"Beklager, jeg er desværre på arbejde," svarede Kilian venligt - men insisterende - en ung dame, der havde fundet ham, mens han sad og varmede en af de mange bænke, der stod langs dansegulvet. Hun prøvede tydeligvis at være venlig og kedede sig måske en smule, og han udnyttede hver en undskyldning han havde, for ikke at danse. At klatre og springe fra hustag til hustag var absolut ikke det samme som at danse, og han foretrak klart det første frem for det andet.

Damen lod ham endelig slippe med en advarsel, hvilket sædvanligvis var Kilians arbejde, og snorede tilbage på dansegulvet, mens Kilian skiftede stilling, lænede sig kedsommeligt fremover, støttede albuerne på sine ben og samlede løst hænderne. Han sukkede. *Hvor var hun nu blevet af?* Han kunne have svoret, at han lige havde set hendes højhed prinsesse Astrid af Isenwald på balgulvet, men nu havde han mistet det sorte hår af syne. Det her var virkelig under hans værdighed... For syttende gang i aften konkluderede han, at med alle de kongelige vagter i salen, havde hun absolut ikke brug for en personlig livvagt. Men ordre var ordre, og dem fulgte han. Selv om han havde vigtigere ting at lave og han var sergent! Talte det ikke for noget? Han trak vejret meditativt ind og pustede lysløst ud, mens han skammede sig en smule over sin egen stolthed. Det var ikke rimeligt, at han skulle have særbehandling på grund af sin titel; han var stadig en del af byvagten. Men byvagten var alt andet lige ikke de adeliges personlige livvagter! Endnu en dyb indånding og et lydlyst fnys. Et til. Det var ikke behageligt at være så opmærksom på alle omkring sig, som hans evne tillod ham at være, når der var så mange i salen, og ingen af dem blev stående ret længe. Men der var ikke andet for, end at prøve at spore hende.

Hvor er hun?

Hvad der virkede som en glad latter undslap Astrid. En adelsfrøken havde fortalt en historie som var lovet skulle være sjov. Det var den ikke for Astrid og hun var efterhånden godt træt af kvindens selskab. De havde sammen gået rundt og snakket og Astrid havde ikke skænket byvagten en eneste tanke – han fulgte vel med? De to kvinder havde tilmed været tæt på at være gået ind i labyrinten!

Hun blev simpelthen nød til at komme væk fra denne kvinde, hvilket var grunden til at hun skævede over sin skulder, i håb om at han måske kunne hjælpe hende væk. Til hendes store overraskelse var han ikke at se. Hun stoppede derfor brat op. Hun kunne næsten mærke hjertet i halsen. Hvor var han? Han skulle jo være der for at hun kunne gå rundt i ro og mag!
”Sergent Pil?” spurgte hun lavt og kontrolleret mens hun så ud blandt de mange tilstedeværende i sin søgen efter byvagten. Et døvt øre registrerede dog at hendes navn blev nævnt et par gange af den samme skingre stemme der havde snakket til hende i længere tid end nødvendigt. Med et blidt påklistret smil så Astrid i adelsfrøkenens retning, ”Jeg bliver nød til at gå, kære. Nyd festlighederne uden mig,” og med det begyndte hun at lede efter byvagten. Hun var i den grad interesseret i hvordan og hvorledes han var blevet distraheret fra sit arbejde. Tanken om at hun selv på en eller anden måde havde fået rystet ham af strejfede hende ikke helt. Jo det kunne måske godt være hun havde bedt ham holde en afstand så hun kunne have det privat, men det betød jo ikke han skulle være helt ude af syne!
Med sin ranke holdning gik hun nu langs en af siderne af balsalen. Udadtil virkede hun helt rolig, men hun kunne i den grad mærke på sig selv hun var oppe og køre. ”Hvor er du henne, Sergent Pil?” mumlede hun lavt og utilfreds, som hendes blik vandrede ud over de dansende, mens hun gik.

"Arh... her er for mange..." mumlede Kilian. Hans sanser blev hurtigt overbelastede. Selv om hans magiske evner var passive, havde han lært at fokusere dem... på en måde. Men det hjalp ham ikke meget, når her var så mange væsner, så mange af dem havde en livshistorie meget lig prinsessens. Han lukkede øjnene for i det mindste at lade en af sine sanser få fred. Det viste sig at være en fejl.


"AV!" Råbet kom mere af sjok end smerte, selvom en skohæl over tæerne ikke var sport behageligt. Duften af dyr parfume og de sidste rester af frisk luft fra haven, fornemmelsen af naturlig, adelig arrogance og den åbenlyse mangel på opmærksomhed på sine omgivelse,  sagde Kilian præcis hvem, der havde trådt ham over tæerne. Han rejse sig fra sin plads på bænken, rullede skuldrene tilbage og foldede disciplineret hænderne bag ryggen: "*Ahem* Jeg tror, du har fundet ham, prinsesse." Han lød formanende. "De bør ikke bevæge Dem ud i haven uden mig." Ikke at han forventede, at den kongelige have var fyldt med tyve og mordere, men der var trods alt færre vagter. Vent. Kilian hævede et velmarkeret øjenbryn. Var det hjertebanken? Hun havde ikke anstrengt sig fysisk, så vidt han kunne fornemme... "Ehm... hør, De kan være ganske rolig. Her er vagter nok. Flere i år faktisk, grundet forrige år." Sergent Kilian forsøgte at være beroligende. Han vidste godt, det ikke var hans stærke side. Først nu tænkte han over, at han måske ikke burde have nævnt det sidste.

