Aliana og Salomon havde mødtes med jævne mellemrum, eller i hvertfaæd så tit som deres liv tillod det. Salomon var stadig i lyset og Ali havde sit liv i Medanien blandt Manuel's flok. Så det var ved at være standart at de mødtes ved Azursøen, eller kroen i Fredskilde. Som regel ville Aliana væk fra Medanien for at mødes med Salomon. Hun brød sig ikke om at Manuel kunne lugte Salomon, men samtidig vidste hun også godt at de var et overstået kapitel. Tingene var bare ikke det samme mere, uanset hvordan hun vendte og drejede tingene. Nogen gange overvejede hun at forlade Manuel's flok for at starte på en frisk. Hun kunne bare ikke. Hun ville ikke gøre som da hun var gravid med deres fælles barn. Salomon og hende havde aldrig haft sex, og det var begyndt at blive et spirrerende venskab i mellem de to varulve. 

Aliana stod som altid ude i søens vandkant mens den milde vind rørte på sig og fik hendes hår til at blafre en smule og nogle små ringe i vandet dukkede op i ny og næ. Pelsen var for længst lagt på hylden i denne hårde sommer. Det havde ikke regnet nær så meget som det plejede, og det var godt varmt om dagen. Det var sidst på aften og solen var på vej ned, hvilket fik solen til at få en lidt orange agtig farve i kanten af azursøens horisont. Jo mere Aliana havde lært Salomon at kende jo mere krop havde hun vist fordi hun var begyndt at stole på ham. Flere og flere slavemærker var dukket op for hvert møde, men hun havde aldrig snakket om dem. En mindre ærmeløs hvid kjole prægede hendes krop, og nogle sko havde hun i sin højre hånd. 

Salomon havde brugt nogle dage på at komme til Azurien og overnattet en enkelt gang på kroen i Lazura. Han havde ærligt set frem til denne aftale med Aliana, for nu havde de trods alt ladet deres parader falde og de var knapt så hårde mod hinanden længere, man kunne vel sige de havde et venskab kørende? Han havde klædt sig i en mørkerød skjorte hvor halsen stod åben så man kunne se det øverste af den let behårede brystkasse. Benene var dækket af nogle mørke bukser og på fødderne et par støvler som sædvanligt. Han havde ikke rigtig forberedt meget andet end den flaske vin han havde med i hånden.

Som han kom til Azursøen efter en gåtur, faldt blikket hurtigt på hende og han begyndte at nærme sig. Inden han nåede helt op til hende, fik han et smil på læberne ”Aliana” sagde han så hun vidste det var ham, før han fortsatte med at komme op til hende og stoppede ved hendes side. Hun var smuk i den kjole hun havde valgt, men han vidste han ikke skulle give dumsmarte kommentarer, så han holdt dem for sig selv og valgte i stedet at komplimentere hende ”Du ser smuk ud, som altid” sagde han med et smil på læberne og holdt flasken med vin op.

Aliana nød stilheden der altid var ved azursøen. Selvom det var svært at undvære Jamie der allerede snakkede på livet løs, og var en stædig lille pige. Så vidste Ali også at Jamie skulle lære at undvære hende før eller senere. Salomon havde aldrig set Jamie, og sådan skulle det blive ved med at være, I hvert fald for nu. Med tiden kunne det måske komme på tale at Jamie så Dalomon, men så længe Jamie ikke var klar til en længere rejse på hesteryg og med SÅ meget krudt i røven som hun havde. Ja så ville hun have mere styr på Jamie end Salomon. Egentlig ville hun jo bare give Salomon sin fulde opmærksomhed når de var sammen. For det var rart at snakke med et voksen menneske der ikke havde noget med ulveflokken at gøre. Om hvad deres næste destination var, eller at skovene var svære at jage i, og så måtte flytte for madens skyld.

Ali kunne lugte Salomon da han kom og hun stod stadig bum stille og holdte blot øje med solen der langsomt bevægede sig nedad, og månen der langsomt bevægede sig op. Da han nævnte hendes kjole og han stod ved siden af hende drejede hun sig kvart om så hun stod foran hans side. Hun lagde hovedet list på skrå. Den hvide kjortel havde et V-snit og fremviste lidt mere af hendes slave brandmærker på brystet end hidtil. "Hold da op. Det er bare sådan en lille sag. Det er jo alt for varmt med pels." svarede hun og strøg ham hen over kinden med sin håndryg. Hun fjernede dog hånden da han fremviste vinen og hun smilte lidt begejstret. "Jamen dog vin, og så har jeg ikke engang medbragt noget, ud over mit selvskab. Jeg håber du har spist lidt. Du ved nok man kan ikke drikke på tom mave" hun havde nævnt det før, og Salomon var ikke lige frem behagelig når han havde fået en lille kæp i øret. Han blev den højrøvede idiot hun havde mødt første gang. Eller det var i hvert fald hendes syn på sagen, om end at Salomon måske ikke var helt enig.

