”Saddel Morgan op..” mere blev der ikke sagt til den unge kvinde der stod i rummet sammen med hende. Hun knuede hånden omkring et stykke papir og smed den mod kaminen ”Må du brænde i helvede din møg køter” hvæsede hun og stirrede ind i ilden. Som døren atter gik op lod hun ikke blikket flytte sig fra ilden og så hvordan papiret langsomt blev ædt op af ilden ”Hvilken køter har nu ladet sig skue dit øje? En ny ” spurgte han som han gik op og placerede sine hænder på hendes skuldre. Davis, en af dem hun selv havde skabt, en af de få. Kort skulede hun over sin skulder ”Cecil og hans flok… Han er kommet tilbage” hvæsede hun og vendte sig mod David ” Men jeg tager mig af det.. sagde hun og sendte ham et skævt smil. Hun havde tænkt sig at lede de to varulve der var blevet set ved vandfaldet natten for inden, samt op af dagen. Lyden af en der nærmede sig kammeret fik hende til at trække sig væk fra David og hun gik over og åbnede døren. Det var den unge kvinde fra før der var kommet for at meddele at Morgan, hesten var gjort klar. Hun så over sin skulder og gav tegn til David om at følge med. Hun havde grebet omkring den sorte velour kappe, der skulle holde hende varm, trods hun ikke kunne mærke hverken kulde eller varme alligevel, men så ville hun i det mindste ligne et menneske for det blotte øje. Kort sukkede hun inden hun trådte op i stigbøjlen og hoppede op på sin hest ”David.. Du holder styr på de andre mens jeg er væk.. Mit sværd..” sagde hun og tog imod sværdet inden hun bøjede hovedet og fik hesten til at sætte af sted mod vandfaldet.
 
Som hun nærmede sig vandfaldet, fik hun hendes hest til at stoppe op inden hun langsomt gled ned fra den ”Bliv her” sagde hun og så omkring sig. Hun kunne tydeligt fornemme der var noget i mørket sammen med hende og da hun hørte en puslen bag hende, vendte hun sig i så hurtig en fart man nærmest ikke bemærkede ret meget. Hun havde en hånd omkring sværdet, klar til at trække det hvis der var nogen eller noget der sprang ud i hovedet af hende. Kort kneb hun øjnene sammen og fokuserede på et sæt øjne der stirrede ud på hende og med et sprang en varulv ud i hovedet på hende. Hun faldt til jorden med det store dyr oven på hende og kæmpede bravt for ikke at blive bidt ”Flyt… Dig, din møg køter!” hvæsede hun og skubbede med al kraft dyret af sig og kom på benene og trak sværdet. Hun blottede sine tænder mod varulven og så hvordan den igen sprang mod hende, men denne gang fik hun hævet sværdet nok til at skade ulven og så den falde til jorden og langsomt transformere sig til menneske ” Jeg troede Cecil’s køtere var mere hårdføre.. Hvor er han” hvæsede hun som hun pressede sværdet mod struben for varulven og så på ham. Han sagde intet og brummede blot inden han igen forvandlede sig og sprang mod hende i forsøg på at vælte hende omkuld, men den ramte hende knapt nok, men efterlod alligevel et krads mærke på hendes arm inden den forsvandt ud i skoven. ”Hnngh..” hun tog sig til armen og bed hårdt sammen inden hun så mod vandfaldet. Hun gik tilbage til sin hest, men den var ikke til at blive fundet nogen steder og var sikkert stukket af under kampen Selvfølgelig…” vrissede hun af sig selv inden hun satte sværdet tilbage i holderen og gik mod vandfaldet.
 

Da hun ankom satte hun sig ved bredden af vandet og smed kappen fra sig. Hun så mod sin arm og skar tænder som hun lod en hånd glide over de blødende sår ”Møg dyr” hvæsede hun og lænede sig ned mod vandet og brugte den hånd hun netop havde kørt over såret, til at samle lidt vand op og vaske såret med. Hun så rundt, vel vidende om at varulven sikkert var i nærheden, da hun nu var såret. Kort bed hun sammen inden hun rev et stykke af sin kappe og bandt omkring hendes arm. 