Næsten som hun havde sagt sine ord, lød der et højt råb ved siden af hende, hvilket fin hende til hurtigt at fjerne sig selv og sin fod fra hvad hun havde trådt på og vende sig mod den det var gået ud over. Hun så en anelse chokeret ud til at starte med, men hendes ansigtsudtryk fandt hurtigt tilbage til en neutral som hun så hvem det faktisk var. Sergent Killian Pil havde siddet som bænkevarmer i balsalen. Sikke en fantastisk og opmærksom byvagt hun havde fundet til opgaven…
Hans kommentar om haven undrede hende, som hun kortvarigt havde glemt alt om hans evner. Hvis han vidste hun havde været i haven, hvorfor havde han så ikke været med hende derude, blev han måske for træt i benene til at kunne følge med? ”Hvorfor var De ikke med mig i haven?” spurgte hun med en lille panderynke. Hun skulle da ikke blive irettesat for at have gjort lige præcis hvad hun skulle; nyde festen. Det var vel tydeligvis ham der havde fejl!
Rynken mellem brynene blev dog kun en anelse dybere, som han kommenterede på hun skulle være rolig. Hun var da rolig? ”Jeg er da helt rolig,” løj hun, selvom hun stadig udadtil så ret rolig ud, udover panderynken. Der var dog stadig en lidt højere hjertebanken end hvad en rolig person ville have. ”Hvad skete der forrige år?” spurgte hun stadig undrende.

*Ups….* ”Øh.. Det,” nej, den kunne have ikke nå at redde. Der var ikke andet for end at svare Astrid ærligt, ”Ubudne gæster nåede forbi nogle af vagterne sidste år, men de fik aldrig adgang til festen. Vagterne indhentede dem inden, og gæsterne bemærkede ikke noget,” rapporterede han og tilføjede i et forsøg på at være mere betryggende denne gang, ”Der er intet at være nervøs for.” I hans ører, havde hun indrømmet lige ud at hun ikke var helt rolig. Det kunne selvfølgelig også tolkes, som, at han ignorerede, hvad hun sagde. Hvilke han sådan set også havde gjort, men han ignorerede da ikke det hele. Hvorfor havde han ikke været med hende ude i haven? Fordi hun forsvandt i mængden uden at selv at tjekke, om han var med. Fordi der var for mange væsner, til at han kunne følge hende fra sidelinjen. Og han kunne ikke spore hende, da han opdagede det, fordi der var for mange væsner. Fordi en af de alt for mange væsner, havde distraheret ham ved at spørge, om han ikke ville danse og havde insisteret på hans øjenkontakt. *Pis…* Lidt hans skyld var det… Men det var mest hendes for ikke at have fulgt hans råd om ikke at tage et sted hen med så mange mulige forbrydere! Han kneb øjnene småirriteret sammen, og pustede så opgivende ud.
”Og jeg beklager, at jeg ikke var med dem i haven. Tilgiv mig. Hvis De ville føle dem mere tryg ved det, skal jeg nok følge dem tættere.” Selvom undskyldningen ikke var sarkastisk ment, lød sergent Kilian ikke som om han syntes det var det mindste nødvendigt med tættere opvartning. Selv om han var lidt irriteret, var han begyndt at forstå, at Astrid var bange. Om det var helt velbegrundet, var mindre vigtigt. Det kunne ikke være rart.

Den lille usikkerhed i byvagtens stemme fik Astrid til at løfte sine øjenbryn en anelse. Hvad vidste han, som hun ikke vidste? Den lille rynke fandt frem mellem brynene igen, som han forklarede hvad der var sket det foregående år. Ubudne gæster? Den information sænkede ikke ligefrem hendes hjertebanken, selvom hun stadig forholdt sig i ro. Det varede ikke længe før ansigtet fandt sine neutrale positioner igen ”Udmærket,” var det eneste Astrid kunne sige. Spørgsmålene som hun lystede for at spørge, prøvede hun så vidt muligt at holde tilbage. Hvorfor var de ubudne? Hvad var deres motiv? Hvor mange var i potentiel fare? Tankerne blev ved med at kører rundt. Den ekstra pointering om at hun ikke burde være nervøs, lod hun blot passere denne gang, for hun regnede med det nok var relateret til den information hun lige havde fået. Hun var dog ikke mindre nervøs selvom han havde informeret om der var flere vagter end normalt. Det hjalp selvfølgelig lidt at hun havde ansat ham som livvagt for begivenheden. Nok kunne hun klare sig selv på mange punkter, men at have øjne i nakken var ikke hendes speciale.
Astrid bemærkede hvordan byvagten nærmest opgav, hvilket fik Astrid til at undre sig på ny. Hun skævede væk fra ham et øjeblik, som hun overvejede sit svar. ”De er tilgivet. Der er ingen skade sket. Hold Dem inden for en afstand, hvor De ikke mister mig af syne som sidst,” hun lod det helt være op til ham hvor tæt det var. Selvfølgelig ville hun sige fra hvis han gik for tæt på, men hun regnede med at han sagtens selv kunne finde ud af at holde sin anstændige afstand. Lidt privatliv kunne hun trods alt godt lide.
Der var ingen tvivl om at Astrids nerver var alle vegne, men at hun gemte dem helt væk for alle. Det eneste hun dog ikke kunne have nogen som helst styr på, var hendes hjertebanken. Evigt på dupperne. Siden hendes titelændring i vinters, var det ikke blevet bedre – nu var målskiven jo  på hendes ryg, som arving, og ikke hendes fætter Markus af Isenwald.

