Som solen var på vej ned sad Ryse op af en af ruinenes stenmure og kunne mærke solens sidste lys ramme hans ansigt. Hans sår var kun blevet værre siden sidst. Hans tøj var farvet rødt af hans blod, og det samme var jorden omkring ham. Han sad og tænkte over alle de ting han havde oplevede de sidste par måneder, alle de folk han havde mødt, det liv han havde fået denne gang. Han havde ikke lyst til at dø igen, og der gik det op for ham at sådan havde han også haft det alle de andre gange han var død, død for blot at komme tilbage. Men det var ikke det at han altid kom tilbage som generede ham, nej, det var det at han altid kun kunne huske sit første liv, de første år han gennemlevede, og at hver gang han vågnede igen, så var det som om at det var lige efter første gang. Første gang han døde. 

Han havde fundet ting i dette liv, ting som han holdte af, folk han holdte af. I de få måneder han havde været her siden han døde sidst, der har han fundet venskab og kærlighed på måder som han aldrig havde forventet muligt, men han havde vidst det, at det her ville ske, at han til sidst ville dø og dermed glemme det. 
Som Ryse sad og så ud på solnedgangen kunne han mærke det, den følelse han havde mærket alle de gange før, som en kold hånd der holdte om hans hjerte og begyndte at klemme mere og mere til. Han kunne mærke døden, og han lukkede øjnene, der var ikke noget han kunne gøre nu. Han var for afkræftet til at flyve til hjælp, til nogen som kunne helbrede hans sår, det eneste han kunne var blot at lukke sine øjne og vente.