Tid: Op ad formiddagen
Sted: Slagterbutikken
Vejr: Gråvejr

Slagterbutikken var stille denne formiddag. Det stampede lergulv sejlede i en blanding af vand der skulle vaske blodet væk, men samtidig også netop dét: blodet. Det strimlede sig afsted i små floder, næsten som selve landet Azurien, og løb mod det lille åbne hul i midten af rummet hvor gulvet skrånede lidt ned imod. Moiran skulle altid vænne sig til at gå på fladt gulv efter at have arbejdet en hel dag i butikken. I sit stille sind forestillede han sig at det måtte være sådan en pirat eller sømand havde det når de havde stået på et skib i flere dage ad gangen og kom ind til land og skulle gå lige igen uden havets brusende bølgegang i undergrunden.

Han stod ved en stor slagbænk og var ved at partere kødet han havde skaffet for et par dage siden. Det var så godt som parteret til ugenkendelighed, så ingen kunne spørge ind til hvor det kom fra. Et saftigt vildsvin var nok det bedste svar Moiran havde på hånden, specielt kødets fedtprocent taget i betragtning. Den fulderik han havde fået bugt med i gyden havde vist sig at være en stor krabat. Hans slagtermester roste ham for at have så gode forbindelser til jægerne landet over, og glædede sig over den store mængde kød de kunne tjene fedt (tøhø) på.

Nu stod han med sit læderforklæde og de vandtætte sko midt i sølet af blod og de indvolde han havde valgt at kassere, så de var landet på gulvet. Hans bølgende hår var sat op i en lille hestehale bag nakken og han arbejdede koncentreret da den lille messingklokke over døren bebudede at der var kunder i butikken. Han satte den trofaste kløvkniv i slagbænkens overflade med et skarpt hug, så den stod lige op i luften.
"Velkommen til, hvad kan jeg hjælpe med?" spurgte han for endelig at løfte blikket til den nyankomne.

Det ville ikke være uvant for Alfie at tage så lang en tur med hestevogn. Det var efterhånden sjældent han rejste anderledes, fordi det krævede mindst. Trods de fleste allerede kendte lidt til ham i Fristavn, ville det dog kun afsløre endnu mere, at bringe den smukt malede og indgraverede hestevogn hertil. Han havde gjort sit for ikke at give sit efternavn til nogle i piratbyen, med undtagelse af dem han regelmæssigt gjorde forretning med. Indgraveringen og den detaljerede malede våbenskjold på hestevognens døre, ville straks fortælle samtlige individer, at der nu kom en Isenwald til byen. Det ville give mange god grund til at forsøge sig med røveri, og det kunne den grådige adelsmand ikke acceptere.
Så den ellers lange rejse til Fristavn var i dag gjort en hel del kortere, da han betalte for at få fremmanet en portal. Det redede ham også fra den tunge regnbyge, som skyllede ind over herregården og videre mod Safirien, og ville have fanget ham midt i den.
Nu kunne han i stedet træde ud af portalen, der var placeret et kort stykke fra piraternes by, så ingen så hvor han kom fra. Den mørke kuttes hætte var trukket over hovedet, så kun den markerede kæbe og det velfriserede skæg, der sad i to fletninger, kunne ses. Det løse kuttestof, som dækkede helt ned til jorden, kunne dog ikke skjule hans højde og bredde, der let sørgede for at de fleste gik udenom, når han kom gående.

Alfie trådte ind i slagterbutikken og nåede lige at skimte blodet på gulvet, inden han hørte kniven hugge ned i slagbænken. Hætten blev skubbet ned, så det halvlange, brune hår kom til syne og man nu kunne se den lidt dovne hestehale, der var sat i den øverste del. Over skulderen hvilede snoren til den tunge sæk af hør, der hang ned ad ryggen og indeholdte gårdagens fangst til slagteren.
"Goddag, Slagter Luxor," hilste han høfligt som altid.
"Det var da et imponerende størrelse dyr, du har fået fingrene i. Et vildsvin, formoder jeg?" Alfie gik udelukkende ud fra det parterede køds udseende, da han gættede, men taget kødets mængde i betragtning, fandt han alligevel sit kvalificerede gæt lidt skævt. I det samme svang han sækken op foran sig og lod den dumpe ned mod det nærmeste stykke bord, der ikke var helt tilsølet af hverken kød, blod eller dyrets indmad.