Nu hørte sergenten godt, at hun sagde ’udmærket’, hvilket burde betyde, at hun følte sig mere tryg. Men hendes hjerte bankede stadig lidt for hurtigt. Der var også nogle næsten umærkelige trækninger i hendes ellers komplet rolige ansigt, da han nævnte gæsterne. Hun var umådeligt dygtig til at holde sine følelser i ave. Måske var det derfor, hendes hjerterytme lød så forkert i hans ører. Og han var løbet tør for andre måder at sige ’tag det roligt på’ uden at virke uhøfligt.
*Og derfor taler jeg ikke med efterladte bag efter…* Kilian tænkte på sine mordsager og ofrenes familier. Af en eller anden grund var fakta ikke nok til at berolige andre væsner. Det vidste han godt. Det betød ikke, han også vidste, hvad han ellers skulle sige, og det skammede han sig somme tider over aldrig at have forstået. Kilian drejede hovedet et øjeblik for at orientere sig. Folk passerede konstant forbi her. Det var ikke det bedste sted at stå, når han nu havde den pligt at beskytte Isenwald-arvingen.

”Som De vil, frøken.” Tænksomt så halvelveren ud mod haven og justerede bæltet, hvor et krumt korsværd hang. Lige så tydeligt hang hans byvagtskildt ved siden af. Folk skulle nødigt tro, at han havde smuglet våben ind ulovligt. Han bare også resten af sin byvagtsuniform til pænere lejligheder. Men havde havde taget sig den frihed ikke at tage hatten på og erstattet skjorten, med end, der var mere hans stil, løst hvidt silke, der småskinnede lidt i det rigtige lys. *Frisk luft, måske?* Det plejede i hvert fald at dulme hans nerver. Det var værd at prøve.

”Øh, har De lyst til at går i haven? Jeg ved, De ikke var derude længe, og jeg ville ikke- altså frisk luft ville måske ikke være skidt,” prøvede Kilian høfligt. Frisk, kølig aftenluft var godt for mange ting, vidste han, og han kunne bedre følge hende på en mere behagelig afstand. For slet ikke at nævne, at hans evne kunne få noget ro.

Frøken. Det var kun nogle måneder til det ville hedde frue, og hvor var den tanke skræmmende. Ikke blot at hun snart skulle giftes, men tanken om at hun faktisk, på dagen i dag, skulle få sin trolovelse velsignet af Lysets Dronning. En spænding om at se Alaric en sidste gang inden deres bryllup, blomstrede som nervøse sommerfugle i hendes mave. Hendes hænder samlede sig derfor foran maven, men noget så diskret, således hun ikke så ud til at have det ubehageligt. Astrid lagde mærke til at han så ud mod haverne, og kunne næsten fornemme han ville foreslå at gå udenfor…

Og det gjorde han. Hun klukkede kort over hans forsøg på at overtale hende, ”Jo, lad os gå udenfor,” svarede hun ham. Hun regnede stærkt med at han ville følge trop bag hende. Hun nåede dog kun lige at vende sig om, før en af tjenerne, med et fad af tørt, stødte ind i hende. Astrid stoppede straks op, med fadet var allerede trykket op mod hendes overkrop. Tjeneren var hurtig om at fjerne sølvfadet, så det sidste tørre faldt til gulvet. Tjeneren bukkede dybt og undskyldte. Astrids hjertebanken var steget yderligere, hvilket også kom til udtryk at afstanden mellem ørene og skuldrene var mindre. Med et indelukket suk, fik hun roligt fortalt tjeneren han skulle se sig for, til næste gang inden hun, uden at skænke sergenten et blink, bevægede sig uden om tjeneren og bevægede sig mod haverne. Uroen væltede ind over hende og hun kunne mærke hun begyndte at få det varmt. ”Er De med?” spurgte hun, uden at tage sit blik fra hvad der foregik foran hende. Hun havde været heldig det havde været tørt og ikke drikkevarer. Kjolen som bar en masse blonder, var nærmest fyldt med krummer, som hun måtte prøve at børste af, når de kom udenfor.

Nogen havde engang spurgt ham, om han kunne fornemme sommerfugle i maven. Til det havde Kilian forundret spurgt ”Skulle jeg det?”.  ”Nej nej, altså kan du fornemme, om jeg har sommerfugle i maven for eksempel?” Da havde Kilian ærligt måtte indrømme, at han ikke kunne. Når man tænkte over det, havde folk de særeste udtryk for at føle forskellige ting. Ens hud skiftede for eksempel heller ikke farve, når man blev misundelig – for de fleste vel at mærke. Så når nu Astrid tænke med en hvis iver på sin trolovede, havde Kilian ingen anelse om det. Han lagde kun mærke til, at hendes kropstemperatur ændrede sig, og hendes nedre øjenlåg krøb en smule op. Af det kunne han fornemme, noget glædede hende, man hvilken slags glæde eller hvorfor anede han ikke. Han var ikke synsk! Desuden var der pludselig nogen, der kom tættere på i et fast tempo. For tæt!

Kilian nåede lige at dukke sig for en flyvende pindemad, så hans løse hestehale fløj i vejret, og lod pindemaden svæve videre mod nakken på en adelsherre, der stod bag ham og talte livligt med en kvinde, han tydeligvis var interesseret i. Før herren kunne nå at reagere, skyndte sergenten sig at nikke taknemmeligt til prinsessen, som han jo desværre var nødt til at følge, og gik med hende ud i haven. Bag sig hørte han den stakkels tjener få tørt på på en langt mindre overbærende måde, end Astrid havde holdt sig til.

