Det var ikke første gang at der på gården skulle være en lille sammenkomst af landets få malere, eller hvert fald dem som var dygtige nok. Denne gang var det som sagt Henry som skulle ligge plads til, hvilket ikke var noget han havde imod for han havde jo pladsen til at kunne få det til at fungere. Det var ikke fordi at han nød sådanne sammenkomster, fordi at han var mere til hans alene tid, det var han jo vant til og alt for mange mennesker omkring ham var måske ikke det han var mest var vild med. Men nu var det aftalt og han var bestemt heller ikke person som bakkede ud fra aftaler, for han vidste samtidig at der var folk som glædede sig til disse sammenkomster. Der var selvfølgelig også nogle som han så frem til at møde atter en gang, f.eks. Saharah som han før havde mødt til disse arrangementer og havde snakket kort med, men hun var en person som havde nogle spændende input til faget.

Hans medhjælpere havde hele dagen rendt huset rundt for at få det hele til at spille. Det var noget han gik meget op i fordi at huset virkelig skulle være pænt hver gang han fik gæster eller det skulle altid spille, men han fik hans folk til at gå lidt hårdere til værks i sådanne situationer. Samtidig var køkkenet ovenpå eftersom at Henry havde ment at der skulle være mad og vin til dette arrangement. Altså når Henry var vært så skulle der ikke mangle noget og han havde intet imod at bruge penge på disse ting, han ville jo trodsalt gerne have et fantastisk billede udadtil og have folk til kunne lide ham og have en slags fascination af ham, men om det lykkedes det var noget andet og ikke rigtig noget han lagde så meget mærke til, når det kom til stykket.
Han havde selvfølgelig også gjort lidt ud af sig selv i og med at han havde fundet et fint sæt tøj frem til andledningen, hvilket passede ham godt. Han gik meget op i hans udseende og især det at have fint tøj på, det var vigtigt.

Som dagen løb frem ankom de forskellige stille og roligt til gården i forskellige kareter, hvilket passede ham godt og derfor havde han forladt huset og taget placering ude i gården og tog imod de forskellige gæster som de ankom. Et smil dukkede op på hans læber som Saharah trådte ud af en vogn og kom op imod mod gården og Henry. Han valgte at gå hende i møde og gav hende venskabeligt hånden og kyssede hende på kinden. ”Velkommen til Saharah” sagde han smilende. Hun var flot i tøjet og det hele spillede virkelig, hun var en køn kvinde.

Hendes øjne så atter på invitationen og hun sukkede. Inderst inde havde hun lyst til at tage af sted, men efter den hændelse, så var der noget som holdt hende tilbage, en uforklarlig kraft der nærmest holdt hende fast i den lænestol hun sad i. Lyden af en der nærmede sig fik hende nærmest til at springe op og hun stirrede stift på hendes tjener ”Hvad vil du?” sagde hun og bemærkede hun stod med knyttede hænder og hun var fuldkommen anspændt. Tjeneren bakkede lidt og så på hende, næsten skræmt ”Undskyld miss Sunfury.. Men deres bad er klar” tjeneren bukkede inden han forsvandt ud af rummet. Hun så efter ham, mærkede hvordan de lange negle havde efterladt et mærke i hendes håndflade. Langsomt smeltede hun nærmest sammen i stolen hun for lidt siden sad i og mærkede hvordan hendes øjne blev fyldt af vand. Den man hun havde mødt i gaderne, manden der havde ødelagt hende fuldkommen og efterladt hende som et stykke legetøj der havde været smadret, havde sat dybe ar i hende. Hun kunne ikke næsten ikke håndtere at bo hvor hun gjorde for der var alt for meget plads kun til hende og de tre tjenere. Nærkontakt var bestemt ikke noget hun følte for længere… Endnu et suk undslap hende inden hun atter rejste sig og gik mod badeværelset. Det specielle spejl på hendes væg, som gjorde hun havde mulighed for at kunne se sig selv, gav hende lyst til at hamre hånden igennem, smadre det og lade være med at få et nyt. Hun lod være og sukkede blot over sit spejlbillede inden hun lod den sparsommelige natkjole falde til jorden under hende. Hun stak forsigtigt foden i vandet og lod derefter resten af benet og derefter kroppen følge med, som hun lod sig glide ned under det varme vand. Stod det til hende, kunne hun ligge her for altid, under det varme vand og blot drømme sig væk til andre steder end her. Hun lod sig dumpe helt under, hovedet med og kom op og hev kort efter vejret inden hun satte sig ordentligt til rette igen. Efter nogle minutter i det varme vand rejste hun sig og greb efter håndklædet og fik sig tørret. Uden så meget som et eneste stykke tøj på kroppen gik hun til soveværelset og fandt hurtigt noget der mindede om undertøj samt en fin kjole hun kunne have på. Hun havde taget valget at tage af sted.

Hun så ud gennem vinduet i hendes karret og bed sig usikkert i underlæben. Forhåbentlig kunne Henry få hende til at falde til ro. Han havde en beroligende virkning på hende, som om han var den gode det af hende og hun selv den dårlige. Som de nærmede sig mærkede hun hvordan der blev stoppet og døren blev åbnet for hende. Hun trådte ud og så sig omkring og fik hurtigt øje på Henry. Et skævt smil formede sig på de svagt rosa røde læber som hun nærmede sig. Som han rakte hende hånden tog hun tøvende imod den. Læberne mod hendes kind fik hende til at stivne, men hun forsøgte at ligge hvad der var sket bag sig. Med forsøg på et smil så hun på ham ”Mange tak Henry” sagde hun og bed sig usikkert i underlæben. Hun havde det lettere ubekvemt, men mon ikke som aften skred frem ad, at det måske ville lade sig forsvinde og hun måske ville falde lidt bedre til? Hun håbede, ellers skulle hun gå med konstant paranoia og berøringsangst og det ville være et kæmpe problem i en forsamling som den der var stablet sammen netop denne specielle aften.

