Solen skindte orange ude i horisonten, på vej op mod den stadigvæk mørke himmel. Oppe omkring skyerne fløj Ryse, båret af sine ildvinger. Vinden susede gennem de røde og orange fjer der havde udskiftet hans mørkerøde hår. Ilden i hans øjne brændte stille og roligt, og han det, han nød at flyve rundt oppe blandt skyerne helt alene, der var ikke noget der kunne få ham til at føle sig mere fri end dette.

Ryse var iført sin normale lange sorte jakke med guldkant udenpå hans sorte skjorte, hans brune bukser og mørkebrune støvler der gik til knæene, og selvfølgelig, hans fønix halskæde, han tog aldrig af sted uden den. Han kunne mærke hans jakke som blafrede i vinden omkring hans ben mens han fløj af sted.

Længe fløj han, indtil han kom til et ret så anderledes område... Det virkede meget varmt, og meget bekendt, han var ret så sikker på at det her sted havde haft en form for betydning for ham før i tiden. Han stoppede op midt i luften og begyndte så småt at lade sig dale ned af, oppe på bjergtoppen landede han med sine flotte blafrende vinger. Ja, dette sted virkede helt sikkert bekendt, han havde været her før, og ikke bare været her, et eller andet stort var engang sket her.

Ryse begyndte at gå ned af bjergtoppen, og han fik øje på nogen mærkeligt udsendeene bygninger, det var dernede kunne han mærke, dernede var der sket et eller andet i et af hans tidligere liv, og han følte en trang til at finde ud af hvad det var. Han kom ned til bygningerne og gik lidt rundt, indtil det skete, synet, synet af hvad der engang skete. Han så fra sine egne øjne, han så at han var omringet af dæmoner, alle sammen med våben, han så sig selv kæmpe imod, og han så sig selv tabe. Han så sig selv dø.

Ryse kom tilbage fra synet og ville med et væk herfra! Han vil væk herfra lige nu! Men inden han kunne nu at lette så ham dem, igen. Ud fra bygninger kom der dæmoner, op til flere af dem havde vinger, så at flyve ville være nyttesløst. Vingerne på hans ryg blev til røg, og fjerne på hans hovede forsvandt, hvorefter hans røde hår faldt ned. To sorte hånd kamp leer opstod i hans hænder, og han forberedte sig, forberedte sig til at kæmpe for hans liv!

Hun ledte efter et undskyldning. Èt eller andet at smadre, efter sit store nederlag i Balzera. Normalt var Skadi ikke tyen der lod sig overmande af to folk, faktisk skulle der en del mere til normalt, men den ene af de to folk hun havde mødt havde ristet hendes indre til noget nært grød, hvilket havde krævet en del mere energi fra hende for at heale, end normalt. Men det ændrede ikke på hendes indre vrede, så hun havde få dage efter rejst væk fra syden, søgende efter en ny konflikt. Hendes søgen havde bragt hende til Kzara-bjergene. Et sted for dæmoner og des lige. Hun havde ikke set dæmoner før, og hun var også pisse ligeglad, de kunne sikkert sagtens dø som alt andet.

Hun travede af sted i bjergene med et gnavent udtryk i ansigtet, til hun så nogle bygninger et stykke fra sig. Hurtigt fik hun øje på en mand som hun fjernt kunne huske at have set før. Skadi var dårlig til at huske ansigter, men hun mindedes en mistroisk mand. Rundt om ham så hun dæmoner med våben der nærmede sig ham og et kort øjeblik overvejede hun bare at lade ham være. Bare gå videre. Men de var i overtal. Det var det intet fair ved, så hun smed tasken fra sig og samlede samtidig sit rundskjold op samtidig med at hun drog sin økse og trådte tættere på. "Hey! Vil I se blod? Jeg skal gi' jer blod," hun kaldte vredt efter dem mens hun holdt øksen klar. Dæmonerne grinede hånligt over den lille kvindeskikkelse, men Skadi vidste godt hvad der skulle til at ske.

Den der lo sidst ville le bedst. Og da de lod én enkelt forsøge at tage sig af hende, pandede hun ham én med skjoldet så han faldt bevidstløs omkuld. "Var det virkelig alt? I er nogle svæklinge," Skadi spyttede på jorden foran sig og trådte hen i nærheden af manden, som hun kort øjnene. "Jeg trænger til at slås og du ligner én der kan bruge hjælpen," der var vel ikke behov for mere forklaring. Hun trak let på skuldrene, skævede mod ham og vendte derefter sin opmærksomhed mod dæmonerne.

