Spike var endelig kommet tilbage til skoven efter sin udflugt til hovedstaden, hvor alt var gået galt. Dyr havde fundet deres vej ind i hans hytte, og spist det saltede kød han havde lagret, så han var blevet tvunget ud på jagt med det samme. En af grundene til at han var taget til byen i første omgang var fordi hans bue var flækket, og han så ikke frem til at jage uden den. 
Det var tidligt morgen og der hang en anspændt tavshed igennem skoven. Sned var faldet natten før, men var allerede igang med at smelte igen. Hvert skridt medførte en dæmpet sjappet lyd, der ville gøre det svært at bevæge sig stille omkring. Han fik øje på et dådyr længere fremme, og ulvehunden Jake begyndte at snige sig tættere på. Han lagde en hånd på hunden - dyret ville bare skræmme byttet væk inden den kom tæt nok på til at gøre nogen skade. Spike gik på hug og trak en af sine lange knive, da råbende stemmer et sted bag ham skræmmede dådyret væk. Han bandede let, som han vendte sig mod lyden. Det var sjældent man stødte på fremmede i skoven, og specielt så tidligt på dagen og under de nuværende vejrforhold.

Hvordan havde de fundet ham?! Bare - hvordan? Han havde sørget for at gemme sine spor, skjule sig dybt inde i skoven, men alligevel havde nogen formået at finde ham. Uheldigvis en af Kile's Orden's mange fans, der ikke brød sig om elvere. Derfor blev han lige nu jagtet af en gruppe mennesker, der bandede noget så voldsomt efter ham, imens han løb så hurtigt han kunne. Desværre var han ikke vant til at være i skoven, på trods af hans elvergener, da han havde boet det meste af sit liv i en lille by, og derfor faldt han over en rimelig stor sten. 
Han ramte jorden hårdt, og hans ene fod vred om. Præcis det havde han brug for lige nu. Gruppen af irrationelle mennesker kom bare tættere og tættere på, imens de fægtede voldsomt med de rustne sværd, de havde fået fat i. Hans hjerne hamrede afsted, imens han prøvede på at komme op, men smerten skød igennem hans fod, så han faldt ned på jorden igen. Det var da utroligt! Han var dødsdømt. 

Spikes syn var gradvist blevet værre de seneste år, til et punkt hvor det var umuligt at skelne mellem et menneske og en elver på en hvis afstand. Med halv-elvere var han nød til at komme rimeligt tæt på, før han kunne se forskellen. Alt hvad Spike vidste, var at fem skikkelser lod til at jage en sidste skikkelse, og de lød som om de mente det alvorligt. Nu hvor han havde besluttet sig for at forsøge at gøre bod for nogle af de værre ting han havde gjort i sit liv, spurgte han sig selv hvad der var det "rigtige" i situationen. Han kunne hjælpe de jagende skikkelser for på den måde at være til større gavn, eller hjælpe den jagede, der fik mest ud af hjælpen. Han kunne dog ikke lade være med at blive irriteret over deres larm, der forstyrrede den hellige ro der fandtes i skoven. Irritationen udviklede sig hurtigt til vrede, og i samme øjeblik var hans mål blevet valgt.
Ikke et øjeblik for sent - den første af mændene var nået frem til den nyfaldne skikkelse. Spike trak armen tilbage og kastede sin kniv efter hvad han håbede var mandens underben. Kniven strejfede låret, men gjorde kun overfladisk skade. Mændene stoppede i deres spor og vendte sig mod den nye skikkelse. Tavshed sænkede sig over de 7 mænd.
"Hvad -" Spike var ikke vant til at stoppe vold. Det føltes som om han burde sige noget for at bringe situationen videre, men han havde allerede besluttet sig for hvad udkommet ville blive. Hvad ville en bedre person gøre i hans sted?
"Hvad foregår der her?" Det havde muligtvist været smart at stille det spørgsmål før han kastede kniven.

