Atuf Sa’di Hakim

Krystalisianer

Status: Arkiveret

Godkendt: 10.03.2012

Antal posts: 17

Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Atuf Sa’di Hakim
Kaldet: Tyvekongen, Ørnen, Nemo, Gale Nemo
Køn: Mand
Alder: 30
Fødselsdag: 29. oktober
Tilhørsforhold: Sand Neutral
Tro: Azur
Erhverv:
Nuværende levested: Dianthos - Hovedstaden
Race: Menneske

Udseende

Højde: 181 cm
Vægt: 77 kg
Hudfarve: Hans hud er meget almindelig med en lidt solbrun farve

Hårfarve: Rødbrun

Hårstil: Hans hår er stridt og så langt at det dækker ørerne. Han har også et kort hageskæg, men det dækker ikke hans kinder.

Øjenfarve: Mahogni brun

Kropsbygning: Muskuløs

Hverdagstøj: Han har to normale klædningsdrager. Den ene er, når han er Nemo. Der er han i en laset kofte og slidte bukser, og slidte filtsko. Han ligner en fattig tyv eller tigger. Han har også et bælte hvori der sidder en dolk.
Den anden dragt er når han er Ørnen, eller Tyvekongen. Han bærer så nogle posede bukser i udsøgt stof i karminrøde farver, af og til en karminrød kofte i fin uld og en stor maske med ørnenæb. Det dækker den øverst halvdel af ansigtet, og to sprækker gør det muligt for ham at se igennem masken. ”Fjerene” kan foldes ind og ud efter behov for at pryde hans hoved mere eller mindre. Han bærer også nogle sko i ledder. På sin venstre hånd har han en anordning med tre klør på hans håndryg, der kan trækkes ind.

Ar, permanente skader, el.lign.: Han har nogle små ar rundt omkring på hele sin krop, og på lænden har han tatoveret en sort dolk, som et bevis på at han er med i Det Sorte Laug.

Særlige kendetegn: Ørnemasken, den tatoverede dolk

Magi

Magisk evne (1): Virkelighedsmanipulation: Atuf er i stand til at manipulere med den fysiske verdens virkelighed. Han kan vride verden inden for en radius på 50 meter til sit eget forgodtbefindende. Afstanden kan variere, og ved lavere kontrol har det med at sprede sig uhæmmet (ind til det maksimale). Han kan ændre på stort set alt i virkeligheden, hvis han vil. Han kan dog ikke påvirke levende væsner med højt intelligens niveau (humanide væsner og andre talende væsner). Han kan heller ikke få virkeligheden til at skade nogen, udover sig selv.
Det han ville kunne være i stand til er at ændre på formen, farven og fysiske egenskaber på virkeligheden. Fx vil han kunne vride jorden rundt i spiraler, og selvom man går på jorden, og man hænger med hovedet nedad vil man stadig sidde fast til jorden man står på, som om man vendte den rigtige vej, eller han kan få floder til at bugte sig anderledes, flyde den forkerte vej eller ude i luften. Han vil også kunne lave uhåndgribelige ting faste, som fx en regnbue så man vil kunne træde op på den. Han vil også kunne få ting til at dukke op som ikke var der i forvejen, som fx en dør ude i den blå luft, og når man åbner den er der et helt andet scenarie bagved. Han kan også få ting til at forsvinde, som om det aldrig har eksisteret. Han kan altså ændre strukturen på det hele (med de nævnte undtagelser), og han kan ikke få den nye virkelighed til at skade andre efter sin egen vilje. Han kan også ændre retninger i virkeligheden, så frem ikke er frem, og når man falder, så flyver man opad (og rammer noget (man falder ikke op hele tiden)), og hvis man prøver at løbe så begynder man at gå, meget langsomt baglæns. Han kan ikke frembringe levende liv ud af intet. Han skal bruge andet levende liv, hvilket han har meget svært ved at manipulere med.
Siden dette ikke er en naturlig del af virkeligheden er ændringen aldrig permanent. For at opretholde en anden virkelighed i mere end fem minutter skal den ændres konstant, og det kræver noget energi af Atuf. Stort set det eneste der begrænser evnen er fantasien, hvilket har stor betydning i forhold til Atuf på grund af hans mentale ustabilitet. Når han ryger ind i en af hans perioder med enorm vanvid (Kontrol 1), vil han ikke kunne styre sin fantasi til at ændre verden til noget af det mest groteske og syrede i verden, og han vil ikke kunne finde ud af at styre det hele. Man vil virkelig få et syn på hvordan hans sind er, nemlig et fuldstændigt kaos. Når han så er i sine mest stabile perioder (Kontrol 10) vil han kunne ændre virkeligheden præcis som han vil. Altså kan han begrænse sig, og hans oprørte og splittede sind overtager ikke styringen af disse evner.
Dygtighed til at kontrollere evne: Middel

