Dato: d. 5/1-2021

Klumpen i halsen var på ingen måde blevet mindre, som Victoria nærmede sig familiens palæ, tværtimod; den var nærmest kun blevet større og strammere, jo længere væk fra krystalpaladset, hun var kommet. Hun var overhovedet ikke klar til at skulle fortælle nogen af de ting, hun nu stod overfor at skulle fortælle, men der var langt mere på spil end hende selv lige nu. Hun havde taget en ed om, at hun ville beskytte sine spioner for enhver pris, og hun var nu i færd med at bevise dette løfte ved at betale den højeste. Det var vist aldrig noget, man rigtig blev klar til, og egentlig var det vel en velsignelse i forklædning, at Victoria ikke længere havde en undskyldning for at udskyde det.

Som solen sænkede sig i horisonten, forsvandt det sidste lys i Dianthos' gader. Victorias nattesyn havde dog heldigvis aldrig fejlet noget, og den gradvise tilvænning til mørket, gjorde det imponerende nemt at navigere i mørket, og det varede ikke længe, inden hun stod foran palæets mægtige dobbeltdøre. Victoria tøvede kun et øjeblik, inden hun tog en dyb indånding og gik op for at skubbe døren op.

"Ah, velkommen hjem, nådigfrøken Garreau." lød en velkendt stemme, som Victoria trådte ind ad døren, og hun sendte butleren et smil.
"Er far stadig oppe, Alfred? Jeg har noget at fortælle ham" svarede hun, som hun overlod sin overfrakke til ham.
"Ja, det er han. Deres far er i opholdsstuen. Alle i familien er faktisk stadig oppe, de har åbenbart meget at se til i øjeblikket" sagde Alfred med et nik og et let buk, og Victoria hævede øjenbrynene. Det var ikke unormalt for hendes far at være sent oppe, men...
"Også mor? Det er usædvanligt, men det kommer alligevel belejligt. Ville De gøre mig en tjeneste, Alfred, og sige til hende, at jeg gerne vil se hende i opholdsstuen sammen med far?" spurgte hun så, som læberne bredte sig i et nyt smil.
"Selvfølgelig, nådigfrøken" svarede Alfred med endnu et let buk, inden han drejede og satte kursen ned ad gangen. Victoria selv så kun kort efter ham, inden hun selv satte i retning af opholdsstuen.

"Kom ind" lød det inde fra stuen af lige efter, Victoria forsigtigt havde banket på, og hun trådte ind, inden hun lukkede døren efter sig. Det var ikke ofte, hun følte, hun havde svært ved at bevare sin fatning, men lige i øjeblikket føltes det som om, hun viste alle tegn på frygt, men hun formåede alligevel at sende sin fader et smil, som han kiggede op.
"Ah, Victoria. Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte greven. Selvom greve Dominique var oppe i årene, var han stadig i imponerende god form; det var ganske tydeligt på musklerne under den midnatsblå kåbe, han havde på, som han lænede sig tilbage i stolen, at han stadig vedligeholdte sin træning.
"Jeg har noget at tale med dig og mor om, så jeg venter på, Alfred henter hende" svarede Victoria med et nyt smil, selvom hun tydeligt kunne mærke sveden rende ned ad begge tindinger. Læberne føltes tørre, og klumpen i halsen føltes nu som om den var på størrelse med en melon. Hvordan hun lige skulle komme igennem det her og bevare fatningen samtidig, vidste hun ikke lige, men der var ingen vej udenom. Hun var blot imponeret over, at hendes fader ikke så tegnene.
"Javel så. I det tilfælde så tag endelig plads, kære" svarede greven med et hævet bryn og et undrende ansigtsudtryk og lavede en gestus mod stolen overfor ham.
"Jeg foretrækker egentlig at blive stående, men tak. Jeg..." begyndte hun, men Victoria nåede ikke at fuldføre sætningen, inden døren bag hende blev åbnet.
"Hendes nåde, grevinde Jacqueline som ønsket, nådigfrøken" bekendtgjorde Alfred, inden han lukkede døren bag Victorias mor, der sendte dem begge et smil, som hun med et nysgerrigt blik trådte lidt tættere på.
"Godaften, Victoria. Hvad skyldes æren?" spurgte hun med et varmt smil, inden hun drejede stolen overfor greven og tog plads, så hun sad i en bedre position til at kigge på dem begge.
"Jeg har noget at fortælle jer begge. Det er på høje tid, I begge får det at vide, men først..." Victoria drejede hovedet mod greven.
"Far, jeg har fundet en, Michel skal gifte sig med" sagde hun imponerende ligeud, og hun priste sig lykkelig for sine års træning; hun kunne tydeligt mærke nervøsiteten brede sig, men hun formåede at holde sig roligt og rank.
"Jaså? En passende adelsefamilie?" spurgte greven med tydelig nysgerrighed i blikket.
"Nej, det er Ridder Dastors datter, Zirra" svarede hun med en hovedrysten. Nyheden fik begge forældre til at kigge på hinanden, inden faderen rykkede sig i stolen og rømmede sig en anelse.
"Javel, så. Det er selvfølgelig ikke en dårlig famile, men hvorfor skulle jeg efterkomme din forespørgsel? Det ville jo ikke ligefrem fremme vores familie politisk" sagde greven, og Victoria rystede bekræftende på hovedet.
"Nej, det er jeg klar over. Det er heller ikke ligefrem en ting, jeg forventede, jeg skulle bede dig om denne morgen, men... kunne jeg bede om en drink? Noget stærkt" afbrød Victoria sig selv, som hun kunne mærke klumpen i halsen snørede sig helt sammen og gjorde det næsten umuligt at få ordene over læberne.
"Selvfølgelig, nu skal jeg..." sagde greven og rejste sig for at sætte kursen over mod et lille skab.
"Victoria kære, er du okay? Du er virkelig bleg. Er du sikker på, du ikke vil sidde ned?" spurgte grevinden med tydelig bekymring i både stemme og blik, men Victoria rystede igen på hovedet.
"Nej, mor, det er okay. Hvad jeg skal til at fortælle er ikke nemt, men det er vigtigt, at I får det at vide, så jeg beder jer om en smule tålmodighed" svarede hun med tydelig ærlighed i stemmen. Hvordan i al verden skulle hun lige få ordene over læberne? Heldigvis nikkede grevinden dog, og hun spurgte ikke mere ind til det, som greven kom tilbage og rakte et glas til Victoria med en ravgylden væske i. Hun tog imod den og tog en ordentlig slurk.
"Kunne jeg ikke også bede om en, kære?" spurgte moderen greven. Han sukkede kort, men sendte hende alligevel både et smil og et nik, inden han vendte sig om igen.

