Det var en rolig dag. ikke mange vinde blæste. og en elver gik igennem skoven med en morv ved sin side. hun var på jagt efter læge og magiske urter og roder. og en morv var jo kendt for at hjælpe med det. elveren hed Elasha og var en meget syg elver, når det skete en gang imellem, så hostede hun og havde feber. noget som ikke alle oplevede på samme måde. hun havde endnu ingen diaknose på hvad hun fejlede. hun havde en brun kappe på der dækkede hendes hår og øre så man ikke kunne se hendes elver gener.

Elasha havde som altid bue og pile med sig. hun satte sig ned på hug ved en plante og begyndte at plukke små skud af den og blade der kunne bruges. Elasha havde en af de sundeste haver i hele Elverly da hendes magiske evne var f.eks at kunne få planter til at vokse og blive med blomst eller frugt vis det var det der var i planten. så nye ting kunne hun jo nok godt bruge. Morven begyndte at grave lidt i jorden for at vise at her log noget godt.

Jo mere man kom syd på jo varmere blev det havde Runila opfattet det, og hendes rygsæk var blevet tykkere og tykkere jo mere tøj hun formådede at proppe ned i den, fordi hun simpelthen var nødsaget til at få det af. Runila havde taget alt for meget tøj på inden hun rejste fra Dragorns kølige vejr. Med garanti ville hun få ballade når hun kom hjem igen, da hun kun havde lagt en lille seddel på sin mors natbord om at hun var taget på en lille opdagelsesrejse i en uges tid, og at hun nok skulle passe på og at hun havde taget en masse proviant med. Runila var en typisk teenager der gjorde som der passede hende (Så længe det ikke gik ud over andre) og tit kom ud i ballade fordi hun aldrig tænkte to gange over tingene. Havde hun en spændende følelse i nuet, ja så var det bare at følge efter den følelse og fange den inden den hvisnede bort. Hun var stadig en meget ung halvdværg, eller halvelver, ja et miks af de to, og jo mere hun kunne nå at opleve i sine unge år, jo bedre. Det havde taget hende et par dage at nå Amazonitskovene, og på vejen derhen havde hun fået lov til at få et par lift af nogle folk som var på hesteryg, eller red med kareter. Hun havde også overnattet på et høloft hos en venlig familie, og så videre. Alt sammen meget spændende, og nu var hun nået her til skoven. Runila havde aldrig været her, faktisk havde hun aldrig sat fod uden for Dragorn, men hun havde hørt historier om Amazonitskovene, og den slags! Og i nærheden skulle elverly ligge; Det var derfra hendes far kom fra. Det havde hendes mor i hvert fald fortalt hende. 

Runila nynnede lidt og tog en ordentlig bid af noget brød. Det var utrolig smukt i skoven. En masse grønne og frodige blade, og fuglene kvidrede lystigt. Det fik Runila til at rynke lidt på den fregnebeklædte næse, imens hun smilede med munden fuld. Hun var glad for at hun havde taget afsted, så måtte skæld og smæld vente sig i fremtiden til når hun kom hjem igen, men lige nu ville hun bare nyde hvert øjeblik der blev hende givet. Hun var iført et par lange brune shorts som gik hende til under knæerne, og på fødderne bar hun et par mørkebrune læderstøvler som gik hende til over anklerne. Alle hendes jakker og trøjer var mast ned i rygsækken, så lige nu havde hun bare en mosgrøn tanktop på som sad løst på hendes formede krop. 

Pludselig, hørte hun nogle lyde lidt længere fremme, og hendes nysgerrighed sparkede lystigt i hendes bryst. På listefødder kom hun hen til at træ som hun gemte sig bag og så til imens skikkelsen.. gravede? Det var svært at se hvad personen var for en, da den bar en kappe ned over hovedet. "Woaah!!" lød det febrilsk fra hende da den gren hun havde lænet sig på knak. Hun baskede et par gange med armene og landede så pladask med fjæset ned i mosset på skovbunden. "Urgh....Ehehe..." Hun smilede lettere akavet mod skikkelsen, som med garanti havde opdaget hende. Hun lå jo lige foran personen. 

