Lidt køligt bevares, men det var som om at skovens træer gjorde så det ikke føltes så slemt mod den blottede hals og toppen af brystkassen. Den blide vind gik gennem den tynde hvide skjorte, de sorte bukser, men det generede ikke. De lyse øjne så op mod solen, det var nu rart at solen kom lidt frem, specielt når hele landet gik en kold vinter i møde. En hånd gled ned over hestens man og den prustede ”Ja ja... Vi er der snart” lød det som hesten blev stoppet ved skovbrynet. Snart og snart var måske så meget sagt, for rejsen til Elverly tog alligevel lidt tid. Hesten blev igen sat i gang og i retning af åløbet nær Elverly.

Adrien havde altid elsket skoven, der var et eller andet fredeligt over det, noget han ikke kunne sætte ord på. Den fik ham til at slappe af og det var også det han søgte efter netop i dag. Ikke fordi der var noget der gik ham på, men blot fordi lidt fred var vel altid godt? Han trak i hestens tøjler og gled ned over siden og mærkede jorden under fødderne. Adrien sugede stilheden til sig, mærkede hvordan vinden fra tidligere ikke længere generede ham det mindste. Det var træernes værk, de stod tæt og beskyttede den kostbare natur. Med et skævt smil vendte han sig mod hesten og begyndte at tage dens hovedtøj af samt sadlen. Han vidste hesten ikke ville smutte ret langt væk alligevel, det plejede den ikke i så fald. Adrien's klare øjne så mod det lille åløb og han fik hurtigt trukket skjorten over hovedet og smed den ved hestens saddel og gik over for at mærke på vandet. Koldt, han havde egentlig heller ikke regnet med andet. Et smil kom frem på hans læber som han smed de sorte læder støvler og trak resten af tøjet af, smed det blot på kanten og lod sig dumpe ned i vandet. Svagt skar Adrien en grimasse, men så vendte han sig til kulden. Han så ned af sig selv og sukkede nærmest nydende, som han så hvordan hans hud begyndte at falde i et med vandet. Dette var grunden til han var kommet... Det var nærmest et must, mindst en gang om dagen skulle han ned i vandet og dette var hans rette element. Han lukkede kort øjnene og lod også hovedet komme under vandet og kom op. Det lange sorte hår sad nærmest klistret til hans ansigt, men med en hånd gennem det våde hår, kunne han igen se, da han åbnede øjnene.

Det var stadig sensommer, og Males havde tænkt sig at udnytte hver eneste lille dag der var tilbage, inden efteråret kom, og derved vinteren, hvor han ville falde i dyb søvn. Det var aldrig særlig sjovt, og han savnede altid sommeren, men nu var den her - det sidste af den, i alt fald. Han var allerede godt i gang med at nyde aftensolen, som han sad ved lille å ved Elverly, betaget af sit eget udseende som han sad ved bredden og kiggede ned i det spejlblanke vand. Han var igang med at rette det imponerende, krøllede hår hvor blomster stad og spirede, samt kviste, og der var sikkert også et par fugle der havde forsøgt at bygge rede i det. Selskabet var et par kaniner og nogle fugle som fløj omkring, og han sang, så blidt og nydeligt, og fuldkommen i sin egen verden. Sangen var om gamle fortællinger om kærlighed, og han lod sig føre væk i det, med stor glæde.

Glæden blev dog brudt som hans smykke løsnede sig og faldt ned i vandet med et lille plask, og straks faldt ulykken over den kære, syngende nymfe. "Åh, ved mine Guder!" sagde han forbavset som han kiggede ned. Det mørke vand gjorde ham nervøs og han turde ikke helt springe ned i det efter det. Så han prøvede blot at fiske, med den solbrune, spættede hånd som rakte ned efter bunden.

