Aisha smilede venligt til Julian, og forsøgte via det, at signalere, at alting nok skulle gå godt. Men så skete det; døren blev brudt op. Chokeret over de fygende træsplinter og al larmen, mistede Aisha fodfæstet, og derved muligheden for at aflæse vibrationer. Hun var lige ved at falde over sine egne fødder, men fik genoprettet balancen i sidste øjeblik; med et sjovt lille hop, kom hun på benene igen. For hendes indre blik, dannedes der hurtigt et kort over området hun befandt sig i. Hendes evner gav hende et udsyn over et stort område omkring dem, men hun vidste, at lige nu var det dumt at bruge energi på at finde ud af hvad naboerne lavede; i stedet rettede hun al sin styrke mod selve hytten. Langsomt svandt hendes indre kort ind, og blev blot til Julians hytte. Hvor hun før kun havde kunnet føle mændenes og Julians bevægelser, koncentrerede hun sig nu så hårdt, at hun kunne mærke de svagere vibrationer, som dem fra følelser og tanker.
Hun holdt hænderne oppe foran ansigtet, som for at beskytte sig selv. Hun stod i kampstilling, og var klar til at lange knytnæveslag til øst og vest. Men så fangede Julian hendes tanker. Hvorfor egentlig tage kampen op, og risikere at hendes elskede ven kom til skade, når hun - Aisha - kunne afværge det hele?

Langsomt og uvilligt sænkede hun paraderne. Det krævede al hendes viljestyrke at få sig selv til at opgive uden kamp. Men hun vidste, at dette var nødvendigt, at dette var den eneste løsning.
"Vent lidt," sagde hun bestemt, højt og ufatteligt roligt. Hendes stemme rystede ikke, hun var ikke nervøs og hun var ikke bange. Hun stod helt roligt, med front mod de fire mænd, og med ryggen til den kampklare Julian. Hun sendte ham undskyldende tanker, mens hun overvejede det, hun planlagde at gøre. Hun havde dårlig samvittighed, for hun vidste, Julian sikkert ikke ønskede hende til at hjælpe. Hun troede, han helst ville have hende blandet udenfor, men nu trådte hun direkte ind i dilemmaet.
Den ene af mændene, trådte længere frem. "Ja?" sagde han gustent. Han lød som en, der ikke ville tøve med at slå sin egen mor ihjel, hvis bare han blev betalt godt for det, syntes Aisha.
Hun mimede ordet undskyld, før hun også trådte et skidt frem. "Jeg ved, I er kommet efter penge. Jeg ved, I ikke vil tøve med at slå både ham," hun gjorde et hovedkast mod Julian," og mig ihjel. Men jeg ved også, hvordan vi alle kan undgå det svineri det ville være, hvis I gav jer til at gyde vores blod ud over hele hytten."
Hun holdt en pause, for at få et overblik over vibrationerne. Hun ville være helt sikker på, at det var hende der havde kontrol over situationen, og at mændene ikke bare ville udnytte hende, stående kampklar, til at slå til.
"Hvad bli'r det til tøs?" spurgte det ledende muskelbundt.
Aisha svarede prompte: "Hvor meget skylder han?" igen valgte hun at omtale Julian som 'han', i stedet for ved navn. Hun vidste ikke hvorfor; det skete bare af sig selv.
Da mændene ikke svarede straks, fortsatte hun bare. "Ligemeget - jeg kan betale!"

OOC: Aisha er blevet meget glad for opmærksomhed, lader det til. Hun ender sgu i hvert fald altid med at spille helt, eller i hvert fald den, hvem alle er opmærksom på. Undskyld det.

OOC: eftersom Julian åbenbart ikke kan mande sig op til at kæmpe, er det nok det bedste >w<