Ryse var overrasket over at se denne kvinde igen, denne kvinde som den lille dreng havde kaldt for Fru Nord, men lige meget hvor overrasket det gjorde ham, gjorde det ham mere glad, glad for at se at der faktisk var håb for at vinde denne kamp. Han havde endnu ikke set denne kvinde kæmpe, men hun lod til at være en slags person der vidste hvad hun lavede. Han så imponeret til mens hun nedlagde den første dæmon som kom hen til hende, men hurtigt blev han tvunget til at fokusere på de andre dæmoner igen. Tre af dem slå ud mod ham på samme tidspunkt, to af dem var han i stand til at stoppe med sine leer, og da den tredje skulle til at slå ud mod hans bryst så sparkede han våbnet ud af dæmonens hånd, sparkede den med en rustnings beklædt for. Hvor heldigt at der er så mange skygger her omkring, tænkte Ryse, for jo flere skygger, jo flere våben.

Han slog ud mod en af de dæmoner der havde slået ud efter ham, dæmonen prøvede at stoppe slaget med sit sværd, men det var nyttesløst, for disse våben som Ryse brugte var alt andet end normale. Ryses le passerede igennem dæmonens sværd, og røg direkte ind i skulderen på den. Han gav slip på sin le og fremmanet et skjold, i hans nu frie hånd, og han nåede kun lige arkkurert at at bruge den til at forsvare sig mod et slag fra oven. ''Ja, det kunne jeg'' varede han kvinden da hun sagde at han nok godt kunne bruge noget hjælp.

Skadi så til mens Ryse fik skadet op til flere dæmoner med sine underlige skyggevåben. Det var som om de ignorerede paréringer og bare phasede igennem. Det var sært, men Skadi vidste alt om at være sær og abnormal, så til sidst trak hun bare på skuldrene og vendte sin opmærksomhed mod de mange dæmoner der bare ikke forstod at de skulle skride deres vej eller blive kløvet til blodig, smattet pindebrænde. Hun huggede sin økse ned i en dæmons hoved, da han vendte sin opmærksomhed for meget mod Ryse og samtidig begyndte to andre dæmoner at hive og flå i hendes skjold. Overraskende nok lod hun dem bare få det og ventede til én af dæmonerne huggede et sværd ind i siden på hende. Det gjorde som sædvanligt pisse ondt, men da han stod tæt på, nikkede hun ham en skalle og tog hans sværd. Da hun trak det ud af sig selv med vred grimasse, lukkede såret sig inden for sekunder og mens den anden dæmon kiggede forvirret mod hende, stak hun sværdet igennem hans øje. Han skreg først meget højt og blev derefter meget stille.

"Jeg troede ikke dæmoner ku' bløde," hun grinede let over tanken. Vreden lå blot og ulmede bag i hendes sind. Ventede på at blive lukket ud som en løve i et bur. Hun kunne snart ikke kontrollere det mere, selvom hun jo naturligvis var bange for hvad der kunne ske når raseriet blev for meget. Og det var ved at blive for meget, lige nu og her.
Dét der fik bægeret til at flyde over, var da én af dæmonerne formåede at komme tæt nok på til at stikke en kniv ind i hendes hals. Et ellers meget fatalt sted at blive ramt, men Skadi havde ikke tabt hovedet, så hun klarede den på trods af de blodige sprøjt. Hendes øjne blev med det samme fyldt af vanvid og raseri, idet hun tog sin økse og huggede armen af dæmonen, lige ved albueleddet. Hånden om kniven gav automatisk slip. Hun slap selv grebet på sværdet og trak kniven ud af sig selv i en lettere krampagtig bevægelse. Mere blod sprøjtede, men igen gik der ikke længe før såret lukkede sig.
"Det skulle I ikke ha' gjort," hendes stemme var stadig lettere hæs oven på skaden i halsen, men det var ikke til at tage fejl af; Skadi's raseri var endnu en gang vågnet op til dåd da hun begyndte at hugge til højre og venstre, ligeglad med hvilke skader hun så pådrog sig i dette bindegale raseriudbrud.

Ryse var glad for at se at han fik en hjælpende hånd, han kunne godt bruge det i den her situation, men han var stadig ikke sikker på om de kunne vinde... Så så han det, Skadis raseri. Han så hvordan Skadi bare huggede igennem dæmonerne, og så skete det. En af dæmonerne huggede ud efter Ryse hals, og Ryse nåede lige arkkuret at hoppe tilbage, men for sent, dæmonen ramt læder snoren på hans Fønix halskæde. Fønix pendantet ramte jorden, sammen med Ryses menneskelighed, han holdte ingenting tilbage længere. ILDEN! ILDEN DER SLIKKE SIG OP AF HAM KOM FREM! TÆREDE HAM OP INDEFRA!!!