Han smilede roligt til Saharah, men kunne godt mærke at der var et eller andet som tryggede på. Han var måske ikke den person som var mest opmærksom på sådanne ting, men altså han var heller ikke dum og han kunne godt mærke lidt. Men han følte måske heller ikke at det var nu han skulle spørge indtil det og lod derfor være, ”Jeg er glad for at du kunne komme” [/I] sagde han beroligende. Inderst inde ville han tage hendes arm, men han lod være og gik i stedet ved siden af hende som de gik op imod gården og gik indenfor. Solen var netop blevet skiftet ud med månen, og derfor var der en rolig og mørk stemning over gården, men han kunne lide det og månens lys var behageligt.

Indenfor gik hans tjenestefolk rundt mellem gæsterne og bød på vin og andre forfriskelser efter folks lange rejse. Stuen var nærmest forvandlet til et stort galleri. Han havde fået flyttet alle møblerne ud af rummet og rundt på stativer og på væggene hang alle former for malerier, og ikke kun hans egne. For ham var det ikke kun en mulighed for at vise sine egne malerier frem, men det var også en mulighed for at hjælpe andre personer frem i branchen. Henry var ikke en person som gik alt for meget op i sig selv, andre personer betød meget for ham selv, godt nok mest den øvre klasse, mest fordi at han ikke så så mange ligheder mellem ham og de fattige, selvom dette sagtens kunne være at der var.
Han havde en stor fascination af malerier og den verden de åbnede op for at muligheder for egen fortolkninger. Malerier gjorde det muligt for folk at komme ud med det de nu havde på hjertet, på en anderledes måde og alle kunne tolke billederne forskelligt. Det åbnede en helt ny verden at se sådan et godt maleri. Han var ret tilfreds med det færdige produkt og stuen som helhed, og han var sikker på at hans gæster havde den sammen mening, som aftenen ville løbe frem.

Saharah havde han selvfølgelig set frem til at møde, fordi at hun var en person som han delte interesser med og før havde snakket godt med, så han så da frem til at få en god samtale med hende igen denne aften. ”Vil du have noget at drikke efter din lange rejse?”[/I] han prejede en tjener hen mod dem og tog selv et glas vin og smagte da de røde dråber. Det var måske for meget at lovprise ens egne vine, men han synes de var rigtig gode.

Det måtte være så tydeligt for ham at der var noget galt, eftersom hun som regel var personen der gav et kys tilbage, men ikke denne gang, samt hun virkede så anspændt, som var hun et byttedyr. Det var underligt at være sådan her overfor Henry, men hun kunne mærke hun ikke skulle have ret meget fysisk kontakt uden hun ville tabe tråden og hun ville ende med at slå en eller anden ihjel. Hun bed sig i underlæben som hun så mod ham da de gik side om side ”Jeg er glad for jeg måtte komme” hun forsøgte sig med et smil, men det blev blot et halvt. Stemningen der var udenfor fik hende nærmest til at slappe af og at Henry var der, var blot en frynsegode som hun ikke ville være foruden. Det blålige lys der blev kastet mod jorden fra månen, gav svagt genskær i hendes platin blonde hår. Det var en smuk nat de gik i møde.

Som de kom indenfor lod hun sine øjne spejde ud i rummet, søgte efter mulige udveje, hvis det blev nødvendigt, dog vidste hun også at Henry ville beskytte hende, hvis hun overhovedet fik brug for det. Der var så mange smukke malerier over alt. Møblerne var fjernet og var blevet erstattet af de mange stativer. Hun stoppede kort op foran et billede der var præget af massere røde farver. Det mindede om blod, hvilket fik hendes tænder til at løbe i vand. Dog havde hun været klog nok til at drikke noget inden hun ankom, da hun nødigt ville overfalde en her blandt de dygtige kunstnere. Hun fulgte ham igen, side om side og som han talte til hende sendte hun ham et blidt smil ”Vin, hvis du har selvfølgelig, ellers overrask mig” sagde hun og så på tjeneren der kom over mod dem. Hendes tænder løb stadig i vand som hun rakte ud efter vinglasset ”Tak” sagde hun stille og smagte vinen. Hun smilede kækt til ham ”Den smager bekendt… Som en af dem jeg også har der hjemme efter vores sidste møde” sagde hun og sippede igen til vinen. Hun elskede den, hvilket også var derfor hun havde en flaske hjemme ved sig selv. Hun havde altid sat stor pris på god vin og det var hans uden tvivl.

”Selvfølgelig har jeg vin” svarede han hende roligt, han havde faktisk næsten ikke andet. Eller det var måske ikke helt sandt, men det andet kom ikke frem til disse selskaber, det var mere på to hånds eller specielle begivenheder. Hvis det kun havde været de to, så ville det være en hel anden snak. ”Jeg er glad for at De kan genkende og lide min vin” han smilede lidt mere, for det var ikke meget som var bedre end at få af vide at hans vin smagte godt. Han gik meget op i sin vin og ikke mindst sin produktion, så det gik rent hjem at hun komplimenterede den. Det var måske bedre end hvis hun komplimenterede hende, selvom det også var noget han ville tage glædeligt imod. ”De må sige til hvis du skal have et par flasker fra den nye sæson med hjem, den tror jeg ikke De har smagt endnu, kære” det ville være ham en ære fordi at det skabte reklame for ham og han vidste at hun kunne lide hans ven.

