Det var det første midsommerbal siden Moana var trådt ind i Lyset Hær, hvor hun ikke havde vagt og derfor skulle være i fuld udrustning. Det og et mindre væddemål var så også grunden til at hun vendte en del hoveder og udløste hvisken, som hun trådte ind i balsalen med et lille smil.
Hendes tyrkise hår havde altid tiltrukket sig opmærksomhed og i aften var det ikke til at overse. Det nåede hende til fødderne og var kun holdt bag hende med enkle snoninger iflettet kobbertråd og muslinger banket ud i samme metal, der på ingen måde forhindrede det i at virke som en tropisk bølge sluppet løs i salen.
Det var dog ikke det mest bemærkelsesværdige ved hende denne aften, skønt hårets farve og pynt gik igen i hvad hun kaldte en kjole. Den bestod da også af en overdel og skørt, men manglede alt dækkende på midten. Skørtet var i en mørkere tyrkis end hendes hår og gik fra massiv i farven ved livet og til gennemsigtig som det bredte sig ud i et brus om hendes fødder. Overdelen var i samme mørke farve, dækkende hendes bryst og ikke meget mere end det. Begge dele havde et nærmest flettet mønster i kobber, der antydning af skæl i stoffet, men uden helt at være det. En kjole tydeligt inspireret af hvad hendes folk kig i til fest og kombineret med skørtet nu en hale ikke var til stede.

Moana lod sig ikke mærke med blikkene eller den dæmpede mumlen, men fortsatte ind i salen. En del her havde godt af at se der stadig var andre end mennesker i Dianthos og til nu havde intet åbenlyst had været rettet mod hendes folk. Måske fordi de var så få heroppe og blandede sig i så lidt. Måske fordi det ikke var blevet deres tur endnu.
Hendes skridt tog hende til bordet med anrettet mad og drikke, noget der altid var en prøvelse af udvælge fra. I aften ingen undtagelse, så i stedet for at vove forsøget vendte hun blikket tilbage til salen og de forsamlede der. Alle pyntet efter bedste evne og indkomst. Alle optaget af hver sit. Eller det virkede det som på overfladen.

Han havde aldrig været til bal før, for ikke at nævne en begivenhed hvor folk villigt gik i kjole og hvidt. Overalt omkring ham var der et utal af farver han aldrig havde set, og det var før man tog højde for de prangende klæder gæsterne havde på. Blandt folkene stod Shrade ud som et grå hår i en regnbuefarvet manke, klædt i rustning fremfor festtøj, men det var der ikke meget at gøre ved. Det var ikke alle der havde den luksus at kunne klæde sig i hvad end de havde lyst til. Derudover var Shrade kommet for at vise sin smedekunst frem. Som uroen steg i byen var han blevet påbudt ikke at sælge våben til pøblen, og det betød at hans eneste lovlige indtægt var de skræddersyede rustninger. Desværre for ham var der ikke mange med pengene til en fuld pladerustning, der tog deres penge hele vejen til den fattige ende af markedspladsen. Hvis han skulle holde biksen åben var er kun en ting at gøre – han måtte reklamere.
I effekt af det havde han gjort sit bedste for at se præsentabel ud - poleret pladerne til de var spejlblanke og erstattet den sædvanlige ansigtsplade med en maske der lignede en hund. Alligevel lignede han mere en af vagterne der stod spredt omkring balsalen end han gjorde en gæst.

Kæmpen havde aldrig følt sig så utilpas i sit liv som han gjorde nu, og han havde oplevet tortur. Ikke bare stak han et hoved over de fleste, men det føltes som om at de øvrige gæster kunne fornemme hans småborgerlighed, og afviste den. Da der blev spillet op til dans krøb han væk fra menneskemængden der samlede sig, og pludseligt fandt han sig selv ved bordene med mad og drikke – ikke at han kunne spise noget med masken på. Ikke langt fra ham stod der en kvinde med turkis hår der strakte sig til gulvet. Hendes kjole var besynderligt hav-inspireret, og en af de mere farverige, selvom farven dominerende var turkis. Der var noget ved hendes kropsholdning og udstråling der fortalte hans trænede øje at hun kendte til krig, eller i hvert fald ikke var fremmed til konceptet.
Shrade bevægede sig langsomt nærmere, drevet af en hidtil ukendt bestemthed. Han gjorde sit bedste for at virke nonchalant, men de falske bens stive bevægelser gjorde det svært, da de små skridt gjorde ham ude af stand til at bøje knæene i tide. Da han var indenfor hørevide stoppede han op, og foregav at se væk fra bordet og ud på de øvrige gæster. Man kunne svagt skimte hans mørkegrå øjne i skyggerne kastet af masken.
”Jeg kan li’ din kjole,” sagde han i et næsten ynkeligt forsøg på at starte en samtale. Shrade havde aldrig været en specielt god taler.

