Tilbage i norden. Tilbage til alt det velkendte, men også tilbage til det sted hvor hun hadede alt og alle. Her var hun en kendt edsbryder, kun fordi hun havde reageret menneskeligt på så meget hån at de fleste sikkert ville have reageret på samme måde. Her havde hun myrdet sin egen bror i et rasende blodigt vredesudbrud, og her havde hendes egen fader slået hånden af hende. Hun var taget alene hertil, selvom Tarkvin sikkert gerne ville være taget med, men hun havde brug for svar. Hvor var hendes moder forsvundet hen? Hun havde behov for at vide dette, om der lå mørke hensigter bag eller ej, men efter at have spurgt - måske ikke ligefrem vildt flinkt - i nogle omkringliggende landsbyerne, havde én af beboerne genkendt hende, og hun havde valgt, for sikkerhedens skyld, at tage længere nordpå, for at undgå flere problemer.

Men ord rejste hurtigt i denne del af norden og snart kom det til Skadis fader. Han ville ikke høre tale om hendes eksistens her og hans had var tilsyneladende stort nok til at bede jarlen af byen om lov til at sende 10 hirdsmænd af sted for at tage hendes liv. Hvis en edsbryder skulle vise sig her, så fortjente hun ikke æren i at blive bedt om en ny tvekamp. Hendes fader havde hverken i sinde at give hende den ære eller for den sags skyld vise sig over for hende. Han vidste udmærket hvad hun kunne finde på, men det ændrede stadig ikke på hans raseri. Hun havde kostet ham to sønner nu. Han ville ikke finde sig i det!

Så mens Skadi egentlig bare bakkede sig selv i en større bakkedal i løbet af en eftermiddag skete det at hirdsmændene fik opsporet dem. De var 10 mand mod én, men de alle sammen kendte hende godt. De fleste var bange for hende, men ingen af hendes rigtige gamle venner med. De hirdsmænd havde intet fået at vide om dette. Nej, de fleste her var de mænd, der fandt hendes regenererende evne unaturlig og forkert. Samtidig vidste de godt, at hun var svær at af fælde, så de delte sig op. To bueskytter længere oppe af af det bjerg hun havde valgt at slå sin lejr, resten samlet med deres skjolde.
Skjolddelingen valgte at gå frem først, larmende, så hun ikke kunne opdage bueskytterne. Da hun rejste sig for at gå dem i møde, kunne hun sagtens se hvem de var. Hun trak sin økse og løftede sit skjold fra sneen. Hun vidste godt et eller andet sted, at én mod 8 næsten var det rene selvmord, men Skadi frygtede ikke at hun ville komme til at dø. Hvad var det værste der kunne ske? At de trak hende med tilbage til landsbyen eller tævede hende, lige her, i dalen? Hun spyttede på jorden foran sig, allerede godt vred, den susende lyd af pile lød gennem luften. Skadi nåede ikke at vende sig før to pile ramte midt i hendes ryg. Lige dér hvor hun ikke kunne få fat i dem. Irriteret og med et udbrud af smerte, begyndte hun at vende sig halvvejs mod bueskytterne, alt i mens de 8 mand så småt begyndte at komme tæt nok på til at kunne gøre hvad de havde fået besked på. Råbende i kampgejst.

De omringede hende, men havde ikke intentioner om at dræbe hende med det samme. Nu hvor hun var svækket, kunne de vel lige så godt lege med maden?

Guinevere Sølvkæmper brugte det meste af sin tid ude i det kolde bjergområde disse dage. For at holde sin krop i gang, og for alvor sikre at Dragorns grænser og land blev holdt frit for uvelkommende sjæle. Hun besøgte den nordlige stamme der havde bidraget i kampen om at tilbage deres hjemland - udvidste sin respekt og lyttede til deres ord. Dværgene var en sælsommelig race. De nød deres eget selskab højere end at mængle sig med andre racer, men Guinevere forstod vigtigheden i alliancer. Lyset havde igennem mange årtier været deres allierede, men de havde vidst sig ikke at være nok da kampen for alvor brød ud.

