Frustration var vidst det bedste ord for det: Og det mest brugte ord i Skadis hjerne. Hun absolut hadede når opgaverne handlede om at skulle beskytte nogen og følge de nogen fra det ene sted til det andet. De snakkede altid, og så blev de altid så akavede og hamrende irriterende at lytte på! Hvorfor kunne én forbandet mand ikke bare holde sin skide ædespalte lukket! Var det virkelig for meget at spørge om?
Som hun trådte gennem Azurien for anden gang i sit liv blev disse tanker ved med at flyve ind og ud af hovedet på hende. Hun sparkede hårdt til en sten og hankede derefter op i sin tunge oppakning mens hun gik surmulende videre. Der var fandeme heller ikke noget ved at skulle lege karavanevagt når halvdelen af de andre vagter var sådan nogle skide tøsedrenge der pissede i bukserne ved det første syn af en bandit. Hvor blev det sjove af i at kunne grine med sin med-kriger mens man stadig var tilsølet i fjendens blod? Hun ville nok aldrig forstå disse sydlændinge. De var for det meste alle sammen nogle værre kyllinger!

Og bedst som disse tanker blev ved med at dukke op og gjorde Skadi mere og mere vred, dukkede lyden af klinger op i hendes øregang. Hun stoppede op og lyttede mere intenst, før hun begyndte at gå mod lyden. Ikke langt fremme kunne hun se hvad der nok en gang havde været en lejrplads. Der var tusmørke, så det var stadig lige til at man kunne se frem for sig og det her lignede meget vel seks banditter der var i gang med at forsøge at tæve en enlig kriger ned. Krigeren så dog ud til at klare sig jævnt godt og hun var faktisk tæt på bare at gå igen, da det pludselig slog hende: Dét her, det var hvad hun levede og åndede for! Det her ville gøre hendes dag MEGET bedre. Hun satte sin taske fra sig på jorden og spændte sit rundskjold fri, før hun lukkede afstanden mellem banditterne og hende selv. Hendes entré ville være blodig.
"Hah! Banditter! Jeg æder sådan nogle som jer til morgen, middag og aftensmad!" hendes nordiske accent gjorde hende ært uforståelig til tider, men denne gang sørgede hun for at tale tydeligt og højt nok til at de et kort øjeblik stoppede. Den første der vendte sig fik hendes rundskjold lige i kæften og lyden af tænder, samt kæbe der gik i stykker fyldte luften med sin ækle melodi. Hans ansigt ugenkendeligt, faldt han mod jorden mens Skadi sendte et rasende blik mod de andre.

Azurien var hans land og Hektor kendte landet bedre end forventet, han sørge for at Manfred blev ledt ned af de rette stiger og udfra de rapporter han havde modtager, var han på rette spor. Efter et par dage, lykkedes det ham at opspore efter sigende disse folk som rapportende skulle udpege, folk der havde begåvet kvæg tyveri og nedfældet flere træer end tilladt, samt have sakbt dårlig stemning ved de lokale krosteder. Hektor hoppede ned af hesten, gav den et let klap på bagen for at hindre at den ikke led overlast. "Isari, jeg beder dig, er dette det rette at gøre. Aladrios, du som står for at vægte os, må jeg gøre mit bedst for at opnå retfærd." bedt han mens han tog Håbets mur og spændte det på hans højre arm, hans trofaste sværd som lysets krig blev trukket, metalhånde fik godt fat om den og han gik de anklagede i møde. Holdt! I lysets dronnings navn og i hertugen de'Lacours navn, jeg bønfalder jer! Lad jeres våben ligge og jeg vil tale for jeres sag!" Lød det højtråbende fra Hektor, han måtte give dem en chance, klingen var sidste udvej. Mændene derimod blev overrasket over dette og som reaktion trak de våben. De så kun den enlig krigere, hvordan kunne en kriger overmande dem? " Ha! Du er enten meget modig eller også har du måske fået lidt for meget af dumheds drikken at føle! Mænd, lad os nedslagte denne tåbe som den ynkelig hund han nu er engang!" kom det fra en af mændene, til syndeladnede lederen blandt dem.