Moana drejede sig let som musik brød den summende mumlen i salen af mange stemmer i tale og trak en del af selskabet ud på midten til dans. Ikke noget hun havde den store lyst til selv at deltage i, men det var altid underholdende at se på. Bevægelsen til siden fik så også et par damer nu bag hende til at gispe over synet af det ar, der løb fra hendes højre skulderblad og ned til hendes hofte. Et ar sammen med andre og mindre hun oftest glemte var der, når et spejl ikke afslørede det modsatte eller som nogen reagerede på at se dem. Noget der nu trak et skævt smil frem på hendes læber.

Smilet blev der som en knirken af metal nærmede sig og snart efter stoppede ved hendes side. Moana ventede til da med at vende sig og måtte for en gang skyld se op for at finde den andens ansigt. Eller stedet hvor det burde have været. Hvad hun havde ved sin side var en rustning med en maske. Meget mystisk og en anelse alarmerende i disse urolige tider.
Hans ord holdt dog smilet let på hendes læber, som hun nikkede let mod en gruppe damer ved den modsatte væk, der så ud som om et eller andet havde forarget dem ud over alle grænser og deres blikket talte ret kraftigt for hvad dette kunne være. "Jurien er stadig ude om den er hjertestoppende eller kun fornuftstoppende..." Hendes blik gled videre til en gruppe unge mænd der også så ud til at diskutere noget heftigt, men blikke de sendte i hendes retning var nogle ganske andre.

Moana lod blikket glide tilbage til rustningen, som hun også drejede sig imod. "Men tak! Jeg er glad for den ikke kun vækker forargelse." Hun lod blikket glide nærmere over rustningen. Hendes interesse var mest af nysgerrighed for overfladen for hun foretræk så evigt ringbrynjer frem for alt det hæmmende stål banket i form. Mandens her var dog et af de flottere eksemplarer hun havde set. "Nogen grund til den fulde udrustning her til aften?" Ventede han problemer de ikke var forberedt på eller tænkte på at starte dem? Altid det første spørgsmål der kom op når det var midsommer.

Shrade havde ikke endnu ikke set hende direkte forfra, og arret kom som en overraskelse, men mest fordi det var de færreste der havde modet til at vise ar frem offentligt. Arret lod til at bekræfte den idé han havde dannet fra måden hun bar sig selv på, at hun var en kriger. Han ville have gættet på at hun førte sig bedre i jern og stål end i kjole og hvidt, hvis ikke det var fordi kjolen passende hende så godt. Shrade trak på skuldrene, hvilket tydeligt kunne ses som de tætsiddende plader fulgte konturren af hans nakke og arme.

Ved nærmere undersøgelse ville det være nemt at se at Shrade rustning var anderledes, et netværk af plader der overlappede hinanden dækkede det meste af hans krop, centreret omkring flere mekaniske bindepunkter.
Som han drejede hovedet, ubesværet af stålet der beskyttede hans hals, lod han blikket følge hendes rundt på de folk der lod til at hviske og bedømme hende. Han var langsomt blevet vant til synet, og behandlede dem med den samme kølige distance han normalt tog til folk som dem, men inderst inde følte han sig lettet over at de ikke talte om ham.
”Begge, tror jeg. De har ingen af delene tilbage,” sagde han med et smil skjult i stemmen, selvom hun ikke kunne se hans ansigt. Han vendte sig mod hende. ”Jeg ville sige at jeg har rustningen på for reklamen – jeg er smed, ser du – men sandheden er at jeg bare er virkelig grim. Et to meter tårn af stål vækker mindre opsigt. Og der er heller ikke nogen der kaster ting efter mig, når jeg ikke kan mærke det.”
Det var sjældent at Shrade forsøgte sig på at være morsom, men når han prøvede kunne man tydeligt høre det på hans stemme. Det var en skam at han ikke var særligt god til det.

Moana holdt blikket halvt på de hviskende damer og uden at gøre det mindste for at skjule latteren fra sit blik. Skulle der så lidt til at forarge, så var deres verden godt nok for snæver. De brød sig heller ikke om at se hendes morskab vendt mod dem, men som de snøftende drejede sig væk og forsvandt fra syne var hun ikke i tvivl om at snakken fortsatte.
Det lod hende også ubesværet overføre opmærksomheden til manden ved hendes side og det han med så slet skjult morskab som hendes egen havde svaret. "Så trist. Flere af de unge mænd genkender jeg som væbnere og nyoptagede krigere. Lidt fornuft hos dem ville have været en behagelig overraskelse." Det var desværre ikke et krav for noget her på stedet. Altså at have fornuften i behold - ellers havde hun jo nok heller ikke stadig været her.

