Den klare gule påfugleblomst plejede altid at spilde sig ud selv i en så frodig skov som Lindeskoven. Men som tørken langsomt havde påvirket træerne og planterne, siden den opstod, sprang dens sunde farver endnu mere frem. Græsset var stadig grønt under underlaget af de mange forskelligt farvede nedfaldne blade. Men den grønne farve havde famlet lige som alt andet. Vinden var ikke længere varm, nu hvor natten havde lagt sig. Den automatiske dug, der kom med manglen på dagslys fjernede også noget af tørheden i luften. Desværre var duggen ikke nok til at kunne redde døende afgrøder i landsbyerne. Det var ikke nok til at fylde Sølvfloden til dens almindelige stand. Kun nok til at afgive en befriende fornemmelse til, dem der håndterede heden, mens siden stod på himlen.

En lille blå skabning var ligeledes at finde i selskabet med denne enlige blomst, der ikke syntes at være påvirket af tørkens faste greb. Hun lå lettere sammenkrøllet under blomstens blade, som ikke længere var store nok til at dække hendes nøgne krop, som den havde været igennem de første år af hendes liv. Alfen var der nu ikke for at søge ly for natten, men i stedet for at holde den i sikkerhed. Hun havde været grunden til at blomsten ikke visnede væk. Vingerne hang slapt fra hendes ryg og i det hele taget hendes fysik virkede svækket til at punkt, hvor hun undgik at bevæge for meget på sig for at spare på energi. Manglen på magi i landet gjordet det ikke nemt for hende. Hun var et magisk væsen. Magi var en nødvendighed for hendes tilstedeværelse.
En kortvarig blæst fik hendes sorte hår til at flagre, men der opstod ikke den helt store reaktion fra Petal Dew. Hun blev blot liggende med et fredeligt sovende udtryk i ansigtet. Hun frøs ikke. Det var sjældent at hun frøs. Eller at hun havde det for varmt. Hendes krop regulerede som regel temperaturerne, så de ikke rørte hende som en form for automatisk forsvarsmekanisme mod klimaet, hun befandt sig i.
Hvis man kom tæt nok på, ville man nok kunne høre hendes tunge vejrtrækninger som sagte og kære lyde. Men hvis man lyttede ekstra godt efter ville man også kunne høre endnu svagere små host fra hende. Tørre host. De kom kun en gang imellem og kunne nemt blive forvekslet med en hæs indånding, hvis ikke det var for stødene.

Det var et mirakel at lyden af tørre blade, der blev knust under et skridt, vækkede hende. Øjnene åbnede sig ganske forsigtigt og ganske lidt – lige nok til at afsløre deres gule farve. Det tog hende noget tid, før hun var vågen nok til at scanne området omkring hende, men hun var ikke sikker på, hvad det var hun så i mørket. Var der nogen? Langsomt og svageligt løftede hun sig op med sine arme, hvor efter vingerne blev løftet og baskede et par gange. Ikke nok til at hun kunne lette, men nok til at de gav et lille skær fra sig.

Lindeskoven, skoven så smuk at den kun, kunne indeholde kærlighedens kærtegn. Skabt og formet rundt omkring dens indbygger, de væsner som mange så så meget skønhed i. Ikke et sted for ham, hans gennemtrængende persona, som et eller andet sted kun bestod af ondskab.
Grenen der under ham knækkede, gav et ganske god indblik i, hvad der dog var sket siden han sidst havde befundet sig her. De gule øjne indtog landskabet, der var udspillet foran ham, hvorpå et kynisk fnys forlod hans næsebor. Hvilken skam det dog var, at se at så endskønt et sted kunne falde så dybt.
Sådan en skam, at det ikke kunne fratage smilet der spredte sig hen over ansigtet. Fingrene greb omkring en af knivene der hang omkring i hans bælte, dog ikke for at tage den ud af den beskyttende skede. Nej bare for at føle læderet under hans fingerspidser, da resten af fingrene var bundet ind i et meget tyndt sort bånd. Han havde erkendt, af handsker var for varmt, men grundet hans profession, krævede det bare at hans hænder var bundet ind, i håb om ikke at skade dem mere end hvad godt var.
Han lod hætten falde fra hoved og sort hår, så sort som natten der havde brudt ud over landet, blev synligt. Generelt noget der gav en meget voldsom kontrast til den hvide, næsten døde hud og de skinnende gule øjne.
Gule øjne som mødte en enkelt gul blomst. Som et møl draget til en flamme, følte vampyren sig pludselig tiltrukket af denne ensomme, næsten skrøbelige genstand der burde vise tegn på den visne tematik der gengav i resten af skoven.
 