Elasha gravede sammen med morven i jorden. pludselig lød et knæk og Elasha var hurtig til at tage sin bue og en pil og sigtede mod skikkelsen der lå på jorden foran hende. hendes øjne var faretruende og hendes pil spændt klar til at skude. Morven havde også vendt sig om og rejste ryg. til den så ørene på pigen og dens ryg sank igen og den satte sig ned.
men Elasha holdte stadig pilen klar til at skyde, "hvem er De og hvorfor lister De Dem ind på os" spurgte hun og så på skikkelsens meget beskidte ansigt.
Elasha havde helt normalt elver tøj på. lavet af naturens matrialer. hvilket var det hun havde det bedst i. hun havde aldrig haft det godt i det tøj mennesker gik i. alt det hun havde var elver produkter og alt hun ejede kom fra naturen.  hun så rundt. tænkt vis der var flere omkring hende.

Runilas krusede hår sad en smule rodet om hendes ansigt og skuldrer da hun forsigtigt prøvede at sætte sig op. Hun børstede snavset af snuden og kinderne og så en smule overrasket på Elver pigen der stod foran hende. "Uhm." Hun sank en klump og tog hænderne i vejret som i at hun overgav sig, "Jeg lister da ikke.." hun standsede sig selv, "Eller jo måske gjorde jeg lidt." Hun kløede sig i nakken med den ene hånd imens den anden stadigvæk var i overgivelses-mode. Runila lagde mærke til at elveren så ud til at skæve rundt for at se om der var flere til stede. Gad vide hvorfor hun var så nervøs over Runilas pludselige indbrasen.

"Bare rolig, jeg er alene." Forsikrede hun den anden og smilede kort. Forsigtigt kom hun op at stå på benene, hvorefter hun børstede snavset af sit tøj. Hendes blik landede på buen og pilen som pigen holdt stramt an foran sig; Runila havde altid gerne ville lære at skyde med bue og pil, men det var ikke rigtig nogen hobby som dværgene kunne være stolte af. De fleste svang jo bare økser og sådan. 

"Vil du ikke godt pege din pil et andet sted hen?" Sagde hun prøvende, i et forsøg på at virke overbevisende nok til at pigen skulle lægge buen fra sig. Det ville ligesom være lidt en sørgelig ende på Runilas rejse, hvis hun endte med at få en pil i maven. "Jeg hedder Runila." Sagde hun og rakte en hånd frem mod den fremmede. Selvfølgelig var det stadigvæk en smule nervepirrende at hun kunne få en pil i sylten hvert øjeblik det skulle være.. men forhåbentligt kunne den anden se at hun ikke mente noget ondt med sin tilstedeværelse. 

Elasha så på hende da hun kom op og side på knæ og tog hænderne i vejret. Elasha trak vejret meget hurtigt da hun ikke var så glad for at bruge sin bil og bue men i nødvendighed gjorde hun. hun så rundt da pigen sagde hun var alene. kunne hun nu også stolle på hende. hun løsnede sit greb lidt og da hun kom op og stå skubbede Morven til Elasha og nikkede mod Runila. Elasha så ned på Morven som hed Neila, hun så så på pigen og da hun præssenteret sig løsnede Elasha grebet helt og lagde pilen forsigtigt om i ryggens taske.

"vis De ikke vil noget hvorfor listede De Dem så ind mod mig og hende" sagde Elasha og så mod Morven. Den rettede sig op og fik over til Runila og snussede til hende. den skulle finde ud af om hun var farligt. men som dyr er meste kunne den mærke hun ikke var fuld elver. hun havde bare elvernes gener i sig. Neila gik over til Elasha vis øjne var mere rolige nu end før. "jeg er Elasha og dette er Neila." sagde hun og så mod det hul de havde lavet. hun vidste det var en lægeurt der log der nede  og hun kunne nemt for brug for den.

Runilas blik landede på det store dyr der stod ved elver pigens side. Hun havde aldrig set sådan en før, så hendes øjne lyste fuldt op af nysgerrighed. Det fik hende også til at smile lidt for sig selv da hun betragtede væsnet, gad vide hvor sådan en stammede fra? Hendes blik flyttede sig dog hurtigt mod pigen da hun endelig lagde sin bue og pil væk. Det glædede Runila at hun havde været overbevisende nok overfor den anden, og så behøvede hun heller ikke at være lige så nervøs for at komme til skade. 