Hans næste ord fik hende til først at se forstående på ham og så morende over hans kommentar om grimhed. Det var noget hun om nogen kunne relatere til, skønt hun måske mere var anderledes og skræmmende af udseende end decideret grim. "Folk kaster ting efter dig?" Hun så undrende på ham og så derefter rundt for denne gang at afveje de blikke der var vendt mod manden ved hendes side. Få fjendtlige eller nedladende, men langt de fleste der rent faktisk så i hans retning virkede mere nysgerrige eller interesserede. Fuld tildækkende rustning ville nok også altid give lige de blikke.
"Utroligt hvad de kan finde på. Måske var jeg heldig de blot skreg af mig og tilkaldte en byvagt..." Hun sendte ham et skævt smil, der antydede en historie lå bag. Det gjorde der også og en der kun sjældent var sat fuldt i forbindelse med hende. Måske heldigt nok så respekten for hende ikke tog et knæk på det punkt også.
"Men hvis du håber på nye kunder til din smedekunst - hvorfor så opsøge den mindst metalklædte her?"

Shrade lagde armene over kors, og nikkede opmuntrende til hendes kommentar om de unge mænd. Han kom fra den del af byen man sjældent talte om i selskab og hvor han kom fra var det almindeligt ikke at have høje tanker om de unge mænd og kvinder, der udgjorde de lavere rækker af Lysets hær. Pompøse og selvhøjtidelige, stod de i skarp kontrast til den fattige ungdom. Hvor de ældre riddere og krigere havde den sociale selvbevidsthed til ikke at tvære deres stilling i ansigtet på dem der havde intet, var det ikke unormalt at se fulde unge mænd stadig klædt i hærens uniformer antaste tilfældige ”småborgere”.
”Man bliver ikke skuffet hvis man har lave forventninger –” han drejede sig mod kvinden, og langsom som han var gik det først op for ham i det øjeblik at hun nok tilhørte militæret. Hvorfor ville hun ellers være i stand til at genkende de unge mænd?
”I-ikke at der er noget galt med hele hæren. . . Der er sikkert nogle fornuftige nogle et eller andet sted.” Shrade følte at han havde jokket i spinaten, og hans forsøg på at trække i land var blevet til noget, der mere mindede om en fornærmelse. Han sank den klump der havde meldt sig i halsen. Det var præcis ligesom dengang med æslerne.
Det eneste rigtige at gøre var at lade som om intet var sket og fortsætte samtalen, besluttede han sig for. ”Ikke længere. Det var netop grunden til at jeg tog den på.” Der var en lattermildhed i hans stemme, der skjulte sig lige under overfladen i hans ellers monotone stemme.
 
Han kunne, og ville, forsøge at virke professionel. ”Den mindst metalklædte virker som et godt sted at starte. Jo mere rustning de mangler, jo mere kan jeg sælge til dem, ikke? Så kan jeg arbejde mig opad derfra. . . Så hvis du ser mig snakke med vagterne senere, har det ikke været en god aften.”
Men det var kun den officielle grund til at han havde henvendt sig. Han vidste godt, dybt i sig selv, at der lå mere bag. Han havde været for nervøs til at tale med nogen optil nu, men alligevel havde han ikke kunnet modstå at starte en samtale. Ikke at han ville indrømme det, hvis hun spurgte.
”Du ligner en der ved præcis hvor langt du har til dit våben. Der er nogle ting som en balkjole ikke kan skjule." Begrundelsen var ærlig, og selvom det ikke havde noget med smedekunst at gøre, havde det givet ham lysten til at tale med hende.

"Men nogen gange glædeligt overrasket! Jeg håber da stadig, men dybest set..." Moana lod blikket hvile på de unge mænd med et smil, der tydeligt sagde hun vidste noget de ikke gjorde og det var viden de ville have ønsket de havde haft senere hen. Det rykkede dog ikke det mindste på deres selvtilfredse udtryk eller ændrede på de blikke som de sendte hendes retning.
Yngel.
Hun drejede ansigtet tilbage mod manden ved siden af sig, som han let stammende blødte op for de ord hun intet galt havde set i og fortsatte hvad hun havde været ved at sige samtidig med at hun afslørede lidt mere om egen position. "Dybest set er jeg nok bare glad for, at det ikke er mig, der skal træne dem!" Hun rystede let på hovedet, før et skævt smil alligevel tog over. Hun  undlod dog at kommentere mere på det eller hvad folk gjorde når andre stak ud fra deres opfattelse af hvordan tingene skulle være.

Hans svar på det næste trak en ny latter fra hende, hvilket måske ikke helt var hvad han havde ønsket med sine ord. Eller munterheden havde ikke forladt hans stemme, skønt ordene virkede alvorlige nok, hun var bare så langt fra den han kunne sælge til som han næsten kunne komme i salen. Hans fortsættelse gav dog endnu en grund til at han havde opsøgt hende.
"Så tydeligt?" Hun flyttede let på sig, så hun stod knap så meget i hvile position før et angreb og mere som hun havde set andre kvinder gøre det. En lille ting som ændrede så meget og langt fra føltes behageligt. Af samme grund havde hun snart fundet tilbage til den anden stilling igen. "Ikke alle har evnen til at skjule hvad de er." Munterheden var tydelig i hendes stemme og blik, som hun rakte ham hånden. "Jeg er Moana. Ridder af Lyset og medlem af den Aquarinske Royale Garde og du er?"