Læderstøvlerne slog blidt mod marmorgulvet, som de gik mod haven og ud af krystaldørene. Man ville måske have hørt sålerne, hvis det ikke var for den muntre stemning indenfor. Kilian ville egentlig bare have fulgt den fine prinsesses utvetydige anvisning om at holde sig på en passende afstand, men holde øje med hende skulle han jo, og hendes skiftende humør var efterhånden blevet nemmere for ham at opfange. Han rynkede de slanke øjenbryn lidt og ændrede taktik. I stedet for at holde sig fire skridt bag hende, indhentede han de tre således, at hun hele tiden ville kunne se ham ud ad øjenkrogen. ”Jeg er med, deres Højhed.” Der var ikke meget dybt over Kilians stemme, men den var som regel rolig. Han var heller ikke meget for småsnak, men han syntes, han måtte prøve. Det ville også være bedre end akavet tavshed. ”Ehm… Glæder De dem til at se Deres forlovede?”

Astrid havde rigeligt med fart på som hun begav sig ud mod haverne. Hun håbede ikke for mange blikke så i hendes retning, for hun ville nødig gøre Isenwald navnet til grin. Navnet havde jo rigeligt skidt på sig allerede efter hendes tantes stunt med ordenen. Endelig kom de ud af krystaldørene og den friske luft omfavnede straks Astrid, så hun undslap et suk. I baggrunden hørte hun nogle hurtige men rolige skridt. Hun så sig diskret og kortvarigt over skulderen og fik bekræftet det blot var sergenten som indhentede hende, så han var inden for umiddelbar synsvinkel. En lille bekræftende lyd efterlod hende, som han fortalte han var med hende.

”Åh, Sergent Pil…” sukkede hun, ”Det gør jeg,” svarede hun kort efter. Lige nu kunne hun dog ikke helt få sit fokus væk fra om hun lignede en gris, der lige var blevet fodret. Hun forsatte den umiddelbare hurtige gang, indtil de nåede tættere på labyrinten, således hun kunne stoppe tæt på en at de høje buske. Hun så endelig ned sf sig selv med et suk, inden hun prøvede at tørre lidt krummer af din overkrop. ”Jeg kan bare ikke tillade mig at finde ham, lignende en omvandrende kagekrumme...” forklarede hun. Hun følte i den grad hendes dag var på vej ned af bakke. Det var hårdt, når man sådan havde glædet sig som et lille barn; glædet sig til at møde sin forlovede… Og så var han ikke til at finde. Selvfølgelig var der chance for at han var forsinket grundet den manglende hånd, men i hvor lang tid var det okay at bruge den ’forklaring’? Udover det, havde hun nærmest været til forhøring hos svigerforældrene. Ja, hvis hun kunne lave om på det første møde, så havde hun gjort det. ”Er De gift?” spurgte hun, mens hun koncentreret prøvede at fiske en pind fra en pindemad ud af blonderne på den fine kjole.

Måske havde hans spørgsmål ikke været det bedste. En ting var, at han til aften havde erfaret, at nogle kvinder kunne tale i meget lang tid om der trolovede og deres kærester. Det var i hvert fald, hvad flere af samtalerne inde ved dansegulvet havde handlet om. En anden ting var, at han egentlig troede, han kendte svaret allerede. Men han havde ikke forventet den tone, prinsessen svarede i. Den lød ikke glad.

Kilian travede rankt bag hende og gav ikke megen lyd fra sig, før de nåede labyrinten og standsede. *En kagekrumme? En omvandrende pindemad ville have været mere korrekt, men…* Sergenten så sig over skulderen, vurderede hvor folk bedst ville kunne se deres position fra, og stillede sig så i vejen med en undrende rynke mellem brynene. ”De er for hård ved Dem selv, deres højhed. De ville stadig være smuk, hvis De var dækket af kagekrummer. En enkelt pind eller to kommer ikke til at gøre en forskel,” svarede han tørt, og så på hende, mens hun fjernede de små rester af pindemadder. Han hørte hendes hjerte banke nervøst igen. Var det normalt for folk af hendes stand, at bekymre sig så meget? Måske. Ubevidst fortsatte han med at holde øje med deres omgivelse, men der var ikke noget, der krævede hans opmærksomhed. Den eneste lyd, han hørte, var den varme aftenvind, der fik bladene i hækken til at rasle. De skarpe øjne fulgte prinsessens fingre rundt mellem blonder og kjolefolder. Rynken mellem hans bryn blev dybere. Han havde en fornemmelse af, at det måske ikke var helt høfligt af ham, men det var ikke rigtigt bare at se på, nå folk havde brug for hjælp.

”Lad mig,” sergenten trådte et lille skridt frem og puffede venligt Astrids hænder til side. Kilian havde et bedre syn end de fleste og rolige hænder. ”Nej, det er jeg ikke…” han smilede lidt, næsten forlegent og mistede sin kølige stemmeføring et øjeblik, ”Selv om min bror siger, jeg er gift med mit arbejde. Men jeg ved ikke om det er rigtigt.” Han havde altid fundet det lettere at tale med folk på tomandshånd. Pinden var ude og landet i hækken nærmest uden, at han havde rørte kjolen eller blonderne. Han trådte tilbage. ”Jeg tror, det var dem alle, frøken.”

Med de blågrønne øjne var travlt beskæftiget med at børste de sidste krummer af, således der kun var pinde tilbage. Hun lagde derfor ikke mærke til hvordan Kilian stillede sig i vejen, således gæster ikke kunne se på. Astrid skævede op fra sin overkrop, som han sagde hun var for hård ved sig selv. Hvordan kunne hun være andet? Et smigret og taknemmeligt fnys lød fra hende, mens hænderne kørte lidt automatiseret. Hun rystede lidt på hovedet ad ham. ”De behøver ikke smigre mig for at få flere krystaller,” klukkede hun. Han virkede ikke som typen der ville forlange flere krystaller direkte, men han var sikkert snu nok til at finde ud af hvordan man kunne få en højere betaling end hvad der allerede var givet. Nok var han blevet ansat som livvagt for besøget i Dianthos, men smigr og komplimenter var ikke en del af arbejdsbeskrivelsen. Det at komplimenten i realiteten blev taget meget godt imod var så noget andet.