"Det var heller ikke min mening." Forsvarede hun, og så mod Morven der lige så stille listede hen for at snuse til hende. Det gjorde at hun stod helt stille og kiggede på dyret imens hun ventede dens accept, men den så ikke ud til at knurre eller vise foragt for hende; så det var da et godt tegn. Runila havde lyst til at klappe den, men hun ville nødigt udfordre skæbnen lige nu. Måske den kunne få et lille klap senere når den havde vænnet sig mere til hende. "Jeg er bare ude på eventyr." hun trak lidt på skuldrende, "Og så kom jeg tilfældigvis forbi her." Runila forsøgte at sætte en lettere tyk hårlok bag sit spidste øre, men den drillende lok blev ved med at falde tilbage på plads; Det var altid så umedgørligt det hår. 

Da den pigen præsenterede sig smilede Runila lidt mere for sig selv, "Hyggeligt at møde dig Elasha! Det er et pænt navn." En lille kompliment slap forbi hendes læber. Runila selv, var ikke vant til at få særlig mange komplimenter, og hun blev ofte mobbet som yngre. Så derfor mente hun at det ville være godt hvis hun kunne give andre komplimenter. "Og hej med dig Neila." Hun lænede sig lidt ned til Morven og så så op på Elasha, "Hvad er hun for en? jeg har aldrig set sådan et dyr før." Hun pegede lidt spøjst mod Morven. 

Elasha så ned på neila da hun snussede til Runila. mon hun accepterede hende. Elasha betragede dem roligt til hun kom tilbage til Elashas side.  hun så på på pigen da hun fortalte hun var på eventyr. Elashas øjne lyste op og Elashe slap et lille smil. Elasha elskede eventyr, hun var selv glad for eventyr men tog sjældent på dem selv da hun ikke ville forlade Elverly og sin Morv.

Elasha smilte venligt da hun blev komplimenteret for hendes navn. hun tog fat i hætten og trak den bagud og ned. hendes lokker kom frem og hendes ører tittede frem. Elasha lyttede til hendes spørgsmål og så ned på Neila. "hun er en Morv, de lever ikke i naturen mere, de findes kun hos opdrættere" fortalte hun og smilte venligt. Neila svang halen om Elasha og så til den anden side. hun var meget beskyttende over for Elasha og sig selv. men dens rubin sten lyste klart op og den forstod alt der blev sagt. og kunne dog ikke svare selv. den kunne kun forstå menneskesproget men ikke tale det.

Elasha så på Runila. "hvor kommer De fra?" spurgte hun stille og så meget nysgerigt på pigen. måske hun kom fra et sted Elasha kunne besøge... når hun blev rask. vis det nogle sinde ville ske.

Runila blev helt tryllebundet af Elashas lange lyse hår. Det så glat og blødt ud, og slet ikke lige så kruset og umedgørligt som hendes eget dumme sorte hår. Det bedste hun kunne komme på en frisøre var en rodet hårknold, og ellers lod hun det bare hænge løst pga. det var så tykt og usætteligt. 

"En morv?" ordet lød mærkeligt da det kom ud af hendes mund. Nej, sådan et dyr havde hun godt nok aldrig hørt om, men det gav mening da de kun kunne findes hos opdrættere, "Sejt." var det eneste hun lige kunne finde på et sige til det. Hun havde været væk hjemmefra i 2 dage, og havde allerede fundet ud af så mange spændende ting der fandtes. En morv, der kunne man bare se. "Woah! rubinen lyser! Hvad betyder det?" Spurgte hun nysgerrigt og forbløffet. 

Da Elasha spurgte hvor hun kom fra, ruskede hun en smule op i sin rygsæk for at vise at hun i hvert fald havde rejst et stykke vej, nu da den var så proppet. "Dragorn. Det er et stykke vej herfra." Hun lod sin finger glide forbi næsen imens hun smilede en smule kækt for sig selv. Hun var ret stolt over at hun var nået så langt væk hjemmefra på egen hånd. Men istedet for at snakke om Runila, ville hun meget hellere vide hvad det var Elasha lavede herude, "Men hvad laver du herude? Du graver efter et eller andet?" Hun hævede et spørgende øjenbryn imens hun lagde hovedet på skrå. 

en morv var jo også et meget sjældent dyr. Neila så op på de to og rubinen var en af grundene til at racen var udrydnings truet. Elasha smilte kækt og så ned på rubinen "jeg har forstået det sådan at når rubinen lyser og stråler som nu er fordi hun enten har fundet en magisk læge urt eller oversat vores sprog til hun kan forstå det" fortalte Elasha og satte sig på hug og så på Neila der nikkede. "det er vidst det sidste."

hun så på da Runila fortalte hvor hun kom fra. der havde Elasha aldrig været. mon der var gode læge urter der ovre, men Elasha vidste hendes symptomer bare kunne dukke op hvornår det skulle være. hun smilte forsigtigt og gik over til hulet og satte sig på hug. hun tog en urtekniv op fra lommen og tog fat i noget i jorden som hun skær i. hun hev det op. hun så mod Neila og pigen og vidste roden. en tyt rod som var helt lysegrøn. "jeg er på jagt efter lægeurter og sjældne planter" fortalte Elasha med et lille grin.