Magisk evne (2): Ingen magisk evne

Personlighed

Talenter:
- Dans
- Taktik
- Forestille sig ting
- Få viden han vil have
- Lyve
- Fingernem

Svagheder:
- Skizofreni: Han har af og til meget svært ved at adskille fantasi fra virkelighed
- Personlighedsspaltning: Det er mere en form for ekstreme humørsvingninger og dramatisk skift af personlighed end en direkte personlighedsspaltning, da han altid er den samme, og ikke noget med en anden ’person’ tager over.
- Paranoia: Det er en mild form for paranoia, hvor han føler af og til at blive overvåget
- Damp: Det er også en mild form, men han har nogle koncentrationsproblemer, og svært ved at sidde stille alt for længe.

Interesser:
- Tyveri
- Information
- Politik
- Dans

Drømme/ønsker:
- Være den største tyvekonge nogensinde
- Finde Baruch igen

Elsker:
- Tyvene
- Politik
- Diskretion
- Dans
- Loyalitet
- Baruch
- Musik
- Fersken

Hader:
- Fordømmende folk
- Illoyalitet
- Sladder
- Farven violet
- Rabarber

Helindtryk af personlighed:
Mange ville betegne Atuf som gal. En mand med et sind knust til ukendelighed, fordi han har en forestillingsevne der grænser op til det usædvanlige. Han er dog ikke en der vandrer rundt og klapper i luften af en eller anden åndssvag grund, men når man ikke kender ham, og blot ser ham, virker han som en ganske almindelig mand. Han virker nemlig ganske almindelig når man først møder ham, og ganske høflig og dannet. Han har nemlig styr på etiketten for at være høflig, hvilket han anser som vigtigt siden han er tyvenes konge, så kunne han godt udvise en hvis dannelse, fordi det skadede jo aldrig nogen at være høflig. Han har visse principper han gerne overholder og han har visse moralske regler han gerne vil overholde. Han er også en hård, men (forholdsvis) retfærdig regent, og straffer dem som ikke følger de love han laver, hvilket er en slags æreskodex blandt tyve, og dem der ikke kender den vil hurtigt få lært den at kende ved at Ørnen får dem bragt frem foran sig.
Dette er selvfølgelig kun når han er mest stabil, og det er kun i den tilstand han præsenterer sig selv som Ørnen for andre. Den tilstand er ikke særlig tit aktiv for lang tid, da han let forfalder til dagdrømmeri og vrangforestillinger af virkeligheden. Han kender godt til at det ikke er helt normalt, men han hader at blive kaldt en gal mand, og ænder hurtigt ud i raseri hvis nogen kalder ham for gal. Han har nemlig også af og til problemer med kraftigt svingende humør, og han kan på et splitsekund gå fra den blideste person til den mest brutale mandsperson, og der skal ikke meget til at få det til at vælte over til en anden personlighed. Han kan dog også finde tilbage til sit roligere sind, hvor han stadig har bevaret alle sine moralske og etiske regler.
Han er dog langt mere frigjort når han vandrer rundt som fattige Nemo. Nemo er hans frirum hvor han kan få lov til at være gal uden at nogen ville tænke mere over det, end at han var en fattig mand på gaden, der nok var blevet gal af at bo alene, og så begyndte at hallucinere. Her er han mere åben for folk, men skjuler dog stadig sit sande jeg bag løgne og historier, fordi som Nemo fortæller han underlige eventyr, som få har svært ved at forstå. Han er for det meste meget munter og livlig som Nemo, og han er nærmest en gøgler. Han er en der morer sig frit foran alle, fordi ingen tager sig af Nemo. Dog har han det også her med at ændre karakter meget drastisk. Han er dog mere villig til at bruge sine magiske evner som Nemo, også fordi han lader sit sind ofte løbe frit som Nemo, og mister lettere kontrollen over sine evner. Kun fire personer kender til forbindelsen mellem Ørnen og Nemo, og kun en af disse tre personer kender hans rigtige navn. Nemo er derfor også ham der går rundt som tyven, fordi det ikke ville være godt at blive fanget som Ørnen, da Tyvekongen ikke lader sig fange af byvagterne.
En af hans største hemmeligheder (udover hans rigtige navn) er Baruch. Baruch er en barndomsven, som ingen andre end han kender. Baruch har længe været i hans sind, og er blevet væk, og han søger efter Baruch hele tiden, men han har kun fortalt det til en enkelt mand. Det er den samme som kender hans rigtige navn. Baruch er hans fantasiven, som ikke eksisterer i virkeligheden, eller han er i tvivl. Han ved at han har svært ved at skelne virkelighed fra fantasi, så han tvivler meget på om Baruch eksisterer, så derfor leder han efter Baruch, fordi tænk hvis han virkelig eksisterede, og han så egentlig kun fornægtede ham.
Han er også en meget omsorgsfuld person, og han er meget loyal når man først har vundet hans troskab. Han passer på det og dem han holder af, og han yder så meget beskyttelse til dem som muligt, og siden han er ret involveret i Hovedstadens politik, så kan han få frem til de rette ting. Han kan derfor nemt få fangede tyve, der er under hans beskyttelse ud af arresten eller redde dem fra henrettelse. Han er nemlig en ret magtfuld, og man skal ikke betvivle hans magt, fordi han kan anskaffe stort set alt (både mennesker og ting).

