Der var stille, det eneste man kunne høre var vandfaldet. Det bakkede terræn havde det dog med at dæmpe lyden lidt, indtil man kom fri af det. Xillas ulv havde haft en løbe tur igennem vesterdalene, den var ikke stødt på varulvene som var heromkring, hvilket den var absolut tilfreds med. Men de gjorde også alt de kunne, for lige præcis at undgå dem. Xillas ulv folder vingerne tæt ind til kroppen, som hun kommer op på den sidste forhøjning, inden vandfaldet er det første de ser. Hun ryster hele kroppen, hvilket altid ser lidt sjovt ud pga vingerne. Vejret er stadig til den milde sige, trods det stadig er vinter. Xillas ulv hader altid at gå sommeren i møde, det bliver så varmt de fleste steder, hvilket hun på ingen måder bryder sig om. Hvilket man kan sige er forståeligt nok, når man tænker på den altid nærmest har en vinterpels, en stor fluffy ulv året rundt. Ulven sætter sig ned, imens den ser ud over det lille landskab. Det heldigvis et sted godt gemt fra landsbyen, så det ikke fordi der ligefrem altid kommer nogle herud, og derved kan opdage hende. Ulven strækker sig lidt, som hun vipper med de mandelformede øre.

Xilla vælger dog at få ulven med på de forvandler tilbage, da hun godt er klar over der kommer folk her, ikke ofte, men nok til hun ikke tager chancen alt for længe. Som Xilla kommer tilbage i sin egen menneskeform, slapper hun mere af igen. Hun ville altid være lidt oppe på dupperne når de havde forvandlet, ja de kunne have brugt usynligheden, men det var ikke hvad hun følte for. Det ellers altid ulvens undskyldning, når den prøver overbevise hende, men det altid Xilla som vinder den kamp, da hun altid kan forvandle også uden ulven er enig med hende. Hun går ned mod vandet, for at nyde stilheden som er her omkring vandfaldet. Sådan var det også altid da hun var lille, der var dette det første sted hun ville tage hen. Det var rart nok, lige engang imellem komme tilbage og se hvad der er sket igennem tiden hvor hun voksede op, men aldrig om hun ville være her mere end 3 dage, så glad var hun heller ikke for at være hvor hun voksede op.

Det var langt fra det mest sikreste sted at være for en prins, men for at være helt ærlig så anede William dårligt nok hvad en varulv var, og han havde aldrig set en. Så det kunne lige så godt være en skræmme historie frem for noget der var rigtigt. Han havde hørt at varulve som regl hørte til i Medanien men det var sådan set også alt. Nu havde han ikke lige frem regnet med at støde på nogen hvis de overhovedet fandtes!

Vandfaldet var et smukt sted at være, vandet var dejligt og det var da et sted han lige kunne få vædet sin hale, og det var faktisk det han havde gjort. I vandkanten lå et sæt tøj foldet pænt sammen og lå i en bunke. Selv var der ikke andre at se i nærheden af tøjet så det kunne frit være blevet lagt af nogle andre. William var ingen steder at se, men med et dukkede der en rød tot hår frem fra vandets overflade for til sidst at lade hele overkroppen komme frem. I hånden havde han en halskæde, for den måtte han ikke miste på nogen måder. I den anden hånd havde han samlet lidt ødelagt porcelæn op fra vandets bund. Det var utroligt hvad folk sådan gik og tabte i vand. Men af vandfaldets kraftige vand var han sikker på at det var der det var gået i stykker. Han var dybt facineret af det porcelæn han havde i den ene hånd at han ikke engang lagde mærke til det der var foran ham. Med rolige svømmetag kom han over til breden og lagde porcelænet op på den. Han roede lidt ved det, og mærkeligt nok så var det stadig skarpt der hvor det var gået i stykker. Han havde ingen ide om at det rent faktisk havde været en vandkande af en art han stod med. Hanken var knækket af og et stort stykke var blevet flækket af i toppen af kanden. "Underligt" mumlede han lidt for sig selv og lod en hånd køre rundt på den flækket del, lige indtil han fik skåret sig på kanten og det begyndte at bløde.

Det var ret fredfyldt at gå tæt på vandfaldet, ikke alt for tæt så hun kunne ende i vandet, men tæt nok så hun alligevel havde en fornemmelse af hvor dejlig køligt vandet egentlig var. Men det der hun pludselig ser det, noget tøj som bare ligger foldet sammen, hvor hun ikke umiddelbart ser nogle, i hvert fald det første stykke tid. Hun rynker lidt på næsen, det var da et mærkeligt sted at have tøj liggende, var det ikke? Hun vipper hovedet en anelse på skrå, stadig lettere forvirret over det. 