Morve var ret seje, konkluderede Runila for sig selv. Utroligt at dyret simpelthen kunne forstå hvad der blev sagt. "Virkelig? Det er ret fascinerende." Sagde hun forbløffet og gik lidt tættere på dem, da det så ud som om Elasha skulle til at vise hende et eller andet nede fra hullet som de havde gravet. Runila kom satte sig på hug og traskede hen til Elasha imens hun forsat var på hug. Hun spejdede ned i hullet som Elasha var igang med at fiske en eller anden form for rod op derfra. Det var yderst fascinerende; Det var sjældent at man så andet end snelandskaber i dragorn, og det var kun på virkelig varme sommerdage at Dragorn var grøn. 

Runila dumpede ned på numsen at sidde da Elasha viste hende den lysegrønne rod. "Er du en eller anden form for læge?" spurgte hun overrasket og knugede benene ind til sig imens hun skævede fra roden til Elashas pæne ansigt. "Du er fra Elverly, ikke?" Det var et af  spørgsmålene som havde summet længe inde i Runila, og det var jo sådan set derfor at hun havde rejst så langt, for at besøge Elverly, og måske få et glimt af sin far, så hun kunne prøve at forstå den del af hende som var Elver. 

Elasha så på Neila og nikkede. ja det var facinerende. de var jo også et dyr der fandt urter og planter både magiske og normale. Elasha sad roligt ved hulet da hun blev spurgt om hun var læge.  "nej" grinte hun og tog roden ned i en pung ved sin side og rettede sig op og så på Neila der snussede rundt på jorden. "men jeg skal bruge urter og roder til ikke at.... " hun sukkede trist og så op på Runila og smilte så. "når lige meget, men ja jeg kommer fra Elverly," sagde hun og vidste hun ikke kunne føre hende derhen da det kun var for fuldblods elvere. det var en fornærmelse at være halv elver ifølge lederen i Elverly. men det sagde Elasha ikke lige nu. hun ville jo ikke gøre pigen her ked af det angående at finde elverly.

Runilas rødmossede ansigt lyste op i et smil da Elasha begyndte at grine. Det var utrolig afslappende at sidde sammen med Elasha og rode efter urter, og blive fortalt en masse om forskellige ting som hun ikke kendte til, og så så det ud som om at Elasha var typen som heller ikke var dømmende overfor folk som ikke var pæne, eller fuldblodsracer. Runila havde godt accepteret at hun var grim, så det kunne jo være ligemeget at prøve at gøre noget ud af sig selv; Hun havde fået fortalt at hun var grim hele hendes liv af de andre drenge dværge, og pigerne syntes heller ikke at bryde sig om hende. Hun havde da lidt bekendtskaber som ikke havde noget imod hende, men det var stadig enormt træls, så at sidde her og kunne grine og have det stille og roligt og rart med en fremmed elver pige, var virkelig dejligt. 

Så hun var ikke læge, men hvad hun end skulle bruge urterne til ville hun ikke rigtig dele med Runila. Men det kunne hun godt acceptere, vi havde jo alle sammen vores hemmeligheder, og de havde kun lige mødt hinanden. "Jeg tænkte det nok!" Sagde hun med et smil da Elasha nikkede ja til at hun kom fra Elverly. Runila kløede sig lidt på kinden og så på hende, "Jeg har altid gerne ville besøge stedet. Men jeg ved ikke om sådan en som mig må være der." hun strak armene i vejret og syntes at hun havde fået det rigtig varmt nu. 