Baggrundshistorie

Fortid:
Solen skinnede fra en blå himmel hvor enkelte dovne skyer drev forbi sammen med flokke af trækfugle, der var på vej mod de koldere egne i norden. Den lette fuglesang blev blandet med vindens lette susen mellem klipperne og graner der knirkede lidt og svejede elegant i vinden. Små pletter af sne lå og smeltede på bjergsiden i den kølige luft. Det føltes lunt på bjerget, fordi kulden havde hersket længe og den svage brise og den høje sol varmede stenene og små bække af smeltevand rislede ned langs bjergstier og små bække der kunne findes hist og her.
I dette idylliske univers lå der en hytte af sten med et skiffertag, der skinnede i solen af smeltevandet fra taget. Ved siden af hytten lå en mindre hytte. Dørkarmen sortsvedet og ingen vinduer. En enorm skorsten steg op fra den. Der kom ingen røg, men fra den anden fine hytte steg en mild røg op fra skorstenen der blev forblæst lidt i forårsvinden. Døren til den store hytte var på klem. Ud af døren trådte en dværg med et langt hvidt skæg og grove klæder. Han var i gang med at feje. Den mindre hytte var tydeligvis en smedje, fordi dem der kendte til området vidste at, i nærheden var en af de større dværgminer. Der lå mange af disse hytter i området, mens landsbyen lå tæt op af minen. Der var tit meget langt mellem hytterne, så man ikke kunne se andre hytter, selvom man altid kunne skimte landsbyen længere nede i dalen.
Et ørneskrig fyldte luften. Ørne var almindelige i bjergene, så de fleste ville ikke tænke videre over det, men dværgen med det hvide skæg så ned langs bjergstien der førte op til sin hytte. Han kunne høre at dette ikke var en rigtig ørn. Han havde hørt dette kald rigtig mange gange, og han havde også selv lært den unge mand dette kald for så mange år siden. Han stoppede med at feje og stilede kosten ved siden af døren og ventede. Der ville ikke gå lang tid før han ville få øje på den unge mand, som skulle være på vej ud af skovbrynet nu, og rigtig nok, der kom en ung mand i laset tøj, en vadesæk over skulderen stridt rødbrunt hår og et fint skæg. Han smilede venligt og vinkede ivrigt til dværgen. Han gik til og lavede nærmest af og til nogle dansetrin mens han gik op af bjergstien. Dværgen vinkede tilbage til den unge mand,
Da den unge mand kom indenfor hørevidden begyndte en samtale dværgen ikke har haft med nogen hele sit liv, fordi det var en livsfortælling, som han troede han kendte så godt, men alligevel ikke.

”Godformiddag Atuf. Du har haft en lang rejse foran dig kan jeg se.”

”Hej Finorfin. Jeg vil gerne have dig til at hjælpe mig med noget.”

”Ja, det kan jeg jo regne ud. Hvad er det nu der er galt? Det er vel ikke din maske der driller?”

”Nej, det er den ene klo der sidder fast, så den kan ikke trækkes ind igen. Jeg har kigget på det, men det er ikke noget jeg kunne ordne, så vidt jeg kunne se.”

”Jamen, så lad os se på den. Jeg henter lige et bord ud i solen. Vejret er jo godt, så det vil nok være bedst at sidde udenfor. Du kan låne en kappe hvis det er for koldt.”

”Jo tak. Det er ret friskt.”

”Sæt dig bare. Jeg kommer med kappen lige om lidt.”

”Tak.”

”Nå, lad os så se på de klør.
Ja, det skal til en længere operation. Det kommer nok til at tage resten af dagen.”