”Nå, Saharah” sagde han roligt, mens han førte hende igennem rummet så hun kunne fået et blik på alle de gode malerier. Han havde allerede set hvordan hun havde nydt det røde, som faktisk var malet af ham selv og det var da også et han selv kunne lide, men alt kunne købes for penge. ”Er du ude efter nye malerier til huset?” forsatte han sit spørgsmål og lod sit rolige blik glide over på hende. Det var nemt for alle at se hvor fantastisk smuk en kvinde hun var, og at hun stadigvæk var ledig var ikke noget Henry helt forstod. Han ville elske at have sådan en kvinde i huset, men det virkede som drømme som var langt væk fra virkeligheden.
Dette var også en mulighed for ham selv at købe nye malerier. At han malede selv gav ham bare et større indblik og viden omkring faget, og han synes at han havde styr på at finde talenterne og de gode malerier som han kunne videre sælge for et godt beløb, det var lidt hvad det hele handlede om; at skabe profit på den ene eller anden måde. ”Jeg håber at De agter at blive her længe og hvis det bliver sent, kan vi sagtens få gjort et værelse klar til dig. De er som en æres gæst for mig”

Hun smilede som han svarede. Hun vidste han altid havde vin, eftersom han selv lavede det, hvilket også var noget der fascinerede hende ved Henry, han var en mand med mange talenter og oven i købet var han far. Hun mindes ikke at have mødt dette barn og hvis hun havde, var det gået tabt i hendes hukommelse som så meget andet havde lige pt. Hun sendte ham et kort smil som han talte ”Hvordan skulle man kunne glemme sådan en vin?” sagde hun og sippede lidt mere af glasset. Hun elskede hans vin. Hans tilbud om en af de nye flasker og ordet der fulgte efter fik hende til at bide sig i underlæben ”Den nye sæson? Nej det tror jeg heller ikke jeg har” sagde hun og smilede. Hun elskede når hun fik denne slags gaver af ham, for sidste gang havde han også vin til hende. Henry var en mand der forkælede hende i hoved og røv også selv om hun ikke fortjente det, det syntes hun i hvert fald ikke selv.

Hun så rundt på de mange malerier, betragtede dem og så om der var nogle hun måtte eje. Der var det ene, det med de mange røde farver, hvor det lignede blod. Hun så på ham med et smil og nikkede ”Det med de mange røde nuancer fangede mig… Det ville passe perfekt i min stue, eller sågar mit soveværelse” sagde hun med et kækt smil. Hun vidste allerede det var et han havde lavet, for hun havde noget der mindede lidt om det der hjemme, blot i mange andre farver end blot de røde. Han vidste hvad hun kunne lide, i hvert fald når det kom til malerier, for han havde altid noget lige efter hendes smag. Hun så på ham med et hævet øjenbryn og grinede ganske kort ”Tør du, Grev Henry Fox virkelig at have mig til at være på slottet.. Du ved hvad jeg er ikke sandt?” sagde hun og så på ham med et lettere hævet øjenbryn. Hvis hun sov her, ville han slet ikke se hende i løbet af dagstimerne, ikke før solen ar gået ned og der var blevet mørkt. Hun vidste ikke om hun skulle blive og overnatte. Hendes indre havde en splittet følelse, men det ville alligevel være rart at have nogen omkring sig, nogle hun faktisk stolede på.. Tiden måtte vise hvad der skulle ske.

Han smilede endnu en gang over hendes kommentarer omkring vinen. Der skulle generelt ikke meget til at smigre Henry, men når man var i samme rum som Saharah, var man sikker på at man blev komplimenteret, i hvert fald hvis man var Henry. ”Endnu en gang må jeg takke Dem, Saharah” han drak selv lidt af glasset og lod det hvile i hånden. ”Jeg skal sørge for at du får nogle flasker med hjem, kære” han vidste hun følte sig forkælet af ham, når de endelig var sammen og det blev hun da også. Fordi han kunne lide det, det var ikke hver dag han fik lov til at gøre det, fordi at sås så lidt. Inderst inde var han jo bare en mand som manglede en kvinde i sit liv som han kunne se hverdag og give daglige gaver, det var lidt der den kom fra. Fordi at han følte sig ensom i dette store hjem. Men mon det blev ændret?

Han kiggede på hende som hun snakkede om billedet som de før havde stået og kigget på. Han havde også lagt meget i arbejdet og med den person som hun var kunne han godt se at det var et billede som passede ind i hendes stil også når man tænkte over hvilken race hun var. Rødt var jo typisk hendes farve. ”Vi må finde ud af om det ikke kan lade sig gøre at hænge billede et af stederne” sagde han smilende. Altså han havde snart ikke selv plads til flere billeder i sit hjem, så hvis det kunne pryde et andet hjem i stedet for at ville blive stilt et sted hvor ingen ville kigge på det, så var det at foretrække. Så hvis de kunne finde på et eller andet, så kunne hun sagtens få det kære maleri med hjem til soveværelset.
Det var et spillende spørgsmål som hun stilte ham, han smilede blot over spørgsmålet. Om han turde? Selvfølgelig. ”Jeg er sikker at De vil føle dig tilpas, kære” han vidste godt hvilken race hun tilhørte og derfor var det selvfølgelig svært fordi at hun ikke tålte sollys, men det var måske det mindste problem. ”Om vi så skal hive alle gardiner for og lukke alt sollys ude under Deres besøg, så er det det vi gør” sagde han roligt og håbede på det bedste. Han ville nyde hvis hun blev i en periode, og han skulle nok få det til at passe. ”Jeg tror endda at mit soveværelse vil være det mørkeste, så det kan De også få og så vil jeg tage et af de mange andre værelser” Hun skulle føle sig velkommen, hvilket han også håbede hun gjorde.

