Alzko åbnede døren ind til det lille totur rum og lod en lysstråle finde ind i det ellers mørke rum. I kæderne hang et nyt offer, endnu en smuk og ung kvinde, som han havde ”samlet” op og nu skulle have det lidt sjovt med. Døren lukkede bag ham og lukkede for den sidste stråle af solens lys. Rummet var mørkt og kun oplyst af en lille lampe, som ikke stod så langt fra offeret, så han stadig kunne se hende. Den store minotaur gik hen til offeret og rundt om hende et par gange. Hun var stadig bevidstløs og havde været det siden han havde hentet hende ned i hendes celle. Hun havde været her et par dage, siden han havde samlet hende op nær Hovedstaden.

Alzko var en person som lige gjorde hvad han ville, selvom han var under mørkets hær. De havde været igennem landet og skabt lidt kaos. Der var blevet taget et par fanger, og dette lille halvdyr var en af den. Halv menneske og halv ræv. Små ræve ører og en pjusket hale. Det var ikke noget han så tit.
Han var noget højere end hende, så selvom hun hang i luften, stadig så hun lige kunne nå det kolde gulv med fødderne, så kunne han nå hele hendes krop.
Alzko havde en stor kniv i hånden som han gik rundt om hende og overvejede at sprætte hendes tøj op, inden han ville gå i gang med at skade den lille krop. Men det ville være sjovere at se hendes ansigt i mens han gjorde hendes krop fri fra det stramme tøj. Han lod knivspidsen glide hen over hendes mave, uden på trøjen, uden at skære. Han lod blikket glide op på hendes hoved, som hang slap ned mellem hendes skuldre. Han løftede det op med hans pelsede hånd og kiggede på hendes ansigt. Med den anden hånd gav han hende et par lussinger, for at få hende til bevidsthed. ”Vågn så op, søde ven” Hans stemme var dyb og brummende.

Kulun hang søvnig og desorienteret i lænkerne, imens hun prøvede at samle sine sanser om et simpelt job: Vågn op.
Hendes arme og ben var tunge som bly, og hendes mave snurrede dels af panik og dels af ukendte årsager. Hendes hoved dunkede ubehageligt og varmt, og det føltes som om en tyk tåge var blevet lagt over hendes sanser. Hun kunne ikke se noget, mærke noget ud over smerte, og alle lyde lød som om det kom langt væk fra.
Hun prøvede desperat at samle sine tanker. Hvor var hun? Hvordan var hun endt her? Hvorfor var hun her? 
Alle mulige svar skyllede ind over hende, men hun kunne ikke samle dem til en logisk løsning. Alt hun endte med at konkludere var at hvad der end foregik, så kunne det ikke være godt.
Nu lød lyden af en dør der gik op, og Kulun ville normalt stille skarpt med hendes ører, men det var ikke en mulighed nu. Hun lyttede til tunge fodtrin på gulvet, og flere tanker der ikke ville hænge sammen spirrede.
Efter et par ganges omgang omkring hende, kunne Kulun mærke noget på sin mave. Det var en fin, let kilden med noget der bestemt var hårdt.
Hun undrede sig, og blev mere urolig. Hvad var det der skete?
Pludselig blev hendes ansigt rørt ved af pelsede hænder, og hendes hoved blev løftet op fra sin hængende position. Herefter fulgte en hvinene smerte da Kulun indkasserede nogle slag.
"Vågn op, søde ven." sagde en ukendt stemme. 
Kulun kæmpede sine øjne åbne og så sig om. Hendes krop gjorde ikke andet end ondt, og hun kunne ikke bevæge den, så den simple opgave var næsten uoverkommelig.
Da hendes øjne endelig kom op havde hun en million spørgsmål: Hvem er du? Er du en minotaur? Hvad er kniven til? Hvor er jeg? Hvor var jeg? Hvorfor er jeg bundet?
Det bedste Kuluns sløve og omtågede hjerne kunne komme op med var: "Hvor..." hendes stemme var svag. "Hvad... Hvad skete der?"

”Det er godt du stadig er i live, lille ven” Sagde han roligt og kiggede ind i hendes øjne. Hun var stadig meget omtåget efter alt hvad der var sket, men hvem ville være det? Men det var ikke rigtig noget han kunne tage sig af. ”Hvad der skete? Altså lige før, slog jeg dig for at få lidt mere liv i dig” Han lo lidt med sin dybe latter, det var helt sikkert ikke det hun mente, men hvorfor ikke lave lidt sjov med hende? ”Hvis du mener før, du endte her med mig, så er det lidt en anden historie. Jeg fandt dig i en by tæt på Hovedstaden og valgte at tage dig med hertil og nu hænger du i disse stærke lænker, med hænderne over hovedet” Med et roligt snit kørte han den skarpe kniv op igennem hendes trøje og hvad hun ellers havde på hendes overkrop og lod det falde til gulvet, så den del nu var nøgen. ”Hvor? Kzar Dûns fangekælder. Som min nye fange, indtil jeg bliver træt af dig.. Men der kommer nok til at gå noget tid” Kæderne raslede for hver gang hun bevægede sig, og det var faktisk meget.

”Du var simpelthen bare det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt” Han lod kniven glide igennem hendes nederdele. Der skulle lidt flere kræfter til, stoffet var tykkere end trøjen havde været, men efter lidt besvær havnede bukserne samme sted som hendes trøje. Rummet som de befandt sig i var et af de små tortur rum, som fangekælderen bestod af. Rummet var mørkt og uden vinduer, men havde en fin temperatur. Ikke koldt, ikke for varmt. Et bord stod op ad den ene væg hvor på der lå en masse forskellige redskaber og andre ting og bag pigebarnet lå en skidt og halv ødelagt madras. ”Der er ingen der ved du er her. Jeg ved ikke om nogen savner dig, eller om du kommer til at se dem igen” Endnu en lille latter forlod hans store læber. Han havde en glæde indvendig, en glæde for hvad der ventede ham og ikke mindst hende, han nød virkelig det han skulle i gang med.
Han havde ikke megen viden omkring pigen og holdt derfor en lille afstand til hende. Han vidste ikke om hun havde nogen magi eller om hun kunne finde på at gøre noget for at skade ham. Det havde den sidste gjort, men det gjorde ikke hendes sag bedre. Han knyttede sin næve og gik alligevel tæt på hende, og inden hun kunne nå at gøre noget, hvis hun havde fået kræfter til det, lod han et par hårde og kraftige slag falde ind i hendes ene side og mave. Han så hvordan hendes mave krampede sammen og hun bukkede under for hans hårde slag.

