Der var mange lighedstegn for Lily og Noriana, men lige så forskellige var de, og det var selvfølgelig noget som Lily havde en forståelse for. Hun vidste hvordan hendes forældre og familie holdt hende tilbage, i et stort omfang, hvor det dårligt nok var muligt, at komme ud af den klo, som de havde skabt omkring hende.
Lily priste sig lykkelig for at have en familie, eller hvert fald far, som var forstående og lod hende leve det liv hun havde lyst til. Lily var sikker på at der var mange grunde til dette.
Hun vidste godt hvorfor de sammen ikke havde brugt mere tid, end de havde. Når hendes familie var så modstridende i at lade hende leve sit eget liv, så var det svært.
Det var derfor at deres breve havde været så vigtige, for deres fælles kommunikation og for at holde deres venskab ved lige.
"Du skal ikke misunde mig, kære. Nu er du her" Lily smilede varmt, der var ingen grund til at lade negative tanker fylde deres gensyn,
"Tak, det er jeg glad for at du siger. Det betyder meget, at du nød det" Noriana var så betænksom og behagelig.
Lily vidste hvordan Noriana havde det, og kunne måske ikke helt forstå hvordan det måtte være at blive holdt hjemme, men det var en frygteligt nok tanke,
"Jeg er ked af at høre, at de ikke er blevet klogere" Hendes ord var oprigtige, og det samme var smilet på de røde læber.
"Selvfølgelig skal vi det. Der er mange gode steder, for os" Hun kom med et lille grin, og så frem til det her,
"Men først skal jeg klæde om og måske lige have teater sminken af" Grinede hun. Det ville næsten se malplaceret ud i byen. Så kunne hun altid ligge noget mindre.