Det var ved at være lidt ud på aftenen. Vinden var isnende kold, sneen faldt hurtigt og var pudderhvid. Alt i alt var dette ikke helt stedet for en type som Miilaethorn. Han var godt nok vokset op i kulden, men det var ikke så koldt som her. Til trods for sin udmærkede varme påklædning havde han besluttet at finde et sted hvor man kunne få tag over hovedet for denne nat, da kulden var mere end bare bidende denne aften. Og så havde vildtet ikke været særlig godt i disse områder. Thorn hadede at indrømme det, men han var lav på rationer og var derfor virkelig nødt til at finde et sted, hvor han kunne få fat i dem. Det var hans første prioritet, og derfor var hans opgave i øjeblikket at finde én af de mindre byer i det nordlige krystalland. Nok var folk heroppe meget simple, men Miilaethorn håbede virkelig på, at de ikke ville være decideret fordomsfulde.

Han kunne ikke vide, at han netop havde fundet en sådan by. Liggende tæt op af en mørk og større skov, var der en lille provins af små huse med stråtage. Der var en lille kro her, og i øjeblikket kom al larmen derfra. Miilaethorn trak hætten godt op over hovedet og begyndte stille og roligt at gå ind i "byen".
Stilheden, da han trådte ind i den lille kro, var næsten overdøvende og bekymrende. Folk kiggede. Meget. Det var lige til at blive paranoid over, men Thorn tog ikke sådan lige på afveje. Han havde brug for de rationer, og hvis hans slags ikke var velkommen, måtte han jo bare tage sig til gode med en smule mad. Det burde ikke være det helt store problem.

Han tog drastisk fejl, for alle herinde var grove typer. Bønder samlet sammen med krigere, alle sammen skæggede og vrede. Og beskidte. At se en elver herinde, iført sit stadig rene tøj, var en skændsel. De ville slet ikke se andre racer og da slet ikke de forfinede spidsører.
Derfor fandt Miilaethorn sig ansigt til ansigt med én af dem, da han rejste sig og blokerede vejen. Lige så stille begyndte flere at rejse sig op og Thorn var udmærket klar over, at han hellere måtte træde lidt forsigtigt her.

"Vi tager ikke imod din slags her, elver!"

Spyttede den store mand ud, mens han pustede sig godt op. Miilaethorn var forberedt på det værste, men han havde et stort behov for at handle med den kroejer, som åbenbart var forduftet som dug for solen.

"Jeg skal nok gå. Når jeg har handlet med ham der ejer kroen,"

Forklarede han, forsøgende at være diplomatisk. Det var ikke godt nok for den store kraftkarl, han var tydeligvis blevet provokeret af Miilaethorns beslutsomme ord.
Manden stirrede vredt og greb hårdt fat i elverens kappe, og trak ham helt hen foran sig. Han ville have givet den forbandede spidsøre en ordentlig skalle, men nåede ikke så langt, før Thorn greb fat i hans hånd og vred den om i ren og skær selvforsvar. Selvfølgelig skabte det noget af et røre da publikummet råbte og skreg.

Handark havde aldrig prist sig lykkelig over tanken om, at han ingen magiske kræfter besad. Ikke at han følte skam over hvad han var, men det var nærmere tanken om hvad han blev betragtet som. Krystallandet var fyldt med magikere af enhver slags, heriblandt også magiske væsner og racer. Faktisk begyndte ikke-magikere at bevæge sig ned i sådant et antal, at de nærmede sig minoriteterne. Han bifalde forskellighederne som fandtes i landet – de forskellige kulturer og deres levevej, det gjorde han virkelig. Hvad han ikke nærede glædelige følelser omkring var fanatikerne, specielt dem som anså den ikke-magiske verden som værende noget der alt i alt var skidt. En pest og plage for det magiske rige, der skulle – og måtte – lade sig præge af netop den holdning. Han havde aldrig følt skam og ville ikke lade sig skamme, men han havde set den hos mange, skammen. Frygt og skam havde ødelagt manges sind, og fremdrævet et dybt og stort had til alt hvad de ikke havde. Magi var ikke velkommen i enkelte byer rundt omkring i landet, og den han opholdte sig i var en af dem. Det var derfor en overraskelse at se en som Thorn, i den mørkbelagte kro. Hans velkomst, hvis det overhovedet kunne betragtes som det, var virkelig ikke varm.