Kulun prøvede at samle de mange informationer, men de flød alle sammen til en stor masse af ord og toner.
Da hendes tøj blev skåret af og hendes krop var efterladt bar kunne hun mærke stille tårer der pressede sig på. Frygten slog rod i hendes indre, da hendes nøgne krop var blottet for hendes tilfangetager.
Hendes øjne gled rundt i lokalet, men alting var dobbelt.
"Der er ingen der ved at du er her. Jeg ved ikke om nogen savner dig, eller om du kommer til at se dem igen." 
Noget frøs til is inden i Kuluns mave da han nævnte det med om folk ville savne hende. Det... Det vidste hun ikke? Atropa måske... Eller Dimble...
En pludselig rædsel skyllede ind over hende, da hun indså: Hun ville aldrig se dem igen. Med et svagt klynk faldt en tåre til jorden og sagde et sagte klik imod gulvet.
Pludselig landede der en række kraftige slag i hendes mave, og Kulun gispede af smerte og overraskelse. Det her var ikke virkeligt... Det kunne det ikke være! Hendes mave krympede sig sammen efter slagende og hun græd lidt mere, inden hun tog en dyb indånding. Hun ville ikke give ham den tilfredstillelse. 
Med en svag håndbevægelse fremkaldte hun en lille gnist, der desværre gik ud igen. Hun var ikke stærk nok. Hun så trodsdigt på hendes tilfangetager og spyttede efter ham.
"Hvad vil du? Vil du slå mig ihjel?"

Hvis kæderne ikke holdt hende oppe var hun sikkert faldet til jorden i smerte, men i stedet krympede hendes krop sammen, men der var ikke meget hun kunne gøre mod smerterne. Han kiggede på hendes ansigt, som tårerne forlod hendes øjne og dryppede ned på gulvet. Hende her var ikke så psykisk stærk, men det kunne gøre det hele sjovere. ”Måske bliver det din sidste dag, måske ikke. Det kommer an på om du leger efter reglerne. Jeg vil bare lege” Det var en lidt hånlig stemme, en stemme som fandt al dette sjovt. Han så på hendes hånd, som hun i et trist forsøg forsøgte at lave en lille ildkugle, men den forsvandt lige så hurtigt som den kom. Så hun kender til magi, men er ikke stærk nok tænkte han roligt til sig selv og smilede roligt.
Da forsøget ikke gik som hun ville, tog hun trodsigt andre metoder i brug, og en god spytklat ramte hans skulder. Han tørrede den roligt væk og kiggede seriøst på hende, hvor efter flere slag ramte det samme sted før og brækkede et af hendes ribben. Hans slag blev ved indtil hendes krop var faldet nok sammen.
 
”Jeg sagde du skulle lege efter reglerne” Han stemme var seriøst som hans ansigt, som han gik om bag hende. Han trådte tæt op til hende og lod en hånd glide ned ad hendes krop og ned på hendes bagdel, ”Du vil vel ikke have at jeg skal misbruge din fine krop vel? Jeg kunne voldtage dig, som du hænger her og som det dyr jeg er!” Han trådte et skridt væk og lod kniven presse ned ad den bare ryg og lod den skabe et grimt snitsår. Han hørte skriget trænge ud gennem hendes røde læber, give ekko i rummet. Kniven gled over til den anden skulder og endnu en gang skar den ned ad hende og de to sår dannede et stort kryds. Blodet rendte ned ad ryggen, ned til balderne hvor det dryppede ned på gulvet.
Han tørrede blodet af i hans shorts og gik atter en gang om foran hende, bare for at se hende ansigt efter smerten som han havde på ført hende. 

Den rædselsvækkende lyd af knuste knogler gav genlyd i Kuluns krop og hun bed sig hårdt i tungen for ikke at skrige. Selvom Kuluns krop var stærk og sportstrænet, så var hun alligevel spinkel og lettere skrøbelig.
Hendes vejrtrækning var tung og hun sagde et lavt smertestøn. Det var som om det brækkede ribben bøjede sig om hendes lunge og gjorde det svært at trække vejret.
Jo længere hun hang her, jo mere følte hun at hun var ved at miste fatningen. Hun følte sig magtesløs, kastet for fødderne af en eller anden syg galning, der fandt en form for underholdning ud af at udøve hans sadistiske fantasier på hende.
Da han gik om bag hende og lagde hans hænder på hendes krop, gøs hun. Et hæst hulk kom op igennem hendes hals, idet han sagde ordene: "Du vil vel ikke have at jeg skal misbruge din fine krop, vel? Jeg kunne voldtage dig, som du hænger her og som det dyr jeg er!"
Kulun græd nu og hele hendes krop spændte op da hun strammede sit greb om lænkerne ved hendes hænder.
"Vær nu sød og lad vær..." hendes stemme var næsten kun en lav klynken. "Jeg beder dig... Jeg vil ikke..." 
Alle andre ord hun ville sige kom bare ud som lave hvæs og pivelyde, imens rædslen kravlede ud til hvert hjørne af hendes sind. Kulun havde aldrig gjort sådan noget før. Hun ville ikke have hendes første gang, og måske også den sidste og eneste gang, til at være en voldtægt imens hun hang her: Nøgen, såret og skræmt fra vid og sans.
Sekundet senere var det mest smertefulde Kulun nogenside havde oplevet. Hun skreg i smerte da kniven flænsede hendes hud ned and ryggen, og igen da skulderblandende fik samme behandling.
Hendes hale spændes og alle hårene stod lige op på den, idet hun mærkede blodet rende ned af hendes ryg. Da minotauren kom til syne foran hende blev hendes øjne store med frygt, men hun slog hurtigt blikket væk og lod de stille tårer rende ned ad hendes ansigt. Hun ville ikke være med til hans syge leg. Han fortjente ikke øjenkontakt.
"Dimble..." sagde hun stille. "Atropa... Red mig..."
Kulun klyngede sig til håbet om en dag at se dem igen. Det var den ene tanke hun kunne holde oppe lige nu, og hun måtte holde fast i den, koste hvad det ville.