Det kulsorte hår blæser ind foran hende, men det tager ikke længe før hun for styr på det vildfarende hår. Men pludselig er der en person i vandet, hvilket gør hun stopper brat op. Hvornår var den person lige kommet? Der var ingen lige for et øjeblik siden, var der? Hendes blik fulgte med manden, imens hun stod og ikke vidste helt hvor dælen han lige kom fra. Hun havde godt opdaget han havde to ting, en ting i hver hånd, men herfra kunne hun ikke umiddelbart se hvad, selvom hun var rimelig tæt på. Vinden kommer med et pust igen, hvilket gør hun langsomt begynder at gå fremad mod ham igen. Han havde rødt hår, men mere kunne hun absolut ikke fornemme. Manden virker nu meget fanget af hvad end han havde med sig, men det stoppede hende alligevel ikke fra at gå hen til ham. "Hej," Hilser Xilla, som hun er kommet tæt nok på til han ville kunne høre hende, uden hun behøvede at hæve stemmen. Er der virkelig en ting hun hader, så er det hvis hun skal hæve stemmen lidt ekstra, for at føre en samtale. Men som hun kommer tættere på, bliver hendes ulv lidt mere opmærksom, der noget ved manden som er anderledes. Men ulven føler sig på ingen måde truet, men hun kan lugte blod, hvilket alarmere hende en smule. Men det også der hun opdager det, blod på hans hånd, som for et øjeblik siden havde kørt rundt på hvad end det nu var han havde foran sig på bredden. Det var ikke fordi det så særlig slemt ud, men hun kunne også godt tage fejl, det var ikke noget der altid var lige til at vide, slet ikke på længere afstand.

Det var egentlig lidt en besynderlig ting der var der foran ham, og han havde da set mange ting nede på havets bund. Men dette her var jo udsøgt! Han var ikke længere i tvivl om at det var menneskeskabt, men han var langt fra sikker på hvad det blev brugt til. Han ville hellere end gerne vide lidt om det, og vide hvordan man brugte det. For det så da fint ud, og han ville ikke engang ane at det var til de adelige der brugte det. For hvem sagde at det ikke var anderledes på havets bund end det var på overfladen?
Blodet dryppede fra fingeren og ned på den våde jord, men det rørte ham ikke. I stedet begyndte han at sutte på fingeren for at se om det ville kunne stoppe blodet i at løbe fra fingeren af.

En stemme afbrød ham som han havde fingeren i munden og hans øjne var fast på den genstand nede på jorden. Han tog fingeren ud af munden og kiggede på det der kom nærmere ham for hvert sekund. Han vidste ikke hvad det var der kom i nærheden af ham, og det væsen der gik på fire ben anede han heller ikke hvad var. Måske det var nogle som ville slå ham ihjel? Og så var Maximilian her ikke engang til at hjælpe ham, eller for at beskytte ham. For han havde jo været modig og kunne klare sig selv, også selvom det var noget af det sidste han kunne. For han anede jo ikke engang hvad menneskerne på landjorden kunne finde på. For når der var fare på havet så var der det vel også oppe på landjorden? Han rakte sin blodige finger op for at give et vink til den nyankommende. "Hej, velkommen til." kom det roligt og glad fra ham. Han var altid venlig, i hvert fald når det kom til piger, og dette her var da en pige der var foran ham. Så det var jo ikke fordi han skulle være sur, ikke at han nogen sinde var det. For det var i hvert fald sjældent at han var det.

Hun opdager hurtig hans finger, hvor blodet kommer fra, tydeligt han har fået skåret sig. Hun stoppede henne ved ham, dog et lille stykke fra selve kanten, hun tog virkelig ingen chancer når det kom til at hun kunne ende med at falde i vandet. Hun vipper hovedet en smule på skrå, hun syntes det virker til lige at være lidt for koldt til at være ude og bade. Hendes blik ser mod vandet, inden hun ser hurtig over på ham igen. Hurtig havde hun regnet ud han nok ikke var menneske, de færreste mennesker ville bade nu, da de hurtig bliver syge af den kulde. Også selvom Medanien er rimelig mildt selv på denne årstid i vejret, knap så koldt som mange andre steder. Hun vidste dog en ting, folk heromkring ville aldrig hoppe i her på denne årstid, med varulvene tæt på her, så tror jeg det var det sidste de havde lyst til at gøre, siden de var blevet meget mere opmærksom på hvem der kom omkring byerne, i frygt for problemer med vareulvene. 

"Hvad laver du så i søen?" Spørger hun med et smil, imens hun svagt ryster lidt på hovedet. Hun så lidt på det der lagde foran ham, noget porcelæn, men hvor var det overhovedet kommet fra? Hun kunne se hvordan den var blevet ødelagt, tydeligt en vandkande som hun hurtig opdager hvordan den normalt ville hænge sammen.  Hvem er også så dum at tabe en vandkande herude? Måske nogle der opdagede varulve, eller nogle som bare er blevet forskrækket, det er ikke altid til at vide hvad der kan have forårsaget man ville forlade noget herude. Det var ikke så tit hun oplevede nogen tabte noget med vilje ude i naturen, men på den anden side, nogle gjorde det sikkert. Hun var dog stadig nysgerrig på hvorfor han var i den sø, havde endnu ikke opdaget helt præcis hvad han var, udover hun nok vidste menneske var det sidste han var, mennesker ønskede ikke at blive syge, og det her ville være en alt for nem måde for dem at blive syge på. Hun kan huske det, hvordan hendes ene bror havde badet hernede med hende en vinter da hun var yngre og stadig et menneske. De blev begge syge, deres anden bror lavede ikke andet end at snakke om hvor uansvarlige de faktisk var, men for dem havde det været det hele værd.