Ryse krop blev omsluttet af ild, og da det forsvandt var det ikke længere Ryse der stod der. Hans jakke og skjorte var brændt væk. Hans overkrop var dækket af flammende fjer, det samme med det meste af hans hoved, og de fjer som havde udskiftet hans hår. Flammerne i hans øjne var sluppet fri, og de brændte som aldrig før, flammerne fra dem skød direkte ud af øjnene på ham og . Dette var ikke længere Ryse, dette var ikke længere et menneske, dette var den ild der havde fortærret ham inde fra i så længe... Og nu var den ude.

Våben efter våben efter våben opstod i hans hænder og røg ned i kødet på dæmonerne. Hans krop blev dækket med en kulsort rustning, og han fortsatte. Mere. Mere! MERE!

Nu var det ude, ilden der havde fortærret ham indefra, og det var ikke sikkert om han nogensinde ville kunne få den ned med ro igen, men han var ligeglad. Han blev ved og ved og ved. Sværd, økser, hamre, leer, morgenstjerner, armbryste, alt hvad man kunne forstille sig brugte han til at få så mange ned med nakke som mulig. Han fik op til flere forfærdelige sår, men han var ligeglad, han fortsatte, og fortsatte, og fortsatte.

Efter op til flere døde dæmoner havde ramt jorden blev Skadi lige så stille mere og mere rolig. Desværre var det ikke tid til at falde ned og blive et menneskeligt jeg igen, for et brøl opstød bag hende, da Ryse forvandlede sig for øjnene af hende og mange andre dæmoner. Hvor observativ hun var, var faktisk næsten overraskende, for hun havde godt set hvordan hans raseri var startet. En kæde var røget af hans hals og med det samme var Skadi overbevist om, at han måtte være forbandet eller noget andet farligt. At halskæden måske holdt et monster indenbords. Et smukt ét, ganske vidst, Skadi var imponeret over den indre vrede han besad, ilden der omsluttede hans krop. Det begyndte at tynde ud i dæmoner og Skadi var i stand til at komme tættere på ham, og raseriet, han udspydede omkring sig. De dæmoner der var tilbage begyndte så småt at flygte og et par meter fra Ryse kunne Skadi se halskæden som hun kom tættere på den varme han udsendte. Hun samlede den op og kiggede kort ned på den: Den forestillede sig en fugl, lidt som Ryse gjorde lige nu, så det måtte bare være en forbandelse!

Hun løb omgående hen mod ham. Hvis ikke hun gjorde noget, ville han jo nok bare gå i kødet på hende eller noget andet der helst ikke skulle skades, så hun gjorde det eneste der for hende virkede rigtigt. "Hey! Ryse!" hun løb ind i hans synsvinkel og bandede lavt for sig selv. Det her ville sikkert komme til at gøre skide ondt. Men det stoppede hende ikke. Ethvert raseri måtte stoppe på et tidspunkt. Hvad end han gjorde ved hende, så fik hun selv sat halskæden om hans hals brændte naturligvis sine hænder på det. Men overraskende nok havde hun så meget adrenalin i blodet at hun endnu ikke bemærkede det.

En efter en døde dæmonerne. De sidste flygtede og der var ikke længere nogen modstandere, men det var ikke nok, det var ikke nok! Ilden var ude, den ild der havde slikket sig op af hans sind i flere hundrede år, de hundrede år han ikke kunne huske, men mærke. Mærke hvordan skrigene i flammerne rassede i hans øre over alle disse år. Flammerne han havde holdt tilbage var ude nu, og de brændte, brændte mere end noget andet!

Da han så denne kvinde... Skadi... Tage hans halskæde, så gik han direkte i kødet på hende. Han skar hende op, igen, og igen, og igen. Selv da hun fik sat hals kæden på ham fortsatte han stop, fortsatte, fortsatte! Ryse stop skar hende op igen, og igen, og igen Ryse det her er ikke dig! Stop! Efterlod sværd i hende, leer, hamre, alting. Fortsatte, fortsatte, fortsatte! Ryse, hvad ville din far sige hvis han så dig nu? Og han faldt, han kunne ikke holde til det mere, smerten, flammerne, ilden, asken, røgen, skrigene, det brændende hus, alting! Det var alt sammen for smertefuldt! Så han faldt, faldt, faldt faldt, faldt. Og til sidst ramte han, ramte han bunden. 

