Ylena havde rejst længe for at finde det rigtige sted. Det var snart ved at være hundrede år siden at hun havde placeret Mattheus for bunden af en stor vulkan. Hun havde med vilje valgt en af de store vulkaner ved floden, her var så smukt og fredeligt. Hvem ville dog tro at en dæmon ville gemme noget som helst dette her sted?
Hun havde vandret vulkanen flere omgang, hun var HELT sikker på at det var lige her hun havde placeret ham. Som en lille, uskyldig, mælkebøtte. Præcist som han fortjente det. Hun kunne mærke hvordan arrigskabet kom over hende og hun kunne samtidig mærke hvordan hun blev en smule mere modløs. Han vidste hvor at hendes rubin var og hun havde brug for ham!

Ylena satte sig tungt på skråningen og kiggede udover floden, det var midt på eftermiddagen og solen stod højt på himlen. Hun kunne mærke varmen i mod hendes hud, hun havde brug for at sidde og trække vejret. Kunne nogen have taget ham?
Normalt ville hun nok være noget mere på vagt, men dette her sted kom der jo aldrig nogen, der var jo en grund til at det var netop her hun havde placeret ham og hun kunne endda huske på præcist hvilken sten hun havde sat ham, så det provokerede hende at stenen tydeligtvis var fløjet væk!
Hun håbede ikke nogen havde kastet den i floden, men at forsøge at finde den, vidste hun jo godt var en fuldkommen umulig opgave. Nu måtte hun hvile kort, også se hvad hendes næste trin var.