Flere grene knækkede under hans fødder, mest fordi at han gav dem lov, han havde på nuværende tidspunkt ikke nogen grund til at snige sig ind på nogen. Men et enkelt øjenbryn, fik dog alligevel lov til at løfte sig om, i vag forbløffelse over at se hvad der befandt sig nede i blomstens kronede blade. Så begyndte vingerne at baske, og det var tydeligt at se hvilket væsen han var stødt ind i. Alf.
Lysten overkom ham, til at lade de indbunden fingre, gribe omkring denne spinkle krop og klemme til. Klemme så meget til, at der ikke længere ville være liv i kreaturet. Men han lod være, i stedet satte han sig ned på hug, som en kat satte sig klar til spring. Hun havde fanget hans interesse, om ikke bare i få minutter der kunne hjælpe hende til at redde det liv, som virkede til langsomt at ebbe ud af hende.

Fængslende var det eneste ord han kunne finde, for at beskrive den følelse der havde grebet om ham lige nu. 

Det var en kæmpe. Eller en kæmpe for hende. Han tårnede sig over hendes små 30 centimeters højde med lethed. Hun følte straks den velkendte fornemmelse af at være nød til at skjule sig ligesom hun normalt gjorde, når andre væsner var i nærheden. Hjertet bankede i hendes brystkasse. Og diverse muskler syntes at stivne op, som han nærmede sig med blikket tydeligvis rettet mod hende. Blikket der mødte hende, var ikke behageligt eller fyldt med ro. Tværtimod.
Det var med usikre bevægelser, at Petal Dew endelig begyndte at bevæge yderligere på sig selv. Men til den tid, at hun var nået bare halvvejs op at stå på de svækkede ben, sad den ukendte mand allerede nær hende og så ned på hende, som var hun blot et insekt. Det stoppede hende dog ikke i at rejse sig det sidste stykke op, inden hun atter baskede kraftigt med vingerne. Igen gav de deres sædvanlige lysende skær, men det lykkedes hende ikke at lette mere end et par centimeter, før de svigtede hende, og hun faldt til jorden igen, hvor hun overraskende nok landede på benene uden at vælte omkuld. Hun prøvede igen. Baskede ihærdigt med vingerne, som forsøgte hun at virke truende. Men det endte lige sådan. Hun kunne ikke flyve. Og det vidste hun i princippet godt. Men det var det eneste hun havde.

Hun stod et minimalt øjeblik og så lettere fortabt op imod det ligblege væsen foran hende, før hun med ét drejede omkring og trippede med yderst bløde skridt helt hen til sin blomst. Hun havde allerede nær væltet på vejen derhen, men fik justeret sine ben-kræfter til at først give efter, idet hun på ny sad skjult bag blomstens stilk. Hun skilte sine små læber fra hinanden, som ville hun sige noget, men i stedet for menneskelige ord kom der blot blide lyde som et rullende ’R’ ud af hende. Noget der fik hende til at lukke munden meget hurtigt igen. Forhåbentlig kunne tonen af lydende forstås som værende advarende. En fortælling om, at han skulle holde sig på afstand. At til trods for, at hun ikke var i bedste velgående ville det være værst for ham, hvis han kom for tæt på.
Hun holdt bevarende omkring blomstens stilk som en form for støtte til sig selv. Hendes nøgne brystkasse indikerede klare tegn på forpustelse – meget muligt efter hendes forgæves forsøg på at lette fra jorden og flyve. Hun var langt fra i top form. Selv hendes huds glans syntes at være famlet bare en smule. Dog skinnede glansen i hendes øjne nærmest mere end normalt.