Han havde ingen idé om hvad den Akva. . . inske orden var. Han var ikke en mand der vidste mange ting, som han ikke umiddelbart havde brug for, men hvis han huskede rigtigt var en Ridder ikke en lav stilling indenfor militæret. Efter en kort pause besluttede han sig for at han fandt det imponerende. Han skyndte sig at række sin hånd frem, da det gik op for ham at han havde ladet hende vente, mens han tænkte. ”Shrade. Smed.” Han greb om hendes hånd forsigtigt, af frygt for at de hårde metalproteser skulle knuse hendes fingre. Hans fingererstatninger var dækket på indersiden af en læderhandske, men han mistænkte at hun stadig ville kunne mærke den utilgivelige hårdhed der lå bag.

Han smilte under hjelmen da han så hendes forsøg på at antage en civil positur. Hendes nye stilling fik hende til at ligne en person der virkelig prøvede ikke at skille sig ud, hvilket naturligvis fik hende til at stå ud endnu mere. Shrade var igennem sit liv blevet dygtig til at se personer som hende, typisk byvagter der forsøgte at falde ind i kriminelle kredse, men han var i tvivl om det var ligeså åbenlyst for andre.
”Jeg tror det virkede bedre før. Men jeg er selvfølgelig heller ikke ekspert i at falde ind. . . Og du ska’ ik’ ændre noget for min skyld, det var hvad gav mig lyst til at tale med dig.” Han gav hende et usynligt smil bag hjelmens jernplader, der falmede hurtigt da det gik op for ham hvad han netop havde sagt. ”O-og selvfølgelig for at sælge. . . Rustninger, og sådan." Han kunne mærke sveden springe frem på sin pande, men var ude af stand til at stoppe sin ordstrøm. "- Våben, når jeg får min tilladelse tilbage.”
”For helvede, Shrade!” tænkte han håbløst, som han jokkede rundt i sætningerne. Han tav, og kiggede ud på dansegulvet i nogle tænksomme sekunder, mens han fik styr på sine tanker. ”Er det dit første bal?” spurgte han høfligt, da pausen føltes ovre. Måske, hvis han var rigtig heldig, ville hun følge hans eksempel og lade som om han aldrig havde sagt noget.

Hendes ord så ud til at forvirre ham mere end forklare ham hvem eller rettere hvad hun var. Kjolen og hendes generelle udseende hjalp så nok heller ikke på det, men han tog dog hendes hånd og trykkede den med en omhu for hvor stærkt hun kun kunne gætte påkom af erfaring og forsigtighed. Det var mest metal hun kunne mærke, hvilket næppe var mærkeligt pansret ud som han var, men selv læderet der rørte hendes hånd virkede kun som et lag over mere metal. Hvor meget var han mon væsen under alt metallet?

Moana smilede let, som han gav sit navn og slap så hans hånd som hun faldt tilbage i kampberedt hvile. Hans ord trak da også kun hendes smil skævt, for han havde uden tvivl ret. Hun var ikke i stand til at skjule hvad hun var og helt havde hun sådan set heller ikke lyst til det. "Heller ikke jeg. At falde ind er vist også udenfor mine muligheder heroppe." Under havet havde hun lidt lettere ved det, skønt endnu mindre grund til det ud over når hun stod vagt og var et ansigt i mængden.

"Selvfølgelig." smilet var til at høre i hendes stemme og den underliggende morskab. Et hvert hankønsvæsen ville da have startet en samtale med lige hende til ballet for at snakke om rustninger. Hans næste tilføjelse fik dog hendes smil til at vige for spørgende alvor. "Tilladelse?" Der kunne være mange grunde til at have mistet en sådan og med tingene i hovedstaden, ja hele landet, som de var det nu, så var der nok endnu flere. Ingen ønskede våben i de forkerte hænder, skønt hun personligt fandt foranstaltningen håbløs ueffektiv. Folk der ville have våben skulle nok få dem!

"Det første hvor jeg ikke er på vagt." Hun sendte ham et lille smil, før hendes blik vendte tilbage til dets vandring over selskabet. "Jeg har kun været ovenvande i lidt over tre år, så der er stadig meget som er nyt og anderledes." Hun lod blikket følge et par ud på dansegulvet med den munterhed bundende i egen manglende evne til at gøre noget lignende. "Du kommer her hvert år?"

