Ikram gik i gang med at kredse om sit bytte. Eller kredse og kredse: De gik målrettet frem mod manden uden at vise det. Deres retning pegede henad mod ham, men deres blik var på alt muligt andet og fik det til at se ud som om, at de gik og nød scenariet og forsøgte at finde ud af markedets mange sanseindtryk. Ikram kom tættere og tættere på manden og strøg forbi ham. På vejen snuppede de pengepungen, der han fra hans bukser.
En helt anden person råbte af dem, og Ikram kiggede forvirret op fra den stjålne pung. En fejl. En amatør fejl, som de kunne slå sig selv i hovedet over senere. Deres blik blev fanget af deres offer. De smilede skælmsk til det bestjålne offer, før jagten gik i gang. Nu gjaldt det om at ryste manden af sig, hurtigst muligt.

Det var varmt så ulidelig varmt men, så igen der var aldrig køligt i denne del af landet, med mindre man kunne være inde på det store palads. Denne dag havde den ene af prinserne dog sat sig et mål for, ikke at det havde været en nem opgave at få lov til at forlade paladset uden livvagt. Men den ældre herre havde mindet vagten om, at han var fabelagtig med et sværd, og i stand til at kunne forsvarer sig selv uden tvivl, det man mest skulle frygte var lommetyve. Men var ham smart som ham, havde man gemt en ekstra pung inde bag tøjet, og placeret kun de dårligste mønter i den synlige pung. 

Normalt ville han have valgt noget pænere tøj, men uden livvagter var det beder at kunne passe mere ind, dog på grund af de forstærket sanser, bar han inderst inde et lag af silke, for ikke at irritere den følsomme hud. Han havde været nødsaget til at lukke ned for sin evne idet paladset blev forladt, det vidste han gav ham ca 5 timer. Hvor alt omkring ham ville være mere normalt, gik de ville han blive overvældet med indryk på alle sanser og det kunne være farligt for ham, plus det drænede at holde evnen under kontrol så længe. For ikke at tale om han var nødsaget til også at kontrollere sin empati evne for ikke at blive påvirket af alle folk. Man måtte sig prinsen havde sine ting at kæmpe med, selvom han var rigere ned de fleste hvad hjalp det så? 

Turbanen dække det velplejet hår, og sikrede sig hans hud ikke tog skade af solens stråler, hans ravgule øjne lod blikket vander over de boder han passere på sin vej. Planen for denne tur var et besøg ved en ven, der ejede en butik der solgte bøger. Men det var svært ikke at blive distraheret, når der skete så meget spændene omkring ham. Men det var som om varmen og de mange forstyrrelser fik tiden til at glide fra ham, begyndte ikke at være opmærksom på solens placering. Havde end ikke fået besøgt det sted han ville. 
Men så langt nåde han heller ikke, mærkede en skikkelse en smule for tæt, lyden af en der kort råbte op og blikket der mødte ham fra den tætte person, smilet der med det samme fik alarmklokker til at ringe. 

Skikkelsen var væk, han kunne mærke ydrepungen mangle, måske han normalt havde været ligeglad, men det var som om sanserne langsomt kom tilbage. Han var nød til at komme væk fra gaden, blikket spottet tyven og uden meget mere tanke satte han efter. 
hans bevægede sig hurtigt imellem folk, lod sig dreje med da tyven drejede ned ad en sidegade, som det virkede til der kom en bindgyde var han hurtig. Greb skikkelsens arm for at trække personen tættere på sig, men så ramlede alt for ham Lydende, lugtende, duften, og synet han væltede imod den sandet jord med et gisp og blikket blev tvunget i dog formode han ikke at slippe sit greb " Få mig i sikkerhed, på kroen på et værelse, og jeg skal nok betale dem tyv" var det eneste han kunne formå at mumle, før han fik rejst sig og lod sig støtte en smule imod den anden, der var intet andet han kunne gøre lige nu... 
" prins Faizan giver dig denne ordre" fik han tilføjet, så burde der ikke være andet valg vel?