Mange ting havde forandret sig i livet på Toretto, han havde søgt væk fra alt og alle lagt sin forhold på hylden som han havde haft til en varulv, en varulv en ting som man bare ikke måtte, men det var slut nu det hele var slut hun havde fået dannet sig en klan, og han selv havde været ramt af pesten, han havde opgivet hans liv som leje morder og havde for det meste bare brugt sin til på at ligge i skjul i hans grotte inde bag vandfaldet, ingen havde forstyrret ham ingen mennesker eller andre levende væsner havde set ham eller hørt til ham, det var bare som om han var forsvundet fra jordens overflade, men denne dag var ikke som alle de andre dage havde været, nej som Toretto lå og sov åbnede hans øjne sig lige pludselig da han hørte lyden af noget der mindede om en varulv, han rejste sig op og tog en dyb indånding og duftede til vejret omkring sig, og selvom hans sanser ikke havde været brugt i noget tid tog de ikke fejl denne gang, han kiggede ud fra vandfaldet som ide kampen var slut og varulven var løbet sin vej, troede denne vampyr som nu sad nede ved vandet, men Toretto kende varulve de forsvandt ikke bare så ide han så varulve flygte løb han hurtigt efter, en varulv var hurtig men Toretto var langt hurtigere og det havde han så hans evne til at takke for, i en busk tæt på, den til skade kommende vampyr, sad varulven og ventede på hun skulle blive uopmærksom, men lige inde den skulle til at springe på hende igen, tog Toretto fat om halsen på den og brækkede halsen på den, sådan man kunne hører lyden af et knæk.

En lille raslen i busken kunne hører tæt på hvor hun sad, Toretto kom roligt gående frem for busken og så til hans stor overraskelse en kvindelig vampyr sidde ved vand kanten, han kunne lugte at hun var skadet men han valgte alligevel at gå rolig hen imod hende med hans blik fastnet på hver en kropbevægelse hun måtte tag.
" du burde ikke have ladet den såre dig, det kunne have kostet dig dit liv " sagde han meget roligt men holde sig på afstand fra hendes sværd, han gik hen til kanten af vandet hvor efter han kort vaskede hænderne, og fik noget vand i håret mens han stadig var fuld opmærksom på hendes bevægelser, han kiggede på hende arm " er du okay  "  af det var langtid siden han havde mødt andre levende personer tog han det meget roligt, måske han var blevet en rolig vampyr nu hvem ved.

Hun så sig over skulderen da hun hørte en puslen, samt der var en duft der nærmest kildede hendes næse. Blod, men ikke hendes eget, men… varulv? Hun tog om sværdet og holdt øje med busken og til sin store overraskelse var det ikke en varulv der kom mod hende, men et andet væsen, en af hendes egen slags. Hun slap sværdet og fortsatte med at vaske såret, ignorerede nærmest den anden vampyr der kom gående imod hende. Hans ord fik hende til at fnyse. Hun vidste udmærket godt at en varulv kunne dræbe hende og hun havde også været tæt på at dø en gang, man David redede hende gudskelov. Hun rev svagt den mørke trøje i stykker ved hendes venstre krave ben ”Tro mig… Jeg har levet længe nok til at vide de møg dyr kan slå mig ihjel.. ” mere sagde hun ikke og så slet ikke på ham, men håbede nærmest han lagde mærke til det kæmpe ar hun havde efter sidste møde med en varulv. Hun havde ganske vidst flere gange mødt varulve, men eftersom hun ikke havde været alene de fleste gange, var der ikke sket et angreb, men de havde blot holdt sig i nærheden, hvis hun på et tidspunkt skulle blive alene. Hun så skævt mod ham og fjernede hånden fra mærket og sukkede ”Ser det sådan ud?” sagde hun og himlede med øjnene som hun så rundt, stadig i forsøg på at finde sin hest, som sikkert var long gone, eller blevet ædt af varulvene der sikkert var ude i skovene.
 

Hun havde bemærket hvordan han nærmest holdt øje med hende ”Du er en af min slags.. Lad være med at frygte mig” sagde hun og så ned på sværdet ved sin side der var blodigt. Hun greb om det med et skævt smil og stak sværdet i vandet for at gøre det rent for blod. Hun så kort på ham og hævede et øjenbryn ”Hvad laver du i det hele taget her ude? Der er fyldt med varulve ” sagde hun og så sig omkring før hun fortsatte ”Plus der er ikke ret meget dække for solen er der?” spurgte hun og så på ham, studerede ham nærmest, men kunne ikke se nogen brandmærker efter UV-stråler, for det var noget hun havde prøvet og det er på ingen måder specielt rart, på trods af hun havde muligheden for at befinde sig i solen i op til to timer før hun kunne mærke solen. Hun vendte igen blikket mod sværdet og rev endnu et stykke af hendes kappe ”Hnng… Nå ja ja” sagde hun stille til sig selv og bruge stoffet til at tørre sværdet med.

Hun var flabet og arrogant på en eller anden måde, det var som om hun følte hun var bedre viden ind han var, og det kunne godt være hun var hans slags men bare fordi hun var samme slags som ham betød det ikke at de var venner, han brugte den hurtighed han besad og farede lyn hurtigt hen og tog fat i kraven på hende, imens han hvæsede af hende som vampyr nu gjorde " Muligvis er vi samme race men, man har respekt for andre folks områder og lige nu er du inde på mit område " sagde han og slap grebet om hende krave og gik et par skridt tilbage, og tog kort et overblik over hendes former og skader hun nu havde, han kneb øjne lidt sammen, " Dette er som sagt mit sted det er her jeg holder til og bor, men selvom varulve holder til i nærheden kan de ikke få færten af mig på grund af vandfaldet plus vandfaldet holder sol stråler væk fra hulen af." sagde han kort inde han skiftede over til noget helt andet, ide han så at hun blev ved med at ødelægge sit tøj for at forbinde hendes sår. 

