Krystallandet
Lorgath 30.11.2015 17:15
Grundlæggende information:Fulde navn: Milicent Gwendolyn
Kaldet: Milicent, Wolf Mother, Lady of the Forest.
Alder: 45 (Ligner én på 25)
Fødselsdag: 23. Marts
Køn: Kvinde
Tilhørsforhold: Kaotisk God
Tro: Skovånderne
Erhverv: Druide
Skaber: Lorgath
Info omkring udseende:
Højde: 170 centimeter
Vægt: 58 kilogram
Hudfarve: Bleg
Hårfarve: Blond
Hårstil: Meget rodet, men med en vis stil over sig. Forholdsvist kort.
Øjenfarve: Grøn
Kropsbygning: Spinkel
Hverdagstøj: Dyrehuder, lidt kjoleagtigt en gang i mellem, typisk med lidt læderarbejde involveret.
Ar, permanente skader, el.lign.: Milicent har kun et ar, og det er fra den kniv hun fik i ryggen.
Særlige kendetegn: Store, hvide, pragtfulde vinger.
Race: Engel
Magi:
Healing: Milicent er yderst dygtig til healing. Hun er i stand til at heale både rifter, mindre sår, helt op til brækkede knogler, sågar afhuggede lemmer, så længe hun stadig besidder den afhuggede legemsdel. Dette efterlader hende dog meget afkræftet flere dage efter.
Kommunikation med dyr: Denne evne giver Milicent muligheden for, at kommunikere med alle dyr. Hun behøver ikke selv lave dyrelydene, men hun forstår og kan tale tilbage forståeligt til dyrene. Den giver hende muligheden for, at have en del gode venner i skovområderne. Hun kan dog ikke kommunikere med insekter. Det er typisk fugleracerne, katteracerne og ulveracerne, hun kan det med, men hun kan også med heste.
Dygtighed til at kontrollere sin første evne: 10
Dygtighed til at kontrollere sin anden evne: 8 – passiv, det sker bare naturligt.
Info omkring personlighed:
Talenter: Kan overleve i naturen, er meget stædig, er lært.
Svagheder: Kan ikke slås, har glemt alt om etikette, er sygeligt bange for mindre kamre.
Interesser: Planter, dyr, lærdom, skovånderne.
Drømme/ønsker: Som Milicent ser det lige nu, har hun det ganske fint, der hvor hun er. Hvorfor ændre på det?
Elsker: Dyrene, skovene, naturen, luft under vingerne.
Hader: Mure, fangenskab, mørke kamre, skeletter, vold.
Helhedsindtryk af personlighed: Milicent er af en ret alvorlig karakter. Hun er stadig og årvågen, og bryder sig ikke om, at binde sig til folk, fordi hun er bange for, hvad der ville kunne ske. Hun kan godt være lidt fandenivoldsk, og har en ganske nydelig humor, hvis humøret er der til det. Hun har aldrig haft et særlig godt temperament, men hun er til gengæld blevet ret tålmodig på sine ”ældre dage”.
Kommer man gennem den hårde skal, er hun en meget blid og venlig kvinde, med en del visdom at dele ud af. Hun bryder sig ikke spor om vold, og bliver faktisk dårlig tilpas ved tanken om, at skulle kæmpe mod nogen som helst.
Fortid/baggrund:
Barndom: Når man spørger Milicent omkring sin barndom den dag i dag, har hun ikke meget, at sige. Hun har aldrig brudt sig om den familie, hun kom fra, og har decideret had til sin fader.
Allerede som lille, kunne hun kommunikere med dyr, og hun ville egentlig helst være ude i skoven, men det ønskede ingen i familien, at hun gjorde. Hun skulle uddannes, gøres til en rigtig stadsdame, og gud, hvor hun væmmedes over det! Hver dag skulle hun sy, hver dag skulle hun have sit pæne, blonde og lange hår sat rigtig pænt. Hver dag skulle hun lære etikette! Hvad var det for noget bras? Hun ville bare gerne sige ting som de var, i stedet for, at være høflig og pæn, som et stykke porcelæn. Det var ubegribeligt væmmeligt! Faktisk var det lige til, at kaste op over en gang i mellem. Men sådan var livet bare.