Den første af mændene for imod Hektor, der var beredt på dette. Med tre hurtigere skridt ud til venstre, fik han tårnskjoldet op som køle slaget prøvede på at ramme ham men en veteran som ham, lod sig ikke påvirke af dette, tværtimod, satte han to skridt imod den første modstander, skjoldet ledte an for at presse og ødelægge hans rytme, sværden hånden kom bag efter, et lige stød gemt bag skjoldet, hans modstander fik et lillesnit sår men nok til at holde ham på afstand. Hurtigt kom der 3 andre mand Hektor imøde, den ene med et spyd og de to andre med hver deres skovmands økser. Spydet kom først ind, der tvang Hektor til at tag flere skridt bagud, den første øksemand kom lige bagefter, et økse hug oppe fra og ned, Håbets mur tog slaget
 som var det en fjer, mens den anden økse mand kom ind fra Hektors flanke, øksen i begge hænder og med momentumet fra han løb svang han det imod Hektors mavesæk. Hektor mærkede hvordan øksen ramte ham men igen, hans koldståls rustning var lige så stærk som de tungeste rustninger og tog imod slaget, der dog tog lidt af luften ud af ham. De sidste to mænd dukkede nu op og hvad værre var, at Hektor var omringet. Hertugen havde måske begået en fatale fejl i at komme alene men hans hjerte og ære ville ikke tillade at miste flere folk, ikke efter denne Vokun havde vist sig og begået denne fejl at overfalde hans hustru! En følelse af hævn gnavede inde i ham og han brød sig ikke om den.

Nettop som en af de to nyankomne skulle til at hugge imod ham, kom en tredje part ind, et skjold lige imod den ene mands ansigt, et par tændere løsere og manden væltede omkuld. Hektor så kort over hans skulder, en ung men meget ivrig kvinde var dukket op og hun lod til at være på hans side. "Jeg takker og hylder dem æret ung møg af krigerens vej! Kan jeg aller nådigst bede om din assistane i denne fatale fejl jeg har begået?" lød det oprigtigt og bedende fra hertugen. Godt nok var han adelig men hans gamle mentor havde forlangt at han skulle kunne bukke selv for den laveste i samfundet, og lige nu, kunne alt hjælp bruges.

Krigeren, hvis rustning glimtede metallisk i det sparsomme lys talte, og hans sprog var af en sydlændingstone. Komplicerede ord der kort fik Skadi til at hæve et øjenbryn idet hun skabte øjenkontakt med herren i rustningen. Hun tøvede dog ikke med sit svar.
"Jeg kan vel sagtens give en hjælpende hånd," hun trak i en glidende bevægelse håndøksen fra sit bælte og svang den efter den anden mand på rustningebærerens flanke. Denne mand var færdig med at være overrasket og trådte tilbage, men det tjente kun til et let grin fra Skadi, hvis økse havde brug for smagen af blod. Eller var det i virkeligheden hende selv?
Fjenden havde også en økse. Tydeligt en skovhuggers økse, dog grundigt skarpsleben, og det så enddog ud til, at manden havde rimeligt styr på den og Skadi vendte kort al sin opmærksomhed mod ham som nærmest dansede en dødens dans med denne mand, hvis ønske tydeligvis var det forhenværende: Døden. Hendes glubske smil fik ham til at tøve. Godt nok. Hun trådte et enkelt skridt frem, bankende sit rundskjold imod manden, der var hurtigere end den sidste. Det eneste det tjente hende var dermed at han kom i ubalance, men derefter rasede igen imod hende og forsøgte at trække skjoldet ud af hendes hænder med sit skovmandsøkse. 