*Ryse stoppede ligepludslig op, og så faldt han bare sammen på jorden.*

Hun måtte næsten forvente det, men alligevel så gjorde det helvedes ondt de gentagne gange hans skyggevåben gennemborede hendes krop. Hun skreg ikke. I stedet holdt hun bare fast i ham, da det var hendes mulighed for at forblive stående. Hendes krop healede sig selv, men nåede knap nok at fuldføre arbejdet før Ryse gik amok igen. Det blev ved og ved til han pludselig stoppede og faldt om. Uden at have ham at støtte sig op af, faldt Skadi også om i sit eget blod, hostende af smerte. Der kom blod med op, men hun tog sig ikke af det. Hun var alt for træt. Mens sårene i hendes krop lukkedes, fik hendes ansigt en ligbleg nuance og hun begyndte at trække vejret langsomt. En smule svagt. Med en stædig grimasse kom hun på benene og begyndte at slæbe Ryse ind i ét af de halvødelagte huse, før hun også fandt frem til sin egen oppakning. Hun kørte på nødreserver og tænkte slet ikke over hvad hun egentlig havde gang i.

Da hun kom ind i huset, lukkede hun døren efter sig og tabte bare oppakningen på gulvet, før hun snublede ned at sidde op af den. Hendes rystende hænder fandt frem til det vandskind der var fyldt med øl og med en forpint grimasse åbnede hun det og begyndte at drikke grådigt, til hendes krop bare sagde stop. Låget blev sat tilbage og hun tabte vandskindet før hun gled ned i en liggende position på gulvet i det lille hus, stadig dødsens bleg og svækket. Snart bød hun søvnen velkommen og lå egentlig bare stille, sprøjtet til i blod der både tilhørte hende og de mange dæmoner. Mest hende.

Ryse svævede bare rundt i mørket, han vidste ikke hvor han var, eller hvad han lavede her, men der var så dejligt stille og roligt. Han syntes at han kunne mærke en eller anden slæbe ham af sted, men han ænsede det knap nok, han svævede bare rundt i mørket.

Pludselig vågnede han. Han var inde i et gammelt ødelagt hus, han kiggede rundt på sig selv og kunne se en masse dybe sår som gik ekstremt ondt, og så kom det alt sammen tilbage til ham. Hvordan han havde kæmpet imod dæmonerne, hvordan denne kvinde tilbage fra dengang i skoven havde hjulpet ham, hvordan ilden brød ud, og hvordan han skar hende ned, gang på gang på gang. I det han kom i tanke om det rejste han sig febrilsk op og kiggede sig omkring, han så hvordan denne kvinde lå over i den anden af huset. Hendes tøj var blodigt og Ryse skyndte sig over til hende. Grundet alle hans sår så faldt han bare sammen lige foran hende, men dem havde han ikke tid til at tjekke lige nu, han tjekkede hendes puls, den var svag, men den var der dog stadig. Hun lå op af sin opbakning, som Ryse hurtigt ledte igennem efter noget til at forbinde hendes mange sår med, heldigvis var der nogen skjorter i hendes opbakning. Men så, da han skulle til at forbinde hendes sår opdagede han noget, hun havde ikke nogen sår. I stedet endte han bare med at forbinde sine egne sår. Der sad han lidt, studerede Skadis udsende, det var tydelige at se at han havde såret hende meget slemt, hun var helt bleg i huden, hun frøs også tydeligvis, så han lagde nogen skjorter fra hendes opbakning på hende, sørgede for at hun ikke frøs. For første gang lagde han også mærke til noget andet, Skadi var faktisk ret køn, og Ryse begyndte næsten at rødme mens han sad der ved siden af hende.

Efter han sat der i et lille stykke tid kom han frem til at de var nød til at komme væk derfra, Ryse var godt nok meget samdret ja, men heldigvis så var han i stand til at flyve. Han bar Skadi ud af huset, og havde en del smerte udbrud på vejen. Hvorefter han brugte noget af stoffet til at binde hende fast til hans ryg. Han slog sine vinger ud og begyndte at flyve, i håb om at han ville finde et sted hvor de kunne hvile.

Skadi var gået fuldstændig ud som et lys og bemærkede ikke det mindste af, hvad Ryse lavede. Hun var lidt som en død, slap fisk og det var egentlig først mens de fløj, at hendes øjne brat åbnede sig. Dog var hun ikke vågen, da hendes øjne var dækket af en mælkehvid overflade, tegn på at hun havde én af sine drømme.

Skrig, råb og klinger mødtes. Det startede ud godt, mænd sloges og blod blev kastet til højre og venstre. Slaget var komplet. Hun blev trukket væk. Hendes råb af raseri ekkoede i hendes sind og hun så sine egne, blodige knoer der vred sig i vrede. En varm følelse overmandede hendes væsen og hun kastede sig rundt i galskab. Foran hende stod han, vinger  store som huse, blindende hvide af ild. De slukkedes. Hans øjne var tomme og han var blot en skal af hvad han engang var.