Hendes klare tårer strømmede nærmest ned af de små og søde kinder. Han var klar over hvor stor en smerte hun nok befandt sig i, men det var lidt meningen, det var den type person han var. Utrolig gal. Han gjorde ingen bemærkninger til hendes kald om hjalp, der var ikke så meget for hende at gøre når hun hang her. Meningen, som hun ikke kendte, men nok godt havde regnet ud var at hun skulle ende sine dage i rummet her. Pine- og smertefuldt.
"Ikke græde, inden længe er det snart overstået" Sagde han fortrøstningsfuldt, om hun ville tolke det godt eller skidt, kom an på hvor meget håb hun havde i sig.
Han lod sin en hånd glide op på hendes bryst og lod det hvile i hans hule hånd, inden han hårdt gramsede på hende. Det måtte være en hver kvindes værste mareridt og derfor vred hun sig også voldsomt i lænkerne, som larmede i det lille rum. Han lo en smule og lod kniven glide op til brystet og ham begyndte at skære lidt i den ene brystvorte, som hurtigt begyndte at bløde kraftigt. Flere vrid og flere skrig fyldte rummet.
"Du bliver nød til at være lidt mere stille, for vores begges skyld"

Han trådte om bag hende og gav hende et slag til baghovedet med en rund genstand, så hun igen gik ud som et lys og et lille hul gik op i hendes hoved. Hovedet faldt slapt ned og de lukkede øjne havde blik mod gulvet.
Alzko gik over på bordet hvor han fandt en tyk nål, ikke en almindelig sy nål. Den var lidt tykkere, det samme var tråden som han tog med over til hende. Han varmede nålen under flammerne fra lampen som stod ved deres side og langsomt begyndte han at sy hendes læber sammen. Blodet piplede ud af små huller fra læberne, og da han var færdig bandt han enderne og lagde sit værktøj fra sig. Han tog en stol med hen til hende og satte sig foran hende og ventede blot på at hun ville vågne igen og en ny del af legen.

Kulun strittede voldsomt imod og gjorde sit bedste, på trods af fysik udmattelse og kæder, for at få ham til at give slip på hende. Hun ville ikke finde sig i dette her, det var ulækkert og smertefuldt.
Kulun havde ikke meget barm som det var, men det gjorde absurd ondt alligevel, og alene tankerne om hvad han fik ud af det gjorde bare Kulun mere frastødt og skrækslagen.
Hun klynkede i smerte da hun kom til at spænde op i sin ryg, og mærkede de aflange sår der stadig blødte. Hun kunne hørte blodet dryppe på gulvet, og begyndte at zone lidt ud.
Alting snurrede rundt og hun klyngede sig fortsat til de få simple tanker hun kunne fastholde: Atropa, Dimble, Hovedstaden, gøgleri, rare ting...
Pludselig begyndte han at bore i hendes bryst med en kniv og hun var pludselig tilbage i tortur kælderen. Minotaueren foran hende var meget virkelig, og denne smerte var mindst ligeså virkelig.
Hun udstødte et højt, øredøvende skrig og bed sine tænder så hårdt sammen at det føltes som hendes kranie vibrerede. Og så holdt han op.
"Du bliver nødt til at være lidt mere stille, for vores begges skyld." sagde han så til hende og hun så trodsdigt op. Hun ville råbe af ham. Fortælle ham hvor syg han var, kræve en forklaring på hvorfor han gjorde det her, men da hun så ind i hans øjne så hun svaret ganske klart: Han var et monster.
Da han gik om bag hende blev Kulun mere nervøs, for når hun ikke kunne se ham så kunne hun ikke forberede sig på noget. Men pludselig, som en velsignelse, blev hun ramt i baghovedet med et eller andet. Hun vidste ikke med hvad, men hun kunne mærke sit hoved blive tungt og en lammende fornemelse der spredtes i hendes krop.
Lyset forsvandt...

Kort efter vågnede hun igen da en dunkende smerte fyldte hele hendes nedre ansigt. Idet hun forsøgte at tage en dyb indånding, var hun tæt på at blive kvalt i en stor mundfuld blod.
Forundret og i chok forsøgte hun at åbne sin mund, men forgæves. Med et forfærdet udtryk i øjnene sank hun blodet og så fremad imod minotauren.
Tårende faldt, imens hun stirrede på ham med had.

Han smilede roligt til hende. Tårerne løb ned ad hendes kinder og blev blandet med blodet fra de små fine sår på hendes læber og dryppede ned på gulvet. ”Pas på med at åbne munden for meget, ellers vil føle en meget voldsom smerte når sårene brydes af snoren” Altså han prøvede da at advare hende mod det. Hendes skrig var nu en dyb mumlen, som blev fanget bag de lukkede læber.
Han rejste fra hans stol og skubbede den bagud, endelig var hun ved bevidsthed igen. Så kunne legen begynde på ny, men hvad skal han finde på nu? Hun var helt sikkert afkræftet på dette tidspunkt og ville nok derfor ikke give så meget besvær. Han gik tæt på hende og lod en finger glide hen over snorene som prydede hendes læber.