Ikram strøg ind og ud mellem mennesker, dværge, elvere og alverdens andre skabninger, men ligegyldigt hvad virkede det ikke til, at de kunne ryste dette utrolig nærtagende, irriterende menneske af sig. De stønnede for sig selv af frustration, som de drejede om et hjørne og opdagede, at de var gået durk ind i en blindgyde. Hvad var der med dem i dag? Det havde faktisk været en ganske simpel og ligetil opgave, som de havde givet sig selv. Ikram bandt pengeposen fast i sine shorts og gjorde sig klar til at springe op ad væggen, bruge energien til at løbe det sidste stykke og få fat i taget på den nærmeste bygning. De nåede dog ikke så langt, da deres tidligere offer greb fat i dem. Ihærdigt forsøgte de at trække armen til sig, og de stirrede på manden, der tydeligvis havde fået et ildebefindende. Han så nærmest døende ud. Altså, helt ærligt, kunne denne dag blive værre? Det kunne det tydeligvis, da manden rettede sig op og fandt støtte hos dem.

Urgh, en prins? Selvfølgelig var han en prins. Ikram rullede med øjnene, før blikket for rundt for at finde en udveje. Han kunne selvfølgelig stikke prinsen ned med sin foldekniv, men hvis han overlevede, ville Ikrams ansigt være plastret til udover hele byen, og det ville umådelig forfærdeligt, for hvad skulle de så leve af? Så kunne de sidde i fængsel, og ja, det ville kunne give dem måltider og tag over hovedet, men helt ærlig? Et fængsel var et fængsel på samme måde, som en spade er en spade. Deres frihed ville blive berøvet, og de ville for evigt være kendt som prinsemorderen-der-ikke-en-gang-kunne-gøre-det-simple-job. Ikram måtte indse, at der ikke var andet at gøre end at hjælpe prins Faizan, hvis det da overhovedet var mandens rette navn. Det var det nok. Manden kunne ikke engang skjule, at han var velhavende og havde høje standarter, selvom han forsøgte.

Rigdommen var også tydeligt at høre på hans befaling. Skulle Ikram have råd til at tage en prins på kro? Ej, vel. Og ingen ville tro dem, hvis de kan slæbende på en prins i smerter, hvis de sagde, at manden bare var faldet om. De ville tro, at de havde noget med det at gøre, og så ville de alligevel ende i fængsel, selvom de ikke havde slået prinsen ihjel.
“Hvis du åbner munden mere, så stikker jeg dig ned”, fnøs de, da de begyndte at trave af sted med prinsen hængende op ad sig, “Idiotiske prins. Lægger sit liv i mine hænder. Hvad regner han mig for? Hør, Faizan, du har bare som det mindste at betale mig med min frihed, for ellers stikker jeg dig også ned”.
Trusler de uden tvivl ville håndhæve, hvis Faizan ikke gjorde, som de bad om.

Turen gik gennem byens gader, og Ikram fandt frem til det, de ledte efter et godt stykke længere inde i byen. Længere mod udkanten og med de smallere og mørkere gader. Et sted hvor man ikke behøvede penge, men vilje, mod og hjernen. Flere af husene stod tomme, og Ikram ledte prinsen ind i en af disse bygninger og lagde ham på gulvet, som var han en anden kludedukke, de bare havde slæbt rundt på. Ifølge dem så var det jo prinsens egen skyld, at han var endt her.
Her var langt mere stille i huset, og Ikram satte sig over i en vindueskarm for at surmule. Hvor var det bare en idiotisk dag.

Faizan var ligefrem heller ikke stolt af dette øjeblik, men han var bare nød til at sikre sig han kom væk fra alle indrykkende, hans hovedet føltes som ville det eksplodere. Om denne tyv ønskede at hjælpe eller ej, var der bare ikke noget valg om, holdt så godt fast at personen ikke kunne stikke af fra ham. Selvfølgelig skulle de nok finde en form for mellemvej efter dette, Faizan var ikke helt så sindssyg som sine brødre der sikket ville straffe tyven, men det ville ikke hjælpe spor. 