Victoria ventede pænt på, at hendes moder fik sin drink, og hun sagde ingenting, før faderen havde sat sig igen. Han havde også forsynet sig selv med en ravgylden væske.
"Så... som I ved, har jeg længe arbejdet for Lyset, men... det er mere kompliceret end som så. Jeg har i mange år været under Corvus' vinge, og... det startede, da jeg lærte mine magiske evner at kende" forklarede hun og som forklaring, skiftede hun sin hårfarve til en lys blond. Moderen slap et overrasket gisp, mens greven sad i stilhed og tydeligt tog det nye indtryk til sig.
"Jeg har lige siden, jeg kom ind i Lyset været spion for dem. Corvus har trænet mig. Da den forhenværende spionmester, Liducia, blev myrdet, og der skulle vælges ny, blev jeg udpeget som den bedste kandidat. Jeg har nu været spionmester for Lyset i næsten tre år." Igen tog Victoria en dyb tår af glasset. Begge forældre kiggede på hende med tydelig skepsis i øjnene, og hun vidste, at de ikke troede på hende. Hun gav sig til at fumle lidt med sin amulet fra Lyset, inden hun fik taget den over hovedet. Så tog hun de få skridt hen til bordet, hvor hun lagde amuletten fra sig, inden hun igen tog en tår af glasset.
"Victoria Lucile Jacqueline Monique Garreau viser sit sande jeg" sagde hun med en fast stemme, næsten som en ordre. I første omgang skete der ikke noget andet end, at hendes hårfarve med det samme skiftede tilbage til sin naturligt sorte, men kort efter begyndte amuletten at vibrere let, inden den langsomt begyndte at vride sig og skifte form. Kort efter lå der en helt anderledes udseende amulet; det var et billede af hende med hendes fulde navn stående for neden. Victoria tog igen amuletten og rakte den til greven med bagsiden først, hvor der var indgraveret skrift: "Under beføjelse af Hendes Kongelige Højhed Dronning Isanne bekræftes og bevises det, at Victoria Lucile Jacqueline Monique Garreau er Lysets spionmester med alle dertilhørende beføjelser." Greven fortrak ikke en mine, som han læste skriften og rakte amuletten til Jacqueline, men da han havde hænderne fri igen, placerede han albuerne på bordet og flettede fingrene under hagen; et tegn på, at han var blevet overrasket og ikke vidste, hvordan han lige skulle gebærde sig. Grevinden var dog væsentligt mindre mundlam, og hun var den første til at bryde stilheden.
"Så... det betyder altså, at du i virkeligheden er steget i graderne? Og at du nu har en plads, der er tilsvarende generalen?" spurgte hun, som hun lagde amuletten fra sig. Victoria nikkede først og rystede derefter på hovedet.
"Jeg adlyder stadig Baldwins ordre, men ellers er der ingen, der er højere stillet end mig" svarede hun og kunne ikke helt skjule en hvis stolthed i stemmen. Det var rent faktisk rart at kunne vise sine forældre, at hun havde udrettet noget med sit liv.
"Hvad har alt dette dog med Zirra at gøre?" spurgte greven så, og Victoria kunne ikke helt holde et smil tilbage. Det var så typisk hendes far at fokusere på opgaven, når han blev taget med bukserne nede.