IC:
Julian var nu endnu mere forvirret end bange, for han forstod ikke rigtig hvad det var Aisha helt præcist havde gang i. han brød sig ikke om, at hun stillede sig imellem de mænd og ham selv, som en form for beskytter -
selvom det nok var klogest. han kunne jo ikke få sig selv mandet op, hverken til kamp eller noget andet. måske var det hun gjorde, alligevel klogt?
han skjulte et smil ved at bide sig i læben, da Aisha sagde Men jeg ved også, hvordan vi alle kan undgå det svineri det ville være, hvis I gav jer til at gyde vores blod ud over hele hytten. det var noget ironisk over det, som Julian ikke kunne sætte fingeren på. ligesom når hans mor engang havde sagt til ham: 'jaja, men lad nu være med at bløde ud over det hele. det sviner.' for sjov, selvfølgelig da han havde spurgt om han måtte tage en kniv med ud og lege. det havde han forresten ikke fået lov til, på trods af hans (ikke særligt) vandtætte argumenter.
da hun spurgte, hvor meget han skyldte blev Julian faktisk selv i tvivl. det kunne han faktisk selv have spurgt om. han anede det ikke. han havde ikke regnsakb på det. det hele var bare fløjet over hovedet på ham i et væld af følelser og desperation da han lånte løs alle steder fra. han forbandede endnu engang sig selv kort for at have ladet det å så langt, men blev brat revet ud af sin selvmedlidenhed - eller mangel på samme - da Aisha tilbød at betale.
selvfølgelig blev han lettet. det bliver altid når et problem er ved at løse sig, men alligevel voksede der en form for modvilje i ham. det ville være dejligt, hvis problemet blev løst, men ikke på bekostning af Aisha. det var som om, han kke rigtig kunne acceptere det helt.
Muskelbundtet som nu lige vil blive omtalt som Lederen, lagde tvært hovedet på skrå,skød underkæben frem, som om han overvejede det hele. han var stærk, og de fleste stærke mænd var jo dumme. der var bare det, at han øjne skinnede så intenst, så intelligent, at man næppe ville sætte sig op imod ham uden at have en god flugtplan i baghånden.
så nikkede han tøvende.
"bare vi får pengene. Bossen er ved at blive træt af Toulurrs lege. hvordan vil du betale, tøs?" han havde endnu ikke svaret på hvor meget Julian skyldte, og det gjorde på en og samme tid Julian rolig, og bekymret. måske var det kun et lille lån - men hvis det var det, havde 'bossen' næppe sendt disse pumpede lejesoldater afsted efter ham.
imens Aisha klarede sagen, følte han sig faktisk totalt overflødig. selvom det var hans problem, så var det Aisha der løste det. det gav ham en slags skyldfølelse.
i hele forløbet havde han bare stået og set på, uden at møle et ord. og han var stadig stille som graven, imens han udtænkte, hvordan denne kattepine dog var gået overhovedet på ham.

Hun stod fuldstændig rank, fuldstændig stille. Hun blinkede ikke med øjnene, stod bare som forstenet. Hun var hele tiden opmærksom på den mindste vibrationer, klar til at mørklægge alting, hvis mændene skulle vælge at angribe.
Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle betale, det måtte hun indrømme. Hun havde en god håndfuld krystaller på sig, men hun vidste ikke om det ville være nok. Det var selvfølgelig også forlovelsesringen, men den havde hun af en eller anden grund ikke rigtig lyst til at give fra sig. Men hvad kunne hun eller gøre? Bruge sig selv som forhandlingsprojekt, og lade sig selv blive taget som gidsel, fordi hendes forældre sikkert ville betale en pæn sum penge, hvis nogle kidnappere dukkede op med en løsesum? Nej, så ville hun jo havde derhjemme igen.
Hun nørklede lidt med posen der hang om håndledet. Endelig fik hun den op. Hun tømte dens indhold ud i den ene håndflade. Krystallerne og ringen føltes kolde mod hendes hud.
"Mon her er nok?" sagde hun og rakte hånden frem, efter at have pillet ringen fra.

OOC: Nu gider jeg ikke lige skrive mere for nu, så den klarer du lige, ikke? x)

OOC: Virkelig meget undskyld for den lange ventetid TTwTT glemte det hele tiden <<

IC:
Der var helt stille i rummet. Julian kneb øjnene sammen, og sendte Lederen et skulende blik, da han så det grådige glimt i hans øjne.
Det så ud som om han overvejede det. så vendte han sig om mod en lidt lavere, men mindst ligeså pumpet mand, og stirrede på ham.
"Regnskab, tak!" sagde han, og trådte til side.
manden trådte frem, og nu kunne Julian se, at han faktisk var ganske lav - han svævede over jorden, på en eller anden måde, og det fik ham til at fremstå meget højere. men hans sammenbidte ansigt og arrene på hans overarme og skaldede isse tydede på, at han godt kunne finde ud af at kæmpe.
han rømmede sig, og begyndte at tale med en dyb røst:
"Første lån: 7 jader, 1 safir. andet lån: 2 safirer. til sammen giver det tre safirer og syv jader. eftersom længste tilbagebetalingsfrist blev overgået med 84 dage, vil det sige..." han kneb øjnene sammen, som om han regnede noget ud inde i hovedet.
"Tre jader til. dette vil give 4 safirer. Toulurrs gæld er på 4 Safirer." Julian var nu ikke særlig forvirret længere - så meget var det da heller ikke. måske havde de bare ikke andet at lave, disse opkrævere, så de tog sig af småsagerne, indtil der kom noget stort?
"Tak Belphus." Afsluttede Lederen ham. Den lave - som blev kaldt Belphus - gik tilbage iblandt de andre.
Lederen så på Aishas hånd, og så ud til at udvælge de Safirer han ville tage. så rakte han hånden ud, og tog dem. selvfølgelig kunne Aisha af en aeller anden gurnd nå at flytte hånden inden han tog dem.

