Avia indsnuser duften af efterår et kort øjeblik, før vinden blæser hende sorte hår ind foran hendes ansigtet. Stilheden er næsten for meget, og dog så vidunderlig. Avia rejser sig. Det er godt at få strukket benene ud, kan hun mærke. På ømme fødder bevæger Avias sig væk, og inden længe er hun ikke tikl at få øje på mere.

Han retter sit hår så det lægger ned foran hans ansigt, han skal ikke kunne sigte efter hans ansigt. Han lister hen langs væggen. Stille og roligt, han har fået øje på Zeroy, den lede bastard! Dette skulle han få betalt. Han løber pludselig frem mod ham og sender slanger mod ham igen.
"Så De flygter hva! Din tøsedreng!" råbte han og stoppede med ca tre meters afstand fra ham. Dette skulle han bøde for. At skade en Bill holdt af var ikke nogen god idé. Bare det at prøve var en slet tanke. Han holdt tungen lige i munden, koncentrerede sig og lod al sin ondskab og sindssyge flyde gennem hænderne ud i slangerne og hen som angreb på denne dumme rødhårede (?) mand, der åbenbart troede han ejede alt.
Dumme dyr..

Samira skyndte sig at følge efter Bill, han måtte ikke komme til skade! Det her var hendes problem, ikke hans! ,,Bill du må ikke komme til skade!" hviskede hun i forbi passeringen af ham. Lige så snart hun var ude af døren blev hun usynlig. Damia... hvem fanden er Damia?? Uforstående stod hun et stykke fra ham så han ikke ville kunne ramme hende med de der kløer han svingede rundt med. Måske det var hende fra søen? Jeg fik jo ikke hendes navn.. ,,Grønt hår? Mange ar og sår?"spurgte hun med en lidt hånlig stemme. ,,..død?" der var stærke spor af håb om det hun spurgte om i stemmen, dagen ville blive lidt lysere hvis Damia var død efter deres møde. ,,Åh... De er ham manden hun sørgede over.." hun grinede lidt, og skyndte sig at gå over til et andet sted at stå inden han ville kunne følge hendes stemme.

FRYS

Da Samira hviskede det til ham blev han lidt rørt, men ikke meget. Det at hun ikke ville have at der skulle ske ham noget var sødt, men de skulle ikke blive set offentligt sammen. Det ville bare blive opfattet så følsomt, så romantisk. Han blev vred over ordene og over at have tænkt sådan, mens han sendte flere slanger afsted. Til sidst stoppede han og et langt sværd groede ud af hans hånd ((skal lige siges at det ikke sidder fast til hans hånd)). Han tog om det og holdt det ud foran sig. I den anden hånd tryllede han en lille dolk frem og satte den fast i bukserne, til et nødstilfælde, det gik jo ikke ligefrem sindssygt stærkt, hvis han var bange eller nervøs. Og det var han mest i nødstilfælde. Derfor brugte han også mest sine slanger, de var virkelig nogle der hjalp ham.
"Samira, hvis der er noget du kan gøre, så gør det. Men jeg hjælper dig altså," sagde han og hintede til at han mente det godt. Det skulle have lydt romantisk, hvis det ikke var fordi at hans stemme var så barsk og ond. Det hintede meget svagt til at hendes fjender, var hans fjender. Hvis hun skulle kæmpe en kamp ville han stå ved hendes side. Det ville han gennem hele hendes liv. Hvis hun var lkog nok, som han troede på at hun var, så ville hun måske kunne regne den ud, siden at hun kendte ham lidt.
"Forsvind dit dumme kattedyr!" råbte han til Zeroy og hadet rasede ud af øjnene på ham, Han skulle ikke ramme hans elskede, så ville der falde brænde!