Hun sendte ham et forsigtigt smil ”Det er blot sandheden” sagde hun som han atter takkede hende. Hun havde det underligt, ikke på den dårlige måde… Det var trods alt ikke et lang tid siden at en anden vampyr havde overfaldet hende og voldtaget hende, men sammen med Henry følte hun sig tryg også på trods af, han kun var et almindeligt menneske og hun uden tvivl ville kunne overrumple ham hvornår end det skulle være. Der var en dejlig ro over ham og den smittede af på hende. Hans ord fik hende til at smile ”Mange tak Henry, det betyder meget” hun var ikke vandt til at blive så forkælet, men hver gang hun var i hans selskab, så var det en helt anden sag. Hun elskede det… Efter så mange år alene, både Henry og hun selv, så havde hun da været lidt ensom. Ikke fordi hun ikke havde haft chancen for at blive gift en gang eller to, men hun havde sagt nej, grundet hun ikke gad mere bøvl, men sammen med Henry, der var det en helt anden sag. Denne mand kunne vække noget i hende som ingen anden kunne og det var en vidunderlig følelse.

Hun så på ham med et smil ”Vi kan sikkert godt finde plads et eller andet sted. Det er trods alt ikke alle mine vægge der er helt dækkede… Endnu” sagde hun og grinede kort. Hjemme hos hende selv var der ikke nogen tvivl om hun var kunstner eller elskede kunst. Hendes vægge var dækket af massere af malerier, både hendes egen men også et par stykker af Henrys, for der var altid et eller flere han nærmest havde lavet til hende, når de besøgte hinanden. Som han talte så hun mod ham med et svagt smil og sippede til hendes vin. Ordet ”kære” fik det næsten til at gøre ondt på hende. Det var over hundrede år siden sidst der var nogen der havde sagt det til hende og egentlig ment det, som netop hun troede Henry gjorde. Hun bed sig kort i underlæben over de følgende ord ”Henry… Du behøver ikke gøre så meget, jeg vil ikke jage dig ud af din egen seng” sagde hun og så ned i sit vinglas. Ganske vidst vidste hun at han blot gjorde det for hun skulle få det bedst muligt, men det betød ikke han skulle jages ud af sin egen seng og ind på et andet værelse, blot fordi hun ikke kunne tåle solen… Hun foretrak næsten hun fik et kælderværelse eller noget i den dur i stedet, blot for at greven kunne sove i sin egen seng.  

Det gjorde intet for ham at han skulle af med et af sine billeder til hende, det var kun ren fornøjelse for ham at give det væk og så lige til hende, for selvom de ikke var så tættet, endnu, så følte han at hun betød meget og at han kunne være rolig omkring hende, der var et eller andet ved hende som gjorde at han følte sig tilpas og rolig omkring hende, hun var en person som var til at snakke med om alle ting man nu havde på hjerte. Og det var han egentligt meget glad for, for sådan havde han ikke rigtig følt det siden hans første og eneste kone, og moderen til Lily og hans søn og det var noget han godt kunne føle at han savnede, og ikke mindst den kone som han havde haft, men det var jo ikke gået som det skulle og derfor måtte de se sig nødsaget til at stoppe og gå hvert til sidst, og det havde virkelig kørt ham langt ned og han havde bestemt ikke haft det ret godt i de efterfølgende år.

”Åh, jeg kender Deres hjem, kære. Jeg ved at de holder af billederne, men at der stadig væk er lidt plads at give af, så mon ikke det røde billede kan få en god plads et sted” sagde han og tænkte tilbage på de gange som han havde besøgt hendes hjem og glædet sig over den smukke kunst som hun udøvede, og han havde da også selv lidt af hendes hængende.
Henry var godt klar over at han ikke behøvede at gøre så meget ud af hendes besøg, men det ville han gerne gøre for hende, for han ville gerne have at hun blev i huset, bare et par dage for det var rart at have hende i huset. ”Jeg ved da godt at jeg ikke behøver at gøre det for Dem, kære, men det er noget jeg gerne vil og De jager mig bestemt ikke ud af sengen, den opgiver jeg gerne op for Dem” han kiggede roligt på hende og drak lidt af vinen som var tilbage i det fine glas, han ville jo gerne gøre det for hende, og han vidste bestemt ikke om hun ville nyde af at sove i samme seng som ham, ”Men ellers må De dele den med mig, hvis De ikke mener jeg skal ud af den” han grinede roligt mod hende, altså tanken var ikke dum, han var jo en som godt kunne lide kvinder, og hende her især.

Ganske vidst var de ikke så tætte endnu, men hun havde ikke nogen tvivl om at det nok skulle komme før eller siden. De var trods alt begyndt at bruge mere tid sammen end hvad de normalt gjorde. Hun elskede det sammenhold de havde bygget og lige nu, følte hun for at Henry var en af de få i hendes liv hun rent faktisk kunne stole på. Hun bed sig kort i underlæben. Siden hendes mand forsvandt, var alt gået ned af bakke… Og for dage siden, var hun blevet voldtaget. Hun huskede som var det i går, hvordan han rev hendes kjole i stykker, hvordan han havde bedt hende om at være stille ellers mistede hun livet. Hun kunne mærke hvordan hendes øjne svagt var begyndt at blive fyldt af små tårer, men da Henry så talte, fik det revet hende ud af trancen.