En mindre deling på fem andre dværge, samt Guinevere selv, gik vant gennem bjergene af de kendte stier der virkede gemt og skjulte for et utrænet øje, da ekkoet brød igennem. Guinevere løftede en flad hånd op for at stoppe sine meddværge, mens hun i stilhed lyttede.
Kampråd og et voldsomt et af slagsen. De var ikke langt fra Norvik, men tilstrækkeligt til at det ikke kom fra en by, at runde bjergsiden var tilstrækkelig til at se hvilket scenarie der udfoldede sig. En kvinde, blev angrebet af en god mængde af mænd, med store skjold og dem der udtrykte en råbende kampgejst uden lige. to pile stak ud af krigerkvindens ryg, og lyden af nye pile sussede gennem luften. Guinevere fulgte den ene pils linje, der kom netop fra de bjerg de befandt sig på. Hun kiggede ud over kanten for at se en mand spænde buen. Hun signalerede bag sig, to dværge hoppede ned og holdte manden fast i et jerngreb, mens de tumlede rundt i sneen. Guinevere selv led ned på afsatsen. "Hvem angriber i?" manden svarede ikke til at starte med. Guinevere sparkede ham i knæhasen til han sad på hug foran hende. "HVEM angriber i?" Manden trak sig i smerte inden han åbnede munden. "Edsbryderen.. Galningen Skadi.." Guinevere slog ham i baghovedet med skaftet af sit sværd. "Ikke på min vagt" brummede hun og dværgende gjorde deres entre, ved vant og utrolig adræt glide ned af bjergsidden til de stod på samme grund som de resterende. Undtaget en anden dværg, der listede over bjergene for at finde den sidste bueskytte, der udgjorde en reel trussel mod dem.

"Skadi Farseer" Råbte Guinevere ud over sneen, så højt at både Skadi og mændene kunne høre hende. Guineveres hukommelse var god, og hun huskede tydeligt det scenarie der havde fundet sted dengang. Noget hun ikke just havde set på med beligende øjne. "Er af fuld ret til at befinde sig i disse bjerge." Guinevere lod vinden tage fat i hendes kuldsorte hår der blæste tilbage, så man for alvor kunne se rasseriet i hendes ansigt. De andre dværge havde trukket våben på hendes opfordring, og gjorde som deres hærføren befalede, omend de som mange andre ikke så grund til at blande sig i ikkedværge anliggende.

Idet hun hørte to nye pile komme susende, vendte hun sig så hurtigt hun kunne i sin nuværende tilstand. Den ene af pilene ramte hendes skjold, men den anden plantede sig lige over hendes knæ, hvilket tvang hende til at gå i knæ, før hun trak pilen ud af sit ben i en hidsig bevægelse. De andre folk var nu inden for en armslængde af hende, men de stoppede tøvende op ved en myndig stemme der lød gennem dalen. De kunne se dværgene på længere afstand og rystede snerrende på deres hoveder. Selvom de havde været med til at redde Dragorn, så var dette en intern sag, hvad end Skadi havde lov til at være her eller ej. De havde ikke i sinde at give op på dette, for deres jarl havde givet dem en udtrykt ordre. Lederen af hirdsmændene gjorde tegn til de fleste af hans mænd lige med undtagelsen af to, til at fokusere på dværgene i stedet. "Hun er stadig en edsbryder, og har befundet sig i nærheden af vores hjem," kaldte han, vredt, mens ham og hans mænd langsomt begyndte at gå frem mod dværgegruppen. De kunne end ikke se hvem der stod som deres kommandofører. Havde de vidst det, ville de måske have tøvet lidt mere.

Mens den resterende gruppe af folk gik mod dværgene, var der Torsten og Ansgar tilbage. Begge to folk, som Skadi udmærket kendte. Torsten havde hun aldrig som sådan haft det store problem med, men Ansgar havde været meget gode venner med Thorbir og hans hadefulde blik var nok for Skadi til at vide, at han snart ikke ville kunne holde vreden tilbage. "Lad være med at gøre modstand, det gør det hele lettere," mumlede Torsten, næsten skyldsbetynget. Dette fik Ansgar til at snerre irriteret, mens han skubbede Torsten væk og gik helt hen til Skadi, der stadig var i gang med at kæmpe sig op på benene. Et solidt spark til ansigtet fik hende til at vælte helt omkuld i sneen, men hun nægtede at sige noget til smerten. Dette pissede kun Ansgar mere af. "Hvad? Er det din plan at dræbe mig nu, lige som din bror? Så kom da?" og da slog det klik for Skadi. Hun rejste sig op med et vildt blik som en hund der var blevet sparket til mens den lå ned, lod sit skjold falde ned i sneen og kastede sig over Ansgar i et blindt vredesudbrud. Det var forventet og til sidst fik begge hirdsmænd hende helt ned at ligge. De kendte hendes angrebsmønster og da hun lå i sneen med begge mænd oven på sig, begyndte Ansgar at trække sin kniv. Han havde store planer og eftersom at hans vrede var løbet af med ham, tænkte han overhovedet ikke over den situation de stod i med dværgene.