Hvad værre var: Hun lod ham gøre det. Hun var ligeglad med sit eget ve og vel, for Skadi kunne tage tæskene. Hun var et dumdristigt menneske, der ikke tog sig af hvis hun selv kom til skade. Derfor slap hun blot skjoldet og lod ham vælte det ned på jorden, før hun trak sin sax kniv i den anden hånd og stadig grinede. Banditter var sjove at skræmme. Hun lod manden tage initiativ og da han satte et hug ind oppefra og ned, parérede hun med sin håndøkse og brugte hans momentum som hun agilt trådte sidevejs. Mens han stod foroverbøjet, lukkede hun igen afstanden, så de stod inden for centimeter af hinanden. Hun ventede til han kiggede op, og da han gjorde, nikkede hun ham en skalle så hård at huden i hendes egen pande flækkede. Det var en hul lyd og mandens reaktion var at brøle i smerte mens næsen løb med blod. Skadi snerrede en nært ulvelignende snerrende lyd da hun selv blev ramt ind i siden af sin krop. I modsætning til hendes nye midlertidige allierede, bar hun ikke en rustning der stoppede et slag fra at træde ind i kødet, så da øksen bed til i hende, var hendes rustning af læder ikke nok til at beskyttede huden inden under fra at tage imod det skarptslebne blad på skovhuggerøksens øksehoved.

Men det tjente sit eget formål. Hun jog selv sin saxkniv direkte ind i brystet på banditten og lod den sidde dér, mens han stod og så chokeret ned ad sig selv. Benene knækkede sammen under den stakkels mand, der faldt om, døende. Skadi havde ingen medfølelse med ham. Han kunne blot have ladet være med at overfalde en mand der så ud til at være en kyndig kriger.
"Du er alt hvad der er galt med dette land. Banditter er niddinge, og der er ikke plads til niddinge," var hendes farvel til manden, der åndede sit sidste suk. Derefter vendte hun sig igen mod rustningebæreren for at se hvordan det gik ham.

En hjælpende hånd ændret Hektors odds, den unge kvindes tilstedeværelse fik tre ud af de i alt seks banditter til at gå efter hende nu. Hertugen havde stadig en spydmand, en kølemand og en øksemand imod sig, en taktisk fordel for banditterne, så længe manden med spyddet stadig var der, det måtte der gøres noget ved. Med en let banken på skjoldet med hans eget sværd udbrød han "Jeg er tjener af Isari, føl hendes dom!" Hektor følte hvordan hans tro til Isari viste sig som den inspiration hun altid havde været for ham, hans udstråling var tydelig og smittende til at andre havde mærket denne inspiration, og med det, satte han afsted med skjoldet først. I hans sprint reagerede manden med spydet, hans våben langede ud efter krigeren imod venstre side hvor skjoldet ikke var, øksemanden fulgte op med endnu et sving mod krigerens sårebar side. Køle manden nåede dog ikke at reagere lige så hurtigt, for Hektor havde regnet med dette, som kølen skulle til at slå ned på Hektor, brugte krigeren endnu en gang hans tårnskjold til at skubbe manden væk fra sig og vigtigere endnu, hverken spyd eller økse kom i nærheden af ham denne gang.

Hans rytme var igang, kølemanden var stadig mærkede fra snitsåret og holdt på afstand, Hektor skyndte sig med at løbe hen imod spydmanden nu, hans makker med øksen, en grim karl med overarme som tykke grene prøvede på at skær ind løbe banen i et forsøg på at hindre hertugen i at nå hans mål, spyddet var der igen klar til at stikke og bide. Hektor brugte ikke skjoldet denne gang, men rustnings egne vægt der var som en fjer, til at undgå spydet med et kort spring ud til højre, øksemanden svang endnu engang hans våben venstre imod højre, Hektor mærkede hvordan endnu engang den ramte ind i siden på ham og endnu engang var det koldt stål rustning der tog slaget for ham, igen tog det lidt af luften ud af ham men han fortsatte forbi øksemanden, imod hans mål.