Lyden af det startende opgør fik mennesket til at rejse blikket fra bordpladen. Hånden der havde hvilet i hans nakke, knugende omkring roden ved den løse knold, lagde sig omkring hans kappes hætte. Han trak den ned, afslørende hans solbrune ansigt, hvis udtryk langsomt malede sig efter hans følelsers gang. Placeret ikke utrolig langt fra den begyndende konflikt, trak han langsomt stolen ud. Han skævede omkring sig, seende hvordan samtlige af kroens gæster (både mænd som kvinder) bevægede sig imod den lyshårede elver. Deres øjne lysnede ikke af beundring eller glæde (som mange nærede ved synet af elvernes skønhed) over hans ankomst – tværtimod, var dette stik modsat. Foragt var en større del af deres sind, end hvad der glædede ham. Det var derfor med let hast, at han rejste sig fra stolen og trådte tættere på det der lignede starten på et slagsmål. Han nåede ikke langt før han mærkede et fast greb omkring hans underarm:
”Jeg anbefaler at du ikke blander dig,” lød en hvislende stemme bag ham. Handark skænkede ikke personen bag sig et blik, men vred sig i stedet ud af hans greb. Han nåede netop at vænne sig om til, at se et angreb, ført af noget af en kraftkarl, imod Thorn. Han hævede et enkelt bryn overrasket over, at se elveren præsterende et forsvar med alt for stor lethed. Han ville have betroet ham til at have styr over situationen, hvis det ikke havde været for endnu en angribende skikkelse. Fra baggrunden bag ham selv stormede der endnu et menneske frem, med en hævet, knyttet næve. Handark lagde en fod imod en barstol, skubbende denne fremad i et hårdt spark. Dette resulterede i, at den ramlede ind imod menneskets ben, som efterfølgende tumlede fremad med enorm fart, og hovedet først imod gulvet. Som forventet, skabte dette ikke stor glæde hos folkene omkring ham. Lyden af metal klingende imod metal, sang i hans ører. Der blev trukket sværd.
Han lagde et greb om sværdets håndskaft, trækkende sig nærmere Thorns skikkelse. Synet han mødte var virkelig ikke betryggende.
”Åh nej,”

Miilaethorn stirrede på manden, der stod og havde et pinefuldt udtryk i ansigtet. Men han kunne sagtens også se trods og da han slap, trådte han også selv et enkelt skridt bagud, for at undgå for mange flere udfald. Den store kraftkarl var heldigvis selv også tøvende, som han stod og gloede noget så olmt på elveren.
Det var først, da et andet menneske pludselig tog hans parti, at det gik op for Miilaethorn, at han måske var ude hvor han efterhånden ikke kunnne bunde.
Mennesket havde opdaget en anden overfaldsmand, før Thorn gjorde, og idet manden blev væltet af en stol, så Thorn overrasket op, men kunne ikke andet end at sende manden et takkende blik, mens han halvt om halvt håbede at nu var den sag ude af verden.

Nej. Langt fra. Lyden af stål mod læder, da flere våben blev trukket, gjorde Miilaethorn opmærksom på situationens alvor, og lige som mennesket, kunne han ikke udtrykke andet end en håbløs, men lettere fatalistisk grimasse, mens han selv trak sit eget sværd. Der var intet andet for, end at forsøge at mase sig ud, og Thorns bedste forsvar, var hans evne færdigheder inden for sværdbrug. Han havde hugget sig gennem menneskemasser før, men ikke uskadet, og i dag ville nok ikke være anderledes.

Han overvejede et sidste forsøg på at være diplomatisk, men var godt klar over at chancerne ikke var særlig gode. Det endte med at han bare rystede på hovedet.

"I kan vel slet ikke overtales til at droppe dette?"

Spurgte han alligevel. Han ønskede ikke at spilde blod midt i kroen. Det virkede bare alt for fjollet og så var han også klar over de risici han selv tog. Han kunne også dø af det her, hvis han ikke passede meget på.