Hun vendte blikket tilbage til den pind hun var i gang med at få viklet ud af blonderne. Den var frusterende, og hun var på randen til bare at lade den blive, men det varede ikke længe før byvagten tillod sig at tage over. Det overraskede Astrid, men hun fjernede forsigtigt sine hænder, således han kunne arbejde som han følte passede bedst. Lå hans overskud virkelig så højt at han kunne fiske pinde ud af en blondekjole, mens han holdt øje med omgivelserne? Astrid mente selv at blonderne på kjolen gjorde det ekstra besværligt at få pindene ud af kjolen. Havde hun nu bare taget en helt almindelig stofkjole på, havde der nok ikke været et problem. En lille, tænkende lyd efterlod Astrid, som han svarede han ikke var gift. Det virkede næsten som om byvagten åbnede lidt mere op, nu hvor de var udenfor – eller måske var det fordi det kun var de to? På et øjeblik fik han befriet pinden der havde været viklet ind i kjolens blonder, og den fløj pludselig ud til hækken. ”Tak,” lød det næsten sukkende fra hende, som hendes skuldre sænkede sig en anelse, mens hun rettede på nogle af kjolens folder. ”Hvor meget betyder Deres arbejde for Dem?” spurgte hun nysgerrigt, for at følge op på det svar han havde givet for et øjeblik siden. Hendes øjne rettede sig op mod hans.

Kilian foldede hænderne bag ryggen under den blå byvagtskappe og så sig over skulderen for at holde øje med omgivelserne. Stadig intet at være på vagt over. ”Jeg siger bare tingene, som de er, frøken. Krystaller har ikke noget med det at gøre,” svarede han lige så tørt og ikke uvenligt, men han følte sig nu en smule stødt. Han arbejdede for sin løn, og det var han stolt af. Han havde ikke brug for velgørenhed eller bestikkelse. Penge løste ikke alles problemer. Om han kunne have lokket sig til flere krystaller, hvis han ville, var svært at sige. Han var svær at løbe om hjørne med, men om han selv kunne løbe om hjørner med folk… Måske, når han havde lært dem at kende, hvilket ofte skete, for de kendte ham. Nu var han selvfølgelig også i en profession, hvor nogle af dem, han kendte godt, var forbrydere, der helst ville have haft, han ikke vidste noget. Han vendte blikket fremad igen. Intet at se.

Apropos sit arbejde, var det ikke en del af hans nuværende opgave at have personlige meninger. Desuden ville en adelig, der kunne betale sig fra en sergent som livvagt, vel næppe forstå ham. Ikke at det generede ham meget. Eller måske ville hun?

Lidt overrasket så han på hende igen og fangede hendes øjne. Et tænksomt øjeblik så han på de blågrønne ringe og konkludere, at han havde haft ret før. Ingen mængde af krummer eller pindemadder kunne få hende til ikke at ligne en prinsesse. ”Jeg… Ja, mit arbejde er… Det betyder en del. Det giver mig mad på boret, og jeg kan sørge for, at resten af byen, kan spise deres mad i fred. Det fortjener de. I hvert fald de fleste af dem.” Noget gravalvorligt strøg gennem Kilians øjne, og han mistede øjenkontakten til Astrid et øjeblik. Men han havde ikke lyst til at tænke på de mindre festlige sider af sit arbejde lige nu – hvilket ærligt talt var det meste af det. Det lykkedes at ryste tanken af sig, og han prøvede svagt smilende at få øjenkontakt med sin klient igen. Med lidt stolthed i stemmen tilføjede han: ”Min familie har været byvagter i et par generationer nu.” Og nu vidste han ikke, hvad han ellers skulle sige. Men han kunne da begynde at fortsætte i en retning. Uden om labyrinten, der var én stor blindgyde indvendigt. Han holdt stadig lidt afstand. Det måtte være op til hende, om hun ønskede, han gik ved siden af hende også. ”Hvor stammer Deres familie fra?” spurgte han efter et par skridt. *Se? Ikke så svært at stille spørgsmål… Det kan jeg godt.*

Astrid kunne godt fornemme at det på ingen måde var krystaller komplimenten handlede om og hun fortød da også hurtigt at hun havde sagt det. ”Beklager. Og tak,” fik hun ud mellem læberne. Selvom han ikke så mod hende, tillod hun sig at se mod ham, som hun sagde det til ham. Forhåbentlig ville han fornemme det og vide at hun faktisk fortrød sine ord. Det havde måske også været smart at have snakket lidt med sergenten inden man hyrede ham til jobbet, men som en hver anden adelig havde man jo travlt og ting der skulle nås.