”Jeg har tid. Løvinden tager sig af tingene derhjemme.”

”Det hele går ellers godt?”

”Ja. Jeg har ikke haft så mange problemer med sindet på det sidste. Måske… måske er det ved at hele.”

”Det lyder godt min dreng.”

”…
Var det?”

”Hvad er der? Hvorfor for du sådan op?”

”Jeg troede lige… nej, der var ikke noget.”

”Hvad er der? Du kan altid fortælle det til mig.”

”Jeg troede bare at jeg så Baruch.”

”Baruch? Ham har jeg ikke hørt om. Hvem er han?”

”Jeg har aldrig fortalt nogen om ham. Han… han var min barndomsven.”

”Du fortæller ikke tit om din barndom inden jeg tog dig til mig.”

”Ingen kender så meget til den. Ikke en gang far. Jeg kan ikke en gang huske far. Jeg ved bare at jeg havde en far, men han havde ikke tid til mig. Han rendte altid rundt og lavede alt mulig andet. Jeg kan ikke en gang huske hvad han lavede. Han var der bare. Der var en pige der hjalp ham derhjemme. Jeg tror mor var død. Pigen sagde altid noget med da fru Anna levede, der var det anderledes. Måske var det mor. Jeg har altid forestillet hende som en smuk kvinde med langt mørkt hår og milde øjne. Ved du hvem min mor er?”

”Nej. Jeg kender jo ikke en gang din far. Jeg fandt dig jo da du var løbet væk. Jeg fandt dig jo helt syg og udsultet i skoven, mens du talte i tåger.”

”Allerede da jeg var lille sagde folk at jeg var gal. Måske var det derfor min far ikke snakkede til mig. Måske skammede han sig over mig.
Jeg var alene, fordi jeg jo ikke havde nogle kammerater at lege med. De synes jeg var mærkelig. Jeg havde en god fantasi. En for god fantasi hvis du spørger nogle.”

”Din fantasi har altid været livlig, Atuf.”

”Ja, der er jo ikke mange der kan bringe sin fantasi til live.
En dag kom der en dreng forbi. Det var Baruch. Den første der snakkede til mig. Vi legede sammen i skovene, ved bækken, i markerne, ja overalt. Han var den ven jeg altid havde ønsket. Vi kunne snakke sammen om alt, og vi kunne grine af hinanden og lave tossede ting sammen hele tiden. Jeg vidste ikke hvem hans forældre var. Jeg vidste heller ikke hvem mine egne var, så det bekymrede mig ikke, men hver gang jeg gik hjem, så sagde han at han skulle også selv hjem, men næste dag var han der altid. Vi kunne altid lege sammen, indtil far dukkede op. Han så mig lege med Baruch, eller der gjorde han ikke. Han råbte bare af mig, og han så ud til at være meget vred. Jeg kan ikke huske hvordan han så ud, men han var bare en sky af vrede, og jeg troede han ville slå mig. Han havde jo gjort det før. Jeg havde ikke lyst til at blive slået, så jeg og Baruch løb og løb. Vi var bange. Vi flygtede ind i skoven, mens far han råbte og trampede efter mig. Jeg tror kun jeg var elleve somre gammel der. Jeg løb sig sag gennem det hele, men Baruch var ikke så hurtig til at følge med, og da jeg sprang over en kløft og løb videre kunne jeg høre at Baruch ikke var sammen med mig. Jeg løb tilbage for at se om jeg kunne se ham i kløften. Jeg ville ikke miste min bedste ven, men han var væk. Helt væk. Jeg ved ikke hvor han var forsvundet hen. Han var bare væk og jeg kaldte på ham, og ledte efter ham. Jeg blev bare ved. Jeg var nok allerede lidt gal den gang, fordi selv da det regnede i stride strømme blev jeg ved med at vandre rundt i regnen og kalde på ham. Jeg tror jeg græd. Jeg drømmer stadig om de dage hvor jeg gik rundt og prøvede på at finde ham. Jeg ville ikke give op.”

”Viljestærk har du altid været Atuf. Det er en god egenskab. Den skal du værdsætte.”

”Selvom det næsten slog mig ihjel. Du fandt mig jo efter de dage hvor jeg bare har gået rundt i skoven og prøvet at finde Baruch. Tror du at det var dumt af mig at lede efter ham?”

”Du leder stadig efter ham. Har jeg ikke ret?”

”Jo.”

”Nej, det var ikke dumt af dig. At lede efter den person man elsker allermest er aldrig dumt.”

”Jeg elsker ham da ikke! Jeg ligger jo ikke med mænd Finorfin!”