Elasha så på hende og synes faktisk ikke hun var grim. faktisk var hun pæn. Elasha var ikke dømmende men vidste at Elverly kun, og KUN var for Elvere ikke engang halv elvere kom ind. Elasha smilte og tog et skud af planten af og lagde på jorden. hun holdte en hånd over den og løftede hånden lige så langsomt, skudet begyndte at spirre og vokse. Elasha så på RUnila og elskede når folk blev sådan helt "wow" når de så planterne vokse når hun brugte sin evne. 
Elasha så på hende og lagde hovedet på skrå. "det forstår jeg godt. Runila, men jeg må skuffe Dem, JEg kunne ende i gevaldige problemer vis jeg tog Dem med til Elverly uden at være Fuldblods Elver. men vis det er kan jeg fortælle Dem om det. det kan være De for et billed af hvordan vi bor der" sagde hun med et lille håb om det var nok. Elasha ville jo helt ikke i balade med lederen for elverly.

Runila sad og så helt fascineret på Elasha da hun brugte sin evne til at få planten til at vokse. Det var et meget smukt syn, og Runila ville ønske at hun kunne noget lignende, men hun var ung, og det var ikke engang sikkert at hun havde fået, eller arvet nogen evne igennem sit elvergen. Hendes blik faldt på den grønne, kattelignende morv og smilede til den.

Da Elasha svarede hende at Elverly, KUN var for elvere.. kunne hun godt mærke at hun ikke kunne undgå at blive lidt skuffet. Det var alt andet end fair; Runila havde rejst den lange vej, og hun havde selv noget elver blod i sig, og så måtte hun alligevel ikke komme derind? Det irriterende, og Runila kunne ikke lade være med at komme med et skuffet grynt. "Typisk også.." Hun lavede en irriteret grimasse, men prøvede at udtænke sig en plan som gjorde at hun i sidste ende alligevel kunne komme ind i elverly. Måske kunne hun snige sig derind på en eller anden måde? 

Runilas ansigt lyste op en smule da Elasha sagde at som det næstbedste kunne hun fortælle om Elverly. Hun nikkede ihærdigt og satte sig i en behagelig stilling som hvis hun ventede en lang fortælling. "Ja endelig! fortæl fortæl!" sagde hun med gejst i stemmen, og de brune øjne summede af energi. 

Elasha så hvordan Runila lyste op da hun så hendes magiske evne med planter. hun så ned på planten der blev en lille busk lignene urt. hun smilte og så så hvordan Runila blev irrreteret og skuffet i ansigtet. Elasha måtte tænkte for at finde en måde at gøre hende glad men da hun så blev helt yay over at få en fortælling omkring Elverly begyndte Elasha at fortælle om sin have hun havde nede ved et kæme træ og om hytterne i træerne. og at elverene havde deres helt ejet samfund der. det var stort og rart at være men også farligt når folk prøvede at finde dem. for så kunne elvere ikke bare gå hjem men måtte af med efterfølgerne først. Elasha fortalte om forsigtigheden i byen og at den var skjuldt så godt at ingen ud over elvere havde fundet den.

Elasha smilte venligt til runila. "vis jeg kunne tog jeg dig med, men er der en grund til du gerne vil til Elverly?" spurgte hun for måske kunne hun jo hjælpe. vis alsår det var noget hun kunne hjælpe med.

Runila sad og lyttede med stor interesse da Elasha fortalte hende om Elverly, og hvordan hendes have så ud. Det lød virkelig smukt, og hun sugede hver en detalje til sig. Hun kunne næsten forestille sig det, men alligevel burde man nok se stedet før man rigtig kunne forstå hvor smukt et sted det var. Runila mærkede et prik af skuffelse forme sig i brystet da Elasha nævnte det sidste om at ingen andre end fuldblodselvere kunne finde stedet. Pis.. Hvis det var sandt, så havde Runila jo ingen jordisk chance for at finde det. Men måske.. hvis hun nu fulgte efter Elasha? men så skulle hun virkelig også være påpasselig, for.. Elasha havde morven, og sikkert også virkelig skabe sanser. 

"Nå, altså.." startede hun lidt ud med da Elasha spurgte hende hvorfor hun ville til Elverly, "Det siges at min far muligvis skulle bo der." Hun trak på skuldrende en smule henkastet, som hvis det var lidt ligegyldig information. Men tanken om at møde hendes far betød meget alligevel, og hjertet hamrede lidt ved tanken. 

Runila kom op at stå og strak armene og benene. Det var godt at have siddet ned, og hun så sig lidt omkring. "Er jeg den eneste som har det varmt?" Et lettere retorisk spørgsmål, men ikke mindst et spørgsmål, "Jeg så en sø lidt længere nede af vejen.." Hun pegede sig selv over skulderen mod den retning hun var kommet fra,  "Skal vi tage os en dukkert?" Hun smilte. 