Astrid trak et afslappet smil, som han startede med at formulere sig, lidt i tvivl om hvordan han skulle få sagt det rigtigt. Han nød sit arbejde og vidste hvad det betød for folkene omkring ham. Hun kunne også godt fornemme at der var en del af ham der virkelig kæmpede for retfærdighed, sådan som han nævnte de fleste. Da han nævnte sin familie, kunne hun ikke lade være med at overveje om han var blevet tvunget ind i det arbejde. Det kunne jo sagtens tænkes at han blev opdraget til at ville være og blive byvagt. ”De virker meget glad for Deres arbejde,” kommenterede hun med et lille smil. Hun fik næsten lyst til at høre mere om hvordan han endte med at blive byvagt, men samtidig, så kunne det sagtens vente. Det at få tankerne væk fra sig selv havde i den grad sat lidt ro på hendes nervøsitet om trolovelsen og om hun så præsentabel nok ud.
Næsten samtidig med ham gjorde hun an til at forlade det lille ’skjulested’ og bevægede sig væk fra labyrinten, men sørgede faktisk for at han kunne gå umiddelbart ved siden af hende. ”Min familie? Vi stammer fra Medanien,” hun undrede sig kortvarigt. Kendte han ikke til Cordelia af Isenwald som blev sendt i eksil for et halvt år siden? Vidste han mon at hendes tante havde taget imod bestikkelse fra Kiles Orden, at Astrids mor og hende selv måtte prøve at rette op på det rod der var blevet lavet? Hun kunne næsten ikke forstå spørgsmålet, men selvfølgelig, hvis han havde for travlt med at beskæftige sig i Dianthos, kunne det selvfølgelig godt tænkes at han ikke havde mulighed for at stikke snuden i hvad der foregik udenfor byens murer. ”Hvor meget ved De om min familie?” spurgte hun nysgerrigt. Hun skulle lige til at se sig over skulderen, for at se om de blev forfulgt, men hun tog sig i det og lod være. Sergenten havde styr på det – det måtte hun nød til at stole på, ellers var det jo ligegyldigt med at have ansat ham, hvis ikke hun kunne slappe ordentligt af.

Det lod til a hun forstod. Byvagten blev mere afslappet, jo længere de gik, og jo længere væk de kom fra folkemængderne inde på paladset. Måske det hjalp, at han ikke længere fornemmede sin klients hjerte løbe afsted, måske var det fordi, hans sanser ikke længere blev bombarderet, eller måske var det fordi, han ikke følte, han var på arbejde – i hvert fald ikke lige nu.

Han ville med glæde fortælle mere, hvis han blev spurgt. Ulig hendes højhed prinsesse Astrid af Isenwald, havde sergent Kilian Pil af Dianthos byvagt ikke haft en titel hele livet. Han havde ikke engang altid haft et efternavn, og hans efternavn var ikke det samme, som hans families. Han var blevet adopteret, og han og hans brødres begyndelse i byvagten havde kostet familien dyrt. Faktisk var han sikker på, at netop den hændelse, ville have fået Astrids mor til at vælge en anden livvagt til sin datter. Tanken fik Kilians nakkehår til at rejse sig.
Men oftest spurgte folk ikke til hans arbejde. De vidste hvad han lavede, og når det kom til stykket, ville folk helst ikke vide, hvor mange mord, der blev begået Krystallandets lysende hovedstad.

Sergenten hørte en mente at høre lidt overraskelse i prinsessens stemme, og lukkede øjnene et øjeblik. Det var også et dumt spørgsmål. Den del vidste han egentlig godt. Normalt gik Kilian ikke op i politik, det var ikke hans afdeling, men der var selvfølgelig nyheder, som alle i Dianthos hørte og talte om. Den slags nyheder udviklede hurtigt rygter, og det kunne være svært at skelne sandt fra falskt. Kilian gik nogle skridt langs stenstien, de havde fundet gennem haven. ”Jeg har hørt nogle rygter… Men jeg ved Deres tante var på god fod med Kiles orden.” Den del havde han fulgt med i. Hans spidse ører havde gjort ham til en jaget mand, og han udnyttede på det groveste, at han kunne finde ud af, hvem der var på Kiles ordens side. Nogle af dem havde han endda selv anmeldt, men Astrids tante var ikke en af dem. Han skævede til hende et øjeblik, meget i tvivl om det overhovedet var et emne, hun virkelig havde lyst til at bringe på banen netop i aften.

Måden byvagten lukkede sine øjne på, forsikrede næsten Astrid i at han måske selv godt vidste det var det underligt spørgsmål, men måske var han bare lige blevet i tvivl et øjeblik? Måske havde han forvekslet Isenwald familien med Arys? Og hvor familien kom fra, virkede måske til at være den mest subtile måde at få svar på sådan en forvirring.

Rygter, ja selvfølgelig havde han hørt rygter. Isenwald navnet var jo tilsmudset så meget alligevel efter Cordelia var blevet eksileret. Der var jo utallige rygter om hendes familie, og hun ville måske endda høre nogle nye i dag. Ingen havde jo givet hendes mor, hende selv og hendes søskende så meget opmærksomhed før de fik hovedfamilie titlen hen over sig. Hun trak let på sine skuldre som han nævnte hendes tante, ”Det må man sige…” var det eneste hun kunne få ud. Astrid og Cordelia havde ikke udvekslet ord siden Cordelia blev eksileret, og chancen for at de ville det, var ikke eksisterende. I Astrids øjne var Cordelia ikke længere en del af familien og ville nok aldrig kunne blive det igen. Det var nok for det bedste alligevel, hvis Astrid skulle have en chance for at få en lykkelig titel som fyrstinde, når hendes moder trådte af. Hun vidste i forvejen at Verona kæmpede en del med alt det pres der var hevet ned over hendes hoved, eftersom alle blot forventede Verona var som Astrids tante, og det var hun i hvert fald ikke. Hun skævede over mod Kilian, ”Er det nogle specifikke rygter De har hørt?” tillod hun sig at spørge. Nu havde han jo selv nævnt at han have hørt rygter om hendes familie, så mon ikke han havde mod på at dele dem? Så var der måske en chance for hun kunne få skudt rygterne ned, således familienavnet blev støvet lidt af. Det var trodsalt ikke rigtig til at vide hvad der blev sagt rundt omkring.