Adrien spidsede ører som han hørte nogen der sang? Han havde været ved åen et par gange, men det var først nu han havde lagt mærke til nogen der sang. Måske var det bare ren tilfældighed, men der var et eller andet der gav ham lyst til at undersøge hvad det var.  Et kækt smil bredte sig på hans læber som han dukkede sig under vandet og svømmede tættere på. Igen kom han op på overfladen, så sig rundt og spottede et væsen der sad ved kanten af åen. Rundt om personen var der kaniner og fugle? Adrien hævede undrende det ene øjenbryn og forsøgte at placere denne persons race. Sangen, dyrene... For ikke at nævne skønheden... Adrien så på dette væsen med store øjne, da det gik op for ham at han stod og stirrede på en nymfe. Han havde tit fået at vide, at man skulle passe på omkring nymfer, da de var mestre til at lokke folk til en masse ting, blandt andet sex.

Et svagt gisp undslap nærmest Adrien, som han bemærkede nymfen tabte noget ned i åen. Uden så meget som at gennemtænke noget som helst, dykkede Adrien under vandet og satte nærmest af i retning af hvor han så nymfens smykke falde i. Han stoppede et lille stykke der fra, sørgede for han ikke var svømmet for langt. Det var kun en masse sort hår og et par øjne. Igen sank han ned under vandet og følte sig frem til smykket og kom langsomt op til overfladen, i forsøg på ikke at skræmme nymfen væk, Langsomt kom toppen med det sorte hår op, derefter hånden hvori han holdt smykket og kort efter hans øjne. Han så op på nymfen med et smil på læberne, dog kunne nymfen ikke se dette, da det meste af hans ansigt var i vandet, hvor hans krop var gået i et med vandet.

Han var helt ulykkelig. Han elskede det smykke, det havde altid været ved hans side så længe han kan huske og nu var det forsvundet ned på bunden af en sø - han kunne ikke engang se den. Hvordan skulle han dog nogensinde få fat i det? Han kunne måske spørge havnymferne om hjælp... Eller fiskene... Man han lod til at være den eneste i miles omkreds der kunne få fat i det, og... det kunne han ikke engang! Så han så blot fortabt ned på sit spejlbillede, og - så let som han var til tårer - kunne han mærke dem sidde i øjenkrogen, som et fortabt lille barn.

Det lille snøft stoppede, som han spottede en hånd der rejste sig... Derefter et par tilhørende øjne, der virkede smilende og venlige, og derfor blev nymfen (som var i forvejen temmelig naivt seende) ikke skræmt. Han kunne ikke se hvor han decideret kom fra, udover der var et par øjne i vandet, men Males, som altid var venlig, smilede blidt til manden, og han så på hånden, hvorefter han blidt tog smykket - med varme, bløde hænder. En glad fnisen steg til overfladen som han så på sit smykke.

"Tusind tak skal du have. Jeg følte mig helt fortabt!" sagde Males med et højt suk, hvorefter hans øjne fokuserede på de vandets øjne, mens han tog smykket på. Nej, han var ikke en havnymfe... Ej en flodånd... Hvad var han så? En stor, barnlig interesse blev vakt i den kære nymfe, som han lænede sig ind over vandet, med næsen i retningen af det skjulte ansigt.

"Jeg er Males. Hvem er du?" spurgte han, med høj glæde og interesse, med ingen frygt. 

Adrien mærkede nymfens hænder mod sin, kun ganske svagt, som den tog smykket. Dette væsen virkede meget rolig, på ingen måder skræmt over hånden og de lysende øjne der stirrede op imod ham. Et skævt smil kom frem på Adrien's læber som nymfen takkede ham. Et blidt nik kom fra Adrien, som bevis på han havde taget imod nymfens tak. Det var tydeligt at han var glad over at have smykket tilbage omkring halsen, Adrien bebrejdede ham ikke, for han havde det på samme måde med den halskæde der hang omkring hans nakke. Adrien ville også selv have været temmelig trist over at miste den, men han havde bundet den med nogle gode knuder, så det ville nære så godt som umuligt at få op.