Han skubbede med sit ene ben til hendes, så de blev skilt ad. Han tog fat i det ene og spændte det ud og bandt det til en kæde i gulvet og gjorde det samme med det andet ben, så hun nu var fastbundet med de spredte ben. Alzko gik hen til hejres værket som holdt hendes hænder oppe. Han kunne jo kører kæderne længere og længere op, så hendes krop til sidst ville give efter og blive delt. Han legede lidt med tanken, men tog fat i et andet håndtag så hendes arme nu blev kørt ud til siden og hendes krop nu var formet som et stort kryds. Han beundrede den unge krop som han foran hende. Blodet som var størknet ned ad hende ryg og hendes mave. Såret fra hendes brystvorte var endnu ikke størknet og blodet rendte småt derfra endnu. Han lagde sin mund til og suttede kraftfuld, blodet ud ad det lille bryst og kiggede op på hendes ansigt, hvor tårerne stadigvæk trillede ned ad kinderne.

Kniven lå endnu engang i hans pelsede hånd og blev ført op til hendes ene arm og lod den skære dybt ned til hendes albue. Såret lå lige ved siden af hendes pulsåre som gik igennem armen, men blev aldrig ramt. Det ville være synd at hun allerede skulle dø af blodmangel nu. Alzko pressede nu kniven mod pegefingeren på, indersiden, af hendes højre hånd. Blodet piplede frem som kniven skar dybere og bevægede sig op mod spidsen og til sidst havde han formet en lille aflang firkant på den lille pegefinger. Med en lille tang tog han fat i det lille stykke hud og begyndte, med stor kraft at hive ned ad, så det gav efter og langsomt blev pillet af hendes finger. Såret var grimt, blodigt og dybt. Man kunne nederst lige ane fingerknoglen. Han lod hudflappen falde til jorden og bevægede nu tagen op til neglen på samme finger. Langsomt begyndte han at hive den ud af hendes finger.

Alting ringede inde i Kuluns hoved. Høje klokker af smerte, angst og de falske forhåbninger om at miste bevistheden. Havde denne fyr ingen grænser eller menneskelighed?
Da hans finger kørte hen ad hendes mund ønskede hun inderligt at hun kunne have bidt ham. Det var det eneste hun gerne ville, hun ville bare gerne tag en form for hævn for alt det han havde trukket hende igennem, og for alt det han nok fortsat ville trække hende igennem.
Hun lod sit hoved hænge lidt imens hendes sind blev oversvømmet af forvirring og fortvivlelse. Hun ville nok dø her, hængene her fra dette loft.
På et eller andet tidpunkt ville han kede sig og ikke gide hende længere og når den tid kom ville han nok slå hende helt ihjel uden at skænke det en tanke.
Hendes omtågede hjerne begyndte at sejle et sted imellem virkeligheden og bevistløshed og hendes øjne begyndte at rulle tilbage i hendes hoved.
Men hendes pause var kort, idet hun pludselig mærkede mere smerte ved sit bryst. Hun tvang sine øjne op og så hendes tilfangetager suge blodet ud af det åbne sår. Hendes vejrtrækning var besværet, idet den var begrænset til hendes næse, og hendes hjerte slog i et utrolig tempo.
Vær nu sød og lad mig gå... lød en fjern stemme i Kuluns hoved, som hun ikke registrerede som sin egen til at starte med. Nu gik minotauren om til hendes arm, igen med kniven i hånd, og skar hendes arm op.
En højlydt hyletone skar i hendes øre da smerten skar sig ned langs hendes overarm, og hun mærkede det varme blod strømme ned langs hendes side.
Skriget blev kvalt og sad fast i hendes hals, og det meste blev bare til halvkvalte smertestøn. Hun lod sit hoved hænge og tænke på alle de guder hun kendte, hvis bare en ville hjælpe hende, bare en...
Hendes finger! Hun fik pludselig masser af energi og sprællede ukontrollabelt. Hun kunne ikke... Hun ville ikke... 
Lænkernes raslen blandet med hendes egne halvkvalte skrig og gråd var blevet de eneste lyde der fandtes. Da hendes hud faldt til jorden og den ubærlige smerte indfandt sig indså Kulun at der ikke var noget håb. Lyset slukkedes i hendes øjne imens hendes negl fra samme finger blev revet ud.
Kulun så et skarpt hvidt lys og besvimede af smerte, idet hendes øjne rullede om bag i hendes øjenhuler.

Han havde virkelig presset hende til det yderste. Hendes krop var i et sandt smerte helvede, og som han stod der og var i gang med, langsomt at hive hendes pegefingers negl ud, besvimede den lille pige af smerte. Han havde nået hendes yderste, hendes krop kunne ikke mere. De kvalte skrig som hun ivrigt havde prøvet at få ud mellem hendes læber, var ikke kommet nogle vegne og gang på gang måtte hun sluge sine skrig, eller lade dem blive til en høj mumlen. Blodet piplede fra hendes arm, fra hendes flåede finger og snart ville der komme en smule blod fra den itu revne negl. Den finger var helt væk, ligesom resten af hendes krop.

Det var måske ikke så sjovt at på fører hende alt for meget smerte, mens hendes bevidsthed var væk. Med mindre Alzko kunne finde på noget, som ville være endnu et smerte helvede når hun ville vågne op igen, og opdagede at dette ikke er nogen drøm og hun stadig ville være lænket fast. Han gik over til bordet og tog en kop og fyldte den op med vand fra en kande som stod ved siden af. Han skubbede stolen hen foran hende, endnu en gang og satte sig roligt i den og lod vandet glide ned mellem hans læber. Hun ville sikkert være misundelig, hvis hun havde set dette. Men han måtte nok gemme noget til hende, når hun vågnede.