Et forsigtigt smil kom frem på hendes læber ”Ikke blot holder af… Jeg elsker dem. Ja der er nok plads i soveværelset, måske sågar i stuen” sagde hun med et kækt smil. Han havde trods alt besøgt hende et gang eller to, så han vidste hvordan hendes hus var indrettet, nærmest hver eneste lille afkrog af hvert et værelse og hun var ganske tryg ved det. Det var nu ganske rart at han ville lade hende blive her i nogle dage, men hun ville sikkert få det svært, nu når hun skulle på jagt. Hun håbede dog Henry havde forberedt sig på hendes besøg og måske havde skaffet noget så hun ikke behøvede at ”stikke af” og så komme tilbage smurt ind i blod. Hun var ganske vidst ikke en af dem der svinede ret meget når hun drak fra et offer, men alligevel. Hun lyttede til ham og smilede skævt til ham mens hun så ned i jorden. Hun ville egentlig gerne have han var i sengen med hende… Ikke fordi hun regnede med at få noget ud af det, men fordi hun følte ikke for at være alene. Hun så på ham med svagt opblussede kinder ”For at være ærlig Henry… Så vil jeg faktisk gerne have du er der… ” sagde hun og bed sig usikkert i underlæben ”Du skal nok få historien senere… Når der ikke er så mange” sagde hun og bed sig atter i underlæben. Hvordan skulle hun sige det til ham? At hun var blevet overfaldet og voldtaget, eller skulle hun lyve? 

Saharah var en kvinde som han var ved at opbygge et tæt forhold til og dem havde der ikke været ret mange af, eftersom at mange måske kom efter hans penge eller bare ikke var interessante nok, men hun var mere end interessant. Det var hårdt at leve alene på den måde som han gjorde, også selvom han ikke var alene, men han kunne bare ikke tage et forhold med den første tjenestepige, selvom de sikkert gerne ville have en bid af kagen. Han kunne godt se hvordan de kiggede, når de kom med ekstra varmt vand til hans bade og han sad der i det store kar, men han havde holdt sig fra det og så havde han sendt bud efter en kvinde fra byen, som havde boet her noget tid. En prostitueret, og han havde faktisk nydt at have hende her, for det var ikke kun sex men også snak.
 
”Du ved hvor jeg elsker Deres rosende ord, kære” sagde han smilende, der var ingen som roste hans billeder som hun gjorde, og det var faktisk dejligt for han vidste han havde talent, men der var ikke så mange som kunne se det som hun kunne, ”Jeg er sikker på at De kan finde en plads til dem, det burde ikke være svært med dit store hjem” han havde fundet hendes hjem interessant, fordi det var lidt anderledes fra hans, men samtidig meget ens. Det var stort, med mange rum og et ret lækkert hjem.

Han kunne godt se at der måske var noget som trykkede hende, hvilket han gerne ville vide, hvis han kunne komme med nogen hjælp, men han skulle heller ikke presse på, for hun kunne være en sårbar kvinde, så da hun selv fortalte at hun nok skulle fortælle blev han lettet og fik et smil frem på de ru læber. ”Hvis De gerne vil have mig ved Dem, så er det sådan det bliver, jeg skal nok være ved din side” og det skulle han nok, han holdt sine ord og det var vigtigt at holde dem, ”Jeg er glad for at De vil fortælle hvis noget trygge på, kære”

Henry var en speciel mand, ikke på nogen dårlig måde tværtimod. Hun vidste hvor hårdt det var at bo alene, hvor svært det til tider kunne være, nærmest bare mærke væggene der trænger sig ind mod en og får en til at føle sig lille. Hun havde haft det sådan en del gange efter hendes mand ”forsvandt” og hun blev efterladt med en titel som adelig og et kæmpe hus hun skulle tage sig af. Hun havde ganske vidst også tjeneste folk, men det var på ingen måde nogen folk der sagde hende noget, jo der var en, men han var ALT for ung og hun var bestemt ikke ung længere, hverken alder eller udseende. Hun havde ikke haft andre end sig selv og tjenestefolk omkring sig, så en mand ville bestemt ikke skade at have på hjemmefronten. Hun havde flere gange overvejet om hun skulle købe sig til nærhed, men havde aldrig gjort det, blot overvejet det.

Hans ord fik hende til at smile ”Der er mere hvor det kommer fra” sagde hun. Hun kunne mærke hvordan det kriblede inden i hende hver gang ordet ”kære” blev sagt, men hun ville endnu ikke sige noget til ham, ikke før de havde tid alene, for hun frygtede hvordan han ville tage det og han ville ikke skabe drama når de mange gæster var her. Hun smilede skævt til ham og trak på skuldrene ”Der er så mange ting på væggene, dog kan nogle af dem godt skiftes ud, da det er min eksmands værker… ” sagde hun og sukkede. Hendes eksmands billeder passede ikke ind mellem de billeder hun havde fra Henry, eller hendes egne, da de var mere lyse mens hendes egne var mørke eller i dybe farver og det samme med Henrys, men tog hun nogle af de billeder ned, så skulle der nok blive plads.

Hun så på ham og bed sig kort i underlæben ”Tak Henry… ” sagde hun og så kort ned i glasset med et svagt smil på læberne. Hun forsøgte inderligt at ligge det bag sig, men hun havde det svært med det, for hun kunne mærke det lige under huden og nærmest bare ventede på at springe ud. Igen ordet ”kære” det kriblede stadig, men han vidste det jo ikke… Hun bed sig i underlæben og nikkede kort ”Når vi er alene får du det at vide” sagde hun og så på ham med et skævt smil. Hun ville gerne ud med det nu, men kunne ikke, ikke mellem så mange.