Sværdet kom først med et hug venstre oppe fra imod spydmanden, der som reaktion tog nogle skridt bagud men Hektor fortsatte med hans rytme, der fulgte efter manden i samme hastighed og denne gang med et pommel slag lige til ansigtet, manden skar en i grimase efter slaget og med inspirationen fra hans gudinde, lod Hektor hans klinge glide efterfølgende med et hårdt og præcist stik ind imod spydmandens mave, hans egen læder kofte tog noget af slaget men langt fra nok fra dette uforudsigelige angreb. Hektor så hvordan hans mål knækkede sammen som han trak sværdet tilbage, hævntørsten var der endnu og pirret ham til at gøre ende på dem alle uden nåde. Han tog nogle skridt fremad og drejede om for at få samtlige banditter inde for hans synsfelt igen og vigtigere endnu, hans nye allierede, en dygtig hvis ikke lidt hensynsløs kriger, hun mindende ham om nogle af dem han havde kæmpet side om side med for en del år tilbage.

Som Skadi vendte sig rundt kom en kølle flyvende direkte ind i hendes mave. Én af dem der ellers havde kæmpet mod rustningebæreren, havde set problemet her, og da køllen tog kontakt med Skadis overkrop lød en knasen og hun blev slået helt tør for luft. Dette fik hende til at træde adskillige skrift bagud, hvorefter hun væltede ned på sine knæ. Dog så det ud til at de tre tilbageværende banditter var klar over, at rustningebæreren og Skadi ikke bare var gemene fodfolk. De havde begge to hver deres evner og var mere end blot kompetente til dette, så de tre banditter skyndte sig at stille sig op i nærheden af hinanden mens der kom en næsten naturlig "pause" i konflikten. Tid nok for Skadi til at vænne sig til at skulle tage resten af kampen med skadede ribben. Det var en skade der ville tage minutter, ikke sekunder om at hele, men hun var vant til at slås med skader, så der gik ikke længe før hun rejste sig, stadig med øksen i hånden og uden at ytre et ord, stillede hun sig i nærheden af rustningebæreren.

"Har I fået nok nu? Eller skal øksen også smage jeres livsblod?!" hendes stemme var rasende, hendes øjne slog lyn. Hendes tørst for konflikt havde nået det punkt hvor det var ved at gå ud af kontrol for hende. Der var ingen disciplin tilbage. Kun vild, nordisk raseri. Hun havde ingen taktik i tankerne, da hun tog manden helt til venstre og lod rustningemanden om hvilket mål han ønskede sig. Der var én med en kølle og to med økser tilbage, og det var en øksemand, som Skadi nærmest fløj i flæsket på. De begge to endte på jorden og endnu en gang måtte Skadi bide sig i kinden idet denne økse også bed sig igennem læder og hud. Hun slog ham gentagne gange i ansigtet med sin frie knytnæve mens hun brølede af raseri, der havde fat om alle fornuftige og rationelle tanker i hendes sind. Det var som en tæge der gav hendes syn en form for unaturlige hinde af rød. Hun så rødt. Hun så reelt rødt i dette øjeblik. "Dit. Grimme. Nidding. Svin. Jeg. Skærer. Dit. Ansigt. I. Stykker!" for hvert slag skreg manden lidt, samtidig med at Skadi råbte af ham. Hvert slag medførte et grimt ord fra hendes mund. Hvad end der skete omkring hende, så havde hun ikke styr på hvad der skete omkring hende.

Tre mand nede, tre mand tilbage, køle manden på udgik efter den ivrige unge krigere af en hunkøn, så rasende hun virkede i Hektors øjne, selv efter at have taget imod fjendes våben fortsatte hun. Nordisk vrede prydet hendes ansigt som hun tog kampen op. Hektor så de to andre an, ham med kølen og den anden med øksen. Inden de kunne nå at tag en beslutning for Hektor hen over slagmarken i mørket, hans mål var ikke nogle af de herre men den unge kvinde, de to banditter fulgte trop og prøvede på at sætte efter ham.