Det undrede egentlig ikke at mændene ikke bakkede væk fra dem som de nærmede sig denne situation som udefra stående. Alligevel var der givet antegn til at kvinden de angreb var bekendt for hvad de kun havde hørt som den autoritære stemme. Men nogen ville bare have det på den svære måde. Det ville være at foretrække hvis dette kunne ordnes uden al for megen vold indvolveret.
Guinevere og sine meddværge bevægede sig ligeledes tættere på, for at kunne assistere Skadi så vel som imødekomme mændene der tydeligvis ikke var færdige med at spille med musklerne. Guinevere var egentlig parat til at tage diskussionen med mændene, da et vredsudbrud stoppede både dværgene og mændende fra at tage en konfrontation. Mændene var hurtigere til at tage sig tilbage til deres tidligere gøremål ved at vende deres opmærksomhed til dværgene.

Guinevere valgte i stedet at sætte i spurt. Dværge havde ikke lange ben, men var farlige over korte distancer. De andre dværge forhindrede mændene i at følge efter hende, mens Guinevere kastede sig med skjoldet først direkte ind i mændene over Skadi, med hovedfokus på manden med kniven, med et kampråd der genlød i bjergene. Hun sad på et knæ i sneen og slyngede skjoldet ind i hovedet på den ene af dem som besvimede på stedet under dens vægt og kraft. ”Vi. Prøver. Igen.”

De havde haft hende nede at ligge. De havde lagt hende ned og nu var de på vej til at gøre guderne ved hvad, og hun kunne slet ikke håndtere det. Vreden brusede rundt i hendes hoved, så det gav hende en grum susen for ørerne og hendes øjne føltes som om at de var ved at poppe ud af hovedet på hende. Snart røg en dværg dog ind i Ansgar og der gik heller ikke længe derfra og til at han var blevet slået bevidstløs, men det ændrede slet ikke på hvor pisse gal Skadi var blevet på disse få sekunder. Hun havde på et tidspunkt håbet at de blot ville give op, men nu håbede hun bare at de alle ville dø en forfærdelig død, gerne så voldsom og drabelig som overhovedet muligt. Hun fattede sin økse så hårdt at knoerne blev hvide og holdt den oppe i et dødsgreb.

Ansgar og Torsten var begge ude af kampen, men de resterende hirdsmænd så ud til at volde dværgene en del problemer. Dog ikke længe, for Skadi løb hovedkuls ind i den første og væltede ham omkuld med hele sin kropsvægt fastsat på hans ryg. Da han først lå i sneen hamrede hun en knyttet næve ned i hans ansigt gentagne gange, til han lå blodig og ubevægelig. På dette tidspunkt havde Skadi jævnt ondt i ryggen, der hvor pilen sad, men hun var ret ligeglad. Alting svømmede for hendes syn og hun så komplet rødt som hun kastede sig over den næste, ligeglad med at hans sværd og jog sig ind i hendes ben. Alting skulle ødelægges, lige nu og her, og hun jog sin økse ned i skulderen på manden med et højt krigshyl, fuldstændig ude af den og gal som havde hun fået en god gang rabies i hovedet.

