Geill kunne lide at se, at pigen havde selvtillid. Selvom selvtillid selvfølgelig ikke altid var det bedste for helbredet, kunne hun så indskyde, men det gav et stærkt sind, og et stærkt sind og selvbevidsthed var for Geill noget at det vigtigste. At kunne være sig selv..
Ah, nu blev hun helt melankolsk. Hun rystede på hovedet af sig selv, og spidsede i stedet ører til det, som Voo sagde. Det var metaforisk snak, og Geill måde hæve et øjenbryn ved at blive sammenlignet med en sten. En sten som alle andre. Det kunne hun ikke lide. Geill så sig selv som unik, og først da Voo selv gjorde brug af ordet i sin sammenhæng, forsvandt de rynkede bryn, som hun ellers havde fundet frem igen.
"Men sten er ikke bare sten. Sten er også forskellige af størrelse, baggrund, udseende og type..." Mumlede hun, uden helt at rode sig ud i noget filosofisk. Det emne lod hun helst være til fordel for det næste, som Voo sagde. Hun frøs ikke, påstod hun altså.
"Men det gør jeg. Så undskyld mig, mens jeg lige gør noget ved det." Kom det skævt smilende fra hende. Hun så ned på Voo med et par øjne, der så mere levende ud i lyset fra bålet, før hun kneb dem hårdt i og så anstrengt ud et øjeblik. Ud af ryggen på hende skød et par store, brune ørne-lignede vinger, der kun lige kunne være der for Hulens alligevel lave loft. Små fjer svævede rundt i luften fra den simple kraft af frembringelsen, og Geill måtte rulle med skuldrene, for at vænne sig til den anderledes følelse, der nu tyngede hendes skulderblade. Hun var dog van til det, heldigvis, men -
"Urg, det er længe siden...!"
//
Geill Brianne
Illustration af hendes udseende fra photobucket.[/i]