Ulveføde. Caitlin var sikker på den kommanderende elver havde overdrevet eller forsøgt at skræmme hende til at stoppe, da hun var smuttet fra ham. Ulve spiste da ikke mennesker! Eller det troede hun da ikke. Som vejen ikke var kommet til syne mellem træerne og de hverken blevet mindre, yngre eller tættere - tvært i mod! - var hendes overbevisning begyndt at vakle og hendes blik begyndt at flakke. Hun var var forlængst holdt op med at styrte igennem skoven som en gal og bevægede sig i stedet frem så stille som hun kunne. Hvilket var stille, for endnu en gang længere fremme fik hun den tvivlsomme fornøjelse af at opskræmme et par hjorte. Dog uden at de gik til angreb denne gang. Måske fordi hun så hurtigt som hun kunne forsvandt op i et træ og sad der til hun ikke længere kunne høre dem.

Og så lidt længere. For mørket var faldet på og natten var ikke spor bedre for hendes forstillingsevne end dagen havde været. Endnu engang kunne hun kun spørge sig selv om hvorfor hun lige havde skulle undersøge det her rygte af alle dem Amy var kommet med. En drage i en elverskov. Som taget ud af eventyrerne eller mareridtene som det havde vist sig, for hun var og blev opvokset i byen!

Den næste dag flakkede hun stadig rundt i skoven og forvildede sig mod sin vilje dybere og dybere ind i den. Mad var til at finde som hendes andet jeg, skønt ingen af de to satte den mindste pris på tre dages regn. Det efterlod hende mudret, våd og helt igennem utilfreds med tilværelsen i al almindelighed og skoven i særdeleshed. Hendes evne til at læse skoven var dog blevet bedre og hendes jagtevner det samme, selvom mus var og blev mus. Hendes sovested forblev i træer hvor ubekvemme de end var, for ulve kunne ikke klatre...

At blive vækket af solen på den guderne måtte vide hvilken dag i skoven hjalp en smule på hendes humør og fik hende til at svinge sig ned af træet med fornyet mod på tilværelsen. Om ikke andet så for en tid, for som hun så sig om - rigtigt - og tog omgivelserne ind, slog en grusomme mistanke ned i hende. Det træ hun stod overfor havde hun set før. Der var markeringer fra noget der havde gnedet noget hårdt mod stammen og dem havde hun bestemt set før. Stille lod hun fingrene glide over tegnene og forsøgte at huske hvad vej hun var gået da. Et blik rundt hjalp ikke, for resten af træerne lignede hinanden og slet ikke træerne i regnen. Åndssvage skov.

Lugten af regn og mudder fyldte den kølige luft denne morgen, rundt omkring i Lindeskoven var der små banker af tåge at se hist og her. Det påvirkede dog ikke synderligt den rødblonde unge elver, der var blevet grumt vækket af en af hans spejderkammerater om at han skulle få fjerene ud af sengen, tilsyneladende havde de sidste par dages regn taget hårdt ved en del af det sensitive elverfolk, så denne morgen var der ikke ligefrem mandskab nok til at dække de sædvanlige områder.

Han brokkede sig dog ikke og fik tavst, hastigt, klædt sig på, lag i lag, nok til at han forhåbentligt kunne holde varmen ved at bevæge sig. Simple arm og benbeskyttere af læder og det sædvanlige bælte med hans trofaste dolke, og pilekoggeret med pile der blev slynget over den lune uldkappe.
Et enkelt lembasbrød blev hapset med i farten, heldigvis kunne han let overleve på skovens skatkammer hvis han skulle være på vagt i længere tid.
På vejen over til stedet han var blevet udstationeret til fik han en hurtig opdatering om et menneske der åbenbart var blevet set derude. Skønt, et menneskebarn at holde øje med.. Forhåbentligt ville den ikke vise sig så besværlig som det til tider kunne være at få Renaél til at samarbejde.