Shrade var ikke vant til at snakke med folk udenfor sin kaste. Han hørte til i den fattigere bydel, hvor et afslappet forhold til loven trak det værste frem i en person, både civile og vagter. Uretfærdig adfærd fra de håndhævende var ligeså almindelig som kriminalitet, måske mere. ”’Vagterne bankede på, sagde at jeg havde solgt våben til nogle folk, og de sagde at de folk havde gjort nogle ting med dem, som de ikke brød sig om.” Han trak på skuldrene og vendte sig mod hende. ”Det var en måneds tid siden, og jeg solgte masser af våben dengang. Uro er godt for forretningen - folk vil have noget at beskytte sig med. Jeg kendte ikke dem de ledte efter ud fra deres beskrivelse. De var ikke tilfredse med mit svar. Forbød mig at sælge våben.”
Han hvilede sit blik på hende. Det var ikke sandt at han ikke havde vist hvem han havde solgt til. Selvom han ikke var den skarpeste kniv i skuffen, havde han en god hukommelse. Nogle ting gjorde man ikke i Skumringskvarteret. Hvis man opgav sine kunder var der en god chance for at vågne med en kniv i ryggen. Han havde løjet fordi han ikke troede hun, ridder og medlem af aqua-et-eller-andet Garden, ikke ville forstå. Og så var det nemt at lyve, når ens ansigt var gemt bag en centimeter tyk plade af jern.

Han havde ikke genkendt den orden hun tilhørte, og da hun sagde ’ovenvande’ blev han forvirret. Hans bryn blev knudret sammen, som han forsøgte at regne ud hvad hun mente. Var det et udtryk, eller mente hun det bogstaveligt? Hun lignede ikke ligefrem en fisk. ”Første gang,” sagde han prøvende. Måske kunne han slippe afsted uden at afsløre sin uvidenhed. ”Aldrig haft en grund til at være her, før nu.”
Han faldt tavs mens han kæmpede en desperat kamp for at finde noget at sige. Ligegyldigt hvad han tænkte på, kunne han ikke komme sig over forvirringen. ”Hvordan synes du om… Luft?”

Moana lyttede interesseret og uden at tabe det let underholdte udtryk. Det var til at høre mellem linierne at alt næppe blev sagt og en del muligvis drejet, men i bund og grund var det en gammelkendt historie hun var støt på ovenvande så meget som under. Folk der ønskede at sælge solgte og folk der ønskede at have magt fandt den. Som hun så det kunne sælger af våben i en verden hvor disse var og blev hver mands eje ikke gøres ansvar for hvad køberen brugte dem til. Måske lige med undtagelse af salg til Mørket eller lignende slæng. Der ville konsekvensen dog have været en anden og uden alle spørgsmålene til køberne.

"Du må have et meget let genkendeligt udtryk siden de var så sikre på de kom fra din hånd." Hun mødte hans blik med et let hævet øjenbryn, før hun fortsatte i en noget anden retning. "Eller var de blevet efterladt ved ugerningen så stempler var til at finde?" Hun fandt det højst usandsynligt hvis forbryderne stadig var i live og på fri fod, men det var jo aldrig helt til at vide. Folk gjorde de tåbeligste ting ved ejendele af kvalitet. Selv ville hun aldrig være så skødesløs med noget hun så ofte afhang af at kende indgående. Hvilket mindede hende om at hun stadig skulle have fundet en jævndøgnsgave til Cyraneus. "Gav de nogen horisont på forbuddet eller kom det an på deres luner?"

Moanas blik var atter søgt ud over mængden og blev der som hun svarede. "Det er værd at finde grund til!" Måske var hun ikke på vagt, men helt fri kunne hun heller ikke holde. Ikke med den historik ballerne havde. Så blev hun dog nødt til at se på ham, som latteren steg op i hende i en grad hvor hun ikke kunne andet end lade den klinge varmt og muntert. "Om luft?" Hun ville for ikke første gang ønske han var lettere at læse end den neutrale maske tillod og betoningen af hans ord. Luft! Hun fik lidt samling på sig selv, men uden at kunne pakke munterheden helt ud af sine øjne. "Den er meget tynd og ustøttende i forhold til vand og meget hurtigere til at skifte!"

Shrade fremtryllede en lille stang af råjern fra en lomme i stoffet der dækkede dele af hans rustning.
”Jeg har en gave,” som han talte begyndte metallet af omforme sig, indtil det lignede et miniaturesværd. ”Gør det nemt at være smed – Og nemt at genkende. Der er ikke mange der laver knive af et stykke metal, og kun én der hvor jeg kommer fra.”
Det var en praktisk evne at have, selvom det ikke resulterede i de bedste våben. Specielt sværd holdt bedre hvis de bestod af flere stykker, og et tungt skæfte var ikke praktisk. ”Jeg kan sælge dem billigt, så de bliver ikke altid behandlet godt. Gætter på at nogen har smidt det fra sig efter –”
Han kom i tanke om hvor han var, og i hvis selskab. Selvom han havde afbrudt sig selv, var der kun så mange ting man kunne gøre med et våben, og han var sikker på at hun forstod hvor han havde været på vej hen. Han besluttede sig for at lade det ligge, og i stedet trække på skuldrene. ”Du ved hvordan det er.”

Han var ikke blevet givet en horisont, og havde ikke overvejet det. Forbuddet mod at sælge havde ikke påvirket hans salg, så han havde ikke tænkt meget over det.
”De skal nok glemme mig så snart de får noget bedre af tænke på. Byvagterne har normalt ikke så lang hukommelse når man ikke har gjort noget forkert.”