"Zirra er en af mine spioner, og hun er havnet i noget snavs i forbindelse med en opgave. Hun er blevet voldtaget, men som om det ikke var nok, har gerningsmanden også fået smyet sig ind på hendes far, og han er nu blevet trolovet med Zirra. Hun har derfor bedt mig om at finde et bedre parti, så hendes far bliver overtalt til at skifte giftemål" svarede Victoria, og hun kunne ikke skjule harmen i sin stemme, som begge hænder blev knyttet. Uden et ord rejste grevinden sig og omfavnede Victoria, der blev noget overrasket over at modtage så varmt et kram. Hendes mor var åbenbart ikke ukendt med at skulle træffe svære beslutninger. Da hun slap hende igen, fjernede grevinden en enkelt tåre fra Victorias kind med kanten af ærmet.
"Hvad betyder det her for os? Er der en ed eller noget, vi skal tage om ikke at afsløre dig?" spurgte hun. Victoria rystede igen på hovedet.
"Nej. I er dog automatisk underlagt et krav om tavshedspligt, når jeg giver min identitet, og det ses som landsforræderi at fortælle om mig til nogle andre" svarede hun og kunne ikke skjule sorgen i sit blik.
"Jeg er ked af at skulle udsætte jer for det. Jeg har ikke ville indblande jer for at beskytte jer. Hvis nogen i Mørket fandt ud af, hvem jeg i virkeligheden er, ville I også være i fare og endnu mere, hvis I kender til mit arbejde" fortsatte hun, men nu rejste greven sig med et stålsat blik på sin datter.
"Fare? Vi er familien Garreau! Vi er Lysets bedste soldater! Ingen får lov at gøre os noget uden at få kamp til stregen. Vi ville hellere dø end at forråde Lyset, så din hemmelighed er sikker hos os. Jeg ville blot ønske, du havde fortalt os det noget før, så jeg tidligere kunne have været stolt over din bedrift" sagde han med en klar stemme, og Victoria mærkede varmen brede sig i brystet. Hun havde været så nervøs for, hvordan familien ville tage det, så det var en enorm lettelse, at de ikke var sure på hende.
"Jeg snakker med Michel om det. Er ægteskabet udelukkende en facade?" spurgte han, og Victoria nikkede igen.
"Zirra bliver steriliseret, så eventuelle arvinger er nødt til at komme fra en elsker alligevel. Jeg har snakket med Zirra om dette, og hun er parat til at tage sig af de officielle pligter, der følger med at gifte sig ind i adelen" svarede Victoria. Faderens overraskede ansigtsudtryk viste tydeligt, at han ikke havde forventet, at Victoria havde taget det med i sine overvejelser.
"Javel så. Og hvad med Michel? Skal han have sandheden at vide også?" spurgte greven så, og Victoria nikkede.
"Ja. Han skal vide, hvad han går ind til og hvorfor. Til gengæld kan han så også tillade sig at finde en elsker af kærlighed og ikke pligt" svarede hun og tømte nu sit glas.
"Jeg ved, det er en stor tjeneste at bede om så tak. Tak fordi I tager det så pænt og efterkommer mit ønske" sagde hun, som øjnene blev blanke under hendes smil. Greven viftede affærdigende med hånden og sendte sin datter et varmt smil, hvilket tydeligt overraskede Victoria.
"Nok har vi vores forskelligheder og haft stor afstand mellem os, men du er stadig min datter, og jeg ville sætte ild til verden for at redde dig, hvis det blev nødvendigt. At det så samtidig er for at tjene Lyset er blot en sidegevinst" svarede greven med en (for Victoria) uvant varme i stemmen. Det var slet ikke faldet hende ind, at hendes familie havde så stor kærlighed for hende. De havde aldrig vist det, men hun kunne tydeligt mærke den varme glæde strømme igennem hende kun for at forsvinde kort efter ved tanken om, hvad hun nu var nødt til at fortælle dem, og hun skælvede kort ved kuldegysningen.

