Hun havde hørt om overfaldet på en af medlemmerne af Kiles Orden og de havde derfor indført udgangsforbud i samtlige dele af Krystallandets byer. Det irriterede heldigvis ikke Avira, eftersom hun rejste meget, ikke havde et fast hjem og boede i naturen med et hjemmelavet telt. Men hos hendes mor var hun altid velkommen, også til overnatning. Det udnyttede hun i særlig situationer. 
Hun havde prøvet det lige som alle andre, hun huskede tydeligt tørketiden og mørket... En Forfærdelig tid og hun håbede ikke på de ville få de plager igen eller andre for den sags skyld. I hvert fald ikke så længe hun stadig levede. 
Avira bøjede hovedet let bagover og så den nogenlunde skyfrie himmel som hun dog ikke troede på, at det ville blive en skyfri dag. Skyer var også det sjoveste hvis man ville havde noget at kigge på, på en kedelig dag. Skyer formede sig til mange forskellige ting, dyr. På meget kort tid. Med raske og tunge skridt vandrede hun ind i den skov der voksede langs bjergkæden. Stien gik ikke altid ligeud, ofte skulle hun bestige en bakke før hun igen kunne gå ligeud, hvorefter det gik ned ad. Det var grantræer det hele, men ingen overraskelse fra hendes side af. Hun havde været her før med sin mor, i sine unge dage, så hun synes bestemt det var på tide at se sig om igen. Skovkæden var omringet af skygger og himmelen var ikke til at se for de mange tætte grantræer der dæggede for himmelen, Men det var dog ikke mørkt. Hun fandt det hyggeligt alligevel. 

... Våbentræning, det var tanken i dag. Ikke noget af det vilde, da det faktisk var nemmere hvis hun havde nogen hun kunne træne med. Hendes far var jo ikke længere hos hende og hendes mor, det var udelukket. Hun tog sværdet frem fra sit hylster på ryggen og begynde at svinge sværdet opad i en hurtig bue, drejede rundt om sig selv og svingede igen sværdet. Hun stoppede da hun bemærkede den stejle stig og valgte istedet, at øvede sig på balancen, stadig med sværdet i hånden. Hun balancerede på de skrå pister, der hvor træerne også voksede op ad, på vej tilbage hvor hun var kommet fra. Der var store sten langs pisten og nogen lidt mindre, Det gik ikke så langt ned, men man ville nok komme godt til skade hvis man faldt. Selvom hun var nogenlunde god til at håndtere et sværd, var kampe ikke noget hun brød sig om, men hun fandt det alligevel vigtigt at kunne forsvare sig selv. Hun glemte ofte at hun ikke kunne se på sit højre øje, eftersom hun havde vænnet sig til kun at se fra det venstre. *Min mor ville få et slagtilfælde hvis hun så mig gå her* Tænkte hun og kunne se sin mors reaktion for sig imens hun med strakte arme... og sværd, forsøgte at koncentrer sig om at blive på stenene. 

Det var slet ikke noget nye at Ihsahn var ude i skoven og udforske områderne omkring den, der var altid et nyt sted som kunne udforsket og læres noget nyt omkring, hvilket var en vigtig ting for ham selvom og ikke mindst stammen som han boede i, jagt var noget af det vigtigste for dem, samt landbruget som de var ret gode til og når der blev fundet noget nyt planteværk som kunne spises, så blev det taget med hjem, for at se om det kunne plantes og gøres noget stort ud af, så de var ved at have et ret stort landbrug.
Det var en nærmest skyfri himmel denne dag, men det havde det faktisk været de sidste par dage, hvilket havde sine fordele, men også ulemper, men det kom an på hvem man spurgte, hvis man spurgte ham så betød det ikke så meget, han var jo jæger og kunne jage i alt slags vejr, men noget var nemmere end andet, hvilket var logisk nok.
Han nød samtidig at bruge det meste af sin tid i de dybe skove som lå omkring dem. Det var et sted hvor han for det meste kunne være i fred og lade tankerne gå sin gang, ligesom tiden og så var det stedet hvor han jagede og han var ret habil til det.

Jagt var også det som planen stod på denne dag og han var taget ret tidligt afsted og havde bragt både bue og sværd med sig, så var han hvert fald helgarderet. Han måtte erkende at sværd ikke var hans primære våben, det var langt nemmere at jage med bue og pil, fordi at man på afstand kunne nedlægge byttet uden de store problemer. Hvis man første skulle ind på dyret, så ville det være stikket af langt inden man havde nået at snige sig op til det, både pga. larm og ikke mindst ens lugt som byttet hurtigt ville kunne finde.
Indtil videre havde der ikke været noget at nedlægge, så han spadserede roligt rundt og søgte efter det han søgte, men det så ikke ud til at det var nogen god dag at jage. Han opfangede dog noget larm og vidste ikke helt hvad de kunne være, men besluttede sig for at undersøge det og listede sig nærmere, og da han kom tæt nok på og fandt en race eller person som han ikke før havde set, i gang med at træne sin sværdkamp. Hun måtte være en blandingsrace, og hun virkede ikke som nogen større trussel for ham, så han regnede godt med at han kunne træde frem fra sit skjul og tage kontakt til denne person. Han rømmede sig, som han nærmede hende.

Stadig, med armene strakt ud og sit sværd som hun nu havde taget fat i med begge hænder, et god greb om skæftet og et let tag i sværderts kolde klinge, hun ville jo gerne undgå at komme til skade. Hun var koncentreret og forsatte, med det ene ben foran det andet og uden at falde, ligesom vis hun gik på en line. Alt var ganske fredelig omkring hende, en skøn dag med lidt dyreliv var der men ikke noget man bed mærke af.

Avira var en kvinde, lige fyldt 51 for ikke så længe siden og har altid haft det nemt med andre, hun var bestemt ikke genert anlagt og det havde hun fra sin far. Men hun lagde ikke skjul på, at hun også møde folk som ikke havde et venligt sind, som hun havde. Så det var ikke alle dage der var glade dage. 

Hun havde hverken hørt eller set personen som nærmede sig. Hun var godt optaget i at holde balancen og da personen rømmede sig, fik hun et letter chok og det gjorde at hun mistede balancen, men fik med held vægten over på den rette side så hun ikke skulle ende med rullede ned i grøften. Der var pænt langt ned.
Hun ende på jorden, hvorfra det lignede hun hoppede ned fra stenen. Avira kiggede op og så en langhåret ung mand kom imod hende, hun smilede venligt og satte sit sværd på plads i sit hylster på ryggen. "Hej, kan jeg hjælpe?" Kom det spørgende fra hende. Avira viste selvfølgelig ikke hvad han ville, men eftersom han rømmede sig, kunne det godt være at han ønskede at komme i kontakt med hende for at spørge hende om noget.. Dog havde hun ikke set denne mand før, hun rejste meget omkring og mødte også mange forskellige mennesker og racer rundt omkring og hun glemte ikke ansigter, ikke så nemt og hun viste, at han ikke var en hun var stødt ind i før. 

//Out