Han måtte støtte sig til den fremmede person, det var lidt af et sats men at blive her var der risiko for farligere folk kunne finde ham, Kazimi familien havde trods alt fjender han ikke ønskede møde, slet ikke i denne tilstand. Blikket skævede til hende som den snakkede, rynkede på panden ved de truende ord men for nu nappe han sig i læben for ikke at svarer. Blikket gled lidt ned imens han lod sig blive fulgt med til forhåbentligt et mere roligt sted, dog undre omgivelserne det var ikke et kvarter han normalt begav sig i. Blikket flakkede rundt for at sikre sig de var alene, dog begyndte hans ører allerede at få det bedre ved den mindre støj. 
Faizan lod sig fører ind i bygningen, før han inden længe mærkede gulvet imod sig og måtte slippe et svagt suk. 

De gyldne øjne så kort imod personen før han, måtte ligge sig helt ned og gik ud som et lys, han havde arbejdet for hårdt på at holde sine evner inde. Det drænede hans krop for energi, søvn var det eneste der lige nu kunne få ham til at få det bedre. 
Der gik i hvert fald et par timer, før prinsen begyndte at røre på sig, gned sig i øjnene og langsomt satte sig op før han trak turbanen af sig. Afslørede det flotte velplejede hår, og de fine ansigtstræk ingen tvivl om han var en prins. 
Faizan satte sig mere op og strakte sig en smule, han lod sig længe imod væggen og vendte blikket imod tyven " De er her stadig? har de et navn?" spurgte han, stemmen var varm og imødekommende, hans blik var nysgerrigt men vagtsomt. Lige nu overvejede han om hvad der ville være smartest at gøre, det var for farligt for ham at blive i denne del af byen ikke? Men han følte også han skyldte den fremmede noget? Var den fremmede en af gadens børn?  
" hvad ville de sige til? at jeg byder på et kro værelse for natten? og betaler for du kan få en ekstra nat på min regning? det er farligt for mig at være i denne del af byen" indrømmede han og lod sig langsomt komme på bene. Hovedet havde det bedre han vidste bare at han havde brug for væske og lidt ro, men på sin hvis var der noget lokkende ved den fremmed, og han ville gerne bare kende personen en smule. 

Det var utrolig kedeligt at sidde og stirre på en mand, der lå bevidstløs på gulvet, og han tabte hurtigt Ikram opmærksomhed. Imens de ventede på, at manden ville vågne op igen, nåede de at skære ridser ind i vindueskarmen, gå flere småture rundt i lokalet, lege med mandens hår blandt andet ved at lægge det under hans næse som et overskæg, overveje sin fremtid, balancere sin kniv på sin pegefinger og stå og overveje, om de nu alligevel skulle stikke prinsen ihjel, mens han lå bevidstløs. Ikram nåede ikke så langt med det sidste påfund, for prinsen vågnede, før de havde debatteret færdigt med sig selv. De var nu endnu en gang i prins Faizans vold. Hvorfor var det nu, at de ikke var flygtet endnu?

Ikrams øjne gled ned ad prinsen. Smalle og dømmende. Tydeligvis holdt de øje med prinsen, som han bevægede sig hen til husmuren for at læne sig op ad den, og ønskede ikke, at han kom tættere på end højst nødvendigt.
"Ja, det kunne du godt tænke dig at vide, Deres Højhed", hvordan noget så høfligt som en titel kunne lyde som en fornærmelse, var noget af et spørgsmål, men Ikram kunne finde ud af at gøre det. De holdt deres foldekniv i deres hånd, parat til at stikke hvis det skulle komme så langt, men for nu sad de ganske roligt i vindueskarmen og holdt skarpt øje med Faizan.