Han nikkede let og trådte af idet de to skiltes og han begyndte at begive sig ud på sin rute.
Det tog dog heller ikke synderligt lang tid for ham før han begyndte at opdage tegn på at mennesket havde været der. Brækkede grene, bøjet græs og svampe der syntes at være blevet sparket til. Et mindre fnys forlod ham, idet han tavst begav sig ud for at se om han kunne finde mennesket.. Det tog ham dog heller ikke synderligt lang tid før han fandt hende, dyngvåd og lignende noget en eller anden ugle kunne have gylpet op.
'' Hvis det er dragen De er på jagt efter må jeg desværre skuffe Dem og sige at De befinder Dem i den forkerte ende af skoven. ''
Lød hans stemme, før han selv kom frem fra sit dække til at hun kunne se ham. Han beholdt dog en behørig afstand lige til at læse hendes kropssprog af. Hvad var hun+ Ikke meget mere end et barn.
Det irriterede ham med hvor mage mennesker der var kommet og forstyrre freden i Elverly siden den drage havde slået sig ned der med sin skat og rygterne var begyndt at svirre. Dog vidste han at Toorah helst ville at Elverly skulle give sig at være åbent for fremmede, det holdt jo trods alt at holde partnere og venskaber ved lige, og at gøre sig direkte uvenner med menneskene kunne, måtte han indrømme, i værste fald få elverne udslettede, på trods af at elvere levede længere og var dygtige krigere, var der langt flere mennesker, de ynglede som myrer, og havde en levetid der synes at være nærmest latterligt kort..
Altså holdt han kun øje med menneskebarnet, for nu. Selvom hun dog umuligt kunne have det godt, hun så så malplaceret ud.

At indse hun havde gået i ring havde frataget Caitlin lidt af den forsigtighed hun ellers havde bevæget sig rundt med. Frustreret havde hun vadet i den retning hun håbede var mest mod kanten af skoven og ikke dybere ind i den og på vejen havde en svamp eller to da også fået et spark. Alt omkring hende var trods solens opdukken stadig vådt og klamt. Hendes hår hang som en filtret masse omkring hende og der var ikke længere nogen spor af at det havde været sat i en fletning en gang. Hvilken farve hendes tøj havde haft ved starten på hendes rejse var heller ikke til at gætte ud over at det havde været i så afdæmpede toner som det mudder der nu dækkede hende i et ujævnt lag. Værst var dog at hun blev ved med at være sulten.

En lyd et sted i skoven fik hende til at stoppe op og se stift i den retning, mens hun prøvede at placere den som noget hun vidste hvad var eller havde mødt allerede. Nye dyr og væsner var begyndt at blive en skræmmende ting og noget hun slet ikke fandt spændende. Slet ikke tanken om at en drage - selv ikke en lille bitte en af slagsen - kunne være et sted derude og ligge på lur efter hende. Hendes nysgerrighed efter at se den eller dens skat var så inderligt forsvundet efter de første dage i regnen og tilbage var minderne om safirdragens brølen. Ikke gode tanker at gå rundt med.

Slet ikke som skovens lyde blev brudt af en stemme talende menneskesproget. Det fik hende til at stivne på stedet, før hun drejede sig lige så forsigtigt rundt mod stedet hvorfra stemmen kom. Den virkede også skræmmende nok som en hun havde hørt før. Det kunne næppe være en god ting! Langsomt trådte en mand, høj mand, høj elvermand, frem fra underskovens skygger og mere skulle der ikke til før hun trak sig først et halvt så et halvt skridt mere baglæns væk fra ham og mod nærmeste træ. "Jeg er ikke på jagt efter noget!" Elvere skulle være frygteligt overbeskyttende overfor deres skove og hun skulle i hvert fald ikke indrømme hun havde jaget i en af dem. Var hun virkelig stadig i den samme fordømte elverskov? Satte de da ikke skilte op eller noget så folk ikke forblev der? Hun holdt blikket på ham, vejrende om han ville gøre nogen pludselige bevægelser og selv parat til at klatre som hendes hånd fandt den ru bark fra et træ. "Desuden er der slet ikke nogen ende på den her skov!"

Han hævede det ene øjenbryn, ganske let, af tøsen. Et eller andet sted under al mudder og 'sidegevinster' fra skoven, virkede hun sært bekendt. Var det en han havde set før? Mentalt begyndte han at tænke på de mennesker han havde mødt i sit liv, ikke fordi det var frygteligt mange, men det var da nok til at det tog ha lidt tid før han fik det viltre ansigt placeret ordentligt.
Antydningen af et smil forlod ham.
" Har man stadig problemer med at blive fordulgt af skovens dyr? "
Stemmeføringen var næsten munter under den ellers alvorlige facade. Havde hun været herude siden da? Så var der da ikke noget at sige til at hun virkede så vild og malplaceret, helt og aldeles ude af balance med sig selv.
Med krydsede arme lænede han sig op af et træ, stadigt betragtende hendes bevægelser med et årvågent øje.