Det var tydeligt at det lille væsen var i voldsomme problemer. Måske var hun endda døende.
Her ville et normale væsen, nok have medlidenhed med det lille kræ. Synet af vingerne der ikke så ud til at kunne bære hende og hvordan hele kroppen, så ganske af kraftet ud. Havde dog ingen virkning på ham, det eneste der var af følelse, var de skinnende øjne. Som havde de fundet noget så fascinerende, at de ikke kunne rykke sig fra det. Og det måtte man sige han havde, han havde aldrig set et væsen så lille, så skrøbeligt før. Hans fingre fleksede, da det var tydeligt at han stadig havde lyst til at knuse hendes spinkle lille skikkelse. Men formåede igen at undertrykke følelsen og blot stirre på de bevægelser hun lavede.

Der hvor hun prøvede at virke truende, eller prøvede at fortælle ham at han skulle gå sin vej. Var der ingen tegn på at det virkede, de gule øjne indtog alt hvad hun gjorde, mens resten af kroppen var som en statue. Fuldstændig urokkelig, om ikke en smule mere skræmmende end resten af hans udseende. Nogen gange var ord ikke det som kunne være mest modbydeligt, i de fleste situationer havde Cryan lagt mærke til, at det som de fleste frygtede allermest. Så var det når folk bare betragtede en, indgående uden nogen forklaring og uden ord. Og det var også tydeligt på det lille kreatur, at hun følte sig intimideret af hans væremåde. Måske bare generelt hans tilstedeværelse, da hun trak sig tilbage og gemte sig bag blomsten. 

Endelig rykkede hans muskler på sig, og det var hans højre hånd der langsomt flød fremad og greb ud efter hende. Hun skulle med hjem, ingen tvivl om det. 

Jo længere han bare sad der og stirrede på hende, jo mere forvirret syntes den lille fe at blive. For der kom ingen yderligere trusler fra ham. Han sad der bare. Kiggede på hende. Mens hun kiggede tilbage på hen. Klar til at opfange en hver uønsket bevægelse fra ham. Men der kom ingen. Han talte heller ikke til hende. I hvert fald ikke ord som hun kunne høre. Eller forstå. For hende var han stund. Og uden en grund til at svare tilbage, så holdt hun ligeledes sin mund lukket. Lidt efter lidt virkede det også pludselig til at hun faktisk slappede mere af. Og blikket i hendes gule øjne viste mere nysgerrighed end fjendtlighed. Hun var ukendt med, hvad der foregik. Var han blevet forstenet? Det var muligt. Også selvom hun stadig kunne fornemme liv i hans øjne, der så så fascineret ned på hende. Lidt lige som måden hun var begyndt at se på ham på. For ligesom at hun måske var noget nyt for ham. Så var han også noget nyt for hende.

Desværre skulle det vise sig, at han alligevel stadig var noget, hun burde have været varsom med. For idét at han endelig bevægede på sig igen, var hendes reaktion bare den smule for langsom. Så da hans hånd rakte ud efter hende, nåede hun kun at slippe om blomsten og træde et par små skridt tilbage for forgæves at undgå den. Hans hånd var stor nok til at kunne vikle sig omkring hele hendes overkrop. Det var kun et mirakel at det lykkedes hende at have sine arme fri, så de i stedet lå henover hans sammenklemte fingre frem for at ligge klemt inde i selve hånden. Straks begyndte hun at vride sig omkring. Skubbe sig ud af hans greb. Vingerne forsøgte at baske omkring, men der var absolut ingen plads til den slags. Til trods for at hendes hud så ud til at være slimet og glansfuldt, så var der ikke mere fugt til stede på den end der var at inde hos et alment menneske, så hun kunne heller ikke bare glide nemt ud ad hans fingre. Struben var igen sat på gled og udbrød flere af hendes kære R-lyde, indtil hun endelig stoppede med at kæmpe imod.
Men kun for en stund, før hun lænede sit hoved fremover og gabte stort op for så at bide ned i hans fingre. Hendes tænder var skarpe, men ikke meget. De var beregnet til at spise bær og nødder. Og ikke kød. Det eneste der kunne gøre noget var den styrke hun havde i sit kæbeparti. Så om det var brugbart imod ham eller ej, var langt fra en sikkerhed.