Når Jamie forestillede sig sin død, så foregik det altså ikke ligefrem sådan her. Han foretrak at forestille sig, at hans dødsårsag ville være alderdom - for det var jo komplet normalt at forestille sig sine dødsårsager, ikke?
Ikke desto mindre var gruppen nu kommet faretruende tæt på, og Jamie søgte febrilsk efter noget han kunne bruge som våben. Det eneste han fandt var en okay stor sten, der ville passe perfekt til at kaste på én af mændene i gruppen, men hvad med resten? 
Heldet viste sig dog at være med ham for engangs skyld - En kniv fløj hen og strejfede en af mændenes lår, hvilket fik hele gruppen til at stoppe op. Jamie var også stoppet op midt i en bevægelse, der kunne tyde til at han havde haft i sinde at smide stenen efter én af mændene.

En helt anden mand dukkede op, og forlangede at vide, hvad der foregik. Ingen af Kile's fans svarede, så Jamie valgte at åbne munden op. "Kile's fanatikere har erklæret elverne som deres fjende, og disse idioter mener, at de har ret til at tage mit liv, bare fordi jeg er halvelver." Jamie's stemme var fyldt med foragt og vrede, imens han fortsat var klar til at forsvare sig selv med stenen. 

Ugh, religion. Spike hadede religiøse personer - de havde en tendes til at skabe problemer af ulogiske årsager. I sit tidligere erhverv skulle han håndtere folk af alle typer, og selvom det oftest var nemt at få dem til at fortælle sandheden, kunne man aldrig føle sig sikker med de stærkt religiøse typer. Deres idé om sandhed havde divergeret fra hvad Spike havde den mentale kapacitet til at regne ud. I det mindste gjorde var det nemt at finde ud af hvem der var de rigtige at hjælpe. Hvis der var en ting værre end larmende idioter, så var det larmende religiøse idioter.
Om han kunne klare de fem mænd i en kamp, kom op til hvorvidt nogle af dem havde kampmagi, og om de kunne finde ud af at bruge det. Selv hvis der var regnede Spike med at kunne få ramt på en eller to før de indså at de ikke kunne stikke ham ihjel. Han gik tættere på den lille samling med raske skridt, og trak en af de tilbageværende knive fra sit bælte. Han stoppede da han var omkring 5 meter fra den nærmeste.
"Så lad være med det . . ." Hans stemme lød mere som om han kedede sig end noget andet. Spike var en mand af få ord. Det største problem med at være retskaffen var reelt hvor få problemer man retmæssigt kunne løse med vold. "Jeg her ikke lyst til at dræbe jer," en hvid løgn, "men jeg gør det glædeligt hvis i tvinger mig."
Spike kunne ikke bedømme deres reaktioner med sit dårlige øjemål. I stedet holdt han sig både fysisk og mentalt forberedt til at slå, skulle det blive nødvendigt.

Jamie var ikke helt sikker på, hvordan han skulle have det med at en fremmede hjalp ham lige nu. Selvfølgelig var han glad for det, for det betød at han ikke skulle sige farvel til verdenen endnu. Men han var ikke tryg ved, at det var en fremmede, der hjalp ham. Han vidste ikke om denne mand kunne finde på, at forlange noget til gengæld, eller måske bare ville dræbe ham selv. Jamie sænkede langsomt sin hånd, der holdte stenen, så den faldt til jorden, imens manden konfronterede gruppen.
Mændene i gruppen så skiftevis på hinanden, imens de overvejede deres næste træk. De var størst i antal, men siden manden turde udfordre dem, måtte han være rimelig sikker på, at han ville vinde.
En af mændene i gruppen mumlede at, så det kunne det da også været lige meget, og at de nok skulle finde halvelveren på et andet tidspunkt. Efter at have sendt både Jamie og Spike et dødsblik vendte gruppen sig om og begyndte at gå. Tydeligvis følte de sig ikke truet nok til at løbe væk.

Jamie rykkede lidt på sig, og så op på sin såkaldte redningsmand. ”Tak for hjælpen.” Nu hvor gruppen var gået væk kunne Jamie bedre fokusere på at komme op at stå igen. ”Hvordan kan jeg gøre gengæld?” Han kunne ligeså godt få det gjort, inden manden selv bragte det på bane.