I virkeligheden lå hun bare stille hele flyveturen mod et mindre skovområde for foden af dette helvedes bjerg. Det så mere fredeligt ud end så meget andet af Kzar Mora, hvilket måske var grunden til at de endte her. Først da hun blev lagt ned lukkede hun sine øjne igen og sov en smule videre. Trætheden sad fast i hende som en parasit der åd af hendes livsenergi, men til sidst vågnede hun alligevel op med et sæt og satte sig omgående, forvirret og med panikken og vreden stadig i sit sind.

Hendes blik var alle andre steder end på Ryse da hendes næver knyttedes og de tydelige tegn af vrede fyldte hendes ansigt. Hun hadede de drømme. Drømme der kun havde gjort hende til et endnu større udskud i sit eget hjem. Drømme som hun også havde haft dage før hun havde slået sin broder ihjel. Hun havde ingen dårlig samvittighed over det. Kun en dyb foragt for alle i sin familie undtagen sin mor. Et had uden grænser. Had og afmagt var hendes hverdag skønt hun forsøgte, ikke at vise det, men dette var hendes pludselige svage punkt og der skulle en del til før hun fik rystet det af sig. Da det endelig blev lukket inde, vendte hun sit blik mod Ryse. "Såå... Hvor er vi?" stemmen var stadig ikke helt så stærk, men Skadi var stædig og forsøgte virkelig at undgå at vise sin svage side frem. Det var der intet stolthed i. En kriger måtte kun være stærk.

Ryse sad op ad et træ, tydeligvis stadig i store smerter efter kampen. Og der sad han så bare, og ventede, ventede på at Skadi skulle vågne, hvilket hun også gjorde på et tidspunkt. Godmorgen sovetryne, sov du godt? Sagde han drilsk inde bag hans sambidte tænder da hun vågnede. Da hun spurgte ham hvor de var henne, kiggede han sig lidt omkring, han var faktisk ikke helt sikker på det selv. ''Vi er i en form for skov ved foden af bjerget, jeg er dog ikke helt sikker på hvad det her sted er for noget, men en ting ved jeg, og det er at det her går fandens ondt'' Sagde han og grinede let på den måde man nogen gange gør for at få ens fokus væk fra noget andet end smerten. Han studerede Skadi lidt, kunne se vreden i hende, men han gik ud fra at det nok bare var fra kampen af, han så jo hvordan hun blev rasende og bare kæmpet og kæmpet mod alle dæmonerne. Men så ramte en tanke ham, hvad nu hvis hun var sur på ham, han havde jo skæret hende op så mange gange, hvordan kunne hun ikke være sur på ham efter sådan noget?

Ryse kiggede lidt forsigt ind i øjnene på Skadi, han fyldte en tydelig skam. ''Skadi, jeg... Jeg beklager hvad jeg gjorde mod dig, jeg var ikke mig selv. Jeg ved at lige meget hvad jeg siger så kan det ikke gør op for det jeg gjorde, den smerte jeg satte dig gennem.'' Der gik lige et par sekunder af stilhed hvorefter han hviskede ''Undskyld''.

Skadi var ikke typen der løj, så da Ryse spurgte om hun havde sovet godt, rystede hun med det samme på hovedet, men det lod det derefter ligge. Der var ingen grund til at fortælle ham hvorfor. Ingen havde godt af, at vide at de ville tabe sjælen. Eller hvad end det så var hun havde drømt, for Skadi var virkelig dårlig til at tyde sine egne drømme. "Hm.. Du klarer det sikkert, du ka' grine, så dør du nok ikke," igen var det komplet ærlige væsen fremme i Skadi, men hun vidste godt, at han måske skulle have kigget lidt på de sår. Hun kunne ikke så godt selv finde ud af den slags, når hun selv regenererede så hurtigt, men mon ikke de kunne finde én der kunne hjælpe ham på et tidspunkt? Han virkede til at se ret såret ud, men han virkede til gengæld ikke til at være døende, så der var vidst ingen grund til at panikke endnu.

Hans undskyldning fik hende bare til at glo på ham, som om han havde slugt en for stor kartoffel eller noget lignende. Hun var ikke vant til at få et undskyld smidt i hovedet. Slet ikke. "Prft!" hendes blik vendte sig væk mens hun begyndte at rode åndsfraværende i sin oppakning efter den tønde hun havde købt i Medanien. Da hun havde fundet den frem, vendte hun sig mod ham med et mere alvorligt blik. "Du behøver ikke undskylde. Jeg tror nok jeg havde gjort det samme hvis jeg var dig. Er du forbandet?" Spørgsmålet røg brat ud af hende mens hun pegede mod hans halskæde, påpasselig med ikke, at røre ved den. Hun havde ikke lige lyst til at blive skåret op igen.