OOC: Det er helt okay. Selvom jeg blev lidt småirriteret, klarer jeg den jo nok. Og helt ærligt, så kan jeg jo ikke tillade mig at beslaglægge dit liv, så tag du dig bare al den tid du har lyst til. Men hvis du venter i årevis, har jeg nok efterhånden droppet samtalen her x)

IC:
Aisha tog hånden til sig, efter at have hørt Belphus gøre regnskab, lige inden Lederen fik fat i dem. Hun ville ikke lade ham snyde hende, og hun ville meget nødig lade ham røre sin hud, så hun ønskede selv at overrække betalingen.
Hun havde et koldt blik rettet mod klyngen af mænd, men vidste ikke om det havde nogen effekt, da hun aldrig havde været god til det med øjenkontakt og at vise følelser gennem samme.
Efterhånden som deres vibrationer blev så anspændte, at hun vidste deres tålmodighed var ved at blive brugt op, gav hun sig til at pille Safirer fra. Hun havde efterhånden dannet sig et ret godt overblik over hvilke Krystaller der var hvad.
Hun rakte hånden med de fire safirer frem, og lod dem dumpe ned på Lederens udstrakte håndflade. I den anspændte stilhed der var opstået mens hun havde trukket tiden ud, syntes hun næsten at kunne høre Krystallerne ramme den ru hud på mandens hånd.
Hun kunne føle, at Lederen var godt tilfreds med sig selv, men hun var sikker på, at han ikke ville være tilfreds med bare at gå derfra med en udbetalt gæld; dertil var han for dum. Hun var sikker på, at hvis hun lod dette være dét, ville han ikke tøve med at banke de to synder og sammen, bare for sjov.
Men hun var ikke færdig!
Hendes hånd var stadig fyldt med Krystaller, selvom de fleste safirer var væk. Hun fandt endnu to safirer, hældte så resten af Krystallerne tilbage i den lille pung.
"Hvis I får disse to Krystaller, mine gode herrere," sagde hun. "så lader vi dette lille optrin være glemt. På den måde vil I både kunne betale jeres overordnede, og samtidig kunne putte lidt i egen lomme."
Lederen langede griskt ud efter de to kostbare stene, men Aisha trådte blot et skidt tilbage; nu var det hende der havde styringen, for mænd som disse lod Krystaller afgøre alt.
"Hvis jeg giver jer disse, hvad så om I bare overbringer jeres overordnede Krystallerne, og derefter glemmer i ganske simpelt både Julian og jeg. Hvis nogen spørger, kan I jo sige, at, tjah, I blev nød til at slå Julian ihjel? Mig ved ingen noget om, så lad bare som om I aldrig stødte på mig. Men, lov mig en ting; hold jer fra Julian!"
Hun var bange for, at de ikke ville gøre som hun sagde, for hun var trods alt bare en lille pige i deres øjne. "Hvis I gør som jeg beder jer om, kunne jeg måske lægge endnu en Krystal på bordet?"
Hun fandt endnu en safir, og rakte også den frem.

OOC: nu får du et indlæg, der er ret kort. Julian har jo faktisk ikke noget at gøre lige nu, udover at være.. glad? xD

IC:
Julian smilede for sig selv. gode forretningsevner, det måtte han da give hende. selvom det ikke ligefrem kom bag på ham.
han slap grebet i stolen, og hans fingre var helt ømme, af at have holdt sig så hårdt på en bestemt måde i så lang tid. han strakte fingrene, og knyttede dem så igen.
"Det lover jeg..." sleskede Lederen. penge havde en forunderlig effekt på folk. for et øjeblik siden havde han lignet en glubsk ulv for julian - men nu var det pengene han hungrede efter, og ikke deres blod.
Den lave mand - Belphus - strålede ved tanken om ekstra penge. de sidste mænd, der indtil videre ikke havde sagt noget, havde også fået et grådigt glimt i øjnene. det gik op for Julian, at disse mennesker levede for penge, åndede for penge, blinkede for penge... slog ihjel for penge. han skuttede sig med slet skjult misbehag.