Jo tættere på hun kom jo mere facineret blev han. Han havde aldrig set et væsen med vinger, og slet ikke på et dyr. Måske var det farligt, og måske var det ikke. Han kendte ikke ret meget til de væsner der bevægede sig på landjorden ud over menneskerne. For dem vidste han da hvad var. Men dyr og sådan noget anede han virkelig ikke noget om. Han vidste ikke engang hvad han skulle gøre af sig selv som han sad der med fingeren i munden og smagte på sit eget blod. Der var helt klart noget som Maximillian ikke havde fortalt ham om verden oven på landjorden. Det var noget af et han helt klart skulle vende med Max når han kunne komme til det. Men så igen han var ret langt væk fra Max i øjeblikket. Det var også bare fordi han ville have sin nysgerrighed stillet i stedet for at blive i nærheden af Max.

Han tog fingeren ud af munden og drejede sig en smule for at løfte halen op til overfladen. "Jeg bader" kom det fra ham og smilte lidt til personen foran ham. Han kunne ikke engang mærke at vandet var koldt, det var jo bare noget han var vant til. Så det rørte ham ikke engang hvis det kunne undgås. Desuden så var havet langt mere koldt end dette her, men nu vidste han sådan set heller ikke hvor enden var henne på dette vandfald. Det kunne jo også ryge ud i havet, måske han skulle undersøge det på et tidspunkt. Det var bare ikke lige nu han skulle gøre det, det kunne godt vente for nu havde han jo selskab! "Vil du ikke i vandet? Det er dejligt." kom det roligt fra ham og smilte lidt. Han så i hvert fald ikke noget problem med at bade i det kolde vand.

Hun stirre på hans hale, se nu gav det hele mere mening for hende. Hvilket også gav bedre mening, hvorfor han sikkert på ingen måde synes det var koldt. Hun rynker lidt på næsen, da han pludselig spørger om hun vil med i vandet. Hun kom hurtig tilbage til det bestemte minde, den dag hun var ved at drukne. Hun havde lært lidt at svømme, men alt blev ødelagt den dag, hun har holdt sig et stykke væk fra søer og havet siden. Bare tanken om det hele kunne ske igen, kunne næsten sende hende i panik. Hun kunne ikke længere svømme med den angste hun havde efter den episode, meget få gange svømmede hun som ulv, men hendes ulv kunne også svømme, hun var en stærk svømmer, men Xilla var altid panisk inde i hovedet på ulven når hun var ude at svømme. Hvilket gjorde ulven ofte opgav, da Xilla altid ville være der i hendes baghoved, nok havde de to forskellige personligheder, men de kunne aldrig slippe af med hinanden, da de altid ville være i den andens mind. 

"Urgh, jeg kan ikke svømme," siger hun, som hun bider sig i læben. Hun kan mærke hvordan det prikker lidt på hendes ryg, når hun for det på den måde, så har hun lyst til at gemme sig væk bag de kæmpe vinger hun har. Hvilket gjorde hun altid havde denne prikkende fornemmelse på ryggen hvor de ville være hvis de kom frem. I værste tilfælde, hvis hun virkelig kom i panik, hvor hun nærmest ikke selv var der, så enten tvang ulven dem til at skifte form så den kunne overtage, ellers i ren refleks brød vingerne frem for at hun kunne gemme sig, fordi det var hvad hun kunne føle var det bedste at gemme sig bag de kæmpe vinger, hvor ingen rigtig ville kunne se hende bag dem.

Kunne hun ikke svømme?! Hvad var det dog for noget pjat, alle kunne da svømme. Det var ingen han havde mødt som ikke kunne svømme, og lige frem at hun ikke havde tanken så meget som at træde ud i vandet kunne han da slet ikke forstå. Det var ellers dejligt dette her vand, hvis man lige så bort fra det der var i vandet af skår. Men det var noget helt andet. "Kan du ikke svømme?!" kom det overrasket fra ham. Alle kunne altså svømme, det handlede vel bare om man ville. Eller det var sådan han tænkte det. Han lagde armene på breden og kiggede på hende. "Du burde lære at svømme." dog var han ikke sikker på om hun overhovedet kunne svømme med de enorme vinger hun havde. De ville da være lige så meget i vejen som hans ben var i vejen når han skulle svømme. Han kunne slet ikke finde ud af at svømme med ben, det var så besværligt, og slet ikke så nemt som nogen fik det til at se ud. Men det var vel det samme som at det så nemt ud for ham at svømme med sin hale.

"Undskyld jeg spørg, men hvad er du? Jeg har aldrig set nogen med sådan nogen store ting på ryggen før." han lagde en hånd på sin skulder blot for at mærke om han også havde sådan nogle. Han vidste godt der ikke var noget, men tænk hvis det smittede af eller sådan noget. Han var jo fuldstændig uvidende omkring hvad der var foran ham, og specielt med det dyr der var ved hendes side også. Det var så fascinerende at han ikke vidste hvad han skulle stille op med noget som helst lige nu. Fingeren var så småt stoppet med at bløde og han lagde derfor hånden oven på den anden hånd og kiggede meget intenst på personen foran ham der ikke kunne svømme.

Hun laver en grimasse, som han nævner hun burde lærer det. Hun vidste det var svært for hende at komme til at lære igen, ved at hun er bange for at komme tilbage i vandet. Det som minderne skyller ind over hende, men hun formår at holde det længere bagved, eller det vil sige, hendes indre ulv vælger at hive det til sig, så Xilla ikke selv behøver at tænke på det. "Kan ikke svømme, har ikke haft planer om at svømme," siger hun, med en latter. Mere over han virkede så overrasket over det, som hun vidste så var det heller ikke helt unormalt at hun ikke kunne svømme. Men det gav selvfølgelig mening, at han ville mene hun skulle lærer det, når han hører til i vandet.