Et fnys forlod Ikram ved prinsens forslag.
"Ligner jeg en, der skulle have penge til to nætter på en kro? Ej, vel?", de rullede med øjnene. Hvorfor var adelige så snotdumme? Det var som om, at de var blinde for den verden, der var omkring dem. At de ikke kunne se uretfærdigheden, der tydeligvis herskede i deres hjemby. Hvis Ikram trådte op på bare en nogenlunde kro med penge nok til to nætter, kunne der blive set skævt til det. Byvagterne kunne blive tilkaldt og indfange Ikram, eller de kunne sove så godt, at de blev stukket ned i deres søvn og bestjålet. Næh nej, sådan kunne det ikke gå.
"Hvis du absolut vil hjælpe, så lader du mig gå uden at nævne mig til nogen. Og hvis du vil være rigtig sød, så enten giver du mig en nat i dit hus eller deler et kroværelse med mig. To personers værelse med to enkeltmandssenge", Ikram var ikke ked af sig, men de mente selvfølgelig heller ikke, at det var for meget forlangt.

Faizan kunne høre den fornærmende tone, den unge knægt ? kvinde eller hvad end person var, var da ikke så lidt flabet af sig. Men det var nok heldigt det var denne prins De mødte, for de andre havde en langt mindre lunte, og havde på ingen måder indfundet sig med sådan en udtale, men han tog det ikke så tungt vidste godt at livet på gaden var hårdt for folk, han var ikke blindt for hvad der forgik i landet men det var heller ikke hans opgave at snakke med fyrsten om den slags. Nej han holdt sig på god fod med fyrsten, meste af alt var vinen en god hjælp, en meget god hjælp til ikke at ende i problemer. 
" de kan tiltale mig med Faizan, når de alligevel har tænkt dem at være så fornærmende" lød det fra ham, med en rolig tone og et hævet bryn før han trak på skulderen, han var også blot et menneske. 

Ikram havde vist ikke helt hørt efter prinsens ord, han trak i et svagt smil " jeg sagde jo, at jeg nok skal betale for os begge to" svarede han roligt som han fik rejst sig op. Han betragtede den anden som, begyndte at komme næsten med ordre, på en måde var det en smule underholdende, han var ikke van til folk snakkede sådan når de vidste han var prins, men Faizan var ikke så højtidelig som sine brødre kunne være til tider. " jeg kan ikke bringe en tyv med til paladset, de ville dræbe dig hvis du stjal derfra... Det må blive et kro værelse, er de så bange for jeg skulle røre ved dig?" svarede han spørgende, men begyndte at bevæge sig imod døren, det var bedre de kom hurtig til en kro. 
Han skulle nok forklarer at knægten, skulle bo på værelset en ekstra dag, de ville ikke kunne sige en prins imod, måske han endda kunne forkæle med lidt mad? Han skævede for at se om den anden fulgte med, men mon ikke en behagelig seng kunne lokke tyven " for resten så tjek din tyvekost" pointerede han som de forlod bygningen og han bevægede sig roligt imod den nærmeste kro. 
I pungen ville der ligge småsten og få jadestykker, i den sande pung som stadig var skjult, var der han bar diamanterne. En hånd gled ind under for at fiske en frem, og rakte den tilbage imod den anden " forskud, du får lidt mere når jeg går fra dig imorgen, men så må de også opføre dem lidt beder, jeg er ikke en dårlig mand" fortalte han, som de nu nærmede sig de fyldte gader.
Hans gang en smule besværet efter hvad der var sket, men når de fik en værelse kunne kroppen slappe bedre af, for nu satte han kursen imod kroen.  