Han var ikke sikker på hvordan han havde det med at hun lo – på den ene side var han glad for at han havde fået hende til at le, men samtidigt var han i tvivl om det var ham hun lo af. Og hendes svar gjorde ikke meget for at tilfredsstille hans nysgerrighed. Han undersøgte hende nærmere for at se om hun havde nogen synlige tegn på at være fiske-agtig, men fandt intet.
”Så du er altså en havfrue?” Det lykkedes ikke at holde forbløffelsen ude af sin stemme. Han havde set mange tossede ting, man aldrig mødt en person der ikke levede ovenvande. Hørt fortællinger, selvfølgelig, men aldrig mødt nogen. Og Moana lignede ikke en halv-fisk, som fortællingerne gik.
”Aldrig mødt en havfrue før. Jeg havde forventet flere. . . Skæl?”

Moana skævede til hans hånd, som den bevægede sig ud af syne og bemærkede sig dårligt nok, hvordan hun skiftede vægten let og spændte op. Det var dog kun et stykke uformet metal han hentede frem, skønt det ikke forblev sådan længe. Enkelt og diskret skiftede jernet form til et miniature våben, men hvor uslebent det end var nu, var hun ikke i tvivl om at det kunne ændre sig så hurtigt som dets udseende. En farlig gave så meget som en nyttig og en ikke mange ville være forberedt på at modgå.
"Det må det og ja, hvis de er billige vil en del næppe behandle dem for godt." Hun lod som bemærkede hun ikke hans ophold, men det var sigende hvad en kniv lavet billigt ville være smidt væk efter. Det gav så også et prag om hvilket lag af lovbrydere der var tale om og det var ikke dem hun jagtede mest. Måske en fejl, men hun passede bare ikke til den del af arbejdet så iøjefaldende hun var og så... rund... hendes drage var det.

Hans evne gav hende dog ideer om andet og mindre voldeligt som kunne være til at skabe. "Måske kunne det også hjælpe, hvis de så dig lave andet end våben..." Hun så eftertænksomt på ham, før et smil gled let over hendes læber. "Arbejder du kun med jern? Jeg ved det ikke holder så godt i vand og jeg havde en ide til noget som jeg tror du ville kunne forme med større lethed end nogen anden smed jeg har mødt." Hun lod hvad ideen handlede om hænge i det uvisse til hun havde hørt hans svar.

Han sagde ikke noget til en start og stod bare ved hendes side længe nok til at hendes morskab sank tilbage ned til et let smil i hans retning fra tid til anden. Så nikkede hun let, før hun mærkede smilet trække sig skævt. "Jeg har også en gave." Som hun sagde det trak hun sig et skridt baglæns og til siden så han ville være delvist mellem hende og rummet, før hun lod forvandlingen glide en smule tilbage mod hendes fødte udseende, hvor dybhavet var så tydeligt at se. Hendes ansigt forblev næsten det samme men skæl startede ved hårgrænsen og samlede sig til en kam af koralligende udtryk holdende håret tilbage. Hun lod det forsvinde igen efter et øjeblik og trak vejret dybt ind. Holdt imellem og luft var en sær ting af få ind. "Det gør det muligt at være i begge verdener, skønt det skræmmer de uforberedte til tider."

(( Jeg svarer på de to ting i omvendt rækkefølge :b ))
Shrade gjorde store øjne som hun forvandlede sig, til hvad der kun kunne beskrives som en mere havfruelig udgave af sig selv. Han blev ikke skræmt, for selvom han ikke var den skarpeste kniv i skuffen, havde han forventet at hun kunne noget i den stil. Det hjalp også at hun fortsat var køn, delvist transformeret. Shrade kunne forestille sig at det forsvandt, som hun blev mere. . .  Fisket. Han besluttede sig for ikke at færdiggøre tanken.

”Det kan jeg se,” tilføjede Shrade skødesløst. Der gik et langt øjeblik før han hørte sine egne ord, og opfangede hvor hårde de kunne lyde.

”Ikke fordi du er skræmmende,” sagde han hastigt, i et forsøg på at være en almindelig samtalepartner. Men han vidste ikke hvordan han skulle trække i land. Han havde jo netop ment at hendes transformation kunne skræmme folk. Han faldt tavs, mens han samlede alle sine tænke-celler for at finde en redning.

”Det er bare… Folk er nemme at skræmme, ikke?”
Han forsøgte at give hende et beroligende smil, hvilket selvfølgelig ikke var muligt med hans hjelm på. Selv uden hjelm, tvivlede han på at den spastiske sammentrækning af muskler han kaldte et smil, ville vække andet end afsky. Tanken trak hans humør en tand ned.

Humøret steg igen, da hun spurgte ind til hans smedekunst. ”Nej, al’ slags metal. Og læder, for den sags skyld, men ikke li’så godt. Det er bare sjældent jeg får lov til at arbejde med andet en genbrugt støbejern. Hvad har du i tankerne?”