Salomon så altid frem til deres møder, men denne gang var anderledes for ham… For inderst inde måtte han nok krybe til kors og indrømme at han var begyndt at kunne lide hunulven, på trods af den skæve start de havde, men det var der rettet op på, de sidste par gange de havde mødtes. Det var rart at have nogen at snakke med der så ham for hvem han var, ikke hvad han var eller de voldsomme ar han bar. Desuden var hun heller ikke en af dem fra Nattens Tredje Øje, så det betød også der ikke blev talt ret meget om arbejde, hvilket var rart.

Hans blik hvilede på hende og han fnøs let ”Tag nu bare imod mit kompliment, for pokker” svarede han efterfulgt af et lille hæst grin. Det var sjældent der kom sådan nogle fra ham, så når de endelig kom, var det bare at tage imod dem. Hånden mod hans kind fik et smil til at finde vej til hans læber, det var en rar følelse at hun ikke dømte ham på udseendet. Han skævede mod vinen og derefter på hende igen ”Ja ja, jeg har spist, slap du bare af. Om ikke andet må du jo bare klappe lidt fornuft ind i hovedet på mig i værste fald” svarede han drillende og sendte hende et smil. Han vidste godt hvorfor hun sagde det på den måde hun gjorde, men han havde faktisk husket og spise lidt… Så det var ikke tom mave han drak på!

Det var ikke nogen hemmelighed at Aliana fandt Salomon som en yderst pæn mand. Ja han havde ar i ansigtet, men ærlig talt hun var ikke en skid bedre selv. Hendes mange slave mærker var brændt og tegnet ind i hendes hud. Alle hendes mærker havde en historie, men en historie om hvor mange gange hun var afleveret tilbage til @[Orcusellus Vanath], når hendes herrer ikke magtede opgaven om at hun var varulv. Hun havde været varulv længe og somme tider ønskede hun aldrig at være der, men nu var det en del af hende. Det var sådan hun var det kunne ikke laves om. Hun var bare over lykkelig over at Jamie aldrig skulle mærke den smerte i starten af ens forbandelse når man ændrede til varulv de første mange gange.

"Godt ord igen Salomon. Du ved jeg kun mente det i sjov" et mindre skævt smil kom frem på hendes læber hvor et lille smilehul kunne anes ved hendes højre kind. Salomon stod høj og rank og var ganske pæn som han stod der i det sidste dagslys, hun prøvede at se ham ind i øjnene men gjorde det kun i få øjeblikke. Han skulle nødig få høje tanker ikke? "Så jeg kan brække mit håndled igen? Du har en utrolig hård kæbe ved du nok" hun kunne tydeligt huske hvordan hun havde ramt forkert på hans kæbe og havde brækket håndledet i processen. Det havde været et helved at rette op, Elise havde virkelig fået sit syn for sagen især fordi hun ikke var kommet hjem direkte. "Men mun ikke jeg snart har fået banket lidt fornuft ind i dig efterhånden?" kom det grinende fra hende og lagde en hånd på hans kind og lod hendes tommelfinger glide lidt hen over hans ar hun kunne nå. Hun  havde aldrig fået historien om det ar, og hun ville heller ikke presse manden, lige så vel som han ikke pressede hende med at fortælle for meget om hendes slavenærker.

Salomon var glad for at Ali ikke var en af dem, der fandt ham skræmmende grundet det voldsomme at i hans ansigt, for der var mange der knapt så på ham grundet det. Måske var det i virkeligheden også fordi hun selv havde så mange ar? Han kendte ikke til hele historien, men han vidste det havde noget med slaveri at gøre, ellers ville hun vel ikke have så mange af dem? Han ville ikke stille spørgsmål til det, for det var nok noget der kom med tiden og selv hvis det ikke gjorde, var det også okay.

Han trak på smilebåndet ”Du ved jeg siger det, fordi jeg mener det Ali…” svarede han stadig med smilet på læberne. Hun var en fryd for øjet og det var synd hun ikke selv var i stand til at se det. Han lod et hæst, men muntert grin undslippe ”Eller også har du bare hænder der ikke holder til slaget?” svarede han og trak på smilebåndet. Han husker godt det møde hvor hun havde smadret hånden på at give ham en på hovedet, men de var begge blevet klogere. Han var også blevet stillet spørgsmål over de knubs han havde fået efter, men havde blot forklaret det nok var hans egen skyld. Han hævede et øjenbryn over hendes ord og mærkede da hånden mod hans kind ”Lidt er det rette ordvalg” svarede han kækt og lå en arm omkring livet på hende og trak hende ind til sig, med et varmt smil på læberne.