Adrien var mere eller mindre klar til at svømme tilbage, men da så han hvordan nymfen lænede sig udover kanten med et nysgerrigt, nærmest søgende blik, for at finde ud af hvem øjnene i vandet tilhørte. Adrien så på nymfen, stadig med det meste af kroppen under vandet. Langsomt kom resten af hans ansigt op over vandet og der var et skævt smil på hans læber. Det så underligt ud egentlig, der var blot et hoved og hår oven på vandet, men kroppen var nærmest ikke til at spotte med mindre man virkelig fokuserede. Adrien lagde svagt hovedet på skrå, stadig med et skævt smil på læberne ”Adrien... ” sagde han stille og bevægede sig langsomt lidt tættere på denne skabning foran ham. Adrien var ikke en skid bedre selv, trods han var blevet advaret... Men dette væsen var smuk og... På en eller anden måde virkede nymfen så uvirkelig for ham.

De fleste ville kalde nymfen ufattelig tomhjernet, med ingen fornuftig sans - og det var måske også rigeligt sandt. Han følte sjældent angst når han skulle gøre det, og specielt nu havde det måske været en god idé, men nej: Nymfen så blot på ham med mørke, venlige øjne. Han havde jo været så sød at give ham hans smykke tilbage... Han kunne umuligt være farlig! Han fornemmede hellere ikke noget ondt ved ham, udover at han kunne mærke energier, som dæmoner ofte bar rundt på, men han lagde ikke mere i det, end han måtte være relateret til dæmoner. Og dæmoner kunne da være vældig flinke: nogen af dem. De kunne dog være meget svære at vifte af en.

De brune øjne spærrede op en smule. Hvor var han dog en smuk mand! "Hvor er du dog smuk," væltede det ud af ham, med ingen form for skam, som han smilte til ham af hjertens glæde. Han så derefter ned i vandet, men han kunne intet se, og nymfen vippede hovedet på skrå med en kær uforståelse.
"Har du så også en krop, Adrien?" spurgte Males uskyldigt, med smilet helt op til blomsterørerne.

Adrien kunne ikke lade være med at se ind i denne nymfens brune bambi øjne. Vidste nymfen ikke hvad en dæmon var? At det burde være mest optimalt for nymfen at flygte og gemme sig? Tilsyneladende ikke, da de mørke øjne nærmest lyste som et fyrtårn. Yderst charmerende, men Adrien måtte selv holde tilbage, for trods nymfer var fristende, lokkende og yderst smukke væsener, så ville de også have en med ud over deres grænser. Adrien havde godt hørt om skovnymfer som tit lokkede folk til at have sex med dem, men han vidste ikke om der lagde noget i de historier. Han havde altid været ret skeptisk og var det stadig.

Adrien's hjerte stoppede et kort sekund som nymfen kaldte ham smuk. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige, det var ikke just noget han var synderligt vandt til at høre komme fra andre. Svagt kunne man ane det blussede lidt op i Adrien's kinder, men ikke så meget at det blev der. Et kækt smil kom frem på hans læber ”Virkelig?” sagde han og så på nymfen med et hævet øjenbryn. Hvorfor havde han i det hele taget været så dum og blevet her? Han skulle jo bare have en lille dukkert i vandet og så var det det, men den sang havde lokket ham her til og nu, kunne han ikke komme her fra igen, som om han var fanget i en fiskers net. Adrien kunne ikke lade være med at grine lidt som han så på nymfen ”En krop? Selvfølgelig... Den...” sagde han og stoppede sin sætning som han så ned i vandet. Når nej, hans krop var dækket af vand. Adrien smilede kækt til nymfen som han kom tættere på, til han kunne nå bunden og stadig have noget af kroppen dækket, da han trods alt var nøgen. Langsomt rejste han sig, så hans overkrop kom til syne. Man kunne se hvordan vandets farve forsvandt fra hans krop, lige så snart den ikke var under vandet længere. Adrien stod nærmest ansigt til ansigt med nymfen nu, næsten samme højde, som han lænede sig ud over vandet.