Det først som han nævner det, hun opdager hun ikke har haft dem skjult. Hun har haft været så van til dem, hun nærmest ikke ligger mærke til det når de faktisk er ude. Hvilket er utroligt, når man overvejer hvor store de faktisk er. Hun strækker med ud til hver sin side, som hun kigger lidt på dem, ser ikke ud til de er skadet, ved hun har haft glemt dem lidt. Hun ser tilbage på ham, som hun ligger hovedet lidt på skrå. Der er omkring 4 meter fra den ene vingespids til den anden, de så brede hun nemt kan gemme sig bag dem, når hun folder dem omkring sig selv. "Jeg er en Engel, og de store ting på min ryg, hedder vinger," siger hun med et smil. Hun tager dem foran sig, så hun ender med at gemme sig selv et øjeblik, inden hun folder dem helt ud igen. Ikke en eneste fjer sidder forkert på de store vinger, helt utroligt nok. Xilla overvejede at tage dem ind et øjeblik, men lige nu følte hun sådan ikke rigtig for det alligevel, hun ville nok gøre det hvis han endte med at overtale hende til at komme i vandet. Hun rynker lidt på næsen, nej det var nok knap så sikkert, han ville få et chok hvis hun ender med at forvandle sig så snart hun kommer i vandet hvis hun ender med at gå i panik. 

Hvordan kunne man ikke svømme? Det blev mere og mere besynderligt, og han forstod ikke helt hvad det ville sige ikke at kunne svømme. Han troede at alle kunne svømme, selvom dem med ben, var det ikke sådan noget de lærte på et tidspunkt i livet? Maximillian havde godt nok ikke hjulpet ham med at svømme med ben, men hvad skulle han også lære det for. Han havde jo sin hale. "Jeg kan godt lære dig det.... Tror jeg nok." kom det fra ham og kiggede på hende. Han ville hellere end gerne lære fra sig, for tænk nu hvis han fik noget igen. Og et eller andet sted var det jo lidt en udfordring han gav sig selv. Var der noget han ikke kunne så var det hvis en udfordring blev stillet!

Han blev lidt forbavset over at få af vide hun var engel. Tænk at der fandtes sådan nogle. Ville det så også sige at der fandt gode dæmoner? For de dæmoner der havde søgt tilflugt ude på den nye ø var djævelske og havde kun brug for at lave ballade. Han overvejede lidt hvad han skulle sige, men han var virkelig dybt fascineret af det hun sagde. En engel! Han kunne næsten ikke tro det! Det var helt vildt han han faktisk havde mødt en engel, for slet ikke at nævne en med vinger! "Waw" kom det fra ham og lænede sig lidt mere op af breden. Han ville så tæt på som muligt, men det ville bare betyde at han skulle tage halskæden på, og derefter bevæge sig nøgen over til hende. Det var yderst upassende for nogle personer det havde Maximillian selv sagt. Når han sagde noget så måtte det vel være rigtigt, han var jo også menneske. "En engle med vinger. Fantastisk!" kom det fra ham og var overrasket over hvor stor de var og hvor meget de fyldte. De måtte være store når de var foldet helt ud, og så kunne han ikke engang røre dem! Tænk hvis han bare kunne røre dem for et kort øjeblik, bare sådan et hurtigt et af slagsen. Men nej han måtte holde sin nysgerrighed for sig selv.

Hun trækker på skulderne, "jeg er bange for vandet, så vi kan prøve, men jeg tør ikke love dig det kommer til at gå særlig godt," siger hun roligt. Det var ikke ligefrem fordi han virkede til han ville noget ondt, men man kunne absolut aldrig vide hvad han tænkte, udover at alle tydeligvis burde kunne svømme. Men så igen, det giver vel mening for ham at alle kan svømme, selvom ikke ligefrem alle kan. Hun vipper hovedet let på skrå, inden hun vipper sine vinger frem til ham, selvom hun ikke kan læse tanker, så har folk det altså med at ville røre vingerne.

Vingen ender alligevel et stykke ud over vandet, imens hun følger den lidt med blikket. "Jeg kan også få dem væk, så det ikke er til at se hvad jeg er" siger hun med et smil, som hun trækker lidt på skulderne. Oftest havde hun dem gemt væk, fordi det var ikke alle der var lige begejstret for at se andre væsner, men sådan var vi alle forskellige. Det var alligevel mærkeligt at have dem fremme, men hun vidste også der aldrig rigtig kom nogle her, så det gjorde hun slappede mere af. "Du må gerne røre dem, men lad venligst vær med at tage en fjer, det gør ondt," siger hun med en grimasse, det var prøvet, aldrig mere om hun ville opleve det skete. Hun for vippet begge vinger omkring ham, selvom han er et stykke væk fra hende, men de kan lige nå rundt om ham, da hun går en smule tættere på. Hendes vinger er helt kridhvide, de er ikke beskidte på nogle måde, men hun har det også med at passe meget godt på dem. Ellers gør det ondt når der skal komme nye fjer, det prøvet en enkelt gang, nu sørge hun for at passe så meget på dem, at det næsten ikke gør ondt at få nye fjer.