Mændene var ikke uerfarene krigere, det var helt sikkert, men at glemme at fokusere på anden indtrængen i kampen var en fejl der havde kostet dem. Guinevere vidste ikke hvad nogen af dem hed, men tilsyneladende var deres kampevner ikke noget at råbe så højt op om alligevel, siden hun kunne slå en af dem bevidstløs i en process der faktisk havde givet dem en anelse fordel. Den anden mand lå stadig en smule forvirret i sneen og forsøgte at komme op i en mere behagelig stilling til at genvinde fatning. Guinevere gik forbi ham uden egentlig at værdsætte ham mange blikke og slog skaftet af sit sværd ned i baghovedet på manden så han ligesom den anden faldte sammen. Hendes fokus skiftede sig fra Skadi der rejste sig i vrede, til sine meddværge der var kommet i problemer.

Guinevere havde naturligvis som diplomaten hun efterhånden havde udviklet sig til at være, foretrukket at de kunne løse dette på anden vis, men hendes egen aktion ved at charge mod to mænd der pressede en anden ned, havde udløst det krigeriske indfald. Guineveres reaktion til det hele var om end langt mere fattet end Skadi’s. Hun var sat i løb efter kvinden, der kastede sig over fjenderne som en glubsk ulv. Guinevere ville egentlig ikke diktere hvordan nogen kæmpede, men det var jo livsfarligt og usammenhængende hvad hun foretog sig. Vrede kunne overtage, men Guinevere havde et øjeblik hvor hun var usikker på om det lige nu var Skadi der var til stede.

Men kampen skulle overståes. Mændene blev slået ned, om end forsøgte dværgene at slå dem bevidstløse fremfor at gyde blod i den hvide sne. Og da den sidste lå ubevægelig på jorden og dværgen der var sendt hen efter bueskytten kom luntende tilbage, virkede der så ufattelig stille. Med undtagelse af tunge åndedrat. Dværgene tog deres afstand til Skadi, mens Guinevere forsigtigt tog nogle skridt tættere på. Hun ønskede ikke ligefrem at blive offer for hvad end der havde overtaget lige nu.

Skadis raseri stoppede næsten lige så hurtigt som det var begyndt. Hun havde dræbt nogle af mændene, men de resterende lå bare i sneen, bevidstløse, da hun løftede sin økse, klar til at dræbe hvad end der kom tæt på, og ikke kunne se noget i øjenhøjde. Hendes vilde blik søgte omgivelserne til landede på dværgen, der før havde afbrudt hele kampen og om muligt, havde reddet Skadis liv fra disse førhenværende venner og kampfæller. Hun stoppede, stadig med øksen hævet og øjnene der før var fulde af vrede og had, blev først mere forvirrede, før hun bare lod armen falde ned langs siden, stadig med øksen i hånden. Hun stirrede på dværgekvinden og kunne pludselig huske hende. Hun havde været der, dengang. Ved turneringen.

Det satte Skadi igennem en hel stime af forskellige følelser: Raseri, knusende sorg, forvirring, afmagt. Alle de følelser hun havde haft da hun havde ført sin økse gennem hud og kød på den strube der havde tilhørt hendes forhadte bror, Thorbir. Da hun var blevet forkastet af sin far og som svar nær også havde myrdet ham. Øksen faldt ud af hendes hånd fordi hun havde glemt alt om den, før hun også selv bare satte sig i sneen, træt og chokeret over mødet med lige netop denne person. Det gjorde stadig ondt fra den pil der sad begravet i hendes ryg og hendes vejrtrækning var både hurtig og tung på samme tid, men lige nu var hun mere fokuseret på Guinevere.
"Leder af dværge.. Var det Guinevere du hed?" hun vidste godt at kvinden ikke var selveste Thanen, men hun var stadig en talsmand, så hun var en leder i Skadis øjne. 

Guinevere havde løftet begge sine hænder op som hun gik tættere på Skadi der først så ud til at emme af vreden hun lige havde demonstreret for dem hvor farlig var at komme i nærheden af, men pludselig ændrede det sig. Hun så forvirret ud som en genkendelse nåede frem, der tilsyneladende satte en del flere følelser i gang end der kunne have været ønsket.
Guinevere tog en dyb indånding og gik tættere på med varsomme skridt, da Skadi falldte på knæ i sneen med nærmest et modløst udtryk i ansigtet - ud fra hvad Guinevere kunne vurdere i hvert fald, men der var mange følelsesindtryk på en gang.