Som han bemærkede de røde kinder på manden, kom Males med et grin: det var som lyden af en sangfugl og varme sommerdage, for grinet var oprigtigt, og kom fra et ægte sted. Han synes virkelig han var sød, og det tilføjende smil gjorde ham blot mere attraktiv. "Virkelig. Og du ser også sød ud," sagde nymfen kært, som hans egne kinder blev lidt røde, men ikke rigtigt af forlegenhed eller skam, men måske bare fordi hele situationen føltes rar.

Males så meget nysgerrig ud som manden begyndte at grine, for derefter at stoppe op og se ned af selv og hans blik fulgte ham, men han kunne ingenting se. Ikke indtil han pludselig stod meget tættere på og fik rejst så yderligere op, så den nøgne overkrop kunne ses. Nymfen skjulte ikke på at han synes manden var vældig attraktiv. Han fnisede igen, denne gang en smule mere ømtåleligt som hans fregner blev mørkere som han rødmede på de mørke kinder. "Og en lige så smuk krop, kan jeg se," bemærkede Males, let flirtende som han pillede ved sit hår, der nærmest så mere levende ud nu. Han prøvede ikke decideret at score ham, men det lå meget naturligt til hans person at være så direkte, samt have en naturlig tiltrækning over sig i form af flirteri. "Hvorfor gemmer du dig sådan? Nede i vandet?" spurgte han så, nysgerrigt, men også legesygt.

Adrien sendte nymfen et smil uden at sige noget, for hvad skulle han sige? Det ville uden tvivl være nemmere, hvis han var vandt til de søde ord på forhånd, men det var ret uvant for ham, da han trods alt havde levet nogle år i cølibat. Hvorfor ville mange nok spørge, men han havde sine grunde, mest af alt fordi han mente han ikke havde brug for sex for at overleve og egentlig havde han ikke savnet det, men denne nymfe... Adrien så på nymfen og bemærkede de opblussede kinder. Charmerende.

Han kunne ikke lade være med at smile over nymfens reaktion på han havde rejst sig op. Roligt bukkede Adrien hovedet ”Jeg takker” sagde han med et kækt smil på læberne som han fortsat søgte øjenkontakt med væsenet foran ham. Direkte var nymfen, lagde på ingen måder låg på hvad han syntes om Adrien der stod nøgen, eller ikke helt, lige for næsen af ham. Fra navlen og ned var stadig dækket af vand, skjult for nymfen, men Adrien var ikke i tvivl om at han var nysgerrig. Et kækt smil kom frem på Adrien's læber som han også hævede et øjenbryn ”Hvorfor, spørger du?” sagde han med et smil og bed sig kort i underlæben ”Mhm, jeg har mine grunde” sagde han med det selv kække smil på læberne, som han blinkede til nymfen. Normalt ville Adrien slet ikke være sådan her overfor andre, specielt ikke overfor en komplet fremmed han netop lige havde mødt, men årh, han ville bare så gerne... Der var en eller anden kraft der ville have han blev her sammen med nymfen. 

Males var meget nysgerrig - men alligevel så. Kroppen var meget naturlig for ham, og det var ikke sjældent at han omgik naturen nøgen. Kroppen var kroppen, og han følte sig faktisk meget befriet når han ej havde sit (allerede meget løse, afslørende) tøj på, og ej så nogen skam i det. "Jeg spørger fordi jeg er nysgerrig," svarede han ærligt, med et tilføjende grin som han rettede sig yderligere, lod sig læne ind så hans næse kunne røre hans i et legesygt grin. "Og fordi jeg gerne vil være med i hvad end du laver," tilføjede han drillesygt, som et glimt i øjnene spillede sig.