OOC: Tak, det er skønt at få hurtige svar, ligemeget hvor korte eller lange de er. Og nu vil jeg gerne undskylde, for i denne omgang har det været mig der har ladet et svar vente på sig. Og nu får du sikkert bare noget kort møg, for jeg har travlt med andre ting (x

IC:
Vibrationerne fortalte hende, at maden ikke løj. Hun var overbevist om at denne leder, havde magt over de andre, så hun tog forgivet, ud fra hans ord, at hvad han lovede, ville han holde. Derfor var det, at hun med sindsro lod stenene dumpe ned i hans endnu udstrakte hånd.
Han tog dem grisk til sig, holdt dem helt op foran øjnene, for at se, om de nu var ægte. Aisha fandt hans opførsel en smule komisk; det var som om, han havde glemt alt om hvor han var, og hvorfor han var det. Han virkede ikke længere fjendtlig, men blot som et lille barn, der nettop havde fået opfyldt sit største ønske. Aisha havde selv svært ved at tro, at de for lidt siden havde været forberedt på kamp, for sådan virkede dette slet ikke. Det virkede bare, som om to bekendt havde fået en gammel gæld ud af verden. De eneste beviser på, at der rent faktisk havde været en kamp under opsejling, var døren der var sprunget i tusind stykker, og Aishas kjole, der var totalt ødelagt.
Aisha havde næsten lyst til at klappe de store, dumme muskelbundter på hovederne, og rose dem for deres afslutning af gældingkrævning; der var ikke udgydet en eneste dråbe blod. Hun havde lyst til at sige, 'Godt gået drenge,' og 'dismissed*', med en afskedigende håndbevægelse, men gjorde ingen af delene. Hun sagde bare: "Og nu, hvis I tillader det, ville det glæde mig, hvis I trak af, mine gode herrere."
Hun smilede sleskt, og tilføjede: "Det var en fornøjelse at handle med Dem," henvendt til Lederen.

*Undskyld, jeg vidste bare ikke lige hvad jeg skulle kalde det på dansk.

Mændene nikkede afmålt, og vendte om for at gå. da Belphus skulle ud, hang hans kappe fast i de mest stædige spanter af døren, der lige akkurat havde holdt da døren blev sparket ind.
Af ren natur var Julian lige ved at gå hen og hjælpe ham, men stoppede. ikke fordi han havde tænkt dybt over det, men fordi at han bare automatisk ikke kunne få sig selv til at hjælpe en af de mænd, der kunne have slået ham ihjel, og havde taget penge fra ham - eller rettere sagt, fra Aisha.
Da Belphus fik revet sig fri, hang der stadig en flig af hans kappe, som var den blevet spiddet på et spyd, og flagrede let i vinden. først nu lagde Julian mærke til trækket fra døren. han lagde mærke til, hvordan en kold vind havde skudt genvej igennem hans hus, men ikke kunne komme ud igen, og var blevet. han fik gåsehud på armene, men vendte sig så mod Aisha.
han var lettet, utrolig lettet - det var jo gået meget bedre end han havde forventet. men han havde det også på en måde dårligt med sig selv. han havde ladet AISHA snakke, han havde ladet AISHA føre an, han havde ladet AISHA betale. AISHA havde måtte klare det hele.
"Aisha... tak. tusind, tusind tak." Sagde han sagte. han syntes ikke rigtig, at det rakte (haha xD det rimede Owo"), og det føltedes også så akavet, men hvad skulle han ellers sige? han havde jo inderst inde ønsket, at hun skulle gøre det, men noget havde også sagt ham imod. og alligevel var det, han havde følt en let modvilje imod, sket.