Moiran smilede da han så kunden. "Ah, De fik min anmodning om nye forsyninger, Hr. Isenwald!" sagde han idet han bevægede sig fra det parterede offers rester over til sækken der indeholdt mere normale former for kød end dem som Moiran rekvirerede og solgte. Han løsnede rebet og lod dyrene rumle ud over bordet så han bedre kunne tage dem i betragtning. Han studerede kødstrukturen nøje hvor han kunne se der var skåret ind til benet, og tjekkede pelsen for utøj og hudsygdomme der kunne ses med det blotte øje.
"Fine eksemplarer, De har med," han smilede og gik hen til disken hvor en trækasse under bordpladen indeholdt rav og jademønter. Han talte dem op og rakte dem over disken til Markus for ikke at de landede på bordet og blev blandet med for mange af dyrenes væsker. "Det er et dyr fra Azuriens opland," forklarede han og nikkede i retning af slagtebænken hvor han netop havde stået og arbejdet. "Det skulle være noget fortrinligt kød til fester og selskaber. Jeg sælger ihvertfald godt af det til det adelige ros," afsluttede han med et skævt smil og et glimt i øjet der ikke helt kunne aflæses. Han fandt en usigelig fryd i at vide at de adelige der kom til butikken fik kød, som de ikke vidste hvad var men han altid kunne slippe afsted med en god forklaring. Hans slagtermester tog sig ikke af det, han havde mest travlt med at være fuld og af og til dejset omkuld i slagteskuret bag butikken, så Moiran klarede det meste selv. Hvilket også var derfor at de fleste efterhånden troede at han var slagtermesteren selv, til trods for at han blot var 21 år og slagterdreng.
Han så sigende på Markus. "De må sige til hvis De nogensinde mangler noget," tilføjede han og blinkede sigende til ham. "Jeg giver gode priser til kollegaer."

Det tog Alfie et kort øjeblik at rive sit undrende, dog interesserede blik væk fra det hakkede kød. Da han endelig gjorde, fik han alligevel spejlet slagterens smil, som var det ren rutine for adelsmanden, at klistre et smil på når situationen krævede det. Kendte man ham bedre, hvilket de færreste gjorde, ville man vide at hans smil og høflighedsfraser sjældent var oprigtige, men gjorde man ikke, ville de være næsten umulige at se igennem. Det krævede jo alligevel en del at kunne slippe afsted med det forræderi, som hans mor tidligere var blevet taget i, så Alfie havde efterhånden mange års erfaring i at være falsk.
"Selvfølgelig, Luxor." Måske han burde opretholde den ordentlige tiltale af slagteren, men det var aldrig noget han gik alt for meget op i. I stedet nøjedes han med den andens efternavn, for at give efter for sin diskrete dovenskab, men stadig vise en vis form for respekt.
"Jeg beklager ventetiden, men som du ved kræver det en lille uge i skoven, hvis jeg skal nå at have noget ordentligt med tilbage." Det var trods alt ikke kun sækkens indhold, som Alfie fik fanget. Resten af jagtens gevinster var blevet taget med tilbage til herregården, hvor kokken og hendes stab tog sig af det.