Han kiggede på ham med de bløde øjne, hvorefter han så ned i søen som manden blinkede til ham, og det fik det til at kilde over hele kroppen! "Fortæl mig dem. Jeg vil vide det," grinede nymfen, som han atter løftede blikket. "Flygter du fra nogen? Måske er du en af de der fortabte prinser som stikker af fra deres kongeriger, og ansvar, og tager ud i verden for at finde dem selv!" sagde Males snaksaligt som han vippede let med ørerne, og de fyldige læber blev fugtet. "Eller måske er du bare helt normal. Jeg kan godt lide normal," sagde han, med en kvidren. 

Adrien sendte nymfen et smil. Der var ikke nogen tvivl om han var nysgerrig, det lyste jo ud af ham og af en eller anden grund, holdt Adrien ikke tilbage med at svare på de spørgsmål nymfen havde. Nymfen lænede sig mere ind, lod deres næser støde på hinanden som han igen talte "Lige nu... Sørger jeg for du ikke falder hovedet først ned i vandet..." sagde han med et kækt smil på læberne som han satte en hånd på hver skulder af nymfen. Det eneste der skulle til fra Adrien's side, var blot nogle få skridt tilbage og så ville nymfen falde i vandet. Ikke Adrien overhovedet overvejede denne mulighed, endnu...

Adrien lod et grin undslippe da han hørte nymfens ideer på, hvad hans grunde kunne være. Et smil kom frem på Adrien's læber "Jeg ligner ikke just en prins og normal er nok så meget sagt..." sagde han og sendte nymfen et kækt smil. Hvordan skulle Adrien få det sagt uden at virke som en komplet idiot. At sige det lige ud, virkede underligt, at sige til en komplet fremmed at han var dæmon... At han var endt her, fordi han hørte nymfens sang. Kort hævede Adrien et øjenbryn "Altså jeg er her foran dig fordi jeg hørte din sang og så du tabte smykket... Min hest står lidt her fra... hvor mit tøj også er" sagde han med et skævt smil på læben. Han kunne jo ikke gå op fra åen... Så ville han være nøgen foran nymfen, bevares så virkede han ikke til at have problemer med det, specielt ikke når han var så interesseret i Adrien allerede. Måske skulle han svømme tilbage, få sit tøj og så finde nymfen igen? Eller blot ignorere det faktum at han var nøgen...

Først, forstod nymfen ikke hvad han mente - han faldt da ingen steder! Men som han så ned, og bemærkede, at Adrian faktisk holdt ham oppe, kunne han ikke lide være med at grine lidt, og hans arme røg automatisk rundt om manden, som han havde ansigtet så tæt på ham, som muligt, dog stadig så hans øjne kunne se på ham. "Jeg ville da ikke have noget imod at komme ned i vandet til dig," svarede nymfen frygtløst, dog med en flirtende, lille latter som hans næse atter stødte på hans.

"Du ser da meget normal ud," Males havde nok en mund som en fem-årig, der blot sagde det første, der kom til ham. Han synes han så meget normal ud - mennesker var også meget smukke kreaturer! Han lød specielt opmuntrende hvorefter hans øjne hurtigt fik stor interesse. "En hest?" spurgte han, med stor glæde. Males elskede dyr, men heste var specielt en af favoritterne. "Må jeg se den? Når du er færdig med at bade?" spurgte hun, entusiastisk.

Et kækt smil spredte sig på Adrien's læber som han så op på nymfen "Du skal være velkommen" sagde han og mærkede da nymfens arme blive slynget omkring hans hals. Bare et pat få skridt mere tilbage i åen og så ville nymfen falde i, dog var Adrien tvivlende på om nymfen ville kunne holde til temperaturen, da det ikke just var varmt. Det kække smil forvandlede sig til et blidt, da deres næser endnu engang stødte på hinanden. Skulle han bare tage de få skridt mere tilbage?