”Det siger jeg heller ikke Atuf. Den man elsker mest behøves ikke at blive elsket på den måde, men han stod eller står dit hjerte meget nært. Han var trods alt den eneste du kunne snakke med den gang. Jeg forstår dig godt. Tror du han er virkelig overhovedet?”

”Den gang var jeg sikker, men det er jeg ikke mere. Jeg kender jo til mit sind. Det er ikke helt mere. Men jeg kan jo ikke lade være med at lede efter ham. Tænk hvis han er ægte, og jeg så har fornægtet ham? Det vil jeg da ikke kunne gøre.”

”Nej det er rigtig nok.”

”Da jeg så kom til dig var jeg meget ked af det. Kan du ikke huske det? Jeg gik altid ned til skovbrynet og sad der og kiggede, håbede at Baruch ville vise sig. Det var også der jeg opdagede at jeg kunne ændre verden. Jeg kunne lave skoven til vores yndlings legesteder. Vores træhule, floden hvor vi altid badede, klatretræet, det hele.”

”Ja! Om jeg kan huske det! Du skabte en del påstyr med det. Alle var ikke så glad når vejen pludselig blev skiftet ud med en enorm flydende flod eller at i stedet for at komme til en skov så var der en stor svejende kornmark.”

”Så har de ikke oplevet når mit sind gik amok. Det var jo ren kaos.”

”Dit sind var allerede længe brudt. Det blev bare værre efter at du var blevet slået ud af den stenbuk. Jeg var jo den eneste der kunne komme hen til dig.”

”Jeg kan ikke huske den tid så godt. Jeg kan bare huske at alt blev et værre mudder, og alt var næsten sort, og du var det eneste lys. Du hev mig jo ud af det. Du beskyttede mig. Det var jo derfor du flyttede så langt fra landsbyen. Du ville ikke have at nogen gjorde mig noget, fordi jeg var gal. Jeg er jo stadig gal, men jeg har det jo så meget bedre fordi du trak mig ud af det. Jeg kan stadig huske at jeg troede at mus de gik med sværd og spidede svampe med dem for at de kunne forsvare sig mod rovdyr, så jeg hjalp dem altid med at finde svampe til dem, så de kunne blive stærkere, og jeg var fascineret af dem. De var skyld i at jeg også ville være stærkere, fordi der var jo også monstre der jagtede mig, som kun du kunne hjælpe mig med at jage væk. Du gjorde det også, selvom du vidste at de ikke var der. Måske var det det der gjorde at du fik mig befriet fra de værste ting. Jeg har stadig nogle gange at jeg føler at nogen hele tiden holder øje med mig.”

”Du har ændret dig meget siden da, min dreng.”

”Ja, men jeg kan stadig mærke vanviddet prikke til mig hele tiden. Sjakalen kan ofte hjælpe mig med at holde styr på det, men det er så tit jeg bliver nød til at gå ud som Nemo. Jeg både elsker og hader Nemo, som jeg elsker og hader Ørnen, ligesom jeg også elsker og hader mig selv, men jeg frygter mig selv mest.”

”Hvorfor blev du egentlig Ørnen? At blive tyv var jo ikke det nemmeste.”

”Det var jo det det var. Jeg stjal jo allerede lang tid inden jeg kom til hovedstaden af dette land, og blev der. Jeg stjal jo fra alle dværgene i landsbyen, selvom det var meget svært at liste mig uset rundt, men de mistænkte ikke mig, fordi jeg jo var gal. En galning er ikke så god til at stjæle.”

”Du er meget fingernem, men du behøves ikke at bevise det hver gang du er her.”

”Undskyld. Det var så fristende.”

”Du er virkelig dygtig til det. Jeg lagde ikke en gang mærke til at du tog mit bælte.”

”Derfor vandt jeg også så meget respekt blandt tyvene. Jeg lavede bare den fejl, den gang vi var i hovedstaden, hvor du skulle aflevere nogle af dine varer, at stjæle fra den daværende tyvekonge. Jeg troede jeg var sluppet godt fra det, fordi det gik jo en hel dag før de fandt mig.”

”Så det var derfor du pludselig forsvandt for mig. Jeg tænkte at en sekstenårig knægt nok havde fået øje på noget pænt, og forført hende, selvom dit sind endnu var ret splittet, men så det var tyvekongen der hentede dig.”

”Jeg troede jeg skulle dø. Jeg bad sådan i mit sind at Baruch ville komme og redde mig, og jeg troede hele tiden at jeg kunne se glimt af ham i mængden af og til. Tyvekongens residens var flot og prangende, men ikke lige så skjult som min residens.”

