Solen var så småt ved at gå ned i horisonten, og nogle mørke skyer rullede faretruende hen over den blodrøde himmel. Heldigvis stod hendes evige slave ved siden af hende, og tændte et lys så Pleasance ikke skulle gøre andet, end at dikterer hvor de skulle gå hen.
Så det var ikke det som der manglede i denne forbistrede skov, det var noget at lave! Et spøgelse, en dæmon - et eller andet!? Men ingen ting, ingen ting var hent, og nu måtte den ellers så rolige ulmende mørke at føle irritationen begyndte at prikke til vreden. Ikke at det var tit hun oplevede det, men den kom i ny og næ, også kriblede det næsten i den mørkhåret kvinde at ligge sine fingre omkring en hals og se livet forsvinde ud af personens øjne. Ikke at hun havde styrken til det, men derfor elskede hun stadig at fantaserer omkring det.
Iført en fin mørke grøn kjole, med sort korset og en høj hals. Så det eneste der var synligt af Pleasance hud var hendes fine hvide dukke ansigt. Så man bort fra de livløse øjne uden pupiller.
Hendes lyserøde tunge væddede hendes læber, som hun trådte et skridt tættere ind i skoven. Et hyl kunne høres, og hun vente sig spændt. Men intet at se, hun sukkede opgivende og satte sig ned på en træstub. “Jeg keder mig Signe! Giv mig noget at lave!” Vrælede hun som en lille skole pige, og sparkede til en sten. Den unge pige der stod med lanternen, skælvede næsten over tanken omkring, hvad der ville ske skulle der ikke snart komme noget og underholde den unge adelige kvinde.

Krystallandet