Mere hvor det kom fra tænkte han roligt til ham selv, det ville ikke gøre ham noget. Rosende ord var noget der faldt ham let og han det betød meget for ham, ”Det glæder mig selvfølgelig, hvis De mener ordene” smilede han roligt og tog glasset til læberne og tømte de sidste dråber, han havde lovet ham selv at han ikke ville drikke for meget og blive fuld. Alkoholen havde i forvejen en al for høj magt i hans liv. Gården havde været åbent hele dagen og derfor var dette ikke hans første glas, men at det først var her til aften at Saharah kom var der intet mærkgeligt i når man tænkte på at hun var en vampyr, Jeg må hellere få en af tjenestepigerne til ordne det til hende, for blod skulle hun jo have, tankerne røg igennem hovedet på ham. I og med at det hele havde været i gang det meste af dagen, så var mange af gæsterne også på vej væk fra gården, men der var stadig nogle få tilbage. Henry glædede sig dog til at være alene med henne, så de sammen kunne snakke og bare være alene. Hun begyndte igen at tale til ham og han vente fokusset på hende, ”Der er ingen grund til at have ham hængende og hænge ved fortiden, Saharah” Henry kendte ikke rigtig til hendes eksmand, men der var ingen grund til at blive hængende ved fortiden, så var det næsten bedre at få noget nyt ind i huset. Billeder kunne hun altid få af Henry.

”Der er ingen grund til at takke, Kære. De er min gæst og derfor skal De behandles sådan, jeg får pigerne til at ordne værelset så vi sammen kan være deroppe også i dagstimerne” sagde han roligt og smilende til hende, og så at en af pigerne overhørte hende og han kiggede blot på hende og så hvordan hun forlod stuen for at ordne soveværelset. Han var glad for at hun ville fortælle ham hvad der var på hjerte, han tvivlede på at det var noget godt, for så havde det nok været en hel anden tone hun havde brugt, men nu måtte han bare se hvordan han selv kunne hjælpe hende, noget måtte han kunne gøre for hende. Det var han meget besluttet på.

Hun så på ham med et svagt smil. Hun havde det underligt med at skulle forsøge at ligge låg på hvad der var sket med hende, men hun havde trods alt sagt at han nok skulle få historien senere, når de var alene. Hun tømte glasset med vin og så på ham med et svagt smil. Hun havde snart brug for at få denne tyngende kraft væk fra hende, for hun kunne mærke at hendes humør var yderst påvirket af det.. Hun var som regel altid frisk på at blive kaldt de søde ord, sagde sågar nogle tilbage til Henry, men… Hun bed sig kort i underlæben og forsøgte at få tankerne et andet sted hen. Hun så rundt i lokalet og derefter på ham som han talte til hende. Et svagt grin undslap hende ”Så ender jeg med at få vægge der er nøgne” sagde hun og sukkede. Hun vidste godt hvad Henry mente med den udtalelse om ikke at hænge i fortiden… Samt billeder kunne hun altid få, om det var hendes egen eller Henrys.

Hun nikkede kort til ham ”Henry jeg.. ” sagde hun og havde en inderlig lyst til at kaste sig i hans arme og give ham et kram, men begge var de adelige og skulle opføre sig sådan, så hun holdt tilbage. Hun så på Henry og smilede ”Dog kommer jeg nok til at sove noget af dagen, eller sikkert det meste af den… Hvilket er ulempen ved at være hvad jeg er” sagde hun og så ned i sit tomme vinglas. Hvor ville hun ønske hun havde mulighed for at blive beruset som dengang da hun stadig kunne optage alkoholen i blodet og faktisk mærke det, nu var det blod en drik som vand, mens blodet derimod sendte hende i en rus i stedet og hun kunne mærke hvordan hendes sanser var vågnet. Hun kunne næsten se hvordan blodet gled rundt i hans årer og mærkede hvordan tænderne løb i vand. Fandens også! Hun kunne ikke bide Henry, den mand betød for meget for hende til hun overhovedet ville overveje det, for hun kendte sig selv nok til… At havde hun fået smag for hans blod og det smagte godt, så ville hun ikke kunne stoppe før det var for sent.. Og dette, ville hun ikke byde hans datter… Eller ham for den sags skyld, så hun forsøgte at lukke ned, forsøgte at gemme sulten, men det var sikkert nemt at se på hende, dog håbede hun at hendes skuespil ville virke, bare lidt.

Det var tydeligt at se at denne information som hun havde at fortælle ham tyngede hende ned, hvilet var svært at se på eftersom han holdt af hende og ikke ville se hende lide eller blive skadet, så han så frem til at få det hele af vide og se om han på nogen måder kunne hjælpe hende, men indtil videre var der ikke så meget at gøre, og han vidste hun prøvede at lukke låg på det indtil, for sådan en person var hun.
”Det er selvfølgelig rigtig, men mon ikke De hurtigt får skrabet nogle malerier sammen” det ville være mærkeligt ikke at få nye malerier eftersom de begge var ret habile malere, og brugt meget tid på denne hobby, så selvfølgelig ville hun nok ikke få nøgne vægge, men det var nok en god idé at vente med at skifte ud til hun havde nok billeder at skifte med.

Han kiggede på hende og denne følelse kom tilbage op i hende, og det kunne han sagtens se, Ja, kære?” svarede han roligt til hende, men mere kom der ikke rigtig fra hende og han kunne ikke tvinge hende til at fortælle mere, så han smilede blot til hende i håb om at det kunne opmuntre en smule.
”Der er ikke nogen ulempe ved at have Dem her, Saharah” Flere opmuntrende ord som kunne hjælpe hende, for det var der ikke, han nød hendes selskab og ville glædeligt have hende her, ”Jeg kender Dem og har før været hos dig, så jeg ved hvad det vil sige at have Dem på besøg, så De skal slet ikke bekymre Dem. Jeg kan sikkert også få sovet igennem så” grinede han roligt, der var intet i vejen med at hun sov om dagen, for så længe hun var her, det var det der betød noget for ham og ja, han kunne få sovet igennem for søvn havde der ikke været for meget af på det sidste, hvilket havde sat små spor på hende.