Det glimtede muntert i Moanas turkise øjne over de få ord, der trods deres tone kunne udlægges så bredt. Halvt stadig menneske og hun var ikke fuldt hvad andre havde været udsat for og langt fra så anderledes som hun kunne være. Nok også godt det samme, for han havde ikke dækket hende helt og et tabt glas trækkende hendes sideblik viste hende et chokeret ansigt der bestemt ikke havde overset hendes skifte.
"Alt for lette at skræmme." Hendes blik var tilbage på Shrade som hun svarede og blev der. Alvoren havde så til gengæld også fundet tilbage til hendes træk. "Hvor meget ville ikke være anderledes hvis flere mødte nyt som børn gør det? Med lidt mere åbenhed end fjendtlighed, lidt mere forundring end mistro?" Måske folk så ville hjælpe hinanden i stedet for udnytte og bestjæle. Måske trængte hun bare snart til en tur tilbage ned mellem forståelige væsner som hajer og muræner.

Bedre var det at lade emnet finde tilbage til hans magi og hans muligheder med den. Nogle han uddybede nu og med en glæde og interesse der bestyrkede hende i at delagtiggøre ham i hendes indfald. "Det er fordi jævndøgn nærmer sig og vi har en tradition under havet med at udveksle gaver, når Valaria skifter humør og i klæder sig sin stormkappe. Det er meget en familie ting og til de nærmeste, men i år har jeg fået en mere heroppe at finde en gave til og jeg ville gerne give ham noget som han kunne bære både over og under vand uden at det forgik. En halskæde af metal, måske." Smykker var en ting til begge køn for havfolket trods alt.

Shrade nikkede tænksomt til hendes tankstrøm om åbenhed, men havde intet han kunne tilføje. Hvor han kom fra var naivitet noget der gjorde man mistede sine penge. Verden ville sikkert være et bedre sted, hvis alle var mere åbne, men hvis det skulle være sandt skulle verden være et bedre sted først.

Hans håb faldt og blev knust mod jorden, da hun begyndte at snakke om smykker. Han kunne snildt arbejde med metaller der holdt sig både over og under vand, men han havde aldrig været god til at arbejde med smykker. Problemet var, at han ikke havde nogen fingre. Metalproteserne han havde spændt for enden af sine hånd-stubbe virkede godt nok til almen brug, og mere vigtigt til at smede med. De kunstige fingre var kraftige og stærke, gode til både at give slag og tage imod dem, og tillod ham at røre direkte ved det varme jern uden at brænde sig. Finmotorik, på den anden side, havde han det svært med. Selvom hans evne hjalp når det kom til de fine detaljer, var der kun så meget den kunne gøre. Detaljerne skulle stadig hjælpes på vej.
Det, og så havde han ikke en god fornemmelse for fine ting. Mange af hans skabninger bevidnede at han ikke var helt tabt bag en ladvogn. En snørklet blodrille, en fjedermekanisk spænde. Praktiske ting, ting der gav mening for Shrade. Smykker var kunst, og kunst var magi for den tykhudede kæmpe.

Shrade priste sig lykkelig over at hans ansigt var tildækket, men han kunne ikke skjule skuffelsen i sin stemme.
”Og han. . . Kunne ikke tænke sig et sværd?” spurgte han dumt, mens han undrede sig over om man overhovedet kunne bruge sværd under vandet.
”. . . Et spyd, måske?”

Moana vidste hun var idealist på nogen punkter og særligt på at se det gode i de fleste. Det var dog hvad holdt hende optimistisk i en verden klædt i gråtoner og vaklende fra plage til katastrofe som en sømand på land. Hun mødte til gengældt sjældent nogen udenfor Lysets hær der delte den indstilling og som ikke så overbærende på hende for den. Shrades blik var uransageligt, men hans tavshed talte sit tydelige sprog. Et der fik hende til at lade emnet falde elegant væk.

Umulig at aflæse bag masken var så heller ingen fordel, som hun greb om det andet emne og fremlagde sin ide. Lavede alle smede smykker eller var det en specialiseret art som de smede på paladset der kun lavede en form for våben fordi det var hvad de gjorde bedst? Hun anede det ikke og havde aldrig tænkt over det før nu hvor hun stod over for en der måtte vide det og som muligvis ikke ville svare.
Svare gjorde han dog til hendes lettelse, men trak så en rynke frem i hendes bryn. "Et sværd?" Tanken om et våben var slet ikke faldet hende ind og selv nu som det blev nævnt virkede det ikke som den rigtige ting. Valarias Stormdag var for mere fredelige tanker end kamp og krig. Af samme grund rystede hun let på hovedet over forslaget om et spyd. "En kniv måske?" Hun så spørgende på ham tilbage ved usikkerheden på om hvor specialiseret han var i sin kunnen.