Så prinsessen ville tale mere om sin familie? Meget vel. Kilian vidste ikke hvorfor, men han kunne gætte. Nej, han var sikker på, han vidste, hvad hun ville. Det var interessant. Kilian tog et par tænksomme skridt videre sammen med Astrid uden at svare. Musikken og latteren fra balsalen lød svagt fra de åbne døre. Han havde selv tænkt over, om der havde været noget politisk i, at netop han skulle være hendes livvagt. Det måtte sende nogle signaler til ballets andre gæster, at Astrid blev fulgt af en med spidse ører også selvom han var halvblods. Mens han forstod, eller mente han forstod, hvorfor hun ville høre, hvad han havde hørt, så brød han sig ikke selv om at trække emnet op. *Men det er vigtigt at rygterne ikke spredte sig for meget,* tænkte han og rynkede beslutsomt brynene. Man risikerede nemt, at folk opfattede den slags som sandhed. ”At Cordelia gav næsten hele jeres formue til ordenen i løbet af den tid, de var i Dianthos,” Kilian svarede hende næsten undskyldende. Han brød sig ikke om at komme med beskyldninger uden nogen beviser, ”Og At deres mor stadig støtter de medlemmer, der endnu ikke er blevet fanget.” Han havde hørt flere, men de fleste af dem var enten harmløse til sammenligner eller så fantasifulde, at de fleste ikke troede dem, med mindre de allerede havde drukket flere runder på den nærmeste kro. Ud d øjenkrogen holdt de brune øjne øje med Astrids ansigtsmimik. Han fornemmede, at hun var lidt koldere. Det kunne være vejret, men nogles angst eller ubehag havde den samme effekt. Det her var meget personligt, hvilket han sædvanligvis ikke var komfortabel med under alle omstændigheder. Han var nødt til at sikre sig, at han ikke skred over en grænse, adelskvinden ikke ville have.

Spørgsmålet landede tydeligvis tungt, for der kom ikke et svar med det samme. Der blev tænkt og overvejet hvor vidt hans ord var passende eller ej – det var rart. Det satte ligesom to streger under, at han faktisk havde noget mellem sine spidse øre. Tålmodigt flettede hun sine fingre foran sig og lod blikket vandre lidt væk, mens de gik. De blågrønne øjne beundrede omgivelserne, dog uden at glemme samtalen. Hendes blik vendte sig langsomt frem igen, som han fortalte det første rygte. Astrid trak et lille smil. Hun kvalte et grin, således det lød som et fnys. Det var på ingen måde ondskabsfuldt, men hun syntes det var morsomt. Cordelia havde modtaget bestikkelse fra Ordenen, hvad det indebar var Astrid ærligt ikke sikker på. Men formuen stod stadig stærkt. Ja den var måske endda bedre end den nogensinde havde været, eftersom der ’kun’ havde været et par angreb langs kysterne. Kortvarigt sneg billeder af hendes tilskadekommende bror sig ind i hendes hukommelse. Åh, hvor var hun lykkelig over Alexander var blevet fundet. Hun turde ikke tænke på hvad endnu et dødsfald ville gøre ved hendes evne.
Det andet rygte fik Astrid til at ryste lidt på hovedet, som hun trak et lille smil. ”Interessant,” hun valgte at se over mod byvagten, inden hun ville skyde begge rygter ned, ”Cordelia modtog bestikkelse, vores formue står heldigvis uberørt… Og hverken min moder eller nogen af os andre støtter dem,” forsikrede hun ham. Ingen af rygterne rystede eller chokerede hende, for alt var noget hun sagtens kunne forestille sig folk ville sige om Isenwald, efter det stunt. Astrid var lidt i tvivl om hun ville høre mere, for det kunne jo snildt virke som om at Astrid var meget optaget på at benægte rygterne – som hvis det var en udspekuleret plan for at rense deres ry lidt. Sergenten opholdt sig jo mest af alt i Dianthos, begav sig rundt mellem alt og alle, og havde sikkert hørt sit. Så hvis han kendte svarene, kunne han jo modsige rygterne. Det kunne være en plan, men det var på ingen måde derfor hverken sergenten var blevet ansat eller Astrid var der. Hun var her for sin trolovelse, og han var her, for at sikre hun ikke kom ud for livsfarlige ulykker.
”Tror De, at De ville være blevet byvagt, hvis ikke Deres familie havde været det?” hun valgte at feje rygterne til side for nu, det kunne jo være de blomstrede frem på et tidspunkt. Hun vidste i hvert fald selv der var en god håndfuld rygter, omkring hendes stædighed omkring et ægteskab, fra før hun mødte Alaric. Astrid æder mænd levende. Astrid suger sjælen ud af mænd. Astrid var frygtelig. Alle de mange rygter om Astrid og ’et had til gifteklare mænd’ var nok kommet fra at hun fik udfordret dem noget rigeligt, skød deres tilbud ned og i værste tilfælde brugte sin evne mod dem. Sidstnævnte kunne måske godt være grundlaget for alle rygterne alene, også selvom det var de færreste der kendte til hendes evne.

Hvis Kilian nogensinde havde hørt rygter om hendes had til gifteklare mænd, så havde han lykkeligt glemt alt om det. Selvom sladreglade tanter var guldgruber af information, så var deres selskab også noget af det mest ubehagelige, Kilian kendte til, og det sagde en del, når man havde med mord at gøre til hverdag. Han havde dog ofte tænkt, at man burde ansætte flere af dem i byvagten som afhørere. Mellem deres skingre sladren og småkagerne og teen, overså man næsten de utroligt nærgående spørgsmål. Ej, hvor er denne te aromatisk! Det siger De kun fordi, den ikke er lige så god som Deres egen! Hvorfor er De ikke gift, kære sergent? En småkage mere? Måske skræmmer han dem væk med sin snak om forbrydelser og andre grimme ting? Så fortæl os, hvem der myrdede slagteren? Det var garanteret en af hans lærlinge, var det ikke? Våbnene er jo lige ved hånden, og så har jeg hørt, at han var et forfærdeligt svin af en arbejdsgiver! Mere te?

