Krystallandet
Illusiane 27.05.2012 21:35
Kære herskaber, dameskaber, klædeskaber og kommoder!Det er med stor glæde at vi endelig (undskyld ventetiden Wimse) kan præsentere
VINDEREN AF 'LA COMPETITION MAGNIFIQUE'!
der blev indsendt tre meget fine indslag, og vi har haft stor fornøjelse af at læse jeres fantasifulde historier. ikke desto mindre var vi nødt til at vælge én, og kun én vinder.
Vi har voteret på baggrund af hvor godt jeres historie opfyldte de krav vi stillede til den. Efter noget tids diskussion frem og tilbage, blev vi dog enige om at vinderen af denne fantastiske konkurrence er;
*trommehvirvel*
WIMSE!
Idet hun i sin historie formår at inddrage alle elementer på en enkelt, men dog spændende og eksperimenterende måde. Både Sunny og jeg var rigtig glade for måden du har inddraget Sigúr Ross' sang Glósólí i næsten hver en bevægelse din char laver. Du skal være sød at skrive en besked til mig om hvilken scene fra historien du gerne vil have udført som tegning <3
tillykke til dig Wimse!
Her kan I læse Wimses vinderindlæg;
Antonia Kristóf.
999 ord.
Wimse.
Hendes øjne fulgte solstrålernes sidste kamp for at give liv til jordens folk, før de til sidst gav op og lod mørket sænke sig som et mørkt og uigennemtrængeligt tæppe over byen.
Med en underlig fornemmelse i kroppen, forlod hun sit hus iført Skyggens karakteristiske arbejdstøj. Hun gik med rolige skridt gennem de mennesketomme gader. Hun lavede en enkelt bevægelse med hånden, hvorefter en mørk masse gled hen til hende. Det var skyggerne der lystrede deres mester.
Hun havde arbejde der skulle overstås, gerne så hurtigt som overhovedet muligt.
Bag hende listede et dyr med gyldne øjne efter hende. Dyret gik på sine lydløse poter, og havde ikke svært ved at følge med den kvinde, der tydeligvis ikke havde set den.
Herregården var meget stor. Ejeren havde ry for at eje mere end han havde brug for. Det var også grunden til, at Kvinden fra Skyggerne havde besøgt ham et par gange før. Der var flere der var interesserede i hans ting, og hun havde muligheden for at trænge uset ind og ud.
Hun gik op ad de brede trappetrin, og fandt en lille daggert frem fra støvlen. Hun satte spidsen af daggerten i låsen og drejede lidt rundt, til hun hørte det velkendte lille klik, der annoncerede, at hun nu kunne komme ind. Et smil gled over hendes fyldige læber.
Hun åbnede forsigtigt døren og gik ind. Hun lukkede den ikke engang efter sig. Med forsigtige skridt gik hun rundt inde i huset. Hun fandt hurtigt den trappe hun ledte efter, og begyndte sin forsigtige gang op ad den. Trappen var beklædt med et mørkt tæppe, hvilket dæmpede hendes skridt derpå.
Ind ad døren kom dyret med de gyldne øjne, og fulgte bare kvindens spor og derefter op ad trapperne. Hun havde stadig ikke lagt mærke til sin forfølger.
Hun gik fra rum til rum på overetagen. Hun havde stadig en underlig fornemmelse i kroppen. Det var en fornemmelse der bekymrede hende, men som hun ikke kunne sætte ord på. Hun fik et kick af at gå rundt i folks huse, mens de bare lå sødt, helt væk i deres dybe drømme. Hun kunne blive opdaget hvert eneste øjeblik, det skulle være.
Hun fandt ikke det rum, hun egentlig skulle finde. Et eller andet fangede hendes opmærksomhed. Det var en lyd. En melodi, lød det som om. Det lød ikke som andet end en tromme, klokkespil og ellers.. måske en fløjte? Men hun kendte melodien. Måske bedre end hun burde. Derfor burde hun også vide, at det ikke førte noget godt med sig at følge lyden, men hun kunne ikke lade være. Hendes ben fulgte den selv, selvom hun vidste hun havde et arbejde at udføre.
Hun kom ind i et mørkt, lille rum. Der var næsten ingen møbler. Inde i hendes hoved var en kvinde begyndt at synge en velkendt sang med sin klare og rene stemme. Kvindens sang alene bragte så mange gamle minder frem. Det burde have været nok, til at hun satte hælene i jorden, vendte om og skyndte sig hjem. Hun lyttede ikke til sin fornuft.
Hun stoppede foran et stort billede med meget klare farver.
Det var som om det dansende par virkelig dansede i den sovende kvindes blå hår. Der var malet et glimtende spindelvæv, og et eventyrslot.
Sangen forblev inde i hendes hoved.
Hun fik tårer i sine øjne, ved at kigge på billedet. Billedet og sangen i hendes hoved bragte af en eller anden grund, et hav af minder frem. Det var minder hun havde brugt så lang tid på at gemme væk, og nu var de kommet frem. Sangen var en hendes egen mor havde sunget til hende om natten, når hun ikke kunne sove i den tro, at det måske hjalp. Moderen havde godt vidst at det ikke hjalp, men hun kunne ikke bare lade sin grædende datter være.
Billedet fik hende til at tænke på et gammelt eventyr, hendes onkel altid havde fortalt hende, da hun var lille. Hun huskede ikke historien så godt. Den handlede om en gammel konge. Han havde kaldt sig selv Ørnekongen. Onklen havde altid sagt, at denne konges øverste rådgiver havde været en svamp. En levende svamp. Det havde altid fået hende til at grine. Kongen rådede over meget land. Han stolthed havde dog været en flod. Det var en flod der flød med mælk og honning. Hun havde elsket historien som lille.
En stemme var begyndt at råbe til hende, inde i hendes hoved. Hun vidste at det var Skyggen, og den ville have hende til at gå væk derfra. Hun fik ondt i hovedet, og rystede på hovedet for at få det hele væk.
Hun kiggede ned, og stoppede med at ryste på hovedet, da hun fik øje på et dyr, der sad ved siden af hende. Det var en kridhvid kat, der kiggede på hende med sine rolige, gyldne øjne. Den begyndte at tale til hende inde i hendes hoved. Giv slip, sagde den. Giv slip på det, der holder dig nede. Hun vidste ikke hvorfor, men hun gjorde hvad den sagde. Hun gav slip på den del af sig, hun altid havde været så nysgerrig omkring. Hun gav slip på den del af sig, der holdte hende nede i dybet. Hun gav slip på den del af sig, hun frygtede mere end noget andet.
Det var som om et eller andet forlod hendes krop. Hun vidste at det var Skyggen der forlod hende. Hun vidste også, at hun ikke længere ville iføre sig sit arbejdstøj igen. Hun var endelig fri, for det der havde plaget hende i så lang tid. Hun blev ved med at kigge ind i kattens gyldne øjne, indtil hun ikke længere kunne se minderne i sit hoved.
Hun anede ikke hvor lang tid der var gået, men da hun forlod herregården, med katten ved siden af sig, var solens livgivende stråler begyndt at trænge igennem mørket. Hun havde glemt alt om den guldsaks, hun egentlig skulle have hentet.