Hun var glad, for at have kunnet hjælpe Julian. Men glæde var ikke den eneste følelse hun følte i øjeblikket. Hun var også forvirret. Meget, meget forvirret.
Hun syntes det var utroligt, at mændene bare uden videre havde taget imod hendes betaling. Hun troede ikke, det var sådan den slags gik til, men hun var lettet over, at det var det. Hun havde bare altid forestillet sig, at den slags mænd ikke ville helme, før nogen var død. Og måske havde hun ret - måske ventede mændene kun på en ny lejlighed til at slå både hende selv og Julian ihjel. Deres vibrationer havde bare ikke tydet på det. Men så igen - måske var de ikke halvt så dumme, som de virkede. Det kunne være, at de i virkeligheden var mesterhjernerne bag den store krig mellem godt og ondt, der længe havde hersket over Krystallandet? Nej, hun troede det ikke.
Og i stedet for igen at lade sine tanker få frit løb, til at vikle sig ind i hinanden, koncentrerede hun sig om Julian. Hun ønskede at lade ham vide, at det havde været med god vilje, at hun betalte for ham. Hun ønskede, at han vidste, hun kun var glad for at have skånet ham for kamp. Og hun ønskede at lade ham vide, at hun altid ville være villig til at hjælpe ham, altid! Men hvordan skulle hun få det sagt?
"Du behøver ikke takke. Det glæder mig kun at kunne være behjælpelig." sagde hun.
Og det var sandt. Hun var virkelig glad, for det hun havde gjort. Javist, hun var lidt ked af, at hendes gode kjole havde måtte lade livet, og det gjorde hende også ondt, på Julians vegne, at hans dør var blevet ødelagt. Men det kunne jo altid ændres; hun havde stadig en god håndfuld rav..

Julian smilede roligt. Så gyste han, og så kort op og ned af Aisha.
"Du må da fryse gevaldigt!" udbrød han så efter at have noteret sig, at kort kjole, og kold vind ikke ligefrem gik bedst i spind.
"Jeg skal liiiige..." han strøg hurtigt ind på værelset, og ledte efter et tæppe. han tog bare lige det, der så størst ud, og det der så varmest ud. hans eget. han kom straks ud igen til Aisha og rakt det frem imod hende, som en gestus. faktisk følte han, at det var det mindste han kunne gøre for hende. han lignede næsten et lille barn, der lige havde tegnet et skib, og som stolt viste det frem.
"Her. tag det. det vil forhåbentlig holde dig varm. hvis du ikke fryser, behøver du selvfølgelig ikke at tage imod det, men... du ser ikke ligefrem ruset ud iforhold til temperaturen herinde." han tænkte over det med døren imens han talte, og han var lige ved at klumre i ordene hele tiden. hvad kunne han gøre? han kunne ikke bare liiiige fikse en ny dør, men han kunne hellere ikke lade kulden sive ind hele tiden. det ville være ulideligt. han kunne jo hænge ting op foran, men.. hvilke ting?

Aisha tog imod tæppet med et lille; "Tak." Hun viklede det rundt om livet, så kun fødderne stak ud. Det var rart igen at have noget til at varme sine ben.
Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige. Hun havde næsten glemt, hvad de havde været i gang med at snakke om, før mændene brød ind. Så det kunne hun ikke give sig til at tale om, da hun jo ikke rigtig huskede, hvad det var. I stedet burde hun nok sige et eller andet omkring mændenes indtrængen. Men hvad? Det var en ting, hvis de havde kæmpet, for så kunne hun jo have rost Julian for hans kampånd og rode venstreslag, eller hvad man nu gjorde. Men hvad sagde man, når man nettop havde været i en yderst uvant situation, der egentlig var ganske livsfarlig?
"Jeg er ked af det med din dør.." sagde hun. Hun følte sig lidt skyldig, for hvordan den var endt, selvom hun godt vidste, at det helt og holdent var mændene fra før, der bar skylden. "Jeg skal nok skaffe dig en ny - bare ikke lige i dag."

OOC: Undskyld kortheden, men jeg skal lige se noget i tv x)

"Det er ikke det værste der kunne ske. og nej Aisha. det behøver du virkelig, virkelig ikke." invender Julian, da Aisha siger at hun vil skaffe en ny dør.
"jeg kan jo garanteret få fat i et eller andet som kan holde trækken ude. At holde ubudne gæster ude er så en helt anden sag, men det skal jo nok gå. de plejer ikke at komme her." fortsatte han så, og foldede hænderne bag ryggen.
han havde jo to kapper - måske kunne de hænges op foran og spændes på plads? de var jo ret gode til at holde vinden ude. så skulle de bare lukkes nogenlunde tæt.
han kunne jo også.. nej. det ville han ikke. han ville ikke bruge Kenneas - hans egen mors - sengetøj. så langt ville han ikke gå. han trak vejret dybt ind, da han for første gang i lang, lang tid kom i tanke om det sammenrullede pergament hun havde skrevet, og som hun havde bedt ham læse når hun døde. han havde endnu ikke brudt det.
En klump, der var tung som jern, opstod i Julians mave, og en knugende fornemmelse hamrede ind ham. men da han vrissende inde i hovedet fortalte sig selv, at han ikke skulle være så hysterisk, og at hans mor ville sætte pris på at han tog sig af Aisha, blev det en smule bedre. den knugende fornemmelse slap ham, og knuden blev løst.
skulle han fotælle Aisha om pergamentet? nej. det kunne han ikke rigtig få sig selv til. det hele var jo lige pludselig ret akavet.