Hvordan skulle han lære hende at svømme når hun ikke engang havde en hale? Han var en smule forvirret over sig selv. Han kunne dårligt nok svømme med ben, så hvordan skulle han lære hende at svømme? Han overvejede det en smule og var ikke helt så sikker på hvordan det ville gå. Det kunne gå så mange veje, og så ville han ikke engang være sikker på at det ville gå godt. Det måtte han vel bare tage når det kom til stykket. Dog overvejede han hendes ord nøje. Han forstod ikke helt hvordan man kunne være bange for vand, det var da ikke fordi der var særlig dybt her. Han kunne da godt svømme rundt, men hvis han havde haft ben så ville han da kunne stå op og så ville vandet da alligevel gå ham til brystet. Måske det ikke var så smart at lære hende at svømme. "Hmm..." kom det fra ham og kløede sig lidt på øret. Han vidste ikke om det var særlig smart at putte hende i vandet hvis hun var bange for det. "Jeg vil altså ikke tvinge dig til at komme ud i vandet." kom det fra ham og kiggede intenst på hende. Han var ikke så meget for at tvinge folk, for han hadet endda selv hvis nogen skulle tvinge ham til et eller andet. Med mindre det var en udfordring for så ville han tage den med det samme!

"Kan du få dem væk?!" han var dybt overrasket over at det kunne lade sig gøre. Det havde han aldrig hørt om før, men det var da alligevel lidt smart. Det var vel det samme som at han kunne få ben med den magiske halskæde han havde i hånden? Eller han regnede da med at det var lidt af det samme. For med den kunne han gå på landjorden, og det ville være en smart ting at kunne få noget væk som at få dem frem igen. Som vingerne omslugte ham kiggede han på dem meget intenst. Han havde aldrig oplevet noget så specielt, og han havde løst til at røre dem, men han vidste ikke helt om han måtte, også selvom hun havde sagt at han gerne måtte røre dem. Det var så mærkeligt, tænk hvis det gjorde ondt på hende. Alligevel lod han en hånd røre lidt ved den ene vinge. Den var så blød og det overraskede ham endnu mere. Så han lod hånden bevæge sig lidt hurtigere over vingen som han aede den. "Waw!" kom det fra ham som han var dybt fascineret af vingerne. Det måtte være smart at have sådan nogle. Han havde bare en hale, og slet ikke noget som kunne få ham til at flyve, for hun kunne vel flyve med sådan nogle enorme vinger ikke? "Kan du så komme op i luften?" spurgte han som han fortsat lod hånden ae hendes vinge.

En hummen lyder fra hende, "så længe du ikke lover jeg drukner, så kan det vist ikke skade nogle," siger hun roligt. Med et enkelt træk på skulderne, som hun kigger på vandet, derefter tilbage på ham som han lige nu er gemt væk fra omverden i de vinger hun har lagt omring ham. Hun regnede ikke ligefrem han var en person som ville lade hende drukne, men hvis hun var heldig var vandet ikke så koldt det kunne forhindre hende i at forvandle sig til sin ulv, der så ville kunne redde hende i stedet for ham. Men den ligefrem sov i hendes hoved, så på ingen måde en trussel i denne havmand, hun havde godt nok sine øjeblikke måtte man sige. 

Et nik kommer fra hende, "ja, så det ikke nemt for andre at se man er en engel, det ikke alle som er lige begejstret for andre væsner" siger hun med et smil. Men så igen, nogle kunne hurtig fornemme på udseende, andre på den aura man havde og nogle havde en god lugtesans for at finde ud af det. Hendes blik fulgte med hvordan han begyndte at ae over hendes fjer, tydelig meget fascineret med vingerne. Hun er bare glad for hun kan gøre andre glade, nogle betød det alligevel en del at vise dem ikke alle væsner var onde, ligesom Nianna. Ham her virkede nu mere til at være ekstrem nysgerrig, intet der kunne holde ham tilbage fra at få ny information. "Kort tid af gangen, jeg kan ikke tage store strækninger af gangen, da det ikke er min evne at kunne flyve. Men de kan bærer mig et godt stykke," siger hun med et stort smil. Men på den anden side havde hun ikke gjort meget ved at prøve dem helt an, det var mest hendes indre ulv som fik dem til at prøve det an, for at prøve alle deres muligheder and som de nu engang havde. Siden de mest gik op i at kunne holde en nem og mest mulig smertefri forvandling, samt at kunne have en god styr på usynlighed, så var der alligevel ikke så mange grunde til at flyve, når de alligevel kunne bare nærmest forsvinde for øjnene af andre.

Der var bare noget fascinerende ved det at have vinger, tænk hvis han også havde vinger! Det ville se virkelig mærkeligt ud, men på den anden side kunne det sikkert være vældig praktisk. Ikke at det nok ville være en fordel, men det ville sikkert være et godt formål alligevel. Dog ville han ikke engang overveje om det kunne lade sig gøre. Selvom han var en smule fascineret af tanken om at flyve, så var han nu meget glad for sin hale den kunne han også komme langt med og meget hurtigt. Han fjernede blikket fra hende vinger for at kigge på hende. "Altså jeg skal gøre mit bedste! Det lover jeg!" kom det fra ham og klappede lidt i hænderne. Tænk hvis han kunne lære en at svømme, så ville han da have oplevet noget her i livet, måske han kunne lære andre at svømme også. Han kiggede lidt ned på halskæden i sin hånd men opgav hurtigt tanken om at hun skulle have den på. Der var kun en der havde prøvet at få den på og det var Nianna, det skulle helst ikke slippe ud at den var så magisk at man kunne få en hale. Det var bedre bare at lade hende bruge de ben hun var født med. Han nikkede lidt for sig selv.