Hektor var bag hende med en meters afstand, skjoldet var i front som de to sidste kom tæt nok på, til at øksen manden målrettet gik efter hertugen, fart og med begge hænder om øksen slog han alt hvad han kunne med øksen, kølemanden fulgte trop med et sving imod den åbning der ville vise sig som reaktion på øksen. Tårnskjoldet tog øksehugget og med en vis lethhed afværget øksen uden så meget som at skubbe Hektor væk, med en veltrænet taktisk sans, fik han med sværdhånden ført hans klinge ud fra ham selv, i mod selve kølen og slået den væk som modsvar, kort efterfulgt at et hurtigt pommel slag imod bandittens ansigt, endnu engang fik han holdt dem på afstand.

Han stod klar ved hendes side, sværdet vendte han om i glidende bevægelser mens han tog fat om hans hals kæde, et svagt lys formede sig i hans metalklædte hånd, som han guidet hen over den kvindelige krigere, lyset begyndte at blive større og forme sig som en kube, en varme der ville lindre de smerter hun måtte have, for at hun bedre kunne give fra sig og måske få hendes fokus tilbage, nok til at høre hans plan. "Æret frøken, Jeg er dit skjold, hvis du er min klinge. Kølemanden bag din højre arm, øksemanden på din venstre flanke" Kom det fra Hektor, han var villig til at beskytte hende og hvis hun med på planen, måske kunne de få afsluttet dette med et fælles angrib i form af en dødelig dans af metal og kampkunst.

Efter at have slået manden til ugenkendelighed opdagede Skadi hvordan rustningebæreren stod bag hende, nærmest beskyttende. Hun greb fat om den økse der sad mellem to af hendes ribben og flåede den fri med et smertensudbrud, hvorefter hun langsomt greb fat om sin egen økse, trætheden begyndte samtidig at melde sin ankomst. Hun var stadig ét stort raseriudbrud, men idet hun så en person der beskyttede hende, til trods for hendes egne evner, måtte hun stoppe op. Hun kom langsomt på benene, og så udvekslingerne af våben, før manden foran hende så ud til at stoppe for at gøre noget andet. Hvad end han havde gang i, så rakte han en hånd mod hende, lysende op af en mærkelig kube der nærmest svævede i hans håndflade. Hun stirrede på den, da den begyndte at have en hvis effekt på hende. Dette var både godt og dårligt. Godt fordi hun kunne mærke smerterne lette gradvist og hun fik et mere klart syn, dårligt fordi det også fik hendes vrede erstattet med forvirring. Hun skævede fra hans hånd op til hans ansigt med øjne der fremviste denne forvirring, indtil manden afbrød stilheden med en plan der fik hende til at nikke til at begynde med.

"Fint, så er jeg din klinge," svarede hun, stadig lettere forvirret før hun stillede sig taktisk rigtig i forhold til planen. Sådan som de stod kunne de nemt holde fjenden observeret. "Du tager øksemanden, så tager jeg mig af ham med køllen," Ellers ville deres svaghed typisk være at mændene kunne have gået om bag deres perifere syn. Men det havde de ordnet nu. De var to mod to, og Skadi var overbevist om, at det var hende og manden i rustning der var de andre overlegne. Hun fattede sin økse mens hun vendte sin opmærksomhed mod køllemanden.

Kend titusinder ting ud af en ting.