Hun nikkede og accepterede hans afslag. Hun ville selvfølgelig ikke forære ham en ny dør, hvis han ikke ønskede det. Heller ikke selvom hun følte, hun stod i dyb gæld til ham. For han havde jo altid oplyst hendes liv, og glæde og lykke havde ingen pris. Desuden, så havde han jo kort forinden foræret hende tre skønne gaver. Og de måtte også have kostet lidt. Som det sidste, havde hun også bare ladet ham i stikken, da han og Kennea havde allermest brug for krystalstøtte. Men hvad var der at gøre nu? Hvis han ikke ønskede hendes krystaller, ville hun ikke tvinge ham til at tage imod dem.
Hun sad lidt og lod bare varmen strømme ud i benene. Tæppet varmede dejligt, og det var relativt vindstille - vinden nåede hende i hvert fald ikke hvor hun sad - så den manglende dør var intet problem for hende. Men Julians vibrationer var et problem. Hun vidste straks, at noget var galt. Var han kommet i tanke om endnu en flok mænd, der snart ville komme for at få opkrævet en gammel gæld? Hun vidste ikke, hvad det ellers var, der fik hans vibrationer til at være så tydeligt negative. Var han sur på hende? Nej, det var ikke vredesvibrationer. Det var bare nogle meget tydelige, men svært bedømmelige nogle af slagsen.
"Hvad er det galt?" spurgte hun forsigtigt.

"Hvad?" Udbrød Julian overrasket, og så en smule omtumlet op. så blinkede han et par gange da han kunne genskabe sig det Aisha havde sagt sagt.
han skulle lige til at sige, at der ikke var noget galt. så rystede han irrettesættende på hovedet af sig selv. jo, der var noget galt. men ikke på samme måde som Aisha måske troede. han vidste, at hvis han nævnte det, så skulle han jo nok læse det op - og han nægtede at lade sin følelser slå kolbøtter igen nogensinde, men det blev han jo nok nødt til, hvis Aisha ville vide hvad der stod i brevet.
han kunne ikke få sig selv til at lyve. desuden stank han så meget til at lyve, at en gylletank måske kunne virke som parfume ved siden af det. han måtte fortælle det.
"Jeg kom til at tænke på min mor. og at hun efterlod et brev til mig, som hun sagde at jeg kun måtte læse, når hun døde." NÅR hun døde. hun havde sagt NÅR hun døde, hun havde ikke sagt HVIS hun døde. hun vidste at hun skulle dø, så hun havdde opgivet håbet.
"Hun vidste at det var forsent på det tidspunkt, og..." hans stemme knækkede over. hvorfor kunne han ikke det her? han havde snakket om hende før, havde han ikke? var han begyndt at græde der? det kunne han pludselig ikke huske, om han havde gjordt. det spillede nok ikke nogen rolle. han blinkede et par gange. han var ikke begyndt at græde endnu, men det kildede og prikkede i næsen og i øjnene, som det altid gjorde lige før man skulle til det. alligevel havde han sin stemme under kontrol, da han fortsatte. Aisha forventede nok at han fortsatte.
"Og jeg kom til at tænke på det. jeg havde glemt alt om det. i alt kaosset glemte jeg det." han sukkede, og strøg en hånd igennem det blonde hår. han gned derefter det ene øje med hånden.
Drenge græder ikke. en stemme rungede i hovedet på ham. en ukendt stemme - nok hans underbevidsthed. det tænkte han overhovedet ikke over.
Det kan godt være. tænkte han irriteret. men jeg græder heller ikke! han trak vejret dybt ind, og så ind imod sin mors gamle værelse.
Ikke endnu, i hvert fald.