Som tiden gik blev det selvfølgelig senere og senere og efter et par timer var gæsterne taget afsted og klokken var ved at nærme sig nat tid eller nærmere, den var over midnat så det havde bestemt været en lang dag, men nu kunne han holde sit fokus på sin sidste og vigtigste gæst. ”De må være sulten efter rejsen og en lang aften. Jeg er sikker på at køkkenet har noget De kan få, som samtidig er frisk fanget”

Hun havde mest af alt bare lyst til at hive Henry med ind på et af de mange værelser, hvor de kunne være alene så hun kunne få det overstået og få lettet hjertet, velvidende at det alligevel ikke ville gå væk efter hun havde fortalt ham omkring hvad der var sket med hende for noget tid tilbage. Som han talte smilede hun kort ”Det bliver ikke så svært når både du og jeg maler” sagde hun og bed sig i underlæben. Hun ville så gerne hjem til de trygge rammer, men der ville Henry ikke være til at tage sig af hende og beskytte hende. Hendes dyriske side var ved at melde sig, hun kunne svagt ane blodårerne på hans hals og høre hvordan blodet flød gennem dem. Det var yderst frustrerende, da hun ikke ønskede at skade ham, blot fordi hun ikke kunne styre sin lyst til blod. 

Hun så ned i jorden som han talte. Hun havde det på en måde underligt at skulle overnatte, men hun vidste også at det sikkert ville være det bedste, ellers ville hun sikkert ikke kunne nå hjem i tide inden solen ville stå op og så ville hun ende med at være død. Hans ord fik hende til at smile skævt ”Sikker? Altså jeg mener… Jeg kan sagtens tage hjem hvis du eller din datter er utryg ved jeg er her… Så rejser jeg gerne” sagde hun og bed sig i underlæben. Hun havde virkelig ikke lyst til at tage af sted, faktisk havde hun lyst til at blive her, altid, men hun forstod også hvis Henry eller datteren ville have det underligt med at have en vampyr luskende rundt om natten, men som han selv lige havde sagt… Han vidste hvad han gik ind til, da han havde været hos hende en gang eller to.

Der var gået en del timer i Henrys selskab, men nu var tiden kommet og hun havde ham for sig selv. Hun så på ham som han talte og bed sig i underlæben ”Har du… Fanget en til mig” sagde hun og hævede et øjenbryn mod ham inden hun sendte ham et smil ”Tak…” sagde hun og begyndte at gå mod køkkenet, hvis hun i så fald huskede rigtigt. Hun stoppede kort og så over skulderen mod ham ”Skal du med, eller bliver du her?” spurgte hun og kunne allerede mærke hvordan hendes tænder var begyndt at løbe i vand blot ved tanken om hvad der ventede i køkkenet. Hun kunne ikke huske om Henry havde set hende spise, men nu ville han da have muligheden i så fald. 

At hun skulle drage hjem efter den lange rejse ville ikke komme på tale og Lily var her slet ikke, det var længe siden hun var flyttet til Hovedstaden, men det kunne godt være at Saharah ikke var klar over dette, så det ville hun jo slet ikke skulle tænke over, det ville kun være de to og så en masse tjenestefolk som de alligevel ikke ville se til med mindre Henry bedte om det, men det var kun nogle få af dem som boede på gården sammen med ham, det var nødvendigt. ”Det skal De slet ikke tænke på” sagde han roligt og kiggede på hende, inden han forsatte, ”At De skal drage hjem vil slet ikke komme på tale. Lily bor her ikke mere, hun er flyttet til Hovedstaden, så det vil kun være os to, og jeg vil aldrig være utryg ved Deres til stede værelse” sagde han roligt, han kunne godt se at hun var påvirket og når det kom til stykket ville hun sikkert ikke hjem, men det kun var for at være flink, hvilket også var fint, men han ville aldrig bede hende om at rejse.

Hun virkede til at være meget glad for at han havde sørget for mad til hende, men han regnede ikke med at hun forventede andet når hun kom så langt væk fra og det ville være dårligt værtskab hvis han ikke havde gjort lidt for hende, ”Selvfølgelig har jeg fanget Dem lidt mad” sagde han smilende, han gik efter hende som hun begyndte at gå og lod det være svar på hendes spørgsmål, selvfølgelig skulle han med, han gad ikke stå herinde alene, så hellere holde hende med selskab når hun skulle spise.
Ude i køkkenet lå en hjort klar hende, okay han vidste ikke hvor meget hun normalt spiste, men så kunne den vel gemmes eller sådan? Og den var nedlagt samme dag, så den skulle være rigelig frisk til at være god nok for hende, så det håbede han da. ”Værsgo, så er der serveret” sagde han med et lille grin. Han vidste ikke helt hvad han skulle forvente omkring, når hun spiste eftersom det ikke var noget han havde set før, men han lænede sig op ad køkkenbordet og kiggede roligt på hende.

Hun havde ikke lyst til at tage hjem, men Henry ville sikkert heller ikke tillade det i sidste ende, for de havde efterhånden så meget de skulle snakke om, nu hvor det var så længe siden de havde set hinanden sidst. Hun så på ham med et svagt smil ”Åh… Jeg vidste slet ikke…” sagde hun og bed sig i underlæben. Hun havde ingen ide om at Lily slet ikke boede her længere, men hvordan skulle hun også det? Det var jo ikke fordi hun hele tiden holdte sig opdateret på Henrys liv hele tiden. Hun bed sig kort i underlæben og sendte ham da et smil ”Jeg håber dog Komtessen klarer sig i hovedstaden” sagde hun og smilede kort. Hun fulgte ham som de gik mod køkkenet og hun lyttede til hans ord ”T.. Tak ” sagde hun og bed sig i underlæben. Som de kom ind i køkkenet lagde der en hjort klar til hende. Det var tydeligt at se på hende at hun var sulten, da hendes øjne glinsede og langsomt var begyndt at blive røde. Hun slikkede sig om munden og så kort på ham inden hun fik op til ham og kyssede hans kind inden hun igen rettede blikket mod hjorten og hun smilede for sig selv.