Det var sådan mester Tieru altid havde forklaret det, ikke kun hvad angik kamp men i forhold til hvordan man bør tackle livet. Hektor lod lyset falme og med et let sving, kom sværdet i rette position i hans venstre hånd. Den vilde nordlænding var indforstået med planen, nu handlede det om at sætte den til værks og som det så ud lige nu, havde de gode chancer. Hektor førte an, sværdet klar og tårnskjoldet i position, han havde begge mænd inden for syns feltet, der lod til at være nogle huller i jorden, godt nok for ham. Han førte både ham og hans allieret rundt, så de fik solen på højre side af Hektor, venstre af hendes, de stod ryg mod ryg. Lavmælt snakkede han til hende "På mit signal, så skifter vi modstander og fanger dem i overraskelsesangreb." Blikket var fastlåst på øksemanden, Hektor tog sin tid til at fokusere, få vejret og gør klar, inspirationen fra Isari var stadig med ham, han udstrålet af håb og lod den falde over hans nye allieret.

Begge Banditter satte i løb, imod dem begge fra hver deres side, øksemanden burde have kommet først men et hul i jorden spolerede hans fart. "NU!" Beordret Hektor og det øjeblik drejet han om, så han fik kølemanden i stedet, skjoldet blev ført an, Hektor var ude på at få en af dem i live. Med overraskelsen på hans side, fik han lavet et orden skub med skjoldet imod hans mål, der endnu gang måtte se sig slået tilbage. Som skjoldet ramte ind i manden, tog Hektor et til skridt fremad mens han svang hans sværd, fravenstre og nedad imod mandens raske ben. Hellere en i live end alle døde og den vilde nordlænding påmindet ham om hvorfor han ikke burde give efter hævn tørsten; hævn ville gøre ham skødsløs og sårebar.

Skadi nikkede blot til rustningemandens ord, mens hun mentalt gjorde sig klar. Hun var bedst til at følge, ikke lede folk. Det her var og blev hendes lod i livet. Hun var en kriger, men den inspiration, som rustningebæreren udstrålede var en ting, Skadi aldrig kunne se sig selv udstråle. Dog gav det hende en opløftet morale, mens hun stod klar med ryggen til ham, seende glubsk på køllemanden, indtil denne snublede let i et hul og rustningemanden råbte sit tegn. De skiftede hurtigt plads og Skadi endte over for øksemanden, som var forsinket med sin ankomst. Godt. Så kunne hun være klar på hvad han ville til at gøre. Hun vejede sin økse i hånden mens hun gav ham al den tid han nu engang havde brug for, for at få balancen tilbage. Skadi var ikke typen der tog en mand der lå ned når der var chance for en god kamp, så da han først var på vej mod hende, strammedes hendes greb om øksen og hun mødte hans nedadrettede hug med sin økse, parérede den og hamrede sin knyttede næve ind i hans mave, så han tabte pusten. Hans våben faldt ud af hånden på ham og han stod kort, panisk, da det gik op for ham at hun var armeret mens han ikke var. Hun samlede langsomt hans økse op, kiggede på ham med et morderisk blik, før hun smed den for hans fødder.

Som han samlede våbnet op angreb Skadi. Hun lod ham ham tage sig våben, men da han først havde blikket på hende igen, tonsede hun ind i ham og væltede ham i jorden. Hans økse bed sig ind i hendes skulder, men hendes gravede sig ned i hans pandeskal. Han døde på stedet, og Skadi vristede hurtigt øksen fri fra sin skulder, før hun kravlede af hans krop og satte sig ved siden af, tagende en dyb indånding for at finde ro i sig selv. Hun så til mens rustningemanden fældede den sidste. Ikke et dræbende hug, men banditten var da uskadeliggjort, så nu kunne de vel slappe af? Hun pustede let og kiggede derefter mod den sidste, levende bandit med et frustreret blik. Hun spyttede på jorden ved siden af sig, før hun rejste sig, træt og tilfreds. "Banditter er alle én stor bunke kujoner. Vær du glad for at han," hun lavede en gestus mod rustningebæreren, mens hun talte til banditten. ".. Ikke havde lyst til at vippe dit lille hoved af dine skuldre.. Og at det ikke var min økse du havde mødt i aften," hun vendte derefter blikket mod rustningemanden, nikkende anerkendende. Han havde fået hendes respekt, om end han godt nok virkede anderledes end hvad hun var vant til. Og til trods for at han tydeligvis var en stor tilbeder af Isari, en gud som Skadi ikke så noget som helst vigtigt i. Hvad var guderne alligevel gode for?