Det gode var, at de havde haft ret, selvom deres argumentation var noget rodet. Det dårlige var, at han fik koldsved bare ved tanken om at skulle interviewe dem. Og han brød sig virkelig heller ikke om måden de sagde, sådan nogle flotte øjenbryn! på, som om det slet ikke var øjenbrynene de mente.

Det var rart at høre nogen så ligefremt modsige rygter. Der var ingen udenomssnak. Så vidt han kunne sanse, løj hun ikke. Hvis det var løgn, var hun i hvert fald ikke klar over det. Han smilede vagt og så frem for sig igen. Det var smukt herude. Den kølige luft var forfriskende, og himlen var spækket med stjerner. Det var tæt på, han glemte, hvorfor han var her, men på vagt, var han altid. ”Hm? Det har jeg egentlig ikke tænkt over… Jeg tror, jeg var blevet, hvad end min familie var,” svarede han med en smule forundret latter i stemmen. Det var nok så meget smil, som Astrid ville have set, mens han havde været i hendes families tjeneste. Han talte mere frit nu. Det var vel ét af få punkter, hvor han og fyrstedatterens liv måske ikke var så forskellige igen. Altså, at de fulgte i deres families fodspor. Kilian havde dog haft et valg, sådan da. ”Ens fortid har en tendens til at forme en. Hvis jeg ikke var kommes hos dem, ville mit liv have været meget anderledes. Jeg er adopteret, ser De.” Halvelveren så igen tænksom ud, som han havde for vane at gøre, og vendte så hovedet mod Astrid: ”Af nysgerrighed… Har De tænkt over, hvad De ville være blevet, hvis De ikke havde været adelig?  - Hvis jeg må være så fri?”

Astrid talte lige ud for hjertet, og hun ville da gerne forklare mere, hvis han var nysgerrig, men han virkede til at tage imod hendes forklaring. Det at have fundet sergenten og kommet udenfor havde i den grad hjulpet på hvor meget Astrid slappede af. Sådanne gåture som denne, var noget hun virkelig holdt af. Det var så tilfredsstillende. Hvis man nu også lige sendte skjaldene og gæsterne inde i balsalen hjem, så begyndte det jo at ligne noget. Ro og naturlige lyde. Mørket generede hende som sådan ikke, selvom man måske ville kunne tro det, efter hun havde været angrebet af en varulv for nogle måneder siden. Arene var stadig synlige på hendes skulder og ribben, men sidstnævnte var dækket af kjolen. Hun havde været heldig at hun nåede at dræbe bæstet inden det fik sat sine tænder i hende…

Hun trak lidt på skuldrene af sergentens svar. Hvad end familien var. Det lød på sin vis kedeligt, selvom det virkede til at sergenten selv fandt noget komisk i sit svar. Måske var han selv blevet lidt mere afslappet omkring det job han var blevet sat for, eller måske nød han gåturen lige så meget som hende selv. Forud for hans senere spørgsmål begyndte hun at overveje hvad hun ville være hvis hun ikke var komtesse… Hov nej, fyrstindearving. Den lille input om fortiden, generede Astrid en anelse, og en anelse af anspændtheden vendte tilbage til skuldrene, som hun rankede sig blot en anelse mere. Man ville måske også kunne se den lille anspændthed i hendes ansigt. Hun og hendes tjenestefolk havde efter hendes faders død holdt hende isoleret fra omverdenen, så hun ikke kom til at bruge sin evne på andre. Det havde i den grad været tragisk, men hun måtte dog erkende at det havde været med til at forme hende. Hun ønskede ikke for mange venskaber, eftersom hun frygtede de ikke kunne klare hendes selskab i længden eller at hun ved uheld fik aktiveret sin evne. Hans fortælling om at han var adopteret  løsnede dog hurtigt for anspændtheden. Gad vide hvordan det føltes at være adopteret… Var det skrækkeligt at vide at ens biologiske forældre ikke ville have en, havde råd til en eller noget helt andet? ”Hvordan tror De så Deres liv ville have været, hvis De ikke var endt hos dem?” tillod hun sig at spørge. Nu blev hun jo mere og nysgerrig for hvem de egentlig havde ansat. Klart, så var hun langt mere tilbøjelig til at lade sine tjenestefolk stå på lang afstand, men siden han havde fjernet pindemadderne fra hendes kjole, havde det blot været langt nemmere at snakke med ham, og han virkede i den grad til at løsne mere op, ligesom hende selv.
Blikket vendte mod Astrid, og hun blev spurgt om det svære spørgsmål. Hvis hun ikke havde været adelig, hvad havde hun så været? En tænkende og lettere munter forlod hende ved hans spørgsmål, ”Det første jeg kan tænke på er jærger,” forklarede hun, mens hun så frem for sig. Det at hun lige havde nået at tænke over det et split sekund, var noget andet. Hun trak lidt på skuldrene og vendte sit blik tilbage til halvelveren. ”Jeg ved dog ikke, om det blot er grundet min interesse, som jeg nok kun har fået grundet den familie jeg er i,” klukkede hun. Familien var jo kendt for at jage, og hun vidste jo selv, at hun til sit bryllup skulle jage. Det var som at sætte streg under Isenwald.