.

At tilhøre dette sted var ikke noget hun nogensinde havde set skævt på. Proserpina var født ind i dette, men så det som sit eget valg at hun var blevet. Ingen tvang hende til at møde op til bedestunder. Ingen tvang hende til at blive en del af ordenen eller tage rundt og dele Kiles ord og hjælpsommelighed. Proserpina elskede at være her og troede dybt inde i sjælen på det hun gjorde. Proserpina nikkede til hans ord - Det var nemlig det som de prøvede på og hun var umådelig glad for at det havde ændret sig til denne måde.

Proserpina huskede da de klarede sig selv. Hvordan deres præster var opdelt til kun at fokusere på de døde og enkelte der tog sig af de levende på deres livs sidste rejse. De var passive og i mange år havde Proserpina det egentlig ganske godt med det. Indtil hun lærte det andet at kende.
Proserpina ragte hånden frem og tog imod hans. Hendes hånd var lille, faktisk var hun generelt meget lille at se på, næsten skrøbelig. "Hvorfor valgte du Kile?" Spurgte hun nysgerrigt og glemte et øjeblik at det var et meget personligt spørgsmål.

//Afsluttet <3