Fortid frem til nu: Det var først da Milicent blev 15, at det virkelig gik op for hende, at far ikke var til, at bide skeer med. Han ville partout have hende gift til en anden adelig herre, og det nægtede hun simpelthen pure. Første gang der blev forsøgt, sparkede hun sin bejler i kugler og fik virkelig sine ører i maskinen. Far var voldelig af sig, og hun fik kun endnu dårligere erfaring med ham.
Den næste bejler forsøgte hun at gifte væk til en af husets tjenestepiger. Tjenestepigen blev aldrig set igen, og skønt hun og Milicent havde været gode venner, så ville far ikke høre tale om, at tage Elvina tilbage i sin tjeneste. Milicent fik hurtigt på fornemmelsen, at hun ikke blot var blevet sendt væk, og hun blev faktisk kort nervøs. Indtil næste bejler kom. Han blev bidt i tungen da han forsøgte at kysse og begribe sig på hende. Far var rasende! Milicent fik stuearrest den næste måneds tid, og hun hadede ham for det!
Da Milicent var 20 år gammel var alle hendes brødre og søstre giftet væk. Mor døde ved et uheld under ridning, og Milicent var tilbage i huset, kun med far, der virkelig var ved at være rigtig, rigtig gal.
Da den næste bejler kom, fik Milicent og far en alvorssnak. Hvis hun gjorde noget dumt mod denne bejler, ville han ikke svare for konsekvenserne.
Men evindelig rebelsk som Milicent nu engang var, så fik bejleren samme ubehagelig tur som alle de andre. Hun skubbede ham ned i en sø.
Denne gang blev far virkelig vred! Han klippede alt Milicents hår kort og kaldte hende en uduelig lille horeunge. Milicent fandt sig ikke i det. Hun sparkede far i nosserne, og til dét, mistede far al tålmodighed. Da Milicent vendte sig rundt for at gå sin vej, ind på sit værelse, mærkede hun en brændende fornemmelse i ryggen. Hun gispede, vendte sig rundt, for at se far med tårer øjnene, komplet rød i ansigtet. Han sagde undskyld. Han forsøgte virkelig at undskylde og gøre det godt igen, men da Milicent hostede, smagte hun blod. Kort efter kollapsede hun dér, i fars værelse. Livet gled hurtigt ud af hendes spinkle krop, og far måtte begrave sin sidste, hjemmeboende, ugifte datter. Det blev aldrig nævnt hvorfor hun var død. Det var en familiehemmelighed.
Da Milicent vågnede igen, var alt mørkt og hun frøs så inderligt meget. Hun vidste ikke hvad der foregik, men som hun kom på benene, gik det op for hende, at der hang en fakkel og at der ikke var helt så mørkt herinde, som hun havde regnet med. Derefter kom panikken. Der lå åbne kister med skeletter. Et mausoleum. Med et skrig, løb hun mod udgangen. I starten kunne hun ikke finde udgangen. Men hun var heldig. Det var den slags grav hvor familien regelmæssigt valgte at gå ned – Så ud kom hun. Der var også mørkt udenfor. Og hun havde ondt over alt. Hun brød sig ikke om hvad der foregik, specielt ikke, da hun følte en sær følelse. Vinger? Bedst som hun opdagede det, steg hun til vejrs, voldsomt chokeret.
Det var dér, at det gik op for hende, at hun aldrig skulle tilbage til sin familie igen! Hun fløj væk, langt væk, og endte i en skov. Her tilbragte hun 20 år, til den dag i dag. Stadig vil hun ikke tilbage. Hun vil aldrig se sin forhadte fader igen!
Værste minde: Sin egen død og de mange gange, far har gjort grimme ting ved hende.
Bedste minde: Al den tid hun har tilbragt alene i skoven med dyrene.
Barndomshjem: En herregård uden for Hovedstaden.
Levested i øjeblikket: Paradisskoven.
Familie:
Far: Caperone Gwendolyn, 88 år
Mor: Alice Gwendolyn, Død
Storebror: Torbin, 57 år
Storebror: Thomas, 56 år
Storesøster: Faline, 46 år
Færdigheder:
Fysisk styrke: 4
Våbenfærdigheder: 1
Smidighed: 6 - hun er født hypermobil
Fysisk udholdenhed: 5
Taktik: 4
Intelligens: 5
Kreativitet: 6 - lært inden for en masse ting, med frit sind.
Mental udholdenhed: 9 - er blevet myrdet og er kommet tilbage med sit sind i behold.
Chakra: 10 - De sidste 20 år har hun næsten udelukkende brugt på, at tale med dyr, ergo, stærkere magi.
