Som Lukos arm kom til syne var det klart for Ouro hvad han havde sagt, hans forståelse og tolkning af Lukos kropssprog var ved at være komplet. Selv de sværeste af Lukos sætninger var andenhånds for ham nu. Dog havde Luko klart ikke forstået det.
"Det er instinkt" sagde Ouro lavmælt og bakkede langsomt væk fra Luko. Han ville ikke lade sig røre af Luko, for hans blod var stadig oppe at koge og han var ikke sikker på hvad han ville gøre hvis det skete.
Han så led af sin hale og opdagede igen sværdet der gjorde ondt i hans side. Han begyndte at kigge mod Luko mens han trak det ud af sin hale. Da spidsen forlod hans krop forlod en lille brøl Ouro og han kunne sagtens mærke at det var tid til at lade sig selv heale... Hvorfor... Ouro kiggede hen på Luko. "Forsvinder det ikke? Hvad er det?" Ouros hoved gik på skrå. Frygten havde forladt ham for nu havde uvisheden slået rod i hans hjerte. Hans blod var rødt? Han havde et sår? Hvorfor lukkede det ikke?

Han trak vejret hurtigere og hurtigere og begyndte nært at gå i panik.

Luko så ned på såret i Ouros hale, og så så hen på sværdet. Det lignede et gennemsnitligt sværd, ikke noget særligt, men Luko kunne ikke se meget herfra og i denne belysning.
Ouros vejrtrækning satte sig op i tempo og Luko kom i tvivl om hvad han skulle gøre. Han havde en ide om at han ikke ville røres ved, fordi han havde bakket sig væk fra den udstrakte hånd. Men på den anden side, så så han ud til næsten at gå i panik. Hvad mente han med at det ikke forsvandt? Det var et sår, en skade, den salgs ting krævede healing og tid.
"Ouro, rooooooolig." prøvede Luko. Ouro virkede usansynligt ope at køre for en, formodentlig erfaren kriger. Han havde været en jæger hele hans liv, mon ikke han havde haft en skade før?
"Træk vejret." sagde Luko langsomt. "Hvad sker der?"

Ouros vejrtrækning var forvildet. Af et væsen der havde brugt meget af sit liv på kamp så virkede det nok mærkeligt at han virkede så oppe og køre over et sår. Dog ville såret nok havde dræbt et normalt menneske, men med en så stor som Ouro var det noget andet.
Lukos ord ramte ikke Ouro. Han var vant til at hans blod var en anden farve og at sårene blot forsvandt næsten med det samme. Noget var galt. Ouro bøjede igen sin ryg og dannede en bue som endnu et skrig forlod ham. Stille blev kloakken mørkere og mørkere. Ouros skrig var ikke at høre mere. Han var selv blevet omringet af mørket og han lod sig undre mere om det. Han kunne nu mærke såret.

Men det bevægede sig igen, ligesom normalt.

((Sådan, så fik vi lige fulgt med i tiden. Så er Mørket også her. Så er alt jo som vi ønskede 8P))

Ouros korte skrig skar Luko i ørerne, og hans hænder fløj op for at beskytte dem. Men pludselig sænkede der sig et tykt mørke over kloaken. Det var ikke til at se igennem, trods Lukos gode nattesyn.
Han kunne pludselig ikke se Ouro, og han så sig febrilsk omkring. Skriget stoppede, og Luko følte sig alenen med sine bekymringer og sine forvildede blikke.
"Ouro? Er du okay?" spurgte han i den retning hvor han regnede med at Ouro stadig var.

Ouro svarede ikke. Hans blik var fanget af det mørke der havde fanget dem. Hans sår kunne mærkes hvordan køddet mellem det foldede sig i tusindvis og samlede sig i tråde der til sidst dannede væven, huden og musklerne igen.
Som vand til vin forvandlede Ouros blod sig igen og en svag dryppende lyd kunne høres fra ham efterfulgt af en lyd der kun kunne beskrives som et par våde fingre der kvalte flammen på et lys.

Lidt tid gik og Ouros øjne kunne langsomt begynde at se omridset af Luko. Dog var Ouro stadig i en tankestrøm. Var deres rejse forbi, var det på tide Ouro blot stak af igen og forsvandt? Han tænkte lidt uden at sige en lyd...

"Ouro?" kaldte Luko igen, nu med rejsende panik i sin stemme. 
Sæt han var kommet noget alvorligt til. Hvad nu hvis skriget fra før var det sidste han havde sagt, og ville sige? Såret havde ikke set dødeligt ud, men Luko kendte ikke til Ouros healende evner, han kunne være kommet meget galt afsted.
Luko prøvede at famle sig frem. Hans øjne kunne ikke finde noget at stille skarpt på, så han fandt bare en væg, som han bekymret stoppede ved.
"Ouro? Er du her stadig?" sagde hans nervøse stemme ud i mørket.

"Nej." lød det korte, men krystalklare svar og Luko mærkede en underlig kold fornemmelse. Nej?
Nu hørtes lyden af Ouro der gled lynhurtigt igennem kloakkens gange og Luko kunne mærke stilheden sænke sig omkring ham. Han følte sig efterladt iblandt døde folk og i mørke.
Han rejste sig op og prøvede igen at orientere sig, men uden nytte.
Han måtte heller komme ud, ellers ville han nok blive syg af at være omkring så meget blod i et allerede beskidt miljø. Luko snøftede en gang.
"Farvel Ouro."
Han tørrede så en tåre af sin kind og begik sig ud på sin vej væk fra dette sted.

/Out