Samira betragtede Bill, hvorfor havde hun overhovedet tvivlet?? Bill elskede hende, og det var noget Thade aldrig ville kunne gøre! Tankerne fløj om hende og hun stod kort inden hun fik regnet ud hvad hun skulle gøre. Fysisk styrke var ikke lige hende, men psykisk var hun mange overlegne. ,,Damia.." hun smagte lidt på navnet inden hun begyndte ta tale til Zeroy, selvom om Bill og ham stadig kæmpede. ,,Så du må være ham hun var træt af?" Stemmen var kold og ligeglad, eller sådan lød den. Det var et farligt spil at lege med folks følelser, man skulle gøre det ordentligt for at få det resultat man ønskede. ,,... sagde noget om at hun havde mødt en ny.. en med hvidt hår eller sådan noget.." løgn, men det lød så overbevisende at man skulle være tankelæser for at kunne se at det var løgn. ,,Da hun sad i tankerne om dig, angreb hun mig!" stemmen blev nu vred, og hun fik den til at lyde såret, med et gjorde hun sig synlig igen. De grønne øjne fulgte Zeroy oppe på taget mens hun talte, og det sorte hår blæste let i vinden. ,,Det gør mig ondt at sige det.. men hun har en anden" hun fik et falsk medlidenheds ansigt på og gik over til Bill. ,,Ikke angribe dne stakkels mand, han må havde det frygteligt i dette øjeblik." Hun blinkede hurtigt til ham for at få ham til at forstå hendes lille plan. Psykisk smerte overgik al fysisk. Og at bryde Damia og Zeroys lille forhold ville være en fryd for hende!

Hurtigt kylede han sværdet efter Zeroy og forsøgte at ramme ham. Lidt efter voksede der en giftig slange ud af hånden på ham. Han smed den ned på jorden og lod den krybe lydløst hen til Zeroy i mørket. Den krøb op langs hans ben ind under hans bluse og bed ham lige i nakken.
"Tag den, hustrubespringer," sagde han med fryd i stemmen og smilede til Samira. Værsgod min skat!
"Schat AngRa dümræschrit Anja-Ta," sagde han på slangesprog og bad slangen om at angribe Zeroy en gang til. Han skulle have nogen mulighed for at skade Samira. Den bed ham endnu engang men denne gang i siden.
Lille... lille, lille mand!

Samira smilede..taknemligt? Til Bill da han hjalp hende. Dog bakkede hun et skridt bagud for ikke at blive ramt af Zeroy. ,,Og jeg lyver skam ikke! Damia sagde virkelig de ting.. og angreb mig uden grund. Som De gør nu!" hun råbte fornærmet, og med falsk såret stemme. ,,Hvad grund har De til at springe på mig og min..elskede" hun rødmede faktisk da hun talte om Bill. Hun vidste ikke om det var klogt at sige det. Men det ville måske få Zeroy til at gå. ,,Det er ikke vores skyld at Damia har fundet en ny. Det kan De ikke straffe os for!" Kræfterne vendte langsomt tilbage til hende, hun var stadig træt efter kampen mod Damia, men det gik fremad nu. Bare hun ikke skulle kæmpe FOR meget.. Men nu var Bill der jo også.. så kunne det da ikke være så slemt? Medmindre han stadig var sur på hende og valgte at gå...

(Nåår ja.. ups ^^')