" Selvfølgelig er der en ende, og en start på Lindeskoven, hvordan skulle De ellers have forvildet Dem selv herind? Hvis De var født og opvokset her ville De vide hvordan man bedst finder vejene, og det er bestemt ikke ved bare at brase nådesløst og uvidende gennem skoven og ødelægge al flora og fauna omkring Dem. "

Hvorfor fortalte han hende dog dette? Hun var et menneske! Og et menneske hørte bestemt ikke til i en skov, og da slet ikke dette rakkerpak af en unge, der efter alt at dømme var mere vandt til byer end til natur, at hun overhovedet havde overlevet så længe her på egen hånd var nærmest et mirakel i sig selv. Der var bestemt noget Renaél kunne tage ved lære af der..
Han skubbede sig selv ud fra træets våde bark igen, og gik lidt tættere på hende, afmålende hendes personlige rum og grænser.
" Ikke desto mindre kan De ikke blive her, De kunne i værste fald dø, hvilket ville skaffe os elvere en pokkers til ballade. "
Man vidste aldrig hvilke form for betydningsfulde folk en person måtte kende, end ikke et menneske, så han måtte vel hellere vise hende noget mere hensyn og nåde i forhold til hvordan han havde opført sig, fjollet, sidste gang han havde set det vilde barn.
En hånd, beklædt med en halvhandske af blødt læder, blev rakt imod hende.
" Kom med, så kan De få lidt ly og muligvis også noget tørt tøj og et måltid mad indtil regnen er stilent af, så kan jeg vise Dem ud af skoven.."

Forklaringen til denne handling måtte blive hans eget problem, det og de forbistrede rapporter der altid syntes at vente ham et eller andet sted ved hans skrivebord eller ved vagtskifte.

Forståelsen af hvem elvermanden måtte være kom med den enkle og alt for muntre hentydning han kom med til Caitlins første møde med elvere. Da havde hun været forfulgt af en olm buk og det havde slet ikke været rart. Det havde elverne nu heller ikke været og deres opførsel og truende adfærd var hvad der havde fået hende til at flygte for alvor. Af samme grund var det heller ikke glæde der lyste ud af hendes træk, som hun indså hun havde set elveren før, tværtimod! Først kneb hun øjnene sammen og så trak hun sig endnu et skridt baglæns og hen på siden af træet hun stod ved. "Ikke specielt..." Hun trak på det og gjorde derved sit svar til et ikke-svar på flere måder. Hun blev ikke forfulgt så meget som hun forfulgte skovens dyr og slog dem ihjel og spiste dem. De små af dem i hvert fald.

Hans næste smørre fik hende til at se om noget mere fjendtligt på ham. Han lød så overlegen og arrogant at det halve kunne være nok. Måske var hun ikke opvokset i skoven, men på den korte tid hun havde været her havde hun lært ikke så lidt om at klare sig. At skoven så ingen synlig eller findbar ende havde kunne hun virkelig ikke gøre ret meget ved. Det var jo ikke fordi hun ligefrem kunne tale med træerne om det. Mest af alt var hun fornærmet af hans udlægning af hvordan hun bevægede sig. Hun brasede aldrig frem når hun ikke var på flugt. At hun havde været frustreret denne ene morgen og nok til at sparke til et par svampe var en ting, men hun brasede ikke frem. Det gjorde hende jo alt for let at følge og finde! Havde han da slet ingen ide om hvordan man overlevede? Hun svarede ham heller ikke med andet end et fnys, før hun hæftede blikket stift på hans ansigt og ublinkende fulgte ham komme hen imod sig.

At i hende skreg på at komme væk og da han var lige uden for hans rækkevidde af hende flyttede hun sig da også baglæns igen. Hendes skridt var sikre skønt hun ikke så ned for at se hvor hun trådte og så lette at de ikke kunne høres. Hun hørte til i naturen og at have været i den havde vækket den del af hende til live fra sin slumre. Hånden han rakte frem fik et blik, før hun så tilbage på ham og bakkede endnu et skridt. Hvor dum troede han lige hun var? "Med en kniv for struben måske? Nej tak, jeg klare mig fint selv. De skal endelig ikke snavse Deres fine fingre til med en som mig." Det var tydeligt at hun kun forventede ondt fra hans side af og intet godt. Ville han give hende mad ville det have bagtanker eller gift, ville han give hende et sted at sove... hun så bare på ham, som hun bakkede et skridt mere og holdt sig klar til at forvandle sig og løbe.