Kulun følte sig let i hovedet, men tung i kroppen. En efter en blev de kæder der holdt hende fast løsnet og hun ramte gulvet med et slattent plask i sit eget blod.
Hendes klitrede tøj lå også på jorden, så det tog lidt af for faldet, men ikke nok til at stoppe det. Hun havde kvalme og ønskede inderligt at kaste op ud over minotauerens fødder, men af mange grunde, deriblandt hendes sammensyede mund og manglen af mad i hendes mave, var det ikke en mulighed.
Hun så svagt op på minotaueren. Han var tydeligvis vred på hende, og det gjorde hende af en eller anden grund glad. Et trosdigt smil kom op i hendes øjne idet han så på hende, og hun vidste ikke hvor det kom fra. Det var vel bare en tilfredshed ved at kunne bide lidt igen.
"Kom så, nu har du chancen for at kravle ud, dit uduelige dyr."
Kulun så hen af gulvet med våde øjne, idet det forrige trodsdige blik forsvandt. Det var en åbenlys hån, for hun kunne jo ikke og SOM OM han ville lade hende.
Da han tog fat i hendes hale undslap der endnu et skrig. Hun havde indtil nu været taknemmelig for at han ikke havde rørt den, men nu hvor han gjorde så var et godt nok smertefuldt. Sådan nogen haler var følsomme, de skulle ikke rives i.
Da hun blev trillet om på siden og modtog spark der brækkede resten af hendes ribben begyndte verden igen at sejle. Lyde, lugte og følelser blandede sig alle sammen og Kulun var ikke længere sikker på hvad der var virkeligt. Den slags her skete ikke i virkeligheden... Vel?
...
..
.
"Kulun, du dør ikke!"
Kulun rettede sit hoved op et øjeblik og så et sløret væsen med en velkendt stemme. Atropa?
"Vi kommer efter dig, bare lad vær med at dø. Gør noget, du får ikke lov til bare at ligge der og tage det!"
Kuluns øjne løb over, idet hendes fantasibillede forsvandt igen.
Nu tog minotaueren fat om Kuluns ben og begyndte at slæbe hende over til en madras.
"Jeg vil voldtage din lille jomfru krop resten af natten, indtil solen står op."
Kulun sparkede og gravede de fingre hun kunne bruge ned i gulvet.
Nej, nej, nej, nej, nej! tiggede hun inde i sit hoved. Men pludselig vendte der noget, derinde i hendes hoved.
Hun forstod pludselig at denne attitude ikke ville få hende nogen steder. Hvis hun skulle dø, så ville hun i det mindste huskes som at have været besværlig.
Hun så imod sin fod, der var smurt ind i blod, og så sin chance. Med en hurtig bevægelse lod hun sin fod glide ud af hans greb, med stor hjælp fra hvor glat blodet gjorde hende.
Det sekund hun var fri tog hun så dyb en indånding hun kunne med brækkede ribben og svingede sig så op og stå på hænder. Hendes arme skreg i protest, hendes ene hånd var IKKE samarbejdsvillig, og al blodet i hendes hoved løb nu op og gjorde hende svimmel, men hun vidste at hedens fødder ikke var en løsning hun kunne gå efter.
Med en kraftanstrengelse forsvandt Kulun fra den mørke kælder, og var pludselig usynlig. Hun satte nu, i en fart der kun kunne skydes fordi hun forsøgte ikke at falde, i løb på sine hænder over til den nærmeste væg, hvor hun stillede sig op af. Alting gjorde ondt, men det var løsningen lige nu.
Hun stod op af væggen, og trak vejret så stille hun kunne. Hun havde købt sig lidt tid.
Kulun Embers ~ Halvdyr ~ Gøgler