Ryse skammede sig stadig over det han havde gjort, men kunne ikke lade vær med at grine da hun spurgte om han var forbandet, dette spørgsmål som han havde spurgt sig selv så mange gange. Han kiggede på Skadi ''Det kommer an på hvorvidt du anser udødelighed som en forbandelse...'' Sagde han rent ud, han var træt af at gemme den side af sig selv overfor folk, han frygtede altid hvad folk ville tænke om ham hvis han sagde det, og han var træt af det! Hvad så hvis han teknisk set var udødelig? Tror folk da at han godt kan lide at være det? Tror de det er rart at vågne op nøgen, i sin egen aske, lige efter man har set sine forældre dø, og uden at have nogen anelse om hvor du er? Tror folk det er rart at se syner af dig selv dø? TROR FOLK DET ER RART AT SKULLE HOLDE ALT DET INDE UDEN AT HAVE NOGEN AT SNAKKE MED FORDI DEN ENESTE PERSON DER FORSTÅR DIG ER DØD?!?!?!

Ryse sad tydeligvis og blev mere og mere vred, tænkte og tænkte, han knyttede sine hænder til de blev hvide af bar vrede.

Bag tavsheden kunne Skadi se hans vrede. Den lå stadig under overfladen, hun kendte den som sin egen bukselomme. Indestængt vrede, der på et tidspunkt ville eksplodere, sådan at hvem end der var i nærheden ville få den at føle. Det ville vel være næsten lige gyldigt hvem det var, der stod der. Hun kendte det. Hun anså selv udødelighed som et tveægget sværd. Det kunne skære visse folk der var til problemer for én, men det skar også ofte i én selv. Skadi var ung og forstod sig ikke på at miste. Det var svært at miste noget, når man nærmest ikke rigtig havde noget i forvejen. Så selvom hun ikke kunne se ting fra Ryse's synspunkt, så kendte hun sgu godt til den ensomhed der kom når man ikke kunne dø.

"Ikke at kunne dø? Jeg har selv svært ved det," sagde hun med et blik rettet mod sin tønde. Hun fik to krus frem og fyldte dem begge, før hun stillede det ene af dem foran Ryse. "Det er en forbandelse, vel?" hun gjorde et skuldertræk som hun forsøgte at være ligeglad, når hun i virkeligheden var alt andet end det. I stedet for at vise følelser, tømte hun sit ølkrus og fyldte det hurtigt derefter. Hun hadede at vise svaghed. "Lad os lade som om, at vi kender hinanden. Jeg ved at du er udødelig og du ved at jeg hele skader, som det tager andre uger at hele. Vi kender hinandens navne.. Så hvem er du egentlig, Ryse? Hvorfor er du udødelig? Svar mig, og jeg svarer på dine spørgsmål, hvis du har nogen," Skadi var meget simpel, men også meget kompliceret. Hun var en kvinde, men mange troede ofte andet omkring hende. Særling, blodig, edsbryder, alle disse navne forfulgte hende hvorend hun gik. Hun gjorde aldrig i en ed nogensinde igen, for hun vidste, at hun ikke ville holde den.

Ryse smilte let ved hendes spørgsmål. Ja, noget for noget, det var det hun bad om, og det skulle hun få. Han lettede på sit glas, hvorefter han drak den i en slurk. Han sad lige i et par sekunder, og så begyndte han at fortælle, at fortælle om hvorfor han er som han er. ''For et par hundrede år siden er det vist nu, der blev jeg født. Min far var en våbenmester og en smed, og min mor, tja, min mor var hjemmegående. Til min forældres forbavselse opdagede de ret så hurtigt at jeg var mere end bare et menneske, jeg var halv Fønix, og stadig til den dag i dag har jeg ingen anelse om hvorfor jeg blev født sådan, det blev jeg bare. Nå, men som årene gik lærte jeg så småt mine Fønix træk at kende, jeg lærte at kontrollere min Fønix side, og jeg lærte at undertrykke den. Jeg brugte mere eller mindre alt min tid som lille på at lære at smede våben, dette var nok mest af alt fordi at jeg ikke rigtig havde andet at lave... For hvem ville dog være sammen med en særling? Nå, årene gik som sagt, og jeg blev 23, derefter var alt meget stille og rolig, indtil den dag. Den dag at jeg vågnede ved lugten af røg, den dag hvor jeg skynede mig ned for at se hvad der skete, og den dag jeg fandt min mor død, brændt ihjel, og min far som var fanget under et af de brændene tag bjælker. Jeg forsøgte at hjælpe ham fri, men jeg kunne ikke, jeg var ikke stærk nok, og til sidst, døde vi begge.'' 