Alfies opmærksomhed blev trukket tilbage mod det uigenkendelige kød på bordet. Hvis dyret kom helt fra Azurien, var det ikke så underligt at hans ellers uddannede gæt var helt skævt. Slagterens ord overraskede ham dog alligevel en smule. En overraskelse man lige kunne ane, da øjnene blev en lille anelse større og brynene rynkede sig.
"Utroligt, hvad adelen vil give dyre domme for, ikke sandt?" Det var egentlig ikke så meget af et spørgsmål, som det var en konstatering. Aldrig i livet, om Alfie ville servere noget for sine gæster, eller sig selv, som han ikke vidste præcist hvad var. Det var én af grundende til, at han oftest selv sørgede for kødet til samtlige middage i sit hjem. At den konstatering samtidig kunne lyde som en fornærmende kommentar til slagterens varer, var han udmærket klar over. Den var dog ikke sådan ment.
De grønne øjne rettede sig op mod Moirans grå, lige tids nok til at se det sigende blik. Blinket derefter fik faktisk et helt oprigtigt smil frem på hans læber.
"Jaså?" Det ene bryn blev løftet en anelse, som havde Alfie taget den andens kommentar som et tilbud på noget helt andet, end simpel forretning mellem kollegaer.
"Når du nu selv tilbyder, så står jeg faktisk og mangler en mand," sagde han, med en undertone der kun smurte endnu tykkere på i den retning. Det var ikke der hans næste ord var på vej hen, det var kun for at se Moirans reaktion på lidt uskyldigt, svagt flirten. Han kunne jo dårligt spørge ham om det næste, hvis det viste sig at han ville være dybt utilpas i en langt mere hed situation. Derfor ventede han også med at fortsætte.

"Intet problem, lange ventetider betyder omhyggelighed," svarede Moiran med et sigende smil til manden. Hans kommentar om priser og adelighedens grådighed rørte ham ikke, men istedet lagde han hovedet lidt på skrå og fugtede de smalle læber ved lyden om at Markus rent faktisk manglede hjælp. Hans blik blødte en kende op fra direkte forretningsmæssigt og lidt mere personligt, men uden at miste deres små-arrogante glød.

"Jamen, jeg er vel sådan én?" foreslog han og gestikulerede til sig selv med et vift med hånden inden han skubbede kødvarerne på disken i hver sin flettede kurv og stillede dem til side så han kunne komme lidt mere om på den anden side af disken og høre hvad han havde at sige. Han tørrede hænderne i læderforklædet så lange strimler af blod og lidt hudmembraner hang fast. Han lagde armene over kors med den hvide slagterskjortes ærmer rullet op og så på ham med et fast blik mens han lænede sig mod disken.

"Sig frem, hvad kan jeg gøre?" bad han venligt men også bestemt. Hvis Markus havde en opgave ville han ikke gå glip af den. Og hvad ville der være slemt hvis der faldt lidt ekstra underholdning af oveni hatten.

Alfie nikkede let smilende i enighed. Den lange ventetid havde sikret ham en bedre omgang varer, og det var selvfølgelig ikke kun i den situation, han ville mene at samme ord gjaldt. Tålmodighed var en dyd, som, langt de fleste gange, endte i profit. Han nød at være i selskab med dem, der delte samme mening. Mest af alt nød han at være i selskab med dem, der anerkendte hans status og agerede ud fra den, når de vidste hvem, han var. Fristavn var en af de få undtagelser. Anonymitet var mere værd her.
"Det skulle jeg da mene," svarede han i en lidt morende tone, idet han lige lod blikket glide hele vejen ned over Moiran og op igen. Det havde uden tvivl været oplagt at følge det svar op med en lille, morsom bemærkning, men den vej lod han sig sjældent trække, når det handlede om forretning. Heller ikke selvom dette møde var langt mere afslappet, end hans sædvanlige forretningsmøder.

Moiran var på vej om på den anden side, og imens bandt Alfie den tykke snor i kutten op, så han kunne få den af. Slagterbutikken var godt nok ikke det varmeste sted, men for den store mand, var det varmt nok. Så snart den slidte kutte var smidt og lagt over den ene underarm, kunne man lettere se den verden, han kom fra. De pæne, sorte bukser og den mørkegrønne skjorte i silke, hvor Isenwalds våbenskjold var broderet sirligt på brystlommen. Han gik ikke ud fra at det ville være synligt nok for andre, der ikke trådte ind i butikken.
"Jeg er vært for nogle lidt uortodokse sammenkomster i Medanien, og mangler en til at stå for lidt spiseligt. Jeg tænkte selvfølgelig straks på dig, da jeg er sikker på, du kan sørge for kvalitet til en rimelig pris. Har jeg ret?" Det ene bryn blev løftet let, som han nu gav slagteren tid til at tænke over det lidt løse tilbud. Skulle han være interesseret, kunne Alfie altid uddybe mere.