Elasha så på hende og kunne se hun var skuffet og da hun fortalte grunden til hun ville til elverly kendte Elasha lidt følelsen af at mangle lidt i livet. Elasha smilte og rejste sig op og bærstede sit tøj af. hun smilte og så på morven der blot ventede.
"jo det kunne vi vel godt" sagde hun med et venligt smi og begyndte at samle sine ting sammen. alt fra sine rødder til buen. Pilende havde hun jo på ryggen så de var med hende.
hun begyndte at gå mod søen og smilte til runila. "ved du noget som helst om din far. for ellers kunne det blive meget svært at finde ham vis du intet ved om ham." Elasha ville gerne se om hun måske kendte faren men det gjorde hun vel næppe. hun var jo så populær i elverly som så mange andre sikkert var.

Runila lyste op i et smil da Elasha sagde god for at tage en dukkert sammen med hende. Det skulle nok blive sjovt, og vandet ville sikkert også føles ekstra rart i det varme vejr. Hun kunne ikke undgå at få lidt sved på panden pga. hendes tunge sorte hår, så at hun kunne komme i vandet var virkelig dejligt. Elasha spurgte ind til Runila om hun vidste noget om sin far, og egentlig var der jo ikke særlig meget andet end at han var elver og muligvis boede i Elverly, og så hans navn. Hun rystede kort på hovedet, "Ikke meget. Men min mor har nævnt hans navn et par gange; Myrin." forklarede hun og kiggede på den lyshårede. 

Imens Elasha pakkede sine ting sammen for at gøre klar til at tage til søen, hankede Runila sin rygsæk op på ryggen igen. Hendes blik faldt på buen igen med enorm interesse. "Hvornår lærte du at bruge en bue?" hun lagde hovedet let på skrå, og begyndte at gå mod søen sammen med sin elver veninde. 

Elasha gik roligt med mod søen. Myrin ja det var ikke meget at gå efter. men hun ville da gerne søge ham i elverly når hun kom tilbage. Elasha så på sin bue da hun blev spurgt ind til den. "jeg lærte det som ung. jeg havde brug for at komme til at kunne forsvare mig." Neila gik roligt ved siden af dem. Elasha tog en pil fra hylsteret og lagde på buen og sigtede på et æble oppe i et af træerne hun skød roligt og æblet faldt ned med pilen igennem. hun tog æblet af og rakte det til Runila "værsgod. frisk og uden at skulle ha penge for det." hun smilte.

Runila lagde mærke til alt omkring sig som hun kom gående ned ad stien. Det var jo med at suge så meget til sig som hun kunne, inden hun skulle tilbage til kolde dragorn. Tanken om at tage tilbage dertil kedede hende lidt, og hun nød meget mere at være ude i det fri, og som noget mere eller mindre nyt for hende; være ude i varmen. Bare det at Elasha gad at snakke til hende, gjorde hende også mere munter end når hun var i Dragorn. Faktisk sagde hun ikke meget der, eller snakkede med nogen sådan rigtigt. Det hun brugte sin tid på derhjemme var at liste ud i skovene og forsøge sig med at lære nye våben-kampsteknikker; dog med en kæp.. da hendes mor ikke ville have at hun skulle have noget med våben at gøre. Og hvis hun ikke øvede sig på at slås; ja så var hun for det meste bare mut og holdt sig for sig selv, eller klatrede i træer. Men her.. snakkede hun rent faktisk med en anden som mere eller mindre så ud til at acceptere hende som den hun var; godt nok havde de ikke lært hinanden at kende så godt endnu; men det var da en god start. 

"Forsvare dig mod hvad?" hun hævede et øjenbryn og undrede sig. Der var vel rigeligt med beskyttelse inde i Elverly, så hun kunne ikke helt se hvad hun skulle forsvare sig imod. Runila fulgte hver en bevægelse fra Elasha. Hendes fingre som gled hen ad pilen, for derefter at trække ud i buens snor. Med ét, faldt æblet mod jorden og Elasha greb det med lethed. Runila kunne ikke lade være med at se på hende, ganske henrykt. "Wauw! Det var mega sejt. Må jeg prøve?" Hun tog taknemmeligt imod æblet, og tog en bid af det; det var enormt saftigt, og virkelig sødt, selvom det også havde en smule bitterhed i sig. Men uanset hvad var det virkelig lækkert. "Tak for æblet!" sagde hun med en smule æble i munden, som lå ovre i højre side af kinden.