Guinevere nikkede roligt. "Ja, det er mig. Skadi, du har en pil i ryggen. Må jeg fjerne den?" spurgte hun direkte så hun var kommet tættere på. Guinevere var en smule højere en Skadi, som denne sad på knæ, men hun gjorde ikke antræk til at sætte sig ned, mest fordi hun ikke kom frembrusende eller truende frem imod den anden kvinde. Hendes blik holdte sig fokuseret, selvom lig og besvimede kroppen rundt om dem trak efter at få opmærksomhed ligeledes. Det havde ikke været hensigten at nogen skulel dø, men det var der intet at gøre ved nu.

Mens Skadi langsomt faldt til ro, talte leder-dværgen til hende. Hun kiggede op på kvinden og sukkede derefter. Pilen havde siddet der et stykke tid, så hun havde naturligvis også blødt lidt mere end hvad godt var. Og hvem vidste om den sad et dårligt sted?
Normalt ville hun selv finde en væg eller et træ og på dén måde få skubbet pilen ud, men det gjorde oftest pisse ondt og nu stod Guinevere her og tilbød sin hjælp. Skadi var ikke vant til at tage imod hjælp, faktisk blev hun mest overladt til sig selv derhjemme, og i dén grad også efter hun var skredet hjemmefra, så det med omsorg fattede hun sgu ikke helt. Men i det mindste var det vel bare et spørgsmål og derefter en handling? Så kunne hun tage videre. Med mindre Guinevere også havde et problem med hende.

"Ja ja, den skal vel ud på én eller anden måde," mumlede hun træt mens hendes blik endte på én af de døde hirdsmænd. Og her troede hun de var hendes brødre dengang. Nu var de fjender, alle som én. Tidligere venner, der blevet revet fra hende, så hun kunne føle hvordan det var, at være alene i mørket. Det gjorde hende kun mere bitter og hendes øjne blev efterhånden småvrede igen, som hun sad og gned sine hænder, der trængte til at slå på ét eller andet. "Har du også en høne at plukke med mig bagefter?" hun kunne ikke undgå at lyde bitter da hun spurgte.

Sådan kunne man også se på det. Guinevere mærkede at hun blev en smule mere afslappet ved den udmelding og var mere rolig omkring at gå tættere på Skadi under at frygte lige pludselig at ende i kamp igen hvis hun ikke var færdig med hvad Guinevere lige nu så som blodtørst. Lige nu var hun faktisk i tvivl om hvad hun skulle gøre ved situationen, men retten til at forsvare sig kunne hun intet gøre ved. Og hun havde ingen magt udenfor Dragorn, hvis alt var helt korrekt. "Forhåbentlig den mindst belastende måde" svarede hun som hun nåede frem til Skadis ryg og orienterede sig med pilen der sad ind.
Guinevere lagde forsigtigt en hånd nær Pilens indgang for at tjekke hvor langt den befandt sig inde i huden og hvorvidt hun var nødt til at drike den ud eller skære for at modhagerne ikke flåede kødet af.

Guinevere dirkede roligt pilen op ad for at få kanten fri uden at hive huden af, selvom det nok var mere smertefuldt end som så. Hun var tålmodig og lod sig egentlig ikke forstyrre af spørgsmålet. mest af alt fordi der ikke var noget at blive forstyrret af. "Hvorfor skulle jeg det? Du har ikke gjort mig noget" Guinevere lod pilen dirke den anden vej og fik hevet den længere ud. Der gik lidt dirkning og op ned før hun fik den hevet fri, og lagde et stykke stof mod det blødende sår og pressede ind.

Skadi var vant til smerte, så da Guinevere begyndte at dirke rundt med pilen, var hendes reaktion blot at spænde op som en bue, knytte næverne samt bide sig let i tungen. Det gjorde kraftedme ondt, men til gengæld ville såret heale når først den lille lortepil var væk. Derfor lod hun være med at rykke sig væk fra det hele, selvom det var det hun havde mest lyst til. 
Som pilen begyndte at blive revet mere fri, gjorde det stadigt mere ondt, men Skadi valgte bare, at bide ned i sine knoer på venstre hånd for at grave smerten ned.