Bill stod og skulle lige fatte hvad der skete. Da Zeroy landede på sine ben, kom han til sig selv. Han havde ellers stået og tænkt på Samiras små søde ord... Hende og hendes.. Elskede? Han havde været lykkelig lige der, bare stået og nydt lyden af hendes stemme. De ord, der var trængt så stille ud gennem den. Pludselig da Zeroy sparkede ud mod hende blev han rasende. Han hoppede så let hen til ham og svingede sværdet i halvcirkler, for at prøve at ramme hans arme. Den mand skulle bare dø! hvor vovede han at komme og ødelægge deres... Han tøvede.
.. lykkelige.. øjeblik? Det havde jo egentlig ikke været særlig lykkeligt. De havde siddet og været akavede, bare siddet og blottet deres sande jeg, ved at fortvivle foran hinanden.. på hinanden. Det var nok mest kun fra hans side, men havde hun også tvivlet?
Han kæmpede videre, men tankerne om øjeblikket før maste hans hovede og gav ham en begyndende hovedpine. Hvordan kunne.. Var hun også fortvivlet? Det var hun jo tydeligvis, når hun jo skulle tænke over deres forhold! Nu var han rasende, virkelig rasende. Men ikke kun på Zeroy, også på Samira. Hun havde bare sådan stået og TÆNKT! Hvad var der at tænke over? Hvad var der at tvivle på?! Havde de da ikke et forhold?? Men det var måske kun ham der troede det. Med et blev hans ansigtsudtryk anderledes. Det skiftede fra det vrede til det dybt ulykkelige. Det var virkelig nok kun ham, der havde det sådan. Det var nok kun ham, der elskede hende. Hun elskede ham sikkert ikke, hun var sikkert bare ude efter et åbent "forhold", hvor hun kunne lade andre tage for sig af hendes krop i ny og næ, imens han bare gik rundt med knust hjerte og forgrædte øjne. Det var sikkert det hun havde tænkt.
Vreden blev ført fra hans hovede og tanker, helt ud til hans arme og hænder, hvor (dog kun noget af det) blev forvandlet til styrke. Han svingede, stak og huggede mod Zeroy og samtidig beskyttede sig mod hans sværdangreb af enhver slags, mens et ord kørte på repeat i hans hoved:
Tænkt?

(Lige siges på Bill/Kiqanns vegne at indlægget før skulle havde været Bill, og Kåel vil ikke lade hende rette fejlen..)

Samira bliver ramt af Zeroy da han springer frem, og bakker nogle få skridt bagud inden hun lander på bagdelen. ,,Nej jeg lyver ikke!" siger hun irriteret, og en smule frustreret. Så tro dog på min løgn! Samira ser rasende på ham, og prøver at få rejst sig, dog mens hun er igang med det, ser hun på Bill. En ulykke hun bestemt ikke havde regnet med sad på hans ansigt, og hun så forskrækket på ham. Hvad kunne der være galt? Med nogle vaklende ben kom hun op at stå, og var næsten frosset fast til jorden. Lige indtil et af Bills slag næsten ramte hende. Så det var hende han var led og ked af.. jamen hvorfor? Hun havde da forklaret ham, at han var den hun ville have! ,,Bill for helved." hviskede hun med en svag hæs stemme. Undvigende for Bill og Zeroy's slag, kom hun om ved hans side. De tynde fingre greb ud efter hans ansigt, skulle bare ae hans kind. Lige nu ragede det hende om Zeroy var der, det var Bill hun tænkte på nu.
Den eneste gund til at hun havde måtte tænke over valget mellem ham og Thade, var at hun følte hun skyldte ham noget. Kunne han ikke forstå det?! ,,Bill for satan, jeg sværger ved Kile at det kun er dig jeg tænker på! Og elsker!" Orderne kom fra et hjerte man ikke forventede denne kolde skønhed havde. Et kort sekund så hun på ham, viste i ét blik al sin kærlighed til den psykopat hun nu en gang elskede.
Så kom virkeligheden brasende, Zeroy var der jo stadig, og hun måtte se at få det irriterende fjols væk. Hendes trofaste dolk blev hevet frem, og hun snittede ud efter ham. ,,Så gå dog hjem til hende og spørg?! Så kan du høre at jeg ikke har rørt hende! Og er du ikke tilfreds, kan vi have en lige kamp. Ingen baghold!" Hun snerrede og så arrigt på ham. De grønne øjne nærmest sydede af raseri.

kommer ud. "hm...." siger han igen.. han kigger op mod himlen. Han gyser. Der er fuldmåne. han holder sig for øjnene "Nej" men det var forsent. Han bliver lavet om til en varulv og løber væk