" kom med jeg har noget til dit sår i min hule " sagde han og gik over imod vandfaldet, men vende sig lige inden han gik ind " hvis du tør " hvor efter han gik igennem det og ind i den hule han havde bag vandfaldet, som faktisk var meget stor af en hule at være, han gik ud fra at hun gik med så han gik igang med at finde noget forbinding og en skål med noget vand, hvor efter han satte sig på en af de sten der var der inde, og ventede på hun ville komme ind, selvom han lige havde haft fat i hende, ville han hende ikke noget ondt men han vil blot vise hende at man ikke bare kunne snakke til ham som det passede hende.

Hulen var godt gemt væk bag vandfaldet og man ville kun kunne komme ind, via vandfaldet så det var sjældent at folk havde gjord det så derfor havde han kunne holde sig skjult i så langtid for omverden.
" sæt dig foran mig " sagde han roligt

Som han greb fat i hendes krave og hvæsede af hende fnøs hun blot kort ”Du skræmmer mig ikke… På trods af jeg er på DIT område, så skal der mere til kæreste ven” sagde hun og smilede ganske kort til ham som han igen slap hende. Hun så på ham som han trådte væk og lige samlede sig ” ja du er ham der holder til bag vandfaldet.. Jeg har skam hørt om dig… Solstråler ak ja, dem kan jeg overleve i godt to timer..” sagde hun med et smil og spottede ret hurtigt hvordan han forsøgte at få et overblik over skaderne samt hende generelt. Hun kunne ikke lade være med at smile, eftersom hun ikke var vandt til der var ret mange andre der betragtede hende udover David, men hun havde nu ikke noget i mod det, på trods hun var oppe i årene.
 

Som han begyndte at gå mod vandfaldet og sagde han kunne hjælpe med forbinding til hendes sår smilede hun ganske kort. Egentlig var hun ligeglad med den kappe hun havde på, da den var old gammel, men det var da meget sødt af ham. De næste ord der kom fra ham fik hende til at grine ganske kort ”Der skal mere til…” sagde hun og fulgte efter ham ind bag vandfaldet. Hun skar kort en grimasse som vandet ramte hende. De lyse øjne så omkring sig, studerede omgivelserne og så spottede hun ham. Det var yderst fascinerende at der rent faktisk boede ind her inde. Hun nikkede kort til hans ord som hun gik over til ham og satte sig foran ham med et skævt smil og ventede bare på den svagt stikkende smerte der sikkert ville komme af han lagde forbindingen på hendes sår, men hun havde prøvet det en del gange før, så dette skulle ikke være første gang.

Toretto ventede med at sige noget til hun var kommet hen og sætte sig, han kiggede på hende inden han tog hendes forbinding af eller hvad det nu var, " det ser fint ud " sagde han og tog ligeså hurtigt som hun blinkede lige så hurtigt havde han hentet en skål med vand, han tog klud eller noget ligende og fik rensede hendes sår så godt som han kunne, imens hans blik falmede på hende en gang hvert andet sekund " du kan ikke overleve nogen solstråler så længe du er tæt på mig, bare lige sådan du ved det og blot et råd af alle vampyr så burde du være skræmt, for selvom vi er samme race tøver jeg ikke med at slå ihjel, men jeg kan lide dit udseende så derfor hjælper jeg dig " sagde han og smilede kort til hende, inden han tog forbindingen frem og begynde at binde det rundt om hendes arm.

Da han var færdig rejste han sig op og kiggede ned på hende " hvis de har hørt om mig, må man spørger hvor fra?, og hvem er de så siden du ved hvem jeg er, ville det være på sin plads at du fortæller hvem de er." sagde han og gik hen og tog et flaske whisky frem og stillede foran hende, hvor efter han satte sig ned igen og kiggede på hende afventene.

for hende virkede han nok arrogant men det var han også, Toretto frygtede ingen måske sig selv hvis der var to af ham, men ingen varulve frygtede han, for han vidste han var stærkere og hurtigere end de var, men lige nu var han blot svag og i en kamp ville hun bestemt slå ham, for Toretto havde kun levet af dyr blod hvor han var sikker på denne kvinde fik den rigtige vare.