Til sidst røg pilen fri, og samtidig med at Guinevere dækkede såret til, begyndte det så småt at lukke mens Skadi begyndte at se synligt mere træt ud. Hun skævede op mod dværgen fra sin siddende position, en kende overrasket over udfaldet. "Nej... Men du var der dengang.. Lige som alle de der var der," hun lavede en gestus mod alle de faldne hirdsmænd, sikker på at det burde betyde noget. Hun var stadig en edsbryder, og selv for dværgene af Dragorn havde en sådan en uheldig titel en betydning: alle måtte jage en edsbryder, hvis denne trådte tæt på deres hjem. "Jeg kan i hvert fald godt huske dit ansigt da jeg gjorde det," for mange andre edbrydere burde denne sætning lyde vindende, men Skadi stirrede bare på Guinevere som ordene kom frem, bitre.. Nærmest fortrydende? Hun fortrød ikke at have dræbt Thorbir, men hun fortrød at hun var nødt til at gøre det foran alle dværgene og de allierede klaner af norden.

Guinevere holdte stoffet mod såret, trods hun havde set at det åbne sår var så langsomt begyndt at lukke sig så snart pilen havde forladt ryggen. Det betød dog ikke at der var nogen grund til at bløde mere end højest nødvendigt. Så hun stod tålmodigt og pressede stoffet imod såret til det ikke længere blev væddet. Hun fjernede det forsigtet som Skadi talte omkring dengang. Da uheldet havde været ude og ting havde taget en noget ubehagelig drejning til en turnering der ellers skulle være ganske fredelig af en kampturnering at være.

Guinevere tog en dyb indånding som hun lod hånden fjerne sig helt, i det såret havde lukket nok til at blod ikke længere kom frem. "Ja, jeg var der. Men hvad du gjorde og den titel du ejer som edsbryder bekymre mig ikke.." svarede hun sandfærdigt. Stoffet satte i flammer ved hjælp af lyset der strømte ud af dværgekvindens fingre og hun slap den. Blod tiltrak dyr - og ikke den gode slags. De andre dværge var også begyndt at kigge på hvem var levende, og hvilke skulle sendes på den sidste rejse. "Jeg har mine officielle meninger, der fordømmer hvad du gjorde. Personligt, er en anden sag. Du havde din grund, jeg forstår den men beligger den nok ikke" hun gik hen på den anden side af Skadi igen så de stod eller rettere Guinevere stod ansigt til ansigt med den siddende Skadi. "Hvorfor er du kommet tilbage til Norden, når du ved de fleste her ønsker dig set som krageføde?" Orderne var alvor og selvom Guinevere ikke ønskede den skæbne, kunne hun ikke gøre sig mere uvenner med klanerne end hun i forvejen havde gjort med denne handling.

Guinevere kunne ikke undgå at komme med en et fnysende grin til den kommentar og gav lidt igen af samme kasse, bare ikke spor mumlende. ”Nok et klogt valg” hun hørte godt tilføjelsen men tog ikke store notist af den. Jo det var vel egentlig en kompliment, men det var ikke særlig vigtigt for den situation der lige nu foregik. Nogle af de andre dværge stod og trippede en smule usikkert bag dem, ikke helt sikre på hvad de skulle gøre. Det måtte hun tage sig af lige så snart hun havde styr på hvad der foregik.
”Hvem fortalte dig det?” det kunne uden tvivl være et trick for at få Skadi tilbage til norden. Ikke nemt at vide med sikkerhed, og Skadi var nok taget afsted alligevel selv hvis hun havde været skeptisk.
Guinevere vendte sig mod sine meddværge og tog en dyb indånding. ”Gå tilbage til Dragorn og aflæg rapport om Orkklanen. Sig jeg vender tilbage senere, da et andet ærinde dukkede op” De andre kiggede på hinanden og tilbage på Guinevere. De var ikke trykke ved det, men endte med at bukke hovederne og gå tilbage af over sneen.

”Okay, nu jeg har dig alene. Hvad fanden tænker du på?” spurgte hun en smule mere hårdt. ”Det er uden tvivl et trick for at få dig hjem og slagtet som forræder. Du går lige direkte til din egen henretning” Guinevere havde ingen beskeder fået angående forsvundne personer, men det var heller ikke ofte at Nordfolkene inddragede dværgende i disse sager. De mente ikke at dværgene var interesserede i at hjælpe. Kunne nok diskuteres.

/afsluttet