Hun vidste det kun alt for godt. Altså, at der var noget galt. Hun ønskede ikke at høre ham græde, men på den anden side, så ville hun ikke forhindre ham i det; hvis nu det var det han havde brug for, skulle han da have lov at græde ud.
Hun kunne bare så tydeligt forestille sig hvor smertefuldt det ville være for hende, hvis Julian lod sorgen tage over. Hun forstod kun alt for godt, at det var svært ikke at blive revet med, når døden sådan kom tæt på, men alligevel, så frygtede hun dette; Julians sorg. Det havde altid været svært for hende, når hendes idoler - hendes helte - græd. Hun følte sig så skrøbelig, når folk hun altid havde tænkt på som uovervindelige, bukkede under. Hun følte, at hun selv var meget lille, i en meget stor verden, når de altid så stærke bukkede under. Hun følte, at verden var usigeligt ond, når den slags skete.
For at give et eksempel, kunne hun huske, engang hun var helt lille. Hun havde stadig været tæt knyttet til sine forældrer. Det var en meget varm sommer, hvor hun og hendes far havde været ude i haven i lang tid. Hun kunne huske, hvordan han for første gang havde ladet hende sidde på en hest. Ganske vidst med ham lige bag sig, og hans stærke arme om livet, men hun havde fået lov at sidde på et af de store dyr. Men det er ikke det, der er pointen. Nej, det er hvad der senere skete: Aisha var stolt af sin far, den sommer. Hun havde ofte smuglyttet, når forældrene talte sammen, og hun beundrede sin far. Især fordi han altid var så god, både overfor hende selv og moderen. Men så en dag, havde de fået en dårlig nyhed. Hun huskede, hvordan en fremmed var kommet ud i haven, til den lille familie. Faren havde været ved at fortælle Aisha et eventyr, mens moderen sad og så til. Denne fremmede, havde ødelagt hele sommeren. Aisha huskede, at Adrian havde taget imod hvad hun antog for et stykke pergament. Og så var hans vibrationer blevet tunge, mørke, negative. Han var blevet tavs, og var styrtet ind i huset. Aisha vidste hverken fra eller til. Først senere, gav moderen sig tid til at fortælle den lille Aisha, at farfaderen var afgået ved døden. Aisha huskede, hvordan hendes far havde grædt. Og denne lille piges verden, var styrtet i gruset; hver evig eneste tårer trak en lille del af Aishas håb med sig. Hun var blevet så bedrøvet. At opleve sin store, mægtige far græde, havde lært hende, at selv det største træ, kunne fældes. Og det havde lært hende, at verden ikke var et rart sted at leve, ikke når det var så let at komme til skade..
Mens hun tænkte alt dette, gik der kun ganske kort tid. Det var som var mindet blot et flashback på få sekunder. Men hun huskede pludselig det hele tydeligt. Og hun var bange for, at Julian ville udløse endnu et sådant rædselsanfald i hende.
Dog rankede hun blot ryggen, og lagde en hånd på hans skulder. Hun ville ikke bukke under; hun ville være et forbillede for ham. Hun ville vise ham, at det var okay at være ked af det, og at der altid var nogen til at passe på ham; hun ville være det store træ, i hvis skygge han kunne sidde og sunde sig, til han igen var klar til at spire ..*
"Var det hårdt for dig, at læse hendes sidste ord?" spurgte Aisha forsigtigt. Hun kunne ikke rigtig se, hvordan brevet ellers kunne påvirke ham sådan, hvis det ikke var fordi, Kenneas ord rørte ham..

*Okaaaay, nu flipper jeg vist igen, hva´?

"Jeg.." han så ned i jorden.
"Jeg har ikke læst det endnu. Jeg fik.. har dårlig samvittighed over det. Jeg skulle læse det når hun døde, men jeg var så ked af det på det tidspunkt at jeg ikke kunne få mig selv til det." han tav kort. Sikke et kønt mandfolk han var!
"Og så glemte jeg det, da alt det med pengene pludselig kom frem. og nu... jeg kom pludselig til at tænke på hende. og på brevet, som jeg skulle have læst for længe siden..."
Han rystede på hovedet, tog en dyb indånding, og talte til tre. så åndede han ud, og gjorde det igen. godt. nu blev det lidt lettere at snakke.