Adrien kunne ikke lade være med at grine lidt. Ja, han så da normal ud, altså.. Hvis man så bort fra man ikke kunne se den nederste del af kroppen, udover det, lignede han et normalt menneske, hvilket uden tvivl var et plus for ham, for der var ikke mange der beskyldte ham for at være dæmon. Adrien bemærkede nymfens pludselige interesse og smilede "Erelion er et rart væsen... Han ville sikkert ikke have noget mod at sige hej" sagde Adrien med et smil på læberne. Han kunne sagtens fløjte efter hesten, men så skulle han finde tilbage til sit tøj... Og det kunne han sikkert ikke huske hvor var, med mindre hans hest blev der.

Males (som det spontane væsen han var) tog beslutningen for Adrien: få sekunder efter at han havde sagt, at han var velkommen, sprang nymfen i, dog stadig arme og ben slynget om manden, så han røg ikke særlig langt ned, hvis hovedet. Han var stadig oppe over vandet, og nu var deres ansigter så tæt på hinanden, at Males kunne mærke hans åndedrag. Han kom med en fnisen, der varmede hans øjne. Hans krøllede hår var stadig helt tørt og intakt, og gik lidt ind over de store, brune øjne som iagttog manden med stor fornøjelse.

"Jeg ville elske at sige hej!" sagde nymfen glædeligt, som han knugede lidt om manden i lutter ivrer. Han havde dog allerede glemt alt om hilsen og hest som han så at Adrien havde et smykke på, og han var på vej til at gribe fat om det, for at se det nærmere. "Det er godt nok et fint smykke! Har du selv lavet det?" spurgte han.

Adrien missede svagt med øjnene som nymfen sprang i vandet til ham og slyngede arme og ben om ham. Et kækt smil kom frem på hans læber som han trak ud i vandet og stillede sig fra kanten. Nymfen var dejlig varm mod hans kolde hud, men Adrien's kulde var mest grundet vandet, da det ikke just var specielt varmt, hvilket nymfen sikkert også ville kunne mærke. Hans blik var låst fast på nymfen foran sig, de brune øjne... 

Nymfens begejstring over Adrien's hest, varmede ham og fik et smil frem på hans læber. Som nymfen greb ud efter hans smykke, flyttede han sig ikke, men lod ham gribe om det. Et skævt smil kom frem på Adrien's inden han bed sig kort i den nederste "Tak, men nej.. Det er min moder der har lavet det" sagde han og så ned på smykket med et skævt smil. Zaladin tage den kvinde... Zaladin tage hele hans forbandede familie! Han rakte ud efter smykket, men fik i stedet fat i nymfens hånd og hans kinder blussede svagt op da han rettede blikket mod nymfens store brune øjne. 

Males var allerede igang med at stryge Adriens mørke hår væk fra hans ansigt, som han lo. Han syntes bare han var så sød at kigge på, med hans blå og pæne ansigt. Males undrede sig over, bare for et par sekunder, hvad dælen han lavede herude alene men han havde allerede glemt det i det Adrien snakkede videre og besvarede et forrigt spørgsmål. "Oh, din mor?" sagde han. Males havde aldrig haft en mor eller en far så vidt han vidste - naturen var hans forældre, så han havde svært ved at sætte sig helt ind i det, men det måtte være dejligt at have en mor. "Det er hun god til!" svarede Males lige så muntert som før som han betragtede smykket. Han vidste ikke helt hvor hans egne smykker kom fra, det havde han sikkert glemt. "Hvor er din mor nu?" spurgte han, henkastet og sikkert også distræt som han betragtede smykket yderligere.