Han følte virkelig han ventede i evigheder for at hun igen skulle vågne, men han ville ikke tvinge hende op. Han ville faktisk gerne give hendes krop lidt fred og ro til at, finde ud af hvad fanden der egentligt skete med hende. Men han følte faktisk ikke at hun havde lidt nok. Der var lidt mere han kunne gøre ved hende.
Han rejste sig og satte glasset på stolen og gik rundt om hende. Med et hurtigt snit skar han hendes akillessener over på begge fødder. Det ville helt sikkert svie når hun vågnede og hun ville bestemt ikke kunne gå, hvis hun endelig kom fri. Hendes fødder ville kollapse under hende og skabe endnu et smerte helvede. Han tog glasset op og fyldte det endnu en gang med det kolde vand og roligt hældte han lidt ad gangen ned mellem trådene som holdt læberne sammen.

Kulun svævede midt i ingenting. Hun kunne ikke se noget, gøre noget, mærke noget. Alting var stille omkring hende og hendes krop føltes let.
"Kulun?" lød en velkendt stemme. Kulun kunne dårligt tro det. Atropa? Med besvær fik hun sine øjne tvunget op og så sig omkring. Hun lå i en seng, ganske behagelig, formodentlig på den kro hun oftest sov på. Da hun åbnede sine øjne blev hun blændet af sollyset der strømmede ind af vinduet, og Atropas stemme klingede igen harmonisk i hendes øre.
"Kulun, stå nu op, du kan ikke sove hele dagen!" 
Da Kulun drejede sit hoved til siden så hun på alfen der stod der og lignede sig selv. Hun havde hænderne i siden og sin bue over skulderen.
"Dimble venter på os nedenunder, kom nu!"
Atropa tog fat i Kulun og trak hende med sig ud af sengen. På en eller anden måde var Kulun iført sit opvisningstøj, hvilket undrede hende. Hun undrede sig også over hvornår hun tjekkede ind her. Hun kunne ikke huske noget...
Atropa trak hende ned at trapperne og over til Dimble der stod og ventede i døren. Han så glad ud, men stod også med hænderne i siden.
"Det er så typisk dig at sove over dig." sagde han. "Vi har opvisning."
Kulun nikkede bare. Det gav vel... Mening. Hun forsøgte at åbne munden og stille et spørgsmål, men hendes mund ville ikke åbne. Hun lod sig trække videre ud på gaden, hvor der stod en stor gruppe folk der ventede på dem. Mænd, kvinder og børn, store som små. Opvisningen begyndte med det samme, og Kulun kunne ikke lade vær med at smile. Hun hoppede, pustede med ild, gøglede, Dimble dansede og fortalte historier, Atropas pile havde aldrig ramt så nøjagtigt og folk klappede og var glade.
Da de var færdige stillede de tre venner sig på linje og bukkede, imens der blev smidt penge til dem. Kulun var glad... Lige indtil...
En pludselig smerte skar i hendes bryst og hun lyttede til at et af hendes ribben knækkede. Hva... Hvorfor...
Et væld af smerte kastede sig over hende, idet alle verdens skader kom tilbage til hende. Hendes fødder, hendes bryst, hendes ryg, hendes finger...
Hvad... Hvad skete der...
Hun så sig om efter hendes venner, men de var forsvundet. Kulun var alene, og i absurd smerte. 

Langsomt åbnede hun sine øjne, og så sig om. Frygten vældede op igen idet hun indså at hendes drøm var ovre...

Hendes krop og hjerne havde ført hende væk i hendes bevidsthed. Hendes krop var urolig og hendes krop viste forskellige mimikker. Om det var godt eller dårligt hun drømte kunne han selvfølgelig ikke sige, men han smilede da hun langsomt igen slå øjnene op og det gik op for hende at hun stadig var fanget i den kolde celle og at det nok snart ville være ovre. Tårerne trillede igen ned ad kinderne. Han tog fat i hendes hage og kæbe og holdt det oppe, ”Jeg er glad for at du stadigvæk er i live” Sagde han med en rolig stemme og kiggede ind i de tårefyldte øjne, ”Endnu” afsluttede han og slap roligt hendes hoved. Han grublede lidt over hvad han nu skulle gøre ved hende, han var ikke helt færdig med hende, ville han overhovedet blive det?

Han gik hen til bordet og samlede noget op, hvorpå han gik om bag hende. Han lod pisken folde sig ud og lod den ligge hen ad jorden. Pisken smælede mod hendes ryg. Igen og igen og igen og igen.. Hendes krop rystede som slagene ramte hendes ryg. Der gik ikke længe får ryggen var rød og af blod. De små sår var mange og hver gang pisken ramte hendes ryg, blev sårene han havde skabt med hendes kniv flået åbne og bidrog med mere smerte til hendes krop. Hendes ryg var et voldsomt syn, små, lange dybe sår.