"Der er... noget andet, jeg er nødt til at fortælle jer, og jeg vil bede jer sætte jer ned. Det... vil skuffe jer, så jeg håber, I er i stand til at tilgive mig min svaghed" sagde hun og viste for første gang tydeligt tegn på fortrydelse og nervøsitet. Forældrene nikkede dog og tog igen plads i stolene uden et ord, mens de fastholdt deres opmærksomhed på Victoria. Hun tog en dyb indånding og sukkede tungt.
"Så... for år tilbage mødte jeg Fyrste Sephyran IV af Kazimi, og... han udsatte mig for afpresning. Det har resulteret i to uægte børn, der befinder sig hos ham i Rubinien. For ikke så længe siden tog han så kontakt igen, da jeg i en anden forbindelse var i Balzera. Han afpressede mig igen, og jeg gav efter. Han var dog ikke ude efter det, jeg troede, men nu er jeg igen gravid med hans afkom. Jeg har skåret kontakten af til ham, og han er ikke længere i stand til at afpresse mig, men... jeg beholder barnet. Så længe det er i min varetægt, vil han ikke være i stand til at gøre mig noget, og jeg vil give det alt det kærlighed, jeg ikke har været i stand til at give mine andre børn" fortalte hun og kunne mærke sorgen presse sig på, til hun ikke længere kunne holde masken; tårerne fik frit løb, og hun sank ubevidst ned på knæ, som hun gemte hænderne i ansigtet.
"Jeg er så ked af det" begyndte hun med grådkvalt stemme.
"Jeg har svigtet både Lyset og jer. Jeg gav efter for en tyran, fordi jeg i min ungdom ikke vidste mit levende råd, og da jeg så mødte ham igen, vendte jeg direkte tilbage til frygten. Han ved, jeg er spionmester og har truet med at afsløre mig, hvis jeg ikke gør, som han vil have, og jeg gav efter for presset med det samme" fortalte hun videre, som hun nu krydsende armene om sig selv med hver hånd på modsatte overarm. Hun turde ikke se op på sine forældre, så det kom som en overraskelse, da det begge omfavnede hende. Hun havde slet ikke opdaget, de var knælet ved siden af hende.
"Visdom bliver ikke givet, det bliver optjent. Oftest gennem fejltagelser, desværre. Du blev udsat for en umulig prøve, og selvom du i første omgang ikke bestod den, er du blevet klogere og har nu valgt at kæmpe imod. Det er ikke svaghed, Victoria, det er styrke!" sagde grevinden, men selvom hendes ord var opbakkende, kunne Victoria ikke undgå at høre harmen og vreden i den stolte kvindes stemme, og hun sendte sin mor et smil. Hun havde dog ingen ord, men det var heller ikke nødvendigt, som hendes far rømmede sig. Det lynende blik i hans øjne talte sit eget tydelige sprog om hans sindstilstand.
"Du har intet at skamme dig over. Det er ikke altid nemt at udføre sin pligt, og vi bliver alle udsat for prøvelser. Hvad vi lærer af dem, er det vigtigste, og trods din stolthed og position er du stadig i stand til at undskylde for dine fejltagelser. Det viser, at du er klogere end langt de fleste. Det er dog ikke din skyld, og det er Fyrsten, der burde betale for sine forbrydelser. Er han urørlig?" spurgte faderen så, og Victoria rystede på hovedet.
"Nej, jeg har nok beviser til at kunne afsløre ham, men han har truet vores børn på livet, hvis jeg skulle fortælle Lyset om ham. Indtil jeg er i stand til at få dem væk fra ham, kan jeg ikke gøre ham noget uden at udsætte dem for fare, men de er loyale overfor ham, så det er ikke sådan lige til" svarede hun og kunne ikke skjule et smil over faderens øjeblikkelige tanke om at få ram på manden.

"Du trænger til hvile, kære. Pligten kalder igen i morgen, og det har været en lang dag. Hvil dig, så skal vi nok tage os af resten" sagde grevinden og rejste sig, mens hun hev Victoria på benene med en imponerende lethed. Så placerede hun en finger under Victorias hage og løftede hendes hoved.
"Ansigtet holdt højt, Vic. Du har ret til at være stolt af dig selv og vise det. I al fald overfor din familie" sagde hun med en varm stemme, som hun igen tørrede tårerne væk fra Victorias ansigt.
"Vi har din ryg" bekræftede greven.
"Jeg taler med Michel i aften og sørger for at få arrangeret et møde med Dastor. Hvil dig nu, så taler vi videre om det i morgen" sagde han og Victoria nikkede, inden hun satte kursen mod døren. Inden hun trådte ud, vendte hun sig dog om mod sine forældre med et stort smil på læberne.
"Tusind tak. Begge to. Jeg kan ikke sætte ord på..." stoppede hun sig selv, inden hun bukkede for dem og forsvandt ud ad døren.