Det var da han hørte lyden af sit ejet sværd blev trukket, at han opgav at redde deres fatale situation. Den sprudlende blodtørst han mødte i de besøgende af kroens blikke var langt fra betryggende. Specielt nu da den ikke længere kun var rettet imod Thorn, men den var rettet direkte imod dem begge to.
Handark rynkede brynene, og lod helt ubevidst uroen omfavne hans øjne. Diskretionen han længe havde nyt af, da denne havde afholdt ham fra alt hvad der havde kunne holde folk i at rette deres opmærksomhed imod ham, måtte han smide fuldkommen. Det vil sige, at den havde forladt ham - i al hast, med et skingert skrig. Han havde kastet sig hovedkulds ud i ballade, og han nød vitterligt ikke af det. Af natur brød mennesket sig ikke om at komme ud i problemer, hvad de fleste 'normale' individer ikke brød sig om. Hvilken betydning normal så havde, begyndte mennesket at tvivle noget så voldsomt på. Alt hvad der førhen havde været normalt for ham, var det så sandeligt ikke længere. Ikke efter de mennesker han havde mødt igennem de sidste mange måneder, og de groteske typer landets flertal havde mænget og sympatiseret sig med.

"I kan vel slet ikke overtales til at droppe dette?"
Et godt spørgsmål, virkelig. Handark tvivlede, imens hans indre jeg skreg på, at de faktisk havde en chance for, at undgå fuldblodsmenneskernes vrede. Dette var selvfølgelig ikke tilfældet, måtte han desværre konstatere, da en enkelt herre besvarede elverens spørgsmål med en håndende latter. Hvad værre var, da flere fulgte trop i dette og ligefrem syntes at finde morskab ved hele situationen. Han fandt sig selv med en grim mavepine, med tanken om hvad der netop skulle til at ske. Han følte sig blot en anelse håndet og blot en anelse fortabt.
Forsigtigt skævede han imod Thorn, da han pludselig mærkede hvordan hans ene overarm strejfede hans. Han havde bevæget sig bagud, væk fra den nærmende mængde, med sværdet hævet. Han nåede netop at få øjenkonktakt med elveren, da han hørte en susen i nærheden af ham. Synet af en klinge, nærmende sig hans sidekammerats ansigt med enorm hast, fik mennesket til at reagere. Lyden af hans sværdklinge parrerende den anden, sang i hans ører. Han slyngede hænderne hårdt til venstre, væk fra det angribende menneskets center, så dette dannede en grim åbning hos hans fjende. Holdende hans sværd nede, sendte han et godt, og kraftfuldt spark imod mennesket foran ham. Dette satte sig pænt i mandens mellemgulv, der sendte ham skrigende (en lyd, lignende en stukken gris) i gulvet.
Handark vendte stakåndet imod Thorn, hørende sig selv sige:
"Tvivler du ligeså meget som mig?"
Han ville nødig kalde hans nye bekendtskab for dum, men han ville nok synes det var en passende titel, hvis han fortsat troede der var en mulighed for en fredelig samtale mellem de slåsende parter.

Miilaethorn var næsten ikke overrasket over, hvordan hans spørgsmål blev mødt med en hånende latter. Han følte sig alligevel ikke synderligt vred over menneskerne, selvom en indre frygt bredte sig. Han ville helst gerne ud herfra, gerne i live, men lige nu så det ud som om, at det ville blive svært.
Som han fik øjenkontakt med det menneske, der havde taget hans parti, kiggede han et øjeblik lidt mere indgående på ham. Kunne han egentlig stole på manden, eller var det her én stor syg joke?

Som manden parérede et sværdhug ment til Thorn, blev elveren hurtigt klar over, at det ikke var tilfældet. Selv så han sig hurtigt omkring, og da en mand kom noget hurtigt styrtende frem mod den, koncentrerede Thorn sig om manden, til han var blind og faldt skrigende til jorden, rædselslagen over at have mistet synet.
"Noget siger mig, at min tvivl lige steg en god del," svarede elveren en kende tørt, mens han holdt godt øje med flere angreb. Stille og roligt trak han også sin langkniv. Det var sådan han allerbedst sloges med flertal. Han havde gjort det så mange gange før på slagmarker, at det var som at ånde.

Nu kom der tre flere imod dem, og Thorn stod godt klar, med sværdet i et lidt underligt greb. Han havde mange forskellige greb, at bruge, for hvert greb betød noget forskelligt. Dette greb var ment til, at kunne parére og så derefter komme med et hurtigt modangreb. Hvilket også var hvad han gjorde, da den første var over ham. Hans paréring sad perfekt, og som han fuldførte den, gav han et mindre vrid med håndleddet, der fik modstanderens sværd til at vibrere hårdt. Manden blev overrasket og allerede dér, var Thorns modangreb inde. Han hamrede sværdet ud af hænderne på manden og så meget kort tilbage på mennesket.
"Jeg tror jeg tvivler lige så meget som dig, hvis ikke en smule mere,"