Med beskeden på plads blev den lagret bagerst i hovedet, hun skulle nødig have en eller anden tankelæser til at stjæle hendes job. Noget hun var blevet trænet i af klanen. Gik folk dog ordentligt til værks var der dog intet hun kunne gøre, hendes magi tillod hende trodsalt ikke at blokkere for den slags. Nej fornæmmede hun at folk læste hendes tanker, havde hun lært at løbe øjeblikkeligt.

Med et stoppede hun op. Hun havde hørt noget, en lyd. Med øjnene spejdede hun i tågen, men så intet. Hun smilede let for sig selv. Selvfølgelig så hun intet, hvem kunne også det? Nej det var ligesom derhjemme.
Hun lukkede øjnene i og lyttede. Hørte vindens susen mellem klipperne og bølgernes brusen mod de hårde sten. Og noget andet. Vinger. Men det var ikke det hele, nej der var mere.
åndedrag. Svagt, men det var der.
To personer, hun kunne ikke præcisere dem særlig godt, men havde en fornemmelse af deres retninger. Burde hun træde nærmere? Var de venligsindede? Var de overhovedet krystallianere? Det kunne være en fugl eller en ulv? I såfald måtte hun tage sig i agt!
Den højre hånd faldt let på dolken ved hendes hofte.

Nc kan hører at den ene nærmer sig ham, han bliver siddende og vender først hovedet, da han fornemmer at hun er tæt på. Men i stedet for at se en person, ser han tågen, alligevel kan han mærke hendes tilstedeværelse, og han kniber øjnene sammen. Hun ser nærmest spøgelsesagtig ud i tågen, og han er ikke en gang sikker på at han rigtig ser hende, men kun hendes skikkelse. Han rejser sig op, og på vejen op lægger han mærke til hendes hud. Den solbrune glød skiller sig ud fra den grå tåge, og giver ham en ide om at det er en kvinde. Eller en mand med tynde ben, han smiler skævt ved tanken og purre op i håret. " Eh,, Hej" Siger han langsomt, mens han næsten fornemmer at hun ser hen mod den anden. Han vender selv hovedet men kan ikke se andet end tågen, måske er det ikke en gang en person?

(Undskyld for det sene svar)

Lyden af en stemme bragte ikke umiddelbart Jina til ro. Hun var paranoid af natur og havde ikke den store tillid til fremmede, tværtimod krævede det tid at komme ind på hende medmindre der opstod særlige omstændigheder.
Et øjeblik overvejede hun at gå tilbage af samme vej, som hun var kommet, men hendes destination var på den anden side af de to personer og hendes ære forbød hende at træde tilbage for så lidt.
Med en dyb indånding tog hun sig sammen og fra tågen så hun to skikkelser skille sig ud i tågen. Den ene en mand og den anden en kvinde, der har vendt ryggen imod hende. Hun bliver stående i udkanten af tågens synsfelt og betragter de to, mens hun håber at forstå situationen inden hun træder frem, og forhåbentlig forbi de to parter.

Hun vender hovedet tilbage mod Night Crawler, da han taler til hende. Lux går tættere på ham, så han kan se hende bedre. Hun har stadig et uforklareligt selvtilfreds smil på hendes blod røde læber og hende han vil sikkert kunne se sig selv i hendes sølvfarvet perle øjne.
Hun sætter hænderne i siden og ser nærmest kommenderende ud, mun kan mærke hans energi er god og at han har en pige han er glad for, så hun løsner lidt op og ser mere imødekommende ud.
"God aften" Siger hun med hendes naturligt forførende stemme og smiler på en helt anden måde til ham end i starten.
Hun kan mærke at den anden person kigger på dem, men tager sig ikk af det.

Pigen træder frem mod ham, og tågen slipper hende, så han kan se hende tydeligt. Han har aldrig set nogen så uskyldigt i hvidt, med så udfordrende attitude. Hendes positur med hænderne på hofterne, minder ham om en amazone kvinde, en som leger med mænd for sjov og efterlader en række af knuste hjerter. Han opdager, at det er sit eget spejlbillede, han ser i hendes kugleformede metallignende øjne. Det frustrerer ham, at han ikke kan se andet, se indbag ved metalmurens facade. Han klør sig i nakken, og skæver hen mod den anden, men ser tilbage på den hvide pige, da hun svarer ham. Hendes holdning virker mere afslappet nu, mere menneskelig tænker han og sender hende et venligt smil. "Hvad laver du.. i her ude?" Spørg han mildt, egentlig overrasket over hvor mange de er, taget i betragtning af tågen og tidspunktet. Ud af tågen træder den anden pige frem, hun virker tilbageholdende, mere alvorlig idet hun træder lige forbi dem. Han smiler til hende, tænker at spørgsmålet også var til hende, men tvivler på om hun vil svare på det.

