Nattens frembrud var kommet og mørket lå over landet. Kiles orden havde fået deres nye udgangsforbud spredt rundt og selv for gadebørn var reglen gældende. Men fandme nej om Henriette skulle afsted til nogen arrest med fremmede fulde mænd og forbryderiske voldtægtsmænd og så videre. Ellers tak!
Henriette havde i de sidste par dage levede mere alene end nogensinde før. Hun havde ingen venner at ligger op af mens de måtte klamre sig sammen for varmens skyld. Ingen folk at tale med, ingen... Alt på grund af frygten Kiles ordens udgangsforbud havde spredt. Hvordan skulle en lille pige som Henriette klare sig nu hvor alle hun kende havde gemt sig i skyggerne og kloakkerne af hovedstaden?

Alligevel, selvom loven var imod det var Henriette på gaderne af Hovedstadens Nedry Bydistrikt og selvfølgelig som hun var gået ind i en af de mange gyder og drejede rundt om hjørnet hørte hun lyden af rindende vand nær kroen "Det Halve Svin". Hun undrede sig ikke meget over hvem det var, for svaret måtte da være så simpelt at en af gæsterne var gået ud for at tisse på gaden og nu stod der. Men som to masker og to sorte kutter kom til syne for Henriettes blik gik det op for hende at Det Halve Svin passerede hun for mindre end 20 sekunder siden og at de to mænd der stod der måtte være en del af Kiles orden. Hvad gør jeg nu!? Løber jeg!? Spiller jeg smart og går videre!? tænkte hun til sig selv som hun stod som frosset.
"Helkij, endnu et gadebarn til arresten." kom det fra den ene der begynde at gå mod den lamslåede Henriette og den anden så også vende sig mod hende. Hun kunne se at hans maskes øjne bevægede sig over hende og studerede om hun virkelig var det værd. Men han rykkede bare på skulderen og svarede den anden mand som hun vende sig på hælden og satte i løb den anden vej, hurtigt!

Men ikke et sekund nåede hun at bevæge sig inden en skygge sneg sig over jorden og den ene af mændende stod foran hende. Teleportation! Fandens! tænkte hun og vende sig for at prøve den anden vej. Men den anden mand blokerede vejen. "Det er for dit eget bedste lille frøken." hørte hun. Men som Henriettes egne lokker blev hun knald rød i ansigtet. Hvor vågede denne her åndsbolle af en spadser klædt i sådan noget handikappet tøj at stå og sige hvad der var bedst for hende!? "Ved du hvad der er bedst for mig. At du æder dit eget skridt! For jeg tager ikke nogen som helst steder med to kakerlakker som jer!" hendes tone var hård og ordene blev hurtigt fulgt af et spark mod den stakkels mands kronjuveler. Og som han måtte tage sig til de private dele prøvede hun at løbe. Men manden bag hende greb hendes arm og kastede hende til jorden. Han havde stadig fat i hendes håndled og han placerede så sin store støvle på hendes ryg. Henriette frygtede lidt at hendes arm ville brække. Men han skulle satme ikke have den tilfredsstillelse af at smide hende i arresten. Om det så blev over hendes lig!
Hun vred sig og fik med held fat så hun kunne vende sig og med et tag i hans håndled også bed hun sig fat i hans hånd nær tommelfingeren med et godt greb om munden som nu kunne smage blod fra det hårde bid.

Den anden præst begynde bare at sparke Henriette for at få hende fri i panikken og af den opbyggede vrede. Men hun ville hellere sparkes ihjel her end prøve noget af hvad der kunne ske for hende i arresten over nat!