Kulun sprællede og spændte i alle sine muskler. For hver gang pisken ramte hendes nøgne ryg gik der et chok igennem hende. Det føltes næsten som at få sin hud skrællet af hurtigt og brutalt, men flere hundrede gange.
Lyden af piskesmældende der flænsede igennem hendes hud skabte en ringen i hendes ører der kun kunne beskrives som øresønderrivende. 
Mange hvidglødende smertes-lyn fløj hen over hendes ryg og hun skreg fra sin hals. Hun skreg højt og længe, trods det faktum at ingen ville høre hende.
Hvorfor sker det her? Hvorfor mig? Hvorfor her? Hvorfor nu? Kuluns tanker gik i ring imens hun mærkede lænkerne der gravede sig dybere ind i hendes ankler og håndled.
Blodet dryppede alle steder fra og hun kunne mærke hulkene der pressede sig op igennem hendes hals. Hun ville hjem igen, men det kom hun ikke. Det ville hun nok aldrig komme.
Hun ville aldrig se Atropa, Dimble, Fiona, hendes mor eller nogen af hendes brødre igen... Idet den triste tanke ramte hende kunne Kulun pludselig mærke noget, ud over smerten fra pisken: Kraft.
Det var et mix af vrede, afmagt, tristhed, desperation og rædsel, men Kulun var ligeglad med hvor det kom fra. Hun måtte gøre brug af det imens det var her.
Med en kraftanstrengelse krængede Kulun sig sammen, for øjeblikket senere at strække sig helt ud. Næsten øjeblikkeligt og aggressivt brød hele hendes krop i brand, og stikflammer slikkede vildt og ukontrolleret omkring hende. Ilden slikkede op under loftet, ud på lænkerne, stak op til en halv meter ud fra hende og rummets temperatur steg med raktefart.
Ilden brændte ikke Kulun og hun følte at hun brød ud af sit helvede, selv i bare den korte tid hun kunne holde det kørende. Efter et solidt minut af ild der sprang fra hendes krop, døde flammerne langsomt ud. Kuluns krop dampede. Hvis han var dum eller vred nok til at lægge en finger på hende i de næste par minutter, så ville han nok fortryde det.

Som han var ved at være færdig med pisken, vred hendes krop så meget. Han havde endnu ikke set dette hos hende før og da hendes krop pludselig brød i brand og flammerne ramte ham, måtte han springe tilbage for ikke at blive helt brændt. Lokalet steg i grader og her blev ulideligt varmt. Efter få minutter stoppede hendes flamme helvede. Hendes krop dampede helt sindsygt og derfor ville han ikke ligge en hånd på hende, de første minutter. Han gik hen til bordet hvor han dyppede et stykke stof i vandet, som han før havde drukket af og bandt det hårdt om armen, hvor flammerne havde slikket. Han bandede i raseri, og han havde ellers været i et vældigt humør.

"Åh, møg kælling" Han kiggede rasende på hende, "Du ved godt du kommer til at ende dit simple, elendige liv herinde, ikk?" Han gik hen til hendes kæder, da det hele var kølet lidt af, "Dine venner som du mumler, kommer ikke til hjælp. Atropa og Dimble, de ved ikke hvor du er. Du ser dem ikke igen" Han løsnede hendes ene arm som slattent faldt ned. "Nu skal du dø" Hans stemme var hård og brutal. Han løsnede hendes anden arm, så hendes krop faldt til gulvet med et brag. Hun havde intet at holde sig oppe med, hendes fødder var ødelagte. Til sidst fjernede han kæden fra hendes anden fod og hun lå nu slapt på gulvet. "Kom så, nu har du chancen for at kravle ud, dit uduelige dyr" Han hev fat i hendes hale og vendte hende om på siden og begyndte med hårde spark, at sparke hende i maven, med sin store støvle. Han ramte uden tvivl de allerede brækkede ribben.
"Jeg vil voldtage din lille jomfru krop resten af natten, til solen står op" Han tog fat i benet som var fri fra lænken og begyndte at slæbe hende hen over gulvet, over til madrassen.

Kulun følte sig let i hovedet, men tung i kroppen. En efter en blev de kæder der holdt hende fast løsnet og hun ramte gulvet med et slattent plask i sit eget blod.
Hendes klitrede tøj lå også på jorden, så det tog lidt af for faldet, men ikke nok til at stoppe det. Hun havde kvalme og ønskede inderligt at kaste op ud over minotauerens fødder, men af mange grunde, deriblandt hendes sammensyede mund og manglen af mad i hendes mave, var det ikke en mulighed.
Hun så svagt op på minotaueren. Han var tydeligvis vred på hende, og det gjorde hende af en eller anden grund glad. Et trosdigt smil kom op i hendes øjne idet han så på hende, og hun vidste ikke hvor det kom fra. Det var vel bare en tilfredshed ved at kunne bide lidt igen.
"Kom så, nu har du chancen for at kravle ud, dit uduelige dyr."
Kulun så hen af gulvet med våde øjne, idet det forrige trodsdige blik forsvandt. Det var en åbenlys hån, for hun kunne jo ikke og SOM OM han ville lade hende.
Da han tog fat i hendes hale undslap der endnu et skrig. Hun havde indtil nu været taknemmelig for at han ikke havde rørt den, men nu hvor han gjorde så var et godt nok smertefuldt. Sådan nogen haler var følsomme, de skulle ikke rives i.
Da hun blev trillet om på siden og modtog spark der brækkede resten af hendes ribben begyndte verden igen at sejle. Lyde, lugte og følelser blandede sig alle sammen og Kulun var ikke længere sikker på hvad der var virkeligt. Den slags her skete ikke i virkeligheden... Vel?
...
..
.

"Kulun, du dør ikke!"
Kulun rettede sit hoved op et øjeblik og så et sløret væsen med en velkendt stemme. Atropa?
"Vi kommer efter dig, bare lad vær med at dø. Gør noget, du får ikke lov til bare at ligge der og tage det!"
Kuluns øjne løb over, idet hendes fantasibillede forsvandt igen. 
Nu tog minotaueren fat om Kuluns ben og begyndte at slæbe hende over til en madras. "Jeg vil voldtage din lille jomfru krop resten af natten, indtil solen står op."
Kulun sparkede og gravede de fingre hun kunne bruge ned i gulvet. Nej, nej, nej, nej, nej! tiggede hun inde i sit hoved. Men pludselig vendte der noget, derinde i hendes hoved.