Prins Faizan. Hvilket højborgerligt navn. Ikram rullede øjne og sagde: “Jeg kalder dig, hvad jeg vil, Klokkehus”.
Hvorfor skulle de gøre, som han bad dem? Ganske vidst var han en prins, men ikke Ikrams herre eller gode ven. Faizan virkede som en af de typer af adelige, som godt kunne anerkende, at Rubinien havde utrolig mange mangler, men simpelthen ikke ville gøre noget ved det. Typen, der aldrig kunne finde på at opgive sin egen frihed for andres eller give andre individer den samme mulighed for den frihed, han selv havde. Han var den slags prins, som vendte det blinde øje til og ikke stod op for det, der var korrekt. Ikrams væmmes ved ham, ligesom de havde væmmes så mange andre højrøvede personer.
Faizans fordomme blev synlige. At han kunne tro, at Ikram ville være så dum at stjæle fra paladset. Selv hvis de kom levende ud derfra, ville de være eftersøgt i hele Balzera, hvilket kunne ville være en pest i livet. Ikram fnøs af prinsen, men valgte ikke at kommentere på det og i stedet bare gribe fastere om deres kniv. Faizan måtte tro, hvad han ville. Nok var Ikram ikke perfektheden selv, men det skulle prinsen heller ikke tro, at han var. Langt fra. Så umådelig langt fra.

De kunne ikke se, hvad godt det ville gøre, hvis de ikke holdt sig tæt på prinsen. Han havde jo lover at opføre sig pænt, så Ikram måtte forsøge at gøre det samme, hvis de ville have en ordentlig seng at sove i. Prinsen skulle dog ikke forsøge på noget sjovt; Ikram ville ikke tøve med at stikke i ham som advarsel. Ukarakteristisk stum fulgte de Faizan med ud af bygningen og mod den nærmeste kro. På trods af ikke at ville gøre, som prinsen bad dem om, åbnede Ikram pungen, de havde stjålet fra ham, hvor de ikke fandt meget andet end småsten og jadestykker, men det var stadig mere, end de kunne turde håbe på en helt almindelig dag. Der var nok jadestykker i pungen til, at de ville kunne få hele måltider mad de næste to dag, tre gange i døgnet. Det var rigeligt for en tid. Det var også af den grund, at de gjorde store øjne, da Faizan rakte dem en anden pung, og fandt ud af at den var fyldt med diamanter. Aldrig havde de set så mange ædelstene samlet på samme tid, og aldrig havde de haft så meget mellem hænderne før.
“Du skal ikke give mig mere”, hvis Ikram blev fundet med alt denne valuta, så ville myndighederne da for alvor tro, at de var blevet alt for langfingret. Hvor skulle de overhovedet gøre af dem? Til en start smed de nogle af småstenene ud af den ene pung, så diamantpungen kunne lægges ned i den anden og derefter bindes på fronten af deres bukser, så de ikke ville tabe den ude af syne.

Ikram og Faizan gled ind og ud mellem de andre borgere, indtil de fandt det sted, hvor de havde tænkt sig at overnatte. Det ville være mærkeligt at dele værelse med en fremmede og så endda en prins, men Ikram havde ikke regnet med at lægge og sove hele natten og til langt ud på morgenen. Det kunne de ikke. Som regel fik de ikke mere end en fire til fem timer, for det var farligt, når man bare måtte tage det første og det bedste, man fandt. Som en skygge fulgte Ikram Faizan vel vidende, at de nok ville blive behandlet som prinsens slave, så snart der blev lagt mærke til dem.

Faizan havde ikke ret til at snakke med fyrsten om den slags, og ærligt havde han altid tvivlet på hans broder ville hjælpe, især fordi han vare mere gammeldags i sin tankegang, og at kvinder var under mænd. Men han prøvede da selv engang imellem, helt blind var han heller ikke, men det var ikke op til ham at ændre på noget så skulle han have været fyrste. Han så måske heller ikke faren ved den anden fik flere diamanter, men det kunne vel heller ikke være hans problem og nu fik den unge person i det mindste en seng at sove i så mon ikke det nok skulle gå? 