”Ja, du gør jo også meget i at holde den så hemmeligt. Det er jo kun dine nærmeste tyve der kender vejen hen til den. Hvor langt nede er du egentlig?”

”Det ved jeg ikke, men det er langt. Takket været dig har vi jo gjort den meget sikker, og alle de hejseting som du har fået automatiseret har gjort det meget sjovt at rejse gennem gangene, og alle de udsmykninger vi har lavet. Det er virkelig smukt.
Nå, men tyvekongen var fascineret af mine evner, fordi der var ingen der havde kunne stjæle fra ham i flere år, så derfor tilbød han mig at blive, og han ville gøre mig endnu bedre, og oplære mig som mestertyv. Han så noget potentiale i mig. Han vidste jeg kunne blive en stor tyv, men han fandt så også ud af hvor ustabil jeg var.”

”Så den fine mand der spurgte om det var fint med mig at du blev i hovedstaden var tyvekongen selv? Det må jeg sige dreng. Du imponerer mig virkelig stadig.”

”Jeg var overrasket over hvordan han tog min galskab. Han anså mig ikke som en gal, bare en med mange gode ideer og en flot fantasi som kunne udvikles til noget brugbart.”

”Jeg har da heller ikke anset dig som en gal da du var hos mig.”

”Nej, det har du ikke. Du har jo selv et kreativt sind. Ellers havde du nok ikke skabt alle de automatiske fælder i min residens, og maskerne og mine våben.”

”Du hjalp mig nu noget med dine næsten utrolige ideer. Jeg var nok skør nok til at afprøve alle dine ideer.”

”Ja, det må du have været. Nå, men Tyvekongen lærte mig virkelig meget. Jeg blev langt mere fingernem end jeg havde været i forvejen, og han lærte mig faktisk at beherske mine besynderlige evner. Jeg begyndte jo at kunne skabe noget konkret når mit sind ikke gik fuldstændig i selvsving. Allerede der mødte jeg ham der kom til at være Sjakalen. Han hjalp mig også meget med mit sind og han blev også en god ven, men det var aldrig det samme som Baruch. Når jeg havde tid gik jeg ud og ledte efter Baruch.”

”Og Tyvekongen sagde ikke noget til det?”

”Jeg fortalte jo ingen om det. Du er den første der overhovedet hører om Baruch.
Desværre kom der jo den dag hvor der var en blandt tyvene der besluttede sig for at der var på tid til et regentskifte, og det var ikke en gang ved åben kamp at han vandt. Det var en bedragers vej han gik. Han stak Tyvekongen ned bagfra, og den nye Tyvekonge var ikke lige frem en helt blandt særlig mange af tyvene, og de der arbejdede tæt på ham var bange for ham, og de var tvunget til det. Han fordømte selvfølgelig mig med det samme da jeg vidste den mindste smule galskab. Jeg var atten der, så han anså mig ikke for meget, selvom jeg allerede var en voksen mand. Jeg havde bare en af de øjeblikke hvor alt var en stor omgang rod, og Sjakalen havde de jagtet væk. Det var der jeg kom i kontakt med dem der blev Slangen og Løvinden. De vidste godt hvor tæt jeg havde været på den gamle Tyvekonge. Han havde næsten været en anden for mig.”

”Hvad med mig?”

”Du var som min første far.
De besluttede sig for at hjælpe mig med at komme tæt på den nye Tyvekonge, fordi de ikke kunne lide ham, men de havde en underlig tillid til mig. De stolede på mig. De anså mig som deres leder. Der besluttede vi os for at skjule vores sande identitet for resten af tyvene og kom derfor hen til dig for at hjælpe os med det.”

”Det tog mig en hel måned at lave de fire masker og dine klør. Men jeg må sige jeg er ret tilfreds med det. Det ser virkelig godt ud på jer. Jeg kan nu virkelig bedst lide din maske Atuf. Den har jeg også lagt mest arbejde i.”

”Det er også et smukt stykke arbejde. Vi er alle fire utrolig glade for dem.
Efter vi havde fået skjult os selv, og jeg gjort mig mentalt parat angreb vi den nye Tyvekonge. Han var paranoid. Han havde prøvet at skjule sig ved at trække sig ud i skoven og have sin residens der, men det var ikke gået lang tid for Slangen at få nogle tyve til at spionere for ham. Han har bare det talent. Det var jo derfor han blev Slangen.”

”Ah ja. Den Snedige Slange. Han har virkelig sine talegaver i orden. Hvordan har han det egentlig?”

”Han har det rigtig godt. Han har fået infiltreret mange store organisationer. Både byvagten, Lysets Krigere, Mørkets Krigere og Rutus Taurus.”