Ryse stoppede op, tog et glas øl til, og så ud som om han ikke havde tænkt sig at sige mere, men lige inden at Skadi kunne nå at sige noget, så fortsatte han, ''og så vågnede jeg, jeg ved ikke hvad der skete dengang, jeg kan ikke huske det. Hver gang jeg død bliver jeg til aske, derefter bliver jeg genfødt i asken, og hver gang jeg bliver genfødt, så er det sidste jeg kan huske at jeg dør inde i mit hus sammen med min far. Når jeg bliver genfødt er der to ting som kommer med fra hvert liv, den her halskæde, og smerten, den smerte jeg har været igennem i mine tidligere liv, og de ar jeg har fået følger med hver gang, hober sig op. Oh og med hensyn til min halskæde, så fik jeg den af min far, han lavede den til mig dengang jeg lavede mit første sværd, det var hans måde at vise mig at han accepterede mig som jeg var, lige meget hvad, og den er det eneste jeg har tilbage fra det liv.'' Ryse stoppede op, drak resten af sin øl og sagde ''så er det din tur Skadi, hvem er du og hvorfor er du som du er?

Skadi lyttede opmærksomt til Ryse's historie. Han havde meget at fortælle, virkede ærlig og åben som en bog. Hun forstod ham. En særling som hun selv var, én der var alene. Dog virkede han til at have fået kærlighed fra sin familie og som han fortalte om sin fars død og halskæden, kiggede Skadi bare bittert frem for sig. Hun huskede godt sin fars sidste ord: "Edsbryder! Du er ikke velkommen i dette hjem! Jeg burde kløve din pandeskal og fodre dig til ulvene!" Alene tanken gav Skadi et bittert udtryk i ansigtet, mens hun igen tømte sit ølkrus og fyldte både Ryse's krus og hendes eget på ny, alt i mens han spurgte ind til hvem hun var og hvorfor hun var, som var.

Skadi brød sig ikke om at tale om sig selv. Men her havde Ryse delt alt om sig selv og hun kunne ikke bare sidde og sige ingenting. Hun rømmede sig akavet og tog en dyb slurk af sit krus, hvorefter hun stillede det fra sig, en smule hårdt mens hendes ansigt tog en hård drejning. Hun lukkede sine følelser godt og grundigt inde, som hun begyndte at fortælle: "Jeg er født i norden, i en lille landsby," startede hun ud før hun noget brat afbrød øjenkontakt for at tage sin økse frem i hænderne, mest for at rense den for blod. At hun havde noget at tage sig til hjalp på den stigende følelse af rastløshed i hendes væsen. "Havde tre brødre, én af dem var ældre end mig.. Jeg var den eneste der havde magi i blodet derhjemme, så fra helt lille blev jeg stemplet til at være en særling. Skadi Farseer er mit fulde navn. Jeg fik efternavnet da jeg var 13 vintre gammel og fik mit første... Syn," hun hadede sine syn og hun nærmest spyttede ordet ud. "Jeg ser ting.. I fremtiden.. Nogle gange i drømme, andre gange mens jeg er vågen.. Og jeg så min storebror dø... Jeg vidste bare ikke at det var mig, der skulle svinge våbnet.. Efter det blev jeg en edsbryder og var ikke længere velkommen, så jeg skred derfra," Hun skar sig på øksen ved et uheld fordi hendes bevægelser blev mere vrede i det, men det healede hurtigt. "Jeg har et... Monster... Inden i mig.. Det er mig.. Men det er også ikke mig.. Jeg har en tørst for at smadre ting, og den er uslukkelig.. Det er mig," hun kiggede nu på Ryse igen og tillod sig et sekunds svaghed da hendes blik blev fyldt med vrede og sorg, men hun lukkede det også meget hurtigt inde for at kigge væk fra ham, tilbage på øksen.

Ryse så til mens Skadi fortalte om hendes fortid, han lagde mærke til at hun tydeligvis ikke var glad for denne evne til at se fremtiden. At hade en medfødt evne, se det er noget Ryse kender til. Han var trist over at høre at hun havde haft det så hårdt, men han valgte ikke at vise det, hun virkede ikke som den slags person som ønskede den slags, hun virkede ikke som den slags person som ville have at alle havde ondt af hende og trøstede hende, ligesom ham selv. Han lagde mærke til hvordan hendes blik blev fyldt med vrede og sorg lige efter at hun omtalte mosteret inde i sig, det slags monster som Ryse godt kender til, men Ryse havde accepteret at det bare var sådan det var, han havde accepteret at lige meget hvad han gjorde, så ville han have en enorm vrede, sorg, og had inden i, men at se hvordan hun også kæmper med det gav ham en følelse af en forbindelse mellem de to.