Spike ærgrede sig over at se dem gå, han havde håbet på at konfrontationen ville blive løst med en smule mere vold. Det var længe siden han havde haft en undskyldning for at bruge sine talenter, og selvom de var fem regnede han med stadig at kunne få noget sjov ud af dem. Et øjeblik overvejede han at kaste endnu en kniv efter en af dem, som de gik væk. Havde det været ham de havde jaget, havde han uden tvivl gjort det, men det var ikke hans kamp at begynde. Han vendte sig om mod personen de havde jaget, og sukkede. Han tvivlede på at manden kunne hjælpe ham med noget han havde brug for.
"Kender du en buemager?" Han regnede med at svaret var nej. Det ville da være noget af et tilfælde hvis han gjorde. 
"Fortæl mig om 'Kiles Fanatikere'." Spike havde været ude af loop'et de sidste seks år, og havde aldrig hørt om Kiles Orden før. Det var sjældent at man stødte på fremmede midt i skoven, og når man gjorde holdt man sjældent dybfølte samtaler. Mens han lyttede gik han rundt og ledte efter den kastede kniv, men havde svært ved at finde den, med sit dårlige øjemål.

En buemager? Svaret til det spørgsmål var åbenlyst. Nej. Jamie opholdte sig ude i skoven, så selvfølgelig kendte han ikke til nogen buemager. Jamie havde formået at få sig selv op at stå igen med noget hjælp fra et træ, han brugte som støtte. Imens den fremmede mand efterspurgte Jamie's viden om Kile's Fanatikere prøvede Jamie at støtte på sin fod, men måtte til sin store ærgrelse erkende, at den ikke blot var vredet om, den var også forstuvet. Med et højlydt suk lod han sit fokus skifte over på den fremmede.
"Har du ikke hørt om dem?" Jamie lød chokeret - forståeligt nok. Kile's Orden havde skabt ravage nok til at nærmest alle kendte til dem nu, eller i hvert fald havde hørt om dem. 
"Kile's Orden er en gruppe, der er ved at tage over Dianthos. Blandt andet ved at smide alle elvere ud, også halvelvere, for en gerning, mange af dem ikke har været en del af." Hadet til denne Orden var tydelig i Jamie's stemme. Han hadede dem. 

Spike satte sig på hug med ryggen vendt mod Jamie, og studerede fodsporende efterladt i sneen fra fanatikerne. De havde tydeligvis været iklædt støvler bedre egnet til brosten end skovbund, og var sikkert kommet fra de nærmeste bebyggelser for at se om de kunne finde nogen elvere. Det var også muligt at de havde jaget halv-elveren hele vejen fra 'civiliseret' liv. Han trak på skuldrene over chokeringen i hans stemme. Spike havde ingen venner værd at nævne, og de få han havde ville han helst ikke have besøg af. Hvordan skulle man få nyheder, når ingen vidste hvor man boede? 
"Huh," sagde han tænksomt. Han havde forestillet sig at undertrykkelse af arterne ville være stoppet da mørket blev jaget bort, men det viser bare hvor lidt han vidste. Han vendte sig rundt og kneb øjnene sammen. Det så ud som om den fremmede havde smerter i benet, men det var svært at være sikker på den afstand.
"Kan du gå?" spurgte han direkte. Ingen grund til at være indirekte og spilde sin egen tid.  

Om han kunne gå? Jamie prøvede at lægge lidt vægt på sin forstuvede fod, og måtte med stor skuffelse erkende, at han ikke kunne gå. Han syntes også at foden var begyndt at hæve op, hvilket egentlig bare gjorde det hele værre, når det betød at hans sko blev for lille til hans fod.
Jamie stod stadigvæk med ryggen op imod træet, da han vendte sit blik imod sin 'helt'. "Nej, jeg er ret sikker på, at min fod er forstuvet. Eller brækket." Han trak let på sin ene skulder, for at understrege, at han ikke var sikker.

"Jeg er forresten Jamie. Må jeg kende til dit navn, oh mystiske fremmede?" Han burde nok vise mere respekt overfor den person, som havde reddet hans liv...