Han bliver ramt et par gange af Zeroys spark og kløer. Blodet pipler fra de åbne, nye sår, der så fint er placeret på hans arme og overkrop. Han slår igen med sværdet mod Zeroy. Han hugger og svinger, indtil han mærker en blød hånd på sin kind. Den feminime hånd, der så stille aer den og gør ham blød indeni, men blød på en helt forkert måde. Han hugger og svinger stadig, men slagene er knap så kraftfulde mere, dog ikke helt slappe.
Da hun sværger ved Kile, vælder en enorm vrede op i ham, så pludseligt at han selv bliver ret overrasket. Hvor vover hun at sværge ved Kiles navn! Hun tror ikke engang på Kile, gør hun? Men at sværge ved noget, der sikkert er en stor fed løgn er bizart, og direkte... ondt! Men det er jo også det han altid har elsked ved hende, det onde og sindssyge. Men at sværge med en løgn på Kile, det var lige godt dråbent. Pludselig råber han højt og tydeligt, med slanger, der kravler fra jorden og hen mod dem:

"Hvor vover du at sværge ved den store Kile, den mægtigste Gud, der nogensinde har eksisteret!!"

Aldrig, aldrig havde han troet at den vrede der, skulle være udover Samira, men det blev den, og før han vidste af det var jorden fyldt med slanger, husenes vægge og tage var fyldt med slanger og nogle små af slagsen var i færd med at sidde på hans ben, og pludselig svingede han sværdet vredt mod Samira, men da han så hende, så hende lige ind i øjnene, nåede han at rette sværdet lidt ned. Det stoppede ham desværre ikke i at svinge sværdet hårdt ind i låret på hende. Det kom dybt ind og chokerede ham ligeså dybt.
Hans øjne blev store og helt chokerede. Munden stod halvt åben og sværdet, der bare havde svinget videre, stod han nu slapt med i hånden. Overrasket, dybt overrasket, over hans opførsel blev hans greb om sværdet slappere og slappere. Slangerne, der før havde ovetager stedet forsvandt ned gennem huller, sprækker og alt andet brugbart. Til sidst var der helt øde, ingen slanger, ingen mennesker, der var helt stille. Sværdet røg ud af hans hænder og ramte jorden med et smæld, men det rørte ham ikke det mindste. Det eneste der bekymrede ham, var Samira. Du har... skadet hende. Du har.. Du har skadet hende! Dit kæmpe fjols! Din retarderede unge!! Skam dig noget så grufuldt! Du har.. Hans stemme indeni hovedet tøvede og han lukkede stille sin mund. Hans øjne var stift rettet mod Samira, skiftesvis hendes sår og øjne, sår og øjne.
"Sa.." han prøvede at sige hendes navn, men det var alt der kom ud, "jeg.. und..."(lyder meget som ordet 'ond'? oO) Han kiggede på sine hænder. Det var ham, der havde gjort det. Ham, der havde svinget sværdet. Ham, der havde gjort hende ondt. Pludselig uden han rigtig selv nåede at opfatte det, begyndte hans ben at løbe. Løbe væk fra kampen, væk fra Samira, væk fra alt det, der var sket. Med en tåre i øjenkrogen blev han mindre og mindre ude i horisonten. For han... han..

... Jeg har skadet hende!

//OUT

Da sværdet faldt blev Samiras øjne store. Fulde af overraskelse og smerte, men chokket over at..at...Bill havde skadet hende! Dette var et chok hun aldrig havde troet hun skulle føle, hvor vovede han?! Mens hun står i et chok, blir hun også ramt af Zeroys slag, og hun falder bagud og ramler ind i kroens væg. Smerten kunne hun stadig ikke mærke, i hvert fald ikke den fysiske. Tårer samlede sig hurtigt og brædnte bag hendes øjne, og nogle af dem begyndte langsom at falde ned over hendes kind. I afmagt gled hun ned på knæ, og først der kunne hun mærke smerten, hun kom med en mærkelig lyd og slå hovedet bagud så hun ramte muren hårdt. Bill dit svin! Hvor kunne du?! Flere tårer faldt ned, og hun pev sagte. Langsomt gjorde hun sig usynlig, og så på Zeroy. ,,Nu har du fået hævn.. ham jeg elsker har forladt mig.. enda såret mig!" Det var en snerrendes stemme der talte, og hun lukkede øjnene i smerte da hun reste sig, og kunne ikke lade være at komme med nogle pive lyde. ,,Så gå du hjem til din.. din elskede" det sidste ord blev sagt med så meget foragt at man næsten kunne stikke sig på ordet. Med langsomme bevægelser fik hun slæbt sig ud af Zeroys rækkevide og betragtede ham med kolde øjne. Såret på låret blødte kraftigt, og hun var nødt til at stoppe konstant for ikke at falde om af smerte. En kraftig vind kom og hev i hende, og hun var lige ved at falde. ,,Satans!" hvæsede hun for sig selv da hun med et væltede ned. Er du så tilfreds Bill?? Hvordan fanden er det han reagerer når man siger man elsker ham.. det.. han elsker ikke mig! Den tanke fik hende til at græde igen, lydløst men med utallige tårer. ,,Tag hjem til Damia" sagde hun til Zeroy inden hun fik rejst sig og haltet væk.