Ryse rejste sig op, gik et par skridt for at komme hen til hende (og gjorde sit bedste for ikke at lave nogen smertes udbrud), han gik ned på knæ foran hende, tog fat i hendes hage og rykkede hendes hoved så deres øjne mødes. ''Der findes tre slags monstre, dem der er monstre grundet sult, dem der er monstre grundet smerte, og dem der bare gerne vil se verden brænde. Jeg er nummer to, hvad er du?''.

Ryse's handling med at sætte sig foran hende og nærmest tvinge hende til at skabe øjenkontakt gav hende hårde øjne da hun kiggede ind i hans. Hans spørgsmål kom dog bag på hende, og fordi hun ikke havde lyst til at lyve, vidste hun godt hvad hun var nødt til at sige, hvor svært det så end var. Hun tøvede længe mens hun stirrede i hans øjne, før hendes blik et kort øjeblik igen blev helt blødt. "Nummer to," sagde hun lavt, næsten knurrende. Hun følte sig som en ulv trængt op i et hjørne og hendes modvilje mod at være så nær og intim i dette øjeblik, skinnede igennem hendes øjne og efter lidt tid rykkede hun sig en smule væk fra ham med et surt blik for at dække over den sandhed hun bar i sit hjerte. Et hjerte der tusinde gange var blevet stukket i og trampet på, som hun havde mistet tilliden til folk.

Et kort øjeblik skævede Skadi mod Ryse. "Jeg har næsten altid haft det monster i mig, men jeg er ikke sulten, og jeg har ikke lyst til at se verden brænde. Det er et meget nemt svar," hun forsøgte ærligt talt at skjule smerten bag den smule logiske sans hun havde. Hun var ikke klog, men den var der. Den smule logiske sans der var nok til at hun ikke bare kunne finde på at kaste sig ud over en kløft for at få fat i sin fjende. 

Ryse var glad for at hun havde svaret ham sandfærdigt, han lod hende trække sig lidt væk, det gav mening at hun havde brug for det, men så sagde hun det, at det var et let svar. ''Du tager fejl Skadi, det er ikke et let svar, det er faktisk et forfærdeligt svært svar. De fleste ville svare et eller tre, fordi de tror at det er sådan de har det, men det er meget sjældent at det faktisk er. Dem der vil se verden brænde, vil bare gerne have at andre føler den smerte de selv føler, så at de ikke behøver at være alene. Dem der er sultne er kun sultne efter en ting, omsorg, og det er du også Skadi, lige meget hvor hårdt et udtryk du sætter på, lige meget hvor meget du gemmer dine følelser væk, så er det stadig den ene ting du har brug for!'' Ryse rykkede sig tætter på Skadi, næsten helt op af hende og næsten hviskede ''og det har jeg tænkt mig at give dig'', hvorefter han tog hende ind i sin favn, krammede hende, lod hende mærke hans krops varme, hans hjerte der slog, og bare, holdte hende.

Skadi skævede mod Ryse idet han fortalte at hun tog fejl. Jo længere han kom i sin forklaring, des mere modvillig blev hun mod den. Det var ubehageligt, hun ønskede ikke hans omsorg, allerhelst ville hun bare gerne have et dask på skulderen og et "tak for kampen", men så igen havde hun aldrig oplevet rigtigt at være et barn. Hver gang hun havde slået sig, var det jo bare resulteret i at hun havde haft lidt ondt og derefter var healet. Hun stirrede efter Ryse da han igen lukkede afstanden mellem dem og i starten var hun ikke særlig glad for at skulle blive omfavnet på denne måde, så selvfølgelig forsøgte hun at undgå det, men hun var træt og derved lidt langsom. Det endte med at hun var "fanget" i Ryse's favntag. "Pjat med dig!" hun skældte og smældte og var i starten rigtig sur. "Jeg er ikke sulten efter sådan noget.... Sådan noget bras! Jeg er en kriger, jeg kan godt ta' lidt tæv!" hendes stolthed skinnede virkelig igennem, hendes higen efter at få den anerkendelse der bestod i, at få at vide, at ja, det var hun. At få at vide at hun var en stærk kvinde.

"Jeg... Jeg gemmer IKKE mine følelser væk!" hun forsøgte at komme fri, men hun var i ubalance i forhold til hvordan han holdt hende ind til sig, så lige meget hjalp det. Til sidst gav hun bare op og lod det ske. Hendes hårde øjne var fyldte af vrede, direkte foragt for alt det lort hun havde oplevet. Ikke mindst den skam hun faktisk følte over, at hun ikke kunne redde ham slaven i Balzera. Til sidst blev overvældet af det og kunne ikke stoppe tårerne. Hendes gråd var tavs som døden selv og selv i dette favntag forsøgte hun at gemme sit ansigt. Hun hadede at være svag.