”Imponerende. Du har virkelig anskaffet dig det bedste af det bedste.”

”Jeg er også glad for dem. De kan dog stadig ikke hamle op med Baruch.”

”Ja, det har jeg forstået.”

”Ude i skoven hvor der ikke er så mange der bliver påvirket er jeg ikke bange for at bruge mine evner på den større skala. Der kunne jeg jo frit manipulere med virkeligheden, men først skulle jeg jo have isoleret Tyvekongen, så det Sjakalen, Løvinden og Slangen gjorde var at holde hans vagter fra ham, og der skulle ikke meget til at intimidere hans vagter, så han var egentlig et nemt offer. Han var ynkelig sådan som han bad om nåde. Da jeg så afslørede mig for ham blev han straks mere modig, fordi hvordan kunne en galning på nogen måde kæmpe imod en så garvet og modig tyv som ham? Ham der havde besejret den gamle store Tyvekonge!”

”Han fandt så ud af en hel del andet.”

”Ja. Først fik han lov til at vandre i mit sinds verden. Han mistede den sidste smule mod der. Han kunne ikke forestille sig at leve i sådan en verden, så han troede at han selv var blevet gal, og det var umuligt at tale ham til fornuft. Løvinden, Slangen og Sjakalen var alle sammen tilstede, og de havde selvfølgelig også prøvet at vandre i de der forskellige verdener, så de vidste at de skulle forvente det uventede, så det rørte dem ikke synligt, selvom de bagefter fortalte mig at det var meget svært at vende sig til at stå på en væg, som føltes som om man stod i noget meget elastisk, uden at glide ned mod jorden, men bare blive hængende.”

”Uf. Det kan jeg forestille mig. Har du vendt dig til det?”

”Hele mit liv har vendt skævt, så hvorfor skulle jeg ikke have vendt mig til mit sind?”

”Godt ord igen. Vil du have noget te? Jeg tror vandet det koger allerede. Det er også snart tid til noget frokost. Vil du have en bid med?”

”Jo tak. Jeg er faktisk ret sulten.”

”Det tager jo lige et stykke tid inden jeg kan få ordnet den mekanisme i din klo. Det tog mig jo utrolig lang tid bare at lave den, men nu har jeg jo ret god indsigt i den, så jeg tror ikke at det kommer til at tage for lang tid. Du kan jo overnatte her.”

”Det vil jeg mægtig gerne. Det er også bedst at gå hjemad i solskin end månelyset. Det er jo stadig frygtelig koldt her oppe i bjergene om natten.”

”Det er sandt, og i dit tøj så ville jeg måske faktisk tvinge dig til at blive her.”

”Det tænkte jeg nok.”

”Ikke så næsevis dreng!”

”Nej nej, farmand.”

”Stykke brød?”

”Jo tak.
For at besejre ham blev jeg jo nød til at myrde ham. Jeg kunne ikke lide at slå en forsvarsløs mand ihjel, så jeg lod ham vende tilbage til den virkelige virkelighed, så vi kunne kæmpe nogenlunde lige. Det var dog ikke svært at besejre ham. Han var ikke særlig begavet med et sværd, eller en økse, eller et spyd, eller en dolk. Jeg afvæbnede hele tiden, men da han så blev så desperat som at gå til en gaffel gav jeg ham nådestødet. Han var kun en forræder. Han stak folk i ryggen, og havde frygtet sin egen skygge. Jeg nåede også at få min maske på inden vagterne havde hentet forstærkninger. Da de så den gamle Tyvekonge død for mine fødder, så var jeg blevet den nye Tyvekonge.”

”Så det var der du begyndte at grave din hule?”

”Ja, jeg overtog den gamle residens inde i byen, og takket været nogle tyve, som kunne ændre jorden uden problemer og nogle meget hjælpsomme dværge, og dig, så fik vi lavet de flotteste hulesystemer under hele hovedstaden. De få privilegerede ville kunne komme op ved hvilken som helst gade i sikkerhed, og så kunne tyvene også bare forsvinde under jorden, hvis de vidste hvor huleåbningerne var henne. Du har dog ikke set hvordan vi har udsmykket det hele. Det er blevet så flot og lyst. Selvom vi er mange fod under jorden.”

”Er du sikker på at det ikke ligefrem er mil? Der blev jo gravet utrolig dyb, og de hejseværk jeg lavede var ikke særlig korte.”

”Jeg ved det ikke, men det er hvert fald dybt nede. Det tager et stykke tid hvis man skal ned til mig og dræbe mig.”

”Du er vel ikke bange for et attentat.”