Da hun kom op til dyret lod hun hånden glide over siden af den og smilede kort. Den var stadig varm, så den var faktisk fanget fornyelig. Hun bukkede sig ned over dyret og lukkede øjnene som hun lod tænderne glide ind i halsen på hjorten og kom med et nydende suk. Hun holdt om hjorten, som var hun bange for der var nogle der ville tage den fra hende. Hun lod sig selv drikke det meste af blodet, men efterlod resten, da hun havde lært man skulle lade lidt være tilbage for det var som regel det dårlige blod. Hun nød det, den metalliske smag i hendes mund. Som hun stoppede med at spise trak hun sig fra dyret og slikkede sig om munden, efterfulgt af hendes ærme gled over de eventuelle rester og hun så på Henry igen. Hendes øjne var røde og hendes tænder var stadig ude ”Tak for.. mad” sagde hun og smilede skævt til ham. Hun stod nærmest i gæld til ham nu hvor han havde sørget for så meget til hende. 

Hvordan skulle hun også vide dette? Det var længe siden de sidste havde set hinanden, og også selvom det var længe siden at Lily var flyttet, så ville hun ikke have fået den information endnu, ”Nej, hvordan skulle De også kunne vide det, kære?” sagde han roligt og dæmpede hendes bekymring, ”Jeg er sikker på at hun nok skal klare sig i Hovestaden, hun bruger meget tid på sit skuespil” sagde han roligt som de gik sammen ud i køkkenet og hun ville få noget mad efter den lange tur. ”Efter jeg købte teateret er hendes tid gået med at opbygge det, så nu er det mere eller mindre hende som styrer det derinde, og det nyder hun vist ret meget, så det kunne faktisk ikke blive meget bedre for hende” sagde han roligt, og lod blikket hvile på hende som hun spiste og sugede blodet fra det døde dyr, ”Det er en anden snak med hendes far” grinede han roligt, som om at han bare lavede sjov, men altså det var noget andet med ham, for han ville gerne have mere liv i huset og han havde stadigvæk nogle stærke problemer med det alkohol.
Hendes kys gjorde et eller andet ved ham, det var en utrolig ting at se hende spise, det var ikke noget han havde set før, men det var meget spændende og anderledes og som han stod der og kiggede på ham, gik det lidt op for ham hvor smuk en kvinde hun var, og ikke mindst små tiltrækkende. ”Velbekomme, kære. Det var bestemt ingen ting, alt for mine gæster, det ved De. Jeg håber De blev mæt” sagde han smilende og kiggede atter en gang på hende.

Hun havde jo haft en lang rejse bag sig så det var klart at han ville behandle hende godt, hvilket der var mange måder at gøre. ”Kom med mig” han tog hende med ud på gangen, ”Vil De op på værelset eller skal jeg lade tjeneren fylde karret med varmt vand, så De kan slappe af efter den lange rejse?” Han ville gerne vise sig fra en positiv side, og det mente han bestemt også at han havde gjort. Det ville ikke tage mange øjeblik at få karret klar til hende, hvis det var det hun valgte og så kunne han selv vente på hende i stuen eller sådan, og fundere lidt over tilværelsen, men det var selvfølgelig op til hende, hvad hun gerne ville.

Et svagt smil spredte sig på hendes læber. På sin vis ville hun ønske hun kunne møde Lily igen, da hun trods alt ikke var særlig gammel sidst de havde set hinanden, så Lily var sikkert ikke i stand til at genkende hende alligevel. Som Henry fortalte hvad datteren brugte tiden på smilede hun ”Skuespil? Ja det er hun sikkert også rigtig god til. Jeg vil væde med hun nok skal klare sig på teateret” sagde hun og smilede. Hun havde længe overvejet at tage på teateret og se et stykke, men det var yderst sjældent der var natteforestillinger og når der endelig var, så havde hun ikke tid til at komme, for der var så mange ting der skulle gøres i det kæmpemæssige hus hun havde fået og det var også på trods af hun havde tre tjenere. Hun så på ham med et hævet øjenbryn på ham. Hun vidste hvor meget han savnede at have nogen omkring sig, andet en de tjenestefolk der altid var der, men liv, som i børn, kone… Ja generelt en familie som han kunne bruge sin tid på og hun kendte selv problemet. Hun bed sig kort i underlæben ”Mon ikke du klarer dig Henry? Du er jo ikke ligefrem døende.. Er du?” spurgte hun og så nærmest bekymret ud, for hvis han sagde ja, hvem skulle så passe på hende i denne tid?

Hun så på ham og nikkede ”Jeg er alligevel taknemmelig for du overhovedet tør have en vampyr boende… Men ja tak, jeg blev mæt” sagde hun og smilede ganske kort til ham. Som han bad hende komme med fulgte hun ham og bed sig kort i underlæben over spørgsmålet. Begge dele lød fristende, både at komme op på værelset, bare ligge på sengen, men et varmt og afslappende bad var uden tvivl også rart. Hun tænkte kort over det og smilede ”Et bad lyder meget rart” sagde hun og bed sig i underlæben. Hun ville prøve at se om hun kunne håndtere at være alene, dog ville hun gerne have Henry lige i nærheden hvis hun fik det dårligt eller noget skulle gå galt, men hvorfor skulle det også det? Hun skulle bare tage det roligt for personen der voldtog hende, vidste vel ikke hvor hun befandt sig nu? Hun håbede ikke i så fald.