Udgangsforbud? Var det virkelig dét, de var nået frem til i de høje magter? Var det virkelig nødvendigt? Det var da for åndsvagt! Rafen smækkede sit krus tilbage på bordet med en sur grimasse bare ved tanken om, at han ikke kunne gå ud hvis han havde lyst til det. Selvfølgelig havde han et værelse på Det Halve Svin og han havde det egentlig fint med at sidde her i krostuen og drikke sig selv halvt ihjel, men det ændrede ikke på, at han havde lyst til at pisse uden for i stedet for i pispotten på sit værelse. Han kunne meget bedre lide at efterlade det uden for, hvor det ikke ville stå i en potte og lugte på værelse når han vågnede op i morgen og havde de grummeste tømmermænd for 30. dag i streg. Han tørrede sig om munden en gang efter at have tømt sit krus helt for øl. Derefter rejste han sig op og kiggede på den person han havde siddet ved bord med: En anden lejesvend, som han var faldet i snak med. Han slog en mindre bøvs som han rejste sig. "Jeg går ud og pisser," konstaterede han, som var det det mest normale i verden. Lejesvenden kiggede på ham, overrasket. "Men, Rafen... Hvad hvis byvagten ser dig?" chokerende nok var denne lejesvend, Sargell hed han, faktisk lidt bekymret på Rafens ve og vel. Men det rørte ikke Rafen særlig meget. Især ikke når han var fuld nok til at være ret så ligeglad.

"Så overpisser jeg deres uniformer, og så har de ikke lyst til at erkende at de er blevet pisset på af en fuld mand," han smilede let over sin dårlig vits og gik derefter uden for og lidt længere væk, hen mod en gyde mellem Det Halve Svin og et andet hus. Her stillede han sig ganske rigtigt til at pisse, halvt op af det andet hus' væg og halvt på den brostensbelagte gyde.
Mens han stod der med sjoveren ude af buksen og pissede en masse drukket alkohol ud på vejen, begyndte folk at råbe i nærheden. Han kunne høre to mænd og en lillepigestemme der råbte af dem. Derefter spark. Det satte kog i hans blod og han pakkede dyret væg i buksen, rettede lidt på sit sværdbælte og gik ud af gyden hvor to præster med deres masker i fjæset stod over en lille pige. Sparkede de hende? Han fik en sur trækning i ansigtet. Meget normalt. Meget som det plejede at være. Han gik direkte hen og skubbede hårdt til én af præsterne, så han væltede. "Hvad ved Zaladins ophængte nosser tror I lige I laver?! Sparker til en pige?! Hvad er der GALT med jer!?" han gjalede den anden i ansigtet, øjnene var som en storm på vej til sit hidsige udbrud. Han rasede. På præsterne. Det var fantastisk at have noget at rase på for en gangs skyld!

Det var ikke første gang for Henriette at blive sparket til, men det var aldrig rart. Hun havde dog ikke før prøvet at blive redet på den måde hun oplevede der. En høj mand, gyldent hår og temperamentet til at bakke hele mandens pakke op. Han kunne godt ligne en eller anden højrøvede prins charming der ville ridde mod daggryet på sin hvide pynte hest. Dog til Henriettes glæde lignede tøjet ikke ligefrem det. Han havde nok bare til hendes held været på kroen i nærheden og hørt balladen udenfor. Altså, man kunne jo ikke vælge sin redningsmand.
Henriette satte sin ene arm som støtte for at kunne vende sig og se præsten hvis maske nu ikke så så fin ud igen.

"Fandens til præster i er." Henriette med hendes hår som rødeflammer spyttede mod jorden foran præsten. "Kravl tilbage til jeres klamme kirke af et hul før i får nogle huk igen-" Henriette satte sine fødder i jorden og rejste sig. Hun virkede ikke særligt rørt af sparkene og blå mærke kunne ikke ses nogle steder på hende. En hårdfør lille pige, det var hvad hun var.
Blikket vende sig hurtigt mod redningsmanden som hun fortsatte sætningen med "Som jeg godt selv kan uddele... Ihvertfald til den ene, lidt." Hun så ikke så sikker ud på sine ord som hun med øjnene kørte op af manden. Selv oprejste virkede han virkelig høj. Voksne altså! Det var også bare altid sådan nogle giganter!

Henriette tog truende sine hænder op som hvis hun skulle til at kæmpe. Men hendes stilling, hendes postyr. Alt om hende skreg hun ikke havde nogen erfaring med faktisk at kæmpe. Hun vidste det også selv, men hun nægtede fandme at være et eller andet dumt lille pjok der ikke kunne noget selv!

//Afsluttet grundet inaktivitet