"Er der ikke?! Jeg troede at alle var accepteret her på landjorden." kom det fra ham og var en anelse overrasket over det hun havde sagt. På den anden side undrede dem ham faktisk ikke det helt store. Max havde også selv sagt han skulle have tøj på når han kom op til landjorden, hvorfor forstod han egentlig ikke, men i følge Max var det fordi nogle kunne være sarte. Så han måtte vel bare leve med at have tøj på når han bevægede sig på landjorden. Egentlig undrede det ham ikke at der fandtes onde mennesker her på landjorden, godt nok havde han ikke mødt nogen, men dem ude på havet var der masser af. Det var lidt for meget af det gode, og der havde været en kamp længe om at holde Pirater ude af Aquarin. "Hvor er det altså sejt!" kom det fra ham og klappede lidt i hænderne igen. Hvis han bare kunne flyve! Det måtte være helt anderledes at se verden fra oven og ikke nede fra. Men så igen der var heller ikke så mange der så verden fra havets side af. Han kiggede lidt på hende og overvejede at tage halskæden på for at få ben, så kunne han vel også bedre lærer hende at svømme. Ikke at han svømmede ret godt med ben, men det ville vel være nemmere end noget andet.

Hun folder vinger helt ud igen, som han lover hende at hun ikke kommer til at drukne. Der går få sekunder inden hendes vinger begynder at finde komme langsomt tilbage, som de forsvinder ind i hendes ryg forlader intet der kunne bevise at hun er en engel, sådan i hvert fald ud ad til. Et enkelt ryst på hovedet, før hun igen er helt vågen med hvad der sker. Hun prikker lidt til den indre ulv, for at være sikker på den i hvert fald ville reagere, hvis det endte med han ikke kunne holde hvad han lovede hende. Det var selvfølgelig ikke det hun regnede med, men hun blev nød til at være helt sikker. "Hvad er dit navn egentlig?" Spørger hun roligt, inden hun kommer tættere på kanten ned til vandet. Det var først gået op for hende nu, hun slet ikke havde spurgt efter hans navn, hun havde for talt med at fokusere på han var i vandet.  Men hun havde brug for at blive lidt distraheret som hun satte sig på kanten, hendes ben lader hun komme ned i vandet lige vedsiden af ham. Hun kommer med en lav hummen, da vandet heldigvis ikke er så koldt som det kunne have været.

"Se det ville være det nemmeste, men sådan er det bare ikke. Hvor meget ved du overhovedet om det der kan foregå her på landjorden?" Spørger hun nysgerrig, imens hun roligt ser på ham. Hun vipper lidt rundt med hendes fødder, mere for at få en ordentlig fornemmelse af vandet. Det en lettere kølig fornemmelse som det let svirper lidt længere op ad hendes ben, det ikke noget som sådan der går hende på, men hun har mest af alt lyst til at flyve bagud i angst for hvad der kan ske når hun er i vandet. Bare den gamle følelse af hvordan hendes lunger kunne være fyldt op med vand, hvordan hun bare sank imens hun blev kvalt langsomt som vandet kom ned til hendes lunger. Det noget hun har haft skubbet langt tilbage i sit hoved, noget hun havde glemt alt om, indtil nu. Det var intet hun ønskede at gennemleve, men hun valgte at stole på denne havmand, at hvis der sket noget, så ville han hjælpe hende, så hun på ingen måde ville drukne. Han var bedre i vandet end hun var, der ville nok ikke ske noget, hun blev selv nød til at tro på der ikke skete noget, som hun kiggede ned i vandet, derefter over på ham.

Da hendes vinger forsvandt fra ham og ind i hendes krop åbnede han overrasket munden. Han anede slet ikke hvad det var der skete, og han var så overrasket over hvad der skete lige foran ham at han dårligt nok kunne være i det. Det var lidt vildt det der skete foran ham. Og han anede slet ikke hvad han skulle sige til det. Han havde ikke engang overvejet at sige noget som helst. Han stod bare der med åben mund og tog det hele ind. Han var så overrasket og det kunne tydeligt ses på ham med de store øjne og åben mund. Hvis han bare kunne forklare hvad der så skete inde i ham, men det kunne han ikke. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige. Det var først da hun sagde noget til ham at han kom lidt til sig selv. Han lukkede hurtigt munden og kiggede på hende. "William Zan'jatar" kom det fra ham og smilte stort. Han havde slet ikke overvejet på noget tidspunkt at sige sit navn. Han havde været så fascineret af hendes enorme vinger og det faktum at hun var engel han slet ikke havde tænkt tanken en eneste gang. Han ville bare så gerne vide noget mere om denne landjord, og hvad der skete rundt omkring ham. Der var så meget han ikke vidste, også selvom han fortsat havde gode lærer mestre i Aquarin. Som hun satte sig på bredden og svang benene ud i vandet smilte han stort. Nu håbede han bare at han kunne lærer hende at svømme. For hvis ikke, så havde han jo lige frem sagt noget der ikke var sandt. Og det brød han sig ikke lige frem om.