Han kunne mærke hvor meget han blot havde brug for, at komme væk fra larm og dufte, hans ører ligeså følsomme som de andre sanser. Selv hvis han ville opgive sit liv for andre, så ville han ikke kunne leve et sted som dette, hans sanser ville være på overarbejde. Selvom man var rig havde man stadig problemer, det var ikke kun lykke og sjov. 
De fandt frem til kroen og Faizan sikrede sig den anden var med, de antog De som tjenestefolk, men det måtte De finde sig i denne stund " et værelse, og jeg betaler ekstra for at han kan sove her 2 dage ekstra" der blev skævet imod, men Faizan sendte et skarpt blik og inden længe fik de en nøgle udleveret. Faizan lod manden føre dem ovenpå til det største af værelserne, før han lukkede dem ind og kort informerede om, at der ville blive bragt mad op senere. 

Prinsen trådt ind før han gik hen og satte sig i en sofa, han havde bedt dem bringe en flaske vin, håbe den hurtigt ville komme det plejede altid at hjælpe vinforhandleren. Han skævede imod den stadig ukendte person " de kan bare vælge hvilken seng" sagde han, der var to store dobbeltsenge en i  hver ende af rummet. Faizan lod sig læne tilbage og sørgede for at tage det yderst lag af sit tøj af, afslørede det mørke sæt tøj at silke. Der var også et badeværelse med et stort kar, klart noget prinsen senere ville benytte sig af. Men for nu prøvede han at berolige sine sanser " de kan også tage et bad hvis ønsker" sagde han, nu var de jo alene og han var ikke ude på at skade den anden, forhåbentlig ville han blive mere venlig med tiden. 

Prinsen behøvede ikke sin personlige slave Diellza omkring hele tiden, denne dag havde han givet hende et par timers fri, og ellers blot bedt hende sikre sig at hans datter ikke fik rodet sig ud i noget, eller søn for den sags skyld. Det havde ikke været hans valg at få hende, men det var en gave han fik da han blev født, dog havde hun en del fritid og Faizan havde aldrig været sammen med hende seksuelt, og når de var alene fik hun da også lov til at ydre sig. Men han kunne ikke ændre på traditioner, blot sørge for at hun fik et nogenlunde liv, selvom hun aldrig ville blive mor eller få en ægtemand. 

Faizan satte sig til rette på sofaen, slængede sig en smule der var ingen grund til at De blev ved med at holde kniven, det var ikke ligefrem fordi han havde tænkt sig at angribe eller noget. Blikket vandre lidt rundt før det så imod den fremmed igen, og hævede brynet en smule ved spørgsmålet der blev stillet, det var ikke helt til at vide hvad han mente ? Bryne gled tættere sammen, et let suk slap fra ham " du vil vide hvorfor jeg blev dårlig ikke?" svarede han. Ikke ligefrem noget prinsen var synderligt stolt af var sket, han nikkede hen imod en lænestol " tag plads og jeg skal nok forklarer dig, men drop kniven jeg er ikke ude på skade dig" sagde han, det var vel fair at forhandle? Han ville langt heller forklarer det til en, der sad ned i stedet for at rende rundt med kniv. 

De svarede ikke. I stedet kiggede de bare vagtsomt på ham. Ikram var ikke meget for, at de skulle tættere på prinsen, for de mente selv, at de sad glimrende, hvor de var. Tættere på ville mindske afstanden mellem dem, gøre det mere usikkert for dem. Og alligevel var de så pokkers nysgerrige. De svingede med deres kniv, mens de ikke lod deres blik vige fra turbanmanden. Langsomt rejste de sig fra sengen, kniven stadig trukket og sikkert i deres hånd, men de nærmede sig prinsen for at sætte sig i den lænestol, som de var blevet bedt om. De ville simpelthen ikke sidde forsvarsløs i lænestolen så tæt på ham, hvilket de også fortalte ham:
"Kniven bliver".
Derefter kunne Ikram bare sidde og stirre på prinsen, mens de ventede på, at han ville begynde at forklare sig. Prinsen gjorde dem komplet utryg og umådelig nysgerrig på samme tid. Det var forvirrende.