OOC: meget kort, men kunne ikke komme på noget at.. fylde ud med Oo"

OOC: Så gider jeg heller ikke skrive så meget. Jeg vil også meget hellere læse.. ..Men på den anden side, så vil jeg også gerne rpg´e ^^'

IC:
Aisha smilede omsorgsfuldt. "Jeg kan godt forstå det." sagde hun. "Jeg ville have haft det lige så dårligt, hvis jeg havde været der, det er jeg sikker på. Og jeg er fuldstændig sikker på, at Kennea også forstår."
Hun grundede lidt over det hun selv sagde, og tænkte over, om hun mon kunne såre Julian, ved sådan at snakke om hans mor. Men hun vidste, at var det hende, der havde været i denne situation, havde hun ønsket, at nogen snakkede med hende.
"Jeg tror, din mor bare ønsker at lade dig vide, at hun elsker dig. Jeg ved ikke, hvad hun kan have efterladt dig i det brev, men jeg ved hvad hun har efterladt dig, lige dér," sagde hun, og lagde forsigtigt hånden mod Julians hjerte. "nemlig sin kærlighed. Hun kendte dig - og hun vidste, at du skulle have tid til at bearbejde sorgen. Jeg er sikker på, hun ikke lagde det store i, hvornår du læser hendes ord, men hvorfor du læser det; fordi du elsker hende."

OOC: Ja, okay.. Hvad får vi så ud af mit mærkelige plidderpladder? Jo, vi ved nu, at det ikke er mig man skal komme til, hvis man er ked af det.

OOC: Jeg skriver altså rimeligt korte indlæg fra nu af (selvfølgelig på over 3 linjer, bare rolig >w<) for at du ikke skal vente så længe på mit svar. x3

IC:
Julian Blev ikke såret af at hun snakkede om hans mor. det var nærmest en stor lettelse. Hvis Aisha kunne, så kunne han også. han tog fortsat dybe indåninger, talte til tre og åndede ud igen, imens hun talte.
da hun var færdig, var alt omkring ham - og indeni ham for den sags skyld - nogenlunde afklaret for hans blik.
Da Aisha lagde hånden ind imod han hjerte, bed han sig selv kort i læben, hvorefter han så på hende, og sørgede for nøjaftigt at indprente sig hendes ord, og forstå dem. Der var jo nok noget om det hun sagde. og langsomt holdt han op med at være så ked af det, og hendes ord overbeviste ham om, at det var ligemeget hvornår han læste det brev, men at de tilgengæld betød noget HVORFOR han læste det. han nikkede kort. så smilede han skævt.
"Ja Aisha. det han du nok ret i."

Da han igen sagde noget, tillod hun sig at tage hånden til sig. For det første, fordi det var overflødigt at blive ved med at illustrere, hvad hun mente, og for det andet, fordi hun blev en smule flov over at sidde sådan. Hun havde aldrig været helt god til alt sådan noget med intimitet og kropskontakt. Så det var en lettelse for hende, at få sin hånd tilbage. Og dog; det havde føltes utroligt afslappende at mærke Julians hjerteslag... Nej, det var ikke det de snakkede om, det var Kennea.
Hun tvang sig selv til at tænke på det, sagen drejede sig om, i stedet for at tænke på, hvordan Julians hjertebanken havde føltes.
"Hvad gør.. " nej, det ville hun ikke tillade sig selv at sige. Hun tav, og forsøgte - hurtigt - at komme på noget at sige i stedet. "Hvad er klokken?"
Hun sukkede dybt indvendigt. Det var godtnok det dummeste hun overhovedet kunne have sagt. Det passede overhovedet ikke ind i samtalen, og for hulen da, hun var blind - hvad skulle hun bruge klokken til?

OOC: Korthed er okay med mig, hvis jeg også må skrive kort x) Jeg er nemlig fuldstændig på bar bund, idémæssigt.
..Har du fundet på, hvad der skal stå i brevet, egentlig?

OOC: jep, det må du da, og ja, jeg ved det godt xD alt muligt om, at han skal passe på sig selv og finde Aisha igen, og bla, bla bla... men der er også en lille overraskelse... OwO som også kan få Julian til at tænke på andet end penge og døde mennesker xD

IC:
"Hvad klokken er?" han så ud af vinduet. at dømme efter temperaturen og solen - og årstiden selvfølgelig - måtte det sen være eftermiddag.
"jeg er ikke sikker, men det er sent på eftermiddagen. Klokken må være omkring fire eller fem." han havde det egentlig lidt godt med, at det hele tog så pludselig en drejning væk fra emnet, for det gav ham noget andet at tænke på. vinden var ikke kold længere, og der var blevet ganske behageligt inde i hytten.
og nu, hvor Julian ikke rigtig havde brydekampe med en masse tanker, knurrede hans mave stædigt. han havde ikke fået andet end et æble, vel? nej. det kunne måske være på sin plads snart at begynde at lave aftensmad.
"Er du sulten, Aisha? du har jo hverken fået morgenmad eller frokost.."