”Enhver tyvekonge kender den risiko. Jeg tog bare mine forholdsregler, nu hvor jeg havde midlerne.”

”Havde du nok til at betale alle de dværge?”

”Ork ja. Alle de mineraler de kunne få fat i når de gravede gangene måtte de beholde, og jeg kan sige dig at der af og til var nogle ret rige depoter af guld og ædelstene. Ret imponerende kan jeg sige. Vi stjal også guld rundt omkring i små mængder, hvis det ville vise sig at være for lidt for dværgene, så vi havde en masse, og det er blevet ret hjemligt. Luftskakterne bringer godt nok ikke meget lys, men man kan mærke den kolde brise når man passerer en.”

”Det er alligevel godt gået når I er så dybt nede.”

”Du har jo selv været med til at producere en luftpumpe. Kan du heller ikke huske det?”

”Jo, jo. Den her dværg glemmer ikke en eneste af sine opfindelser.”

”Det tænkte jeg nok.”

”Nu skal du ikke være fræk knægt!”

”Jeg driller kun.”

”Hmpf.”

”Ja, jeg kom jo i gang med at organisere alle de tyve i hovedstaden, og jeg kan sige dig at det er noget arbejde der tager sin tid. Jeg var jo femogtyve da vi var færdige med hulerne, og det hele skulle jo forgå i det skjulte, udenfor byvagternes syn. Det var noget af et arbejde. Det var ikke bare sådan lige til. Der var gået ret meget kaos i tyvenes æreskodex inden eg var blevet Tyvekongen, så det skulle jo lige ordnes, og takket været Slangens spioner kom ordet hurtigt rundt, til de mest kendte tyve, men der er stadig nogle som jeg skal have fat i, især af de helt unge tyve. Børnene er dem der har sværest ved det hele, men det er så også dem jeg beskytter mest. De ænder alt for tit hos byvagterne, så det er godt at jeg kan få dem fri. Jeg har ikke lyst til at se en lille dreng i galgen, men jeg kan ikke forhindre det alle gangene. Vores kræfter er også begrænsede. Min viden om omverden var begrænset.”

”Du siger; var begrænset? Har du fundet en måde at udvide din horsiont udenfor Hovedstaden, udover det dine spioner finder ud af?”

”Kan du se det her?”

”Det ligner en dagger. Hvad er det?”

”Det er et bevis jeg er med i Det Sorte Laug.”

”Lauget for de kriminelle?! Er du sindssyg knægt!”

”Bare rolig. Det er ikke så slemt, og ja, jeg er sindssyg.”

”Ja, undskyld. Forkert ordvalg.”

”Du er tilgivet. Det er du altid Finorfin. Det Sorte Laug er bare et sted hvor vi deler informationer. Sjakalen, Slangen, Løvinden og jeg er alle med i Det Sorte Laug. På den måde kan vi finde dele informationer med andre. Vi får en del af deres viden, vi deler en del af vores viden. Sådan er det. Det er ikke nogen stor organisation for mordere. Der er godt nok også mordere, men vi fire repræsenterer kun hovedstadens tyve. Vores information er til liden hjælp for en morder, og deres en liden hjælp for os.”

”Jeg kan stadig ikke lide det. Jeg har hørt rygter om Den Sorte Kniv, eller sådan noget. Det må så være Det Sorte Laug.”

”Som sagt er ingen fra Det Sorte Laug nødvendigvis knyttet til hinanden. Vi er bare en orden som deler information med hinanden, beskytter hinanden, og sørger for at vi kan leve videre.”

”Drik din te.”

”Hvordan går det med kloen?”

”Jeg er ved at nå ind til mekanismen. Der er kommet noget i klemme kan jeg se.”

”Det lyder godt. Har du ellers opfundet nogen nye sjove ting? Jeg vil gerne se på dem hvis du vil vise dem til mig.”

”Du må væbne dig med tålmodighed knægt. Du får dem at se i aften, når jeg er sikker på at ingen kigger.”

”Argh! Jeg vil se det nu!”

”Nu skal du ikke være barnlig. Du er en voksen mand.”

”Pff. Jeg bestemmer da selv om jeg er barnlig.”

”Din tosse.”

”Og hvad så?”

”Jeg er glad for at se dig igen.”


Værste minde: Da Baruch forsvandt for ham

Bedste minde: Da han mødte Baruch

Barndomshjem: Krystalbjergene

Familie:
Far: Hassan Hakim – død
Mor: Anna - død

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Over middel
Smidighed: Under middel
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Fantastisk
Mental Udholdenhed: Elendig
Chakra: Over middel
Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Helli
Lige nu: 1 | I dag: 4