"Altså jeg ved lidt, ikke så meget. Jeg ved da at Aquarin er ved at være glemt i folke munde. Men vi eksistere altså stadig." kom det fra ham og nikkede lidt for sig selv. Han ville gerne vide langt mere om landjorden end han gjorde nu. Men det var jo det han havde Maximillian til. Han kunne forklare ham om alt det han ikke vidste, og mere til! Maximillian var en klog mand, og en god bodyguard så det var helt sikkert flere spørgsmål der ville blive stillet når han først så ham. Han kiggede lidt på hendes ben, de virkede mere normale end hans når han havde halskæden på. De var så tynde, og hendes så ud om om hun brugte sine ben meget. Han var lidt usikker på om hun overhovedet ville hoppe i vandet, så han rakte en hånd ud imod hende. "Her lad mig hjælpe" kom det fra ham og kom lidt tættere på hende stadig med hånden ud imod hende. "Men jeg vil ikke tvinge dig til noget du ikke vil." kom det fra ham igen. Han ville nødig være på tværs, og komme i problemer for at presse hende til noget hun slet ikke ville.

Hun kunne ikke stoppe sin latter, som hun opdager hvor overrasket han bliver, som vingerne forsvinder. Hun havde alligevel ikke set nogle være så overrasket over det, et eller andet sted var det forfriskende med en som var så opmærksom på de små ting, overrasket over de små ting. Det var anderledes men det gjorde hende nu alligevel ikke noget, hun var glad for at møde folk der havde så mange forskellige personligheder. Hun betragter ham et øjeblik, som han har sagt hans navn, så hun bedre kan huske det til en anden gang. "Xilla," Siger hun, et stort smil på hendes læber.

Hun kommer med en let hummen, som hun melder sig enig i hans udtalelse. Hun havde hørt om det, en af de gange hun havde været ude omkring det store hav, men ikke mange snakkede om Aquarin. "Det rigtig, det længe siden jeg har hørt om det sted," siger hun roligt, imens hendes øjne følger med hvad han laver. Hun tager en dyb indånding, som hendes krop slapper mere af igen, som han rækker sin hånd frem til hende. Hun tager i mod hans hånd, imens hun tager en dyb indånding igen, både for at få ro på sig selv, sammen med ulven i hende, så den ikke bare forvandler dem rundt. Ikke lige det mest smarte når der var en så tæt på dem, så da de begge var blevet mere rolige, følte hun det nok var ved at være tid til at prøve. Hun nikker en enkelt gang, "lad os prøve, jeg stoler på du ikke lader mig drukne," siger hun med et smil. Selvom hun virkelig er helt på kanten, så stoler hun alligevel på ham, selvom hun faktisk ikke kender ham, men han virker oprigtig til at ville hjælpe hende. Hun tager godt fat i hans hånd, inden hun langsomt bevæger sig helt ud til kanten. Hun kan fornemme hvordan vandet kommer længere op ad hendes ben, imens hun ser lidt ned i det, inden hun kigger på ham igen, før hun ladder sig glide langsomt ned i vandet, med et håb om der ikke kommer til at ske noget.

Han var som et glad lille barn, han havde aldrig set nogen have vinger før, og han havde bestemt ikke set nogen der kunne få dem til at forsvinde, det var så SEJT! Han klappede på ny i hænderne for derefter at se på sin finger som han havde skåret sig på. Han blødte da ikke længere men det dunkede da lidt i fingeren. Nå ja så længe han ikke blev syg og døde eller sådan noget, så skulle det vel nok gå alt sammen. Eller det regnede han da med at det gjorde. Han var langt fra sikker på at dette her møde var noget der ville gå i glemme bogen. Dog vidste han at han heller måtte snakke med Maximillian om engle, for de var da åbenbart lidt fascinerende når alt kom til alt! Han lyttede til hendes navn og nikkede lidt. "Xilla" han nikkede lidt for sig selv, og blev enig med sig selv om at han hellere måtte huske på det navn. For tænk hvis han mødte hende igen! Det ville være dumt at glemme et navn som det, især når han var dybt fascineret af hendes vinger og at de kunne forsvinde.

Han var ikke sikker på om han skulle tage halskæden på han havde i den anden hånd. Måske det alligevel ville være bedst. Så kunne han vel forklare lidt om hvordan man brugte de der ben. Ikke at han var skide god til at svømme med ben, men han kunne da svømme en smule! Han overvejede det i et kort øjeblike da hun begyndte at snakke. "Der kan du selv se. Vi er glemt mere eller mindre, men vi skal nok blive husket igen, det er jeg sikker på" kom det fra ham og kiggede på hende med et smil. Hvornår den dag ville komme at de igen ville blive husket vidste han ikke. Men på et eller andet tidspunkt så skulle de vel nok blive husket som det folk de var. For selvom de beskyttede havet imod pirater var der ingen der inviterede dem til nogle fester. Da hun tog hans hånd kom han lidt til sig selv og han blinkede nogle gange med øjnene. Han havde mistet sit fokus på hende i et kort øjeblik og han stirrede på hendes hånd som hun kom længere ud imod vandet. "Jeg lover at der ikke sker noget som helst. Jeg skal nok hjælpe. Og det er dybt nok til at du kan stå her.. Tror jeg nok" der var da plads til at han kunne svømme rundt i vandet, så kunne hun vel også stå på bunden kunne hun ikke? Det var han faktisk lidt usikker på, men han vidste at uanset hvad så ville han hjælpe hende, med eller uden hale!

