Det var en alt for hed dag til at flyve i. Solen bagte fra en næsten skyfri himmel og fik den stillestående luft til nærmest at vibrere flimrende hen over Azursøens bred. Moana var landet med Tauwhanga en time tidligere for et kort hvil, men intet ved dagen drev hende til at bryde op og fortsætte så længe varmen slog som en hammer og udtørrede hende som nu. Skyggen af et træ var så langt at foretrække og synet af den lysrosa drage boblende i vandkanten var så fredfyldt at det ville være synd at tvinge det klumpede væsen videre.
De kunne vente til solen begyndte at synke mod horisonten igen, før de fortsatte.

Moana lænede sig tilbage mod træets stamme og lod blikket glide fra dragen og til omgivelserne. Fugle kvidrede i nærheden og insekter summede, men større liv end det kunne ikke høres. Meget anderledes end Dianthos tætpakkede gader og Aquarins særegne ro. Var det ikke for solen kunne hun forstå hvorfor så mange priste en fridag ved søbredden.
En bevægelse fangede hendes blik og drev det tilbage mod Tauwhanga. En lille skikkelse ikke meget mere end kvart meter i højde flaksede på farverige vinger drillende i zigzag hen over sandet med kurs alt for direkte mod dragen. En drage der havde åbnet øjne og så alt for fokuseret ud.
Som havde den spottet mad.
Ikke godt.

Moana kom på benene, men ikke før Tauwhanga var det og mere adræt end det burde være den runde drage muligt. Et skridt fulgte det næste og afstanden til alfen svandt til meter på få sekunder. Dragen åbnede munden og strakte så halsen i et lynangreb ment til at snappe sammen om alfen, men fangende i stedet en glødende gul krystal.
Ingen alf var længere at se på søbredden, men en latter var ikke til at tage fejl af hvem tilhørte.

Med gru og bange anelser og ikke så få aquariske eder forsøgte Moana nå frem til dragen før krystallen teleporterede den væk som sidst. Hvordan skulle hun lige opspore det store væsen hvis de blev adskilt på den måde? Hvor kunne den ende?
Hun ramte siden på det store væsen, som et gult skær gled ud over det fående den til at flimre let, før lyset forsvandt og dragen blev. Søbredden var den samme. Heden lige ubærlig. Hvad var sket? Moana holdt en hånd på dragens side som hun så rundt, men ikke fandt noget forandret.
Ikke før hun så tilbage og så den lysrosa udskiftet med en tilsvarende lys blå.
Blå.

Hun flyttede hånden og tog synet ind, som Tauwhanga sniffede til luften, rystede sig og så virkede til at fokusere på ny. Moana lod blikket endnu engang søge ud for at finde hvad nu havde fanget dens interesse, men så intet. Der var intet andet foran dem end kanten af skoven og høje træer i den.
Åh og den sært formede klippeblok som hendes drage var på vej imod.
Den svagt drageformede klippeblok...
Moana lukkede øjnene, strøg en hånd over ansigt og kneb let sammen på næseroden mellem øjnene. Der var desværre ting i denne verden man ikke kunne u-se, hvor gerne man ellers ville.
En af dem var helt sikkert en hormon-styret teenage han-drage og dennes sten-udkårne i et intimt øjeblik.
Rofus ville ikke få noget at vide om det her!
Forhåbentlig var forvandlingen ikke permanent...
Bare tanken fik Moana til at gyse.