Hun forstod pludselig at denne attitude ikke ville få hende nogen steder. Hvis hun skulle dø, så ville hun i det mindste huskes som at have været besværlig.
Hun så imod sin fod, der var smurt ind i blod, og så sin chance. Med en hurtig bevægelse lod hun sin fod glide ud af hans greb, med stor hjælp fra hvor glat blodet gjorde hende.
Det sekund hun var fri tog hun så dyb en indånding hun kunne med brækkede ribben og svingede sig så op og stå på hænder. Hendes arme skreg i protest, hendes ene hånd var IKKE samarbejdsvillig, og al blodet i hendes hoved løb nu op og gjorde hende svimmel, men hun vidste at hedens fødder ikke var en løsning hun kunne gå efter.
Med en kraftanstrengelse forsvandt Kulun fra den mørke kælder, og var pludselig usynlig. Hun satte nu, i en fart der kun kunne skydes fordi hun forsøgte ikke at falde, i løb på sine hænder over til den nærmeste væg, hvor hun stillede sig op af. Alting gjorde ondt, men det var løsningen lige nu.
Hun stod op af væggen, og trak vejret så stille hun kunne. Hun havde købt sig lidt tid.

Det kom noget bag på ham at hun havde kræfter i sig til at snørre ham på den måde. Den blodige og våde fod gled ud af hans hånd, og hun brugte selvfølgelig situationen til hendes fordel, hoppede op på hendes hænder og brugte endnu et magisk indslag og blev usynlig. ”Hva satan! ” bandede han høj lydt og noget chokeret. ”Dit uduelige dyr! Kom her! ” Selvom pigebarnet nu var usynlig, var hendes ene fod stadig lænket og det gjorde at han kunne følge hendes bevægelser, som gjorde det nemt for ham at finde hende. Han samlede kæden op fra jorden og kiggede over mod hende, selvom han faktisk ikke vidste hvor hendes ansigt var eller hvor hvad var. Det var et lille kækt smil som kom på hans læber, da han med hård kraft, så hun nu væltede om på gulvet. Det hårde slag mod gulvet og hendes ankel, som nu kun var blevet værre efter at kæden havde boret sig ind i såret, gjorde at hendes magi forsvandt og hun nu lå på gulvet og lod tårerne få frit spil, som så mange gang før denne nat.
”Åh, den havde du ikke helt tænkt igennem, vel smukke?” Sagde han roligt mens han gik over mod hende, med et lumsk smil på læben, ”Men jeg vil alligevel give dig credit for dig mod, det kræver lidt når man har været ude for det som du har”

Han kiggede ned på hende da han nåede hen til væggen hvor hun lå forslået. ”Du må have ekstra ondt i dine arme nu” Han flyttede sin ene fod på hendes udstrakte albue og lagde alt sin vægt til og lidt mere. Han blev stående indtil han mærkede albue glide ud ad led, hvor efter han sparkede hårdt til armen så den røg ind mod hendes krop, og lå slattent. ”Prøv og stil dig op på dem igen!”
Han tog fat i hendes hale igen og slæbte hende ind i midten af rummet igen. Han gad ikke bøvle med at få hende op af hænge igen, det ville bare være spild af tid. ”Om lidt når jeg har gjort lidt mere ved dig, så efterlader jeg dig herinde, til døden” Hans ord var hårde og han lod en grim latter komme efterfølgende.

Han satte sig på hug og slog et knæ i ryggen på hende og pressede hendes krop ned. Lagde stort tryk på de brækkede ribben. Med sin anden fod kunne han lige nå tangen som lå på gulvet og fik den skubbet hen til ham. Han hev fat i hendes venstre arm og pressede den op mod ham, måske lidt i den forkerte retning, så den måtte gå imod leddet. Han spredte hendes fingre og langsomt begyndte han igen at hive hendes fingernegle ud af deres plads, én efter én. Hendes krop vred sig, både i smerte og for at få ham skubbet af hendes krop, men for hvert vrid pressede han hende længere ned. Da der til sidst ikke var en negl tilbage på den venstre hånd, men blot blodige og ødelagte fingre slap han armen og rejste sig op. Han satte et hårdt spark i hovedet på hende, og så hvordan en af snorene rev det hul, i overlæben, som det sad i op. Det var en voldsom smerte som nu gik igennem hendes krop og han kunne virkelig se tårerne trille igen.
”Du her ingen værdi for nogen i dette land. Du er et udskud og du vil dø alene herinde” Han løsnede knæet en smule så hun også kunne trække vejret, bare det sidste stykke tid han var hos hende. ”Det var noget med at du afbrød mig, da vi skulle til at hygge os gevaldigt” Han ville ikke gennemføre det, men det var en utrolig god måde til psykisk terror. Han fik hendes venstre arm ind under knæet, så det også var fastnet og hun ikke ville kunne gøre noget overraskende. Han åbnede derefter sine bukser, og gjorde meget for at hun mærkede hver eneste lille ting som han gjorde, så hun var klar over hvad der ville ske.
Han lod roligt sin hånd glide ind mellem hendes ben og lod den glide helt ind og mærkede hendes intime dele. Han havde ikke oplevet hende spjette så meget før som nu, hun gjorde alt for at dette bare ikke skulle ske og det kunne han jo egentligt godt forstå.
Han trak bukserne op igen og fjernede sin hånd, ”Du troede lige ikk?” Grinede han hånligt og tog den venstre arm og brækkede den rundt så de begge hørte hvordan knoglen inden i brækkede voldsomt.
Han rejste sig og gik ud af døren. ”Dø så!” og lukkede den efter sig.

//Out.

Efter et godt stykke tid hvor minotauren havde forladt rummet lød der pludselig fodtrin og en lav lyd af skramlende metal udenfor døren. I en hurtig bevægelse gik døren op hvorefter at Dimble og en rustning kom ind ad døren. 