Adrien lod Males stryge håret væk, trak sig ikke det mindste og holdt blot blikket på nymfen foran sig, eller på sig... Adrien mærkede hvordan en klump allerede havde formet sig i hans hals og bryst, blot ved tanken om hans mor. Han havde et MEGET anstrengt forhold til hende, eftersom kvinden flere gange havde forsøgt at tage livet af Adrien. Et svagt smil kom frem på Adrien's læber. Han kunne ikke være sur på denne nymfe, han var så forbandet uskyldig, Adrien hadede det.. For normalt ville han blive lettere irriteret, men ikke nu... Adrien bed sig kort i underlæben "Hvis hun lever... Formentlig stadig i Kzar Mora et sted" sagde han stille. Inderst inde var han ligeglad om hun i det hele taget var i live, hvis ikke hun var, var det nærmest et plus, for så ville det ikke være så akavet at komme til dæmonriget. 

Han kunne føle hvor anstrengt han blev og nymfen - som kun havde kærlighed at give - strøg ham hengivent over hans hår som en venlig gestus. Måske var han kommet til skade? Eller det værre? Males ville så gerne trøste ham, og det var tydeligt i de brune øjne som han gav ham et kram, som for at få hans negative følelser væk. "Hvis hun lever? Oh...," sagde Males helt trist. Han måtte trøste ham nu! Det var jo tragisk og trist!

Hans varme hænder, der var spættet med fregner og skønhedspletter, tog om kæberne på manden som han trak ham nærmere og lod hans næse ramme hans, hvorefter han gav ham et lille kys - der var intet seksuelt eller forførende i det, det var blot ment som en hengiven gestus for at muntre ham op, og det var tydeligt at nymfen så intet forkert i det på nogen måde. "Vi kunne måske lede efter hende?" tilbød nymfen muntert, i total misforståelse overfor situationen. 

Adrien bed sig kort i underlæben som nymfen igen strøg hår væk fra hans ansigt. Nymfens kram kom dog lidt bag på Adrien, men han kunne alligevel ikke lade være med at smile over det, for det var da altid rart at mærke en tæt på sig, om det var denne nymfe eller en anden var sådan set lige godt, men der var alligevel noget over nymfen der gjorde Adrien ufattelig nysgerrig, plus så meget andet... Nymfen havde en underlig effekt på ham. 

De varme hænder om hans kæber, næserne mod hinanden og kysset. Adrien's kinder blussede op. Han.... Adrien kom tilbage til virkeligheden og så på nymfen som han talte "For min skyld... Er det ligemeget" sagde han lettere anstrengt, i forsøg for at få hans rødmen til at forsvinde, så nymfen ikke opdagede at han egentlig nød det kys. Bevares så var der andre måder nymfen sikkert ville kunne mærke det, men det havde Adrien slet ikke skænket en tanke. Hvad ville nymfen ikke tænke... Eller var han vandt til det her? At lokke mænd og kvinder til liderlighed? Adrien havde dog i længere tid levet i cølibat, så dette var et stort taboo for ham... Men han kunne ikke lyve sig fra han nød det.

Males havde slet ikke tænkt over kysset. Ikke indtil at han kunne mærke hvordan det påvirkede resten af hans krop som hans spændte op, specielt i... nede regioner. Males var overhovedet ikke blufærdig og syntes ikke det var pinligt. Det var jo bare kroppen der reagerede! Derfor blev han også distraheret væk fra snakken om hans mor som han så ned hvorefter han kom med et smil. "Du kan godt lide når jeg kysser dig?" spurgte han direkte, dog med et smil på læberne som han lænede sig ind og nussede hans næse med hans med en hengiven mine.

Males hoppede ned fra ham. Højdeforskellen var lidt et morsomt syn, men det forhindrede ham ikke fra at lade de stadig varme hænder stryge over hans krop, i cirkulære bevægelser, ned mod et hvis sted mens han så op på ham med blide, dragende øjne. "Du må gerne kysse mig, hvis du har lyst," fniste nymfen kært som han prøvede at stille sig selv på tæer - det var lidt nemmere her i vandet, som føltes rart.