Den nedlagte bandit kunne ikke hamle op med Hektor, såret ved benet forhindrede manden i at kunne stå op ordenligt. Han pustede og prustende mens han så ud til overveje hans situation. Et hurtig blik hen på den kvindelige nordlændinge og han smed hans kølle fra sig.

Hektor havde stadig sværdet i hans venstre hånd, blot fordi at køllemanden havde overgivet sig, valgte han ikke selv at give afkald på hans eget våben, nogle personer forstod sig ikke på ære og ville udnytte et øjebliks distrahering som en åbning for at føre en skjult klinge imod målet. Med skjold armen, førte han tog fingre op til ansigtet, for at give et højt pift, et tegn til hans ganger. Han så den unge kvinde an, som hun tiltalte køllemanden, han lage mærke til hendes valg af ord og hendes måde at udtrykke sig på. Manfred kom luntende frem, hen til dens ejer og stoppede op, så den havde venstre side og sadlen lige til rette position. Hektor begyndte at rode i en af saddeltaskerne, han fiskede hurtigt noget reb frem. Trygt og sikker på at kvinden, havde hans ryk, satte han sværdet tilbage i dens skede, rebet lå godt i hans hænder inden han gik igang med at binde den kriminelle.

"Jeg er Hektaurious af lysets krigere. Jeg takker for din hjælp med at nedkæmpe denne plage." Kom det roligt fra ham mens han fik lavet de sidste knob, den kriminelle blev hurtigt løftet op på begge ben og hurtigere videre op, så han lå over sadlen på Manfred. "Med din tilladelse, vil jeg tillade mig at tag denne kriminelle til et fængsel, så han kan blive stillet for ret og gang. Og æren forlanger, at jeg i det mindste tilbyder dig en belønning af en form." Hektor var oprigtigt om dette og ærligt, ville det være rart, at kunne snakke med en anden kriger for engang skyld, i stedet for de vante selskaber af adelen og højt stående folk, endda en kriger kvinde. Måske det kunne sætte nogle ting i perspektiv?

Der lød et højt pift og snart kom en hest travende, efter at banditten havde sluppet sin kølle. Skadi så både banditten og manden i rustning an, til manden i rustningen skedede sit sværd, hvilket fik hende op på dupperne, stadig med øksen i hånden. Hun holdt godt øje, til banditten var forsvarligt bundet og smidt på hestens ryg, hvortil hun også selv skedede sin økse og fik samlet sin oppakning. Der var vel ingen grund til at blive her. Mens hun gjorde dette, præsenterede rustningebæreren sig. En lysets kriger. Så var det virkelig ingen overraskelse at han talte så højtideligt og klogt. Han var tydeligvis ikke en simpel mand. "Skadi.. Af.. Øh.. Norden," den korte forvirring forsvandt samtidig med at ordene hvislede af sted inden i hendes hoved. Løgne. Edsbryder. Hun stramte grebet om sit skjold kort, før hun slyngede det om på ryggen. Det var tydeligt, at der var noget galt ved hendes anspændte kropsholdning.

"Belønning?" endnu en gang skar forvirringen igennem hende, før hun i sit hoved formåede at sammenligne dette med en lejesvends arbejde. Krystaller! Måske endda øl! "En tønde øl, så er vi kvit?" spørgsmålet var harmløst. Skadi havde ærligt talt bare lyst til at drikke sig sanseløs, som altid. Det var der sgu ikke noget nyt i.

Ingen grund til at dette emne forbliver aktivt :)