Hun giver kun et øjeblik slip på hans hånd, da hun komme i tanke om det nok ikke smart at hoppe i vandet med hendes kjole på, det kunne nok ende lidt galt. Hun kommer ud af kjolen, så hun kun har sine underklæder på, det vil sige noget der kun lige dækket det som det faktisk burde. Hun tager ved hans hånd igen, da hun nu nok var lidt mere klar. Hun smiler til det han siger, hun ville da håbe for dem at de nok skulle blive husket igen, alle slags væsener fortjente at blive husket. "Jeg tror på i nok skal blive husket på, det ville være synd hvis alle glemte jer," siger hun, som hun kommer med et stort smil. Det måtte være hårdt ikke at være husket særlig meget, især når de engang var nogle de fleste faktisk kendte til, hvad end der var sket, så var det en sørgelig drejning det hele havde taget. Hun tager en dyb indånding, for igen at puste langsomt ud, inden hun skubber sig det sidste stykke så hun langsomt kommer ned i vandet, som han mente hun ville kunne bunde her. Hendes fødder rammer bunden, men vandet står helt op til hendes kraveben. "Ja lige nu kan jeg da nå bunden, men det ikke sikkert det forsætter," siger hun med en svag hummen. Hun bliver dog ved med at holde ved hans hånd, for hun ved så snart hun giver slip, så vil der gå panik i det, i hvert fald som det var lige nu.

Hun kan fornemme Gaia lige et øjeblik er med hende, så et øjeblik bliver hendes øjne lidt mere lyseblå som ulven i hende prøver at overbevise hende om at hun godt kan gøre det, hun for jo hjælp fra en anden. Hun skifter lidt vægten fra den ene side til den anden, imens hun fik lidt af en fornemmelse af hvordan bunden var. Det var heldigvis ikke en galt bund, men det virkede til man nemt kunne synke lidt ned i den sandet bund. Vandet er alligevel til den kolde side, men ikke så koldt at det gør noget. Det kun lige det første stykke tid det er lidt af en stikkende fornemmelse på hendes krop, men som hun bliver stående længere tid, kan hun godt mærke at den stikkende fornemmelse stopper igen, vandet bliver lidt mere varmt end det havde været som hun først kom ned i det. Hun kunne godt fornemme følelsen igen, hvor hun nærmest følte en panik komme over sig, hvilket gjorde hun klemte hans hånd et stykke tid, imens hun prøvede at få styr på sine egne følelser. Hun ville ikke drukne, William var lige vedsiden af hende, der kunne ikke ske noget, hun havde valgt at stole på ham, så nu måtte hun tage sig sammen og gøre det. Hun puster langsomt ud, imens hun kan fornemme hun slapper lidt mere af i kroppen igen, men der stadig lidt der nager hende, følelsen af at drukne sad dybt i hende, nok til at Gaia blev nød til at komme lidt frem for at prøve få Xilla mere rolig, så hendes øjenfarve skiftede engang imellem, indtil hun blev helt rolig igen. Hun ser over på William igen, imens hun kommer med et svagt smil, hun stod i det mindste i vandet, det var hvad der var det vigtigste at starte med.

Det var måske bedst hvis han tog sin halskæde på. Så i mens hun slap hans hånd for at tage sin kjole på tog han hurtigt sin halskæde på. Det skarpe blå lys dukkede atter op rundt om hans hale. Langsomt som hans hale forsvandt og to ben dukkede frem forsvandt det blå lys. de røde aftegninger på hans bryst var også forsvundet. Han havde nu to ben og han stod på bunden for at kigge op på hende som hun endnu engang kom ned i vandet. Han smilte til hende og havde et godt tag i hendes hånd. Han ville ikke give slip på den med mindre hun sagde at han skulle. Men hvorfor skulle han, han havde da lært lidt at svømme med ben af Maximillian, så kunne han vel også lære fra sig på en eller anden måde. Han var nok ikke den bedste til at lære fra sig, men han skulle nok finde ud af det på den ene eller den anden måde! "Jeg er sikker på vi nok skal blive husket på et tidspunkt. Hvis bare de finder ud af hvor meget vi gør for dem her på overfladen." kom det fra ham og nikkede lidt til hende. "Jeg ved ikke om du bliver ved med at nå bunden, men indtil videre bliver vi her hvor du kan nå" kom det fra ham og smilte til hende.

Han lagde godt mærke til at hendes øjne skiftede farve, men han sagde ikke noget til det. For et eller andet sted kunne det vel lige så godt være det faktum at hun var engel, som det kunne være noget helt andet. Han havde trods alt lige få sin hale til at forsvinde ved hjælp af en magisk halskæde! Det var der altså ikke mange af og han ville bare gerne gøre et godt stykke arbejde. "Kom vi flytter os lidt fra bredden" kom det fra ham og tog et par skridt ud fra bredden. Han havde ikke engang selv lige lagt mærke til at han rent faktisk var nøgen her i vandet, men han kunne heller ikke helt forstå det med tøj når det kom til stykket. Ja han skulle da have det på, men det var da en mærkelig skik sådan at skulle have tøj på bare fordi man var på landjorden. Nogle mennesker var bare lidt mærkelig. Men jo mere han gik på bunden og han bevægede sig i vandet, jo mindre kunne man se af hans nøgne krop. Han holdte hele tiden fast i hendes hånd så hun ikke ville forsvinde under vandet, for så skulle han da nok hjælpe hende hvis det kom til stykket. Så længe hun ikke panikkede midt i det hele, for det vidste han slet ikke hvad han så skulle gøre.