Spike overvejede om han burde skulle efterlade halv-elveren. Nok var hans ben såret, men Spike var sikker på at manden ville finde på en løsning på egen hånd. I hvert fald når sulten første satte ind. Sult gjorde folk ressourcefulde. Han tog et par skridt nærmere. Ligegyldigt hvad der skete, var det bedst hvis han vidste så lidt som overhovedet muligt - det var ikke for sjov at Spike vandrede omkring i den store skov der var perfekt at forsvinde i. Fortalte han først sit navn til en strandet fremmed, gik der ikke længe før hele skoven vidste hvor han havde været.
"Nej." Sagde han i en brusk stemme, der ikke lagde op til diskussion. Han bebrejdede sig selv for at være unødvendigt hård, og fortsatte modvilligt efter en længere pause. ". . . Men du kan kalde mig James." Hans fars navn var det første der faldt ham ind. Fra sin træning vidste han at han ikke burde bruge et navn, der lå ham så tæt, men han tvivlede på at Jamie ville kunne bruge det til noget alligevel.
"Regner du med at jeg hjælper dig tilbage?" Han kunne ikke lade være med at lyde som om tanken var morsom. Mest fordi han ikke kunne lade være med at finde den morsom - Der var noget makabert ved at den forrige inkvisitor nu stod til at hjælpe tilfældige fremmede midt i ingenting. Noget unægteligt morsomt.

Redningsmandens opførsel gjorde Jamie en anelse usikker på om han stadig var i fare eller ej. I det mindste fik han et navn, som han kunne forholde sig til, i stedet for 'redningsmand', 'helt' eller 'mystiske fremmede'. Det var også en anelse morsomt, hvor tæt navnet James var på hans eget navn, men det var kun sjovt i et par sekunder, for smerten skød hurtigt ind igen. Han tvivlede dog på at James var fyrens rigtige navn, men det var ligegyldigt. Alt var bedre end de kælenavne Jamie havde givet ham.
"Tak for hjælpen, James." Jamie prøvede at støtte sig til sin fod igen, og selvom det stadigvæk gjorde ondt, så prøvede han at skjule det. Han ville helst ikke have mere hjælp, og hvor kunne James overhovedet hjælpe ham hen? Jamie havde intet hjem, så hvor kunne han tage tilbage til? Hvis han trådte ind i hovedstaden ville han blive jagtet ud med det samme, eller noget der var værre. Så Jamie rystede let på hovedet. "Nej tak, jeg klarer mig herfra." Han smilede lige kort, for at virke mere overbevisende, inden han begyndte at halte væk. "Pas på dig selv, James." Det var nok en tand for uhøfligt bare at gå sådan, men James gjorde ham utryg med sin væremåde - Det var som om James bare ikke var til at stole på, og Jamie skulle ikke løbe nogen risiko, når han var skadet. Så han skyndte sig at halte væk.

Spike kiggede på den haltende skikkelse med et øjenbryn løftet i tvivl. Manden ville tydeligvis ikke komme langt i sin nuværende tilstand, og han så heller ikke ud til at vide hvor han var på vej hen. Spike rettede sig op, men fulgte ikke efter manden. Hvis han var smart ville han lade halvelveren halte ind i skoven, og aldrig tænke på det igen. Spike havde aldrig været særlig smart.
"Er du sikker? Jeg kender en helbrederske, der ikke bor så langt herfra." Det var på vejen tilbage for ham og derfor ikke en stor ulejlighed. Om hun ville tage imod den fremmede var et helt andet spørgsmål, men det var ikke Spikes problem.

Jamie vinkede bare afværgende af James. Han skulle i hvert fald ikke have mere hjælp af en fyr, som ikke sagde sit rigtige navn! Desuden ville Jamie ikke skylde nogen noget, hvilket han jo ville ende med at gøre, hvis han tog imod for meget hjælp - også selvom de sagde, at han ikke skyldte dem noget. Man vidste aldrig med folk nu om dage! Det var desperate tider. Specielt for elverne. 
"Jeg er sikker, men tak fordi du hjalp mig." Efter at have sagt det skyndte han sig ind imellem et par træer, hvor han så forsvandt ind i skyggerne.

Spike trak på skuldrene. Hvad manden tog sig til hvad ikke hans problem, specielt ikke når han havde gjort en indsats for at hjælpe. Han granskede i sig selv, for at se hvordan han havde det med det, men kunne ikke mærke nogen forskel. Det var ellers meningen at man skulle have det rart, når man hjalp andre. Han trak på skuldrene igen, vendte sig rundt, fandt sporene fra dådyret han havde jaget og fortsatte jagten. Han ville være forbandet hvis han ikke fik et måltid inden dagen var omme.