//out

Udenfor sidder Vran med en sjat rom i en flaske. Endnu engang blevet smidt ud af krofolket da han er højrøstet og langt mere fuld end man skulle tro var muligt. Hans røde øjne skinner i skæret fra lyset indendøre, og den sygeligt blege hud får ham til at ligne en besat.. Men det er vel også på en måde hvad han er..? Besat af Vladimir..

Sukiko kommer ganske roligt gående, hun vil ind og for første gang i lang
tid, ha' et glas vin.. hun drikker ikke så meget, faktisk er det ekstramt
sjældent at hun drikker.. hendes hvide hår hænger løst som altid, hun har
en kappe på, men man kan aligevel godt se håndtaget på hendes store
svær.. hun strækker sig mens hun smiler.. hun ser kort efter Vartan, hun
syns han ser anderledes ud, men hun har set folk der ser langt underligere
ud.. hun undre sig lidt over hvorfor nogen ville side udenfor i denne kulde..

Han ser op da en kvinde går forbi ham. Han lallr lidt inden han råber let op. " Hey dame!! Kan du ikke lige tage en flaske sprut med herud til mig nu du er på vej?" Spørger han mens han med et flabet grin betragter hendes former, uden på nogen som helst måde at læge bånd på sig selv.

Hun ser ned på ham og stopper lidt op med et skævt smil.. hun tag sig
ikke af at han kigger på hendes krop, for hun kan godt mærke at han nok
er ret så fuld.. "Sig mig den herre.. tror du ikke at du har fået nok ?" spørg
hun og ligger armende lidt over kors inde under sin kappe.. hun smiler og
ligger hovedet lidt på skrå og ser stille på ham, afventende på hans svar..

Han ryster på hovedet så det korte sorte hår, med det rød/grønne skær lyser og flagrer om hans hovede. "Egentligt ikke.. for ejg kan holde til ret så meget. kvinde." Hvilket jo egentligt er rigtigt nok; hans krop kan holde til umenneskeligt meget.

Hun smiler skævt.. "du har vist ikke de beste manere.." siger hun med et
grin.. hun går stille hen til ham.. "hvad med at du selv går ind efter det du
vil ha' ?" spørg hun roligt.. det er jo ikke fordi hun vil se ned på ham, men
når han sidder på den måde, lugter af sprut og at han kalder en 17-årig for
kvinde.. så må der da være noget ?

" Det kan ejg ikke bette ven.. Hvorfor tror du jeg sider herude..?" Han ser direkte op på hende med de røde øjne. " Fordi ejg blev smidt ud...Så gå nu hen og hent mig noget sprut.." Han overvejer ligefrem at sætte sin hypnose igang, men hvis pigebarnet er frisk nok på benene til at adlyde ham ser han intet i at han behøves bruge den.

Hun står lidt, men hun kan jo mærke at han er frisk nok, så hun ser ikke
den store skade i at gøre det.. hun går hen til ham, sætter sig i huk og
rækker hænden frem.. "penge.. jeg køber det ikke for mine egne.." siger
hun med et roligt smil.. hun skal jo aligevel, selv ha' et glas vin..