Hun så på ham med et hævet øjenbryn som han forsvandt ganske kort og dukkede op nærmest med det samme igen. Hun skar tænder og hvæsede svagt som han begyndte at rense hendes sår. Det gjorde ondt, men hun havde prøvet det før, der var det bare hende selv der havde siddet og renset det, så der kunne hun mærke på sig selv hvor ondt det gjorde, det kunne denne mand ikke, han kunne blot nyde at påføre hende smerte, hvis det i såfald var det han var ude efter. Hans kommentar om hun ikke havde mulighed for at komme i sollys fik hende til at rynke panden i fortvivlelse, men lod det passere ”Mit udseende siger du… Ja det er ikke første gang det har reddet mig” sagde hun og sendte ham et smil og så på ham som han fandt nye forbindinger frem til hende og bandt det om hendes arm.
 

Som han rejste sig fulgte hendes blik ham og hun sendte ham et smil ”Der er mange på mit manor der snakker om Dem.. De har set dig strejfe rundt her i skovene, men jeg dømmer dig ikke… Jeg er Amira Menzies.. ” sagde hun og bukkede ganske kort hovedet som noget der mindede om en hilsen. Hun tog inden chancer ved denne mand, nu havde han trods alt også lige hjulpet hende med at forbinde og rense såret. Hendes blik faldt på flasken foran hende og hun sukkede. Hun drak ikke ret meget whiskey, ikke fordi hun ikke kunne lide det, men blod var helt klart det hun foretrak. 

Han slap nærmest aldrig synet fra hende selvom han kiggede væk, for Toretto stolede ikke på nogen slet ikke nogen, men for det meste fordi han havde levet for sig selv i så langtid nu, og havde ikke haft kontakt med mange levende væsner i mange år, så at nogle af hendes folk havde set ham strejfet omkring var dog utroligt men stadig muligt, og vampyr var kendt for at være lydløse når de jagede, han fik et lille smil frem på læben i noget kort tid " hvis der er mange der snakker om mig på din manor, siger disse folk så noget bestemt om mig, eller " sagde han roligt.
Da hun fortalte hendes navn til ham, bukkede han kort til hende " hmm deres navn virker bekendt men kan ikke rigtig sætte sted og plads på det, men sig mig en ting hvad laver de egentlig på disse kanter, du virker til at være langt væk hjemme fra. " så han undrene på hende, at hun havde begivet sig væk fra hende manor, og ud på hans område var ham en gåde men på den anden side, kunne han heller ikke forvente et svar fra hende, for det kom ikke ham ved men han tog chancen og spurgte i stedet.

Toretto satte sig roligt og godt tilpas, han vidste virkelig ikke hvor meget hun vidste om ham, men på den anden side så var det nok ikke meget han kunne have givet dem, omkring sig selv " Toretto, bare Toretto er navnet " sagde han kort.

" men deres forbindingen skulle gerne holde til de er kommet hjem, hvis de holder armen i ro og ikke anstrenger den, men tror desværre ikke deres hest lever endnu så hvordan de kommer hjem ved jeg ikke, " sagde han og skimtede med øjne ud af vandfaldet, " og om 15 min står solen op, så de kan blive her hvis de vil " 

Hun så på ham med et kækt smil ”De fortæller som regel der lever en mand bag vandfaldet… Kvinderne siger at denne mand er tiltrækkende på en speciel måde” sagde hun og skar svagt tænder. Det sår varulven havde efterladt sveg, nærmest som om hun kunne mærke hvordan det langsomt ætsede noget af hendes kød, men hun vidste også at det nok skulle hele, eftersom hun havde mulighed for at heale som alle andre vampyrer. Som han bukkede smilede hun kort ”Jeg vil ikke sige der er langt hjem.. Jeg bor i Vesterdalene og jeg har..” hun tog en kort pause da hun kom i tanker om at hendes hest stak af ”Eller jeg havde min hest… Så tager det ikke ret lang tid” sagde hun og smilede ganske kort. Hun havde hørt så meget om denne mystiske mand bag vandfaldet og ville selv se ham, men hun havde ikke taget højde for der var høj aktivitet af varulve i skoven, hvilket også var derfor hun var endt op med at blive skadet.
 

Hun så på ham med et smil da han satte sig til rette. Da han præsenterede sig smilede hun kækt ”Så har jeg noget at fortælle kvinderne der hjemme” sagde hun og blinkede til ham. Hun så mod vandfaldet og bed sig i underlæben. Solen ville snart være på vej op og som han sagde, var der nok ikke ret meget af hendes hest tilbage, men hun havde alligevel to mere der hjemme, ganske vidst hjalp det hende ikke, men så måtte hun finde en anden måde at komme hjem på, måske bringe noget tid her i hulen sammen med ham, se hvordan han måske klarede sig og så prøve det på egen krop. Hun smilede kort til ham og nikkede ”Hvis du ikke har noget imod at jeg bliver dagen over, så vil jeg gerne” sagde hun med et smil.

// Fravær og personlige ting gjorde tråden ikke kan fortsætte ^^ //