((På forhånd undskyld hvis der er passager, der ikke giver mening. Jeg er ret så forkølet, men kan ikke længere undertrykke min skrivetrang))
Shrade nikkede tænksomt som svar til hendes spørgsmål, og den indforståede udfordring der lå i det til hans kyndighed.
”En kniv er en meget personlig ting. . . Som redskab eller våben, kan man lære meget om en person, ved at se på hans kniv,” som han talte kørte han en finger henover bagsiden af de ene arms underarmsbeskytter, hvis spænder løsgav sig ved hans berøring. Da den sidste spænde gav sig, greb han fat om metallet med den anden hånd, og løftede det væk fra underarmen. Det nyligt frigjorte ærme gled tilbage og afslørede en bleg arvævet underarm, delvist dækket af et indviklet netværk af læderspænder. Midt på underarmen skiftede den blege hud brat til en blankpoleret skulptur af et håndled udgjort i et koboltblå metal der forsvandt ind i handsken. Underarmen var kun synlig et kort øjeblik, hvorefter Shrade trak ærmet på plads, og skjulte alt andet end en tynd streg af det blålige metal.
”Fortæl mig om ham,” tilføjede han stille, og begyndte at bøje den frigjorte armbeskytter, der på forunderlig vis gav efter for hans tryk som var det ler i Shrades hænder. Snart havde han en stang af metal i sine hænder i hvad der lignede en grov karikatur af en kniv. Han kiggede forventende på Moana, hvilket hun naturligvis ikke havde nogen mulighed for at se.

Moana fulgte Shrades bevægelser som han talte. Det kunne være en afledning for hendes opmærksomhed, men som metallet omkring håndleddet blev fjernet og hvad var under den blev afsløret, tvivlede hun på det var det.Som skjorten gled til side og gav et glimt af hvad han skjulte for verden forstod hun bedre hans kommentar om at blive frygtet og hånet for sit udseende. Hun var måske ikke noget landboerne var tilvænnet, men hun var trods alt uafviseligt havfolk og alle kunne skubbe hendes anderledeshed over på det for at kunne acceptere det. Hans kunne ikke benægtes eller fornægtes som værende alt andet end menneskeligt. Og menneskeligt var hvad flest dømte ud fra.

Hun nikkede let og skiftede så vægten, som hun forsøgte at finde ord at beskrive Cyraneus med. "Han er ansvarlighed på en måde jeg aldrig vil opnå. En naturlig autoritet for en hver gruppe han er i. Det er så meget en del af ham at han end ikke tænker over det men blot er. Tager de valg der skal tages, leder de der har brug for det og andre følger eksemplet." Det var hvad de fleste så. Den alvorlige overflade var hvad de fleste så og ikke andet.
Et smil brød frem som hun forsatte. "Han er dog også stille humor og opmærksomhed. Glimt der fanges når han er helt privat eller overrasket."

Moana brød af som bevægelse fangede hendes opmærksomhed ud af øjenkrogen og lige den mand hun havde forsøgt at sætte ord på trådte ind i salen. Han var klædt i uniformen for Lysets Riddere men det mørkegrønne hår gav havfoket væk. Udtrykket var også afmålt til et barn løb op til ham og hele hans holdning blødte op. "Han har også noget med yngel... børn. Ikke at han vil være ved det..."

((OOC: Nu fik jeg alligevel startet og lagt op til en kort fortsættelse. :) ))

Shrade lyttede opmærksomt som hun fortalte om Cyraneus. Hans havde haft tænkt sig at lave et groft udkast ud af metallet i hans underarmsbeskytter, men som han lyttede gik det op for ham at det ville være vanskeligere end som så. Godt det samme, for da han drejede hovedet for at følge Moanas blik, fangede han et par af vagterne ved indgangen, der stadig holdt et vågent øje på ham. Hvis de havde set ham med et våben, var han nok blevet bedt om at forlade ballet.
Der var midlertidig ingen tvivl for Shrade om at manden hun talte om, var hvem hun nu så på. Nok var han ikke den skarpeste kniv i skuffen, men enhver kunne se at de to bar sig anderledes end det øvrige selskab. Det var svært at beskrive, og Shrade kendte ikke ordene til det. De lignede dansere, der først sent i livet havde lært at gå og stadig dansede som de gik. Manden betød tydeligvis en del for Moana. Skulle hun give ham en gave, skulle det ikke være hvad som helst.

”Jeg har en idé eller to – især hvis han har noget humor,” Shrade forsøgte at smile, men de brændte nerver begyndte at krampe ubehageligt og startede en sitrende bølge af bevægelse over hans ansigt. Bordet han havde stået op ad knagede lettet, som han rejste sig fra det mens han forsøgte at få styr på sit ansigt.
”Men jeg kan ikke vise dem her. Hvis du kommer forbi min butik en gang, ka’ vi se hvad vi ka’ se.” Hans stemme var stiv og besværet, men hans ansigt var nådesfuldt stadig skjult bag visirets stål.