Jina knibber øjnene en smule sammen. Dette virker helt forkert. At møde to personer på et så afsides sted, nej dette kunne umuligt være naturligt. Men hvis det ikke var naturligt, hvad var det så? Et setup? En fælde? eller var det virkelig bare en tilfældighed?
Ingen af de to virkede til at smide meget opmærksomhed på Jina, men hun sænkede ikke de mentale parader af den grund, nej det var måske hvad de ønskede hun ville gøre.

Jinas blik skar mellem de to fremmede, men stoppede ved mandens fortryllede blik. Hun hævede et øjenbryn. Et øjeblik virkede de så fjerne, nærmest blanke, mens han kiggede på kvinden. Jina strammede grebet om dolken. Hun var ikke spor tryg.
Hun førte hurtigt blikket tilbage på kvinden, som havde været retningen de blanke øjne for en stund siden havde kigget. De var dog stadig skjult halvt af den tætte tåge, men hun turde ikke træde nærmere. Hun kendte dem ikke og de kendte forhåbentlig heller ikke hende. Forhåbentlig.

Om hendes fod bevægede en velkendt skikkelse sig. Den lille hvide kat, der altid fulgte hendes vandring, havde endelig nået op til hende efter dens leg med den gule sommerfugl. Jina stod et par sekunder stift, afventende, som frygtede hun at kattens ankommen skulle sætte gang i en kædereaktion, men efter de få sekunder bøjede hun sig ned og samlede katten op i den venstre arm.

Lux flytter ikk sit blik fra den fremmede mand og fjerner ikk sit barne glade smil fra de røde læber. Hun går igen tættere på ham, mens hun undersøger manden fra top til tå. Lux fanger atter hans blik da han begynder at tale til hende.
Jeg er skam bare på en lille tur, men tågen er for tyk til at fortsætte i øjeblikket.
Hun ligger hovedet en smugle på skrå.
Hvad med Dem selv, min gode herre? Hvad laver De dog på sådan et sted?
Lux tager armene på ryggen og ligger hænderne sammen, så hun ligner en artig skolepige.
Selv om at Lux virker dybt optaget at Night Crawler, holder hun stadig øje med Jina. Hun kan høre hende i vinden og opdager oss med det samme at den lille kat dukker op.

Night Crawler kigger stadig hen på den anden pige, med hovedet lidt på skrå, som om at hans blik kan få hende til at svare på spørgsmålet. Hun virker så anspændt, så alvorlig og ser næsten på dem som om de udgør en fare for hende, ikke sært i disse tider, men det ærgre ham alligevel. Tilheden har forladt mange, og tiden hvor alle var fredfyldte og venlige er væk, ligesom vejret kan han ikke lade hver med at tilføje til sin tankestrøm. Han smiler let til hende, og studser over den hvide piges svar, hendes tone er formel og hun kalder ham for herre, et ord det er længe siden han overhoved har hørt. Han glipper let med øjnene og ser tilbage på hende, ser lidt på hende før han stryger hånden gennem håret og vender blikket mod klippe kanten, " årh... Jeg kom egentlig her ud for at tænke.. " Siger han langsomt, kan mærke at bekymringerne vender tilbage, og han blinker lidt med øjnene før, han ser tilbage på hende med et venligt smil. Hendes attitude har ændret sig opdager han, hendes søde side er vendt frem, og han accepterer den uden videre tanke, fordi den dels er lettere at snakke med men også mindre konfliktfyldt. Han tænker kort på om hun tilvender sig sine omgivelser, men følger ikke tanken da han opdager tilstedeværelsen af noget andet. Der går lidt før han opdager det er en kat, han træder lidt frem, og ser at pigen har taget den op. "Er det din?" kan han ikke lade hver med at spørge, selvom han indser at det måske vil skræmme hende.