Da Dimble fik øje på Kulun... Eller nærmere hvad der var tilbage af hende løb han omgående hen til hende så hurtigt som muligt, løftede hende forsigtigt op i sin favn hvor han nu så hvordan hendes mund var blevet syet sammen med tråde. Han greb en kniv og begyndte langsomt og forsigtigt at skærer trådende over så hun igen kunne tale "Kulun..." hans stemme var fuld af sorg, medlidenhed og skam over at han ikke havde været der til at forhindre de utilgivelige og forfærdelige ting der var sket med hende "Kulun vi er her nu" tårer gled ned af Dimbes kinder imens han kiggede på hendes nøgne og torturerede krop "Vi skal nok få dig hjem, du skal nok klarer den. Hører du! Du kommer til at overleve alt det her og vi skal optræde sammen med Atropa. Du skal gøgle, jeg skal fortælle historier og Atropa skal skyde til måls med hendes bue" Dimble holdt Kulun tæt ind til sig, men var alligevel forsigtig med ikke at påføre hende yderligere smerte. Hun havde sår over hele hendes ryg, hendes achilles sener var blevet skåret over og på hendes bryst var der også tydelige tegn af skader der var blevet påført af et monster uden medmenneskelighed. Flere tårer gled ned af Dimbles kinder over hendes tilstand, men også en smugle af glæde over at have fundet hende i live. "Kulun," sagde Dimble nu en smugle mere alvorligt "Den der rusning vil komme til at bærer dig her om lidt," han henvendte sig til rutningen "men først er der lige noget jeg skal gøre inden tiden" han tog en indåndring, stadig med Kulun i favnen "Anaïs" sagde han så hvorefter han ventede.

Stille havde Anaïs siddet foran bålet med Atropa som hun hørte hendes navn i vinden og rejste sig op og så på den lille alf. "Så er tiden kommet." hun tog et skridt mod bålet og i et spetakulært glimt af blå og sorte stikflammer forsvandt hun og stod dernæst i rummet med Kulun, Dimble og Uo. Hun kiggede rundt og lugtede så til den velkendte og betryggende stank af jern. Rummet ville virke som et mareridt i sig selv, et hvor intet menneske nognesinde skulle lide at være holdt fanget i, men ikke for Anaïs.

Hun trådte helt hen til Dimble og gik på et knæ. "Jeg er ked af at måtte gøre det her." hun løftede Kulun blidt op i sin arme og vende sig mod Uo. "De her skader klare Atropa ikke." sagde hun og så sig over skuldren til Dimble. "Jeg ved det ikke er særligt betryggende når det kommer fra mig, men jeg kender en anden jeg kan sende dem til og jeg ved at han vil kunne hjælpe hende på benene. Men jeg vil kun sende dem dertil hvis du vil havde det Dimble. Dog vær advaret. Hun dør hvis hun ikke bliver sendt til ham." sagde hun koldt og direkte som hun nu engang var og lod sit blik vende tilbage mod Uo og hun drog et let åndedrag. Hun kunne lugte Alzkos tidligere tilstedeværelse. Det ville nok ikke vare længe før han var tilbage, så hvis hun ikke snart sende dem så ville der være problemer for både Dimble og hende selv.

Kuluns krops første reaktion på at blive rørt ved var rent chok. Efter hvad der havde føltes som 2 sekunders fred kom nogen ind ad døren, som løftede hende op? Kulun fandt kun trøst i at hun måske fik lov til at dø før han kørte anden runde.
Trådende fra hendes mund blev skåret fri med en underlig forsigtighed. Måske kunne han tænke sig at høre hende skrige denne gang?
Kuluns nyligt brækkede arme og ødelagte led protesterede især da hu blev holdt af den fremmede, men Kulun selv kunne ikke gøre noget. Hun var bare klar til at dø nu. Hun ville ikke mere. De kunne gøre hvad de vill-
"Kulun..."
Hvis Kulun havde været i stand til det ville hun have grædt og faldet Dimble om halsen, men for nu var det eneste hun kunne gøre at acceptere at han var her til at se hende dø.
Hendes logiske sans sagde hende at det nok var en drøm. Han var nok kommet for at lede hende til efterlivet eller sådan noget.
Hun kunne også høre lyden af metal et sted tæt på, men hun kunne ikke tvinge sine øjne åbne for at se noget. Alting gjorde så ondt...
Dimbles fjerne stemme fortalte om de ting de skulle gøre når hun overlevede og Kulun ville gerne nikke, men hun vidste at det ikke var realistisk tænkt. Det var bare en trøstende tanke.
"Anaïs." sagde Dimble så og Kulun undrede sig over den pludselige lyd af ild. Den lød så velkendt og den bragte Kulun glæde.
"Jeg er ked af at måtte gøre det her," lød en ny stemme, en kvinde denne gang. Pludselig blev der rykket på Kulun da hun blev samlet op, og trods personens forsigtighed så var Kulun i ekstrem smerte ved at blive flyttet på. Hendes fødder han og dinglede hvilket trak i hendes hæle, hendes brækkede ribben trak sig sammen om hendes lunger, og hendes brækkede arme føltes som om de borede sig ind i hendes kød.
Hvem der end holdt hende var åbenlyst stærk nok til at holde hende, og forsigtig med ikke at skade hende yderligere, det var udelukkende fordi Kulun var så skadet at det var et smerteshelvede.
"... Atropa ikke... Fra mig... Jeg kender en... Hjælpe hende... Dimble... Hun dør..." 
En lang række af løsrevne ord fulgte og Kulun lyttede bare for at forblive ved bevisthed. Med megen besvær tvang hun sine øjne åbne og så opad. En kvinde med ører. Hun kendte hende ikke, men gik ud fra at hun var kommet sammen med Dimble.
Dimble...
Kuluns hoved rullede til siden og hun så Dimble på jorden, smurt ind i blod efter at have siddet med hende og i pølen under lænkerne. Han lignede sig selv, bare med tårer der strømmede ned af hans ansigt.
Kulun lagde hovedet tilbage hvor det var før og hendes øjne lukkede sig igen.
"Lad mig dø..." sagde hun halvkvalt, med en stemme der var hæs fra alt skrigeriet. Det var ikke det værd, hun havde ingen tro på at de kunne gøre noget.